Tobbers Del 2 - med Charlotte Pipenbring og Torben Lund

I denne episode fortæller Torben og Charlotte historien om en forretning i forandring. Tiden efter corona bød på færre gæster og nye vaner, og det blev startskuddet til en række vigtige valg: at samle kræfterne, ændre retning og gentænke hele forretningen.

Det førte blandt andet til eksperimentet med 27B – en idé, der ikke helt fandt sit publikum – og senere en klar beslutning om at satse på stand‑up, som i dag er kernen i Tobbers.

Samtalen giver et indblik i de overvejelser og beslutninger, der har formet stedet, og hvordan passionen for comedy, nye rammer og lysten til at skabe noget lokalt har været med til at løfte Tobbers videre.

I dag trækker klubben publikum fra hele regionen og viser, hvordan man kan udvikle sig undervejs – og samtidig være med til at sætte Kolding endnu tydeligere på landkortet.

________________________________________________________________________________________________

Vil du hjælpe os med at fortsætte med at dele inspirerende historier fra Kolding?
Støt Koldings Stemmer med et valgfrit beløb pr. episode via dette link: https://10er.com/koldingsstemmer

_______________________________________________________________________________________________

Podcasten er produceret af Producktion for foreningen Kulturelle og Historiske Lydproduktioner. 

Kulturelle og Historiske Lydproduktioner / Producktion. 

Transcript

SPEAKER_03 0:05

Vi fortsætter samtalen her i koling stemmer på Jotet Pettenbing og trorus. Men der sker jo hærgen blær. Plus er toppus navnet væk fra klingskader. Hvad sker der?

SPEAKER_01 0:19

Jamen det kom jo ikke så lidt trinvist. Fordi efter corona, hvor vi åbnede op igen. Der indstår vi sådan, der var vi blevet lidt klår på det der. Så der indtår vi jo, at der var ikke rigtig råd eller mennesker ude. Det tog for lang tid for folk at komme ud efter corona.

SPEAKER_04 0:43

Det tror lang tid for folk at komme i gang igen.

SPEAKER_01 0:45

Så vi havde jo ligesom ikke gæst der nok til to steder lige pludselig. Det havde vi jo så riligt før i tiden. Og så valgte vi at gøre det, at vi lukkede madbørn ned og lavet den om til selskabslokaler ud lukkende. Og så fik vi den synes vi genal idé at kalde 27 b, fordi det lå på klosteret 27 b. Og det har folk aldrig helt vanget. Den kommer vi aldrig rigtig im mål med. Jeg tror, den idé var for smart til vores brand. Måske. Og der gik da to år et år efter det. Ja et år. Så fandt vi ud af, at vi egentlig blødt penge. Og virkelig sådan. Og så kan jeg set også. Og fandt ud af, at vi skulle gøre noget drastisk, for hvis den her forretning den skulle overleve.

SPEAKER_04 1:49

Jeg havde jo forholdt fist stort efterslab på corona. Det var jo virkelig. For vi havde valgt at holde åben, og der kan man jo så se bagklogskabens udlidelige skærer, at hvis måske hvis vi havde valgt at lukke og få fuld kompensation, så kunne det være, at det har set anderledes ud. Men fordi vi er som vi er, og ikke var interesseret i de her store hjælpepakker og sådan noget, så vi så koster det også rigtig rigtig mange penge at gå igenom corona. Og det var jo et efterslag, vi havde i forholdsvis lang tid. Og det var bare rigtig svært ved siden af sin daglige drift at skulle hive det med sig også. Så det var bare. Jeg tror bare, det gjorde ondt at gå på arbejde hver dag, og ikke få løn og så gøre det i måneder og måneder og måneder. Og du er nødt til at tage frivid i sit hus og sådan noget for at få det til at løbe rundt. Og egentlig set der jo egentlig var. Der var jo mennesker, det var ikke det. Det var bare, som du siger, at vi kom aldrig rigtig i gang på en eller anden mærkelig måde. Det var lige som det. Det stavnerede en lille smule sådan, tror jeg. Det var også især fordi mange af vores sådan formiddagskæster og sådan noget var unge mennesker, og de havde lidt. De har lidt glemt, hvordan man egent ud, fordi de var jo låst fast bag computerne og sådan noget. Det kunne vi også høre på vores kollega i branchen. Det tog virkelig lang tid at komme i gang. Og vi var ikke påstret nok til det, fordi vi havde brugt hele vores. Vi har brugt alt vores sol under corona. Så der var ikke mere. Der var ikke mere fedt og tag.

SPEAKER_03 3:26

Det var bare en forfærdig tid.

SPEAKER_01 3:27

Det var det bare så. Det var det, og så ændrede det bare så meget i folk adfærd og meget mere, end vi nok egentlig ville længde. Og det var lidt det samme med herden, jeg tænkt. Nu åbner den her, fordi folk vil elsker at komme ud, og folk vil gerne underholde, når de kommer ud og sådan noget, men det tog virkelig virkelig lang tid. Og folk havde bare ændret meget mere vaner end hvad man lige regnet med. Så det var det jo virkelig svært. Og jeg kan huske, jeg kan huske at Rona del op i to omgange. First første nedlukningen der i 20. Der beholdt vi jo personalet på arbejder så går bare og alt muligt, fordi det måtte man gerne sådan noget. Og så i anden omgang, hvor vi kunne få hjælpe pakker til at sende dem hjem, der sendt vi dem jo hjem, og så var vi der selv. Og det var hvilket også var en sindssygt tid. Og sjov tid, fordi det var, som om du skulle. Charlot og mig, vi gik på arbejde hver dag og skulle genoklinde os selv, fordi vi skulle lave noget nyt. Og jeg husker Corona, som både så går, men også som posernes. Vi lavede alle poser. Og det startede med det startede med den her savner der posen, som man ligesom kunne købe, og så kørte vi ud med dem til nogen, folk sagnet ikke. Og lige pludselig så tog det bare overhånd. Vi lavede en af de vildeste ting, det var MGP-posen. Flir MGP kunne man ikke se, og man kunne ikke komme afsted til det. Og så lavede vi den her pose, hvor man fik en rød soltavand, hvor vi havde lavet maskater til farvet opgården og alt mørch, vi kunne få fra det her hjemmeside og klippet ud og alt det her. Jeg tror vi jo op og selv 250 af dem gik højst. Og så var der måstposer, og der var farestposer, og altså af står poser. Der var kunne suge lidt ud af. Der var noget superbol, der var noget holdet desperation af. Man græb på alle de der små, der var for at lave noget, der gav mening, og der på en eller anden måde kunne sælges. Så man kunne tjene nogle penge.

SPEAKER_03 5:46

Så det var nævnen sådan ren overlevelse.

SPEAKER_01 5:49

Det var ren overlevelse. Det var sådan lidt. Vi kiggede på hinanden og siger, okay, hvad kan vi gøre, så lavede julemad ud af huset. Hvordan kan vi lave noget mere selv? Så lavede vi hver på, eller hvert indekor, så man kunne have med at give som gave. For folk alligevel skulle ud og have hende en kage, eller hvad det nu den var ikke, så kunne vi lige så godt se, om vi kunne stoppe noget mere i korden på dem ikke. Så det var jo hele tiden den her, okay, hvor kan vi få nogle penge i kassen på en eller anden måde.

SPEAKER_04 6:22

Men ja det var i hvert fald ikke. Det var jo ikke nok til at redde det. Og derfor så blev vi også bare enige om, at nu. Nu, selvom det var en sorden dag, da vi var nødt til at. Vi opsag alle vores medarbejdere på én gang. Fordi vi jo godt se, hvis vi bliver ved på den måde, så er der ikke bliver penge og komme efter. Så det var bare at kalde som ind til et måde og sige. Der måned tilbage. Vi holder åben en månet mere, og så lukker vi helt, og så er det kun torg og jeg, der laver selvskab. Og det var altså skrækket skrækkelig dag. Alle de skøne, skønne unge mennesker, der havde ansat det var skrækkelig, skrækkeligt lidt af.

SPEAKER_01 7:03

Mænge af dem var 20-årig, som har startet hos os allerede, og da de startede som opværskom 15 år, ikke, og har været med på nærmest hele rejsen. Og det var.

SPEAKER_04 7:16

Ja, det var jo familie. Det blev familie, og det bliver jo. Så det var jo. Ja, det var virkelig. Det var jo måske en af de værste dæge, jeg nogensinde har haft i hele mit liv. Det var virkelig forfærdeligt. Men det var også bare, det var også. Det var nødvendigt. Så der var ikke så meget at gøre ved det. Man var også sådan lidt dan dagen, hvorstår kiggede også på en anden og sagde. Det var det, der skulle til. Fordi alt, at vi helt lukker vores forretning. Og det var jo det, vise, at nu giver vi den lige, vi giver den lige lidt mere, og se om vi kan få det til at overleve. Og så må vi, så må vi se, hvad der sker. Og så var det der, hvor vi ligesom kørt udelukkende vores selskab. Og det er jo det, der har dannet grob bund for der, hvor vi er i dag.

SPEAKER_03 7:58

Så da tænker jeg jo der er jo der, hvor vi ligesom de ting, der sker der gøre, i kommer derinde, hvor jeg i dag, fordi det er også der, hvor I skabt også med standop nede i to beak og nogle ting i også har mere i dag.

SPEAKER_01 8:10

Og standop har jo egentlig altid været en del af vores forretning. Vi startede jo helt, jeg tror, det er 8 år siden. At vi startede med standup var nogle helt andre præmiser, hvor folk nødt til at lokke med lækker mad, for få folk ud og se standard ikke. Fordi folk ikke rigtig vidste, hvad det var, eller det gjorde de, men de jo ikke vant til at gå til standup. Men det var de helt store shows op på kombol eller sådan noget. Så vi har vi har jo kørt standard i mange år. Men blev også bare enige om, det er. Vi har igen, vi har prøvet mange ting i vores 27B karrier med intim koncerter og klarancer og vildsmærker og foredrag og alt muligt. Og vi har bare altid vendt tilbage til, at standard er der, vi synes, at det er det sjoveste.

SPEAKER_04 9:03

Ja. Det er såker vi i det der, vi selv har en interesse. Og det tror jeg, man kan mærke, fordi det der, vi selv er passioneret omkring. Og så er det vores vej at gå. Vi kan sagtens lave musik, vi kan sagtens lave fordrag og sådan noget, fordi det kan man godt tænke penge på.

SPEAKER_01 9:17

Men det har vi bare ikke lyst til. Men igen, det er heller ikke os. Og vi kan godt lide at være anderledes og gøre noget, som de andre ikke gør. Og der er bare ikke andre, der lavede stand op.

SPEAKER_04 9:27

Og så tror jeg faktisk, vi havde store ambitioner for byen. Jeg tror egentlig helt tilbage fra den gange, vi. Jeg ikke huske tydeligt, at vi åbnede en kaffebare. Og der var mange, der sagde. Nej, det mangler vi i byen, og der var virkelig også mange, der sagde. En kaffebar i kolding, det kan man jo kun have i københavning. Og dengang, vi starter med at lavet standard, folk sådan, at standard i Kolding, det kan da ikke selv blive lidt. Og det er jo hele tiden. Kolding kan mere, end det koldingen tror, den kan. Vi skal have større ambitioner for vores by end bare at blive ved med at tilbyde det samme, fordi så udvikler vi jo heller aldrig nogen volt. Og det er jo der, hvor vi er i dag. Nu laver vi to, tre, fire show somen af. Og vi sprøger jo billet noget ud. Og det kræver selvfølgelig stad. Det er jo ikke bare fordi, tingene bare kommer til, men folk kommer fra fjerg og haders. Og altså de kommer langvarej svar for at se stand op på en anderledes måde, end når de gør det på de store teater. Fori vi er jo Danmarks tredje største komedyklub. Ugår overgået af København og Aarhus.

SPEAKER_01 10:39

Det er det vildt. Så det er det så felt. Og det er også lidt komedien, der var skyld i, at vi vælger at flytte op i folk fabrikker nu her. Hvad det et år siden nu. Fordi vi ligesom godt kan se, at der er jo et udbud efter det. Plus at vi mangede bare mere plads. Vi var jo så velt med at have et meget hyggeligt lille sted, men det var også meget lille. Og det kræv jo, at hver gang vi har haft et sjovt, så skulle vi pille alt ned. Sener tæpper og scene og det hele pillet ned og så bruger og stolet ind, så vi kunne have selvskab i den. Og vi kunne godt mærke, at det var fint nok, hvis vi bare skulle gøre det her i lidt tid. Men hvis det var den her vej, vi ville gå og bygge vores fremtid på, så blev vi nødt til at gøre det nemmere for os selv. Så vi har jo i en del over været på udkig efter et større lokal. Både pladsmæssigt, fordi vi kunne også godt mærke, at når vi har selskaber på 55 mennesker, så var vi ved at nå det full, så er det magstkaitet ikke. Men det er svært at finde noget, som man virkelig bare, når man har en idé om, hvad man gerne vil have, så mindre man bygger det selv, så er det svært at få til at passe ind i andre konstellationer.

SPEAKER_03 12:06

Så det tog også noget tid, før vi ligesom fandt det her sted heroppe, som jo var tidligere en del af folkersfølge. Jo. Det er kiggelt på dan af. Det må være bag på helt måde.

SPEAKER_04 12:19

Det var faktisk lokalet af folk og følge havde jo tre lokaler. Fire lokaler er det jo, hvor vi så har overtaget halvdelen af det cirka. Men det en tredjedel måske af det. Så det var jo egentlig, ja, de havde jo. De havde jo det hele. De havde jo 1200 kvadratmeter eller sådan noget. Og vi har overtaget 400 af dem eller 500 af dem eller sådan noget. Og det er vi jo bare simpelthen så glade for at være flyttet her. For nu har vi jo den her fast installation i form af en kommen i klub, hvor vi kan lukke dør ind til. Det vil sige, at stolen kan blive stående. Sen kan blive stående. Og vi kan begynde at invere nogle penge nu i vores klub, fordi vi kan. Altså, vi kan investere nogle penge ordentligt lys. Vi har lige købt kamera ud styre hjem, så vi kan begynde at filme showsen. Sådan at komingerne faktisk vælger os til. De vælger at tage til kolding, fordi der ved, at de kan få optaget deres show. Mens de ligesom jo. Så det er bare. Det er. Vi er virkelig. Man ikke, nu har vi også, ja vi har lavet standard i 8 år, og det er virkelig blevet vores passion og hobby nu også ikke. Og vi er jo det jo. Mange af komikerne i branchen er jo vores venner, også ikke. Så vi er jo virkelig interesseret og blevet nørtet omkring. Altså, torm er blevet enormt lørt omkring lyde, også. Så det er virkelig blevet vores. Ja, det er virkelig blevet vores passion.

SPEAKER_03 13:48

Det var også blevet lidt sted over, også fordi det er den her. Det er sådan intim sted. Og så tror jeg også, det betyder noget, at I flytte fra de lokaler. I tager gamle navn og flytte for de lokaler, som virkelig havde en identitet af det gamle start på en frisk. Det er ikke så det der.

SPEAKER_01 14:01

Jo, fuldstændig fuldstændig. Så var der jo den bagtke i, at da vi skiftede tilbage til toppers navn. Det var jo, fordi vi flyttede op igen, som jeg sagde tidligere. Nu flyttede vi jo op i noget, som havde været noget lignende før. Og så for ikke og folk skulle forveksler os med den gamle historik, som i det her tilfælde ikke var så god med nogle konkurs og noget mærke. Så blev vi egentlig om, at så bliver vi næsten nødt til at gå tilbage til toppersnavnen, for at indikere over koldling, hvad hvem er det, og hvad er det, der rykker ind i det her lokal. Så i tigår har bragt os der til, at når vi bruger topper sprandet, så ved folk godt, hvad vi står for. Og derfor har det også været nemt for os at flytte op i helt nye lokaler og overtage noget gammel, som har en historik, fordi der ikke nogen, der sammenligner, fordi de ved godt, hvad vi er, og de ved, hvad vi står for. Så derfor har det egentlig været en ret nem flytning. Fordi folk har jo bare været sådan. Altså det eneste bekymrende, de har været, det er sådan, at vi kan få toppet sådan med, og kan I få det gjort hyggeligt. Og det har vi jo heldigvis det lykket på imållet ret godt.

SPEAKER_04 15:19

Det var det kom et mål med det.

SPEAKER_03 15:21

Men også sige, selvom, at I tagt Toppers navn tilbage, så som du siger, 27B kommer aldrig til at leve. Det hedder stadig Topper.

SPEAKER_04 15:29

Det gjorde det bare.

SPEAKER_01 15:30

Det var det.

SPEAKER_03 15:30

Det var bare lidt derligt.

SPEAKER_01 15:32

Da vi ligesom annonceret det her, så kom der også bare de her kommentar, hjemme hos har det altid havde Topper. Og vi kaldte aldrig 22B. Vi kaldte bare det gamle Topper. Så det var det var den dømeste idé, vi nogensinde fik, ved at kalde det 2.B, fordi vi tænkte, nej, det er skid smart. Og ting i det var jo, at vi ville jo egentlig forvirre folk, fordi vi vidste, hvor forvirret, det var med bare Toppes kaffebar og topper smadbar. Hvis vi så skulle til at lave toppers selvskabslokaler eller toppers forsamlingshus, eller hvad, så vil vi bare forvirre folk endnu mere. Og så kaldte vi det noget, vi synes, det var skid smart. Og så blev det bare helt særd af. Så var det sådan, at det er nu for noget. Så ja nogle gange kan man også være lidt for smart ind.

SPEAKER_03 16:23

Og så er det så. I 2026 i 2025, så er du op til børet. Det er fandet helt andet. Det var det nu fra.

SPEAKER_01 16:32

Det er jo igen det sådan en id, der har poppet op i mit hoved, rigtig rigtig mange gange. Og det kommer så, at Charlotte og jeg har altid været meget involveret i lokalsfund. Vi har forsøgt, eller var med til at starte klostkvarteret. Vi har snakket trafik rigtig meget ved munkaget. Vi har hele tiden på en eller anden måde haft en connection med kommunen, for simpelthen at kunne gøre det bedre i koling og løft holding. Så det er jo noget, der hele tiden har haft en berørning med det her. Og i og med, vi så ligesom havde etableret os nede i Suds UB og så, nu kører vi det her, og nu kører det rigtig godt. Eller var det. Nej, det var det, mens vi var dernede. Nu skiller så hvert fald så frød, det blev så. Ja, det var der, vi ligesom startede det hele. Men nu havde jeg overskud til at prøve at tage det til det næste skridt. Så jeg kommer til at sige til en byråd politiker, at jeg godt kunne tænke mig at komme i byrådet. Og det tog han jo for gode var sådan, at jeg var vild af sted mod mig til en kop kaffe. Og jeg tænkte jo da han ligesom tog fat i mig, så tænkte jeg, at nu er det endnu en, der bare vil have en masse gode idéer til, hvad vi skal gøre i midt byen. Fordi det var lige den tid, hvor der var rigtig meget snakker om midten. Og hvad skal vi gøre og ikke. Tænk, ja os drækken kaffe, så skal han få alle min idéer, så vi se, hvor langt de kommer med det ikke. Og så tog han skulle ravn på mig og spurde, om jeg ikke bare ville stille op i stedet for. Og så sagde det, at det bliver nødt til at tænke over. Det vidste jeg godt, ville have nogle konsekvenser, og det ville være en udfordring, som ikke har stået for før. Fir lige blud sådan noget helt andet. Og så havde jeg også en kompagon, jeg lige skulle klædre det med, fordi det ville jo på en eller anden måde have en påvirkning på forretningen. Men heldigvis så fik jeg opbakningen til det. Og tænkte, så lad jeg skørt. Og så må jeg jo se, om det er det, jeg tror, det er. Om jeg faktisk kan gøre en forskel. Og jeg overhovedet kommer ind. Det var også en ting. Men det gjorde du jo. Det gjorde jeg imponeret nok. Fordi jeg, jeg valgte at køre min valgkamp på min ede. Jeg har altid været modstand af valgplakater. Og så tænkte jeg, så skal jeg jo ikke have valgplakater. For det kan jeg jo ikke. Og jeg kan ikke gå imod min epser. Så bliver jeg lige hurtigt alt for meget politiker. Og det har jeg jo lovet mig selv. Men på trods af, at jeg ligesom kørt det på min eg, og egentlig bare tog det som det kom. Så fik jeg lov at komme ind. Og jeg nu startet 1. januar her 26. Og er godt i gang med at lære. Det er virkelig en style læringskore. Der er rigtig langt fra det at være selvstændig, hvor man får en idé i dag og handler på den i morgen, eller måske endda allerede i efter. Til at man sidder i et byråd, og der er et byråd, der bare skal sejles i gang. Og der er en masse af regler. Og det er det svært at være i nogle gange.

SPEAKER_03 20:13

Og rigtig mange af dagsordenen, og rigtig mange, der er interessant og tankt tænkt her bare tid.

SPEAKER_01 20:18

Det, der har en mening om alt. Og mit problem er jo, at jeg er meget empatisk, så jeg kan også virkelig sætte mig ind i alle folks dagsordner og bekymringer. Så jeg jo også sådan lidt, hvis der er et område, jeg ikke ved noget om, men hvis jeg så får tre forskellige meninger, så er jeg også splidet. Før egentlig godt se fornu i alle tre meninger fra de her folk, der ligesom står i dilemma af det. Så det synes jeg er svært. Det er noget, man lige skal finde finde høf og hag i.

SPEAKER_00 20:52

Jeg har lygt til en podcast i serg. Kolding stemmer. Hvis du trækger før, får du beget, når der er nye interessante podcast episoder i serg. Klinger er produceret og production for foreningen Kulturelle og Historiske Lydproduktioner.