Noget mellem øerne
Nogle steder bærer på mere, end man lige ser. De stejle bakker og øernes form, livet under havoverfladen eller den lille klump ler, der gemmer på et helt klimaarkiv.
I Noget mellem øerne dykker vi ned i det, der ligger bag landskabet i UNESCO Global Geopark det sydfynske øhav. Og alt det der har formet det - is, hav, mennesker og idéer.
Værterne er Line Bruun Nicolaisen, geolog i Geoparkens sekretariat og Rasmus Elmquist Casper, sekretariatsleder og filosof.
Sammen inviterer de formidlere, forskere og nysgerrige hoveder med på opdagelse i fortidens spor og nutidens sammenhænge for at forstå lidt mere af, hvordan vi selv hænger sammen med alt det mellem øerne. Og ikke mindst, hvordan vi passer på det for fremtiden.
Værter: Line Bruun Nicolaisen, geolog i Geoparkens sekretariat og Rasmus Elmquist Casper, sekretariatsleder og filosof.
Redigering og klipning: Anna Stærbo, journalist
Noget mellem øerne
Under isen med gletsjerdetektiven Lis Allaart
Use Left/Right to seek, Home/End to jump to start or end. Hold shift to jump forward or backward.
Gletsjere er mere end is. De er levende, knirkende kæmper, der over tusinder af år har formet fjelde, slebet dale og tegnet konturerne af det land, vi står på.
At stå foran en gletsjer er som at stå over for en gammel ven. Den har ligget her i årtusinder, gennem alle de liv, der kom før os. I lag af is gemmer den på frosne minder om tidligere tiders klima. Når de smelter, slipper tusinder af år gamle luftbobler fri og bliver en del af nutidens atmosfære. Vand, der har været bundet, bevæger sig igen – under vores fødder, mod fjorden, videre ud i verden. Fra Arktis til øhavet.
Og måske er det netop dér, forbindelsen ligger – mellem Svalbard og Danmark. For de kræfter, der i dag styrer Svalbards gletsjere, er de samme, som engang skabte vores landskab: bakkerne, dalene, øerne i Det Sydfynske Øhav.
I dette afsnit kigger vi langt for at forstå noget, der er helt nært. Til Svalbard, et sted hvor isen stadig arbejder, hvor fortiden ligger åbent i landskabet. Her kan vi få et indblik i, hvordan Danmark engang så ud under den sidste istid.
Vært er Line. Med i studiet er Lis Allart, forsker ved GEUS. Vi har begge studeret og arbejdet på Svalbard, og i dette afsnit tager vi jer med op til Svalbard, i tanken i hvert fald, kigger på gletsjere og dykker ned i fortællingen om isens kræfter og om de dybe rytmer, der veksler mellem istider og mellemistider, og som stadig former vores verden i dag.
ÔªøInterview 0:05
Gletsjer er mere end bare is. De levende knirkende kæmper, der over tusinder af år har formet fjelle, slæbet dale og tegnet konturerne af det land, vi står på. Og at stå foran en gletsjer er som at stå foran en gammel ven. Den har ligget her i årtusinder gennem alle de liv, der kom før os. Og elægene af is gemmer den på frosne minder om tidligere tiders klima. Og når gletsjerne smelter, slipper tusinder af år gamle luftbobler fri, og bliver en del af nutidens atmosfære. Og vand, der har været bundet, bevæger sig igen. Under vores fødder, mod fjorden og videre ud i verden. Hele vejen fra Arktis til Øhavet. Og det er måske netop der, hvorvand fjentligere, as well, mellem Svalbard og Danmark. For de kr, der i dag styrer Svalbard af gletsjer er de samme, der skabte vores landskab. Bakkerne, dalene og øerne i det sydfynske øhav. I dette afsnit kigger vi langt mod nord. for at forstå noget, der er ganske nært. Til Svalbard, et sted, hvor isen stadig arbejder, og hvor fortiden ligger åbent i landskabet. Her kan vi få et indblik i, hvordan Danmark engang så ud under den sidste istid. lytter til noget mellem ørene. I dette afsnit, der er jeg din vært. Og jeg hedder Linebro Nikolajsen, og er geolog i Geoparkens sekretariat. Og med mig i studiet har jeg Alice Allert, som er forsker ved Geus. Og vi har begge studeret og arbejdet på Svalbard. Og i dette afsnit tager vi jer med derop. I hvert fald i tankerne. Vi kigger på Gletsjer Is, og dykker ned i fortællingen om isens kræfter. Og om de dybe rytmer, der vækster mellem istider og mellemistider. Og som stadig former vores verden i dag.
Speak 2:21
I dag er jeg taget ud af Geoparken, for bedre at kunne forstå den. Og jeg er taget hele vejen til Aarhus, til Geuses afdeling her i Aarhus. Og så vi sidder nu inde på sådan et kontor, som der er fyldt med plakater, der viser Grønland, og som der viser det Arktiske Hav og Antarktis. Og det synes jeg egentlig er meget rammende for det, som vi skal snakke om i dag. Fordi i dag, der skal vi snakke om istidsgeologi. Og særligt med fokus på gletsjerne. Og hvordan deres kræfter har været med til at forme det danske landskab. Og derfor er jeg rigtig taknemmelig for, at jeg har mulighed for at snakke med en af de personer i Danmark, som der ved utrolig meget om istidsgeologien, om gletsjere, og som da også har mærket det på egen krop. Og det er dig, Lise. Du er ansat her ved Geos. Du er istidsgeolog. Og så kalder du dig også sig selv for Gletsjerdetektiven. Vil du ikke lige starte med at præsentere dig selv? Jeg hedder Lise. Jeg arbejder her som forsker med Geos i Geos' årsafdeling, som hedder noget så fancy som overfladen er land- og maringeologi. Og inde i det, der indgår også istidsgeologi eller glacialgeologi. Jeg er glacialgeolog og har læst i Norge og på Svalbard. Det kommer vi ind på lidt senere, tror jeg.
Nu arbejder jeg med forståelsen af det danske landskab, men også stadig med Arktis og Grønland, og hvordan gletsjerne i dag former det grønlandske landskab. Det er jo utrolig spændende og også ret vigtig forskning, tænker jeg, Lise. Særligt med de udfordringer og klimaudfordringer, vi står overfor nu. Og Lise, vi kender jo også hinanden fra et lidt atypisk sted. En del af min uddannelse tog jeg på Svalbard, som er en øgegruppe, der ligger op omkring 80 grader nord. Det ligger kun 1000 km fra Nordpolen, og der er rigtig mange gletsjer. Og der kan man læse geologi op, og man kan også læse nogle andre ting. Men der er sådan et universitetscenter, der er drevet af de norske universiteter. Jeg læste i Norge, så var det hurtigt lige at kunne komme derop. Men du læste i Danmark, men du kom også derop på geologi-studiet. Ja, så vi kender faktisk hinanden fra Svalbard, hvor vi begge to skrev speciale, og du så også senere ph. d.? Og grunden til, at vi har så mange studerende, både fra Danmark og Norge, der tager netop til Svalbard for at studere istidsgeologi, er jo netop fordi, at der deroppe nu er gletsjer, men samtidig kan man også se sporene for de tidligere gletsjer og istider, der har været på Svalbard. Og det, som er særligt fedt ved Svalbard, er, at der ikke er nogen træer, og ikke er særlig meget bevoksning. Og hvorfor er det, at det er så fantastisk? Som geolog, så må man jo gerne se det rå landskab, og lige præcis, hvordan gletsjerne har efterladt det, og se gletsjernes aftryk. Og det er bare meget lettere, når der ikke er nogen træer. Og de højeste. Der er et lille slags træ deroppe, der hedder dværgbirk, men det er bare op til 20 cm høj. Jeg ved faktisk ikke, hvor man kalder det et træ, tæller. Ja, men det er sådan biologisk bestemt, eller der er en definition, og så er det et træ. Men det er altså en lille bitte, meget kratlignende buske. Så det gør, at man bare kan se hele det storslede landskab deroppe, og se meget, meget tydelige spor efter gletsjerne. Og man kan jo se, at der er 57 procent af landmassen deroppe, er stadig dækket af is. Altså gletsjeris. Så der er rigtig meget is og istidsgeologi at kigge på. Og hvorfor er det så interessant for os at forstå den her istidsgeologi, når vi nu er i Danmark? Det er fordi hele Danmark er jo formet under den sidste, eller istiderne. Og alle vores bakker er bygget af gletsjer. Gletsjer, der har skubbet dem sammen. Så for at forstå det danske landskab, så kan det være rigtig smart at tage et sted hen, hvor der er moderne gletsjer. Og det er der jo i selvfølgelig Grønland, men også på Svalbard. Jeg tror, at Svalbard, det er jo noget, som betyder noget for os begge to. Og vi har utrolig mange anekdoter om, både at vandre i de fjælde, der er på Svalbard. Vores møder med isbjørne, og hvordan det også er at være inde i de her gletsjer. Men hvis du lige skulle tage lytterne med op på Svalbard, er der så særlig en oplevelse eller anekdote, der står frem for dig? Ja, altså jeg tror, at det er det første møde med den store bræ, eller gletsjer, Nordensjølbræen, som jeg arbejdede med, eller siden kom til at skrive speciale om. Fordi vi ankom deroppe i slutningen, eller lige da sommerferien var over i 2013, og så bliver man sat sammen i en klasse selvfølgelig med de andre, der har søgt op, og skal på nogle sikkerhedskurser. Så går der egentlig ikke ret mange dage efter ankomst, før man skal ud på det første feltkursus, fordi sommeren er kort på Svalbard, så der kommer hurtigt sne, og så kan man ikke kigge på landskabet. Så det var bare kort introduktion til sikkerhed, og grundig introduktion. Jeg vil lige sige, at det er jo faktisk en ret vigtig introduktion, fordi noget af det, som vi også lærer os om det første, det er jo, hvordan man skyder med en riffle. Hvordan man skyder med en, og ikke bare en hvilken som helst riffle, ofte mauser. Altså det er jo ret voldsomme riffler med høj, stor klima. Ja, ja. Dem på Unis er ikke mauser, det er dem, man havde privat. Men det er samme type kaliber, jeg tror det er 3006 eller sådan noget. Og hvorfor er det, vi skulle lade det? For snart man går ud af den største by, der hedder Lungebyen, så skal man have isbjørnebeskyttelse med. Og det er en riffel og så et signalpistol, så man kan skræmme isbjørne væk, hvis de skulle begynde at blive interesseret i en. Og så i værste nødstilfælde skal man jo også være klar til at skyde en bjørn, hvis den går til at angribe. Så det man skal forestille sig, det er altså en flok unge mennesker, som der er rendet rundt med en, der har bjørnevagten, der er rundt, og måske to, der er rundt, og nogle der har nogle signalpistoler og så ellers vandrer ud i det øde landskab. Ja, så vi var ligesom, så skulle man også lære at forholde sig til koldt vand og sådan noget, og så ellers på skydekursus, og så var det ellers bare at stede på feltarbejde. Og jeg kan tydeligt huske, vi sejlede med sådan en turistbåd ud til den her bræ, der hedder Norden Schalbren, eller Gletscher, det hedder også en bræ. Og jeg sov simpelthen ikke hele natten, inden vi skulle afsted, fordi jeg var så spændt på det med isbjørne. Vi skulle nemlig ud at bo i et telt lige foran den her gletscher. Og jeg havde meget ret om de her isbjørne, og det er jo meget spændende, fordi man kender jo, jeg kendte nogle få andre, som jeg også kendte fra Norge, men ellers er du sammen med 19 vidt fremmede studerende fra hele verden. Men vi er kommet afsted, og så bliver man så sat sammen i hold, fordi man skulle ikke stå alene og være vågnet om, der den er. Det skal jeg så også sige, at der bliver lavet isbjørnevagtsystemer, så alle kan få en god nat, så der hele tiden er vågenvagt, og så skiftes man til at være vågen på skift. Og der kan jeg bare tydeligt huske den første nat, fordi der er jo midnatssol stadigvæk her i august, og der er bare helt lyst, og så bliver man vækket af den studerende, der har været vagt for en selv, og så kan man bare op og stå der og være helt vågen og holde øje med, om der kommer en bjørn. Og jeg kan huske til at starte med, så var man jo helt spændt og kiggede hele tiden med kikkert, og ja, og jeg var på hold med, eller blev sat sammen med en, der hedder Nina Aaradadjert fra Island, og vi blev simpelthen så gode venner, der midt om natten. Og der var helt stille, og det eneste, du kunne høre, det var lidt vindsusen, og så også en fantastisk lyd af glætsjæreis, der knækker af fronten fra den her store, nordkølt bræn. Og det var simpelthen et af de smukkigste steder i hele verden, der er stået, og man bliver helt benåget og føler sig meget lille. Og heldigvis er kommet der ikke nogen isbjørne, så efter den første nat, så havde man ligesom vendet sig til det, og så blev det bare rigtig hyggeligt. Og så var man på hold sammen hver nat med den samme, så man blev kommet hurtigt sådan ind på livet af hinanden. Så det er i hvert fald et meget, meget stærkt minde for mig.
Og så skulle man jo ind og sove igen bagefter selvfølgelig, og så op og spise morgen, og jeg er ude på feltarbejde hele dagen, og efter sådan en uge på den måde, så er man træt. Men det har været meget, meget spændende.
Okay, lige nu har vi været hele vejen op på Svalbard og snakket om nogle af de oplevelser, vi har haft deroppe. Og nu prøver vi lige at zoome lidt længere ud, før vi vender helt tilbage til Geoparken. Fordi det, som jeg egentlig godt kunne tænke os, at vi prøvede at få lidt greb om nu, det er, at når vi snakker om Svalbard, og snakker om gletsjer, og snakker om, hvordan vi kan bruge det som en moderne analog til det landskab, der er i øhævet i dag, så kan vi jo ikke undgå lige at starte med at sætte rammen omkring, hvorfor er det, der har været gletsjer i vores område. Og det er jo fordi, at der har været istider i vores område, også istider og mellemistider, men det er jo under istiderne, at vi får dannet de her gletsjer. Så vil du ikke lige starte med lige sådan at sætte den her ramme. Hvad er en istid? Altså, i vores klimasystem, så har normalen her de sidste millioner år, det har været istider og mellemistider. Og istider er længerevarende kolde perioder, og mellemistider er sådan relativt set korterevarende perioder, der er varmere.
Og det hele er styret af jordens rotation om solen. Og man kan tænke, at det bare går rundt og rundt og rundt, men der er faktisk nogle, hvad hedder det, ændringer i, hvordan det her foregår. Og det er. Det er noget, der hedder Milankovic-cykler, med et fancy ord, efter en forsker fra det tidligere jubislavende, som hed Milankovic, og det handler simpelthen om variationer i jordens bevægelse om solen. Den første ting, der ændrer sig over tid, er, hvor rundt bevægelsen er, eller hvor cirkulær, om det er en ellipse eller mere cirkulær den måde, jorden går rundt om solen. Det varierer hen over 100.000 år fra mere rundt, altså lidt mindre til mere aflangt, kan man sige, cirkulær. Så det vil sige, at når den er mere rundt, så er der et mere stabilt klima, hvor jeg i hvert fald lige nu forestiller mig, at når hele vejen rundt er der ikke så stor forskel, hvor når vi har den lidt mere ell og ellen som er et eller ellipser formet, så er der stør variant ind struller af solen. Ja, det kan man godt sige, men det er lettere bare at tage og lige forklare dem alle sammen en gang, og så er det nemlig summen af de her variationer, der gør det her med variationen af solind stråling. Så den ene variation der er, det er den her, om den er aflangt cirkelformet, altså ellipseformet eller mere rundt. Og det kører hen over 100.000 år. Men så kan man også kigge på, hvordan jordens akse hælder. Nu sidder jeg her og peger med mine hænder, men det kan I jo ikke se derude, jeg der lytter på. Men hvis du tager en appelsin og så kigger på stilkene, så kan du godt få den til at vipper den lidt. Så det er det samme jorden gør hen over en periode på 41.000 år cirka. Så varierer den her hældning af appelsinen eller jordkloden. Og det gør også noget med det her med solind stråling. Og den sidste er det, man kalder for præcisionen eller snortop-effekten. Og det er ligesom med, hvor præcis den snurrer rundt, hvis I forestiller en snortop. Så det ændrer sig hen over cirka 21.000 år, 22.000 år, hvordan jorden... Og så hvis man tager alle de her tre forskellige variationer i jordens bevægelse om solen og lægger dem sammen, så giver de udsving i, hvor meget solind stråling jorden modtager. Og det driver så de her istider og mellemistider. Så vil der nemlig være perioder, hvor der kommer mindre sol ind. Eget lidt mindre, men det kan så give sig istider. Og så er der perioder, hvor du vil få mere solind stråling, og det giver mellemistider. lang tid er det, det har været den dominerende, man kan sige, naturlige klimacyklus? Det er de sidste par millioner år, så det er... Og hvor mange istider har vi så spor af her i Danmark? Nu har jeg lige siddet og læst op på det i går, og jeg fandt et sted, hvor der stod, at der var spor efter 103 istider og mellemistider i det, vi kalder for kvartsartiden, som er de sidste 2,5 millioner år. Og det er også kvartsarperioden, vi har de her istider og mellemistider, ja. Ja. Men det lyder jo ret mange, vi har spor af. Det er i hvert fald ikke så mange, jeg har set spor fra ude i landskabetet. Nej, undskyld. Og der kan tælles op til 103 istider mellemistider i kvartshjertiden, globalt set. Men i Danmark kan man så finde spor efter de seneste 19. Og det er også ret mange. Men normalt så snakker vi jo om de sidste tre, fordi det er jo selvfølgelig, hver istid visker ligesom bordet næsten helt rent, hvis man kan sige det. og modificerer sporne fra de forre istider. Så derfor er det meget lettere at arbejde med den seneste istid, hvor sporne er tydeligst og ikke er blevet udvaskede endnu og heller ikke blevet modificeret af en ny istid.
Og det er de seneste tog, som hedder Sarle og Weisel, der har formet største delen af det danske landskab, som det ser ud i dag og specielt Weisel. Ja. Og så i hver istid er der så mindre tilbagetrækninger, hvor det bliver en lille smule varmere. Det er ikke en mellemistid, men det er en interstadial, men det behøver vi ikke snakke så meget om. Men det er en periode, hvor der bliver relativt lidt varmere i istiden, og så bliver iskabberne lidt mindre. Og så, når det så bliver lidt koldere igen, så er der et nyt fremstød. Og det er specielt vigtigt i Geopark Sydfyn, hvor det er et af de sidste fremstøde under sidste istid, Iste istid, der har formet stor del af landskabet. Okay, så i de her næsten 100.000 årlange perioder, hvor vi har de her istider, som istiderne normalt varer, inden for de perioder, der er der faktisk også et små skift i klimaet, hvor vi både har perioder, hvor det er koldere, og så også nogle perioder, hvor det bliver varmere. Og det er de her små klimaforandringer, naturlige klimaforandringer, som også er med til at skabe dynamikken i glætjerne og i iskabben, og dermed også i landskabet. Er det rigtigt forstået? Ja, fuldstændig. Og hvis vi kigger ned til Geopark Sydfyn, eller det sydfynske øhav, så var det et af de sidste fremstøde slutning af sidste istid, og den sidste istid kaldte vi for vejsel, og her kom der simpelthen en is bulldozende inden for Østersøen op, ja, og delte sig ligesom syd om Fyn, og så gik der en arm ind i Lillebælt og en arm op i Storbælt, og de har formet storbakker rundt omkring, og man kan se sådan nogle, ja, randmoræner på tværs af Storbælt, ja. Og det var en lidt mere sådan, man kan sige, der var istiden på retræde eller retur, så det var en lidt tyndere, men måske også en endnu mere aktiv is, fordi den lettere kunne flydes, fordi den ikke var så stor og tyk. Og hvor er det, man ligesom skal forestille sig, at de her gletsjer eller den her is, hvor kommer den fra? Ja, det starter med at bygge sig op i de høje bjerge i Skandinavien, så op midt mellem Sverige og Norge, og langt op mod nord. Der starter det med en lille gletsjer, og så efterhånden så kommer der mere og mere sne, og så til sidst får du opbygget en stor, stor, stor iskabbe, som man sagt ville kalde indlandsis, eller et iskjold.
Nu forstår vi, hvorfor vi får skabt de her istider og mellemistider. Det er på grund af indstrålingen og indstrålingen for solen, som helt naturligt ændrer sig på grund af det, der hedder melankovidt cykler. Og når vi så har de her istider, så bygger der sig de her store iskabber op, og tungerne fra dem, kan man sige. Ud fra dem, så kommer der altså de her istrøm eller gletsjer, som der når hele vejen ned til det danske område. Men nu kan jeg godt tænke mig, at vi prøver at zoome lidt mere ind på de her gletsjer, og forstår, hvad er det for en størrelse, hvad er det for en dynamisk størrelse, som sådan en gletsjer har? Hvad er det for en kraft, der kan være med til at forme vores landskab? Så hvis vi lige starter helt fra snefnutniveauet, hvordan bliver sne egentlig til is og så videre til en gletsjer? Jeg plejer at sige, at den definition af gletsjer opstår på høj brede grader, altså langt mod nord eller langt mod syd på jordkloden, eller også i høje beliggende egne i bjergområder. Og der skal der falde sne, som så simpelthen ikke smelter om sommeren i to år i træk. Så du skal have sådan en snemasse, der bliver liggende hen over to sommer.
Og så vil sneen, den lægger sig i lag på lag på lag efterhånden, og så efterhånden så vil de nederste lag blive presset sammen til is, eller kompakteret til is, og mere og mere den luft, der bare sammen med sneen, bliver klemt ud eller klemt sammen. Og så er der en vigtig ting for, at man kan sige, at en snim eller en ismasse er en gletscher, og det er nemlig, at ismassen, eller massen skal være stor nok, eller vægten af den her klump, skal være stor nok til at forårsage sin egen bevægelse ved hjælp af tyngdekræften, så den skal flyde. Så man kan godt have, hvad hedder det, det er årlige isplitter, som ikke er gletscher, hvis de ikke bevæger sig. Der skal være en form for bevægelse i det. Så jeg forestiller mig, at den her bevægelse både kan ske, fordi iskappen simpelthen bygger sig så meget op, at der ligesom kommer et pres indenfra midten af iskappen, der ligesom presser ned, og på den måde skaber de her isstrømme. Jeg forestiller mig, at det er ligesom, hvis man presser ned på en lavkage, og noget flyder ud fra siderne. Jeg ved ikke, om det er et godt billede, men det er i hvert fald lige det billede, der er kommet til mig. Og ellers så tænker jeg også, at tyngdekræften kan hjælpe her. Men det er simpelthen tyngdekræften, der gør det. Det er tyngdekræften, der er hånden, der presser ned på lavkagen, kan man sige.
Selvfølgelig skal der være mere tilførelse af ny sne, som selvfølgelig også presser, men den flyder på grund af, at masse vil nedad i landskabet, hvis man kan sige det.
Og så plejer jeg også at sammenligne Glitcher med vores økonomi, hvis vi skal. Åh, det lyder virkelig kedeligt, Lis. Men det er ikke så kedeligt igen. Vi skal tænke på, at det handler om sne og is og sådan noget. Okay, okay, selvfølgelig. Men hvis man skal finde ud af, om Glitcher har det godt eller skidt, så skal man se på deres økonomi eller massebalance, som vi også kalder det. Hvis vi tænker på vores økonomi, så har den det godt, eller min private økonomi har det godt, hvis jeg har en indtægt, der er større end min udgift. Så kan jeg spare op. Det er det samme med en Glitcher. At hvis den får tilført mere masse i form af ny sne hver vinter, og det så ikke når at smelte om sommeren. Smelte kan vi tænke på som en udgift, så vil den bevæge sig frem og have det godt og blive større. Men man kan også tænke på, at hvis indtægten er lige med udgiften, altså tilførelsen af ny sne og masse er den samme som afsmeltning om sommeren, så vil den, hvad hedder det, ved fronten af Glitcheren befinde sig cirka det samme sted hvert år. Og så har den det også fint nok. Men hvis udgiften, så afsmeltningen begynder at blive større end indtægten eller tilførselen af masse, så begynder Glitcheren at have det dårligt. Og så vil de ved frontpositionen trække sig tilbage år for år for år.
Og det er det, vi ser lige nu mange steder i verden. Ja, der er forskellige måder, hvordan Glitcheren kan miste masse på. Det kan også være ved direkte fordampning. Hvor det simpelthen bare om vinteren kan man godt få noget, der hedder sublimation, hedder det. Hvor det er så, at den bliver frysetørret, kan man tænke det. Ej, okay. Og ellers så har jeg jo tidligere snakket om Norden Schollbrin, som jeg har et nært forhold til på Svalbard. Den ender ud i en fjord. Så det vil sige, at der faktisk kan brække stykker af den, og det kalder man at kælve. Så det er også en anden måde, hvordan Glitcheren kan miste masse. Så man ved, at det brækker stykker af, der bliver til isbjerg. Tilførsel af masse, det er jo snefald, som jeg har nævnt før. Men det kan også være, hvis det er en dalglitcher, der løber med stejl i fjeldsiden omkring. Så kan der komme sneskrevet ned, hvor der også er sten og andre materialer inkorporeret. Og det er også ved at give tilførsel af masse eller positiv økonomi til Glitcheren. Og nu bliver vi simpelthen nødt til lige at holde en pause, fordi vi skal et ret spændende sted hen. Vi skal faktisk ned i en iskælder. Og den er jo låst, sådan en iskælder der på Aarhus Universitet. Så nu skal vi lige gå lidt, og så er der nogen, der skal lukke os ned i isbiblioteket.
Okay, nu er vi simpelthen på vej ned i kælderen på Aarhus Universitet på GeoScience, og det er altså hernede, at Lises Glacier Bibliotek skulle være, og vi går ind og sådan en lang gang med hvide døre, og nu er jeg altså lidt spændt for, at Lise, hvor det er, at vi skal hen. Vi skal simpelthen bare ind i et rum med en masse fryser i, og der ligger noget rigtig spændende inde. Jeg er lidt spændt. Jeg fandt lige ind med en nøgle, der kunne låse op, fordi det hele var låst og noget. Jeg kunne ikke få lov at komme ind. Okay, så nu træder vi simpelthen ind. Altså, da vi snakkede om, at vi skulle ned i dit isbibliotek, Lise, der forestillede jeg mig, at der var lidt noget andet. Yeah.
Ja.
Man behød jeg ikke så meget for at opbevare sådan en isklump. Det er jo ikke en klump, der skal bruges for forskning. Den er taget med til Danmark, fordi den skal bruges til formidling, og godt mod smelte. der er ikke noget sådan med kemisk analys, og derfor bliver den bare opbevaret i en almindelig fryser. Men hvis man tager over til iskernelæret i København på Niels Bohr Instituttet, så er det noget helt andet. Der er security, det tror jeg egentlig også, der er her på, men vi har fået lov at komme ind nu. Men der er security, hvor de er forsikret, og der er systemer på en helt anden måde, med iskernerne for Grønland. Men det her er mit lille isbibliotek, og det er jeg meget glad for. Nu håbner vi lige.
Okay, så der ligger simpelthen en kæmpe klumpis, som en kæmpe istandling der. Og der er også lige en anden en her faktisk. Ja. Øh, så den store er fra Grønland. Ikke vær, vi skal fjerne det her. Vi kan lige lægge dem op på sætterne. Sådan der, så kan vi lige... Okay, så nu så er lige den anden store is klump op her. Okay. Ja, så nu har vi to klumper her. Den ene er på størrelse med trollehoved. Ja, eller en god stor sten, og den anden er lidt mindre og lidt fladere. Øh, og den største er den her fra Grønland. Fra Nasaswak, hvor min kæreste, eller på det tidspunkt var vi faktisk ikke kæreste endnu, Hans Jørgen, han tog den simpelthen med hjem fra Grønland for snart 4 år siden. Fordi jeg spurgte ham om, at han kunne have lyst til at prøve at tage en Glitcherklump med hjem. Der gik jeg i gang med at samle glitcherklumper fra forskellige steder, så jeg kan vise dem frem, når jeg er ude at holde foredrag om istid og sådan Det giver jeg ret godt lige at vise et stykke rigtig glitcher i, så kan folk ligesom fornemme lidt bedre, hvad en glitcher er faktisk. Men jeg pakker mig lige ud. Det er en ret fantastisk historie. Så det er simpelthen din nu kæreste. Og du er jo gravid lige, så det er også faren til dit barn, som der har haft den der glitcherklump med før I blev kærester hele vejen fra Grønland. Det var det, der startede det. Ej, hvor er det fint. Og de er pakket ind i plastposer, og det er stadig, jeg ved ikke om det er nogle af dem med de oprindelige plastikposer, vi pakkede dem ind i. Den anden glitcherklump herovre til venstre, den har jeg haft hjemme fra Svalbard samme år, tror jeg.
Og det er simpelthen for at vise, at is er forskellig, halv efter hvor det kommer fra. Altså jeg kan mærke, jeg bliver altså lidt, når stadig skal jeg nu, at stå og røre på et lille klump is fra Svalbard. Altså det er ret fantastisk. Okay, og så det her, det er simpelthen fra... Okay, jeg sagde, "jeg, det er du vildt dumt, at jeg sagde, "av" der", men det er fordi, at du forestiller jer, at I rører ved en kæmpestor is-tærning. Det er jo i virkeligheden det, det er. Så kan fingrene altså godt sidde lidt fast. En kold lygtepæl. En meget kold lygtepæl, ja. Man skal lige tænke sig lidt bedre om, end jeg gjorde. Jamen, altså, den er, men jeg tænker jo hele tiden, at jeg så kontaminerer den, men det gør man jo selvfølgelig ikke. Den store klump her, den ligger hernede på Geoscience, og så har jeg jo en aftale om, at de må bruge den, så meget de vil til formidlingen, når skoleklasser kommer på besøg. Og de bruger den faktisk hvert år til sådan noget, der hedder Day in Science, tror jeg, hvor gymnasieelever kommer ind og ser, hvad geologi er for noget. Og så bruger de den til at lave sådan nogle, så skal de, eleverne lave sådan nogle 3D-modeller med deres telefoner. Bare tage en masse billeder, og så ligger den lidt fremme, og så smelter den lidt hvert år. Men det er jo, altså det er lidt fantastisk, det der med at faktisk stå med et stykke fra indland til isten, ikke? Det kan jeg godt forstå, hvis der er nogen, der ligesom bliver ramt af det. Men du sagde noget om det der? Jeg har en lille lille iskerne faktisk, taget fra et isbjerg i Disco-bukken i Grønland også. Så den er bordet fra et stort isbjerg. Det var sådan et forskningsprojekt om mikrobiologi fra en tidligere kollega, som sagde, at jeg godt kunne få den. Og så ligesom havde det lidt forskelligt at vise frem. Fantastisk, fordi når jeg nu står og kigger på de her klumper, nu kigger vi på den fra Svalbard og den fra Grønland. Og hvis jeg lige starter med at beskrive den fra Svalbard, så kan jeg jo se, at isen her ser jo ret anderledes ud, end den fra Grønland. Fordi når jeg kigger på den, så kan jeg simpelthen se små luftbobler, som der måske er sådan to millimeter store.
Og jeg kan også se nogle ravner i isen. Det er måske ikke så relevant, men jeg kan stadigvæk... Og isen er også ret gennemsigtig. Da lyset kan ligesom gå igennem, når jeg ligger min hånd nedenunder isen, så kan jeg se mine fingre igennem det her is. Altså lyset skinner ligesom igennem det på en anden måde. Og når jeg kigger på den anden is herovre, så er den helt hvid. Og jeg kan ikke se nogen luftbobler overhovedet. Og den er ligesom mere kompakteret, og hvor jeg over i den anden is kunne se nogle forskelligheder, der er den her meget, meget ensvormelig og homogen. Så nu, det er sådan, jeg vil beskrive de her klumper. Jamen, det er lige et rigtigt skrevet. Nu sagde du, at du ikke kunne se nogen luftbobler i den her fra Grønland. Men det, du kan se, der gør, at den er hvid, det er faktisk luftbobler. De er bare presset så meget sammen, at de er blevet helt små og bryder lyset. Og det er simpelthen derfor, at den fremstår hvid. Og det kan fortælle os, at klumpen fra Grønland nok er meget ældre is end den klump fra Svalbard, hvor vi faktisk stadig kan se i luftboblerne. Men hvordan det? Fordi jo længere... Altså, vi snakkede før om sneen, der falder, og så er der jo luft. Når derfor sneen lægger sig omkring snekrystallerne. Og så efterhånden, så bliver jo sneen jo presset mere og mere sammen og bliver til is. Og jo længere tid, der går, jo mere bliver de her luftbobler presset sammen og bliver mindre... Jeg ved ikke, om det giver mening. Det giver totalt god mening. Okay, så det man skal forestille sig, det er simpelthen, at den her is bliver presset sammen, og de her luftbobler bliver så også presset mindre og tættere og tættere på hinanden. Og det sidste ligger de altså så tæt, at når jeg står og kigger på den, så kan jeg ikke se de individuelle luftbobler, men jeg kan så til gengæld heller ikke se igennem isen. Isen er ikke længere gennemsigtig, og det er simpelthen på grund af alle de luftbobler. Og det fortæller os, at den her is, det er meget lang tid siden, at den har været meget luftig sne, at de simpelthen bare er blevet presset sammen i, jeg ved ikke, altså år tusinder. I Grønland, så er de ældste iskernere, man har boet op ind fra midten af Indlandsisen, der kan man gå 100.000 år tilbage i tid bare sådan lag for lag i de her iskernere. Så sandsynligheden er nok, at den kan være 20.000 eller 50.000 år gammel, den her is. Det ved jeg ikke noget om, men man ville kunne måle det på luftboblerne i den, og så se, hvor det passer ind i systemet. Altså det der med de luftbobler, det er en lidt vigtig point, det håber jeg, at vi kommer tilbage til senere, men det vil sige faktisk, okay, så lige nu forestiller jeg mig, at den her iskern, den smelter jo en lille bitte smule. Og hvis jeg så er helt tæt på, så kunne man forestille sig, at noget af det luft, der ligesom smelter ud på de her luftbobler, det er altså 20.000 år gammel atmosferisk luft. Ja, eller op til 100.000. Eller op til 100.000 år gammel luft, der ligesom... Så det er frigivet, og nu kommer ind i mit system, det synes jeg bare er lidt vigt. Det synes jeg også er ret fascinerende, men og det er jo så det, der gør, at det er så spændende med de iskerneboringer, som de laver fra det en lille sporeinstituttet, jeg kan ikke huske, hvad det hedder, Center for Is og Klima, eller sådan noget, der har stået for i rigtig mange år, og er ledende eksperter i verden på, faktisk. Og der måler man også på, så smelter man en del af iskerne, når man kommer hjem, og så måler man på CO2-indholdet i luftboblerne, og det kan man så bruge til at fortælle om, hvordan klimaet var, dengang sneen lige omkring den luftbobble faldt. Altså det er jo fascinerende, fordi at når vi netop snakker om CO2 i atmosfæren, så kan vi jo måle det i dag. Der kan vi jo måle, hvor meget CO2 er i atmosfæren. Men når vi så laver de her, altså når vi har de her klimamodeller, og også viser, hvor meget CO2, der nu anumælt er i atmosfæren i forhold til det, man kan sige, naturlige indhold, der har været 800.000 år tilbage i tiden, er jo ofte det, som den her klimakurve går tilbage. Så grunden til, at vi kan have de her målninger af CO2'en, det er simpelthen fordi, at der er små lommer af den her gamle atmosfære, der bliver gemt i isen. og så borer man de her kerner, og jo dybere man ligesom kommer ned, jo ældre er luften. Og så vil jeg også smelte det, ligesom vi også gør nu i den her, så bliver der frigivet de her små bobler i den, eller hvad kan man sige, atmosfæren i den selvfølgelig bliver frigivet. Så måler man på den, og så får man altså CO2-indholdet tilbage, altså på Grønland 100.000 år tilbage i tiden. Det synes jeg er mega fascinert. Hvis man så tager til Antarktis, så kan du komme næsten en million år tilbage i tid, faktisk bare lag for lag for lag for lag i iskjernerne. Det synes jeg er helt fantastisk. Det er virkelig fascinerende. Og det er der, at de der 800.000 kommer fra, fordi det er der, man har i de gode dossier. Man kan måle på en masse andre ting end CO2, man kan også måle på støvindholdet, og det kan fortælle lidt om, hvad der har været vulkansk aktivitet, for eksempel. Man måler på sindssygt mange forskellige parametre, for at få den bedst mulige kontrol på, hvordan klimaet var dengang det lag af sne faldt. Det kan være, du skal tage derovre en anden gang lige nødt og besøge iskerneforskningscenteret. Det er meget fascinerende. Vi har sådan et helt system, hvor så smelter man en kvart del af kernen af gangen, altså det hedder Continuous Flow Analysis, hvor man så måler på vildt mange ting, og så kan man bare sige alt muligt om fortidens klima. Så det er også været, altså is er et klimaarkiv, det plejer jeg at kalde det, men det er vores landskab i Danmark også. Det kan vi snakke mere om senere. Tak fordi du har vist mig det her. Jeg føler...
Skal du lige pr√∏ve at r√∏re et stykke af svaltber og et stykke af Gr√∏nland? Skal jeg lige pr√∏ve at r√∏re et stykke af svaltber og et stykke? Skal jeg lige holde den her? Ej, tak.
Det lyder måske helt vildt åndssvagt, men jeg synes, det er så fascinerende at stå og tænke på, at det sne, som der ligesom smelter, det der nu smelter ud på mine hænder, at det kan være op til 100.000 år gammel herovre, og så er vi et par 20.000 år tilbage her.
isen fra svaltber er der ikke engang 20.000, den er måske 1.000 år, fordi der er meget hurtigere og sådan gennemflå. Ah, okay, men stadigvæk. Så der er faktisk ret stor forskel på den her is, der er 1.000 år gammel, og så den her, der er 100.000 år. Og det er altså fascinerende.
Lidst nu er vi tilbage p√• dit kontor, og nu har vi jo v√¶ret helt inde, og zoomet helt ind p√• isen, faktisk zoomet s√• t√¶t ind, at vi har kigget p√• de sm√• luftbobler, der er i isen. Og nu kunne jeg egentlig godt t√¶nke mig, at vi zoomer lidt ud igen. og zoomer s√• langt ud, at vi kigger p√• det landskab, der er omkring de her glitscher, og det landskab, de er med til at skabe. S√• kan du ikke lige tage os med tilb√¶se Svalbard? Jo, alts√• for det f√∏rste s√• er der jo gulv og √∏de p√• Svalbard, som vi ogs√• har snakket om, og ikke noget vegetation. Og s√• har du de her k√¶mpe store ismasser, som ligger i landskabet og flyder ned fra h√∏je omr√•der, ned mod havniveau. Og s√• har du foran dem, har du nogle bakker, og foran bakkerne har du s√• en masse smeltevand, der kommer ud. Og de her bakker, som er lige foran isfronterne, dem kalder vi for ranmor√¶ner. Og det er simpelthen materiale, som gletsjerne har skubbet op foran sig, n√•r de bev√¶ger sig fremadvand, n√•r de bev√¶g er s√• fremadvand, det er lidt lig foran som fremforadvand±, Og det kvebark, bl√¶k og bl√¶fand, and bl√¶dder. Og det kroner som bl√¶k, s√• er jo en s√• bl√¶ssigo af br√¶kker, og s√• har vi ogs√• ebjerg bakker. Og det er simpelthen en af de her jo ret store ranmor√¶ner, som man kan forestille sig, at det har v√¶ret en ret massiv m√¶ngde end det is, der ligesom har skubbet det her op og har formet bakkerne.
Ja, så kan man jo, hvis man kommer forbi ebjerg bakker, så skal man jo tage turen op og stille sig op på det højeste punkt. Og så kunne man prøve at stå og kigge mod sydøst eller ud mod havet, og så forestille sig, at der ligger en kæmpestor is-tunge, som kommer helt over fra Østersøen og har skubbet de her bakker op. Den er jo ikke 1000 meter tyk, men i hvert fald 100 op mod 1000 meter tyk, hvis man går længere ind. Og jeg tror godt, at man kan få den fornemmelse, hvis man står der. Og så vil man så bag sig, så vil man have smeltevandssletten, hvor smeltevandet flyder ud. Men vi skal jo så tænke, at vi skal forestille os, at vi er for 17.000 år siden, det var cirka der, isen stod her og lavede i bjergbakker.
Og hvilke andre landskabsformer skaber den her is? Jamen altså, smeltevand er jo helt overordnet set, og det har vi mange steder i Danmark, smeltevandssletter, som er dannet foran isfronterne. For eksempel hele det flade Vestjylland, det er et klassisk eksempel, men vi har det også i Geoparkens område. Og så har vi også noget, der hedder tøndeldale, som er smeltevandsfloder, der har løbet under isen. Og fordi de løber under isen, så er der højt tryk på det her vand, der skal ud. Og så graver de sig ned under bakkeniveau, kan man kalde det, og ting skrider ned fra. fra siderne, og vandet er, det er smeltevand, der ligesom siver ned igennem isen langt indenfra, og så strømmer det ud mod fronten, og så graver det sig ned på den her måde. Og det har I også i det sydfynske øhav. Og sidst så kan man også have noget, der hedder Åse, som også er dannet i smeltevandsfloder, men det er i områder, hvor der ikke er lige så højt tryk, vandtryk. Og det er det ikke. Så det er smeltevandssedimenter, som vi kalder dem, altså sand. Og grus, der er blevet lagt oven på over bakkeniveau, men inde i hullrum i isen. Og de er sådan slangeformede bakker, ses de som i dag. Og de er også aflejret ligesom af vandet, er det ikke rigtig forstået? Som der ligesom trækker sig tilbage, og så bliver det her hullrum ligesom fyldt op med sediment. Ja. Og de tundedale, som du snakkede om, Lise, dem har vi jo også eksempler på. Og det har vi her ved det her system med Olle Rød Hvidkilde-systemet, som der munder ud i syltemadet Årdagen. Og derfra selvfølgelig løber ud i Øhævet.
Så vi bliver ved med at vende tilbage til Svalbard. Og prøv lige at sige en gang til, hvorfor er det, vi bliver ved med at gøre det, Lise? Jamen, den vigtigste grund er jo, at vi ikke har nogen glætscher i Danmark i dag. Og så for at forstå det landskab, vi har, så er det meget givende og lærerigt at kigge på moderne glætscher. Og selvfølgelig er skalaen helt anderledes. Glætscherne og bræerne på Svalbard er meget mindre end de store iskapper, vi havde under sidste istid. Men landskabsformerne, de danner, er de samme skalaen og bare anderledes. Så man har, som vi har nævnt, randmoræner og endemoræner, kan man også kalde dem smeltevandsystemer, Der er ikke noen eksempler på Tunneldale, men vi har også eksempler på Åse eller Esker, som man også kalder dem, internationalt. Så for ligesom at forstå det danske landskab, er det rigtig godt at kigge på en moderne analog, som man kan kalde det. Og noget af det, som jeg også synes er ret interessant, er jo altså grunden til, at vi har bevaret nogle af de her Randmoraner, blandt andet ved Iberbaka, særligt også ved Langeland, er jo fordi, at det er nogle Randmoraner, der er aflejret, som isen trækker sig tilbage. Og det ser vi jo flere steder i større og mindre grad, rundt omkring i hele Geoparken. Og de her Randmoraner er også interessant på grund af de klimaforandringer, vi står overforandringer for nu, fordi at man kan br sur den forvære, at man kan brudt and sektorand, at hvor langt har den her is nået ud til. Og hvordan smilter den tilbage. Og den her tilbagetrækning af isen er jo noget, vi ser mange steder. Og også på Svalbard. Er det noget, du egentlig har oplevet selv? Jamen, jeg har arbejdet med det også i specialet af PUD'en. Og man kan kortlægge sådan rimelig præcist, hvordan gletsjerne har trykket sig tilbage på Svalbard i løbet af de sidste 150 år. Ved hjælp af gamle kort og flyfotos og sådan noget, så kan man tegne en linje fra, hvor isen stod til et givet tidspunkt. Og så kan man på den måde få en idé om, hvor hurtigt den her afsmæltning foregår. Og man kan se det overalt på gletsjerne på Svalbard. De bliver tyndere, og isfronten trækker sig tilbage. Og de har nok rigtig dårlig gletsjerøkonomi. Eller det har de alle sammen. Tidligere i dag sagde jeg, at 57 procent af Svalbard var dækket af is. Og det er ikke forfærdeligt mange år siden, at man sagde, at det var 60 procent. Så ismassen minskes i høj grad. Og jeg ved jo, at du er vendt tilbage til Nordenskjoldbrenen i en overrække. Og kunne du se tilbagetrækningen der? Ja, jeg var ved Nordenskjoldbrenen hver sommer i mange år, mens jeg boede deroppe og spage efter. Og så havde jeg lige en pause på 4-5 år, hvor jeg ikke var på Svalbard. Og så kom jeg endelig tilbage i 2022, hvor vi kom på sejltur derind og kiggede. Og den har bare smeltet så meget tilbage. Og førhen var det jo en aktivt kældende bræg, der mundede ud i fjorden. Men nu har den faktisk trykket sig så meget tilbage, at man kan se klipper nedenunder den. Så den er nærmest ved at overgå til en landbaseret gletsjer. Fordi der er fjeld nedenunder den også.
Og nu har vi snakket rigtig meget om, man kan sige, at det er den ret nørdede videnskab og viden bag ved gletsjer. Men hvad får det der egentlig til at føles? Jeg blev faktisk rigtig ked af det, da vi var henne ved Norden Schalbren igen for første gang, hvor der var gået fem år. Fordi man virkelig kunne se konsekvenserne af klimaforandringerne og hvor hurtigt det bare går. Og der er mange af de andre mindre gletsjer. Der er også en mindre gletsjer lige uden for Longyearbyen, som man jo har haft en meget nær forhold til. Fordi den var en kilometer fra kollegiet, hvor vi boede. Så man var oppe ved den flere gange om ugen. Og igen, den er jo også bare blevet sådan helt vildt tynd og helt vildt lille. Og trækker sig kun tilbage. Der går ikke forfærdelig lang tid, før den faktisk ikke, jeg tror, altså går måske ti år, så tror jeg ikke, man kan kalde det for en gletsjer længere. Fordi den ikke vil, den vil ikke have stor nok masse til at flyde af sig selv. Det er bare, det er et gæt med ti år. Altså Longyearbyen. Ja, måske ikke ti år, men i hvert fald i nær fremtid. Og det sker med mange af de der mindre dalgletsjer på Schalbert. Altså det er jo også en af de gletsjer, som jeg selvfølgelig har været på og under. Så det overrasker mig faktisk, at det er så kort tid. Det kan jeg også godt mærke. Fordi der er jo også lige en lille anden grøle, som der igen bliver lidt personligt. Og det er jo, at jeg startede jo og stiftede min familie på Schalbert. Min datter, hun er nu ti år, så det er faktisk ti år siden, jeg har været der. Men vi har jo en plan om at tage det med tilbage. Og jeg kan godt mærke, at jeg er lidt spændt på, hvad det er for et svalbart, hun kommer til at se og opleve. Og Lis, du er jo gravid nu. Så der er også en forbindelse der. Og så samtidig, så var din morfar, han var jo også geolog, og arbejdede også i Arktis i Grønland. Hvad tænker du med det her tidsperspektiv, både fra det Grønland, og de gletscher, og det klima, din morfar mødte, og så det som det lille nye liv, som du har inde i dig, og nu måske kommer til at møde, når I tager til bedkes faldbarn? Det er sådan, jeg har jo været meget længere fremme, da min morfar arbejdede i Grønland, og hvis han levede i dag, så ville han jo kunne se, hvor meget det har smeltet. Jeg tæk, jeg tæk, at de kommer til at smeltet endnu mere, før mit barn bliver vokere. Men jeg håber, at vi som verdenssamfund kan samle os og sige, at nu er det nok med CO2-udledning at gøre noget ved klimaforandringerne. Men selv som klimaforsker eller som istidsgeolog, er det svært, og det er svært at begrænse flyrejser, når man skal op og forske i Arktis.
Og jeg tror, at der er mange, der selvfølgelig sidder med den samme følelse som dig. Men jeg tænker stadigvæk, at en vigtig pointe her er jo netop det med, at for ligesom også at kunne forstå, hvad det er for en verden, vi kigger ind i nu, er det ret vigtigt også at forstå, hvad det er for en verden, vi forleder, og hvordan den har set ud tilbage i tiden. Og det er jo netop det, som geologien, det er jo det, vi kan, og det vi gør, det du gør på daglig basis, det her med at kigge tilbage i tiden for at forstå fremtiden.
Jeg kan måske lige prøve med en sidste lidt positiv historie, som er kommet ud af noget af den forskning, jeg har lavet i PUD'en, hvor vi arbejdede også med Svalbard. Og der vidste vi faktisk, at mange af de større bræer eller glitscher deroppe var væsentligt mindre eller faktisk næsten helt væk for 10.000-8.000 år siden. Og det var, fordi klimaet naturligt var en lille smule varmere der, på grund af de her ændringer i jordens bane om solen. Og så begyndte glitscherne så at vokse frem igen efterfølgende, fordi klimaet så blev koldere igen, på grund af ændringer i jordens bane om solen. Og det viser sig også, at glitscherne kan godt overkomme en vis mængde varme, og kan godt vokse frem igen, hvis klimaet bliver stabilt og kommer tilbage på ret kurs. Og det synes jeg er en rar tanke at have nu, når man ser, at de smelter så meget. Og de smelter jo så i dag, på grund af den menneskeskabte opvarmning. Men hvis vi kan samle os som verdenssamfund og blive enige om at lave mindre udledning, så er der håb, tænker jeg. Fantastisk. Det vil vi gerne have.
Lis, tusind tak, fordi jeg måtte komme forbi dit kontor i dag og både komme lidt tilbage på Svalbard, men også til Svalbard med tilbage til Geoparken. Det er jeg faktisk rigtig glad for. Tusind tak for din tid. Men tak for, at du ville komme og se mit glitscherbibliotek. Det var fantastisk. Ja. Og så håber jeg bare, at folk har lyst til at gå ud i Geoparken og have isdetektiv- eller glitscherdetektiv-brillerne på og prøve at forestille sig, hvordan den her kæmpe is låg og lavet egebjerbakker og være nysgerrig på landskabet og prøve at ignorere alle træerne og så tænke over, hvordan det så ud, da der var istid.