Vores mellemistid

Vi er tilbage i lasten på Fortuna, hvor lyden af havet og en svag gyngen minder os om, at alt her hænger sammen med vandet. Denne gang rejser vi 15.000 år tilbage – til et landskab uden hav, men med tundra, rensdyrflokke og de første spor af mennesker ved Ommel på Ærø. Flintstykker, formet af hænder, bliver til små tidsmaskiner i vores hænder, og vi ser, hvordan bopladserne gennem årtusinder måtte flytte sig højere op, mens havet langsomt men sikkert slugte skovene og dannede Det Sydfynske Øhav.

Fortællingen om istidens slutning, de skiftende klima-rytmers varme og kulde, og de naturlige dæmninger, der i tusinder af år beskyttede landskabet, bliver til en levende baggrund for spørgsmålet: Hvordan oplevede de første øboere, at verden under dem forsvandt i vand?

Og ligesom dengang er havet i bevægelse i dag. Stormfloden i 2023 viser, at Øhavet stadig er et landskab i forandring. En mini-Atlantis, hvor fortidens tilpasninger peger direkte ind i vores egen fremtid.

Transcript

Ambience 0:02
Noene steder bærer på mere end man lige ser. De stejle bakker og øernes form, lige vidt under havoverfladen eller den lille klumpler, der gemmer på et helt klimaarkiv. I noget mellem ørene dykker vi ned i det, der ligger bag landskabet i UNESCO Global Geopark det sydfynske øer. Og alt det der er formet der. Is, hav, mennesker og idéer. Ved din værter. Jeg hedder Line Brun Nikolajsen og er geolog i Geoparkens sekretariat og altid klar med en steg i lommene. Og med mig har jeg Rasmus Indkvist Kasper, sekretariatsleder og filosof med blik for det store perspektiv. Asommen inviterer vi formidlere, forsker og nysger og nysgerrige hudder med på opdagelse i fortidens spor og nutidens sammenhæng for at forstå lidt mere af, hvordan vi selv hænger sammen med alt det mellem øerne. Og ikke mindst, hvordan vi passer på det for fremtiden. 

Interview 1:36
Line, nu sidder vi igen nede i lasten på Fortuna. 

Speak 1:40
Ja, det gør vi. 

Interview 1:41
gynger en lille smule. 

Speak 1:42
Det 

Interview 1:43
Måske var det Oslobåden. Så nej, det var nok ærøfærgen. 

Speak 1:48
Det var nok nærmere ærøfærgen, der lever forbi. 

Interview 1:50
Der er passet. Men der er lidt baggrundslyde. Vi er nede i lasten på den gamle Sydfyns-parket fra 1915. Og vi skal følge op på fortællingen omkring, hvad er det egentlig, der gør, at det sydfynske område, det sydfynske øehav, 

kan kvalificere sig til at være UNESCO-globalt geopark i verden. Og vi har tidligere snakket om kosmiske cykler, klimaforandringer hen over tid. Kvartertidens 2,6 millioner år rimelig stabile klima med skiftende istider og mellemistider. Og så stoppede vi der, hvor at mennesket gør sit indtog i området 

Speak 2:36
her. 

Interview 2:36
Altså de første tegn på menneskelige aktiviteter. 

Speak 2:40
Og det er der, vi 

Interview 2:41
skal videre fra i dag. Vi skal simpelthen kigge på, hvad er det for en verden, de første mennesker, de flytter ind i her, eller de kommer op og besøger, for de første, de kom nok bare på besøg og tog væk igen, når det blev koldt om mintern. Men alt 

Speak 2:55
det 

Interview 2:55
det, 

Speak 2:55
skal vi kigge på. 

Interview 2:56
Og så skal vi snakke lidt om, i lidt mere geologiske termer, hvad er det for nogle forhold, der gør sig gældende. Og hvad er det for en intens klimatilpasningsprocess, som de første mennesker gennemgår, de første beboere i det sydfylske område. Men der, hvor du placerede mig sidst, det var oppe på toppen af Egebjerg, og det var for 50.000 år siden, midt i en glætser. Og jeg kiggede ud over et tundralandskab, og der gik nogle fantastiske store pattedyr. Altså de første pattedyr, der indvandrede derefter. Isen havde sluppet sit tag i området, og gjorde den der helt fantastiske... 

Speak 3:42
Arasmus, isen var der jo stadigvæk for 50.000 år siden. 

Interview 3:44
Nå ja, der var jeg slut og prøv. Ja, det er jo fordi, nu er jeg allerede spolet frem til 15.000 for 15.000 år siden. 

Speak 3:50
Lige præcis, for det er der, vi skal hen nu, 

Interview 3:51
Det 

Speak 3:51
ikke? 

Interview 3:51
er der, vi skal hen nu. Det er det. 

Speak 3:53
Vi skal 15.000 år tilbage i tiden. Så 

Interview 3:57
15.000 år tilbage i tiden. Jeg står nu igen på toppen af Eber, uden at der er flere hundrede meter is at stå på. Men kigger sydover ned over et tundralandskab. Der er ikke noget vand i det sydfynske øhavn, for der er stadigvæk så meget hav bundet i is, især på den nordlige halvkugle, at vandstanden i verdenshavet er stadigvæk meget, meget lavere end den er i dag. Vi er nok på cirka for 15.000 år siden 75-80 meter lavere end vi er i dag. Det vil sige, at der er stadigvæk ikke noget, der hedder Nordsøen. Man kan stadigvæk gå hele vejen til Irland. 

Og en af de ting, som du nævnte sidst, vi snakkede her, det var alle de sten, der ligger over det hele, som isen har efterladt. Men også, at i og med, at isen har trukket sig fra området, og der er kommet sollys, og der er kommet vand, ferskvand til de frø, der ligger i jorden, altså de er begyndt at spire frem. Så der er en masse lækre små spire over det hele. Og det er jo bare det rene guf for de store planteder, som så vandrer ind i området. 

Speak 5:28
Og det er rigtigt, for de der 14.000 år siden, der har vi faktisk spor fra nogle af de første jæger, og dem har vi faktisk spor fra ved Ommel, ikke så langt fra, hvor vi sidder nu, nede ved Ærøg. Og de spor, som man finder, altså det er ikke præcis de spor, jeg har med, men prøv lige at finde noget frem her. 

Interview 5:49
Uh, Line har en lille stofpose med. 

Speak 5:52
Jeg har en lille stofpose med, og prøv at se, hvad der ligger nede i den stofpose, som jeg lige breder ud her, ikke? 

Interview 5:57
Ja. 

Speak 5:59
Så i den her stofpose, der har jeg altså flere flotte stykker flint. Og dem finder vi jo mange af, virkig mange af, på strandene rundt omkring i hele det her flint. Og som du kan se, så er der ligesom den her slagbole, der er den her positive slagbole og negative slagbole. Og når man finder det på flint, ligesom de stykker, der er her, så tyder det altså på, at det er menneskeskabt. Altså det flint, som du holder i hånden der, det er altså et menneske, der for nogle tusinder år siden har siddet og formet det med hænderne. Og hold det i hånden, ligesom du gør nu af mærket på det. 

Interview 6:35
Og jeg kan sige, at det her, det er sådan cirka 6 cm langt, og så 6-7 cm langt. Og så er det tydeligt, at der er slået stykker af, så det har faktisk to skarpe sider. Og så er det en dejlig glat, flad underside, og sådan en lidt mere kantet overside. Og jeg forestiller mig sådan en form for skraber. Altså den ligger rigtig godt i hånden her, hvis jeg skal skrabe et skin, for eksempel, eller noget andet. Vildt fascinerende at tænke over, hvor gammel den er. Og så er det ikke sådan en karakteristisk sort flint, men det er faktisk lys, næsten hvid. 

Speak 7:15
Jamen det har også lidt at gøre med, hvordan det har ligget på havbunden. Der får det ofte den der karakteristiske lysefarve, når det er noget, der ligesom har ligget under vand. 

Interview 7:23
Ah. 

Speak 7:24
Ja. 

Interview 7:25
Og det er jo i sig selv en god historie, fordi rigtig, rigtig, eller vi ved, at der har været rigtig, rigtig mange menneskelige bopladser ude i det, der er det sydfynske øhav i dag. Men det kommer vi jo tilbage 

Speak 7:38
Det 

Interview 7:38
til. 

Speak 7:38
kommer vi til. Hvorfor er det netop ligget under vand nu? 

Interview 7:40
Netop. 

Speak 7:41
Men det var altså nogle af de første folk, som der kommer til, ikke? Så der er sådan nogle regnstyre, og det er ikke sikkert, at de har slået sig ned her. Men isen har jo skabt de her store smeltemandsfloder, og den har også skabt nogle, kan man sige, naturlige, det er ikke inddæmminger, jeg vil sige. Hvis du forestiller dig sådan et område, hvor hvis du forestiller dig, at den måde, som man kunne jæge rænsdyrene på, var ved at jæge den her store flok ind i et sted, som der blev lidt afgrænset. Så ligesom sådan en trækt. Og når man gjorde det, så var det nemmere for jægerne at nedlægge de her rænsdyr. Så man ligesom lukkede dem ind i den her, eller jægede dem ind i den her træktform, der naturligt skabte landskabet måske. Og så var det altså nemmere faktisk at nedlægge flere dyr på samme tid. Ja, altså typisk 

Interview 8:32
ved vadesteder, ved floderne, hvor man ligesom går over, hvor de kommer ned i tempo og har svært ved at komme i vejen i en fart. 

Speak 8:42
Ja, og som vi også sikker, det kort har du også sagt mange gange, det kort, hvor man ligesom fjerner vandet og kan se, hvordan det gamle landskab har set ud. Og der ser man jo tydeligt, at der er den her store smeltevandsflod, der hvor vi nu har store bælt, som der løber igennem. Og som der helt sikkert har haft stor betydning for de mennesker, der kommer op i området. Og når de er kommet måske sydfrem, måske nede fra det nordlige Tyskland, så er de jo netop ikke vandret igennem hav. De er jo vandret igennem det her store tundrelandskab, som har strækt sig hele vejen fra det sydlige Sverige og hele vejen over til det sydlige England. Så det er et kæmpe område, som de her folk har kunnet vandre op i. Men langsomt så begynder vegetation jo også at ændre sig, som det bliver varmere. Og før i starten, der har der jo bare været sådan nogle små buskøer og birk. Men nu begynder der også at blive udviklet etrægskov blandt andet. 

Interview 9:41
Men nu synes jeg, at du springer hurtigt frem, fordi hvis vi nu var 15.000 år tilbage, det var der, vi startede. 

Speak 9:47
Det var der, vi startede. 

Interview 9:48
Så er vi altså helt klart i slutningen af den sidste is tid. 

Speak 9:51
Det er rigtigt. 

Interview 9:52
Men jeg synes, at du siger, at der sker noget der i slutningen. Så kommer der ligesom nogle varmeperioder, men så bliver det koldt igen. Hvordan er det, det er med det? 

Speak 10:03
Jamen, der er de her lidt mere kuldeperioder, som der hedder dryas. Og de hedder dryas, fordi man finder spor, faktisk i Danmark finder man spor i de gamle muser, i de gamle tørrelæg. Hvis du tager en kerne i dem, så kan du ligesom se, at der er nogle lag, hvor man finder meget pollen og spor fra de her dryasplanter. Og så er der altså nogle små lagel af intervaller, hvor vi finder spor fra nogle mere varme, elskende planter. Så det vil altså sige, at som den sidste istid lager mod engene, så er det altså ikke bare en stabil kurve, der bevæger sig op af, hvor det bliver gradvist varmere og varmere og varmere. Det sker ligesom i sådan nogle små skift, nogle små ryg. Og faktisk, det som er lidt interessant, det er, at vi geologer kalder det bølling allerede interstadials. Som der er interstadials, det er ligesom sådan nogle små mellemistider, ikke? Eller interstadialer, hedder det måske på dansk. Men det er altså perioder, hvor det har været en lille smule varmere, Og de er navngivet efter netop et område i allerede rød og noget tørv, som man har fundet af der i de her moser. Og grunden til, at man kan se, at det har været varmere der, det er på grund af de planter, som der er kommet ind. Som der viser, at det har været varmere i det nordlige Europa. Og så bliver det koldt igen. Så får vi igen mere dryas, som der er mere kuldeelskende plante. Som vi også finder op i Arktis nu. 

Interview 11:27
Okay, så igen. Vi er tilbage. Vi er slutningen af den seneste is. Vi har ikke et isdække på det tidspunkt her. Der har isen, den 

Speak 11:35
Isen 

Interview 11:35
er... sig. 

Speak 11:35
har trykket 

Interview 11:36
Den er trykket sig længere nordpå, så vi er ikke sådan under is her i området. 

Speak 11:40
Ikke i vores område. Der er det den sidste is, der er ved os. Det er derfor, de der er 17.000 år siden under det ældste dryas, kan man sige. 

Interview 11:46
Okay. Og så kommer der altså nogle forholdsvis varmeperioder. Og det er alligevel, altså det er, hvad siger du, 600-900 år. Altså de der varmeperioder. Hvor det så bliver koldt igen efterfølgende. Så der er de der varmefremstød. Og så, hvis vi... Jeg ved ikke, om det er rigtigt at kalde det det. Altså der er isfremstød, og så er der varmefremstød. i min forståelse af tingene. Men i hvert fald, så bliver det varm, og så bliver det koldt igen. Og man kan jo godt forestille sig, at i de der varmeperioder, 

Speak 12:16
Men 

Interview 12:17
der 

Speak 12:17
der 

Interview 12:17
har det været attraktivt for mennesker at følge med randsdyrflokket for eksempel op nordpå om sommeren, 

Speak 12:23
er 

Interview 12:23
og 

Speak 12:23
også 

Interview 12:23
så trække 

Speak 12:24
trykket, 

Interview 12:24
sydpå igen om vinteren. Og så kommer der de der kuldeperioder, hvor det givetvis har været mindre attraktivt, fordi det så er blevet rådt igen. Altså rådt, vinterkoldt, istidsagtigt igen. Men så kommer vi frem til 11.700. Der siger vi sådan, der slutter seneste istid, den der hedder Weysel. Og hvad er det, der gør, at vi kan sige, nu slutter istiden. Nu går vi ind i en mellemistid. 

Speak 12:48
Og det er jo noget, der jo ikke kun gælder her på, lige her på Vibro. 

for hele den nordlige halkugle, der er det de der 11.700 år siden, hvor man siger, det er her, der sker et skifte. Og det er jo ikke kun baseret på data her i Danmark, det er jo også blandt andet iskerneboringer, som der er med til ligesom at stedfeste. Hvornår er det, at vi ligesom går ind fra den her istid til den mellemistid, som vi er i nu, som vi kalder hullocen. 

Interview 13:20
Okay. 

Speak 13:20
Og marinekerner spiller også ind, ikke? 

Interview 13:23
men altså, hvis jeg har forstået det rigtigt, så kan man 

Speak 13:27
Marinekerner, 

Interview 13:27
sige, at på det tidspunkt, der er det 

meget tydeligt, at der bliver der mindre is år for år. 

Speak 13:34
Ja. 

Interview 13:34
at når vi er i en istid, så bliver der mere is år for år. Kan man sige det så enkelt, at når vi kommer for alvor ind i en mellemistid, så bliver der simpelthen væsentligt mindre is overfor. 

Speak 13:45
Det 

Interview 13:45
Altså det vil 

Speak 13:45
vil 

Interview 13:45
sige, 

Speak 13:45
sige, 

Interview 13:45
at der smelter mere is om sommeren, end der bliver bygget op om vinteren. Er det det, kan man sige det på den måde? 

Speak 13:54
Altså det kan man godt. Men der er også en vigtig pointe i, at når det bliver koldere, så sker det ret gradvist. Så hvis du kigger på den graf, jeg har her, så kan du se, at Weisel bliver langsomt koldere og koldere og koldere og koldere. Og Weisel, den vejer jo de her omkring 100.000 år. Men det er for omkring de der 23.000-25.000 år siden, at vi har det sidste glacialet maksimum. Altså der, hvor isen havde sin største udbredelse, også her i Danmark, det der, vi har hovedfremstødet. Så det er jo egentlig ret sent i istiden. Så det bliver faktisk koldere og koldere og koldere. og hvor så har vi det der lidt wiggle til sidst, hvor det ændrer sig lidt, og vi har dryers og alle en, vi hedder det, bylling alle røde interstate, eller de små varmeperioder der. Men så gør det faktisk ret hurtigt med at blive varmt. Så du kan se kurven her går langsomt ned, og så stiger den faktisk forholdsvis drastisk, når det er, at vi går ind i de her mellemmestider, når vi går ind i hullet siden. 

Interview 14:49
Ja, 

Speak 14:49
Ja, okay. 

Interview 14:50
okay. Og det er jo også noget, vi snakker om i dag. Altså hvad er det, der gør, at når temperaturen først begynder at stige, men så 

Speak 14:57
Så 

Interview 14:57
kan 

Speak 14:57
kan vi 

Interview 14:57
vi 

Speak 14:57
se. 

Interview 14:57
se, at så er der nogle afledte effekter, kan man sige, eller 

Speak 15:00
sådan 

Interview 15:01
en dominoeffekt af mange forskellige ting, der går i gang på en gang. Som gør, at temperaturstigningerne går væsentligt hurtigere end temperatur falder, når vi er på vej ind i en istid. 

Speak 15:12
Ja. Danske tekster af Nicolai

Interview 15:23
Nå, men nu er vi kommet dertil, det var der, hvor du stoppede lige før, du siger, at isen har efterladt et landskab her, som på en eller anden måde er en lille smule dæmmet ind her, altså syd for den sydfynske højderyg, altså højderyggen, den er skabt af isen, både som en randmorane og også is, der er kommet sydfra, der har skubbet den op senere, er det ikke rigtigt? Det 

Speak 15:46
er rigtigt. 

Interview 15:47
Og så er der ligesom de her naturlige dæmminger i landskabet, kan man kalde det det, som gør, at det, der er det sydfynske øhav i dag i virkeligheden i forholdsvis lang tid, er beskyttet en lille smule fra globale havvandstigninger. 

Speak 16:06
Ja, og mange af de her dæmminger er jo skabte af isen som sådan nogle randmoraner, der ligger som sådan nogle små, man kunne næsten helt forestille sig nogle menneskeskabte dæmminger. Og man kan stadigvæk være lidt fornemt af mit landskabet, nu har vi et kort her, men jeg ved ikke, om du sådan kan fornemme lidt, at der er fra sydspidsen af, for sydspidsen, nej, slødevold, fra nordspidsen af Ærø, og så over mod Drejeø, sådan det område der. 

Interview 16:31
Altså fordelen, når man sidder nede i et skib, det er, at så ligger der lige vores 

Speak 16:34
her 

Interview 16:35
sydkort 

Speak 16:36
på bordet. 

Interview 16:37
Og der har du fuldstændig ret. Der kan man tydeligt se, at der er en form for højderyk, der næsten forbinder, vil jeg sige, Skjoldnæs, altså nordspidsen af Ærø, op mod Lyø, altså nærmest mere eller mindre stik nord. 

Hvor man kan forestille sig, at der har muligvis været en fast forbindelse i en periode, og det har du i hvert fald indtil, at vandet kom. 

Speak 17:00
Ja, præcis. Og det er netop sådan nogle dæmninger, som der har været med til at beskytte det indre ø-hav. Så selvom vandet langsomt stiger rundt omkring ø-havet, så går der altså lidt tid, før det bryder de her dæmninger. 

Interview 17:16
Og hvornår er vi i tid nu, altså før vi kan sige, at der begynder at skylle vand ind i det sydfynske ø-hav? 

Speak 17:24
Jamen altså for sådan de der, hvis vi nu går 9.000 år tilbage i tiden, så begynder der nok at komme hav rundt omkring det sydfynske ø-hav. Men vi skal altså længere frem i tiden, før det faktisk bryder de her dæmninger. Det er for cirka 6.000 år siden. 

Interview 17:41
Okay, så det er alligevel en lang periode. Det vil sige, at issiden slutter for 11.000 år siden, og vi skal helt frem til for 6.000 år siden. Det er jo næsten 6.000 år, der går før der begynder at komme vand i det sydfynske ø-hav. 

Speak 17:56
Lige præcis. 

Interview 17:57
Hvor du siger, at der kommer flere og flere planter, og så nævnte du egetræer, altså skov, birk og e. 

Speak 18:06
Ja. 

Interview 18:07
Så der når simpelthen at vokse skov op her, inden at et område bliver oversvømmet. Det 

Speak 18:11
er rigtigt, det gør der. Og du har sikkert set det her før, Rasmus, men jeg synes stadigvæk, det er lidt særligt. 

Fordi jeg har så også taget den her med, som er noget, der er fisket op fra Lillensen Nord. 

Interview 18:27
Jeg kan sige her, at jeg rækker mig noget, der ligner en gammel pind. 

Speak 18:32
Men det er jo bare ikke en hvilken som helst gammel tind. Så det er jo et gammelt stykke egetræ, du sidder med der. 

Interview 18:36
Ja. 

Speak 18:37
Og det er et stykke egetræ, som der måske har været, hvad har det været? Har det været en gren eller et eller andet? Fra den skov, som der altså har stået i det her landskab. Som der så efterfølgende er blevet oversvømmet af det her vand. Men hvor meget? Og det er jo det, hvis man snorkeler blandt andet ved Lillensen Nord, der kan man se de her træstuber stadigvæk stå på bunden af hævet. 

Interview 19:02
Ja. 

Speak 19:03
Så det er jo, altså jeg ved godt, det er meget populært sagt, men det er jo lidt ligesom et lille mini Atlantis, det vi har her, ikke? 

Interview 19:10
Jamen, jeg er fuldstændig enig, og jeg har selv snorkelet på de der stupe. Ikke inde i Norden faktisk, men ude over ved Strynø, hvor de også findes. Og altså det her stykke træ, som jeg sidder med i hænderne nu, det er, at man kan, altså der er ingen tvivl om, at det er elgammelt. Men det er også på en eller anden måde konserveret, altså det er, det er ikke forstenet overhovedet, men det er... 

Speak 19:31
At det bliver konserveret af selvvændet. 

Interview 19:33
Ja, men jeg tror også, det har ligget et meget ildfattigt miljø, altså 

Speak 19:35
Altså 

Interview 19:35
det 

Speak 19:35
det? 

Interview 19:36
må have ligget i... Fordi det er jo ikke rådent overhovedet, det er bare, man kan bare se, det er bare, det er elgammelt og knastørt. Og ja, konserveret af det miljø, det har ligget i, på en eller anden måde, ikke? 

Men det er jo så et vidnesbyrd om, at der altså har været skov. Og det vil sige, at hvornår begynder de første mennesker at bosætte sig i det, der i dag er øge havet? Winther Det spørgsmål stiller jeg dig nu. 

Speak 20:12
Jamen altså, de første mennesker kommer jo til for de der 14.000 år siden, ikke? 

Interview 20:15
Ja, ja. 

Speak 20:16
Og jeg ved faktisk ikke præcis, hvornår de første bogplads er fra, men jeg kunne forestille mig, at de er fra omkring 11.000 år siden. 

Interview 20:24
det har jeg også hørt. Altså deromkring. 

Speak 20:26
Ja, 

Interview 20:27
Okay. 

Speak 20:27
Men vi må have, altså der er jo nogle meget dygtige arkeologer, som vi må have med ind. 

Interview 20:32
Ja, og fortæl om det her. En af de ting, som de i hvert fald har fortalt om, og det må vi springe frem til nu, det er jo, at vi kan se, altså man finder nogle store bogpladser. 

Speak 20:42
Lige præcis. Som 

Interview 20:44
ligesom er vidensbjørt om menneskelig aktivitet i det samme område i lang tid. 

Speak 20:49
Ja, ja, vel etableretableret bogplads. 

Interview 20:50
Velabelt bogplads. Og så begy. Og så begy mall og se. og så begyrem. Og så begyver vi at se andre andre. Og hvad er det? 

Speak 20:55
Jamen det vi ser det er, at de her bogpladser, de bliver mere primitive, og så rykker de også højere og højere op i terræn. Og det er det ene. Og det andet er jo også, at når man skal forlade en bogplads, altså alt det man har på den bogplads, det er jo noget, der har taget tid at lave, så det har jo faktisk ret høj værdi. Så hvis man bare bliver nødt til at rykke fra det, og ikke ligesom tager sig tid til at tage tingene med sig videre det næste sted, så vidner det også lidt om, at det måske er gået lidt hurtigt. Men det vi i hvert fald kan se, det er, at de her bogpladser, de rykker altså højere op i terræn med tiden. Og det sidste, så ender de jo på de kyster, som vi kender i dag. 

Interview 21:35
Så det vil sige, vores første forfædre 

Speak 21:39
i området her. Ja. 

Interview 21:40
Og det er så ikke engang sikkert, at det er helt rigtigt, fordi det kan godt være, at der har været nogen, der så er rejst videre andre steder hen, så det ikke sådan er, at dem er vi direkte efterkommer af. Men i hvert fald på et tidspunkt, så har der været nogle mennesker her, som har oplevet, at deres områder, der hvor de har levet og boet i måske tusind år, pludselig begynder at blive oversømmet. Det må have været vildt 

Speak 22:06
for dem. 

Interview 22:07
Altså, hvad har man tænkt om det dengang, tænker jeg tit. Altså, hvad sker der her? Stopper det her? Altså, stopper den her sønflod, som det jo måske har føltes om. Vandet, det kommer, det bliver ved med at stige, og det stiger, og det stiger, og det stiger. Vi er nødt til at flytte vores bopladser, hvor vi har været i tusind år, højere op og højere op og højere op i terrænet. Man må have været bekymret. 

Speak 22:30
Og man har også kunnet se, at det, der tidligere har været mose og sum, det lige pludselig bliver til en sø, så man har jo oplevet det på mange forskellige måder. 

Interview 22:39
Og det, vi snakker om her, det er jo dannelsen af det sydfynske øhav. 

Speak 22:43
Lige præcis. Så det, der tidligere har været bakker i landskabet, er nu de 55 øer Holme, som der nu udgør det sydfynske øhav? 

Interview 22:54
Fantastisk. 

Speak 22:55
Og den historie, den er vigtig? 

Interview 22:57
Den er vigtig, og det er den jo, og den er jo også, altså jeg håber, at man kan mærke aktualiteten her, altså fordi i dag har vi jo, kan man sige igen, beboere i det sydfynske øhav, øboerne på de små øer, hvor mange af dem jo er enormt lavt liggende, som tænker over, hvad ender det her med, hvad skal det her ende med? Altså vandet stiger, og det højeste punkt er måske fem meter overhæves overflade. 

Kan man blive ved med at oprettholde en livsform her, som vi kender den i dag? Hvor bærer det hen? Så der er jo en enormt spændende parallel, man sige, på 

Speak 23:38
kan 

Interview 23:38
tværs af 10.000 år, eller 6.000 år. 

Speak 23:41
Og der er en interessant pointe netop med det der med, hvor bærer det hen? Fordi som jeg sagde før, så er øerne jo netop de der højde drag, som der var i landskabet tidligere. Og blandt andet, hvis vi kigger på Drejø, så var Drejø jo helt i starten to øer, som der har været de her to bakker af landskaber. Men da det havde begyndt at stige, så havde det jo også begyndt at erudere på de her kyster, og taget sentimenterne med sig. Og så har de formet det her nye land, altså det her Drej, som der nu binder øerne sammen. Men man kan jo godt forestille sig, og som det faktisk har sket under stormen i 2023, at de her øer, måske på et tidspunkt, i hvert fald i perioder, bliver adskilt igen. 

Interview 24:29
Og når du siger stormen i 2023, så snakker du ikke om 1923, men 2023, altså i virkeligheden lige for nylig. 

Speak 24:36
Indig præcis. 

Interview 24:37
Med stormfloden der i oktober 2023, hvor man kan sige, at rigtig mange ting forandrede sig ude på småøerne her. Og det er jo et andet argument, fordi en ting er den her gamle skabelseshistorie med istiden, der har skabt landskabet, og klimaforandringerne, der gør, at isen smelter, som gør, at området oversvømmes og bliver til det øhav, som det er i dag. Det er en fantastisk, kan man sige, kernefortælling. Men en anden er jo så det her enormt dynamiske kystlandskab, som forandrer sig hele tiden. Og selvom vi måske ikke tænker så meget over det, så gør vi alligevel, når vi kommer til sådan en oplevelse som stormflåden der i 2023. Fordi, ja, altså meget store anlæg går i stykker, altså veje bliver skyllet væk, stiger bliver skyllet væk, havne bliver ødelagt. Men en af de ting, som jeg også som sejler tit bliver mærke i, det er, altså formen på øerne hernede er meget karakteristisk. På de fleste øer, så kan man se nogle ret forholdsvis stejle skrænter mod syd, og så de her ret lavvandede områder mod nordøst, hvor det er ligesom om, at der er blevet lagt materiale fra skrænterne der på syd. Kan du prøve at forklare, hvad er det, der foregår? Hvordan kan det være, at de har den form? 

Speak 25:59
Altså tænker du nu på, hvorfor øerne har den udstrækning, de har, eller hvordan det er, at vi får bygget... 

Interview 26:05
næbet for eksempel, 

Speak 26:07
Altså 

Interview 26:07
og drejet, som du snakkede om før. Og både på Skarø og lidt på Arvanakø, men rigtig meget på Løø, der har man de her tanger. Tanger ud med lavt vand omkring. 

Speak 26:22
Okay, så er jeg med på, hvad du mener, når du siger, hvordan øerne ligesom er deres form. Fordi det, du nævner der, det er jo netop det nye forland, som der bliver bygget, det marine forland, som der bliver bygget, Fordi vi netop har den her dynamiske proces, hvor der er dele af kysten, hvor der sker erosion, og andre dele af kysten, hvor der sker aflejring. Og der sker jo selvfølgelig erosion der, hvor der ligesom er høj energi, der hvor der er bølgepåvirkning, og så sker aflejringen der, hvor energien ligesom forsvinder. Og der ved næbet på Ærø, der er det jo netop fordi, at der går strømmen jo den vej og så rundt om. Nu peger jeg. Men den går sådan rundt om Skjoldnes, og så der, der sakner den altså farten af, og aflejer derfor det her materiale, som den ikke længere kan have energi nok til at bære. Så det er lidt ligesom, at du kan bære på en ret stor sten, og lige pludselig kan du ikke rigtig, at du har kræfter til at bære den mere, og så slipper du den. Og så er det ligesom der, den ligger, og det er lidt det samme, der sker her. Der er ikke nok energi i strømmen til at blive ved med at holde på det her materiale. Og så er det netop, at havet faktisk skaber det her nye land. Det tager, men det giver os. 

Interview 27:41
Så mængden af materiale er i virkeligheden mere eller mindre konstant, og så er det øernes form, der forandrer sig. Og jeg er sikker på, at nu, vi tænker nok, at det her, det tager lang tid over generationer, det gør det jo også. Men i geologisk forstand, så er det jo en ekstremt dynamisk proces, ikke? 

Speak 27:59
Jo, det er det. 

Interview 28:00
Det går rigtig stærkt. 

Speak 28:01
Det er det. 

Interview 28:01
Ja. 

Speak 28:03
Jeg vil gerne lige vende tilbage til det der med, hvad der skete under stormen. Og jeg vil gerne vende tilbage til det med, at vi faktisk har sådan en storm. Fordi det, der har skabt vores område, er jo netop de her klimaforandringer. Den helt klassiske, isen smelter, havniveauet stiger, vi får skabt det her øhavn. Men når vi kigger frem i fremtiden, så ser vi jo igen, at vi nu går ind i en periode, hvor det bliver varmere. Og hvor vi ved, at de her store iskabber, nu går det nok ikke lige i nærheden i Norskandinavien, men blandt andet op på Grønland, at de smelter. Og de smelter faktisk ret hurtigt. Og det får jo selvfølgelig en betydning for det globale havniveau, og derfor også havniveauet her hos os. Samtidig med, at det bliver varmere. Og når det bliver varmere, er det måske en lille detalje, men der udvider vandet sig også. Så det ligesom, det forstærker også den effekt. Og samtidig så får vi os også hyppigere de her storme. Vi får også mere nedbørn, men vi får også de her stormfloder, hvor det tidligere har været hver 100 år. Der kan vi nu kigge ind i, at det er hver 20 år. 

Interview 29:12
Jamen altså, jeg har endda set en DMI-fremskrivning, der siger, at vi får... I slutningen af det her århundrede, der kommer vi op på at have 30 hundredeårshændelser på 100 år. 

Speak 29:24
Det er sådan der. 

Interview 29:24
Og det er jo sådan en hver tredje år. 

Speak 29:26
Det er sådan der, ja. 

Interview 29:28
Og det er jo helt ekstremt at tænke på. Fordi en hundredeårshændelse skulle kun ske, ja. Altså meget sjældent, ikke Tak. 

Speak 29:36
Lige præcis. Og det er også det, der er vores billet ind i hele det her UNESCO Global Geopark-spil. Fordi vores område er jo netop sådan en område, hvor den her meget moderne, meget unge geologi virkelig spiller en rolle. Fordi vi faktisk kan se, hvad er det, der sker, når klimaet forandrer sig. Hvordan har det påvirket et område og et folk tilbage i tiden? Og hvordan kan vi så også forvente, at det kommer til at påvirke os? frem i tiden? 

Og hvorfor jeg i hvert fald tænker, at det giver mening. Og det er fordi, når vi er det, så arbejder vi os med de her ting. Så der er deres håb forud. 

Interview 30:45
Hmm. 

Nå, men Line, nu kom vi igennem Øhavets skabelse, og jo ikke mindst også den påvirkning, som det har haft på de første mennesker i området, men jo i virkeligheden mennesker igennem tusindvis af år, som har måttet tilpasse sig de her forhold. Og så kan jeg jo bare lige tease med, at vi senere kommer til at snakke om, hvad er det så ved det her områdets særlige geologi, som gør, at den kultur, der opstår i området, også bliver særlig. Og her kan jeg, altså, vi er på teaser-niveau, ikke også? Jeg lægger bare lige en lille lunds ud her, der handler om, at i området her, der har der været et meget, altså et jernalder, et tidligt vikingecentrum. Der har været enormt aktive handelspladser, vi har haft handel langt ned i Tyrkiet, Sølhandlen, vi har haft romertid oppe i det sydfynske øhav. Åh, hvad kommer ligne med her? 

Speak 31:53
Ja, det er til teaseren. 

Interview 31:54
Det er til teaseren også, 

Speak 31:56
Det 

Interview 31:56
ja. 

Speak 31:56
er til den her vikingehandelsplads, ikke? Okay, 

Interview 31:58
ja. Det er et stykke kæbe. 

Speak 32:02
Ikke fra et menneske. Ikke 

Interview 32:04
Ikke 

Speak 32:05
fra 

Interview 32:05
fra 

Speak 32:05
et 

Interview 32:05
et menneske, 

Speak 32:05
menneske. 

Interview 32:05
ja. Og så har vi jo også, og det skal vi jo snakke om, vi har, altså vi har meget tidligt vidensbyrd på samhandel med hele verden, altså med verdensmarkederne, om man så må sige, så har vi jo også en vild koncentration af slotte og herregård i det sydfynske, som vi også er nødt til at komme ind omkring. Og den dag i dag en meget væsentlig fortælling omkring majitim kultur. 

Speak 32:34
Det bliver et andet afsnit. 

Interview 32:35
Det bliver et andet afsnit? 

Speak 32:36
Ja. 

Interview 32:38
Alle tideres. Tak for den her gennemgang, og vi håber, at I vil lytte med igen en anden gang. 

Speak 32:46
Tak for nu. 

Interview 32:46
Tak for nu. 

Music 32:49
Du har lyttet til Noget Mellem Ørene. Redigeret er journalist Anna Stærbo og med musik af Peter Møller. Programmet er produceret af Foreningen Radio Geopark og UNESCO Global Geopark, det sydfynske øhavn. Det er udgivet som podcast med støtte ved Region Syddanmarks Kulturpolje.