Otto Skak REMASTER del 1

"Denne episode er en REMASTER version med reduceret baggrundsstøj fra Cafeen"

Otto Skak er kendt som en dynamisk og initiativrig person, der gennem sit arbejde i Harte-Bramdruphallerne og Slotssøbadet har sat sit præg på Kolding.

I første afsnit hører vi om Ottos opvækst i Sønderjylland, hans udfordringer i skolen og det store engagement i foreningslivet.

Vi kommer også forbi det vanskelige møde med en anderledes kultur, da han i 1982 flyttede til Kolding og hører historien om, hvordan han fik jobbet i Slotssøbadet.

Episoden er optaget hos Books´n´Beans i AL Passagen.

Podcasten er produceret af Producktion for foreningen Kulturelle og Historiske Lydproduktioner.

Podcasten er støttet af Fonden for Fynske Bank

Kulturelle og Historiske Lydproduktioner / Producktion. 

Transcript

0:01

Velkommen til Klingsmer. Det er en podcast, der er produceret af Production for foreningen Kultur og Historisk Løproduktioner. Podcast der støtte af fanden for Fynsk Bank, og vi optager hos Book Sand Bin i afsen i Kolding Vidby. Og i dag har vi en kendt kolingenser. Tilftende kolinger det jo, og så skærk, som vi alle sammen kender fra hans tid primært i Flot, hvor han var kendt som en idrig, aktiv og engageret direktør. Jeg har kigget lidt på derfor, og jeg ikke se, at du kommer ikke fra klingen, som jeg lige nævnde, du kommer fra Sønderjylland. Det gør jeg. Så det her vandet en rejse fra Hølleskov. Ja. Kan du fortælle om, hvordan du nogen komme og branddom med. Det kan jeg. Jeg er jo født i Hølleskovet omkring Vribet, hvor mine forældre har en lidt landerdom. Og det var jo dårlig sider, hvor min far og mortig havde en lille bundår, og det kunne ikke gå. Så begyndt min far at køre med malkoven med hester. Det gik så hælig som min mor i gang med det. Og så kørte de begge to tur med hester og til spændt madlig var i både. Men det gik godt. Min far måtte unødt til flytt fra ejdommen af min søster og mig. Det var selvfølgelig ulykkel, og det var mest ulykkel for mine forældre, at de kunne ikke klarer ejdommen. Og derfor kom vi så såklet, hvor far kom til fodstof fra den mor. Hun arbejde på børnehjem som klok, og senere på hotel den i mange år. Og jeg havde en rigtig god oplæk min søster og mig. Vi har virkelig, kan man sige, jeg har haft en kærlig familie det jo, hvor vi en rigtig kærlig familie, må man sige. Det der så sker, det er jo, at jeg var ikke særlig klå i skolen. Jeg gik i spændende skol, og dag i 55. klasser, der kommet hjem til mine forældre lige sommeren, hvor han fortalte, at han foretrækker, at jeg skulle gå en klasse om. Og det var jo i grund utrolig hårdt min mor, fordi hendes søskerne, jeg tror, de var en 9 stykker alle børn havde jo gået godt hendes søskerne og det. Og en af grunden af til, at jeg skulle om det var fordi, at jeg nyt og aften der i for mange år siden der kom jeg ud for en grøn ulykke, hvor jeg var indlagt på rigskospitalet, hvor man fandt ud af mit hjertet var for stor. Gå vokset det fra det. Men det var jo en grøn oplevelse med i det hele sag. Jeg var nok ikke dygtig nok i skolen, fordi min hjerne var jo ikke ander. Jeg gad ikke gå i skol. Men jeg tror en klass om af Spandet skoler, og jeg må sige, at jeg aldrig nogen blev den måde. Jeg har haft en rigtig god tilgængelighed til mine kammerater som, som jeg havde. Og sådan var det, og så flyvte vi til Toflund, og det er så der kan man sige. I tofløjen kan jeg sige, der blev meget aktiv, også både i idrætsklub og også rundt omkring i byen er det korrekt. Jo, jeg blev jo. I 8. klasse blev jeg faktisk bedt om at gå ud af skolen, fordi jeg gad ikke går. Og i dag jeg nok kommet på et eller andet. Det er jo mange muligheder i dag. Men jeg er en sådan klassel, hans skår, som lever i nu har både i rødg, hvor han så forlår, at jeg skulle hjælpe idæringen. Så blev jeg fodboldtræner, jeg var sømmet, jeg så i forvalderne i toftrøn, hvor vi jo simpelthen banket. Stå halvet op med svenske orkester, som jeg fik hjem til det står husk, at så jeg klar, blandt andet da var jeg kun 17 år, da fik vi hen til toftrøjen. Det var stort. Det var stort. Det var meget stort. Det var meget stort, og hun skulle kun optræget to sted i Danmark. Det var i forum i København og i selve toflen. Det var så desværre aflyst, fordi der kom den her stor viskrise. Og dengang kunne det ikke gå så den her, jo lokalt, så det blev aflyst. Jeg var en institution, hvor jeg siger, jeg tror jo nok aldrig nogen, at den ikke sådan nyske, at jeg har flyttet fra tflet. Fordi at jeg blev også uddannet som lærer inden for i dag den fælles tror i det gamle dag i Dsket i, hvor jeg også tået og holdt for. Jeg blev håndboldt dommer på ret højt plan også, og jeg havde ikke rigtig godt liv det her. Det var også noget selv spillet bortidness af det ikke korrekt. Jeg spillet borthed. Det er godt, at siger det. Min kamerat herøg og mig. Vi startede en bort Tofløbslu ved Audøv. Og inde i en lokal i Toflønhalet, der havde vi to spåndplader, hvor vi havde lavet om til bortsenborg. Og i vedsægten så det, at hvis vi engang blev smidt ud af bordtidskruen, så skulle vi begge to have bord af fuldstændig sådan. Men det var sjovt siger. Tofleren ligg jo op af det her Statsfængslet Rembkag, som ligger mellem Toflø og Skærk. Og da var det sådan om fred dagen da skifte vi til at have besøg af fangerne fra Rembæk, hvor de i en sådan gammel folkårds kursker kørs til Tofløb, så spillede vi i gymnasiken og den næste fredag, der var vi så i spillet bort til på renbæklej. Ja spændende. Det var helt spændende det var det. Men det viste også, det er en initiativ, du har lavet af på det tidspunkt, at du fik staret noget op, som jo ikke var der. Jo, ved det hvad jeg var jo så heldig også der som ganske ganske ung, og jeg var ikke forberedt på det, der fik jeg det her A S's sølvnår, sød skiddersforen, altså inden for DDSG i. Og det var en tilfældig, så man kan sige, at det var til en general som tror, at det var. Og så lige pludselig var formanden for SI hold and tale, og at jeg skulle have et sølvård. Det var jo meget stort, da jeg ikke født 25 år. Det var en stor oplevelse for mig. Jeg var jo faktisk stolt af modtage den også. Men du aldrig havde fået en pris eller en hærsbevisning før det. Jo, jeg fik jo det, at i Toflund der stået for det hele med bæfester og hvor elvis det var. Og min far med morg og min far havde hæst, han jo hester handlå også, og har derfor hester kunet. Og den søndag, hvor feddsprogærgen, som det hed i toflet skulle uddeles. Da havde jeg en fornemmelse af, at det bliver mig. Det er tæt på mig, de ved godt, det er slægt mig alt det der. Min familie og mine tidlige medarbejdere i Slotsværd. Jeg vil bare holde mig lidt bag, og det blev stadig væk. Men jeg havde en fornemmelse af, at jeg viser har også kamp om, hvem skal have års fidduet på kan. Men det er jo mange, der sagde, det skal også have. Og derfor havde jo ikke spurgt med, fordi det så jo nok, hvor han plejede at være der til. Men så tog jeg med mine forældre til at rømø ikke og set til hesten eller søndag aften. Og min forældre kunne jo ikke grundet ikke forstå, hvor folk du ikke blev hjemme til i Bøfeste også. Men det var faktisk, fordi jeg en eller anden godt vidste, at jeg fik den. Så da jeg kom hjem med komme der i titlen, der kunne vi jo høre, at folk fra byen af de kom, der kommer han jo kørende og det tænkt. Men det var en stor oplevet for mig. Det var der i, det var jo i halvsteerne, jeg tror det er 77, hvor jeg blev år fyus. Det er noget stolt, jeg ligesom også have i kolgingen, at jeg har fået mange pre selv blev. Og det er sådan ikke noget, jeg har gjort for at ville have det. Sådan jeg bare. Og det tror jeg nok folk, det ved, at jeg behøver ikke at have noget status for det. Men du blev på et tidspunkt at sige farvel til Sværland. Med den status, du havde opnåt dernede. Hvordan var det? Ja, det var svært. Det var meget svært. Og jeg skal sige, at jeg havde heller ikke tro det. Det var ikke tror jeg, at jeg er nogen at skulle, for jeg havde alt fester og hvad der. Jeg var dommer på rimelig høj plan på det tidspunkt. Og pludselig år det tidspunkt, da jeg blev sølger. Jeg har ulet mekaniker, og nordisk fjærket i skyldstrå i mange år. Og så blev jeg så sølger ved vores fag kompag, blandt andet Kæv, som har spillet i Korea for mange år. Hans far var ansat ved han fantastisk person. Og jeg glæmer nogen, at da jeg søg stillingen ude i Harder Vandler, som det jo helt engang. Jeg havde ikke så svært ved se op, for han var et fantastisk menneske med butiksinventar og ting og sagde, hvad han havde ude. Og derfor fra kolding Folkeblad, som det helt engang, der præste de jo på for at få nyheden om, at jeg var ansat ud. Og jeg havde bare så svært ved at sige til, så jeg kan stadig husk den fredag aften, så satte jeg ind på hans kontor og sådan, jeg har hjulpet familien ret meget også, fordi desværre havde været den døst færdeligt den af. Og Kim har jeg meget med at gøre og træne sig i fodbold og var med til at selge ham både til Kolding og andre steder. Men jeg var nødt til op. Og så vi trudet begge to. Det glemmer jeg aldrig, fordi det er jo svært at sige op, når man har en virkelig et menneske, man hold af, og et firma, jeg synes, det var skidet sjov. Men det med inden for idræt, som jeg jo også har mig med at gøre ned i Tofkrønd. Jeg var jo nævet Peter og Ringer, og det var halvestyre. Det var hele tiden, hvis ikke mine forældre vidste, hvor jeg var han, så var jeg ikke dem. Og derfor jeg jo lige pludselig, at jeg fik stillingen ud i Harder Vandopand. T en stor glæde jeg var selvfølgelig stolt over. Det var svært som sådan lidt søndet helt unge at komme ud til Brand, og så skulle jeg se sand, hvordan jeg nu var. Og det var jo i grundet en svær tid, da jeg kom der ud og så efter et par måneder, der tænkte jeg, at jeg for skam at komme hjem igen, fordi jeg end det snopper, og det kan godt være, det lyder barsk. Men i det sådan jæske dag jeg vand til at kalde skov for en skov og en skag for en skad, og så er det slut. Jeg har lidt svær ved ude i Band. Men guskel, så er min skolær i min karakter af de karakterer, jeg fik. Der stå vildt af det sted. Og jeg tænkte, at jeg skal vise dem, at jeg godt kan. Og det lykkedes jo også sådan, at jeg havde 15 rigtig super går. Jeg fik lidt lov til næsten af støt, og jeg havde ikke stor opbakning af dem af. Så det var det var en kæmpe oplevelse. Jeg kan stadigvæk huske. De holdt den rigtig flot receptionen for mig. Og den første. Det var søndag, det var manddag om søndag skulle jeg lige rødt lidt op det. Og der kom jeg afsted med min ankel og kom på syghuset, kommer hjem igen og målet til min formand. Det var sådan, og siger, hvad jeg skulle komme gal af sted, og med min 120 kg skulle gå rundt af stadig huske envis skjort drøb af, og gik rundt og sagdag til alle, fordi de holdt jo en stor reception for mig for alle afdeling af der ulig. Og jeg glemmer ikke, at jeg kom ind et sted, hvor en af afdelingen sagde til mig. Og så ville jeg gerne blive dig velkommen til dem Dam, men vi kan bare sige, at du kan ikke gøre så meget for os, som den tidligere har gjort. Og det blev jeg ikke grund lidt ka, jeg synes, at voksne mennesker kunne finde på og sige sådan nogle ting. Det er jo direkt uforskamet. Men igen også, Peter Nielsen den tidlige bygge med dår her i Kolding, han fandt en rigtig lækker billag inde på februarvan, hvor vi så både dengang. Men jeg vil sige, at det var en svær start. Men igen også, jeg er jo stærtig, at jeg tænkte, det her sker bare af. Og jeg fik jo simpelthen jeg er 15 gode, og jeg havde svær ikke ved at sige op, da jeg fik til budget om du andet i slot, det var jo ganske forfærdeligt for mig at se op og for jeg ikke jo så godt ud. Men jeg synes også, at nu skal jeg videre. Og vi har jo lavet en masse tit, og jeg fik lov til det. Det var en fornøjelse. Du kommer til kolding i 82. Det har det brandgrophalen, som det her dengang. Og du siger selv, der var noget kultur forskel mellem det, du kom fra og det, du kom til. Hvad var kolding for en by 1982? Kan du sådan sætte nogle ord på? Det var jo helt andledist. Det var jo slet ikke den udvikling, som vi kan se, det er sket i senere år. Man har ikke kolding stort center. Det er jo langt faktisk mellem kolding og Vandam, kan man sige. Så det var jo sket en kæmpe, kæmpe udvikling i den tid, hvor man havde helt tiden udviklet. Og da jeg vil sige. Jeg synes, at det tidspunkt har man et super godt rent politisk, både på embedsplan, men også politikere. Det have en vilje, at det virkelig gjorde nogen. Og at man fik Koldings Sort Center banker i den er det så nok nogen af kæreret i dag. Men at den ikke kommet til kolding, så er den nok kommet stet ingen tvivl om. Vi må jo sige, at Kolding Mætby lige gik op i anværge, da jeg kommer ned her. Det er jo lidt synd. Hvor imå man kan sige, nu hvor jeg i vejlet kommuner. Det har vi brugt sen af 1998. Jeg synes, de udvikler sig meget. Og det er klart også, ved, at de har bryggen, selvom den er meget tomk af butiker. Men det er en parkeringsplads lige op og ned af, og det er livet i gan. Jeg håber virkelig, at midtbyen kan få gang i det. Men jeg tror virkelig, at det bliver op og bakket. Men lad os håbe, at det er nogle fornuftige politiker. Men man kan sige, at det bliver nok heller ikke. Det talhand, det ligger nogle andre steder i dag også. Det må jeg bare sige ud, så det er nogle andre ting, der sker. Det er måske også ved at sket i bynd nu. Nu ser vi her i koldling midby i af elpagen, hvor der virkelig er, kan man sige, der sker rigtig meget. Men det er klart, at når man går gennem byen, så er der rigtig mange toppen steder. Det er helt sikkert. Lige over for her, hvor vi sidder, hvor man taler om at ribe den gamle nyske bank bygningen ned ikke og få skabt noget mere luft dernede, kunne jeg også være en tanke. Der er der heldigvis nogle tanker, og det er jo ikke noget sådan lige gør. Nej, altså man kan jo sige, at i alle det år, jeg har været i kolding. Jeg snakker om en tidligere for rettenspand jeg jo sammen med i København her i Bekenden klar i med i kold and kliseruslov. Og der kommer vi til at snakke om, hvis jeg tænker på alle de år, jeg har været i slot så, og alle de der ting, vi er med i til at skulle være med til at udvikle. Det er sker ikke andskid. Man snakkede for meget om det. Og det synes jeg, det er søndag. Ford at koling er virkelig en rigtig god byg, men jeg tror bare, det der med at få det tale, det kan jeg lige godt se, som du ser. Det er jeg opt det. Det er der. Og det synes jeg, det er sandt for kolding. Så det går du var ude i har det formald, hvor du også bliver i hvert fald kendt den derude, var det også ekstrem blandt anding affesten derde, så det var den største byfest her i området i det år der. Det var jo en kæmpe. Jeg har jo byfesten var i sådan. Og jeg kommer jo hurtigt ind i bestyrelsen i selve støtterforen ud som holdt byfesten. Og ja, det var helt vildt. Hvis man tænker på det lille aral, man havde ude i Vandam til at kunne kæmpe. Det var sådan, at alle borgere nabor, de var jo og tal timer i de forskellige både. Vi havde langt sammen. Vi havde ikke dag med frokost, vi har falgt folk med til at se for os at høre. Og vi havde i bald i hal, og vi havde lavet tald to om til virkelig et sted, hvor ligesom en turol af halvt. De små omklædskrum, da var det bare inde. Det var helt fantastisk. Stort tyvligt har jeg virkelig, og det er vigtigt, og det er synd, at det gik i sig selv. For vi var jo en af de størst byfester i det sydjyske i hvert fald. Men det gik det smært i sig selv. Og man kan også sige da i 1989, hvor vi har samlet en god slags penge sammen, der kunne vi jo aflevere nogle millioner til, at vi kunne få bygget en halv to øg, og så efter kommeting. Og det synes jeg, det er flot, at man i sådan lidt samfund kan gøre det, som vi går. Og det er jo en stolt. Det er jo virkelig en stolt med at vi har i defæsterø. Og der kan jeg jo høre i år af nu her på det senere, at det er en del borgeren, og det er et arrangement ud i halen ud i sådan lidt for mig. Det er nok den udvikling. Det går og find-fem fejl, man i stedet for at bestolt over og holde der fast. Det sker noget op i vores halv. Det sker noget i selve bretn. Men det er nok den måde, det kører på, og folk, de er tilbøjt helt til mig at finde nogle fejl, af de kan klæde af. Og så også på de sociale medier selvfølgelig, hvor man skriver en forfærdig masse domme ting, synes jeg. Men det var flot en gang, måske, fordi der var bare mere end en by uden for kongkolding, hvor det jo lang er en del af kongolding også. Det er helt sikkert. Og det er lidt reklægt, det er fyldt måske lidt. Man kan jo sige, at det jeg synes, det er flot. Det er, at man efter et Koldings Sortcenter kommer. Det er jo samtidigt det over, at ikke gå en massen. Det var brug, hvor det er havert i mange år i Bandgårdscenter af. Ja, men det har jo fortsat. De har jo en lidt sund for retning. Dande med en masse andre butikker. Det synes jeg, det er flot, og det er jo noget, at befolkningen opbakke op omkring plus alle andre butiker, det er kommet til derude. Jeg startede jo op i 89 med at lave halderne åben. Det er det hele sjovt lørdag. Og det var jo mange, der sagde det års i hovedet, men jeg har jo fundet ud af det unge mennesker, som hjalp mig over i halderen, når det skulle lave os om til omløren eller om søndag, eller hvad skamt det var, at det bedste, de kunne få i stedet for at få en fransk roddok eller 20 kroner eller et eller andet, det var at få en bold og så leg. Og så var det jo en aften, det var nogle af de store kneider, det spurgte mig af, hvor vi klunder halvt aften. Det var jo en lørt aften. Og så sagde jeg til dem, og det tidspunkt på jeg på Gud høj ude i Branddom. Nu vil jeg ikke se, når jeg kommer søndag morgen, for vi havde jo et arrancement af ikke, hvad det er, om det var Battenton eller var skamt, det var det år i mig, så ville jeg ikke høre at se, at det hele bare ligner end vælget lidt eller andet. Og jeg hørte derved to 13 om natten, at der kom nøglerne ind i havde seforhundet det tidspunkt, der blev nøglerne smidenet af Braggskret. Og jeg tænkte, da jeg kom søndag morgen, hvordan ser du, det hele det var slækket. Og det gav med sandleden til at sige, at de unge mennesker ville godt andet din drækbar. Dengang havde man nok lidt med stof eller Grønjakker, det kom fra Kolding og alt sådan ting. Men vi prøv det. Og så takket være, at jeg havde stor hjælp fra Kim Hansen fra socialforvatningen SSP, da han med at gøre konsultent af i koldningen, han hjælpte mig med at komme i gang ud. Og vi havde jo de her tre 400 mennesker værdeste løret aften. Jeg havde utrolig stor opbakning fra forældre jer kom og hjælpe til det, for jeg har sagt, at vi skal alle sammen hjælpe til. Og så holder vi nogle timort, hvor så et unge mennesker lige rørde op. Det var en kæmpe oplevelse, hvor jeg jo tog rundt hele landet og fortalte andre idagsalder om, hvor den succes, vi havde med det, og den dag, der jo mange steder, der kører med, at man kører det med fed fred, eller sjov lørdag, eller hvad skam. Så det var en kæmpe oplevelse for mig det her. Men på tidspunkt, da i midt 90'erne, så skal vi jo have lige svømme halvg. Og så er der noget med, at folk tror, at du blev hentet til det job der. Men det gjorde du ikke. Du syg det korrekt. Ja, men det er rigtigt. Jeg kan sige, at jeg synes, at jeg skulle videre. Og jeg har jo ikke så uddannelse. Og jeg var jo godt klar af at søge jobb og slot som, at det var en udfordring. Men nu er det jo sådan, at det ikke gik så godt. Og det er jo sådan, at man skal måske ikke mere søge et job, hvor det nu kan jeg gå fremad. Så der var jo heldig. Og igen og min tro på det der med, at hvis spillingen bare er til sted, så kan det lade sig gøre stadigt hen, og så sige, det er godt være, at man siger, at det ikke lykkedes alt det. Men jeg kan stadig væk huske, at det var en mænd aften, det skulle være et kæmpe vatten, som støvler i Kolding, og den daværende turisthef Jens Bo, som desvær ikke er her med. Han følte før til Roskille. Han indkaldt foreninger i Kolding, han blev også politikere, blandt andet dagen, formand for Frits Vidærsvalg dengang. Og jeg havde lavet en ansøgning. Den var jeg minden om, og jeg havde jo med min kron, og hun har sagt, at hun ville da bagge mig op, og det hun tror følge altid gjort, så jeg ikke klare så gøre det liv, jeg har haft. Men det var sådan ikke fordi, at det var en stor ansøgning, jeg har lavet. Jeg har ikke skrevet lidt omkring mig selv. Men det jeg arbejder på. Det var, at jeg gerne til en samtale. Jeg har min ansøgning i indløben på min jak, og den giver jeg så hjørne, da jeg øvrigt færdig. Jeg kommer så til samtal af l. Som en masse mennesker fra bestyelsen af. Og jeg kan huske, at jeg sagde til dem. Det var meget uro omkring Slot såværet, og det et tidspunkt, den blev indvigt den 7. juni 1994. Og kargen medgård blev den første direktør, hun havde også byfæren. Og den gjorde man en kæmpe fejl. Man skulle jo ikke have giftigt sig. Med det hele for det første så års kolding bladengang. Det blev lavet om til en fond, slots fundt. Og derfra lige pludselig sammen smeldt sådan to virksomheder. Det kalde enlykkeligt. At man skulle have været kærester, så skulle man have flovet, og så skulle man have gifte sig. Men det er jo det, man valt der. Men jeg sagde titom, at det var ni mand i bestyrelsen, og mange politikere skal jeg helste og sige, at holden kæft mand. Og det har jeg aldrig arbejdet med før med så mange politikere. Jeg har jo aldrig sagt, at jeg skal ikke være ansat i en kommunal stilling. Det kunne jeg selv ikke læve med. Det var det jo ikke. Det var enhær stå frem. Men jeg sagde til bestyrelsen, der jeg gik, at jeg vil gøre alt for, at I kan få det roligt i bestyrelsen. Og måske se, om jeg kan formulere mig ikke. Det er bare med, at hvis I give mig rog til at drive den her butik som min egen Københavns Butik uden jeres indblanding. Og forstå mig ret, at det er bestyelsen, det har den overordnet. Så er jeg så for det, at jeg var med til at give rodan i. Og det lykkedes jo, at vi må sige, at en sønd aften jeg gik ud af vasket halvgold ude i Branddamen, og der har vi ikke alt det moderne telefon, jeg havde sagt til min kron. Nu sætter jeg højtalerne til, eller telefonen til højtalerne ud i handen, og jeg gik med min store hargå og gulværks maskin ud og vaskort gulv, fordi jeg havde sådan på fornemmelsen, at Jørgen Jesten ville ringe. Jeg ved ikke, hvorfor jeg have en del om, at det måske ikke blev mig. Jeg ved ikke, det er jo mange ansøg til det. Og så ringer telefonen jo ud over højtaleren, og det er som en kronen, der siger, at du skal ringe til Jørgen Jessen, fordi han lige ringer tror jeg klokken er 9 halvti om aftenen. Så ringer jeg til hjørn, og så siger jeg, at der bliver nemlig om, at de vil gerne vælge mig. Og så igen går det hele år i står. Fordi at nu skal jeg til op et sted, jeg er rigtig glad for at være. Jeg er glad for min bestyrelse, jeg har haft en kanon bestyrelse i alt de år, jeg har været inden for branchen. Kanon. Og jeg har nogle rigtig gode forenings folk, som vi har et så godt et samarbejde. De unge mennesker. Og jeg kan særlig, hvad jeg huske, at jeg ringet til næste formanden, og han sagde til mig, jeg har ude og kører. På det holdt, vi skal lige snakke siger, om jeg har skulle få et nyt job. Og igen over det jo et pres fra journalister, at det ville have det, og jeg var nødt til at hele mit bagland i år. Og så siger han så, at jeg var nødt til at ringe til Clausen, han siger, at Clausen, der var han min formand. Og det gjorde jeg så, og jeg selvfølgelig gjorde det, og så rængte han. Og jeg så det ved jeg husk, han sagde næsten år, jeg tror jeg, hvad satten tænker du på knægt. Hvad sådan tænker du på knægt. Og det var jo fordi, at folk havde lige fremddag, at jeg lille Audgår skulle ikke i slå den red, som det var der, for det var virkelig politisk. Det var forfærdigt. Også nogen politik, det var et eller andet stort job, han kunne rejste fra som klaget og de stakkels personal, det var der omkring det og så ikke mindst af det politiske. De der politiker, vi har sat i bestyrelsen, jeg kan stæld ikke husk, vi sagde til bestyrelsmøde. Og man var enig, så kunne man lige pludselig læste efter i koldgen Folklede fuldt modsat, hvor man ikke kunne kende folk. Det er jo ikke jo ikke det, du sag på bestyrelsmødet. Og da vil jeg nok sige, at det var hårdt sig, at jeg havde ikke rundt meget under Jørgne Jessen, selvom jeg ikke har med og gøre så meget. Men han stod jo faktisk med det hele det. Men det er ikke så lykkelig med, at vi fik vedtægterne ændre sådan, at det ikke var flertal af politikere i bestyrelsen. Og tilbage til, hvordan jeg blev ansat i Strøsband, der var det jo mange. Det sagde, at han er hætet eller noget. Det var jeg ikke. Jeg søgte på lige fået med alle andre. Så det er jo ikke noget selv, at Jørg Jessen, der blev ansat i 82, da sagde han i bestyrelsen ude af den tilforten fra kolding kronor sammen med miset til socialdemokrat. Så det angår. Men igen vil jeg jo sige, at jeg var jo nødt til at skille med nogle medarbejdere, fordi ikke fordi, at jo, det var det jo nok. Det var jo en kommunal institution, hvor det var personal, så var nødt til. Og det var jo. Da jeg startede, der var det sådan, at det ikke fast medarbejd i weekend, når vi havde travlt, og det fik jeg hurtigt endre. Det kunne vores overenskomste også som en foret og sige. Jeg synes ikke, det var forsvarligt, vi skulle have frivillige eller ikke frivilligt, men vi skulle have afløs af på, når vi har rigtig mange mennesker. Der skulle vi sammen have de dygtige faste medarbejdere på. Og det er jo med, at det var nogle af dem, der så ikke ville arbejde i weekender, og så må de jo søge deres ovsk. Og derfor fik jeg så samlet rigtig godt holdt af. Jeg kan huske Bendla konste, som mange af også kan kende det hørte her. Hun var livret af der svær også at gå i bort. Men jeg kom med. Vi havde en del problemer med indvandrere og faktisk store problemer. Og jeg vil have, det skulle ske nogle ting, og derfor investerede vi i nogle bage. Vi invester jo i vokherlæg, sådan vi kunne snakke med hinanden. Og jeg stadigvæk hos spænde. Det var, hun bestemt ikke til freds med. Fordi så kunne vi ikke styre den af. Og det med voket er jo ikke nødvendigt. Men det gjorde jeg, igen, viljen var til sted og sige, og det kan ikke jo ikke længe så bandet jeg jo glad ved og alle livret, at vi havde dem der, fordi så havde vi, dem, det gerne ville lege og lave mågligt blad, så de samme lidt sted. Og igen, det er let at komme i kommunikation både med reception og livret når. Så den udvikling, det er at sige et år. Det først året år hård. Men jeg havde nogle dygtige medarbejdere. Og nogle af de mærke har tænkt en god til at ansæt nogle med arbejder, som var dygtige i mig selv. Og det mener, det er en hver leders opgave at gøre det, og det har jeg også sagt til mitarbejdere. Sørg nu for, det er dig, jeg vil have som leder, men så nu for, når du skal have noget ny, så sørg for at anætte nogle dygtige i dig selv. Det kniver nogen stærk af det der. Men det er i hvert fald at det der, og derfor har jeg sket hældig med at have nogle rigtig rigtig dygtige med i. Du har lytt til første episode af vores samtale med og skarg. Kolding Stemmer er produceret af Progne forening Kurskell og Historisk Lyprokunger og er støtet af forten for Fransk. Du kan lytte til flere episoder af Kolding Stemmer der hvor du lyser til potc.