Rødme Svinehaver med Tue Skovgård Larsen

Midt i det sydfynske landskab ligger Rødme Svinehaver – et sted hvor jorden gemmer på historier fra både is, ler og liv. Her har istidens kræfter formet bakkerne, og under vores fødder ligger sporene fra de gamle teglværker, der engang hentede deres ler netop her.

I dag er Rødme Svinehaver et af geoparkens mest sjældne naturområder – et overdrev, hvor snoen soler sig på varme sten, engmyrerne bygger deres små tårne, og hvor vokshatte lyser som konfetti i græsset, når efteråret falder på.

I dette afsnit af Noget Mellem Øerne tager vi med biolog og naturvejleder Tue ud i landskabet for at forstå, hvordan jordens dybe historie hænger sammen med livets skrøbelige mangfoldighed. For her mødes geologi og biologi i et fint væv – og i hver tue, hver myretue, hvert strå gemmer der sig en fortælling om tid, forandring og forbundethed.

Transcript

Interview 0:04
Noene steder bærer på mere end man lige ser. De stejle bakker og øernes form, lige vidt under havoverfladen, eller den lille klumpe lær, der gemmer på et helt klimaarkiv. I nået mellem øerne dykker vi ned i det, der ligger bag landskabet i UNESCO Global Geopark til sydfynske øhav. Og alt det, der er formet der. Is, hav, mennesker og idéer. Vi er dine værter. Jeg hedder Linebrun Nikolajsen, og jeg er geolog i Geoparkens sekretariat, og altid klar med en steg i lommene. Og med mig har jeg Rasmus Enqvist Kasper, sekretærk. og filosof. med bl, med bl, med blæk. med en stedet af en stor perspektiv. Sammen inviterer vi formidlere, forskere og nysgerrige huder med på opdagelse i fortidens spor og nutidens sammenhængen, for at forstå lidt mere af, hvordan vi selv hænger sammen med alt det mellem øerne. Og ikke mindst, hvordan vi passer på det for fremtiden. 

Speak 1:35
Kan I huske, hvor mange teglværker, der lå lige nord for Rødmet Svinehaver? Og så hvis jeg husker 12-13 stykker. Jeg tror, vi er deroppe af. Jeg har hørt 14 engang. Hvad med dig? Jamen, det tror jeg også, det er deromkring. Det er ret vildt at forestille sig. Men det må være, fordi, at der bare er virkelig meget lær i jorden her. Ja. I isøen, selvfølgelig. Ja, det er jo den, der er baggrunden for det hele. Ja. Fordi at isøen, da den lå der og havde med alt det her smeltevand fra glitserne efter sidste istid, så kom der jo en masse lær ud, og alle de her fine partikler sank jo til jorden, og dannede det her lærlag. Lær. Lærlag. Lærlag. Som man så har udnyttet i alle de her teglværker omkring mærkeligt nok navnet Stenstrup. 

Nå, det giver mening. Ja, det giver mening. Ja, det giver mening. Og så har vi jo lokalt ved siden af, der har vi jo så Kirkeby Sand, som ligger ved siden af den gamle hovedby her, Kirkeby. Men Kirkeby Sand, det var der, hvor arbejderne på teglværkerne, de boede, fordi man kunne jo ikke grave i det der sand, det kunne man jo ikke bruge til noget, man skulle jo bruge lær. Nu er det jo også grusgraveser derude, så nu bor man jo også det sand. Til gengæld bor man så ikke lære mere for noget af den sidste teglværk lukket her i år. Ja, i år. Ja, det er virkelig aktuelt. Og lidt sørgeligt. Og lidt sørgeligt. På sin egen måde. Nå, men det er jo fordi, vi står her i Rødmes Svinehaver. Og i Geopark sammenhæng, der ved vi, at det her er en af vores perler, det er en af vores naturperler. Men det kunne også være en perle på Fyn. Og sådan set, måske endda en perle helt på national plan. Og til at hjælpe os med at finde ud af, hvorfor det er sådan en smuk lille perle, der har vi inviteret dig med, Ture. Og inden du fortæller, hvem du er, så skal vi jo lige vide, at jeg er Rasmus fra Geoparkssekretatet. Og her står Line og holder mikrofonen med de flotte hørebøffer på. Tak, Rasmus. 

Og vi er vildt glade for at have dig med, fordi du er biolog og naturvejleder. Og nu må du selv fortælle, hvordan videre. Ja, altså jeg er jo biolog og naturvejleder. Og til dagligt, så huser jeg arbejdsmæssigt på Trentemølle Naturskole nede ved Forborg. Og det er jo ikke lige rød med svinehaver, men til gengæld, så er jeg meget glad bruger af stedet her, fordi jeg bor ca. 1,5 km væk herfra. Så det er jo et sted, jeg kommer, og et sted, jeg synes virkelig personligt, det er fedt at komme her. Så det er jo også bare dejligt at have en af de rigtig, rigtig gode steder på nationalplan, vi må godt sige det. Og gå rundt og kigge i nærmest i sin egen bjerg her. Okay, og Rasmus, da vi er startet her, så startede du med at snakke om de her lær og teglværker. Og grunden til, at du gør det, det er, fordi vi står og kigger ud over en meget smuk sigt. Udover Stenstrup Isø, som netop er dannet under den sidste istid, hvor vi netop har alle de her teglværker på grund af det lær. Men lige nu, der står vi jo op på bakken, og den bakke, den er også skabt bare ikke af vandet som sådan, den er skabt af isen. Så det er den her kæmpe randmoræne, som jo hedder Ebjabakker, og som der strækker sig ret langt til begge sider. Og hvis vi kigger over mod øst, så kan vi se Højedongsbakker, som er en anden randmoræne. Og det er der Kirkeby Sand, nej, Kirkeby Sand ligger, ikke også? Nej, den dækker lige... Den ligger lige derovre. Nå, det var så helt forkert. Det her sted er jo faktisk skabt af isen under den sidste istid og er et ret særligt sted geologisk også for os. Men det er jo ikke rigtig det, der skal handle så meget om i dag. I dag skal det handle mere om biodiversiteten, men det hænger jo også lidt sammen med geologien, gør det ikke det, Tue? Jo, det gør det jo. Fordi når man tænker på dyr og planter, der lever i et område, så er de jo afhængige af noget andet, Og det er jo for eksempel, selvfølgelig klimaet, men det er jo også den jordbåden, der er. Og der er jo ingen tvivl om, at når vi kikker på svinehaverne og det her Randmoræne, at det er sten, det er sand, det er grus, det er næringsfattigt. Det er jo en konsekvens af, at det er isen, der har skubbet det her op til siden. Og alle lægeret er forsvundet ude i isøen, så derfor har vi nogle helt unikke betingelser for de planter og dyr, der er derinde, som er på grund af geologien. Men jeg tænker, skal vi ikke gå ind i området? Tu, jeg ved, at du har noget, du gerne vil vise os lige herovre. Skal vi ikke starte med at gå derhen? 

Tu, nu har du trukket os ned i vandhullet, han har sagt. Vi sidder lige på kanten. Og hvorfor gør vi det? Vi er jo kommet ind i selve svinehaverne, og der er nogle vandhuller. Og så tænkte jeg, at det her sted, det vil jeg rigtig gerne fortælle om, fordi jeg har haft den fedeste naturoplevelse lige præcis her, hvor vi sidder faktisk. Jeg var herude for at tage billeder af insekter. Det er sådan en ting, jeg gør. Og så så jeg lige herude i søen, altså det er faktisk omkring fem meter fra, hvor vi sidder lige nu, der er svømmet en sno rundt, og den vil bare ikke komme på ordentlig afstand af mig. Så gik jeg lidt rundt, og så for en sten lige 10 meter længere bag os her, der lå der en kæmpe fed sno og solede sig. Så fik jeg et par billeder af den. Så gik jeg lidt videre, så lå der en ny sno og solede sig. Så fik jeg et par billeder af den også. Og så tænkte jeg, at nu skal jeg videre herfra. Og så gik jeg hen for enden af søen 20 meter væk her. Og så kiggede jeg lige tilfældigvis over skulderen, og så kunne jeg se, at den her sno, der havde ligget og holdt sig på afstand af mig, den skulle bare efter. Den skulle bare følge mig helt til dørs, og der var ikke blevet taget billeder af den, det var snyd. Så den kom helt hen til kanten og lå 20 centimeter fremme. Og hver gang jeg gik et skridt, så fulgte den bare med. Så den har jeg rigtig mange billeder af. Altså, hvordan kan det være? Var den ikke bange for det, eller hvad? Nej, den var bare nysgerrig. Ja. Og det er jo det, når man nu siger, at jeg vil gerne have folk herude og gnyde naturen hele året rundt, og hvad kan man se. Og der er jo massevis af ting. Snogen, det er jo fremme i marts, april, og så frem til nu her i oktober, så går de jo i vinterhi. Så den kan man jo komme og se. Og man skal jo ikke være bange for dem, fordi det er jo ikke en giftslange på nogen måde, der vil angribe os. Den er jo som regel mere bange for os, end vi er for den. Men det er jo et fascinerende dyr, fordi den lever jo ved vandhuller og spiser mest frøer. Det kan jo også til andre ting, skruptusser og små fisk og alt muligt andet, men det er jo frøer, der er dens primære føde, så derfor så er den jo en fremragende svømmer. Den kan dykke, holde ved at 20 minutter. Altså det er jo alligevel noget, så det kan være, at der er en lige ved siden af os nu her, som bare ligger og venter og holder ved. På, at vi er gået igen, ikke? Men den er også hurtig på jorden og kan faktisk også kravle op i de her buske, der er rundt omkring os. Den kan kravle et par meter op. Prøv lige, prøv lige, prøv lige, altså du siger, at den kravler op i buskene. Jeg kravler måske, når den ikke har nogen ben. Jeg sagde det selv. Nå, men det er, at den kan godt klatre i træer. Okay. Er det for meget at sige, at den snor sig? 

Den snor sig op i træerne, ja. 

Men altså, hvis man ser den, og den bliver bange for en, så har den jo selvfølgelig forskellige mekanismer. den kan prøve at sige på, at du skal ikke komme tættere på. For eksempel, ud af analkirtlen, der kan den lugte af hvidløg. Okay. Ja, det kan den. 

Og så har den et trick, som er meget, meget unikt. Jeg har desværre aldrig oplevet det selv, men den kan rejse sig op ligesom en kobra. Og faktisk flade sit hoved og nakke ud, så den ligner en kobra. og så tænker jeg, hvorfor gør den det? Fordi der jo ikke er kobra i Danmark. Men det viser sig, at hvis du går langt nok tilbage i tiden evolutionsmæssigt, så har den levet sno sammen med det, der hedder europæisk cobra, der nu er uddød. Som også lavede det her trik med nakkefolder og rejser op og sådan noget. Så det er en fossil adfærd, som har betydet noget engang, men som den så stadigvæk har at stå og ligne en cobra

selvom den bare er en ganske uskyldig lille sno. fantastisk. Og det er, når den skal skabe en respekt, eller hvis den er bange. 

ja, den er bange, og så skal den selvfølgelig skabe respekt, og så kan den gøre det ved at ligne noget, man absolut ikke ved nærheden af. 

ja, fordi den har jo også ... Altså du har faktisk ikke ... For det er jo ikke sikkert, at alle ved, hvordan en sno ser ud. 

nej. 

men det er vel den største slange, vi har herhjemme? 

ja, den kan jo godt blive sådan en meters penge og god tyk, så ligner den jo noget. 

jamen er den så ikke også større end en horum? 

ja, en lille smule. okay. 

ja. men altså det er jo det med de to gule pletter i nakken. 

ja. 

der er det. Altså for du kan godt finde en horum, der ikke har zigzag mønster, men er sort, men den har aldrig gule pletter i nakken. Og en sno har gule pletter i nakken. Og det er ikke sådan noget, man ... Det er ikke noget, man overser. Hvis du ser hovedet, så ser du de gule pletter. 

så nu den snurrer sig op i træerne, og den er nede i vandet og i græsset og på sten og sådan nogle ting, altså skal jeg være bange for den? Andet end at den kan lugte hvidløj? ja, det er jo det man ikke skal, fordi den ... altså alle dyr kan bide, hvis de bliver bange, men altså det gør snoen ikke. 

okay. Du skal stå og tage kvæl og tag på den, eller et eller andet. Den holder sig jo væk. Så du skal ikke være bange for at tage en tur ned forbi søen i svinehaverne her. 

Du fortalte lige om snoen, og der sagde du, at her ved Rødmede Svinehaver er det et godt sted at finde sno, fordi det er et åben landskab, og fordi der er alle de her sten, som snoen den kan varme sig på. Men det har jo også noget at gøre med den naturtype, som der er her i Rødmede Svinehaver. ja, fordi Rødmede Svinehaver er jo først og fremmest kendt for at være et helt fantastisk overdrev. Og så er der nok nogen, der sidder og tænker "overdrev"? Er det vel, han sidder og overdriver, eller hvad? Nej, et overdrev er jo en betegnelse for et lysåbent og næringsfattigt sted, som ...

hvis man skal forklare det nemt

det skal jo holdes lysåbent, så det, man gør i dag, det er jo skabt af græsning typisk. at man har simpelthen fundet områder, som bonde i langt tilbage i tiden, hvor man tænker "det her, det kan ikke betale sig". jorden er for mager, der er ikke noget næring i den, den kan ikke betale sig at rydde skoven eller noget, det vil at lade det ligge, og så på et eller andet tidspunkt så får man køer og andre kreaturer, der skal græsse, og så kan det alligevel godt betale sig at rydde noget skov, og så får man de her områder, hvor man bruger til græsning. hvordan man tager i starten af 1800-tallet så meget store dele af Danmarks areal, det er faktisk overdrev, fordi bønderne har haft alle de her fælles arealer, hvor man har haft afgræsning. det giver den ting, når man ikke har brugt det som mark, så har man heller gødsket det, andet end det, der kommer ud af dyrene, og det er ikke nok i forhold til at øge alt for meget næringsværdi i jorden. Og så holder det jo lysåbent. Og hvis man så kigger på lige præcis rødme svinehaver, så er det jo et af de der ganske få steder, hvor man kan se, at her har aldrig, som I aldrig nogensinde i Danmarks historie, blevet pløjet. det kan man jo se på netop en af de sten, vi sidder på rent faktisk lige nu, altså det er det, der hedder en stenbestrøgning. Det er simpelthen en sten, der ligger der, hvor gletsjeren har efterladt dem for de her 14.000 år siden, eller hvornår den nu skubbede dem herhen, ikke? 

og det er, der er rigtig mange af i rødme svinehaver, altså jeg synes, det er så fantastisk at gå her, fordi jeg tænker, sådan her har rigtig meget af Danmarks set ud. Selvfølgelig ikke lige præcis sådan her, men den her mængde af sten, den her frekvens af store sten over det hele, og så får jeg bare, så får jeg sgu respekt for forfæderne, som har haft et knokkel, der bare er umuligt at forestille sig med, at få alle de her stener ud af vejen, ikke? 

godt man skulle bygge nogle kirker på et tidspunkt, så har man brug for nogle sten, kan man sige, ikke? 

men ja, det har været et knokkel, og det er jo også det her med den her cost benefit, jeg snakkede om, at her i rødme svinehaver med sandet jord, Givet at fjerne de der sten, det får vi ikke nok ud af, vi tager lige et andet sted hen, ikke? Så det har man gjort, men overdrev er jo også, altså det er en af de vigtigste ting eller naturtyper, man kan have i forhold til biodiversitet. Nu har vi gået og kigget her, da vi gik herind, har vi set lille ildfugl for eksempel, som er en sommerfugl og ikke en pipfugl. Og den er utrolig smuk, og det er faktisk sådan, at over halvdelen af danske arter af sommerfugl er mere eller mindre tilknyttet overdrevet. Okay. Og det jo alligevel, det siger jo alligevel noget, og der er biller, og der er svampe, og der er mosser, og jeg ved ikke hvad, som er specielt designet til at leve et sted som det her, hvor der ikke er næringsstoffer over det hele, og hvor det man kalder generalister, altså som kan tåle det meste, bare der er næring nok, det er brænden eller det er brumbær og sådan noget. Der hvor de ikke rigtig kan få noget ud af det, der kan de andre være. Og når du så får det græsset og holdt nede, og lys ind, så er der masser af levesteder. Og nu sidder vi jo også og kigger, og jeg tænker måske skal vi bare flytte location bare lige et øjeblik? Der var jo den lille eglefugl vi har derovre. Det kan vi sagtens. 

Jeg skulle lige sige nu, jeg har fundet en tue. Og hvordan ved du, det er en tue og ikke en stentue? Ja, fordi jeg lige mærkede forsigtigt inden der, fordi det er jo det der er med stedet her, at man kan godt se sådan en knold med planter på, og så kan det være en sten indenunder. Men det der jo også er her, som er specielt. det er ikke

man kan også finde dem andre steder på stranding og alt muligt, men det er ture fra det, der hedder Gul Engmyr. Og den er også en af de her arter, der godt kan lide lysåbent. 

næringen gør ikke så meget, men det her med lysåbent, det er ret vigtigt. Og andre steder i Europa, der kan man altså finde dem under sten og sådan noget. men når de er et område som det vi er i nu, så kan de danne de her ture, der kan være rigtig gamle. Men når de er så store som den vi har her, der hvad er den nu? En halv meter i diameter, 40 centimeter høj, eller sådan noget i den stil. Så er det altså en, der har ligget her rigtig længe. Altså, hvor længe, tror du? 

Altså, vi snakker i hvert fald mere end 50 år, tror jeg. Altså, de er... 

Når de bliver så store her, så er de gamle. Men der er jo mange runder omkring, man kan se nogle små nogle, man kan se nogle store nogle. Og det er alle sammen forskellige kolonier. Så det er ikke den samme familie, der har bygget den her, og så den der lige herover, to meter væk. Det er to forskellige kolonier. Og ind i den, så er der så omkring 15.000 til 25.000 myrer. Som vi jo så ikke kan se lige nu. Fordi de lever deres liv under jorden. Helt tiden. Bortset fra selvfølgelig, når de skal pare sig. Det er lidt svært, fordi det er... Der skal de jo sværme, og det er omkring august. Så vil man kunne se nogle arbejdere, der kommer op og ligesom åbner huller i toppen af turene. Og så i helt koordineret tidslinje. Der vil, hvad hedder de, kunstdyrene, som man kalder dem så fint. Fra alle turene her i området. De vil komme ud på samme dag. Og sværme i en kæmpe, kæmpe sværm af flyvmyre. Det bliver til flyvmyre. Ja, det har alle myre. Ja, ja, det har alle myre. 

Okay, der fik du mig. Alle myre sværmer? Ja. Aha. Så vidt jeg ved, hvad der er enkelte arter. Sådan er det jo altid med biologi. Der er altid noget indtagelse, der begrabter reglen. Men de skal jo passe, og man skal ikke passe med sig selv. Så de blander sig med hinanden? Ja. Aha. Og det er jo selvfølgelig også en fest for de fugle, der måtte være her. Fordi de flyver ikke særlig hurtigt, og de har kun én ting i hovedet. Så, øh, så er der noget at tage af. Ja. Men de bor derinde og er sådan rimelig langsommelige i det. Deres øjne er reduceret. Det er ikke, fordi de ikke kan se, men deres øjne er reduceret. Altså mindre end på tilsvarende myrearter, fordi de lever nede under jorden. Så det de orienterer sig mest med, det er følehornene. Men Tug, hvordan bygger de tun? Altså bygger de sådan ned fra og op, eller ligger de ligesom på, ligesom man kender det fra den almindelige skovmyr? Eller hvordan gør de? Altså de bygger jo opad og til siden, og nede under er der jo gangsystem, der rækker også. Altså sådan en koloni har cirka 6 kvadratmeter rundt. Så man kan også tit mærke jorden er anderledes omkring. Den er blødere omkring dem her, end den er. Altså det er ikke sådan, at vi synker i jo. Men altså, der bliver bygget langsomt på. Og så, på grund af at den her tue, det giver den samler, og det er jo også en varmeopsamler. Så den varmer jo et mikroklima indeni, som gør, at andre dyr også synes, det er fedt at være der. Jeg synes, den her historie om de her engmyre er fuldstændig fantastiske, og så er den jo også mystisk for mig, fordi jeg har hørt rigtig meget om det, men jeg har aldrig set en, tror jeg. Men nu kan jeg faktisk huske de der varme dage tilbage i august, hvor myrene sværmede, og hvor de pludselig var overalt, altså hen over et par dage, og vi tænkte, hvad foregår der? Men nu forstår jeg det. Det var seksårige. Det var bare en sæson. Okay, men andre har fortalt, at det her er lidt ligesom et isbjerg, altså at Tuen over jorden her, du sagde, du 6 meter meter, og så er ca 10% af et bog her, eller hvad, som man stikker op, og resten er nede under jorden? Nej, det er måske i overkanten, men det er selvfølgelig langt det største del af gangsystemet, det er nede under jorden. Og det er jo også sådan, at myrene flytter rundt indbyrdes, eller afhængigt af temperaturen. Er det nu koldt, eller er det et eller andet, så kan man flytte op eller ned, afhængigt af, hvad man har brug for. Er det tørkeperiode, så er der mere fugtig længere ned. Er det vinter, er det mere frostfrit længere ned, så flytter man ned, og tilsvarende, så kan man jo så flytte rundt. Og det er jo så også, fordi de holder husdyr. Og hvad er det så for nogen? Det er jo ikke, fordi det er usædvanligt, at der er mange myre, der faktisk på en eller anden måde dyrker svampe, eller det stedet har landbrug. Men de her, de dyrker altså på en måde husdyr, fordi myre, de lever af, altså de skal have noget protein, så de kan spise nogle små insekter, der er mindre end dem selv, og små, fivløse dyr og sådan noget. Men ellers så får de en ret stor mængde af deres energi fra det, der hedder honningduk. Og det kender man måske, hvis man har en rosenbusk eller et eller andet, hvor der sidder bladlus. Og så kan man så undre sig over, at der hele tiden drøner myre op og ned af dem, og hvad laver de der? Det, de gør, det er, at de slikker honningduk. Men hvad er honningduk? Honningduk, det er jo sådan set en sukkerekstrakt, fordi når du er bladlus, det eneste, du lever af, det er plantesaft. Og det skal du have ret meget af, for der er ikke ret meget næring. Der er masser af koldhydrater i plantesaft, men der er ikke så meget af de mineraler og sådan noget, som de ellers skal bruge. Så de er sure og sure og sure og sure, og så får de alt for meget sukker. Og det kan de så udskille gennem numsen, som det der så hedder honningduk. Og myrene elsker honningduk. Så de kan rent faktisk finde på at forsvare sådan nogle bladlus, der sidder, fordi det er så god kilde til koldhydrat, altså sukker. Det samme med gul engmør. Den får de bare primært fra det, der hedder rådlus, som er det samme som bladlus. De suger bare ikke saft på blade, de suger dem på rødderne af planterne. Og det vil man så kunne se hernede, at ud over gul engmør, så vil det være små rådlus, som rent faktisk bliver flyttet rundt af myrene. Inde i turen. Netop det der, at hvis det nu bliver tørket, så bringer man sine husdyr ned, hvor der stadigvæk er mulighed for, at de ikke tørrer ud og alt sådan noget. Okay, så hvis man havde mulighed for at kigge ind i den der ture, så kunne man faktisk se myrene komme gående med sådan en bladlus på ryggen og transportere dem ned? Ja, måske ikke lige på ryggen, men med munden, ikke? Men ja, det kan man godt. Og altså, jeg har set det selv en gang, hvor jeg gravede et lille hul i sådan en. Og på Romsø, hvor der er så mange af dem, for at tage nogle billeder af gul engmør. Og der var også sådan nogle af de der rådlus. Så så jeg ikke lige nogen, der blev båret rundt, men det var der heller ikke nogen grund til den dag. Der er jo andre dyr, der lever nede i de her gange, fordi det er jo et fedt sted at være. Og nogen er tilknyttet kun gul engmør. For eksempel den hedder gul kølledrager. Og det er en lille råbilde. Den er 2 mm stor, og den er ikke særlig stor. Men den får sin føde af myrene og bliver beskyttet af myrene, fordi den også laver en væske. Det er sikkert tilsvarende noget honningduk-agtigt noget, som myrene de bare elsker. Så den lever kun nede i de her gul engmør-ture. Og ingen andre steder. Så det er det her med biodiversitet, der skaber noget specielt, der er der længe som her, altså i det her tilfælde med evolution, så det er jo endnu længere, men altså skab noget, hvor det er en længe, så har du også nogle samfund, der bliver mere og mere kompliceret, og flere og flere arter, der hænger sammen indbyrdelser, afhængige af hinanden, og dermed øger du biodiversiteten i et område. Men det er vel også det, der gør det sårbart, altså for det første, så tænker jeg, det er jo en hel verden, der er i alle de her ture, og der er virkelig mange ture, altså jeg kan jo, vi kan jo, vi kan jo se hundreder bare, vi står og kigger den der retning, ikke? Og, men det er også bare så kompelt, så jeg tækker, så jeg tækker, det er jo også bare meget skrøbeligt. Jamen det er jo skrøbeligt, og det er også det, vi kan se, altså kommer der, besluttede man sig for, at der en dag kørte en gyldespreder henover her, ved et uheld. Jamen goodbye. Slut. Altså jeg synes, det har været, altså det er fuldstændig fantastisk at forstå, hvordan det her mikrokosmos, det er skruet sammen, for jeg tænkte, hvad lever de af dernede, hvad spiser de af? Og det er virkelig fedt, kæmpe øjenåbner. Hvad, altså er de gule? Ja, gule og gule brune. Gule brune. Ja. Og man skal ikke drage ned i tuen for at finde dem, vel? Nej. Selvom, kun hvis man er biolog og naturvejleder, men ikke som almindelig menneske, der skal man lade de her ture være. Ja. Ja, det er vigtigt, de er sjældne. Og området her, det er vel også et fredet naturområde, er det ikke rigtigt? Man skal holde sig til stierne, og man skal se og ikke røre så meget. Er det ikke sådan? Kan vi ikke sige det på den måde? Jo. Det er fredet, og det blev fredet helt tilbage i 1939, fordi allerede der kunne man jo se, at det her var en perle, der var værd at bevare. Fordi det er det bare. Ja, og som vi hørte på et andet tidspunkt, så havde man planer om at lave en motocrossbane her. Og det var derfor, at fredningen kom. Det var fordi, der var heldigvis nogen, der opdagede, at der var en motocrossbane undervejs her. Så havde det ikke været så magisk. Det ville ikke være helt det samme den dag i dag. Ture

Rødme Svinehaver, det er et særligt sted, når vi snakker biodiversitet i Danmark. Men vi er nødt til også at nævne, at vi har og snakker ofte om, og hører ofte om biodiversitetskrisen. Ja. Vi har en galoperende biodiversitetskrise. Ikke bare i Danmark, men sådan set i hele verden. Men altså, hvad er det, der er... Fordi når man sådan kigger ud over Danmark, så kan man jo tænke, at der er masser af biodiversitet. Eller hvad? De fleste vil nok sige, at der er masser af natur. Men det, man skal forstå biodiversitet, det er jo mængden af arter jo i virkeligheden. Og det, man ser i Danmark, er jo monokultur på en eller anden måde. Altså, landbruget er jo en monokultur. gode, ja, ikke nødvendigvis en monokultur, men altså dem, vi selv laver i hvert fald, hvor det er plantager. Altså den her, hvor man ensretter naturen. Det kan godt være, at en bøgeskov er flot, men altså biodiversitetsmæssigt er den jo ikke fantastisk, kan man sige. Så det er jo noget med den måde, vi bruger vores land på, og den plads, vi har. Og der er ikke ret meget plads til vild natur og kvædrift på den her måde, eller gædedrift, hvor man holder et areal lysåbent. Det er blevet lidt mere effektivt. Og så bliver der gødet meget, og der bliver sprøjtet, desværre, rigtig meget. Men så er der også en ting, at det vi aktivt hælder på vores arealer i dag, men en anden side af historien er jo det, som på en måde er optaget i atmosfæren, og dermed bliver tilgængeligt og påvirker alle arealer, også dem, der ikke dyrkes. Ja, og jeg kan jo se det tydeligt der, hvor jeg selv bor. Altså, hvorfor er væggene grønne er alger? Altså, der, hvor der ikke lige er kalket, og algerne ikke lige kan lide at være, men der er jo grønt. Og det er jo fordi, at ens mur blev rent faktisk gødet fra luften af næringsstoffer fra landbrug. Så det er i høj grad, kan man sige, den meget intense landbrugsproduktion, som vi er nødt til at tale højt om, også som årsag til biodiversitetskrise. Så selvom vi kan sige, ja, det er fødevareproduktion, men det er også noget, der lægger et pres på mængden af arter, vi har. Ja, bestemt. Altså, du kan se, vi gik lige her, for nu havde vi gedderne, der er rendt rundt. Gedderne er jo nok sat ind, blandt andet, fordi der er ved at vokse brumbær her. Og brumbær, det er noget, der godt kan lide næring. Og hvis ikke de her brumbær kommer væk, så har du ikke nogen rødme svinehaver, i hvert fald ikke i den her form, om et stykke tid. Så der vil de her arter, der trives godt med masser af næring, de vil simpelthen kvæle de sjældne arter, som egentlig gør det her sted til den perle, vi gerne vil have, det skal være. Nogle af de her perler, som man kan se herude, som vi slet ikke har nævnt endnu, det er en speciel type svampe, som vi har herude imellem stenene. Noget, der hedder vokshatte. 

Jeg ved ikke, om der er så mange, der kender dem, men måske har man set dem, men det kræver lidt, at man kommer ud et sted, hvor der netop er et overdrevsart, der skal være næringsfattigt, der skal være lysåbent og det hele. Og herude, der er der set 18 arter, og hvis man skal ind og kigger, de bliver nemlig br brugt til at vurdere, hvaud er, hvilget farher, hvil, hvilk af hvilævæ, hvilævæv. Hvis der er mere end 17 arter af vokshatte, så er det natur, der er bevaringsværdig på nationalt niveau. Og udover det, så er vokshattene kendetegnet ved, at de er hammerflotte. Der er nogle, der er knaldrøde, knaldgule, knaldgrønne, altså de er bare megaflotte. Så gå i sådan et landskab med sten, der ligger her siden istiden og alle de her gule ingmyreture og sådan noget, så står der lige pludselig en knaldrød svamp eller en knaldgrøn svamp. Det er ret fedt. Og nu ved jeg, at den her podcast, den udkommer her en gang i, det må blive i starten af oktober eller sådan noget, slut september. Og det er faktisk lige her, at vokshattene begynder. Så omkring oktober, når du kommer hen i november og lidt hen i december, det er der, man finder de her vokshatte. Så der er det om at komme ud i svinehaven og kigge efter knaldrøde svampe. Men knaldrøde svampe, det lyder ikke som noget, man skal putte på panden? Nej, altså der er nogen, der siger, at man godt kan spise de der vokshatte, men det vil jeg ikke gøre. Og igen med svampe, der skal man vide med 100% sikkerhed, hvad det er, man putter ind i sin mund. Ellers så kan det godt være, at den mund ikke åbner igen. 

Nu kommer vi her jo ofte, og her i efteråret, så er der perioder, hvor vi ser, at der også er brugere af området, her, som vi normalt ikke ser, hvad jeg siger. Svampesamlerne. Men vi er ikke den klassiske svampesamler med lommekniv og kurv, men måske en, der går rundt med et syttetøjsklad, så gemmer det lidt under frakken. Ja, men de er her også. Altså, den svamp. Okay. Er det en bestemt svamp, man er ude efter der? Ja, det er sikkert spidsnøgenhat, tænker jeg. Ah, okay. Den har jo hallucinerende effekter, så det er der jo nogen, der synes er sjovt, men det kan jeg jo så heller ikke anbefale. Okay. Inden vi er nødt til at tage flugten her fra Gedeflokken i Rødmede Svinehaver, vi har slået fast, at det her er et særligt sted, når vi snakker biodiversitet, og det er på national plan. Vi har snakket om sno, vi har snakket om gul engmyr, og så har du fortalt om vokshatte. Men kan du lige nævne tre, fire, hvad for nogle arter, du tænker, der er værd at komme ud og nyde synet af herude? Gennem året? Jamen altså, hvis du tager hen over året, så har vi jo vokshatten om vinteren. Og så har du, når det er tidlig forår, eller forår og tidlig sommer, så begynder du at få alle orkaderne. Og der har vi to arter herude, der er lidt ualmindelige på Fyn og Hvald. Det er bakkegøelilje og skovgøelilje. Og så når du kommer hen i juni-juli, så har vi jo perlen herude af alle blomsterne. Det er guldblomme. Og det er det eneste sted på Fyn, man kan opleve den. Det er en art, der er specielt tilknyttet til nogle åbne arealer. 

Den er mest at finde i Vestjylland, Midtjylland, altså på hedearealer, når der ikke lige er alt for meget hede og lyng. Men ellers på Fyn, så er der kun ét sted, og det er rød med svinehaver. Sådan. Gulblomme og gøelilje. Ja. Så er der altså virkelig god grund til at komme ud og besøge rød med svinehaver. Tusind tak for i dag, Tue. Jeg følte, at når jeg vandred rundt i området her, så er jeg i hvert fald sikker på, at det bliver en anden vandretur, fordi jeg nu ved, hvad alle de der ture, der ikke gemmer på sten, hvad det faktisk er. Ja. Tak for i dag, Tue. Så lidt. Kæmpe fornøjelse. 

Interview 34:19
Du har lyttet til noget mellem ørene. Redigeret af journalist Anna Stærbo og med musik af Peter Møller. Programmet er produceret af Foreningen Radio Geopark og UNESCO Global Geopark til Sydfynske Øhavn. Det er udgivet som podcast med støtte ved Region Syddanmarks kulturpulje.