
MØNumental
Nok er Møn en lillebitte ø, men historien, kulturen og naturen er på alle måder stor. De fænomenale fortællinger om alt fra mytiske sagnfigurer til moder jords vidundere lurer allevegne: bag gravhøje, under stjernehimlen, ved kysten og midt i skoven. Følg i fodsporene på podcastvært Minna Grooss, og tag med på en eventyrlig lydvandring langs vandreruten Camønoen. Podcastserien MØNumental udspiller sig i en fjern fortid, en fælles nutid og en håbefuld fremtid, og historierne fra øen bugter sig elegant igennem tid og sted.
MØNumental
Fremtiden: Utopia år 2125 (3:3)
En krop ligger stille. Tiden er ved at slippe sit tag. I tre årtier har personen levet i fremtidsfantasien Utopia, der engang var landfast og hed Klintholm Havn. Her er stedets beboere forbundet med naturen i et wood wide web, tiden er ophævet, det vrimler med liv i havet, og øens indbyggere lever i symbiose med naturen. På kanten af det sidste åndedrag tager et rørende afskedsbrev til en ven, som blev tilbage i byen, form. Et poetisk farvel til livet, til valgene, og til menneskene, man engang delte det hele med.
Podcasten har sit udspring på Mælkevejen, der bugter sig gennem den unikke UNESCO Biosfære-natur på Møn. Etapen går fra Villa Huno til Klintholm Havn, er knap 13 km. lang og én ud af i alt 10 etaper på vandreruten Camønoen.