Noget mellem øerne

Under isen med gletsjerdetektiven Lis Allart

Geopark Det Sydfynske Øhav Season 1 Episode 22

Gletsjere er mere end is. De er levende, knirkende kæmper, der over tusinder af år har formet fjelde, slebet dale og tegnet konturerne af det land, vi står på.

At stå foran en gletsjer er som at stå over for en gammel ven. Den har ligget her i årtusinder, gennem alle de liv, der kom før os. I lag af is gemmer den på frosne minder om tidligere tiders klima. Når de smelter, slipper tusinder af år gamle luftbobler fri og bliver en del af nutidens atmosfære. Vand, der har været bundet, bevæger sig igen – under vores fødder, mod fjorden, videre ud i verden. Fra Arktis til øhavet.

Og måske er det netop dér, forbindelsen ligger – mellem Svalbard og Danmark. For de kræfter, der i dag styrer Svalbards gletsjere, er de samme, som engang skabte vores landskab: bakkerne, dalene, øerne i Det Sydfynske Øhav.

I dette afsnit kigger vi langt for at forstå noget, der er helt nært. Til Svalbard, et sted hvor isen stadig arbejder, hvor fortiden ligger åbent i landskabet. Her kan vi få et indblik i, hvordan Danmark engang så ud under den sidste istid.

Vært er Line. Med i studiet er Lis Allart, forsker ved GEUS. Vi har begge studeret og arbejdet på Svalbard, og i dette afsnit tager vi jer med op til Svalbard,  i tanken i hvert fald, kigger på gletsjere og dykker ned i fortællingen om isens kræfter og om de dybe rytmer, der veksler mellem istider og mellemistider, og som stadig former vores verden i dag.