Episode Player
Den maritime overflyvning med Nils Valdersdorf Jensen
Noget mellem øerne
I dette afsnit skal det handle om den maritime kultur, der har formet det sydfynske øhav. Om et samfund, hvor halvdelen af mændene var væk ni måneder om året. Hvor kvinder drev rederier og holdt regnskab med både fragt og fravær. Hvor smuglere udfordrede købstædernes privilegier, og hvor nykonfirmerede drenge ikke blev spurgt, om de skulle sejle men med hvem.
Vi skal tale om søfart som livsform. Om skibe bygget til lavt vand og lange rejser. Om vindmagi og verdenshandel. Om skonnerttidens næsten 800 sejlskibe, der gjorde Svendborg til en af landets største søfartsbyer. Og om det øjeblik, hvor dampen banker på. Ikke bare som en ny teknologi, men som en ny tid, der splitter et samfund i to: dem, der holder fast i sejlene, og dem, der tænder kedlerne.
Det er en fortælling om arbejde og eventyr. Om afsavn og afhængighed. Om et øhav, der ikke var udkant, men centrum i et netværk af ruter, varer og fortællinger, der rakte langt ud over horisonten.
Med os har vi søfartshistoriker Nils Valdersdorf Jensen fra Svendborg Museum. Han kan ikke sejle. Men han ved, hvorfor det betyder noget, at så mange andre kunne. Velkommen til Noget mellem øerne