Unesco som fredsprojekt

UNESCO blev født af krigens ruiner som et fredsprojekt – med den enkle idé, at fred må begynde i menneskers sind. At Svendborg i dag huser en FN-forpost midt i det sydfynske øhav, er derfor noget ganske særligt.

I dette afsnit af Noget mellem øerne følger vi trådene fra Paris’ marmorvægge til de sydfynske kyster og ser, hvordan geoparker er blevet en del af et globalt fredsarbejde. 

Vi taler om jordens ældste sten, om ydmyghed og ansvar – og om, hvordan en lille by ved Øhavet kan være med til at bygge fred. Ikke bare mellem mennesker, men med selve planeten.

Transcript

Ambience 0:02
Noene steder bærer på mere end man lige ser. De stejle bakker og øernes form, livet under havoverfladen, eller den lille klumpel lær, der gemmer på et helt klimaarkiv. I noget mellem øerne, dykker vi ned i det, der ligger bag landskabet, i UNESCO Global Geopark, det sydfynske øer. Og alt det, der er formet der. Is, hav, mennesker og idéer. Vi er din værter. Jeg hedder Linebrun Nikolajsen, og jeg er geolog i Geoparkens sekretariat, og altid klar med en steg i lommene. Og med mig har jeg Rasmus Henkvist Kasper, sekretærk, med blæk. med blik for det store perspektiv. Sammen inviterer vi formidlere, forskere og nysgerrige hudder med på opdagelse i fortidens spor og nutidens sammenhænge, for at forstå lidt mere af, hvordan vi selv hænger sammen med alt det mellem øerne. Og ikke mindst, hvordan vi passer på det for fremtiden. 

Speak 1:35
Rasmus, kan du huske, da vi sådan, vi er kommet sådan lidt væk fra de andre. Jeg tror faktisk, vi har sned os lidt væk. For jeg er ikke helt sikker på, at vi måtte være der, hvor vi var. Vi havde sned os ned i en kælder. Der er i sådan nogle laborantiske gange. Og vi vidste ikke helt, hvilken vej vi skulle, men vi havde sådan en idé om en retning. Og på et tidspunkt, så kommer vi til sådan en nødudgang. Og det er sådan en dør, hvor der ligesom er et håndtag, som man kan komme ud med, men man kan ikke komme tilbage igen. Og vi går ud af den her dør, ligesom til bagsiden af den her bygning, vi er i. Og er lidt i tvivl om, om vi er kommet ind i sådan en blindgyde. Men så drejer vi rundt om et hjørne. Og så står vi bare i den smukkeste have. Fyldt med træer og buske. Og der er sådan en lille bæk med sådan nogle trædesten, som jeg kan huske, vi går hen over. Og der sidder en masse mennesker og nyder solen og drikker en lille kop kaffe. Og spiser måske også en lille croissant. 

Interview 2:34
Mange unge mennesker. 

Speak 2:35
Mange unge. 

Interview 2:36
Og

Speak 2:38
så er det, vi ser det. Det som vi har let efter. Som der jo ikke ser ud af så meget, fordi det er bare en høj mur eller væg, der står for sig selv, bygget af marmor. Og vi går rundt om muren. Og på den anden side, der er der skrevet den samme sætning, men måske på ti forskellige sprog. Og jeg kan huske, at jeg i hvert fald får sådan lidt kuldegysninger. 

Interview 3:08
Ja, altså det er jo, man bliver jo helt andægtig. Fordi det er den sætning, som vi i virkeligheden har haft som pejlemærke i lang tid. Og bliver en del af Unesco's grundsætning. Since wars begin in the minds of men, it's in the minds of men that the defenses of peace must be constructed. 

Speak 3:34
Og hvordan lyder det på dansk? 

Interview 3:36
Det er jo noget med, at eftersom krig starter i menneskets sind, så er det i menneskets sind, at fredens fæstning må bygges. 

Speak 3:48
Lige præcis. Og vi står jo netop i Unesco-bygningen. Og det gør vi jo, fordi vi er jo faktisk også en del af Unesco. 

Interview 4:01
Ja, vi er nede til for at være med til at fejre sammen med de andre europæiske geoparker. 10 året for geoparkerne som Unesco-koncept. Og det foregår i Unescos hovedkvarter i Paris. Med lige nede for enden af parken, der... Altså man har simpelthen Eiffeltårnet i baggrunden. Og stort, fantastisk møde. Men altså først og fremmest er det jo enestående fantastisk for os at være der, fordi vi har arbejdet så hårdt på at få den Unesco-nævnelse igennem mange år. At det har virkelig været et mål for os igennem lang tid. Så derfor er det selvfølgelig virkelig stort. Og så være der sammen med de andre geoparker. Og opleve det stedet, og også opleve den. Hvilket overraskede mig. Altså... 

Det er sådan virkelig en form for menneskehedens tempel. Altså der er kulturskatte fra hele verden. Som nationer fra hele verden har givet til det her sted. Og så det har virkelig en særlig kraft. Selvom at bygningen som sådan kan man se er slidt, og nogle steder er der jo simpelthen spærret af, fordi der er risiko for sten, der falder ned, og hvad ved jeg, ikke? Så det er jo efterhånden en bedaget bygning. Men alligevel, så er det et enormt kraftfuldt sted. 

Speak 5:40
Og man kan jo sige, at vi er jo også en slags, vi er jo en del af UNESCO nu. Så vores lille sekretariat her, det er jo faktisk en, kan man næsten kalde en udpost for UNESCO. Og det er også her, vi sidder i dag. Vi sidder på sekretariatet, på vores kontor, så man kan nok også godt høre, at der måske bliver brygget nogle kopper kaffe en gang imellem, og vores kollegaer, som der sådan summer rundt og snakker på deres kontor. 

Interview 6:07
Men da vi skulle finde en location til den her episode her, så endte vi med at gå med sekretæret, fordi vi faktisk er en lille UNESCO-ambassade. Og det er vi jo virkelig stik, og så er jo virk, at det er jo rigtig at vigt. Så

Speak 6:29
er det helt sikkert. Og Rasmus, i den her episode skal vi netop snakke om UNESCO, og hvordan UNESCO og Fred og Geopark, og hvordan de tre ting hænger sammen. Men jeg tænkte på, vil du ikke starte med lige at fortælle, hvad UNESCO er for en størrelse? 

Interview 6:48
Jeg kan prøve, altså UNESCO er jo for det første en stor og lidt kompleks størrelse faktisk at forstå, eller kom hele vejen rundt omkring, og jeg tror overhovedet ikke, at vi er der endnu, hvor vi har overblik over, hvad der egentlig er, der sker rundt omkring i hele verden, i UNESCO-regi. Men vi kan jo starte med lige at tage bogstaverne, fordi det er der, hvor mange allerede kløjs. Man kan sige, at UN, den er vi med på, det er de forenede nationer, det er FN på dansk. Og så ESCO, det er jo så United Nations Educational Scientific and Cultural Organization. Så det er altså FN's organisation for uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation, siger man faktisk på dansk. Og et af de allerførste FN-organer, som er etableret umiddelbart efter, at man har etableret FN. FN blev etableret i oktober 1945, altså da 2. verdenskrig var slut. Og UNESCO blev etableret allerede i november samme år. var 

Speak 8:02
Okay, det ret hurtigt. 

Interview 8:03
Det var nemlig rigtig hurtigt. Og det var, fordi man allerede flere år før havde snakket en hel del om, at der var brug for den her en ting, var den store overnationale organisation med sikkerhedsråd og økonomisk råd og så videre. De der store, tunge funktioner på overstatset niveau. Men det var nødt til at være fulgt op af en underorganisation, som tog sig af at implementere det her, altså få befolkningerne med. Altså en organisation, der kunne lave projekter på borgerniveau nærmest, som simpelthen kunne være med til at sikre den fred, som FN var set i verden for at skabe. 

Speak 8:45
Og der kommer vi jo faktisk tilbage til den grundsætning, at forsvaret mod krig skal bygges i det menneskelige sind. 

Interview 8:52
Præcis, altså vi skal sætte os ind i, hvad var situationen der? Altså det var slutningen af den verdenskrig, nu var det ikke bare første gang, nu var det anden gang, at der havde været en fuldstændig katastrofal, ekstremt destruktiv verdenskrig. Og det var jo ikke bare i Europa, det var i Europa, det var Nordafrika, det var Asien, Japan, det var i Stillehavet, det var rigtig, rigtig mange steder i verden, at den her katastrofe havde udspillet sig. Og man kan sige, på ruinerne, der stiller man sig selv to spørgsmål. Det ene, det er, hvordan undgår vi, at det her, det nogensinde sker igen? Altså nu er det sket to gange, det må simpelthen ikke ske igen. Hvad kan vi gøre for at sikre freden for fremtidige generationer? Det var det ene spørgsmål. Og det andet spørgsmål, som også er virkelig vigtigt, det er, hvad er det for en verden, vi ønsker os? Fordi nu er der nærmest nulstillet. Altså, vi har virkelig ødelagt så meget, at det hele, det skal genopbygges på ny. Og i stedet for bare at genopbygge, som det var, så var der her en anledning til at sige, jamen hvad er det egentlig for en civilisation, vi ønsker os? På verdensplæn. Og det er jo store, væsentlige spørgsmål at stille sig. Og der er i virkeligheden ganske få steder i historien, hvor man har den mulighed. Altså det er jo en golden opportunity på en måde, ikke? Altså der er nulstillet, og nu har du faktisk mulighed for at skabe en vision i forhold til, hvad er det for en verden, vi ønsker os? 

Speak 10:41
Ja. 

Interview 10:42
Asså? Har man en situation i øvrigt også, hvor der er nogle ting, man ved, man skal have gjort op på. Der er i hvert fald nogle ting, man ikke ønsker sig. Man ønsker sig for eksempel ikke raceteori. Den raceteori, som i høj grad har ligget til grund for verdenskrigen. Altså at nogen er overmennesker og nogen er undermennesker. Simpelthen i kraft af deres racereligion eller etnicitet. på andre måder. Det ønsker man sig ikke. Det ønsker man et opgør med. Selvfølgelig som konsekvens af krigen. Den anden ting, man ikke ønsker sig, det er et kolonis samfund. Det er meget store, altså hele verdensdele, som koloniseret, det vil sagt afgj, det vil afgjagtig gjort. De har taget deres egen ret til at bestemme over deres eget liv. Det ved man også, at det er en katastrofalkurs at være på. Det gør, at meget store dele af verden kommer ind i en en negativ udviklingsspiral, som man ved, der er behov for at gøre op med. Og det var en af de helt store opgaver for UNESCO. Det var at kigge på, især det koloniserede Afrika selvfølgelig. Hvordan kan vi give dem kraften tilbage? Altså give dem deres egen historie, give dem deres egen fortælling, give dem deres egen identitet. Eller hjælp dem med at skabe deres egen identitet. Nu skal man passe på, det er faktisk lidt vigtigt, hvordan man lige får det formuleret rigtigt, ikke? Og det var et af de helt store projekter på den her tid. Og det var også fordi, man så, hvis ikke man gjorde det her, så er der jo virkelig stof til fornyet krigshandlinger. Den undertrykkelse, som gjorde sig gældende i de koloniserede lande, det var jo en trykkover. Så det skulle der også gøres op med. Men derudover, så var der en masse andre ting, som man kan sige sådan positive, konstruktive ting, som vi slet ikke tænker på i dag, måske som noget særligt. Men bare det for eksempel inden for kulturlivet, det er jo altså også FN's Organisation for Kultur. Det med at have en copyright, altså at sikre skaberens rettigheder til sit værk på verdensplan, var noget, som UNESCO satte i værk. En anden ting, som har overrasket mig egentlig, også af et UNESCO-initiativ, er Atomforskingsinstituttet CERN, altså nede i Cheneff i Schweiz, er også et UNESCO-initiativ. Og sådan er der rigtig, rigtig mange vilde, vildt vigtige historier, som vi tager fuldstændig for givet i dag, men som er sket i regi af den her organisation. 

Speak 13:40
Det lyder bare stadigvæk som om, at det du snakker om der, på en eller anden måde, er det stadigvæk svært at finde koblingen fra det, og så til os, og til geologien. Altså der er stadigvæk sådan lidt et spænd der. 

Interview 13:55
Jamen det er et rigtig godt spørgsmål, men der er en meget god forklaring på det, fordi en del af den her afkoloniseringsproces, den handlede om at sikre en kultural identitet, altså følelsen af at høre til et sted, og være stolt af det sted, være bevidst om hvor man kommer fra, og være stolt af det sted. Og i den proces, der blev man opmærksom på, at rigtig mange steder i verden, der er der jo nogle fantastiske kulturskatte. Der er også nogle fantastiske naturskatte, men det kan vi lige vende tilbage til. Men især kulturskattene, som jo er noget af det første, der også er voldsomt udsat, når man er i en krigssituation. Og som man jo som krigende parter kunne have interesse i at ødelægge for hinanden. Altså det, der virkelig giver indre styrke, hvis vi kan få det ødelagt, så har vi jo en fordel her. Og der havde vi brug for at sige til hinanden, at der er altså nogle skatte her, som uanset konflikt og krig og alt muligt andet, er umistlige for begge parter, for alle parter, for menneskeheden, for civilisationen. Og det blev verdensarv-konceptet. Eller rettere, det blev til en proces, hvor man startede med at identificere nogle af de her kulturskatte, som man så kunne kalde umistlige. Gør opmærksom på dem, knytte dem til bestemte kulturer, folkeslag, lande, kontinenter for den sags skyld. Som virkelig sådan nogle kraftcentre. Og så så man, hvordan det virkede, det der. Det havde virkelig stor effekt. Altså de der, at man i Ægypten kunne identificere sig med pyramiderne som umistlige verdensarv, kunne have en kæmpestor betydning. Og derfor fandt man på verdensarv-konceptet tilbage i 1971, 1971-1971. Og har så arbejdet videre med det lige siden. Og på et tidspunkt, så ser man, at vi taler ikke kun om kulturskat her. Vi taler også, som jeg sagde før, om naturskat. Altså, der er simpelthen nogle naturområder i verden, som er fuldstændig unikke, og som er unikke for os alle sammen. Dem skal vi også passe på. Og nu begynder vi, at så er der ikke så langt hen til, at der er faktisk også noget geologi. Der er noget geologisk historie, som er enormt vigtigt i vores forståelse af os-selv som art, men også forståelse af os-selv som art i det planets system, som vi er en del af. 

Og nu kan du næsken tage over, fordi vi er eneste del af det, 

og det er jo i tage

det er jo i det er jo i det nu samet af det er 20 år efter verdensarvkonvektionen. Men så begynder man at snakke om geologisk arv. 

Speak 16:59
Det gør man i 1991. Og med det, som hedder diniedeklaration, og du siger det på en panere måde, fordi du siger det faktisk på fransk. Du siger sådan diniedeklarationen. 

Interview 17:14
Diniedeklaration. 

Speak 17:15
Diniedeklaration. 

Interview 17:16
Diniedeklaration, det var der, 

Speak 17:17
Og jeg har faktisk... 

Interview 17:17
man underskrev den. 

Speak 17:18
Det var der, man underskrev den. Og jeg har faktisk fundet den frem. Så diniedeklaration består af nogle forskellige grundsætninger. Og jeg har lige været nogle enkelte, som egentlig gerne vil læse op. Og den første er, at moder jord bærer os. Vi er alle forbundet med hende. Hun er forbindelsen mellem os. Og vores historie og jordens historie er nært forbundne. Dens oprindelse er vores oprindelse. Dens historie er vores historie. Og dens fremtid vil være vores fremtid. Og så den sidste, det handler om, at netop det, som du snakker om omkring verdensarven, at vi har været bevidste om nødvendigheden af at bevare vores minder, det vil sige vores kulturarv. Og nu er tiden kommet til at beskytte vores naturarv. Jordens fortid er ikke mindre vigtig end menneskets. Nu er det tid til at lære at beskytte, og dermed lære om jordens fortid, at læse denne bog, skrevet før vores ankomst. Det er vores geologiske arv. Og jeg synes egentlig, det er en meget fin kobling fra denne her tanke om kulturarv, naturarv til vores geologiske arv. Denne her tanke om, at vi er så nært forbundet med den geologi, som der kom forud for os, at vi har ikke udviklet os adskilt fra den, men i samspil med den. og når jeg siger vi, er det jo selvfølgelig også menneskede, men det er jo også alt liv på jorden. Og Rasmus, jeg har jo taget en sten med igen, som vi har set før, for jeg synes, den passer så fint ind her. Og det er netop den her sten, som der kommer fra Grønland, fra Isua-formationen, hvor man netop kan se noget af det første liv, hvis man har sådan nogle helt særlige redskibner. Men jeg synes bare, at det med lige at holde den i hånden, når det er, vi taler om geologien som en del af vores arv. 

Interview 19:16
Ja, altså, der er jo tale om Lines magiske skat her, i form af en 

smuk sten. Det ligner næsten et forstenet træ. Altså, man kan forestille sig sådan nogle åre, der går på langs i forskellige farvetoner. Og så har den en meget stor massefylde, og er dramatisk og flot. Og man kan ikke andet end at blive... Altså, der kommer sådan en naturlig ydmyghed, når man sidder med den i hånden, og ved, at det liv, den repræsenterer, er vores gammelt. Altså, hvad er vi? 

Speak 19:57
8 millioner år gammelt, ikke? 

Interview 19:58
Milliarder, ikke? 3,8 milliarder år gammelt, ja. Ja, altså, vi er virkelig tilbage ved begyndelsen her. 

Speak 20:05
Det er vi. 

Interview 20:06
Og det er lige præcis en af de pointer, som er virkelig vigtige, også i forlængelse af dine deklarationen. Det er bevidstheden om, eller erkendelsen af, at vi mennesker har kun været her et split sekund i planetens historie. 

Speak 20:22
Ja. 

Interview 20:23
Og den erkendelse, den afføder en større ydmyghed, end når jeg sidder med en sten i hånden her. Men den skal vi simpelthen indarbejde. Vi har været her enormt kort tid. 

Og vi er nødt til at forholde os til, altså, hvad kan... Altså, vi har så haft enormt stor påvirkning af det her planetsystem på enormt kort tid. 

Speak 20:49
Ja. 

Interview 20:49
Og det er bare den bevidsthed, at vi er nødt til ligesom at tage med os ind, også i forhold til, når vi forestiller os... Hvor er det, vi er på vej hen, hvor er det, vi gerne vil hen, hvad er det for et planetsystem, som vi efterlader til vores efterkommere, kan man sige, og her tænker jeg ikke kun menneskelige efterkommere, men arter, der kommer efter os, civilisationer, der kommer efter vores, hvad er det, de skal overtage fra os? 

Speak 21:18
Lige præcis, og den der forståelse af, at det punkt, vi er i nu, at vi påvirker jorden på den måde, som vi gør nu, at der sker en ændring. Det kan vi jo kun forstå, netop på grund af geologien, fordi den fortæller os, hvordan har der set ud forud forud for det til smået, hvor vi også kunne begynde at tage målinger og sådan nogle ting. Der er den eneste evidens, vi har, det er jo den geologiske evidens, og på den måde, så kan vi trække vores forståelse for jordens system meget langt tilbage. Og det er jo vigtigt. Og det kan vi jo, fordi vi kan læse det arkiv, som jorden ligesom har efterladt. Så vi kan læse det i bjergene, vi kan læse det i isen, vi kan læse det på havbunden. Og hvert lille sted, altså hvert lille geopark, fortæller jo, hvad der er sprik i det her store pussespil, som der er netop er jordens, jeg ved ikke, om man kan sige, hukommelse eller erindring, hvad der passer bedst. Fordi det er jo netop det, som din ideklaration hedder. Det hedder The Declaration of the Memory, Preservation of the Memory of the Earth. Og Memory of the Earth, det lyder bare rigtig fint. Og på dansk, jordens erindring. 

Interview 22:38
Ja, jordens erindring, eller vidnesbyrde om planetens historie, eller noget, det er svært at... 

Speak 22:45
ramme den helt. 

Interview 22:46
Og komme efter Memory of the Earth. Men det er rigtigt, den ambition med geoparkerne på tværs af geoparknetværket, det er faktisk at fortælle, at kunne fortælle næsten, eller planetens historie i geoparker. 

Speak 23:01
Ja. 

Interview 23:02
Så besøger man verdens geoparker, jamen så kan man helt fra de aller, allerældste systemer, og så frem til i dag få historien foldet ud i geologi og geoparker. Og vi er der ikke endnu. Der er jo mange geoparker, der ikke er etableret endnu. Men vi er jo stolte af at vores lille brik. 

Speak 23:25
Ja, og vores lille brik, vi fortæller jo en meget ung historie. Fordi vores historie strækker sig jo et par hundrede tusinder tilbage i tiden. Og det er jo meget lidt i forhold til de der 3,8 milliarder eller 4,5 milliarder år, som jorden faktisk er. Men til gengæld, så er vores historie jo utrolig aktuel, når vi skal forstå, hvad er det så, der sker, når vi skruer op for f. eks. CO2. Hvilken påvirkning kan det så have? Og det har vores område jo oplevet, hvad der sker, når vi går fra en istid til en mellemistid. Den drastiske måde, det kan forandre et landskab på. Og på den måde kan vi også være med til at sige, hvordan skal vi så forholde os til de her forandringer? Hvordan kan vi forudse, hvad det er, vi kommer til at møde bare i løbet af de næste 100 år, som er forskellige fra det, vi har levet i op til nu? I hvert fald, hvis man bare kigger et par hundrede år tilbage. Fordi klimaet har jo forandret sig, også mens der har været mennesker. Det er bare lige nu, der skruer vi bare selv ret meget op for det, og skaber en ubalance, som der ikke har været lige så kraftigt før. 

Interview 24:40
Jeg glæder mig til det afsnit, vi skal ud og lave på Ristinge-Klind. Det skal vi jo ikke spojle nu, men rigtig meget, fordi det er den der klimahistorie. Hvad er det for et klima, vi er på vej ind i? Og der kan vi se derude på et tidspunkt i historien, hvor klimaet har lignet det, vi er på vej ind i. Og der er jo virkelig noget at lære der. Og så er det jo også historien om de dynamiske processer. Altså når vi har de klimaforandringer, vi står i nu, så har vi også et helt anderledes miljø. Lige pludselig. Altså vi får ekstreme afsendelser i en helt anden frekvens, end vi har fået tidligere. Og det påvirker simpelthen vores øhav. Så det er jo også den der historien om, hvordan tingene forandrer sig lige her og nu. 

Speak 25:28
Ja, så det er den brik, vi ligesom kan spille ind i det internationale fællesskab, som de her UNESCO-globale geoparker er. Og vi er jo sådan et lille øhav. Men der findes jo mange flere øhavs. Øhavs? 

Interview 25:47
Andre øhavs-geoparker. Så. 

Speak 25:49
Så rundt omkring i Europa, rundt omkring i verden, som der jo også står over for nogle af de samme udfordringer, som vi også kommer til at møde. Så det handler jo netop også om at skabe et vidensfællesskab blandt de andre geoparker, der ligner os. Men sandelig også den der forståelse af de forskellige brækker, som de andre geoparker både består af, og som de også netop formidler til borgere og besøgende. Og Asmus, når man er i en UNESCO Global Geopark, så deltager man jo også i en række konferencer, netop for at lære af de andre geoparker, hvordan de formidler lærer om den geologi, som de formidler på deres sted, hvordan de inddra over bor bor borgere og alle de ting, som vi også arbejde med de her best practices. Og det tager os jo lidt rundt i verden. Og jeg kan huske, altså jeg har lige været ude at sejle med en gut, som der egentlig ved rigtig meget om naturvidenskab. Men da jeg så sagde, at jeg arbejder for den her geopark, så var han sådan, jamen geopark i Danmark. Hvordan kan geologien i Danmark, der er jo ikke rigtig noget. Og det har han jo ikke sådan helt ret i, men jeg vil jo give ham ret i, at vores geologi, den er jo meget stille. Den er ikke så tydelig. Den står ikke sådan og brøler og lugter, og er vildt og voldsom, som det vi har oplevet andre steder. Og vi oplevede det særligt, da vi var i Marrakech på den internationale, altså den globale konference for geoparker i hele verden. Der var vi i 23. Og der skete der jo noget, som der var ret voldsomt. Der mærkede vi jo virkelig jordens kræfter. 

Interview 27:49
Ja, det må man sige. Altså, jeg tror faktisk, at der er flere, der kan huske, at der var et voldsomt jordskælve i Marrakech, og meget tæt på Marrakech, dengang i oktober 23. Ja, i september 23. Og vi sidder jo sammen med repræsentanter fra de andre nordiske geoparker der. Vi har lavet sådan et lille aftenmøde, mens vi spiser aftenmøde, ret sent. Men på en tagrestaurant, inde midt i den gamle bydel i Marrakech. Og pludselig så begynder tallerkener og bestik og glas at hoppe op og ned på bordet. Altså virkelig hoppe op og ned. Og der går lige et par sekunder, men så forstår vi, at vi er i gang med noget, der altså viser sig at være et rigtig, rigtig kraftigt jordskælve. 

Heldigvis, så gør vi de fleste af os det, man skal. Vi kommer ind under bordene og holder fast i hinanden. Og senere nede på gaden kan vi så konstatere, at der er sket rigtig store skader, også lige rundt om ørene på os. Og man kan sige, det er jo ikke, fordi jeg tror ikke, at det er jordskælp og geoparkkonferencen spirituelt hænger sammen. Men det gør jo noget i os, altså med os. Altså vi mærker, vi er i den her meget intense opmærksomhed på geo-heritage og geologisk arve, geologisk formidling, geologisk historie og alt muligt. Og så få den her intense, vilde oplevelse af, af geologiens kræfter, kan man sige, i spil. Og hvor det ligesom er planeten, der ryster os og siger, det er altså os, det er altså mig, der sætter rammerne her. Og man er ikke i tvivl om, at man er en meget lille brik i den forbindelse. 

Grunden til, at UNESCO etablerer geoparkkonceptet som et UNESCO-koncept, den er, at der er en kæmpe kraft i at forbinde sig til jorden. I at forbinde sig til sit sted, vil det være for de fleste. 

Til at vide, hvor man kommer fra. Til at være stolt af, hvor man kommer fra. Til at føle en identitet. 

Og især når man har arbejdet, hvilket jeg også har haft anledning til, med kulturel identitet. I for eksempel koloniseret sammenhæng. Altså i de sammenhæng, hvor der ikke er kulturel identitet. Og hvor man kan opleve stadigvæk i dag, områder i verden, hvor befolkninger er afskåret forbindelsen til deres identitet. Og måske også faktisk til deres sted, for det ikke længere er deres sted. Det bliver omtalt som nogle andre steder, hvor man så tilfældigvis bor. 

Speak 31:07
Okay. 

Interview 31:08
Øh... Det er en vild oplevelse, altså det er vildt at være blandt mennesker, som 

føler afmagt på den måde, som det kan komme til udtryk de her steder. Nu taler jeg helt specifikt om fransk Polynesien, og det ligger ligesom i ordet. Det hører til Frankrig ude midt i Stillehavet, lærer man indtil stadigvæk for helt nylig om fransk geologi, fransk botanik i skolen, franske byer og så videre, ikke? Det er jo fuldstændig absurd, men at give sådan en kæmpe fremmedgørelse mellem det, at være den man er, der man er, der man er der, og så er det, og det er der imensk. 

Det var jo en del af Unescos oprindelige projekt. Det var jo faktisk at gøre op med lige præcis den der form for kolonialisme i hele verden. Det er jo så ikke lykkedes alle steder, vel? Vi har også selv vores egen historie, kompliceret historie med Grønland og Inuit, som også i perioder i høj grad har været udsat for en voldsom og svær koloniseringsproces, som vi så også har engageret, altså vi siger jeg her, som Danmark som nation, har også engageret sig i at prøve at gøre op med på en ordentlig og god måde. Så det er ikke for at bruge Grønland overhovedet som et skræmme eksempel, nok nærmest tværtimod. Men stadigvæk, det her med at have den forbindelse, det er virkelig noget, der betyder noget. Og UNESCO laver det her koncept, fordi man har en forventning om, at geoparker, hvor der er en forbindelse til den geologiske historie, til naturen, til planeten, en viden om og en bevidsthed om, hvem er vi, hvor kommer vi fra. Der er der altså også særlig gode forudsætninger for at finde løsninger på de udfordringer, vi står med, både lokalt, men også nogen, der rækker ud internationalt. Og det er simpelthen det, der er meningen. Det er, at geoparkerne, de skal være sådan en form for laboratorier, mini-laboratorier på verdensplan i forhold til løsninger og i forhold til bæredygtig udvikling. Og nogen af de globale udfordringer, det er jo selvfølgelig lige nu rigtig meget klimaudfordringer. Og her hos os er det rigtig meget klimaudfordringer og klimatilpasning, der er i centrum, men også sådan noget som dårlig miljøtilstand og biodiversitetskrise, hvordan den nu kommer til udtryk både på land og i vandet. Der skal vi med udgangspunkt i vores kærlighed til vores sted og den kraft, som det giver os at vide, at vi hører til her. Vi er en del af det her sted. Der skal vi sammen finde de rigtige løsninger og løse simpelthen de problemer, vi har. Og så skal vi jo fortælle andre om, hvordan vi har gjort, og hvorfor det virkede, og hvad der jo ikke virkede i processen. Og den der udveksling der, den taler tilbage til det oprindelige fredsprojekt, fordi det er jo, når vi interesseres for hinanden, ikke bare som turister, men også interesseres for hinanden på et niveau, hvor vi ønsker at berige hinanden, altså at give det bedste, vi har, de bedste løsninger, den bedste viden, vi har fundet frem til, og dele dem med resten af verden, så er vi virkelig på en mission, som kan gøre verden til et både bedre, men også fredeligere sted at leve. 

Speak 34:46
Jeg tror stadigvæk, vi mangler, Rasmus, at besvare det centrale spørgsmål. Hvordan er det, at UNESCO Global Geoparker, eller Geoparker, hvad er det, vi har med fred at gøre? 

Interview 35:03
Vi nævnte tidligere den her erfaringsudveksling, som har været centralt for UNESCO fra dag et, kan man sige, at kulturudvekslingen skulle være udgangspunkt for fredskabelse, eller for fredssikring. At det, at vi lærer hinanden at kende, og det, at vi interesserer os for hinanden, og også beriger hinanden med den viden, vi selv kommer med, det er et virkelig godt udgangspunkt for ikke at gå i krig med hinanden. Det er ligesom den ene del af svaret, når du nu spørger mig. Den anden del af svaret er måske forbundet med den primære udfordring, vi står med i dag som art, som civilisation, som handler om at slutte fred med planeten, med naturen. At vi som art skal finde en måde at være på den her planet på, som balancerer, så der også er plads til andre arter, og så er der også plads til andre systemer, som er ligeværdige, altså som vi kan lære at forstå, og være med som ligeværdige beboere på den her planet, på det her planetsystem. Så fredsprojektet i dag, hvis vi kalder det at slutte fred med naturen, slutte fred med vores eksistensgrundlag, er nok lige så vigtig i en dagsorden for geoparkerne, som det oprindelige fredsprojekt, som selvfølgelig også stadigvæk er supervigtigt, og jo ikke mindst i den tid, vi lever i lige nu, hvor vi hører rigtig meget om krig og konflikt. 

Speak 36:46
Så med de ord, så tænker jeg, at vi bare skal fortsætte arbejdet. 

Interview 36:50
Vi er knokler på, ikke? 

Speak 36:52
Det gør vi. Tak fordi I lyttede med. 

Ambience 36:58
Du har lyttet til Noget Mellemøerne. Redigeret af journalist Anna Stærbo. Og med. Og med. Peter Møller. Programmet er produceret af Foreningen Radio Geopark og UNESCO Global Geopark til Sydfynske Øhavn. Det er udgivet som podcast med støtte ved Region Syddanmarks kulturbolag.