Stor saltvandsindsprøjtning til Det Sydfynske Øhav

Hvad betyder et lille stenrev i det store hav? Og hvorfor skal vi bruge 10 millioner på sten? Det er det spørgsmål, vi besvarer i denne podcast, hvor vi tager dig med helt ind i maskinrummet og fortæller om, hvad det netop er for et projekt, vi har fået beviget fra Havnaturfonden her i 2025. 

Hvad indeholder projektet? Hvad er et stenrev? Hvorfor er det så vigtigt, at det bliver genetableret? Og hvilken betydning får det for Det Sydfynske Øhav på sigt? Det her afsnit er for dig, der vil dykke helt ned i, hvad det vil sige at lave naturgenopretning i Øhavet. 

Du kan læse mere om stenrevsprojektet ved Drejø her: https://www.geoparkoehavet.dk/nyheder/stor-saltvandsindsproejtning-til-det-sydfynske-oehav

Transcript

Interview 0:04
Hvad betyder et lille stenrev i det store hav? Og hvorfor skal vi bruge 10 millioner på sten? Det er det spørgsmål, vi besvarer i denne podcast, hvor vi tager dig med helt ind i maskinrummet og fortæller om, hvad det netop er for et projekt, vi har fået beviget fra Havnaturfonden her i 2025. 

Hvad indeholder projektet? Hvad er et stenrev? Hvorfor er det så vigtigt, at det bliver genetableret? Og hvilken betydning får det for Øhædet på sigt? Så det her afsnit er for dig, der vil dykke helt ind i, hvad det vil sige at lave naturgene opretning i Øhædet. Du lytter til Noget mellem ørene. Vi er dine værter. Jeg hedder Linebro Nikolajsen, og jeg er geolog i Geoparken Sekretariat. Og min medvært er Rasmus Enhkis Kasper, Sekretarietsleder. 

Speak 1:21
En gang lå jeg på 12-15 meter vand på en lille bitte ø. i Fransk Polynesie. Motu-Ahi hed den. Og ventede. Jeg havde fat i en sten. Jeg gemte mig en lille smule, men kun en lille smule. Og så så jeg, da jeg næsten ikke kunne holde vejret mere, skyggen af noget stort, der passerede sådan en 8-10 meter væk. Og så måtte jeg vente noget mere, og så kom den tilbage igen. Og så kunne jeg mærke adrenalin og alt muligt andet ud i blodårne. En dorfiner. Og så kom den nærmere, og jeg kunne mærke, at den var nysgerrig på, hvem jeg var og hvad jeg lavede her. Og så kom den nærmere. Og på et tidspunkt, så var den på skudhold. 

Og så skød jeg den. Og du skød den. 

Fordi så var det en stor... Den hedder... Ej, nu kan jeg ikke huske, hvad den hedder. Den hedder tun med tænder på dansk. Tun med tænder. 

Det er et genialt navn. Jo, den hedder tuna niho. Tuna niho. Det betyder... Det betyder simpelthen... Fisk med store tænder. Tun med tænder. 

Altså på tæerhænsk. Og den hedder dogtooth tuna på engelsk. Og det er sådan en stor... Den har virkelig nogle specielle tænder, men det er så lækker en spisefisk. Og når man får den op, så kan man skære simpelthen rent sushi lige ud af den. Og det er bare for vildt. Og den var så stor, at mange mennesker kunne spise af den i flere dage. 

Og det er sådan en... Altså det føles, når det lykkes, så føles det som at få en kæmpe gave. Altså det er sådan... Altså man er meget taknemmelig. Jeg var meget taknemmelig. Og jeg har tit tænkt på, at der er noget, jeg drømmer om. Ligesom at give videre til mine børn. Og det er den der følelse af at være forbundet. Hvor at naturen giver en noget, som man faktisk har brug for. Lige der. 

Fordi der er man en del af systemet. Man er ikke bare en gæst. Man er heller ikke en, der tager mere, end man har brug for. Man er bare en del af systemet. 

Og det er sådan nogle oplevelser, man kan få med undervandshjagt. Fordi man er faktisk nødt til at sætte sig selv i en tilstand, hvor man ikke er en trussel. Og man er ikke aggressiv. Man er nødt til at fjerne al aggression. Fordi det reagerer fiskene på lynhurtigt, og så holder de sig væk. Så man skal være i fred med sig selv, og man skal ligge, og man skal vente. Og så er fiskene nysgerrige, og så kommer de, når man er det. Og så føles det rigtigt, og så er det rigtigt. Og så sker det der magiske. Og 

så kommer jeg tilbage til Danmark. Og nogle år, så kunne jeg godt gøre det herhjemme. Og pludselig så kunne jeg ikke mere, fordi jeg kunne mærke, at systemet kunne ikke holde til det. Det var så presset, altså de der store fisk, som man kunne skyde herhjemme. De var efterhånden så få, at det var ikke længere holdbart at jæbe på den måde. Men jeg drømmer stadigvæk om, at mine børn, eller mine børnebørn måske, skal have den oplevelse herhjemme, hvor vi Fordi vi igen har store fisk i vandet i overflod. Altså i en grad, hvor det faktisk er helt i orden en gang imellem at 

gå på jagt. Og Rasmus, dit ønske om, at dine børn og børnebørn også skal gå på jagt og få den her oplevelse. Den er jo lige kommet, den drøm er jo lige kommet sådan et lille skridt nærmere. Og det er den på grund af det, som vi skal snakke om i dag. Det er rigtigt. Den er, om ikke sådan inden for rækkevidde, så måske inden for, altså med det virkelig lange blik. Der ser vi den. Ja, der ser vi den. 

Rasmus, der er jo sket noget vildt. Noget, som der måske kan synes ret småt, men som det betyder noget. Både for Hævet, altså for Øhævet, og for os, som der bor her. Jeg aner ikke, hvad du mener med, at det er synes småt. Altså det er jo kæmpestort. Som vi skrev, vi kan ikke mærke vores fingerspidser længere, fordi vi har haft ad amene helt langt op over hovedet i så lang tid. Fordi, vi har fået en kæmpe bevilling fra Havnaturfonden, simpelthen 10,46 millioner kroner til at genskabe et stort stenrev, vest for Drejeø, midt i det sydfynske øhav. Ja, det er virkelig en godlighed, og ærligt talt, så er det nok også lidt en lelse, fordi bag den her bevilling, der ligger der mange måneders arbejde, der ligger den her store ansøgning om møder og drømmer om at kunne give noget tilbage til havde. Ja, det gør der, og det føles som en... En milepæl, et første skridt, forhåbentlig blandt rigtig mange, i forhold til at genetablere en levende natur og masser af biodiversitet i øhed. For et stenrev er jo ikke bare sten, det er levende natur, som vi nu kan komme i gang med at genskabe. Ja, men så men eller spørsmålet sagde jo også, hvorfor al den her begastring over noget, som måske vi synes, altså stadigvæk synes lidt småt, for det er jo bare nogle sten, der bliver lagt ud på havbunden. Og nogen kunne måske også spørge, om ikke 10,5 millioner kroner er ret mange penge til sten. Så hvordan hænger det sammen, og hvad betyder det for havet, og gør det egentlig en forskel for fiskene derude og for os mennesker? Og det er det, vi skal prøve at finde ud af i dag. Vi kommer til at dykke ned i historien, i geologien, i teknikken og menneskene bag det her stenrev. Og så svarer vi på, hvorfor det er så vigtigt at få det her stenrev lige netop ved Dræø. Det er det, vi gør. 

En af de ting, som er helt centralt for at forstå, hvorfor vi skal lave stenrev i Øhavet igen, det er, at det sydfynske Øhavet, det er, fordi det er, som det er, et meget store områder med lavt vand, masser af lysgennemtrængning, optimale strømforhold i forhold til ålegræs, så er det et sted, hvor der simpelthen har været kæmpestor forekomst af ålegræs på meget store arealer på lavt vand. Det er det optimale ynglested for fisk. 

Men det sydfynske Øhav er også kombineret og præget af de her dybe bassiner og overgangen fra de lave områder med masser af ålegræs, hvor der så har været historisk masser af stenrev, der ligesom leder ned til de dybere bassiner. Og der har vi fx et stort dybt bassin, altså mellem Ærø, nordpå, op mod Avanarkø og Drejø, og også mellem småøerne Avanarkø, Drejø og Skarø, og så Fyn, eller Sydfyn. Og bassinet nord for Ærø hedder Ærøø bassinet, og det andet hedder Ringskårbassinet. Og dem er der nogen, der spidser ører, når de hører, fordi det er de to bassiner, som altid bliver ramt af ildsvind. Og det er simpelthen fordi, de er dybe i dag. Men førhen, inden at der var ildsvind i spil her, så var det jo dernede, hvor der var det koldere og lidt mere næringsrige vand, og hvor de store fisk kunne holde til i deres huller og i deres sten. Og det vil sige, at det sydfynske øhave var simpelthen bare en ideel opvækstplads for alle mulige fiskearter. Men jo, dem vi er meget interesseret i, det er jo de store hoveddyr, altså det vil sige de store torsk og de store fladefisk, som pikvar, Og selvfølgelig også skrupper, rødspætter, sletvar og alle de der, som vi holder til på bunden. Derudover så er der masser af pelagiske fisk, altså fisk, der svømmer i vandsøjlen, som kommer igennem området i løbet af sæsonen. Altså der er hornfisk om foråret, der er makraller om efteråret, og så har vi også havørerne, der kommer ned igennem og kommer søer op i vandløbene for at gyde osv. Altså masser af fiskeliv i virkeligheden indtil for utrolig nylig, og igennem en meget lang periode i hele den periode, hvor der har været vand i det sydfynske øehav, altså det vil sige for omkring 6-8.000 år siden, og så frem til for, ja, måske 80 år siden kan vi sige, at der har virkelig været rigtig, rigtig mange fisk i det sydfynske øehav, og historisk også sådan, at man har kunnet være en stor spiller af eksportmarked, altså producent af fiskeprotein til store dele af Europa. 

Og så sker der noget, fordi sådan er det ikke i dag, og det ved vi godt alle sammen. Men for at give et billede af det, så skal vi ikke spole tiden mere end 50 år tilbage. 55 år til 1970, der var der 200 fiskeskib indregistreret i det sydfynske øehavn, med en kapacitet på mere end 5 brutroton, og brutroton det er sådan et rummål, man bruger i skibe, men det fortæller, at skibet det har haft i hvert fald en op til tre fisker ombord. Så i gennemsnit to fuldtidsfiskere på de her 200 erhvervsskib i 1970. Og hvis vi så tager sådan en lille by som Søby, så var der i 1970 35 indregistrerede fiskeskib i den her størrelse, og i 1980, der var der fem. 

Det er et ret markant fald. Så der sker noget lige der, og det er lige der, hvor vi kan se, ups, der er simpelthen noget, der går galt. Og det er sådan set i det åreti, at katastrofen, den indledes. Og katastrofen, når jeg siger det i dag, så er det et økosystem, som er kollapset. Som ikke længere kan regenerere af sig selv, og som betyder, at der ikke er en væsentlig bestand overhovedet af især de her store bundfisk. Og det er det, vi skal snakke om hvordan, hvordan genetabler vi robu ni robuerte fødekæder, inklusivig de her store fiskdar. Det er det, vi skal. Men inden vi kommer til at snakke om, hvordan vi genskaber det, så er det vigtigt, at vi får noget på plads, som vi alle sammen skal være bevidste om. Og det er spørgsmålet, hvordan skete den her katastrofe, hvorfor kom vi dertil, hvor er økosystemet, det er fuldstændig kollapset. Og vi har jo snakket også med Mogens Flint om det, og vi har været omkring det flere gange. Men jeg synes, det er væsentligt lige at få det ridset op en gang til. Fordi der er nemlig flere faktorer i spil, når vi kigger på det her kollaps. Og det ene, det starter jo tilbage umiddelbart efter en verdenskrig, hvor vi mangler alting. Det eneste, vi ikke mangler lige på det tidspunkt, det er faktisk fisk i ø-havet. Der er masser af fisk. Der er jo ikke nogen, der sulter hernede i det her område, fordi man kan tage ud i havet, og så kan man fange de fisk, der er brug for, og så får man dækket sit proteinbehov. Uanset alt muligt anden form for fødevaremangel og mangel i det hele taget i kølvandet af krigen. 

Men så sker der flere ting på en gang. Den ene, det har været i gang i virkeligheden i lang tid, men det er jo sådan en voldsomt tiltagende urbanisering. Folk flytter simpelthen fra landet ind til byen for at få arbejdet. Det er der, hvor udviklingen er koncentreret. Det er der, hvor industrien begynder at vokse frem meget hurtigt, umiddelbart efter en verdenskrig. Og det giver bare et kæmpe pres på kloakkanlæggene. Altså der er jo slet ikke kloakkanlæg, der er dimensioneret til at håndtere alt det lort. Og det vil sige, det ryger simpelthen ud i havet direkte. Helt ufiltreret ud i havet? Stort set helt ufiltreret. Især der i 50'erne og 60'erne, der har man slet ikke den her kapacitet op at køre endnu. Og sådan er det altså. Faktisk helt frem til i virkeligheden slutningen af 80'erne, der er det et kæmpe problem. At simpelthen menneskelig kloak, det ryger direkte ud i havet. Ikke bare den menneskelige kloak, men også, og det sker jo så også der fra slutningen af 40'erne, hvor vi får marshalhjælpen. Og virkelig begynder at få gang i det økonomiske hjul. 

Helt klart en voldsom industrialisering. Altså alle havnene får store slagterier. Der kommer anden industri. Og hvad gør de med deres spildevand? Hvorfor ligger de på havnen? Direkte ud i den der helt udtømmelige lignende. Hvor tingene bare forsvinder på den menneskels vis. Hvor det bare forsvinder, og strømmen tager det, og så er det væk. Hvor er det dejligt. Blandt andet her i Søenborg Sund, hvor vi har sådan et rigtig, rigtig fint badeanlæg ude ved Christiansminde. Kæmpe populært udflugtsmål i 20'erne og 30'erne. Alle mennesker skulle derud og bade og danse, og hvad ved jeg. Indtil at man pludselig, da vi når 60'erne, bader rundt i toiletpapir og slagteriaffald og alt muligt andet. Altså det er jo simpelthen ulækkert. Men der er også lavet en sang til det, er det ikke det? Der er lavet sådan et, vi har sådan et rigtig godt billede af sådan et læserbrev, der er skrevet dengang under overskriften Svendborg Usund. Altså, og det er helt indlysende, simpelthen bare fordi på det tidspunkt, der er vores tænkning den, ude i havet, ude af sig, så er det ikke. Ja, det forsvinder af sig selv. Og det begynder vi jo så at forstå hen ad vejen, at det gør det jo så faktisk ikke. Samtidig, altså en anden konsekvens af den marschalhjælp er jo helt klart, altså det er jo simpelthen traktoren. Det er traktoren, der kommer til Danmark med marschalhjælpen, det er Mace Ferguson, de var grå til at starte med. Så den ene her er stående derhjemme, bliver nødt til lige at Ja, ja. Den virker stadig. Det var kram. Og det gør jo, at landbruget og landbrugsproduktion, den kan intensiveres helt vildt. Men det kommer faktisk forholdsvis sent, det der ind, altså hvor det virkelig 

bliver en massiv forurening for landbruget. Det er måske først op i 80'erne for alvor, at det begynder at blive et reelt stort problem. Så det nytter ikke noget det der med at bare sige, at det er landbrugs skyld, at der er en lang forhistorie, hvor der er nogle andre faktorer i spil også. Så kommer vi til en faktor mere, som jeg synes er tit er overset og underforklaret, men det er jo, at der også var et massivt overfiskeri. Fordi sammen med den økonomiske udvikling og de nye produkter, der kom fra USA, så fik vi en ting mere, og det var plastik. Og i det øjeblik, vi begyndte at kunne lave fiskenet, lavet af plastik, som var usynlig for fiskene at se. Det var en revolution. Altså forestil dig, før de nye nye nye, som vi stadig brugte i dag, der var fiskenet lavet af hampegarn og bomuldsgarn. Altså det var jo store klundetede konstruktioner i virkligheden, som selvfølgelig virkede og fungerede, men de var jo ikke effektive, slet ikke i samme grad som de er i dag. Pludselig så fik man de her super lette, usynlige, kæmpe store fiskenet. Og det gjorde bare, at man kunne skovle fisk op ad øjehavet. Og det gjorde man i overvis. Og det kulminerede der i 1970. 200 fiskeskib med de her nye fangstredskaber. Altså det er utroligt, at det farvand, det kunne levere i virkeligheden i så lang tid. Og så kunne det jo så også lige pludselig heller ikke længere. Så overfiskede man simpelthen. Og så var det jo en klar, ikke bæredygtig situation, man var i i forhold til fiskeriet. Også en faktor i forhold til økosystemet, der kollapser. Fordi når man fjerner alle de store rovfisk, så fjerner man det øverste led i fødekæden. Og så starter man sådan set kollapset på den måde. 

Og så kommer den sidste ting. Ja. Skal vi have en jingle først? Fordi den sidste ting, vi skal snakke om her, det er jo det, der ligesom er årsagen til, at vi i dag er så fokuseret på at genetablere stenrev. Det er, at man særligt, da vi når i virkeligheden 70'erne, begynder massivt at stenfiske. Ikke bare i det sydsfynske øhav, men i alle de indre danske farvand. 

Okay Rasmus, den historie, du lige har fortalt her, den tydeliggør jo, at der faktisk er fem årsager til, at vi står i den problematik, Vi bliver nødt til at gøre noget ved nu. Og det første, det er urbaniseringen. Folk flyttede ind til byerne, det gjorde, at der bogstævligt til kom en masse skidt ud i havnet. Så er det industrialiseringen, som der har betød, at de her store industrier på havnene, altså førte deres affald ud i havnen direkte. Det sidste, det er landbrud, som har betydet, at der har været en øget tilførelse af næringsstoffer til havne. Og så foregik der jo også noget ude på vandet. Altså det første var, at de fisk, der så faktisk skulle overleve, de blev simpelthen samlet op eller fisket op. Der var et overfiskeri. Og det sidste er, at de levesteder, som fisken havde, altså stenrevne, de blev faktisk også fjernet. Og jeg tænker, at nu skal vi prøve at dykke lidt ned i de her stenrev. Ja, og det er jo en historie, som der er voksende interesse for, kan man sige. Men det er sådan en, i virkeligheden er det, my team, kulturelt eller kulturhistorien, sådan et lille kapitel, som man synes er lidt en lille smule pinligt, fordi hvis man har et gammelt træsskib i dag, så har det næsten med sikkerhed på et eller andet tidspunkt i sin historie været stenfisker. SF, stenfisker. Hvor det tidligere måske har været et fiskefartøj, eller det har været et fragtskib, så på et tidspunkt, så var de gamle træsskib der, de var blevet udkonkurreret af moderne fiskeskib, eller af større fragtskib. Og det vil sige, at småfragten og småfiskerid, det var simpelthen under afvikling i Danmark. Og det var en kæmpe flåde af skib, altså mange tusind skib, som inden for ti år, i løbet af 60'erne blev arbejdsløs, og det var ikke bare skibe, det var jo også rigtig, rigtig mange mennesker, og en af de ting, som man sådan krampagtigt kunne holde fast i, og som der var interesse for, fordi det var en ny ressource, eller en ressource, man havde fået blik for, det var faktisk stenene ude i havet, og det hænger sammen med, at man havde stort set brugt de sten, der var på land, altså de var brugt i fundamenter, og det vil sige, når man skulle lave, nye havneanlæg især, til at servicere, til at servicere udskibning af korn og fodre og industriprodukter, ja, så skulle man bygge med noget materiale, og det var sten, og de sten, de lå ude i havet. Og det vil sige, at rigtig mange af de her gamle skibe, de blev beskæftiget med at fære sten op. Helt lokalt hernede, så ved vi, at fremkring starten af 70'erne, der blev det meget moderne at sejle løsbåde. Det havde sådan set altid været fedt, men det havde været forbeholdt en overklasse. Det blev meget mere tilgængeligt at have et løsfartøj, både fordi folk var blevet rigere, altså middelklassen var simpelthen blevet større, men også fordi man var begyndt at kunne bygge seriproducere løsfartøjer af glasfiber, og det vil sige til en meget konkurrencedygtig pris. Pludselig så skulle alle have en skibehold. Derfor havde vi brug for at lave nogle store løsbådehavner, nogle store marinærer, og de der plastikbåde der, de kunne ikke tåle noget som helst, så de skulle være godt beskyttet, og derfor havde man brug for nogle store stenmåler. Og det er simpelthen årsagen til, at det der stenfiskeri, det bliver så stor en forretning, som det blev i 70'erne og 80'erne især. Og det rev, vi snakker om nu her, der ligger ude vest for Drejeø, det ligger meget tæt på to store løsbådehavner. Den ene, det er Søby og den anden, det er Æreskøbing over på Ærø. Og de blev simpelthen bygget i slut 70'erne og slut 80'erne, der stod de klar, og der havde man stenfisket intenst på den her grund, som vi nu vil genetablere stenradet på. Og det man skal vide, det er, altså det er helt sindssygt at tænke på. For det første er det millioner af tons af sten, når man kigger hen over, altså nationalt. Men det er ikke bare noget med, altså hvordan stenfisker man. Det er jo kampesten, vi snakker om. Og det er altså, det er Rasmus Klum dykkeren med messinghjelmen. Det er erhvervsdykkeren fra 60'erne. det er heldragten, tørdragten med bly i støvlerne. Og sådan en iltslang, der gik op til skibet. En luftslange, der gik op til en pumpe, der var oppe på skibet, hvor der stod i starten nogen manuelt at pumpe luftet ned, og senere hen så havde man en motor på til at pumpe luft ned. Og de gik ned på bunden, og det var ikke fordi det var på dybt vand, men det var jo stadigvæk drønefarligt. Altså man opererede med det der udstyr, det der dykkerudstyr, og så skulle man sætte nogle store redskaber fast på de her sten, og så skulle de hejses op, og nogle gange glæde stenene ud af redskaberne. Altså, så tusindvis af sten er fisket op på den måde der. En dykker går nede på bunden med bly i støvlerne, og sætter graben fast omkring, eller nettet fast omkring stenene, og så bliver de hejset op en af gangen. Det er helt vildt, at det har kunnet betale sig. Det er ufatteligt, at det har kunnet betale sig. Og et kæmpe arbejde, når man tænker på de der muler, hvor mange sten, der ligger der. Det er jo helt vildt. Ja, det er helt vildt. Men det er i virkeligheden ikke særlig belyst, det her område her. Vi ved ikke særlig meget om, i hvilket omfang og hvorhen præcis, men der er nogle enkelte af de her meget aktive stenfiskere, også lokalt i det sydfynske øhav, som har været meget omhyggelige med at skrive, hvor har de fisket, og hvor meget har de fisket. Og især en af dem, som hed hjemme i Forborg, er faktisk den primære kilde, vi bruger i dag, når vi prøver historisk at dokumentere, hvor meget der er fisket på forskellige lokaliteter. Og så har man så interpoleret derfra, at hvis han med den størrelse skib kunne fiske så mange sten på de her lokaliteter, så kan vi regne ud, eller forestille os, hvor mange andre skib, der har været cirka samme størrelse, det vil sige, hvor mange sten, der er fisket op. Og det er simpelthen metoden i dag. Men en anden metode til at regne ud, hvad der egentlig er foregået, det er jo ved at kigge på nogle historiske søkort. Og så se, hvad siger dybderne historisk? Og så enten kigge på et opdateret, moderne søkort, og siger, hvad siger den i dag? Eller tag ud simpelthen, og selv hoppe i våddragten og kigge, hvad siger dybden i dag? Hvor mange sten ligger derude? Og det har vi gjort derude vest for Drejeø, hvor det viser sig, fordi der står stadigvæk i søkortet i dag, på Mads Jensens grund, et godt stykke vest for Drejeø, der er 1,8 meter dybt. Altså havdybden er 1,8 meter der på den grund, Derfor skal man som sejler holde god afstand og gå vest om grunden for at komme fri af den. Og hvor dybt er der til den? Vores havbiolog, der var derude, var jo chokeret, da han opdagede, at det laveste punkt derude, det var 3,7 meter. Så det vil sige, altså fra søkortets 1,8 meter, og så ned til de 3,7 meter, der er i dag. Det er simpelthen lige på den grund der alene, udtryk for alle de sten, der er fjernet henover, altså i overvis af stenfiskeri på den der, lige præcis på den grund. Men Rasmus, vil du ikke også lige sige, hvorfor er det, vi er så interesseret i, hvor der har været sten tidligere? Hvorfor er det, du er gået ned i de her historiske kort? Jamen det er fordi, det er jo et helt centralt kriterie, når man skal både ansøge om og genetamilere de her rev, og også finansiere dem, så skal man jo være sikker på, at der hvor man lægger dem, der er bunden bæredygtig. Altså der kan bunden, der forsvinder de ikke, de sender ikke til, og de forsvinder ikke ned i døgnet eller mudret. 

Og det, at der har ligget sten, der er historisk, det er simpelthen det første og det vigtigste argument for at bunden af holdbare placering dermed er velegnet. Og jeg har jo i virkeligheden spørgsmålet til dig nu, hvorfor lå der egentlig så mange sten ude i øhavet lige præcis på de her lokaliteter? Fordi det er jo en geologisk forhistorie, der må være årsag til det. Jamen det er det også. Og for at vi ligesom kan dykke ned i den historie, så vil jeg starte med lige at fortælle, at vi snakker jo på landjorden om landskaber eller landskabs. Og det stopper jo ikke på landjorden, det fortsætter jo ud i havet, i det der hedder seascapes, eller havskaber, havlandskaber. Jeg ved ikke, om der er et dansk ord for det. Så man skal forestille sig, at det som vi ser på land, altså det kan man ligesom også se ude på havet, men der er jo selvfølgelig nogle andre dynamikker, der kommer til at ændre det på grund af de strøm, der er i havet. Så når vi er lige præcis ved drejeø, så kan vi se både på den form, som drejeø har, og vi kan også se det, når vi kigger på de jordartskort, som der viser, hvad der også er på havbunden, fordi dem har vi også. Der kan vi se, at der har ligget sådan en lille fin moræne der. Og når vi snakker moræne, så vil det altså sige, det er det her sediment, der er blandet fra det helt mindste partikler fra lær, og så til de her store blokke. Og så skal man forestille sig, at når den her bakke ligesom er forsat ud i havet fra øen, og ud i havet, da det var, at ø-havet begyndte at blive formet, dannet, da vi havde den her oversvømmelse af landskabet efter den sidste istid, jamen der er det her hav altså begyndt ligesom at filtrere alle de her fine partikler. Jamen jeg skal lige forstå, fordi jeg synes, man skal i virkeligheden tilbage til inden at ø-havet kom. Man skal tilbage til inden at ø-havet kom. Hvor det vi ser i dag, det er jo så bakketoppen, der stadigvæk står tilbage. Lige præcis. Men inden at vandet kom, så havde den bakketop jo en udstrækning til begge sider i virkeligheden. Ligesom en hver anden bakke i dag. Så den er jo ikke bare gået lodret ned, eller lodret op og ned af øen. den står ligesom på et fundament. Ja. Yes. Så når du siger, det er en moræne, så er det simpelthen... Så er det materiale, der er aflejret på forsiden af en glætjer, ikke? Den bliver også aflejret under glætjeren. Men lige den her, det ligner et sted, hvor isen har stået stille en lille smule, så den enten har skubbet noget op, eller der er lidt ekstra, der lige er blevet aflejret her, og har lavet den her, altså enten er det sådan en moræne, hvor tingene er skubbet op, eller hvor den har stået lidt stille, så der er lidt mere, der har haft mulighed for at smelte ud af glætjeren, lige præcis der, hvis det ikke har mening. Så får man jo sådan en lille bakke. Ja. Og du har fuldstændig rett i, at den her bakke, altså før at øge havde kom, så har den jo ligget, som man kan sige, som sådan en udstræk bakke i landskabet. Og så kom havde og oversvimmet, og så begyndte den jo, det her hav jo, at skære ind i den her bakke, og vi fik de her kysklinter, som vi kender nu. Men der er jo stadigvæk noget tilbage af den her bakke, ude på havet, fordi det som strømmen har mulighed for at bære med sig, det afhænger jo af den kraft og den energi, der er i strømmen. Og det er jo helt sikkert alle de små, lærede og sandede partikler, også mindre småsten, som ligesom er blevet taget med strømmen, og så vest om øen, og så op på den nordlige side, hvor det bliver aflejet som det her drej, det der gør, at det bliver dreje ø. Det er højst sandsynligt sediment også herfra, der ligesom kommer den vej op med strømmen. Og så det, der så står tilbage på havbunden, det er jo bare den her bunke af sten. Det er gullet. Det er gullet. Og jeg ved ikke rigtig, hvad man kan sammenligne det med, men man skal ligesom forestille sig, at alle de her sten, de har jo ikke rørt ved hinanden før, men når man så ligesom skylder alt det fine selv med en væk, så siger det ligesom sådan, Og så danner de det her meget smukke hule dannende rev, hvor de her sten ligesom står stablet oven på hinanden. Jeg synes, det er fantastisk at tænke på. Og jeg synes, det er så smukt med dreje ø, fordi lige præcis drejet der er jo udtryk for, du kalder det marin forland, at havstrømmen har taget materiale rundt igennem tusindvis af år og lagt det på der, så det der oprindeligt var to bakker, og dermed også, da det blev oversvømmet to øer, blev så forbundet til en ø af et drej, og deraf navnet dreje ø. Lige præcis. Det er jo simpelthen så fedt. Jeg synes, det er så totalt optug at forstå det her. Jeg synes også, det er vildt spændende. Og så lå stenene tilbage. Så lå stenene nemlig tilbage. Og man kan jo forestille sig en grusgrav, hvor man kan se for sig, at de store kampestene ligger spredt rundt omkring, og hvis man fjerner, altså, lige nu ryster på hovedet af mig, men hvis man fjerner sandet og sedimentet ind imellem dem, ja, så stabler de sig jo ligesom oven på hinanden. Det gør de nemlig. Ja, og de er for store til, at strømmen kan flytte dem. Det er de. Genialt. 

Og så er det jo, at det her stenrev netop bliver den her særlige oase for de havdyr, som der lever der. Og jeg vil egentlig gerne lidt ind på, fordi det er jo ikke nok, at der er et stenrev. Der skal jo mere til. Så skal vi prøve lige at dykke lidt ned i de lidt mere biologiske dele af det her. Helt sikkert. 

Rasmus, nu har vi talt om, hvordan stenrevne er blevet dannet. Vi har talt om, hvorfor stenrevne ikke er der mere. Men nu synes jeg, vi skal prøve at dykke ned i, hvad er det, der gør de her stenrev så vigtige for det liv, der er under vandet? Ja. Og det er, 

når vi snakker om de forskellige årsager til et økologisk kollaps i havet i dag, de ændrer danske farvand i dag, så er den her, altså at stenene er fjernet, det er en af de her fem primære årsager. 

Og det grund til, at vi rigtig gerne vil genetablere et stenrev her, det er fordi, det er ligesom en naturtype, som mangler. Altså det er et habitat, som mangler i fødekæden. Og det er et spørgsmål om, at de store fisk, hvis vi kigger på deres livscyklus, hvordan bliver en stor fisk til en stor fisk? Så starter det jo med, at den bliver lagt som et æg. Og det kunne typisk være, altså det kunne jo i gydeområder, og det kunne være i ålegræsset. Og i ålegræsset, der klistrer ægene fast til planterne, altså til ålegræsset. Og så sidder de der, og dem der ikke bliver spist allerede på det stadie, de klækkes og bliver til fiskeøngel. Små bitte organismer, som der er gjort af alle mulige andre organismer, som lever af. Men nogen af dem overlever jo. Og de er, at den del af fiskeøngel, som overlever og ikke bliver spist, mens den er lille bitte og fiskeøngel. Den skal jo have et stedet at vokse sig større, men den er jo super udsat, altså det er jo en lille bitte fisk, som rigtig mange gerne vil spise. Større fisk, men også fugle, rigtig mange fugle, altså vadefugle, alle mulige fugle i det her område her, vil gerne spise fiskønkel også. Så den der fisk, forestil jer, at den... Altså, jeg forestiller mig at finde Nemo, vil jeg sige? Ja, altså, prøv lige at høre, den er fødegrundlag for så mange forskellige organismer, og det simpelthen er et mirakel at blive bare lidt større end en fiskeøngel, ikke? Så på et tidspunkt, så har den brug for et sted, simpelthen, hvor den kan være i fredet, og det er der, hvor den skal have et stenreve. Den skal simpelthen have nogle huler og nogle sprakker, som den kan gemme sig i for alle de prædatorer, der er, som gerne vil spise den. Okay, men jeg tænker også, at for at undgå, at den her fisk bliver spist, er der bare nogle enkelte, der ligesom klarer det, så må der også være noget med afstanden fra det her søgræs og til stenrevet. Og det er jo det, jeg startede med at sige, at det er derfor, at øhævet er sådan helt specielt, fordi der er så mange steder, hvor de store lavvandede yngleområder og fiskeøngelopvækksområder er tæt forbundet med nogle dybere områder, hvor fisken kan søge ned og i øvrigt selv få noget at spise og vokse sig større i sikkerhed for fuglene, for eksempel. Og ude der ved vest for Drejø, der har vi faktisk stadigvæk et stort, sundt oligræs, eller oligræseng. Jeg skulle til at sige oligræsforekomst, men det er sådan en helt stor eng af oligræs, der ligger der. Så der har vi ligesom det første habitat, altså der, hvor ynglen ligesom kan klækkes og blive til små fisk. Og det, der så ikke er der længere, det er jo det sted, hvor fisken så kan tage hen efterfølgende, vandre hen og så vokse sig større. Og det er derfor, at det skal vi etablere lige præcis der. Eller det er endnu et argument for, at lige præcis det sted der er rigtig, rigtig godt. Både fordi der tidligere har været stenrev, men også fordi der er den her store, sunde oligræsforekomst umiddelbart i nærheden, hvorfra vi kan forvente, at stenrev vil blive befolket, altså at fiskeønge kan søge ned efterfølgende. Så samspillet mellem de her forskellige habitattyper er jo helt afgørende for, at en livscyklus ligesom kan komme op og stå. Altså at fisken kan vokse sig større i rimelig sikkerhed dernede. Det er jo også i sikkerhed senere hen for sel og for skav, altså de prædatorer, der kan dykke ned på dybere vand. Der skal man have steder at gemme sig, og det er derfor, at de her huledannende egenskaber er så vigtige. Fordi små sprækker og huler, som er store nok til en lille fisk, men for små til et sælhoved, eller en skavn kan komme ind og fange dem. Så det er helt afgørende. underfølgende, så kunne de jo så søge ned på endnu dybere vand, men vi vælger at genetablere det her stenrev ud på 10 meter, og det er der en helt specifik grund til, at vi ikke går dybere ned. Og det er jo, at vi ved, at i det øjeblik, vi kommer dybere ned, så er der risiko for ildsvind. Altså så begynder vi at komme ned i ildsvindsdybderne. Og det er jo en anden selvstændig pointe. Når vi genetablerer de her stenrev her, hvis vi skal have en forhåbning om, at de kommer til at fungere som sunde habitater, jamen så må de jo ikke blive ramt af ildsvind. Altså hvis man lægger stenene ned, hvor der er tilbage ved en ildsvind, så spilder man ressourcerne. Så derfor så stopper vi på 10 meter, og så håber vi, at det så er dybt nok til, at fiskene har mulighed for at vokse så store derfra. Altså Rasmus, når du fortæller den her historie, så kan jeg stadigvæk ikke lade være med at have den her tanke om, at der er det her lille stenrev, som vi nu genetablerer. Men i det her store øhav, hvor der er så mange problemer, altså hvad betyder det overhovedet, at vi laver det her stenrev? Jamen altså, nu skal vi ikke råde os ud i fortærskede floskler som en dråbe i havet. Vi kan bruge en sten i havet. En stenrev. Ja, det er rigtigt. Altså det er jo ikke et lille stenrev, det er faktisk et stort stenrev. Åh, men det føles meget lille, når man ser på det store område omkringen. Absolut, og det er det virkelig også. Og det er jo også, for det første er det vigtigt at sige, det er jo bare et første skridt. Altså, der er også andre skridt i gang. Altså Miljøstyrelsen er jo selv i gang med også at etablere et lige så stort stenrev over syd for Lyø. Og vi håber i øvrigt på, at der kommer en synergieffekt på tværs af de to stenrev der, altså hvor at fiskene kan vandre frem og tilbage. Men ja, det er fuldstændig rigtigt. Altså, der er jo brug for, der er jo fisket rigtig, rigtig mange sten op. Og det giver ikke mening at lægge dem ud i alle de lokaliteter igen, men det er bare et første skridt i en indsats som fisk. kommer til at række mange år ud i fremtiden. Og det vil være relevant at genetablere mange flere stenrev og også gøre andre ting. Altså også at kigge på olegræs og biogene rev, altså muslingebanker. Men det, som er allervigtigst, det er, at det nytter ikke noget at genetablere stenrev, hvis vi ikke samtidig gør noget i forhold til de presfaktorer. Det, der gør, at ø-havet igen og igen bliver ramt af helsvind. Vi er simpelthen nødt til også at kigge på årsagen til problemet, altså flere årsager til problemet. Nu har vi kigget på én. Det her med, at man har fjernet stenene. Så er det et problem, så kan vi prøve at genetablere. Der, hvor det giver bedst mening, og der, hvor vi har en forventning om, at det har størst effekt, der kan vi genetablere stenrev. Men det var jo bare én faktor. Ja, skal vi prøve lige at dykke ned i de andre faktorer, som der jo kommer fra land til at starte nu? Fordi, at der er noget med noget spildevand. Skal vi starte der? Det kan vi godt. Der snakkede vi jo om, at der skete det, at folk flyttede fra landet og ind til byerne, og dermed så blev koncentrationen af menneskelige næringsstoffer, 

det blev simpelthen koncentreret på nogle meget få, eller små områder, og der var meget store udledninger. Indtil, at man begyndte at rense spildevandet. Og det var jo altså først for alvor fra 1990. Og når jeg siger det selv, så bliver jeg jo egentlig chokeret. Altså, det var først i, eller fra 1989, vi havde vandmiljøplan nummer et, som virkelig tog fat i det her med spildevandsproblematikken. Så har vi så fået to, tre, fire og fem sidenhen. Og i dag har vi en ekstremt effektiv, altså på international plan, forbilledelig spildevandsrensning i Danmark. Jeg siger ikke, at den er 100%, men den er faktisk omkring 95-96%. Det vil sige, at det problem, som hænger sammen med menneskets spildevand, det er næsten løst. Så har vi stadigvæk et lille problem, altså ikke et lille, men altså, når vi kigger på mængderne, er det et forholdsvis lille problem. Når vi blander sort spildevand, altså vores eget kloakvand, med overfladevand, altså regnvand. Og der begynder vi jo at snakke om, at vi har nogle meget dyre separeringsprojekter, hvor vi skal have separeret regnvand fra sort spildevand. Fordi når vi har de der ekstreme nedbørshændelser, jamen så er der stadigvæk i dag overløb, hvor det sorte spildevand løber ud, og det er der, hvor vi skal kigge på vores badevandsab, og så sikre os, at der ikke er kolibakterier, når vi bader. Og det er jo udtryk for, at der er kommet menneskelige fækalier ud i vandet, ikke også? Så det er jo ikke, at det er perfekt, men overordnet betragtet, så er der sket utrolig meget på det område, og Danmark er et af de lande, som flest land kigger i retning af, når man ser på, hvordan laver man effektiv spildevandsrensning. Lidt rart at tænke på, når det kun er 14 dage siden, at vi faktisk har været nede og badet ved Christiansminde i Svendborgsund. Rart at tænke på, at der er lidt bedre styr på det nu. Okay, men den anden ting, den næste ting, det var så industrien. Ja, og der er historien jo både god og skidt. Altså, den er jo den, at den er også fjernet fra havnearealerne. Det kan ikke længere betale sig at have stor og tung industri i havnebyerne. Simpelthen fordi, at den rekreative værdi forbundet ved at være havneby, den æstetiske værdi forbundet ved at have udsigt ud over havet, den er blevet større end værdien af at have for eksempel slagteri eller anden industri nede på havnealierne. Så de er flyttet. Og det er jo sket faktisk primært fra slutningen af 90'erne. Altså, det var der, hvor de der store virksomheder, de begyndte at lukke. Altså, slagterierne lukkede på stribe, og det blev koncentreret i større og større slagterier. Og i Danmark har vi jo stort set ikke industrislagterier tilbage. De er jo flyttet til Polen og Nordtyskland. Vi har stadigvæk i Horsens. Men det er... 

Altså, Danish Crown har meget store slagterier, men de er jo fjernet fra alle de små slagterier. Det kan slet ikke betale sig. Og så er det koncentreret andre steder, hvor man har styr i øvrigt også på industriaffaldet. Så den problematik, den er der heller ikke rigtig længere. Altså, der er stort set fuldstændig styr på udledningerne fra industrien. Og så alligevel ikke, fordi vi har jo også sager, også i nyere tid, hvor virksomheder stadigvæk får lov til at udlede miljøfarlige stoffer. Og det er jo stadigvæk et alvorligt problem. Men i forhold til næringsstoffer og i forhold til økosystemet ude i havet, der er det, i hvert fald i vores område her i det sydsynske ørehav, ikke længere en væsentlig problematik med industriudledningerne. Og så kommer vi til den tredje faktor for land. Og det er landbruget. Ja. Og landbruget har været, altså er i dag jo den helt, altså er den primære kile til næringssalte ud i de indre danske farvande, og det er jo det, altså, hvis vi, altså, når vi kigger på det i dag, så er det 70 procent af de næringsstoffer, der er i de indre danske farvande, de kommer fra landbrugsproduktionen på land. Og det er der mange årsager til, altså, det er jo, blandt andet, at vi har en meget stor husdyreproduktion, altså, det er bare simpelthen rigtig meget. 

Gylde, der bliver produceret, og hvad hedder det, det er jo ikke længere et spørgsmål om, altså, kapacitet, problematikken handler ikke længere om, hvor mange dyr man kan producere på land. Det handler jo i høj grad om, hvor meget afføring man kan, altså, hvor meget gylde man kan komme af med. Og det er jo det her med kvælstofgrænserne, hvor meget må man hælde ud på markerne, fordi vi ved, at når vi hælder det ud på markerne, så er der en masse af det, der bliver optaget af planterne. Men der er også rigtig meget, som, når det regner, bliver ført med vandløbende, og ret effektivt med vandløbende, fordi vi har jo drænet markerne effektivt, så i stedet for, at vandet, det står i lang tid, og ligesom afgasser, og alt det her kvælstof, det kan komme op i atmosfæren, hvor det er fuldstændig uskadeligt. Jamen, så har vi drænet effektivt, så det kommer ud i vores åer, som er rettet ud, så det løber mere eller mindre direkte ud i farvandene. Og det er, kan man sige, det sted, hvor vi stadigvæk har en væsentlig kilde til næringsstoffer. Det skal siges, at landbruget har faktisk reduceret meget i de sidste 30 år, men det er stadigvæk der, når vi snakker om, at vi skal have liv i havet igen, så er vi nødt til at reducere det, og det er jo det, den grønne træpart handler om. Lige præcis. Og prøv lige at sige helt kort, hvad er den grønne træpart, og hvad er det for en betydning, den kommer til at have? Jamen, den grønne træpart er jo en fuldstændig enestående konstruktion. Jeg vil gerne, altså, jeg hører den tit kritiseret, og den er ikke effektiv nok, at der er muligt. Det er en fuldstændig fantastisk enestående konstruktion, som er lavet i Danmark på baggrund af vores traditioner for at sætte os ned og forhandle med hinanden på tværs af interesser og finde en løsning på et alvorligt problem. Altså, den danske model for overenskomster og arbejdsmarkedsregler har jo inspireret den her proces, hvor Danmarks Naturfredningsforening og landbruget og kommunerne har sætter sig sammen og laver aftaler omkring, Hvordan kan vi for det første reducere landbrugsarealet i det hele taget, men hvordan kan vi primært reducere udvastningen af næringssalte til farvandene? Så det er jo en enormt ambitiøs plan, og det er også en fantastisk konstruktion, man har lavet, hvor man sætter sig ned på tværs af interesser og finder en løsning sammen. 

For det sydfynske øhavn, der er der lavet en plan nu for arealomlægning og for udtagning af landbrugsjord og for projekter, som stopper udvastningen af næringsstoffer. Som vil have, altså hvis de planer, alle de planer, de bliver realiseret, så vil det have en effekt svarende til 40% reduktion. Så kan man spørge sig selv, om det er nok. Vi har en forventning om, at det er det. Hvis man realiserer den plan, så er der alt mulig grund til at tro, at så kan vi faktisk godt få økosystemet i havet til at fungere igen. Så der er alt mulig grund til at være superbekejstet for den grønne træpart og for at juble hver gang, at der bliver gennemført en ny aftale, hvor vi får rykket på det her. Det er jo særligt jordene, der ligger tæt på de store or, og altså, ja, der er jo mange, men hele kysten rundt har vi et meget, meget stort landopland, altså vandopland op ind på Sydfyn. Og det skråner jo bare ned mod havet, altså det er jo de højderyggene, og så ud af, det går bare stajlt ned ad bakke. Så derfor er det også i de områder, at der virkelig er noget at hente i forhold til at få reduceret udvaskning af næringssaltene. Den indsats er i virkeligheden det primære. Altså langt den største indsats, ikke? Ja, for det giver vel ikke mening at gøre noget ude under vandet, hvis det ikke er i orden. Nej, altså, det er jo også, og vi har jo forsøgt det før, vi har jo forsøgt at fundraise til naturkendeopretningsprojekter tidligere, hvor vi har fået afslag, fordi at de ikke tog fat i problematikken. Og så er det helt korrekte svar fra en fond, man søger, man søger... Vi giver simpelthen ikke penge til at lave naturgentopretning i havet, hvis vi ikke gør noget ved problemet, altså kilden til problemet på land. Og det gør vi nu i kraft af den grønne træepart, og derfor giver det nu mening også at gøre noget ude på vandet. Og det er jo lige præcis synergieffekten mellem de her to indsatser her, som kommer til at gøre den helt afgørende forskel. 

Hvordan er det helt konkret, at vi vil genskabe det her stenrev? Hvad er det for et projekt, vi har nu fået bevildet fra Havnaturfonden? Havde den her pulje sammen med den danske naturfond på 43 en halv millioner kroner samlet set. Og det er en led af en større pulje, fordi staten har sådan set sat en halv milliard af til indsatser hen over 5-6 år. Og det her var så en pulje, specifikt målrettet samarbejder på tværs af kommuner, eller altså kommuner kunne søge den her pulje her. Og vi har så i Geoparksekretariatet udpeget som operatør på tværs af de 84 sydfynske kommuner. til at lave en samlet fælles ansøgning for det sydfynske Øhavn. Og det, som den skulle indeholde, det var et realistisk naturkenopretningsprojekt, som kan gennemføres inden for forholdsvis kort tidshorisont. Og hvor man kan argumentere for, at det vil få en natureffekt på en forholdsvis kort tidsbane. Så det, vi har gjort, det er, at vi har lavet en stor analyse af, hvad er der, eller retter, vi har arbejdet videre med nogle analyser, der allerede var lavet fra Center for Marin Naturkenopretning, hvor vores ven, Mogens Flind jo sidder. Og så har vi kigget mere specifikt ned på, hvad hedder vi af tilgængelige data, specifikt for vores område, som kunne kvalificere de mere overordnede analyser. Og der har vi så fået udparet en række lokaliteter, hvor det vil give mening at genetablere stenrever ud blandt ålegræs. Og der har vi jo så skulle vælge det, som vi synes var det allerbedste projekt at starte med. Og der endte vi med at vælge Drejeø-revet her, og vi kalder det Mosaik Natur Centralt i det sydfynske Øhav, fordi det jo hænger sammen med den sunde ålegræsforekomst, der er mellem revet her og så Drejeø. Også fordi det ligger lige der på kanten af det lavvandede vand, som vi snakkede om tidligere, hvor der er masser af fiskeønkel, og så ned mod det dybere bassin. Og det vil sige, at det ligger lige det helt rigtige sted. Og det vi så vil, det er, at vi vil genetablere et stenrev, ikke præcis som det var oprindeligt. Og det hænger sammen med, at vi fokuserer på at lave... Altså man kan sige, oprindeligt, da stenrev lå tilbage, så var der huledannende egenskaber, men det var jo ikke lavet med henblik på huledannende egenskaber, det var jo bare lavet af naturen. Lige præcis. Fordi at sedimentet var fjernet, som du forklarede tidligere. Nu prøver vi at designe et rev, som med særlig fokus på de her huledannende egenskaber, og med særlig fokus på, at det kommer til at fungere som et rigtig godt habitat for... I øvrigt, vi har snakket rigtig meget om fisk, men for flere forskellige arter, også for makroalger, altså store algetyper, som sætter sig på de her sten. Også for skalddyr, altså muslinger, som også sætter sig på de her sten. Og alle sammen medvirker til at gøre habitatet rigtig sundt og godt. Så det er sådan nogle mindre revstrukturer, hvor de bygger sig op næsten i kejler, men sådan nogle forlængede kejler, kunne man forestille sig, med lidt afstand imellem, hvor fisk og også andre arter kan bevæge sig imellem de her strukturer. Og det er jo også fordi, at en fladfisk bor jo ikke på et stenrev. Der skal også være noget sand ind imellem, hvor den kan være, og den kan så leve af nogle af de fisk, der bor på revet. Så på den måde, så prøver vi i designet af sådan et rev der, at tage hensyn til alle de forskellige arter, som kunne finde på at bo der. Og Rasmus, hvorfor er I stenene fra? Jamen altså, det er jo det fede spørgsmål. Fordi faktisk, så kommer de præcis det samme sted fra stort set, som de kom oprindeligt fra. Ah, så vi er op nord på et sted? Ja, vi er nemlig op nord på. Og så tænker nogen måske, hvad? Altså lå stenene ikke oprindeligt derude i Jøhavet? Og jo, det gjorde de jo, men det har lignet jo lært os. De er jo blevet flyttet ned til det sydfønske øhav af de store gletsjerer under den seneste istid. Men altså, du har vel ikke en forventning om, at det er isen igen, der skal hjælpe dig med at få fat på de her sten? Nej, altså det er sådan, at de her store, samme stentyper, som er knæs og granit, nu er det mig, der skal sige den slags, men altså, det er jo et affaldsprodukt oppe i Norge og i Sverige, når man laver en tunnel og når man laver en vej, og man spranger sig ind igennem et fjeld, så er der jo en masse sten. Man har sprangt væk, det hedder simpelthen sprangsten, og det vil sige, det kan man få, altså det kan man købe rimelig billigt, og så skal det jo fragtes herned, og det er enig i det, der koster mest, altså at få det sejlet herned, og så bliver det læsset af nok på nogle store pramme, og derfra flyttet ud, simpelthen lagt meget præcist med GPS-udstyr og kraner ned på bunden i lige præcis de strukturer, som vi gerne vil. Men stenene, de kommer altså fra Norge og Sverige, ligesom de oprindelige stenkjort, og så er der mange, der spørger, jamen hvad? Kan de virkelig betale sig? Altså så skal vi simpelthen pøse CO2 ud i atmosfæren for at flytte sten fra Norges vestkyst, og så ned til det sydsynskø her. Hvorfor bruger vi ikke bare de sten, der ligger inde på land og ligger på markerne og kommer op hele tiden? Det er simpelthen fordi, at det er ingen kæmpe logistisk udfordring at få samlet alle de der sten, der ligger på land, alle mulige forskellige steder. Selvom at landmændene i overvis har bunket dem op forskellige steder, så er det faktisk en knap ressource på land. Der er stadigvæk efterspørgsel på de her sten, og det vil sige, at de store renovationsvirksomheder, som står for det her, Vi har sådan set folk, der gerne vil købe de her sten til en rigtig god pris, og vi har overhovedet ikke nærheden af de mængder, som vi har brug for at lave de her stenrev. Så derfor så vælger vi at sige, at fordi vi også faktisk har nogle naturgeneopretningsprojekter på land, som har brug for sten, så siger vi ligesom, okay, men de sten, der ligger på land, dem rører vi ikke i forhold til stenrev. Dem må vi reservere til de her andre naturgeneopretningsprojekter på land, og så får vi fragtet de der meget store mængder, fordi vi snakker jo om til Drejø-revet alene her, altså 15.000 tons granit, som bliver lagt ud. Så det er rigtig store mængder. Men det er jo sjovt, at det er i virkeligheden, oprindelsen på de her sten er den samme. Det, der er forskellen, det er jo, at de sten, som vi lægger ud nu, de er jo ikke blevet skrubbet på undersiden af en gletsjer mod hinanden i tusindvis af år. Nej, de har nogle meget skarpe kanter, hvor dem, der har ligget der tidligere, har nogle dejlige afrundede kanter, som de er blevet afrummet is og vandet. Og det gode ved det med de skarpe kanter, det er jo faktisk, at det giver flere sprækker og flere huler end de bløde, runde sten. Så der er en lille fordel der, kan man sige, oven i hatten, ved at man tager de sprængte sten. Okay, Rasmus, nu forestiller vi os, at stenreddet, det har ligget på havbånen, at det nu er etableret. Og hvad sker der så? 

Så sker der jo det, at så skal man lige væbne sig med en lille smule tålmodighed. Fordi vi lægger dem sandsynligt, altså vi håber på at kunne lægge dem ud i foråret 2027. Fordi der er lige en proces, der går forud, vi har skrevet en ansøgning til Køstdirektoratet, den skal vi have svar på. Vi skal have tilladelse til at lægge stene ud på den her position, som vi har planlagt. Så er der hele den her leverance af sten og udlægning, den skal i udbud, fordi det er jo et stort beløb. Så der er sådan en EU-udbudsproces, så skal man vælge den rigtige entreprenør. Der er nogen, der gaber. Og så skal de lægges ud, ikke? Og så skal de jo lægges meget omhyggeligt ud på de helt rigtige lokaliteter, og med dykker i vandet igen, der er kvalitetssikre, at de har de her hulledande egenskaber, som vi har brug for. Og så skal vi jo samtidig engagere jo nogle lokale i forhold til, at det her er spændende. Og det er jo både dem, der bor lige i nærheden, så det er jo lokalbeboerforeningen på Drejeø. Det er også de andre småøer, som synes, det er spændende, men så er det også vores lokale dykkerklubber og vores lokale naturskoler, som gerne vil være med til at både monitorere, hvad sker der så på revet. Vi har for eksempel vores dykkerklubber der, både Fridykkerklubben i Forborg og Dykkerklubben i Svendborg, de har juniorhold, der tager undervandsfotografier, som skal med ud og igennem året tage billeder af, hvad kommer der så i liv på stenrevet, hvor hurtigt går det, og hvad er det for noget liv, hvad er det for nogle organismer, som kommer først, og hvad følger efter, og hvornår er der fisk. Så det er jo noget, vi glæder os rigtig meget til. Og så har vi faktisk også et lokalt filmproduktionsselskab, som laver en lille minidokumentar omkring hele det her projekt, og hvordan man faktisk etablerer sådan et stenreve. Det hænger sammen med også, at en ting er at etableres stenreve. Det ligger faktisk også i vores ansøgning, at vi opbygger lokale kompetencer i forhold til at håndtere de her projekter, sådan så vi kan gøre os håb om at lave flere stenreve og flere genopretningsprojekter i sådan en forholdsvis nær fremtid. Og det vi jo så kan håbe på, det er at allerede måske i efteråret 2027, altså et halvt år efter at sten er lagt ud, at der begynder vi at se det første liv. Og det har vi så rimelig god erfaring med fra and fremmede fra and fremmede af steneræv projekter i Danmark, at det er også cirka så lang tid der går. Men før vi ligesom har det myldrende liv, der kommer vi til at vente nogle år. 

Og altså med det her projekt, så har vi fået nogle midler, men jeg kan også mærke, at det også giver rigtig meget håb. Det er jo det her første skridt. Fordi vi har rigtig længe, altså faktisk i flere år, siden jeg overhovedet startede her tilbage i 2020, selv blev den første ansøgning sendt afsted. Så det har jo været et ønske at komme i gang med de her indsatser her i lang tid. Og derfor så er det jo fantastisk dejligt, at vi nu kan komme i gang med det første rev og få gjort os nogle erfaringer og få dokumenteret, hvordan det virker. Og dermed også forhåbentlig kunne sætte gang i en bevægelse, som inkluderer mange flere indsatser. Både flere stenriver, men altså også mere ålegræs og fokus på muslinger og fiskeudsætninger og alt muligt andet. Så det at komme i gang, det er simpelthen fuldstændig fantastisk. Også for Sikkerteriet her, hvor vi arbejder jo inden for seks indsatsområder, og det første, det hedder geologi og natur, og vi har bare haft det her ønske om at arbejde med naturgenopretning i rigtig lang tid. Så det er virkelig stort, at det nu bliver til noget. Og hvis vi så kigger ud i fremtiden, så er det også nu, vi har det der håb for, at dine børn og børnebørn og mine børnebørn faktisk også får mulighed for at opleve et øhav, hvor der er et spridlende liv. 

Ja, det er jo det, der er perspektivet. Det er det, vi alle sammen drømmer om. Det er, at jeg kom til at skrive den anden dag, hvad er Geopark til sydsfynske øhav, hvis der ikke er liv i øhavet? 

På mange måder så har jeg det sådan, at hvis ikke vi arbejder med det her, så kan alt det andet, vi laver, næsten være lige meget. Altså, vi er nødt til at gøre noget, og det er jo ikke kun os herinde i, altså det er jo os alle sammen, vi er nødt til at gøre noget. for at afhjælpe den her problematik, fordi det er jo halvdelen af vores natur. Altså det er jo, vi har naturen på land, og vi har naturen ude i vandet. Og vi er bare ikke vant til at tænke på havnatur, som lige så værdifuld og lige så vigtig i sin egen ret som naturen på land. Men det er den jo. Og vi er utrolig fattige, hvis ikke vi har liv i vores hav. Og det er det, det handler om. Det handler simpelthen om, at vi skal også kunne leve med os selv, og den måde, vi er i verden på, og den måde, vi er i verden, som en del af naturen på. Altså, så er vi nødt til at håndtere den store påvirkning, negativ påvirkning, vi har haft på vores havmiljø igennem det sidste århundrede. 

Så det er simpelthen bare utrolig godt at komme i gang med. Drømmen er selvfølgelig, at vi igen kan komme ud med vores børn og børnebørn, og kunne tillade os at fiske en stor torsk op til nyt år. Men der er jo også mellemstadiet, og som jeg nævnte, så de her gode dykkerklubber, vi har, de har jo de her juniorhold med undervandsfotografi. Og det er jo en fantastisk vidunderlig smuk verden, især når man kommer tæt på den, der hvor der er liv i dag. Så det er måske der, vi skal starte. Så må vi dokumentere, hvordan livet det kommer til at forhåbentlig udfolde sig og vende tilbage efterhånden, som vi får genetableret de her strukturer. Og i øvrigt få i høj grad reduceret problemet på landet. 

Tak fordi du tog mig og lytterne med lidt dybere ind i det her projekt. Jeg glæder mig meget til at være en del af det og til at følge det. Selv tak, Ligne. Det bliver så godt. Det bliver så godt.