Landskab og hav i bevægelse med arkitekt Sara Chire Jensen

På den sydlige del af Langeland mødes land og hav i et opgør. Her, hvor jorden engang blev vundet fra vandet bag høje diger og pumpestationer, står landskabet nu igen på tærsklen til forandring. For havet stiger, og det gør grundvandet også. Og langsomt minder naturen os om, at grænsen mellem land og vand aldrig har været fast.

I dette afsnit af Noget Mellem Øerne møder vi arkitekt Sara Chire Jensen, som i sit projekt The Sea That Shapes Us undersøger, hvordan vi kan lære at læse og fortælle landskaber på ny. Med udgangspunkt i det sydlige Langeland dykker hun ned i de inddæmmede jorders historie. Fra menneskets stolte ingeniørkunst til fremtidens nødvendige tilpasninger.

Sammen med Sara taler vi om, hvordan havet former os. Ikke kun fysisk, men også i vores måde at forstå naturen og os selv på. For måske handler fremtidens landskab ikke om at kontrollere vandet, men om at forstå, hvordan vi selv er en del af dets bevægelse.

Transcript

Lars Mås, i dag skal vi høre om et projekt, som jeg personligt har været virkelig inspireret af, fordi det netop handler om noget af det, som vi arbejder med rigtig meget her i Geoparken. Netop forståelsen af vores landskab, hvordan vi kan læse landskabet, og hvad det betyder for, hvordan vi genetablerer eller hvordan vi former landskabet i fremtiden. Og for at kunne snakke om det her emne, der har vi inviteret dig, Sara, Tira, med ind i vores studie. Og Sara, vi to kender jo hinanden, fordi du har været specialestuderende her i Geoparken, blandt andet. Og du har skrevet det speciale ved Arkitektsskolen i Aarhus, og er landskabsarkitekt. Og du har skrevet et projekt, der hedder The Sea that shapes us, som vi er blevet meget inspireret af. Og derfor er vi rigtig taknemmelige for, at du har lyst til at komme med herind, så vi også kan dele de tanker og idéer, som du har med lytterne derude. Så velkommen til. Vil du ikke lige starte med at introducere dig selv? Jo, det vil jeg i hvert fald. Og tusind tak for den fine introduktion. 

Jeg hedder Sara, og jeg er arkitekt. Jeg blev færdiguddannet her i januar. 

Ja, og jeg har lavet et speciale, som har fokus på havet og landskab og hvordan de ændrer sig over tid. Og vores rolle i landskaberne. 

Jeg synes, det er en usædvanlig smuk titel til sådan et afgangsprojekt. Hvor fik du inspiration til titlen The Sea That shapes us? Jamen, altså en hel masse brainstorming. Titlen er jo noget af det første, man skal aflevere. Og jeg vidste, at jeg ville arbejde med havet. Så det var primus motor. 

Og så i og med, at jeg gerne ville have, at det skulle være fortælling om, hvordan vi også holder os til havet, så ville jeg også have, at det inkluderede os. Så egentlig, den oprindelige titel, tror jeg egentlig, var Coastal Transformation and Landscape Narratives. Fordi det var det, der ligesom var hovedessensen i, hvad jeg gerne ville undersøge. Men jeg ville gerne have en titel, der var lidt mere poetisk. Ja, så det endte med The Sea That shapes us. Og det er det, vi skal tykke ned i i det her afsnit. Netop hvad det er, som du har arbejdet med. 

Og så nu har jeg faktisk allerede lavet den første fejl, fordi jeg fik kaldt dig for Landskabsarkitekt. Men det er du jo ikke. Du er jo en arkitekt, som der specialiserer sig og interesserer sig for landskaber. Lige præcis. Og det er jo lidt noget andet. Ja. Men jeg har egentlig lidt nysgerrig på, fordi da du skulle skrive dit speciale, hvad gjorde egentlig, at du fik lyst til at arbejde med vores område med Geopark? Jamen, jeg var egentlig rimelig åben for, hvor jeg ville arbejde. Jeg vidste, det var noget med vand. Jeg vidste, det skulle gerne være et sted, hvor der var nogle allerede etablerede organisationer, man kunne arbejde sammen med. Og lade sig inspirere af nogle eksperter, man kunne snakke med. 

Og så var det igen egentlig mine vejledere, der legde mig på vej mod Geoparken, og begyndte at tale om de her Geopark, og det kunne måske egentlig være interessant at dykke ned i. Og hun, jeg vidste, at det efterfølgende semester, efter jeg var blevet færdig, og der skulle de arbejde med Lolland, så tænkte jeg, jeg skal ikke kaste mig helt ud i, hvad det er, de skal arbejde med. Så jeg tænkte, at jeg vælger noget i nærheden, jeg vælger Langeland i stedet for, som jo er en del af det syde fynske ø-hav, og det er også en del af Geoparken. Ja, det var her, jeg landede. Og så har du haft et særligt fokus på det inddæmmede land, altså den del af Langeland, som er menneskeskabt i virkeligheden i nyere tid. Men det kommer vi til at høre meget mere om. Vil du ikke prøve at introducere os til dit projekt? Jo, meget gerne. Jamen, mit projekt har fokus på det sydlige Langeland, og det overordnede mål med projektet er egentlig at forsøge at i talesætte, at vi bliver nødt til at have en ny måde at tale om landskaber på, at forstå landskaber og kunne læse landskaber, fordi der har i mange, mange år været en måde, vi på en eller anden måde har distanceret os selv fra landskaber på, som om naturen er noget herude, og vi er noget, der er noget helt andet, og vi kan kontrollere naturen på en eller anden måde. Så den her... dynamik med sådan, nej, men vi er jo egentlig en del af naturen, og vi bliver nødt til at se på natur og landskaber. Noget som vi ikke kun kan styre, men som også er med til at påvirke måden, vi bliver nødt til at bevæge os og begå os på. Så det er egentlig helt aftattet for projektet. Og så er jeg valgt at have fokus på de her indvæmmede landskaber. Så det sydlige lange land, mere specifikt Magleby Nord, dykker jeg især ned i, med en strategisk vision. Og for god ordens skyld, kan du så ikke lige fortælle, hvad er et inddæmmede landskab? Jamen et inddæmmede landskab, det er noget, som for et tids tidspunkt har været en del af et større landskab. Det kan have været en fjord, det kan også været en del af det åbne hav i princippet. Som man så har valgt at inddæmme ved at bygge et dige, og så har man valgt at dræne. Alt landskabet bagved, som tidligere har været vådt, så har man lavet et pumpehus, eller en pumpe af en eller anden art, som pumper vandet ud fra det bagved liggende land, og så tørligger det. Og langt hen ad vejen, så har vi gjort det for at skabe mere landprofessioner. Og jeg ved, at du har i den undersøgelse i dit projekt her, der har du delt projektet op i tre kapitler. Og jeg tænker, om vi ikke skal starte med det første kapitel. Ja, så hele projektet er en fortælling i tre kapitler, og det første kapitel, det hedder At læse landskaber. Og her, der dykker jeg egentlig ned i, at vi jo står over for nogle klimaforandringer, som kommer til at ændre de landskaber, sådan som vi kender dem i dag. Og det gør de i en hastighed, som mennesket ikke har set før. Og det gør, at vi bliver nødt til at ændre vores forståelse og vores måde og bussætte os i landskaber på. 

Mere konkret så på Langeland, så er grundvandet, det står rigtig højt, netop fordi der er en del områder, der er inddæmmet. Så det betyder, at der mange steder er grundvand eller vand på terræn, som enten allerede nu bliver på møde, eller som meget hurtigt vil komme til at stige, sagt med at havvandet også vil stige. Og i slutningen af det her århundrede, der forventes det, at havvandet vil stige en halv meter. Og som udgangspunkt, så er det egentlig ikke en trussel for de landskaber, vi umiddelbart kender på Langeland. Netop fordi der er så mange diger i forvejen. Men i kombination med, at stormværshændelser også kommer til at ske oftere, og de bliver kraftigere, så ret hurtigt vil de her diger, som de nu beskytter os, som jeg siger, i situationstegn, at de er meget hurtigt, at vi bliver oversvømmet. Egentlig vil vi også meget hurtigt blive oversvømmet bagfra af regnvand, som jo vil blive inddæmmet via de her diger. 

Så meget hurtigt, så kan vi egentlig få et blik på, hvordan fremtidens landskaber kan komme til at se ud. Ligermed at man forventer, at havniveauet er stiget med 3,25 cm i 2300. Det er en lidt lang tidslinje for mennesker, men alligevel er det vigtigt nok at se, hvor hastigt det egentlig kommer til at ændre sig, og noget vi bliver nødt til at reagere på allerede. Og hver gang du siger det, så kan jeg jo ikke lade være med at tænke på, at 300 år, det lyder jo som meget lang tid, men det hus, jeg bor i, det er bygget i 1700-tallet. Så der er vi jo de der 300 år tilbage. Så det er jo sådan på en eller anden måde, ikke i mands minde nødvendigvis, men det er jo bare nogle generationer fra os, som der kommer til at opleve det her. Hvor var det du sagde? 3,25? Ja, 3,25 meter. 3,25 centimeter. Over det niveau, vi kender i dag. Og der skal man jo så lægge ekstremværssendelserne, for eksempel 2 meter ovenpå igen, ikke? Præcis. Og så er det, at det begynder at være oppe i en størrelsesorden, hvor man godt kan se, at det kommer altså til at berøre rigtig, rigtig mange mennesker og rigtig, rigtig store arealer. Ja, lige præcis. Ja. Og så er det, som lytterne ikke kan se, det er, at rundt omkring os på bordet her, der ligger der simpelthen nogle af de smukkeste materialer. Altså, da jeg skrev mit officielle, der var det jo bare et 80 sider langt Word-dokument. Men her har du simpelthen lavet, du har lavet figurer over klinter, du har lavet nogle små kunstprojekter og illustrationer. Og så har du også lavet nogle... Altså, for ligesom at kunne illustrere nogle af dine pointer. Og jeg ved ikke, er der noget, som der giver mening at snakke om nu, når vi snakker om, hvordan havnavødet begynder at stiger i fremtiden? Jamen altså, vi har allerede været været inde på det, det, jeg sidder med nu, som jeg sidder med, det. Det er en overordnet koldekning af først af et lag, som lig, som er, som lig som er det her grundvand, Hvor man kan se allerede nu, som der er rimelig meget vand på Langeland i forvejen. Uden at havvandet egentlig spiller med ind i det. Ja, altså vand, siger du, men vand på overfladen. Ja. Altså vand på jorden, ikke? Ja, lige præcis. Ja, okay. Og selvom det måske egentlig kan, ved første øjekast, når man er derude, kan syne tørt, så er det fordi, at det bliver holdt kunstigt tørt. Så det er noget, vi vælger at holde tørt, og ikke noget, der naturligt vil fremstå tørt. De næste par lag, det er netop det her med, at umiddelbart, så vil det ikke gøre det store indtryk, den her halve meters stigning i havvandet, Men meget hurtigt, netop i kombination med de her stormværshændelser, så vil man hurtigt kunne se, at der er en stor del af især det sydlige Langeland, som vil blive påvirket, som er en del af de her inddæmmede områder. Og det allerede her er et billede på, hvordan det i fremtiden mere permanent, eller permanent, også i situationstegn selvfølgelig, vil komme til at se ud, foruden at der så også vil være stormværshændelser oven på det. Så det er en hel del af det sydlige Langeland, der inden for en cirka 300-årsperiode vil blive forandret på ret drastisk vis. Altså en ny ør vil nærmest opstå. Og når du siger, at det nye ør vil jo nærmest opstå, så taler du jo lige ind i det, som der er grundfortælling her i det sydfynske øhav, hele danseshistorien, som netop handler om, og som jeg ved, du også har været inde på i dit speciale, hvordan folk tilbage i stenalderen har kunne opleve, at vandet også er begyndt at stige, at de har kunne læse de her forandringer og har derfor rykket deres bopladser højere og højere op i terræn. Lige præcis. Og meget konkret er der et eksempel i Lillense Nord, som ligger på det vest-sydlige Langeland, 

hvor der netop er spår efter sådan nogle bopladser, som nu ligger under vand, men som på et tidspunkt har ligget på tørt terræn nær noget vand. Og så på et eller andet tidspunkt har havet steget og har oversvømmet de her steder, og så har man måtte indse, at her kan vi jo ikke blive ved med at bo, og så er man blevet nødt til at rykke op i terrænet, fordi man kunne læse de dynamikker, der ligesom var på spil. 

Så lidt modsat, hvordan vi betegner tilbagetrækning i dag, som ofte er, at man bliver nødt til at blive flyttet ud af tvang mere end det, fordi man forstår, hvad det egentlig er, der er på spil rundt om en. 

Og nu skal vi i gang med det næste kapitel, som er det, du har kaldt at fortælle. Og lytterne kan måske høre, at det skrætter lidt, og det er altså fordi, at nu har du fundet den her smukke lange kystlinje, som der er en topografisk kystlinje over hele Langeland, hvor du har lagt nogle forskellige lag ovenpå og lavet nogle smukke illustrationer. Men skal vi ikke lige prøve at dykke ned i kapitel 2, at fortælle et landskab? Jo. Altså, hvis vi har fokus på Magleby Nord, som er det snit, der ligesom ligger foran os, så er fortællingen her, at det egentlig er en tidligere, nok også nuværende slagmark. Fordi hele Magleby Nord har egentlig været en fjord tidligere hen, så det har været tilknyttet havet, uden noget, der ligesom havde en grænse. Ja. Men i hvert fald, så en gang så var det sådan, så man egentlig kunne sejle fra Bangkok og til Magleby, når man skulle i kirke. Det var den hurtigste måde at komme igennem landskabet på, hvor nu er det selvfølgelig helt tørlagt, fordi man i 1850'erne valgte, at man skulle inddæmme det her kæmpe, jeg tror det er 500 hektar, område. Så man byggede simpelthen et dig, og så, som traditionen troede, så har man indsat et pumpehus, som har pumpet hele Nordet tørt, for så at man kunne dyrke den her jord. Og det var til stor ævelse for de fisker, som jo levede af at fiske både i fjorden og også til havs. Fordi lige pludselig så så så de, at hele det områet, de at de, de eller hos havde leder af det, uden at de egentlig var blevet hørt i debatten. 

Ja, og så en lille sjov anekdote er selvfølgelig det her med, at måden de viste utilfredsheden på de her fiskere, det var, at de stillede sig op på den sten, der rejste til ære for frontpersonen for hele det her store projekt. Og så stillede de sig op, og så pisser de på den her sten, når de passerer den på vejen. Det er simpelthen at viste deres utilfredshed med, at deres levebrud gik tabt. Lige præcis. Jeg ved ikke, hvor vi diskuterede lidt om før, hvorvidt det stadig er en ting, men jeg har endnu ikke oplevet, at der er nogen, der har stillet sig op og pisset på stenen. 

Men det er jo ind i en tid, hvor det jo startede længe før, men da Danmarks Amulation tabte et kæmpe, kæmpe areal i 1864 til Tyskland, så havde man jo et slagord, der hed, hvad udad tabes, må indad vindes, og det var jo en direkte reference til den her proces, som allerede havde været i gang længe, men om at i virkeligheden inddæmme og på den måde skabe ny are jord i landet. Så det var jo noget, man på mange måder var rigtig stolt af, den her teknologi, som det også var, altså den her udvikling, hvor man kunne lave de her diger, som rent faktisk holdt, og man havde jo møller, som var meget interessante konstruktioner, altså Archimedes snegle, hvor en vindmølle gammeldags, man skal se en rigtig gammeldags vindmølle for sig, i 1700-tallet, med sejl, som transporterer og pumper vand ud, altså løfter vand ud af de her inddæmmede områder og ud på den anden side af de hede. Så der var jo masser af teknologisk fascination omkring hele den her proces med at skabe nyt land, og man var jo, ja, det var jo lige før, man var jo at samle med halvguder, når man på den måde kunne skabe ny rigdom på den, i den der kombination af ingeniørkunst og fortalsomhed. Det er helt klart fremtidens landskab, man har set, for så er det en helt store vision om, hvad mennesket kunne med landskabet, og det ikke var en begrænsning, at nogle områder var oversvømmet, men at det kunne mennesket da sagtens lige bygge lige og så lige gøre det til noget brugbart for os. Så det har helt klart været en stortænkning og en fremadetsynlighed, man har haft, da man begyndte de her store inddæmningsprojekter. Og det, vi har liggende foran os her, det er jo din illustration af den her overgang fra et nord, man kunne sejle på, altså en transportvej, men også et sted, hvor man kunne fiske, det vil sige, at der var også en masse, der i virkeligheden kunne leve af området som fiskere, og så overgangen til, at det begyndte at blive inddæmmet, og så den her ærejord, og så er der jo en magetærsker til allersidst på linjen her, som tydeligt viser, at i dag, der er det jo helt almindelige, kan man sige, de fleste steder i hvert fald, landbrugsjord, den kan så være mere eller mindre god og rig, men men hvor ejendomsretten gør sig gældende, kan man sige, kan man sige ikke. Ja, og man kan sige, det som lytter ikke kan se, også der, at jeg har lavet de her små vinduer over på de her lange snit, så har jeg lavet nogle små, nu kalder jeg dem vinduer, men det er egentlige tegninger oven på den oprindelige tegning, som viser både tilbage i tiden, hvordan landskabet en gang så ud på de her konkrete steder, men også frem i tiden, som der kommer mere og mere vand i de her landskaber, hvordan de så endnu en gang transformeres og bliver til et nyt landskab. Så det her med at pinpointe de her små historier meget konkret ved at prøve på at vise, at det landskab, som vi umiddelbart tænker, sådan har det altid været, at det ikke er noget statisk, men det hele tiden er noget, der transformerer og ændrer sig, og at om 50 år eller om 150 år kan det være nogle helt andre landskaber, der gør sig gældende her. 

Så udgangspunktet her, det var, at på et tidspunkt, så var det en trend at skabe ny landbrug af jord. Man ville gerne have mere, så meget som man overhovedet kunne. Det man ikke tog højde for dengang, det var, at der var klimaforandringer undervejs et par hundrede år ude i fremtiden, som gjorde, at både havet og grundvandsspejlet steg, og det vil sige, at den her konstruktion, man havde lavet, den faktisk ikke er holdbar. Og også en situation, hvor værdien af den jord, der er på bagsiden af diede, den er for lav, simpelthen til, at det kan betale sig at opretholde dige. Og så skal man jo finde en strategi for, hvad gør vi så med de her landskaber nu, når vi ved, hvordan tingene udvikler sig. Og der har du lavet en sekspunktplan, men er der også andre forhold, som du vil nævne i forhold til sådan en strategi? Ja, men altså jo meget konkret og meget relevant i forhold til den grønne trepart, som også er en stor ting, der er oppe og kører. Men så tale om de her lavbundsjorde, som jo ofte er det, vi finder ned under alle de inddæmmede jord. 

Så konkret i Magløby Nord, så er der en hel del af de her lavbundsjorde, som fordi de netop er blevet drænet, så står de og afgiver drivhusgasser. 

De her drænede lavbundsjorde står egentlig i alt for 50 procent af landbrugets drivhusgasudledning. Og hvis man vil have noget at sammenligne med, så står kvæg i landbruget for ca. 30 procent. Så det er altså en hel del af de her lavbundsjorde, de står og udleder, fordi de er blevet kunstigt drænet, så vi kunne dyrke dem. Der var nok nogen, der tænkte, okay, hvis vi bare kunne oversvømme de her lavbundsjorde, så kunne vi bare blive ved med at spise bøffer, eller hvad? Er det det, du siger? Så lige til er det desværre ikke. Og der er jo også noget med, at hvis man gerne vil genetablere nogle af de her vøde områder, så kan man ikke bare oversvømme, fordi så er en del af det her fosfor, blandt andet. Så vil det bare ryge med ud i vandet, og så ud i havet direkte. Så en mere bæredygtig måde at kunne gradvist vedgøre nogle af de her arealer, kunne være fx via veddyrkning eller paludikultur, som det også bliver kaldt. Prøv at sige det igen, hedder det paludikultur? Ja, paludikultur. Men på dansk kalder vi det bare vøddyrkning. Okay, det andet lyder lidt finere. Så det vil sige, at man dyrker afgrøder i våde områder? Ja, lige præcis. Så det kunne være sådan noget som tagrør, det kunne være dunhammer, det kunne være musegræs, det kunne være græs for den sags skyld også. Så man kan dyrke i områder med våd jord, og gradvist også mere og mere våd jord. Så en lidt mere blød overgang mellem bare at skulle oversvømme nogle af de her arealer igen, kunne være, at man dyrkede nogle af de her afgrøder i en periode for både at klargøre jorden, for at hive noget af det her fosfor ud, samtidig med at jorden stille og roligt bliver mere og mere våd. Hvorefter det så vil overgå med mindre og mindre menneskelig indblanding, vil overgå til en mere vild natur på længere sigt. Og det er egentlig i grundtræk den vision, jeg har for Magleby Nord, men så strukket ud over en seksfaset strategi. Men det er den overordnede organisering. 

Og jeg er lidt nysgerrig på, hvad man kan bruge de her afgrøder til. Altså tagrør, som vi jo selvfølgelig bruger til vores stråttægte huse, og som jeg ved, vi importerer i stor stil uden for Danmark nu. Men hvad med nogle af de andre afgrøder, hvad vil man kunne bruge dem til? Man vil også kunne bruge dønhammer til byggematerialer, som du selv nævner, tagrør. Man vil også kunne bruge det til isoleringsmateriale. Man vil kunne bruge noget af det som afgrøder, som fodder til dyr. Man vil kunne 

bruge noget af det også som gødning, altså naturlig gødning. Så i stedet for, at man skal tilføje gødning udefra, så vil det være en del af en naturlig cyklus. I stedet for, så er der rigtig mange goder ved den her vøddyrkning, egentlig. Og masser af måder, man ville kunne bruge de her afgrøder på, så man dyrker ikke bare for at dyrke. 

Men det vil sige, at din strategi handler om, at... For det første indse, at de her områder vil på et tidspunkt af sig selv blive til vild natur igen, som ikke er dyrkbar. Og så i stedet for at vente 100, 200 år og 300 år på det, så accelererer vi den proces en lille smule, fordi det også har en kæmpe klimavirkning eller effekt på ret kort sigt. Og så er der faktisk nogle afgrøder, man kan dyrke i den her overgang, som også er værdi. Så det er ikke sådan en iskoldt tyrker for jordejerne, det er jo faktisk en rimelig tilgængelig og rimelig overgang. Fra en tilstand i dag, og så til den tilstand, som vi ved kommer uanset, uanset hvad vi gør. Ja, man kan sige, jeg tror det er på, som vi forøge at vi forrere, at vi forøge og vi fordiver. og vi selvføtter vi såfø. stopper nogle af alle de her drivhusgasudledninger. Og vi skal omstille vores forståelser af landskaber, men også det meget konkrete netop i, at sørge for, at man inkluderer jordejerne. Så det ikke bare bliver sådan en, nu kører vi en fiskerne i Magleby Nord, part 20, hvor jordejerne, de ligesom bare bliver lukket ude. Og så må de bare opgive deres jord, og så må de selv finde ud af, hvad der ligesom skal ske derefter. Men de på en eller anden måde bliver en mere naturlig del af den her overgangsbase, og bliver hørt og inkluderet. Så det ikke bare er fra den ene dag til den anden, så er de mistet deres levebred. Og det er jo præcis pointen med de processer, der kører med den grønne trepart, og som jorde, det også kører lige præcis på de områder her på Langeland. Så på den måde, så er dit projekt jo vildt relevant. Og måske i virkeligheden til inspiration, det kunne være, at der faktisk er nogle idéer her, som kunne inspirere processen, når den grønne trepart skal gøres til virkelighed. Helt klart. 

Der er helt klart noget mere teknisk, hvor der selvfølgelig er sgu nogle flere eksperter ind over osv. 

Men jeg synes, det er et meget godt billede på, hvordan vi bør tænke omkring de her landskaber. At det ikke bare er fra den ene dag til den anden, eller vi kontrollerer det, vi kontrollerer det ikke. Men det her med, at det er meget mere flydende, og det er meget længere processer. Og en måde konkret i mit designprojekt er også, at så vil jeg gerne implementere sådan noget som flodpæle. som en designdriver, og placerer dem i de her dræningskanaler. Både for at kunne vise meget målbart, at det her er et landskab, som ændrer sig. Så stille og roligt vil de her pæle jo blive oversvømmet. Og historisk er det jo også en velkendt ting, det her med, at flodpæle er en måde, at man måler en begivenhed til et konkret sted. Så det her med at synliggøre nogle af de ting, som efterhånden vil blive sløret, eller vil forsvinde i takt med, at vandet det ville stige, er en vigtig fortælling også at få med. Så fortsætter den her synliggørelse af nogle af alle de her lag af fortællinger, der ligger i vores landskaber. Og det ikke bare stopper her nu, men vi fortsætter med at fortælle det her med, at landskaberne bliver ved med at transformere sig. Og det er ikke noget, der stopper, og det er heller ikke noget, at bare fordi nu har vi lavet det her område blive vart igen, eller det naturlige, der er blevet vart igen, så stopper fortællingen her. Men at blive ved med at formidle og... Informerer folk om, at der har været en hel masse processer igennem det her landskab. Det har ikke altid bare set ud, som det gør nu. 

Vi sidder og kigger på nogle af de fremtidsscenarier, som du har tegnet op her, og jeg kan ikke lade være, men lige prøver at beskrive de her flodpæle, som du netop har talt om, fordi jeg synes virkelig, de er inspirerende. Det her med at forestille sig, at man på de her pæle faktisk kan fornemme, de her forskellige stormflodder, der jo kommer til at være, at de kan blive markeret på de her pæle, og så står de altså også smukt i landskabetet. Og sådan som Sara, hun har lavet det her, der er det her smukke, nærmeste maleri, hun har lavet af hvordan fremtiden kan se ud i Magneby Nord. Og så står der altså en række af sådan nogle røde pæle, som der ligesom også markerer en form for grænse eller sti i landskabet. 

Jeg har jo virkelig lyst til, at det her projekt kunne realiseres en til en, for jeg synes virkelig, at der er en god og stærk idé i de her flodpæle. Der er i hvert fald et eller andet sjovt i det der med, at på trods af, at de står i de her dræningskanaler, så på trods af, at de egentlig er forsvundet i og med, at vandet det stiger, at så bliver de stadig synliggjort i og med, at de her pæle jo står nede i og står og rejser sig op over vandet. 

Og det man måske kunne høre, at jeg for, jeg ved ikke, 30. gang i dag kommer til at vælte en model, som Sara hun også har lavet, og som jeg ikke kan lade være med lige at nævne, fordi nu bliver det måske lidt geologien nørdet, men nu har vi snakket om Magneby Nord, fordi det er en af de områder, du har fokuseret meget på. Men i din undersøgelse, der kiggede du også på Ristingen Klint, og det har vi jo lavet et helt afsnit om Ristingen Klint, men det der er særligt ved Ristingen Klint, det er jo de her meget skråtstillede lag, og dem har vi jo været ude at kigge på sammen. Og da jeg så kommer til dit endelige forsvar, dit speciale forsvar, så har du simpelthen vævet de her lag på Klinten, og du har brugt nogle farver, og som geolog kan jeg gå hen og læse det her vævede billede, du har lavet, fordi jeg kan simpelthen se de forskellige lag, og kan fortælle præcis, hvorfor er det der lag, der er enlæget, og jeg kan simpelthen også se den her drapering af Morine leder over Klinten. Meget inspirerende, og det er jo noget, der har været gennemgående ved dit projekt, og noget, som du har inspireret mig utrolig meget til, og noget, som vi også trækker ind i vores arbejde, i vores formidling. Netop det her med, hvordan kan vi formidle de her ofte komplekse tematikker, ofte svære nogle gange også ret dystre problematikker, når vi snakker om de fremtidsscenarier, vi står overfor. Og det her med at visualisere det smukt og kunstnerisk og kreativt og æstetisk, det gør altså noget ved fortællingen og giver den en anden værdi. Jeg synes, at en af de pointer, som virkelig er inspirerende i det arbejde, du har lavet her, det er at skabe en vision, som er positiv på den her ret dystre baggrund af de klimaforandringer, og det er den klimatilpasning, vi kigger ind i. at det behøver ikke være en dystopi. Der er faktisk en fantastisk vision for, at vi kan genskabe noget helt enestående natur, og komme til at leve i virkeligheden i langt højere grad i balance med de landskaber og den natur, som vi er en del af, sammenlignet med den tilgang, vi har i dag. Du har sådan et udtryk i dit arbejde her, hvor du siger, at menneskets indflydelse på landskabet er illiterær. Ja. Kan du lige forklare det en lille smule? Jamen egentlig er det jo noget, jeg har stjålet fra en landskabsarkitekt, der hedder Ann Winston-Spurn, Og hun taler om det her med, at vi har mistet vores sens til at læse landskaber, og til at forstå, hvad det er for nogle dynamikker og nogle kræfter, der er på spil. Så det er egentlig et udtryk, jeg har stjålet fra hende, men det her med, At vi jo netop ved at tænke, at vi kan kontrollere landskaber og kontrollere, hvor vand løber hen osv., så er vi nærmest blevet helt blinde på, at det er ikke os, der er i kontrol. Og det er lidt det, vi bliver konfronteret med med nogle af de her klimaforandringer, men lige pludselig så bliver vi nødt til sådan, åh, så er der noget, vi skal forholde os til, fordi det er ikke længere noget, vi kan kontrollere. 

Samtidig i den her proces, hvor vi har forsøgt at kontrollere det hele, så har vi mistet vores, hvad skal man sige, naturlige evne, eller vores forståelse af, hvad det er, der egentlig er på spil. Og det syne er rigtig smukt igennem, at det handler meget om, at det handler meget om at forbindsne sig til landskaber og menneske. Så tusind tak for dit smukke arbejde, og fordi du ville komme ned og fortælle os om det. Og vi håber, at det her kommer til at inspirere nogle af de processer, som jo skyller ind over hele landet lige nu. Og ikke mindst inspiration til at skabe positive visionære fremtidsscenarier for vores landskaber, og ikke at vi hænger fast i en dystopi omkring, at nu mister vi alt det, som vi har bygget op hen over tusindvis af år. Ja, lige præcis. Tak for det. Tak.