Christine Swane – "En Mangfoldig Ener" med Jeppe Priess Gersbøll

Hvem var Christine Swane – og hvorfor står hun i dag som en af de mest særprægede kunstnerpersonligheder i dansk kunsthistorie? 

I denne episode af Kulturbobler fra Østfyns Museer taler vært Dorte Skou Vinter med Jeppe Priess Gersbøll, kunstfaglig leder på Johannes Larsen Museet og kurator på udstillingen Christine Swane – En Mangfoldig Ener. 

Samtalen tager afsæt i sommerudstillingen, der markerer Christine Swanes 150‑års fødselsdag, og folder historien ud om en kunstner, der udsprang af fynbomalerne – men valgte sin helt egen vej på tværs af maleri, keramik, tekstil og liv.

Din vært er Dorte Skou Vinter

Transcript

SPEAKER_01 0:01

Velmen til kultur fra Høstfældens Museer. I år ville kunstneren Kristine Svane være fyldt et 150 år, og det markerer Johans Lædes museet med står udstillingen Kristine Svane end mangfold i jet. I denne episode taler vi med hjælpe Freis Jærk, kunstfaglig leder på museet og kunne rækker på udstillingen om Kristine Tvanes liv, ens kunst, og hvorfor hun gik sin helt egen vej. Din verder af da det skår. Jeg har født 150 her.

SPEAKER_00 0:32

Født 29. maj 1876. Det er både længe siden. Og alligevel ikke så længe siden. Det synes vi jo er en passende anledning til at fejre Kristine Sane som den store kunstner, hun er, som det fascinerende menneske, hun var. Hun er ikke ubeskrevet, hun er ikke udkendt, men vi synes, der er meget mere at fortælle, og der er meget mere at vise. Så det var fantastisk, at vi fik mulighed for at lave den her udstilling med Christine Sane, som vi har kaldt en mangfoldig ener. Netop for at få flere facetter til. Og vise den samthed af også rummer. Når man siger Christine Svane, og folk ikke måske kender tilhænget lidt til hende, og har set nogle af hendes billeder. Hun er jo rundt om på museerne, i så på vores, så er det måske især det harmoniske. Det er de tydelige farver, det opstillingerne. Det er af billederne af planter og kramk og vinduerne, som ligesom folk kommer i tanker om. Vi har så valgt i virkeligheden at sige, at det er også fuldstændig rigtigt. Det er kristine vane, også når hun er mest harmonisk og afklaret, men vi kunne i virkeligheden rigtig godt tænke os at vise hele historien. Og også de bridninger, der ligger under det her afklarede harmoniske udtryk. Al den tilsynladende balance, som hendes kunst rummer. For det måske især hendes senere periode, hendes moderne modernistiske periode fra midten af 30'erne, som folk tænker på. Men hun var også syndborner, og hun havde jo en meget lang karriere. Som går strakt over 65 år i alt. Og den rummer naturligt nok mange forskellige slags kunst og udtryk, som står et tæt samspil med det liv, hun levede og de vilkår, hun havde. På den måde af kunsterne jo altid også en afsmænd af deres tid og deres, kan man sige, levet liv. Og det kommer så især til udtryk hos Christine Sane ved at sige. Både på en tydelig måde og på en mere subtil måde.

SPEAKER_02 2:35

Du siger det med, hun ligesom, hvis man skal bruge et moderne udtryk, co på overfladen. Men der gemmer så lidt noget.

SPEAKER_00 2:43

Man kunne sige, at Christine Svan er virkelig en cool kunstner. Lær jeg vil opfatte som cool på den måde, at hun virkelig af sig selv. Hun er cool netop, fordi hun ikke insisterer på at være det. Hun er ikke en kunstnerpersoner, der har vild stille sig i første række fra dag et. Hun har ikke ville være først med det allersid fra paris. Hun ville på mange måder forfølge sit eget projekt hele livet og søgte det med stor sædhed og stor vedholdenhed, og i virkeligheden også stor resilien, fordi hun rundede en stor sårbarhed. Og på den måde taler hun tror jeg meget også ind i vores tid, hvor vi har meget fokus på både styrke og sårbarhed, at man har ambitioner og mål i sit liv, at man kan blive mødt af modgangen, men man også evner med, hvem er, som den man er at møde de ting. Og det gjorde hun flere gange i sit liv, og det er derfor hendes biografi også interessant.

SPEAKER_02 3:33

Så siger ikke, hun måske meget autentisk.

SPEAKER_00 3:35

Ja, altså det er jo et temelt for slid over autenticitet. Vi kunne jo også have kaldt den den autentiske ener, men vi synes mangfold er interessant, fordi det også vækker over den vifte udtryk, hun havde. Hun var jo maler, hun var keramiker, hun var tekstilkunstner, hun lavede design til det en og det andet, og det hele taget kurateret sit liv i sidste ende også sin bolig og sin måde at indrette sig på på en meget overbevisende måde. Og på en måde, man jo på en måde også kender fra andre kunstnere, men hun gjorde det på sin måde, som var ganske særlig. Og hvor vi i det her projekt måske er blevet mere bevidst om og forhåbentlig kan dele i udstillingen, at der var dybe råder til den afklarethed og de ambitioner, som hun lykkedes med at indfri faktisk i en alder af nogle af 60 år, hun for alvar sådan for etableret sig med eux hjem. Men det er ikke sådan et fagigt, der kommer det i virkeligheden, måske mere et resultat af mange års. Og en opsamling af erfaringer og indfrielse af muligheder, som lige er der til stede. Nogle forhold, der er til sted. Man skal jo tænke på, kvindlig kunstner har jo historisk set overhovedet ikke haft de samme vilkår som mænd. Det er jo ligesom en overordnet præmis. Hun var lille søster til Johans Lærsen.

SPEAKER_02 4:50

Det her må stjernet, og nu sidder vi her på Hans Museum.

SPEAKER_00 4:53

Så sidder her på Møllebanken, hvor jeg hedder Johans Lærsen boet, og de er jo født begge to her nede i midten af akademie i Købenskården og vokser jo op i et rigt hjem, også et hjem, hvor blikket er rettet mod kunsten to unkler af malder. Så det forekommer jo naturligt af den unge kristine, hun også vender sig til kunsten, da hun finder ud af, at hun er evner for det. Ret tidligt har hun jo så også oplevet af den ældste brer, Johannes er taget til København for at blive kunstner. Ikke for uddannelse ved Kunstakademiet, men netop på de frie studieskoler, som var opbrettet i opposition til den herskende kunsten uddannelse, så hun har også allerede tidligt fået en idé om, at man kan blive kunstner, men man kan også gøre det på andre måder. Og det har jo i høj grad måske også været en leve reg i de første mange år, hvor hun så sige skulle stykke sin egen kunstnerisk uddannelse sammen.

SPEAKER_02 5:48

Det lyder også lidt måde på det den tid.

SPEAKER_00 5:51

Jeg opfatter Kristine Svane som et utroligt modigt menneske. Og hun har skulle tæft nogle valg, som jo har været radikal nok for Johanis, men de har været endnu mere radikalet for kristine. Der er ikke tvivl op, at hun har haft kunsten så at sige lidt mere hjemmefra og været inspireret. Men der, hvor hun så måske møder kunsten første gang, det er, at den kreds, som Johannes bliver en del af også omfatter først fritt sybær og nogle af de andre mænd. Og så i sidsten også andet syg og andre så hendes virgen allighed var bærst senere og gift lærsen. Den egentlige faktor, der måske udløser det, det er, at skærsmaleren Vikor Johansen er induceret på købandskåren, altså hendes barndomshjem en periode i 1895. Og han har siden 1888 været leder af en kunstskole for kvinder under Kundstakademiet. Og det er måske i virkeligheden det der den gangsiggende faktor. Her finder hun ud af der en vej ind, jeg kan faktisk tage et sted hen. Og der kan man sige, at det bliver også det, som ud over den private undervisning hos frit sybær, hun er jo privat i samme med til at være formativ. Og da hun så er ved Kunstakademiets kvindskole, så ser vi en anden side af hende også. Hun er faktisk ikke voldsomt glad for at være på akademiet. Og det, der så kommer ud af det, er faktisk noget, jeg synes er også karakteristisk for den unge Kristin og hendes stedighed og hendes viljefasthed. Hun har to malervinger, hun går sammen med, og hun bor sammen med. De oprettet nævnes på eget initiativt, en lille privat klasse som sygbær til. Og det vidner altså om, at hun har vidst, hvad hun ville have også, også i en tid, inden hun har gjort noget gennembrud, inden hun har fået gode anmelser, inden hun på et traditionel, kan vi sige et traditionel blik har fået en kunskner karriere, så har hun en idé om, hvor kan jeg søge impulser, hvor kan jeg finde noget.

SPEAKER_02 7:39

Hun har også noget præstation den gang for en kvinde, tænker jeg vil.

SPEAKER_00 7:43

Ja, der var meget, der var en præstation dengang, at det hele taget ager i nogle netværk, som på mange måder var defineret efter mandel i normer. Men det, at hun opsører påvirkningen, opsøger lærerkræfter, og også på eget initiativt gør nogle af de her ting vidner om, at hun har altså haft ben i næsten samtidig med, at hun var sårbar. Hun havde lidt til tun sind, hun havde lidt til tvivl. Og det er jo også det, der er så fascinerende ved hende, at under det her kunstneriske merskab, så er der den her både sårbarhed og resilien. Og den ser vi flere gange. Man kan måske være tilbøjelig til netop og se Kristine defineret ud fra den mand, hun bliver gift med i en kort overrække siggd svane i 1910 og møder hende endda til indviden af forborgens søge. Det er sådan ret, og det er nærmest over halvs over, og hans påvirkning af hende, skal man også passe på med at gøre for meget ud af, fordi hun var jo allerede på det tidspunkt en drevne kunst, når hun havde i flere år prøvet, og også opnået at komme med på Charlotteborgs forholdsudstilling. Men kan man sige, at de afslager, at den bølgegang, der ligger i den periode, den kan lidt overskygge i virkeligheden det store projekt, hun egentlig allerede er i gang med som helt ung, og som kommer til udtryk også 20 år senere, da hun får bygget sin egen kunstnervilla og skabt sin egen kunstnorttilværelse. Så det er en lang livsrejse, der går helt fra hendes ungdom og hendes ophold i København, til hun i birker kan bygge sin egen funkidviller og kuratterer sit eget liv. Der har hun også boet en del over i byen allerede, og hun har søet til sig både af dansk og udenlandsk kunst. Og det der er så kendetegnende for Christine Sane, det er hun i sin unge år måske nok ligner Frit sybær i malemodet, men meget hurtigt bliver hun sig selv. Hun bliver en, som ikke bare imiterer andre, og som ikke ligner så meget af de andre. Naturligvis motivvalgene kan mindre om hinanden, men hendes malemåde er eksperimentel, hun søger nye græsgange. Først maler hun den her tætte mørke med den her tætte mørke kolorit, som man kender fra Frit Syber og nogle af de andre fandborner. Men lige så stille opløser hun motiverne. Hun giver farven sin egen vægt. Det er især påvirket af den svenske maler Karl Isk så, som netop vægter farven højre. Og det er egentlig noget, der indvarsler den moderne kunst moderismen, som hun også bliver en meget vigtig del af. Og hun kompromilløs? Jeg vil sige, at det er jo specielt at sige, at en kunsten af høj kvalitet, vil altid kompromilløs, men jeg vil også se det på den måde, at hun også var en stor pragmatiker. På den måde, at hun altid får modet at tage de påvirkninger til sig, at hun kunne bruge til noget, og gøre dem til sin egne. Hun kopierede ikke andre. Hun har bearbejdet sit indtryk, så de passede til hende, og der er vi måske tilbage ved, at der, hvor hun var kompromilløs, det er måske omkring sin egen kunstner integritet, og hun arbejdet med stoffet. Hun spørger fx det her med, at nogle maler var begyndt at male kobistisk? Altså det her nærmest fyrdimensionale og abstrakt, hvor man tager en genstand og ser den for flere sider, end man kan se i splinten. Det som om hun spørger sig selv i nogle år, hvad kan jeg bruge det til? Ligesom hun har spurgt, hvad kan jeg bruge farvens frisætning til. Det er, at motivet i sig selv ikke er det nødvendigvis det allervigtigste mere, men selve malingen lyset, linjerne på fladerne.

SPEAKER_02 11:06

Så hun er måske kan man sige i starten lænet så lidt op af en mandlig kunstner derfra.

SPEAKER_00 11:11

Hun er meget, meget hurtigt kommet ud af starthullerne med sin hele egen og skabe sin egen kosmologi omkring det at være kunstner, altså hvad der op og ned. Og det er jo noget, jeg tænker, alle kunstnere stræber efter på en eller anden måde at skabe der blik på tingene. Og det havde hun meget tidligt, måske også før hun laver de store og vigtige værker, og det kan vi se de tidlige billeder. De har en søge og en drivkraft. Først der hen, så der hen, og så i virkeligheden jo sætter i banken til noget af det, hun laver senere. Så den afklarethed, jeg talte om tidligere, de opstillinger i hans eget hjem, hvor man kigger ud igennem et vindu i haven, eller hvor hun har en nøje, kurateret vinduskar, eller bord, hvorpå der er forskellige objekter. Det kan være meloner, det kan være hendes egen keramiske kunstværker, det kan være planter, blomsterme, som hun på en eller anden mirakuløs vis får sat sammen, så de danner en motivisk helhed, der er tilfredstillende for hende, og som hun ikøbet kan besøge igen og igen og lave nye variationer over hendes landskaber der kan være en form for nemet sådan patchwork, hvor hun på en gang viser et sted, men i den grad også genkomponeret landskabet. Jeg tror på mange måder, at Kristine Svane lykkes som en stor kundsner, også imod en alder, fordi hun formår og bevæger sin personlighed, det hun lavede, men hun forener på mange måder også det, der var fymbornes naturklæde, så hun har været lige så tæt på planter som johans læren og alle de andre, hun har vidst, hvad hun havde mellem hænderne. Hun har elsket at dyrke sin haven samtidig, at hun optager det moderne. Og det er, at kunsten er der også for kunstens egens skyld, at det er en frisættelse af farver og flader og former og linjer, men ikke egentlig den rene abstraktion. Det prøver hun lidt kræfter med i kamikken, men der kan du også se, hvordan kemik og maler og tekstil umærkeligt besbrugter hinanden. Der er en samklang mellem kunstarterne, der er meget specielt hos sind. Og hvor vi jo netop også har lagt væk på at fremrage kamikken, fordi den er så vigtig af 20'erne og 30'erne. Ikke blot for at hun skulle have søde på brød, men hun finder faktisk ud af som 50 år, hun har et lige så stort talent for at lave kemik, og gør det også i en årrække ret intenst. Så hun netop både er fandbornaler og modernist. Men først og fremmest er hun kristine svane, og hun får på en måde at foren lidt en ulevand relation i konstistorien. Kunsten på en måde samverket med livet, som den her ikke kan, hvor det nære livere sandside motiver. Det har jo med. Og så har hun samtidig det her blik for abstraktionen, for at et kunstværk sører sin egen logik, friggør sig af virkeligheden, som vi ser ved nogle af de senere maleret. Og det er en ret stor bedrift, og det er måske i virkeligheden den identifikations, værdi. Hun har også rigtig mange mennesker, der finder glæde i hans kunst, når de ser den. Det er ikke sådan en kunst, der nødvendigvis overgrumtler en. Den vokser på en. Hendes motiv og har tit noget underspillet i sig. Og så har hun også vælger at male faktisk flere hundrede. Vi har jo kortlagt hendes produktion. Det har jeg blandt and arbejdet med og se, hvad hun laver hvor hvor meget. Der har jeg bygget videre på dygtige forskere, der også har arbejdet med det. Der kan vi jo se, at hun maler jo hundredvis af de her opstillinger, som man også kalder stillæben, altså en form for opstilling af objekter levende og døde, typisk frugt og planter og objekter, som hun. Det er noget, der har en meget lang konstistorisk tradition, men det har ikke nødvendigvis nogen sådan symbolet værdi hos hende. Tænken kan bare være de ting, man ser hos hende, men der overlader alligevel meget til beskudet. Der er en generositet i hendes værk, som præer i ser de sidste 30 år i hendes liv.

SPEAKER_02 15:05

Og nu udstillingen, der kommer her og handledning af, hun jo ved også vild være fyldt 150 år. Hvad kan man opleve det?

SPEAKER_00 15:12

Man kan forhåbentlig opleve, hvad vi har forsøgt at sammenstille som sådan et universelt katalog over Christine Fana, altså nogle af hans allerbedste værker for måser og privat eje. Og så er det jo også en retrospektiv udstilling, som vi har nogle af hendes allertidste værker fra 1890'erne og så frem faktisk til året før hun dør 100 værker, og det er både maleri og kæmik tekstil og kvarald. Maleriet føler selvfølgelig af mange grunden mest, for det er det, hun har lavet mest af, men vi har lagt meget vægt på, at det er mangfoldigheden i dens værk. Det er den måde, udtrykten passer sammen, kan vi sige, der giver hinanden noget. Så det er med et for slid udtrykket multikunst, når man kan opleve. Og så er det ganske enkelt også et univers, jeg tror, at mange mennesker i dag vil elsker at falde ind i at bo i. Mange vil måske gerne bo i virkeligheden som kristine svane. Altså den her blanding af noget cool modernitet, noget hygge, noget nærvær, noget naturklæde. Hun forener det bedste fra flere verden på en ret subtil måde. Og så er hun jo bare en blændende teknisk kunstnør også, at hun har en fagsyn og en evne også til at skabe gennemsigtighed og lethed, som især noget, der kommer med tiden, og hvor hun jo egentlig bevæger sig mere væk fra fandbornerne mere fortælledede udtryk. Så vi glæder os rigtig meget til at vise den her udstilling, ikke bare her i Kardinet, men også i på niveau gård og på Rige Kunstmuseum, så det er et års fejring. Så udgiver vi også en stor bog med forskellige bidrag, der fortæller om mange af de aspekter, hvor jeg har skiteret nogle af dem allerede omkring hendes liv og hans arbejde. Vi laver filmen i. Jeg fejrer hende på mange måder også at gøre det, der stod henes hjerte ned at være ude i haven og arbejde med motiverne igen og igen.

SPEAKER_02 17:02

Det mågen, hun faktisk er kommet til at betyde meget for dig.

SPEAKER_00 17:07

Jeg synes hun er kommet tæt på, eller jeg kom tæt på det her historiske menneske, jeg havde for nylig den glæde at opleve et radiointerv, som Danmarks Radio havde fundet i deres arkiver, hvor vi havde spurgt, hvor der lå noget af det fra 1957. Det var første gange, jeg hørte hendes stemme, og der var alligevel nogle ting, der faldt på plads. Ikke så meget, hvad hun sagde, for det vidste jeg godt. Det handlede meget om hans levningsforløb og hvem hun havde været i hos osv. Men det var måden, hun sagde det på. Det var betoningerne af orderne. Det var en livsklog stemme. En sovmunder lidt stemme, der på mange måder havde set både op og nedgangen, men måske også måske havde fundet fred i sit arbejde og lykkedes med sit livs projekt. Hun var 81 på det her tidspunkt og havde lige åbnet en retrospektiv udstilling. Det kan vi spejle også i, men her var det hovedperson selv. Men jeg tror på mange måder, ligesom Johan Lærsen, og hun også, at vi ved, at hun var et meget privat og generet menneske, så der også noget, vi ikke havde adgang til, og det er jo også det, der er spændende. Hun talte først og fremmest gennem sin kunst og gennem de livsrammer, hun etableret omkring sig. Og så er jo også fascinerende, at hun boede sammen med sin storsøster i en lang periode. Storsøsteren ført hus. Marie Lærsen og Kristine, hun malede. Så de skab så også et speciel husstand, hvor marig på mange måde også var et udgang en forudsning for, at kristine kan skabe sin kunst. Så hun arbejdet både mod og med tiden og udt de muligheder, hun havde for at leve det liv, hun gerne vil sammen med folk der stod en her.

SPEAKER_01 18:41

Du kan lytte til flere episoder af Kulturbobler lige der, hvor du lider til podcast.