Rødes RoadCast

Rødes RoadCast episode: 13 med Claus Pedersen. Samtale mellem Henrik Røde Jensen og Claus Pedersen

Henrik Røde Jensen Season 1 Episode 13

Jeg afhenter Claus Pedersen foran Gigantium i Aalborg – arenaen hvor han sluttede sin karriere. Ikke med manér som fortjent, men med to blodpropper i hjernen. Et øjeblik, der ændrede alt.

Claus er 63 år, gift med Dorthe, far til to – og bosat i Aalborg. Han er jægersoldat nr. 199. En titel, man ikke får foræret. Claus var en del af Jægerkorpset i en årrække, inden han kastede sig ud i civilt liv – først som håndboldspiller på topplan i Aalborg, hvor han delte banen med en vis Jan Larsen, der senere skulle blive direktør og ejer af Aalborg Håndbold.

Vores veje krydsede første gang i starten af 2006, da Claus var ny direktør i Arena Nord i Frederikshavn – og vores samarbejde og venskab tog fart samme dag, vi fik tilbudt Bill Clinton på en sølvbakke. Fra mødet med Brian Laudrup og Onni Nordstrøm på SAS Royal Hotel til præsidentens ankomst i Frederikshavn syv uger senere – and the rest is history.

Siden fulgte Al Gore og Gorbatjov – og Claus og jeg blev et makkerpar, der troede på, at alt kan lade sig gøre, hvis man bare gør det. Ikke så meget pis.

Senere rykkede Claus til Aalborg Håndbold som kommerciel direktør, hvor han sammen med Jan Larsen byggede klubben op til et europæisk tophold – med fulde haller, store ambitioner og over 60 timer om ugen på arbejde.

Men så slog lynet ned. På parkeringspladsen foran Gigantium rammes Claus af en blodprop i hjernen. Kort efter kommer nummer to. Han overlever – men med dystre udsigter. Men Claus er af en særlig støbning. En jægers vilje. Han kæmper sig tilbage, læser aviser højt for sig selv, træner både hjerne og krop – og to år senere sidder han her: Fit for fight. Klar i blikket. Klar til livet.

I dag vælger Claus sine projekter med omhu. Han arbejder ikke længere fuld tid, men bruger sin energi på dét, der giver mening – herunder som formand for Jægersoldat-foreningen i Aalborg.

Det her er en samtale om vilje, værdighed og venskab. Om at give alt – og miste alt – og så stille sig op igen og tage et skridt mere. En fortælling om ledelse, loyale bånd og livets skrøbelighed.

Velkommen i bilen til Claus Pedersen.

Rødes RoadCast
Rødes RoadCast er en underholdende og inspirerende videopodcast-serie, hvor den karismatiske erhvervsprofil Henrik Røde Jensen inviterer kendte danskere med ud på en køretur i sit rullende kontor, der danner ramme om ærlige og nærværende samtaler. Undervejs på turen taler Røde og hans gæster om livets op- og nedture, personlige og professionelle sejre, fiaskoer, læringer og det, der former os som mennesker. Det er samtaler med kant, humor og dybde – og man kommer tættere på nogle af Danmarks mest markante personligheder, end man normalt gør i traditionelle interviews. Rødes RoadCast er ikke bare en podcast – det er en rullende samtalezone, hvor tempoet sættes af både motoren og de menneskelige fortællinger, der udspiller sig undervejs.

Se og hør RoadCast'en på YouTube her ...