Unschooling for begyndere

Unschooling: Ensomhed og det sociale liv

• Cecilie Conrad • Season 1 • Episode 2

Share episode

Use Left/Right to seek, Home/End to jump to start or end. Hold shift to jump forward or backward.

0:00 | 50:13

Anna Vestlev Sandfeld og Cecilie Conrad taler om ensomhed som hjemmeskolemor. Ikke børnenes ensomhed, men morens. Hvordan finder man fællesskab, når man står uden for systemet? Samtalen handler om legegrupper med og uden mødepligt, om børn med meget forskellige sociale behov, og om balancen mellem at respektere barnets autonomi og selv at have behov som voksen. Cecilie deler erfaringer fra over ti års unschooling, og de taler om, hvad det kræver at skabe sociale rammer, når der ikke er givet noget på forhånd. 

Så starter vi igen: Episode 1 blev optaget i august - da Anna var helt ny i hjemmeskolen – den er bevaret som den er, fordi den fanger starten. Siden da kom livet i vejen, og vi pausede optagelserne i et halvt år. Så det her føles som en ny start - da vi gik i gang igen. 

🗓️ Optaget 19. Januar, 2026.

Send en besked

Support the show

På https://cecilieconrad.dk/unschool kan du udover at høre episoderne også se dem på video. Du kan også læse transcripts og finde relevante links til de enkelte episoder og læse relevante artikler om unschooling fra dine to værter, Cecilie Conrad og Anna Vestlev Sandfeld.

Brug for rådgivning eller støtte?
Cecilie har skrevet artikler om hjemmeskolelivet og unschooling siden 2012. Så der er mere end 300 artikler, som du kan dykke ned i. Cecilie Conrad er uddannet psykolog, mor til fire, radikal unschooler og fuldtidsrejsende. Hun har levet med unschooling i over et årti og hjælper andre familier med at finde deres egen vej – uanset om det handler om hjemmeskole, unschooling eller det større spørgsmål om, hvordan man vil leve som familie.

Cecilie tilbyder rådgivning, samtaler og foredrag. Hun kalder sit arbejde grandmothering – ikke coaching i klassisk forstand, men tilstedeværelse, faglighed og konkret hjælp til at navigere i moderskabet og finde hjem til sine egne værdier.

Du kan booke en gratis afklarende samtale og læse mere på https://CecilieConrad.dk

Cecilie Conrad:

Godmorgen, og velkommen til unschooling for begyndere.

Anna Vestlev Sandfeld:

Det

Cecilie Conrad:

her, det er anden gang, vi optager episode 1, hvis vi kan godt indføre om det, fordi livet skete og skete lidt i halvt år, og nu begynder forfra.

Anna Vestlev Sandfeld:

Jeg

Cecilie Conrad:

hedder Cecilie Conrad. Jeg var engang hende, der skrev Speltmor.dk i Danmark og en af de første, der unschoolede. Ikke den første overhovedet. Jeg mega second mover. Jeg ejer ikke det her. Men jeg har unschoolet i virkelig mange år. Så meget, at jeg er nu ude på den anden side, hvor mine børn begyndt på uddannelser for voksne. Og jeg sidder her i dag sammen med min kusine Anna.

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja.

Cecilie Conrad:

Anna, hvad hedder du egentlig nu om dagen?

Anna Vestlev Sandfeld:

Jeg hedder Vestlev Sandfeld til efternavn. Så hedder

Cecilie Conrad:

begge to Vestlev, faktisk. Vi hedder

Anna Vestlev Sandfeld:

begge to Vestlev, ja, og så har jeg giftet mig til Sandfeld.

Cecilie Conrad:

Vi har en fælles forhold.

Anna Vestlev Sandfeld:

Men

Cecilie Conrad:

så havde jeg lige glemt hvilken navnkombination.

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja det kan også være

Cecilie Conrad:

forbi. Jeg hedder jo Cecilie Conrad for de fleste men i virkeligheden hedder jeg Cecilie Vestlev.

Anna Vestlev Sandfeld:

Det

Cecilie Conrad:

er bare sådan lidt hemmeligt. Conrad er faktisk mit mellemnavn. Nå, nu ved vi, hvad vi hedder, og hvem vi er, og hvordan vi hører sammen. Og Anna, hun tænkte, at vi kunne lave det her podcast, og det synes jeg også er en rigtig god idé, fordi Anna lige er begyndt på at unschoole sine børn.

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja.

Cecilie Conrad:

Så vi kender hinanden enormt godt. Vi er i det samme game med det der unschooling. Vi har været til en ende af det. Men Anna har jo smugkigget. Over skulderen i mange år og har også snydt og taget en uddannelse, der har noget at gøre med undervisning, nemlig i pædagogik på Københavns Universitet. Så helt langt er det her ikke. Så det er derfor begynder, I don't know. Det var det, vi fandt på, at den skulle hedde, så nu hedder den det. Ev. Ideen er, at Anna, hun kommer jo til at støde ind i alle de ting, man støder ind i. Så dem tager vi en af gangen. Og snakker om i en times tid, mens vi strikker, fordi det er den anden ting. Det gør vi også begge to, og det gør vi meget sammen. Og det kan vi godt lide, så vi strikker. Skal vi præsentere

Anna Vestlev Sandfeld:

vores

Cecilie Conrad:

strik så vi kan gå gang?

Anna Vestlev Sandfeld:

Hvad har du på pinde?

Cecilie Conrad:

Jeg har et par brune uldsøgge i længarn, som er min yndlings. Og lige nu er de jo ret kedelige, men det er faktisk fordi jeg lige vil være nået dertil, hvor jeg skal strikke sådan noget hønsestrik. Bort lige inden ribkanten. Så jeg håber ikke, at jeg strikket for meget i den her time, så kommer jeg forbi der, hvor pynten skulle have været, som har begyndt forfra på et par nye forlæg op. Jeg strikker faktisk strømpe til.

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja,

Cecilie Conrad:

det er det, jeg laver. Hvad laver du?

Anna Vestlev Sandfeld:

Jeg strikker strømpe.

Cecilie Conrad:

Nej!

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja, og det her det er fra min yndlings strømpegarns forhandler af Lonely Sock Lady, som laver sådan noget håndfarvet stribet.

Cecilie Conrad:

Ja, det er mega fedt.

Anna Vestlev Sandfeld:

Det er meget, meget lækkert.

Cecilie Conrad:

Det er også mit yndlings hvis jeg havde råd til det.

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja.

Cecilie Conrad:

Ja, så det strikker lægen, fordi det kan jeg betale for.

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja, men jeg har et lager, som jeg kan tage af.

Cecilie Conrad:

Ja, det er lækkert.

Anna Vestlev Sandfeld:

Og så strikker vi jo begge to fra tåen og op.

Cecilie Conrad:

Jamen det gør vi. To på samme tid, hvilket jo er, hvis nogen har forvildet sig herind, af strikkemæssige grunde vi skal nok komme til det der med unschooling, og vi kan også måske bare tage en hel episode om forbindelsen mellem unschooling og strik for den er stærk faktisk, der

Anna Vestlev Sandfeld:

alle

Cecilie Conrad:

unschoolere og strikkere næsten. Man strikker jo to strømper samtidig med den her teknik og det gør man, fordi der er noget, der hedder second sock syndrome.

Anna Vestlev Sandfeld:

Præcis.

Cecilie Conrad:

Og det tror jeg, der er mange der kender, og det er sådan et lidt skjult syndrom som ingen vil snakke om. Altså der er lidt tabu omkring det i strikkekredse. Der jo ikke noget indrømmende, men det er jo sket for mange gange at man har strikket den ene sock, og har man gødt på den anden, og så er det blevet for kedeligt, så man aldrig er blevet færdig.

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja,

Cecilie Conrad:

og

Anna Vestlev Sandfeld:

jeg tænker også, at der er den her risiko med, at det så ikke helt bliver samme længde.

Cecilie Conrad:

At den er stor,

Anna Vestlev Sandfeld:

fordi

Cecilie Conrad:

strømmen koncentrerer sig om, fordi det er for nemt.

Anna Vestlev Sandfeld:

Og det, der er en bonusting ved det, det er, at hvis man så skalerer op og strikker trøjer, så kan man også lave to ærmer

Cecilie Conrad:

på

Anna Vestlev Sandfeld:

samme tid.

Cecilie Conrad:

Og når man har mindre børn som du jo har, så kan man også nogle gange være i den situation og strikke bukser.

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja.

Cecilie Conrad:

Der kan man strikke begge bukseben i ben samtidig. Det er godt, det er svært.

Anna Vestlev Sandfeld:

Der er så mange fordele ved det.

Cecilie Conrad:

Jeg har rodet mig ud i at strikke sådan nogle strømmer til klip-klapper. Altså bare for at tage det

Anna Vestlev Sandfeld:

helt

Cecilie Conrad:

hippie style. Og det er jo det samme men der skal man jo strikke med fire nøgler lige i starten. Fordi strikker store tågen og resten af tæerne. Og store tågen og resten af tæerne.

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja.

Cecilie Conrad:

Det har jeg faktisk ikke gjort endnu. Der må jeg indrømme, at jeg snød og strikkede den ene tåg og strikkede den anden tåg. Ja

Anna Vestlev Sandfeld:

det kan jeg godt forstå.

Cecilie Conrad:

Det bliver simpelthen for mange nøgler. Og det er også lidt det, jeg dreader nu med det her hønsestrik, jeg skal lave, fordi så skal jeg have fire nøgler engang. Og så går der puder i det. Ja. Det må du jo sige til. Det gør jeg, mens jeg sidder Bare med mit strikketøj. Og det clearer mig. Det er der, vi er.

Anna Vestlev Sandfeld:

Det er der vi er.

Cecilie Conrad:

Det er der, vi med strik. Hvor er vi med unschooling?

Anna Vestlev Sandfeld:

Jamen jeg har jo 20 på 6 år, og 6,5 år, og så har jeg Nova på 2,5. Så det er jo tydeligt, at når I ikke er i skole herhjemme, han er ligesom tilmeldt fra i sommer. Startede han officielt med ikke at gå i skole. Så det er jo der vi er det var der vi startede

Cecilie Conrad:

det var derfor vi startede det er jo arbitrært i sig selv at i Danmark der bliver man unschooler når det første barn er 6 år fordi det er der man normalt kalder skole i Frankrig bliver man unschooler når det første barn er 3 år fordi der begynder de at kalde det skole og når man har været det indtil man har fået gråthår så finder man ud af at der er vigtigt Nej man finder ud af det noget før, men det er jo bare en filosofi Den handler jo om mange ting. Men lige starten handler det meget om alt det, man ikke gør. Altså lige når man har en seksårig, der ikke har en skoletaske og et penalhus og et schema og

Anna Vestlev Sandfeld:

et

Cecilie Conrad:

eller andet forældre i en træ og sådan noget, jeg ikke ved, hvad er.

Anna Vestlev Sandfeld:

Så

Cecilie Conrad:

er det, der fylder.

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja der er en masse ting som normalt fylder, men som jo ikke fylder herhjemme men så er der alt muligt andet, der fylder.

Cecilie Conrad:

Men det kan godt fylde for dig, at det ikke fylder om man så må sige. Fraværet af matematik kan fylde rigtig meget for folk, ikke? Jo. Fremad af andre ting, legekammeraternes måde at være sammen på i frikvarteret, at man aldrig nogensinde får spillet rundbold og sådan noget, ikke?

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja, altså man kan sige, ja, både og. Altså jeg tror, jeg har det sådan rimelig stille roligt lige nu, hvor det er 0. klasse, vi går i, ikke? Altså fordi... Der er

Cecilie Conrad:

også en unschooler, der kalder det 0. Ja ja

Anna Vestlev Sandfeld:

Børn jo børnehaveklasse, dengang jeg var barn. Det

Cecilie Conrad:

synes jeg

Anna Vestlev Sandfeld:

alligevel

Cecilie Conrad:

er noget.

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja, men det er også mere det der med, for mig er det jo en alder hvor at lege fylder helt vildt meget. Og man har brug for at tegne tegninger og lave mærkelige papkreationer, og lime dimser på kartonen og sådan noget. Og bygge noget Lego, og så kan det være, at man en gang imellem vi har et whiteboard nede ved vores spisebord,

Cecilie Conrad:

hvor

Anna Vestlev Sandfeld:

der bliver lavet dagens tegning, og så bliver der skrevet et stort bogstav, som Thy han har gået og pyntet på i rigtig lang tid.

Cecilie Conrad:

Så

Anna Vestlev Sandfeld:

det er jo ikke fordi, at der ikke bliver kredset omkring ting, som man på en eller anden måde ville kunne pinpointe som noget, der var læringsagtigt hvis man skulle tale det der. Skolesprog, ikke? Men det er ikke noget, vi opsøger på den måde. Eller, det er ikke noget, jeg sætter i system.

Cecilie Conrad:

Men det er jo noget, man lægger mærke til på en anden måde. tror

Anna Vestlev Sandfeld:

lige nu, der lægger jeg jo sikkert også meget mere mærke til nogle ting, fordi at det er nyt stadigvæk at skulle forholde sig til at være i den her virkelighed. Og sådan selv, altså jeg har jo set det, som du har set, jeg er jo kommet hjem hos jer, siden dine børn var helt små

Cecilie Conrad:

og

Anna Vestlev Sandfeld:

har jo set hvordan det har foldet sig ud, eller hvordan der ikke har været noget, altså i virkeligheden ikke? Der var også en tavle som også blev brugt til at skrive ting på, fordi det er fedt at have en stor tavle man kan skrive ting på.

Cecilie Conrad:

Savner den rigtig meget, faktisk.

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja, den var også fed, den der tavle. Men jeg tror, det der fylder i virkeligheden for mig allermest, altså det jeg bruger mest tid på at tænke over, det er egentlig det der med en relation i hverdagen for mig. Ikke så meget for mine børn. Men rigtig meget for mig.

Cecilie Conrad:

Altså din ensomhed?

Anna Vestlev Sandfeld:

Min ensomhed, ja. Min ensomhed i det, fordi der ikke er et kæmpestort netværk af unschoolere eller hjemmeskoler her, hvor vi bor.

Cecilie Conrad:

Dem,

Anna Vestlev Sandfeld:

der er, de er meget organiseret i nogle grupper, som mødes rigtig mange gange om ugen fast. Og ses mere som sådan en gruppe. Og der er vi ikke lige nu. Fordi jeg har et barn, der ikke trives i store forsamlinger.

Cecilie Conrad:

Men jeg synes, jeg har talt med mange unschoolere faktisk indenfor, og nu siger jeg bare i landet en tilfældig tal, men måske inden for de sidste fem år. Altså jeg laver jo sådan noget vejledning for hjemmeunderviser og sådan forskellige ting. Så jeg har snakket med ret mange Danske unschoolere der kaster sig ud i det på den måde du har eller af andre grunde måske lidt senere i processen taget nogle børn ud og høre bare det der igen og igen som er meget anderledes end den gang jeg startede Hvor vi var meget færre hjemmeundervisere overhovedet i Danmark. Ude i København. Og det var så måske der, at frekvensen var højst. Så der var i det mindste en vis tæthed af mennesker som hjemmeunderviste. Men vi var ikke særlig mange. Vi var måske 15 familier på Sjælland eller sådan noget, tror jeg. Måske 20. Og så var der fædre hus. Det var det.

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja.

Cecilie Conrad:

Og der kan jeg bare huske at vi var bare sådan en bunke fritænkere, der tænkte, at gør det fandme selv, og vi havde alle mulige forskellige grunde til at gøre det, og vi havde enormt meget respekt for hinandens strategier og frihed til at gøre, hvad vi ville. Det var ikke en big deal, om man var unschooler, eller lavede et fuldt et classic pensum, eller hvad fanden man lavede. Altså det var en big deal at vi havde brug for hinanden, fordi vi havde brug for fællesskab.

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja,

Cecilie Conrad:

men

Anna Vestlev Sandfeld:

det tror jeg egentlig stadigvæk er aktuelt. Jeg tror bare, at nu er der en del flere der hjemme underviser. Og så finder de rigtig meget et fællesskab Men det der med unschooling og at gøre det på den her måde, det er så meget anderledes Så det er ikke nødvendigvis der, man nemt lige finder sit fællesskab. Synd af

Cecilie Conrad:

min oplevelse det er muligværd mange af dem som laver de der legegrupper i min optik er de systembevarende og de har jo sikkert et virkelig godt og meningsfuldt og sjovt liv på mange måder for mig som radikal unschooler ligner det lidt at man det man gør det er at man gør det samme bare bedre det samme som skolen bare bedre og det man som At unschoolere og selvfølgelig især radikale unschoolere gerne vil, det er at gøre noget andet.

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja.

Cecilie Conrad:

Og der er især det der med de her legegrupper med mødepligt, og hvor der endda kan være sådan nogle elementer af, vi skiftes til at undervise i noget og sådan noget Det lyder jo super hyggeligt og godt og sjovt, når man sidder med en kop te og planlægger det, de voksne. Men det er jo bare det samme. Det er de voksne, der bestemmer hvad børnene skal interessere sig for, og hvornår de skal det. Det er voksenstyret læring. Det er en beslutning om, hvad der er læring, og hvad der ikke er læring. Det er det der systematiserede liv. Det er også tvunget socialt liv i virkeligheden. Det er de voksne der bestemmer, at nu skal børnene have den her gruppe børn og dem skal de folde sig ud med det her antal timer om ugen, og i den gruppe skal man opføre sig på nogle bestemte måder og man skal være venner, og det er der, du er. Jo En helt anden smag i munden, end unschooling har. Altså inden den ting det er at vælge frihed først. For det er jo det, det handler om. Og så at være fuldstændig på level. Med børnene, og det er skide provokerende at sige, at jeg tror, at alle dem, der har legegrupper, de bliver meget vrede på mig lige nu, og det er jeg ikke ude på, egentlig. Jeg tror også virkelig at de har det sjovt og godt, og det er bare en anden filosofi, og især legegrupper med mødepligt synes jeg er meget problematiske. Jeg kan godt forstå behovet, jeg kan godt forstå, at man har lyst til at have et fællesskab, man kan regne med, men hvis man skal regne med det på grund af regler, så er det ikke den type fællesskab, jeg har brug for at være i. Jeg brug for at være i et fællesskab hvor min personlige frihed og min børns personlige frihed kommer først.

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja, og det er jo nok lidt det samme tror jeg, den samme følelse jeg har. Altså at jeg vil ikke være forpligtet på noget, som måske ikke passer ind i vores rytme eller behov, eller hvad det nu kan være. Men jeg synes det er en super kompleks balance. At have et barn, som har et meget, meget lille behov for kontakt med rigtig mange andre. Altså

Cecilie Conrad:

Thy,

Anna Vestlev Sandfeld:

han har jo ikke et behov for at være sammen med mange andre mennesker. Han har stærke relationer med nogle få mennesker, hvilket jo er helt vildt flot at man kan det. Og så har jeg en datter der har... Altså er meget udadvendt. Og så har de en mor, som jo også rigtig gerne vil ud og opleve ting sammen med dem. Og jeg skal jo lære at balancere det der med, hvad mine behov er, i forhold til hvad deres behov er, og hvordan finder vi ligesom et fælles kompromis, fordi nogle gange så vil vi bare tre forskellige ting en dag.

Cecilie Conrad:

Og

Anna Vestlev Sandfeld:

hvem er det der så får lov til at være tunge på vægtskålen det synes jeg er helt vildt svært

Cecilie Conrad:

og det er svært når de er små altså det tager 10 år at lære dem at forstå at man godt kan skiftes lidt altså hvis du keder dig lidt i dag så keder din søster sig lidt i morgen og så har

Anna Vestlev Sandfeld:

vi

Cecilie Conrad:

alle sammen været her og jeg har altså også nogle behov og en gang imellem har brug for at snakke med mine veninder Og kunne der lige være plads til, at vi besøgte den her familie hvor du ikke er helt vild med børnene, men jeg er ret vild med moren.

Anna Vestlev Sandfeld:

Og

Cecilie Conrad:

det kan give rigtig meget mening for dem, når de er 14.

Anna Vestlev Sandfeld:

Det

Cecilie Conrad:

er bare ikke der, man har det behov på samme måde. Eller det har man, men så er det jo også nemmere. Bare tage ud og tage en kaffe med sine veninder, fordi børnene kan jo for fanden godt klare sig selv, når de er 14 i et par timer. Det

Anna Vestlev Sandfeld:

burde de i fald kunne, ikke? Jo jo. Det er jo klart en udfordring som jeg jo godt ved, logisk set hører til nu. Men når man er midt i det, og står der og tænker, ej, det kunne være fedt lige at tage en tur på Eksperimentaret eller en blå planet eller bare en tog i skoven eller et eller andet og så er der bare altså modstand på det surhed

Cecilie Conrad:

over hele linjen og

Anna Vestlev Sandfeld:

hvordan man håndterer det uden at give afkald på sig selv men også uden at man bare giver op eller sådan

Cecilie Conrad:

Jeg tænker at det er den der navigation af, at friheden, også børnenes frihed og respekten for barnets autonomi og ret til egen tid og visdom på egne vegne, den skal spilles sammen med, men det er mig der er den voksne. Jeg har også set unschoolere der blegner og bliver gennemsigtige og ikke tør være en person med holdninger, fordi man gerne vil give børnene den her frihed. Det er heller ikke godt. Man skal jo for det første selv være der. Det er mange år af ens eget liv, man skal leve på den her måde. Og det skal jo også give mening for mor. Men man har jo også i relationen brug for, at der er nogen i begge ender. Børn har brug for at vide, hvem man er. Og de må godt møde noget modstand, og de må godt synes, man er irriterende. De skal nok blive skidesure på en rimelig mange gange Fra de bliver teenager og 10 år frem cirka har man alt muligt man er nødt til at få ryddet op i. Man kan ikke komme igennem det her uden at lave fejl. Så på et eller andet tidspunkt så sidder man og snakker med en 22-årig søn eller datter og får at vide, at man var en spade, og kan godt se, at det var man, og så er man nødt til at sige, det er jeg sgu ked af. Sådan er det. Og det er man også, hvis man er gennemsigtig. Så på en eller anden måde, så er man nødt til at være der. Og det er bare en virkelig virkelig svær navigation. Og jeg tror, man er nødt til at face, at man kommer til at lave nogle fejl. Og jeg har faktisk gået så vidt som til at sige til mine børn du skal høre, altså jeg ved det ikke vel, det her er faktisk mit første rodeo. Altså jeg har jo ikke været mor og forælder før. Altså jeg er her nu. Og jeg tror, at I også har et behov for, at kommer ud af døren. Så nu bestemmer jeg i min konge almagt, at det gør vi.

Anna Vestlev Sandfeld:

Og

Cecilie Conrad:

så har jeg mast dem i flyverdragter og sagt kraftedme. Det er også bare altid

Anna Vestlev Sandfeld:

mere utaknemmeligt i flyverdragter.

Cecilie Conrad:

Ja, det

Anna Vestlev Sandfeld:

var

Cecilie Conrad:

en get me started. Men jeg

Anna Vestlev Sandfeld:

tror i virkeligheden at det er vel også et vigtigt budskab det der med, at nogle gange er det jo også okay at sige, nu laver jeg en vurdering i forhold til, hvor godt jeg kender jer og jeres behov og så kan I godt lige nu synes at I hellere vil sidde i sofaen og kigge på en skærm

Cecilie Conrad:

men

Anna Vestlev Sandfeld:

jeg ved, at I vil synes det er fantastisk når vi først er kommet afsted og står. Der hvor vi nu gerne vil hen så

Cecilie Conrad:

kan

Anna Vestlev Sandfeld:

det godt være at der er rigtig meget modstand lige i det der hedder at vi skal ud af døren

Cecilie Conrad:

som

Anna Vestlev Sandfeld:

er

Cecilie Conrad:

et mareridt altså vi skriver jo, der er jo ikke dato på podcast som sådan men vi optager den her episode den

Anna Vestlev Sandfeld:

19. januar

Cecilie Conrad:

det kan jo ikke blive mere røvsygt altså i dag er der blå himmel udenfor Det er kraftedme hårdt at være en skolemor, hjemmeskolemor hjemmepassermor hvor det var filosofi med at have børnene hjemme midt om vinteren i Danmark. Der er bare lang tid med til, at det bliver sjovt for det gør det jo ikke før til maj. Man tænker lige nu, at det er stadigvæk pissekoldt Og i april det er bedre det er stadig pissekoldt det

Anna Vestlev Sandfeld:

er

Cecilie Conrad:

ikke fedt man sidder jo ikke ude på en bænk og hygger som i en madpakke man sidder ude på en bænk og venter på med en madpakke let's face it, det er hardcore jeg kommer til at sidde og tænke på at hvis man har nogle børn der ikke er så gode til spontanitet og det tror jeg du har i hvert fald i dag det vigtigt Så er det sådan lidt ligesom det der med, hvordan får man børn til at spise grøntsager, den har jeg også fået mange gange. Det er jo ikke noget, du kan jo ikke bare stå op i morgen og få et helseflip og bestemme og begynde at juice søvn i, og så sidder de nærmere og nærmere og spiser grønt grød vel? Det er jo ikke sådan, det fungerer, og jeg tror det er lidt det samme med de der rytmer, især om vinteren hvor det jo virkelig er røvsygt at komme af kløren. At det er sådan... Jeg plejer at sige så vælg et eller andet, du synes, de skal lære at spise, og så giv det tre måneder så får de det lært. Du bliver ved med at servere det. Så lidt på samme måde, lave det til en rytme, lave det til noget, man har snakket om, lave det til noget, det her er det, vi gør om torsdagen.

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja, men det er jo også lidt det, som...

Cecilie Conrad:

På forhånd på eksperimentaret, fordi det er der, det er længe åbent, og der er der ikke andre, og så tager vi vores madpakke med, og så bliver det sådan et ritual, og der kan godt være modstand på rigtig mange gange, og til sidst så bliver det sådan, når er det torsdag, så er det det, vi skal i dag. Det kan være en måde sådan at... Altså for os virkede det med økonomien i, at vi ikke havde råd til årskort til alting, så vi havde altid ét årskort til et eller andet. Og så var der en dag om ugen, man så brugte det, og så blev det så til en rytme på et eller andet tidspunkt. Var det så et nyt årskort hvert år? Ja, ja, så valgte vi som regel et nyt sted medmindre de vildt gerne ville fortsætte. Nogle gange kunne man jo også overlappe, så fik man lige pludselig... Men vores økonomi har jo altid været sådan lidt op og ned. Så hvis der lige pludselig var råd til et eller andet. Men det er sådan... Ja, det ved jeg ikke. Så det er lidt mindre til debat, at det er sådan lidt, det er det, vi gør om torsdagen.

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja.

Cecilie Conrad:

Tror jeg kan virke men det løser jo ikke. Altså, det løser ud af døren med tiden, og der vil være modstand og sådan noget. Og man kan også have de der snakke synes jeg, med børnene om, sådan, jeg kan se på et overordnet niveau. At jeg ved, at vi har brug for at komme ud og opleve noget kulturelt en gang om ugen, og vi har brug for at komme ud og opleve noget socialt en gang om ugen. Det har vi brug for som gruppe Det kan godt være, at enkeltindivider her i gruppen kunne undvære en eller flere, begge af de her dele. Det er ligesom at har brug for at komme ud og købe mad, guys. Vi skal faktisk i netto, medmindre vi handler online, whatever. Men vi har brug for at lave mad, vi har brug for at vaske tøj. Der er forskellige ting, vi er nødt til at gøre. Det kan man godt stille roligt. Tygge igennem med dem, at sådan er det jo. Altså i nogle familier jamen vi skal hente store søster fra ballet hver tirsdag og fredag klokken fire, I må ind i bilen I skal ikke være alene hjemme vi kører nu. Altså sådan noget bliver jo også virkeligt og bliver til sådan en sådan er det bare virkelighed som man jo bøjer lidt for hinanden, og der kan være nogle protester og sådan. Så hvis man begge veje kan få snakket med børnene om, Men det her har vi brug for, og det kan godt være du er enig i, at vi har brug for det, men nu tager jeg lige voksenhatten på og siger at jeg er moren Jeg ret sikker på, at bruger det her.

Anna Vestlev Sandfeld:

Så

Cecilie Conrad:

hvordan kan vi få det til at virke for dig hvad for en kulturel ting skal det være kan du bedst lide biblioteket eller Blå Planet eller Nationalmuseet eller whatever ligesom en buffet og vil du gerne have at vi bare gør det samme hver uge eller skal vi lave en rotation alle sådan nogle samtaler kan man jo egentlig godt have men hvor præmissen er at vi skal ud og det er hver torsdag og vi går klokken ni og vi har madpakke med og fornøjelse Og det er sådan, det er. Og om onsdagen bærer vi de der boller til den der madpakke så vi er alle sammen inde i, at det er det, vi gør, og flyverdragterne er klar. Det er persisterende. Altså persisterende at ikke bare kan sådan... Men hvis der er så meget modstand, så kan man jo godt være lidt smart og planlægge lidt og have samtalerne Måske det der ugeskema på væggen, eller sådan, jeg ved ikke, drikker man te om morgenen for snakket eller om aftenen. Det er i morgen, vi skal det der, og så kan det godt være, der kommer en konflikt, jamen det vil jeg ikke, men det er bedre at tage den så, den konflikt på forhånd i stedet for at vente til næste dag, at man får det ind i sådan nogle rytmer, synes jeg kan være måden at håndtere det på, og så må man jo også med sig selv den anden vej tænke, jeg har jo i min visdom besluttet, at vi skal det her, og jeg ved jo godt at der kommer en krig om den flyverdragt. Så nu tager jeg den krig, og jeg tager den uden at græde. Fordi jeg ved, at den her krig er det værd. Ligesom når man har tvunget mig til at børste tænder, eller tage penselinen, eller hvad man nu har gjort, som har været, jamen jeg ved jo, at det her er nødvendigt.

Anna Vestlev Sandfeld:

Og

Cecilie Conrad:

så gør man det, og det er ikke spor sjov, men så må man ligesom tænke at toffe en lille smule op inde i sig selv, ligesom sige, okay, det er den meget lange trappe, jeg skal opad, for at komme derhen, hvor jeg ved, jeg skal hen. Og så må jeg bare gå op ad den. Det er mit arbejde.

Anna Vestlev Sandfeld:

Hvis nu man var sådan lidt provokerende, ville der så ikke være nogen inden for unschoolingmiljøet, der ville sige, at det der det er ikke unschooling, fordi så bliver det for meget voksen der bestemmer hvor barnets stemme henne i det her. Men

Cecilie Conrad:

barnets stemme er der. Der er nogle radikale unschoolere, som vil gå fuldstændig i brug over det her og sige, at hvis barnet ikke vil afsted, så skal det ikke afsted, og det skal du ikke bestemme, og der skal bare være plads og alt det der. Det er der. Der er også nogle radikale unschoolere, der siger at børn skal spise lige, hvad de vil. Der er også nogle radikale unschoolere, der siger at børn skal sove lige, når de vil. Og det synes jeg sådan set også alle tre dele men inden for en eller anden form for ringelighedens grænser altså jeg kan heller ikke give mine børn alt hvad de vil have jeg har ikke råd til en Ferrari altså jamen det har jeg ikke jeg

Anna Vestlev Sandfeld:

har

Cecilie Conrad:

tre voksne børn der kan køre bil, jeg kan ikke give dem en vane og en sportsvogn hver hvis de skulle få lyst til det Så der er nogle ting, jeg ikke kan, og der er også nogle ting, jeg ikke vil. Og jeg synes det er helt i orden, så er tilbage ved det der med, må mor have en personlighed? Må man have nogle værdier? Det må man godt. Det, man ikke må, det er at være fuldstændig forstokket på, at man selvfølgelig har evig ret i alting, og du skal kraftedeme spise din guldrød. Altså fordi selvfølgelig kan guldrød byttes ud med tomater eller... Æbler eller whatever. Selvfølgelig kan vi snakke om det. Selvfølgelig kan det være, at raw food faktisk slet ikke fungerer for din krop og du har brug for blendet suppe. Men jeg giver mig ikke. Du skal spise noget andet end pasta. Du kan ikke spise kun pasta.

Anna Vestlev Sandfeld:

Det

Cecilie Conrad:

vil jeg ikke have. Altså hvis det var det. Det ved jeg ikke. Jeg har haft børn der spiste kun pasta. Og det kan vi også godt rumme. Men det er jo ikke, fordi jeg egentlig synes det. Men hvis nu det var det, jeg synes. Så skal jeg synes det med en vis fleksibilitet, og jeg skal synes det med åbne ører, og jeg skal synes det med hjertet forrest, og jeg skal synes det i en demokratisk proces, hvor det barnet synes også godt må fylde noget. Altså hvis man gerne vil være hjemme altid, en person i familien, og andre personer familien har brug for at komme ud og opleve noget kultur en gang om ugen og noget socialt en gang om ugen det her er bare noget at finde på. Det kunne være tre gange om ugen eller en gang om ugen. Så er det jo en demokratisk proces. Vi er her alle sammen Du er her, og jeg er her.

Anna Vestlev Sandfeld:

Og

Cecilie Conrad:

du er her, og jeg er her også. Og vi er en og en, og en til, og en til, og en til, og hvor mange man nu end er. Og hele den proces, den er jo en familieproces, og den er jo en proces, hvor der er lige så meget respekt for den ene som for den anden. Dermed også for mig.

Anna Vestlev Sandfeld:

Kan man så også sige, at det er også i den her proces, hvor man har det for øje at der er det jo også samtidig som forældrene, altså som moren og faren, dem der har ansvaret for også at have en fornemmelse af, hvad er det for et konkret menneske jeg har i min familie. Altså hvad er det, de kan rumme. Nogle børn kan rumme og have en lang debat omkring et eller andet. Det har jeg et barn, der for eksempel kan have rigtig rigtig er en længere debat

Cecilie Conrad:

end du kan rumme faktisk nogle

Anna Vestlev Sandfeld:

gange. Og andre hvor man ikke behøver den der forberedelse, hvor man bare kan sige sådan, lige nu tænker jeg, at vi skal ud og gå en tur, og så siger solen, yes, det gør vi. Så det jo også det der med at have sådan en fornemmelse af, hvad det er for nogle mennesker man har hjemme i sit hjem,

Cecilie Conrad:

og

Anna Vestlev Sandfeld:

arbejde med det.

Cecilie Conrad:

Ja, og det er også en forældreopgave at udfordre og at give kærlig skub og at også sige, at nu har vi ikke mere debat om det nu. Nu har vi snakket om det, og jeg har hørt hvad du siger og i min almagt bestemmer jeg nu, at vi skal have noget andet, end du vil. Vi har haft samtalen Jeg har lyttet Og jeg har også forstået hvad du siger Men jeg er ikke enig med dig Konklusionen bliver ikke det du vil have den er

Anna Vestlev Sandfeld:

Det

Cecilie Conrad:

er også en forældreopgave At stoppe den dialog

Anna Vestlev Sandfeld:

Og

Cecilie Conrad:

det er også okay Faktisk Det er ikke unschooling Jeg havde jo en årrække Jeg havde jo en årrække Hvor jeg ikke kaldte mig selv unschoolere. Jeg var unschoolet, men det var ikke et ord, jeg brugte. Og slet ikke i det offentlige rum. Og det var fordi, jeg synes, der var ret mange unschoolere, der var meget, meget dømmende. Og jeg alt for mange gange fik at vide, at jeg unschoolede forkert. Og så havde jeg det sådan, men min personlige frihed er altså vigtigere end om jeg må få den der unschooling-hat. Fordi jeg vil gerne gøre det, der føles rigtigt. Jeg vil gerne gøre det, jeg synes er rigtigt og jeg tænker mig rigtig rigtig rigtig meget om, Og når jeg har besluttet mig for, at jeg synes noget er rigtigt, så kan jeg også godt høre det, hvis der er nogen, der siger, at det er det ikke. Og så kan jeg lytte til det, og så kan jeg tænke mig om en gang til. Men jeg vil ikke gøre ting, fordi der er en eller anden systematik der kalder sig unschooling der siger at jeg skal gøre dem. Så meget unschooler jeg ikke. Og jeg er ellers. Radikale unschoolere. Og det fandt ud af, da jeg mødte sjovt nok, ja, sjovt, det er sgu meget sjovt, Erica Davis-Petras, som var leder af Californiens Forening for Åndsskuldere på det tidspunkt. Ja, hun er 20 år ældre end mig. Hun mødte jeg i 2019, og det sjove, det er, at jeg starter en anden podcastserie op i denne her uge med hende. Hun skal være fjerde sæson af The Ladies Fixing the World. Bare mig og hende. Og det glædede mig rent meget til. Vi blev veninder. Men hun sagde, prøv at høre, det der egentlig gør, at du er unschoolere nu skal jeg se om jeg kan parafrasere det, det er, at du er radikal unschoolere. Det er de der ting, man lærer i skolerne. Og det der hele ideen om curriculum, at der er noget bestemt man skal lære, og de voksne skal bestemme hvad det er, og de skal enforcere det. Og så ved vi bagefter, om vi kan noget Og noget er

Anna Vestlev Sandfeld:

vigtigere end noget

Cecilie Conrad:

andet Noget er vigtigere end noget andet. Og så efter 10 år kan vi vurdere, er det så til et 10-tal eller et 12-tal? Og det er din opgave som forælder at presse det igennem. Hele den idé, den har du ikke overhovedet. Og du har den hverken om de ting, man normalt lærer i skolerne eller nogen som helst andre ting. Der er ikke noget, som er objektivt det rigtige at gøre for alle. Og når man har den, altså når du fjerner ideen om kurrikulum, og du fjerner ideen om den voksenstyrede

Anna Vestlev Sandfeld:

hjemlægning

Cecilie Conrad:

af, hvad livet skal være, så er du over i unschooling-zonen. Er der nogen der går meget langt i nogle bestemte retninger Dem, der for eksempel har fri sengetid. Når du overhovedet ikke fortæller dine børn, hvornår de skal i seng. Det har de deres grunde til, og det fungerer tit rigtig fint i deres familier, og det er, hvad det er. Dem, der ikke gør, de har tydeligvis nogle børn der har brug for lidt mere. Eller de har en familie hvor far er VVS mand og han skal møde på arbejde klokken 6 om morgenen og hvis ikke han skal nå at få noget søvn overhovedet fordi vi bor i en halvandenværelses lejlighed og vi er kommet til at få 6 børn jamen så bliver der bare nødt til at være stille efter klokken 9 om aftenen så hvad med at vi går i seng guys altså så kan vi så godt sove der det er en praktisk ting det er jo ikke en normativ ting Og når du har en lillebitte baby, så kan du også se, hvornår lillebitte baby begynder at pille ører og sådan være sådan lidt, og så ved du godt, at nu er lillebitte baby ved at være træt. Nu er det måske smart, at jeg vugger lidt, og jeg sørger for, at der er en ren blæs så hvis vi falder i søvn er ikke med en lidt fugtig blæ, og hvad det nu er. Sørg for at komme ind, sørg for, at vi har spist fordi nu ville det være rart med en lur. Det kan jeg se på mit barn. Det kan du også se på din femårige. Det kan du nogle gange se på din 19-årige. Hey, du kan nogle gange se det på din mand, for helvede. Hvad med, at du fik lidt mere søvn? Det er ikke et overgreb på barnets personlige frihed, at man siger, at jeg tror, at vi har været sengtid.

Anna Vestlev Sandfeld:

Også selvom de protesterer. Protesten er jo ikke ensbetydende med, at man så skal nødvendigvis følge. Altså, hvis de siger nej, nej jeg er ikke træt jeg skal alt muligt, så er det jo ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man så siger, nå ja, okay, jamen så gør jeg ikke, så skal vi ikke. Altså det er også det, jeg tænker med, at man ser det konkrete menneske man har for sig i sin familie.

Cecilie Conrad:

Og løser forældreopgaven. Det er ikke et overgreb på barnets personlige frihed eller en mangel på respekt for dets autonomi, eller... Er det ikke i virkeligheden? Det er jo bare værre i, at man er den voksne. Det bliver for stokket hvis du siger at alle børn skal sove kl. 9 om aftenen Det er noget værre, værre værre noget, der fører direkte til ledigang og langt hår, og jeg ved ikke hvad, hvis man går i sæk efter kl. 9 om aftenen. Altså jamen så er du et forkert sted, ikke? Så skal du måske lige prøve at tænke dig lidt om. Men er

Anna Vestlev Sandfeld:

det ikke i virkeligheden? Hvis man ligesom kan sige, at den struktur eller den ramme man måske nogle gange føler at det her vil faktisk være rigtig godt i vores familie hvis den kommer fra et sted der handler om kærlighed og omsorg.

Cecilie Conrad:

Ja, og analyse. Ja

Anna Vestlev Sandfeld:

Du

Cecilie Conrad:

kiggede på, hvad der reelt er, som jeg sagde før. Vi skal også have købt mad. Vi skal også have vasket tøj. Vi har ikke råd til en Ferrari. Der er jo nogle rammer og der er nogle behov. Og der er nogle personligheder. Det er jo et kæmpe stort puslespil at prøve at få sådan en familieskib til at sejle. Så jo, hvis man tager omsorg ud, så er selvfølgelig grimt. Men det er også grimt hvis man tager sådan en eller anden... Hvis man ikke er villig til at tænke over sine normative domme, det er måske det.

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja. Reflektionen er vigtig tænker

Cecilie Conrad:

jeg

Anna Vestlev Sandfeld:

En vigtig

Cecilie Conrad:

nøgle

Anna Vestlev Sandfeld:

i den

Cecilie Conrad:

her

Anna Vestlev Sandfeld:

proces.

Cecilie Conrad:

Hvorfor er det, vi gør de ting, vi gør? Hvorfor er det, jeg siger alle drengene skal have kort hår? Hvorfor siger jeg det? Hvor kommer det fra?

Anna Vestlev Sandfeld:

Alle

Cecilie Conrad:

børn skal i seng inden klokken otte om aftenen. Alle børn skal have dip-dutter.

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja.

Cecilie Conrad:

Du skal have din flyverdragt på. Skal du egentlig det? Altså hvis du virkelig hader den flyverdragt så meget, kunne du så bare tage et til par uldbukser på indenunder, og så være uden for i kortere tid?

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja, eller at man i stedet for at tage en kamp om det, siger, så lad være med at tage flyverdragten på, så må du gå ud og bare tage uden flyverdragt, og så må du lige komme ind, når du så er klar til den der flyverdragt.

Cecilie Conrad:

Men det jeg mener er bare... Det er jo ikke det, at man bestemmer noget, eller man laver nogle rammer, eller man, du kan jo endda kalde det, manipulerer en eller anden form for rytme frem. Det er jo ikke det. Det er jo spørgsmålet om, på hvilken præmis man

Anna Vestlev Sandfeld:

gør

Cecilie Conrad:

noget, der ligner det. Altså fordi, du skal jo have tingene til at sejle. Du er nødt til at tage nogle beslutninger. Det er dig der er den voksne. Så gør du det med en villighed til at tænke over, hvad for nogle værdier der ligger bagved, og hvad for nogle værdier dine børn har. De kan jo have nogle andre behov og nogle andre ting, der er vigtige for dem, end du har. Og så må du jo lave en eller anden form for sammenflætning, så alle bliver set. Og nogle gange går du ud over børnene. Altså det lyder ret strengt det her, men altså nogle gange må det være dine behov, der træder forrest.

Anna Vestlev Sandfeld:

Det

Cecilie Conrad:

er der alt for meget af, synes jeg, i sådan mainstream parenting. Så skal man til yoga, og så skal man på kæresteweekend, og så skal bedsteforældrene passe en eller anden 14 dage gammel baby, fordi man skal på restauranten med sin mand, og alt muligt, hvor jeg har det sådan, nu må I lige slappe af. Men det kan også blive for lidt.

Anna Vestlev Sandfeld:

At

Cecilie Conrad:

der slet ikke er plads til de voksne

Anna Vestlev Sandfeld:

og

Cecilie Conrad:

deres behov og selvfølgelig og du kender jo mig jeg har stort set ikke været væk fra mine børn overhovedet men de fleste behov man har kan man jo godt få dækket mens man er sammen med dem mens man passer sin opgave som mor

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja, det synes jeg, man kan, men det kommer an på, at hvis man for eksempel tager et behov for kontakt med andre, altså hvis man vender tilbage til det der med ensomheden, så kræver det jo, hvis man for eksempel, så skal jeg have mine børn med, hvis vi skal ud til et eller andet, eller mødes med nogen, så kræver det jo, at dem, man mødes med, er indforstået med det også. Og der kan jo godt være forskellige indstillinger til det, i forskellige vennegrupper for eksempel. Ja det

Cecilie Conrad:

kan være svært.

Anna Vestlev Sandfeld:

Og man kan jo godt stadigvæk have et behov for at være sammen med nogle mennesker, som måske ikke lige er indstillet på, at man har en toårig med, eller at man laver noget, hvor vi også lige har børnene med, fordi de måske er et andet sted og følger en anden rytme i deres liv.

Cecilie Conrad:

Det er jo et sært tilfælde inden under ensomhedsproblematikken om man

Anna Vestlev Sandfeld:

tager

Cecilie Conrad:

nogle år, hvor man ikke ser de mennesker og siger, at mine børn har mere brug for mig, end jeg har brug for at være sammen med jer de næste fem år. Og hvis man ikke har det sådan, så må man sige, okay, hvordan kan jeg se de her mennesker på en måde, hvor det er til at bære for mine børn? Det kan jo være, at De kan tage på tur med far, eller hygge sig med far derhjemme, eller der er nogle bedsteforældre, eller et eller andet. Det må være lidt strategisk. Men det er nogle gange også en beslutning, der er sådan, at jeg skal gå nu, fordi jeg skal ud og drikke kaffe med min veninde. Og det kan godt være, at du synes, det er rigtig ærgerligt, men det skal.

Anna Vestlev Sandfeld:

Jeg

Cecilie Conrad:

har personligt ikke gjort det særlig meget, men det mener jeg ikke nødvendigvis og objektivt det bedste. Det er bare sådan, at mit liv har formet sig. Det er noget, jeg er begyndt på inden for det sidste. År.

Anna Vestlev Sandfeld:

Mit

Cecilie Conrad:

yngste barn er 14 år.

Anna Vestlev Sandfeld:

Jo. Nu drikker dine børn også kaffe.

Cecilie Conrad:

Ja, jeg går jo faktisk tit ud og drikker kaffe med dem. Og det ikke skal være løgn.

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja.

Cecilie Conrad:

Jeg

Anna Vestlev Sandfeld:

tror, man kan sige, altså jeg tror, jeg har sådan et behov for at prøve at se, om jeg kan... Jeg opstøver mig nogle unschooling-relationer fordi det kan også være rigtig, rigtig rart at være i en setting, hvor man ikke skal forklare sit livsvalg om det er så unschooling eller hjemmeskole, eller hvad man nu kalder det. Men lige så snart man er trådt uden for det klassiske skolesystem, så synes jeg allerede der, der er en friere forståelse for, at man jo selvfølgelig gør noget andet.

Cecilie Conrad:

Nu

Anna Vestlev Sandfeld:

har vi været til et arrangement, for eksempel med sådan noget. Det var videnskabsfestival,

Cecilie Conrad:

og det

Anna Vestlev Sandfeld:

var rigtig rigtig rart at have tre dage, hvor man ikke skulle forklare den del, men hvor man snakkede om alt muligt andet.

Cecilie Conrad:

Jeg tænker også, at det kan jo være fint nok med en legegruppe hvis det er en, der mødes hver torsdag, og der ikke er mødepligt Altså fire gange om ugen det synes jeg lyder lidt overdrevet, men en gang om ugen er ret meget.

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja, eller man siger at med anden uge tager vi på et museum sammen. Jeg

Cecilie Conrad:

tror faktisk at dengang i tidernes morgen, der havde vi bare, det var en gang om måneden. Det var faktisk nok, altså

Anna Vestlev Sandfeld:

så

Cecilie Conrad:

fik man ligesom snakket, og så nogle gange havde man jo så derimellem nogle aftaler sådan lidt på tværs men så var det sådan hele hjemmeskolegruppen i København der mødtes, det blev egentlig altså bare en gang om måneden.

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja.

Cecilie Conrad:

Første fredag i måneden eller et eller andet.

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja.

Cecilie Conrad:

Det var ikke så, det var egentlig ikke så tit, altså der skal ikke så meget til at dække det der behov i virkeligheden.

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja. Og

Cecilie Conrad:

så får man lidt venner og så sådan. Og det kan man jo skabe et space for på forskellige måder.

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja. Og det tror jeg også er lidt der, hvor jeg begynder at nærme mig, at det kan være, at jeg skal prøve på en eller anden måde at opsøge eller skabe en ramme der kan gøre det muligt. Hvor det stadigvæk tager hensyn til, at vi er dem, vi er.

Cecilie Conrad:

Vi havde en meget god fase, hvor vi gik på eksperimentariet, det var det år, vi rejste. Og der fandt vi ud af at købe årskort, så vi fik ligesom alle sammen reddet os til at købe sådan nogle familieårskort, ellers var det enormt rigeligt for børnene. Det kunne man godt lige klare. Og så var vi en 10-12 familie, der havde det der årskort. Og så var der en dag om ugen de havde længe åbent om aftenen.

Anna Vestlev Sandfeld:

Vi

Cecilie Conrad:

skulle ud og hjem i seng.

Anna Vestlev Sandfeld:

Og

Cecilie Conrad:

så tog vi simpelthen derud klokken 5 eller et eller andet. Men det var jo mega fedt fordi alle andre var gået hjem. Altså vi havde hele det her kæmpe museum for os selv. Der var ingen skoleklasser, der var stort set ingen børnefamilier. Og det er ikke fordi, at jeg ikke kan lide andre mennesker, men der kan godt være lidt proppet på sådan nogle museer nogle gange. Og der var sådan en madpakkestue, hvor vi godt måtte være med vores madpakker så man ikke skulle bruge 3.000 kroner for at ens børn fik noget at spise. Og det virkede bare. Men der kom vi så hver uge, faktisk. I en periode. Jeg plejer jo at sige, når jeg laver sådan noget coaching af den her proces, at man skal skabe det selv. Altså det er der man tror, at det er der, det man gerne vil have. Man er nødt til at løbe det i gang, og nogle gange skal man være sammen med nogle mennesker man ikke synes er særlig spændende nogle gange, før man ligesom får skabt et eller andet momentum. Man bliver jo ikke bedste venner med alle, det er jo ikke, fordi der er noget vejen med andre mennesker, det er jo bare ikke alle, man lige klikker med. Så man skal også nogle gange ligesom igennem noget. Før at, nu er den der, nu kører det, og så kan der være nogle faser hvor det ikke kører. Jeg sidder her og taler om faser, der kører pissegodt for mig. Jeg havde også lange faser hvor jeg var røvsygt socialt og var jo en skolegård i Danmark.

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja. Jeg tror det er rent nok det der med, at man ligesom tage styring på det selv.

Cecilie Conrad:

Det starter med, at man kan få sin egen børn ud af døren. Man kan ikke rigtig sætte noget i gang, hvis man så ikke selv dukker op. Men nogle gange er det jo ikke sværere end at snide ind i en eller anden hjemmeunderviser i København Facebook-gruppe vi er begyndt at tage på eksperimentarer hver mandag kl. 4 vi spiser madpakker og vi er her, og jeg ser sådan her ud eller skriver til mig, hvis kommer eller et eller andet hvis man gør det alligevel, så er det jo gratis at bare sige det, og så se hvad der sker uden ødepligt, uden noget med det I så med Ja det kan være en måde

Anna Vestlev Sandfeld:

det er i hvert fald det jeg håber på men det kan jo være det er en udfordring til mig selv at jeg skal prøve at øve mig i at få sat nogle af de der rammer fordi det synes

Cecilie Conrad:

jeg også være den skal ravel ret langt tilbage fordi den skal jo tilbage til at få snakket med både din mand og dine børn om Hvad er det egentlig, vi tror på, vi har brug for? Ikke alle sammen Nogle gange er det jo én persons behov. Men alles behov skal jo på en eller anden måde lidt på skift dækkes, og i perioder er der også enkeltpersoner i familier der kan træde frem og fylde. Det er faktisk hovedsageligt dine behov vi dækker, fordi det har du brug for de næste 8 måneder. Og så må alle andre bare simpelthen socke det op. Altså sådan er det jo nogle gange. Og jeg taler ikke om kræftsygdomme her. Altså det kan bare være indre processer der fylder bare enormt meget. Og så må de så fylde. Og så må vi kigge på det igen. Altså det er jo en løbende evaluering. Jeg plejer at tale om familieflætningen, som er sådan et system, jeg har, hvor jeg helt... Lavpraktisk gør det, at jeg tager et stykke papir for hver person i min familie sådan en almindelig blank A4-papir, og så prøver jeg at skrive ned, hvad jeg kan se den persons behov er. Og hvordan en rigtig god dag og en rigtig god uge ville være, hvis det bare kun var den her person, vi skulle tage hensyn til. Og det gør jeg så for alle, fordi så kommer det ud af min hjerne og ned på papir. Og når jeg så har kigget på det, så prøver jeg at gøre mig nogle tanker Nogle gange skriver jeg dem ned, nogle gange gør jeg bare nogle tanker. Og hvordan kan vi ligesom lave en flætning, hvor det skiftes til at komme ind, så det bliver snæm eller lagkage eller hvad man vil. Så alle er set og hørt og alles behov på en eller anden måde bliver til gode set. Og så prøver jeg at tænke, hvad skal jeg så justere, for at det bliver færre og kærligt og har fremdrift og er optur for alle vores liv. Er der noget?

Anna Vestlev Sandfeld:

Og

Cecilie Conrad:

det er der typisk. Så er der noget, jeg skal justere. Så sætter jeg det skib i søen. Okay, men så gør vi det på den her måde i en periode. Jeg smider typisk alle de der papirer ud bagefter. Det er ikke op på køleskabet og lister. Nej det er et process-ting, ikke? Det et process-arbejde. Det kan være rigtig fint, sådan en familieflætning. Når man så har lavet den, så kan det være, der kommer en lang proces, der handler om, okay, så nu skal vi snakke om, hvis vi skal ud en gang om ugen til et eller andet som er sådan lidt begivenhedsagtigt og tager hele dagen. Hvad skal det så være? Så den, der vil det mindst kan være med til at bestemme, okay, hvis jeg skal det, så har jeg faktisk brug for et fåreskindstæppe i Christiania-cyklen, fordi jeg fucking fryser Undskyld mit franske her. Og jeg har brug for, at min madpakke er god, fordi jeg kan ikke lide at spise det der. Jeg finder bare på lige nu. Det kan være alt muligt. Jeg har brug for, at jeg får lov til iPad. Videoer på YouTube hele aftenen når kommer hjem så. Og så kommer jeg til at være træt, og så vil jeg gerne lov at sidde i sofaen med det. Og det er ikke nødvendigvis alle de der krav, man så kan til gode se, men man kan have nogle snakke om, hvordan kan vi få det til at virke for dig, og hvor vil du gerne hen så? Ikke at det er den ene person, der skal bestemme det hele, men man skal høres, så man ved, at man er med i den der flætning jeg snakkede om før.

Anna Vestlev Sandfeld:

Jo, men

Cecilie Conrad:

det er

Anna Vestlev Sandfeld:

jo i virkeligheden balancen tænker jeg, som vi også snakkede om tidligere. Tak ad så. At der skal være noget balance i det liv.

Cecilie Conrad:

Man

Anna Vestlev Sandfeld:

får skabt en ramme omkring.

Cecilie Conrad:

Ja. Men du kan ikke nå til det der med at invitere de andre med på den blå planet, før du har lavet alt det her forarbejde. Det det, der er problemet. Det tager bare noget tid. Og så skal man ud af døren den der ene gang om ugen nogle uger i træk, og så er, okay, det her virker faktisk for mig nu. Nu smider jeg det ud, eller jeg inviterer nogle udvalgte mennesker jeg i forvejen ved, jeg kan lide. Altså man behøver jo ikke det der sociale medie man kan jo også bare skrive lidt rundt til dem, man kender. Det behøver ikke engang være hjemmeskoler, det behøver ikke være unschoolere, det behøver ikke engang være børn. Altså, det er bare, man har nogle mennesker at være sammen med, ikke?

Anna Vestlev Sandfeld:

Jo.

Cecilie Conrad:

Og så må man tage den derfra. Det er jo det, der er det sværeste ved at være unschoolere.

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja.

Cecilie Conrad:

Det er det med de andre. Så hvis man gerne vil være unschoolere, så er der, man skal på arbejde.

Anna Vestlev Sandfeld:

Det tænker jeg er et meget godt sted at måske...

Cecilie Conrad:

Ja tiden er ganske opgået. Det er tilfældet at jeg filmer med min mobiltelefon, og mit ur ligger stadig nede i bilen Jeg har lige kørt rigtig meget bil de sidste tre dage. Man vil slet ikke overhovedet vide, hvordan min bil ser ud, men inde i den et eller andet sted, der er mit ur.

Anna Vestlev Sandfeld:

Ja, men jeg kan se på min computer her, at den er... At vi har snakket næsten en time. Jeg tænker bare, det var et meget godt sted at lande, fordi vi

Cecilie Conrad:

startede

Anna Vestlev Sandfeld:

omkring det her med ensomhed, og nu slutter vi af omkring det her med relationer.

Cecilie Conrad:

Det er perfekt. Jeg synes, det var et rigtig godt samtale og jeg synes, at det er også et rigtig godt sted at lande med den der, vi skal lige alle sammen være klar over, at det er det her, der er det svære. Det er umuligt det er bare her vi skal på arbejde til gengæld skal vi ikke på forældreintra og vi skal aldrig lave lektier med vores børn vi skal ikke smøre en eneste madpakke de skal have med i skole og smide ud i en skraldespand og de kommer ikke til at blive drillet og vi skal ikke have mod at der er så meget vi slipper for

Anna Vestlev Sandfeld:

men

Cecilie Conrad:

med hensyn til både vores eget sociale liv og børnets sociale liv der skal vi på arbejde sådan er det

Anna Vestlev Sandfeld:

fedt

Cecilie Conrad:

End the story tak for i dag Cecilie og Anna, out