Hvorfor bor vi, hvor vi bor med Esben Hedegård

Kom lige med en tur ind i bilen. Vi triller ned ad A9 på vej mod Svendborg, mens vejskiltene blinker forbi: Årslev, Ringe, Kværndrup. Byer vi kender så godt, at navnene næsten bliver usynlige – de er bare der, som de altid har været. Men hvis man slipper hastigheden et øjeblik, og hæver blikket, melder spørgsmålene sig helt af sig selv.

For hvor ligger de egentlig i landskabet, de her byer? Hvorfor hedder det Ringe og ikke noget helt andet? Og hvorfor ligger de lige præcis dér – i det åbne landskab, på bakken, ved åen – og ikke et par kilometer væk? Er det bare tilfældigheder, eller gemmer der sig et mønster i landskabet, som vi ikke længere ser?

I dette afsnit undersøger vi, hvorfor vi bor, hvor vi bor – og hvordan den geologiske undergrund har været med til at bestemme placeringen af landsbyer og herregårde. Vi ser på forskelle mellem rig og fattig i kulturlandskabet, og på hvordan lag af jord, sten og isens gamle spor stadig former vores hverdag på Sydfyn, længe efter at istiden er forsvundet.

Transcript

Kom lige med en tur ind i bilen. Vi triller ned ad A9 på vej mod Svendborg, mens vejskiltene blinker forbi: Årslev, Ringe, Kværndrup. Byer vi kender så godt, at navnene næsten bliver usynlige – de er bare der, som de altid har været. Men hvis man slipper hastigheden et øjeblik, og hæver blikket, melder spørgsmålene sig helt af sig selv.

For hvor ligger de egentlig i landskabet, de her byer? Hvorfor hedder det Ringe og ikke noget helt andet? Og hvorfor ligger de lige præcis dér – i det åbne landskab, på bakken, ved åen – og ikke et par kilometer væk? Er det bare tilfældigheder, eller gemmer der sig et mønster i landskabet, som vi ikke længere ser?

I dette afsnit undersøger vi, hvorfor vi bor, hvor vi bor – og hvordan den geologiske undergrund har været med til at bestemme placeringen af landsbyer og herregårde. Vi ser på forskelle mellem rig og fattig i kulturlandskabet, og på hvordan lag af jord, sten og isens gamle spor stadig former vores hverdag på Sydfyn, længe efter at istiden er forsvundet.

Speak 1:54
Line, du bor jo slet ikke i Geoparken. Shhh, det må du ikke sige højt, Rasmus. Men det er rigtigt, jeg bor jo faktisk slet ikke i Geoparken. Hvor er det nu, du bor? Jeg bor jo i en helt anden kommune. Jeg bor jo på Fyn, men godt nok op i Nordfyns kommune, lige på grænsen til Nordfyns kommune. Til gengæld er det jo sådan totalt Morten Korg-landskab. Ja, det er det. Hvordan er det, det her? Jeg bor i sådan en lille bevaringsværdilandsby, hvor alle husene er stråsigtigte og bindingsværk. Og vi bor på sådan en fjirlænged gård, som der i hvert fald er dateret af det 1700-tandet, men jo nok har ligget der lang tid før det også. 

Ja, altså, så vil jeg ikke rigtig sige noget til det, udover at det er selvfølgelig er en forkert kommune. Nej, det er rigtigt. Det er jo et meget smukt sted. Jeg vil også også sige, at grunden til, at vi valgte at flytte dertil, var jo netop fordi, at landskabet omkring var utroligt smukt. Vi havde noget familienærdheden. Det betød jo selvfølgelig også noget. Men så også det der med at bo i et hus, der har så meget historie, og hvor man kan tænke på alle dem, der har boet derfor os, og alle de liv, der har levet. Det er noget, der betyder meget for Og det der med at tage vare på den historiske arv, som vi i hvert fald føler, at det er. Det er et bygningsværk, og de minder, der er i det hus. Det er noget, der betyder meget for os. Det er derfor, vi valgte at flytte dertil. Det kan jeg godt forstå. Det er en god forklaring. Men Rasmus, du bor jo i Geoparken, og måske et ret særligt sted i Geoparken, vil jeg sige. Fordi du bor jo op på Egebjerg Bakker. Ja, altså faktisk så bor jeg i nærmest det første hus, jeg overhovedet så, efter jeg var startet på arbejdet hernede. Fordi det var simpelthen det første sted, hvor medarbejderne her sagde, at du skal tage op til Egebjerg Mølle. Og så skal du se ud over Geoparken. Og så gjorde jeg det. Og så må jeg indrømme, at jeg først så kiggede dernede mod vest, og så så jeg sådan en smuk fjellængede gård, ligesom den, du beskriver med stråtag og panorama og udsigter også osv. Men det var meget idyllisk. Men den var lige blevet solgt, fordi jeg så ved, så det var ikke så godt. Men så kiggede jeg til den anden side, og så lå der den gamle Møllegård lige ved siden af. Og så tænkte jeg, hold da op, de er godt nok heldige dem, der bor der. Og så gik der et par år, og så kom det til selv, det sted der. Og så købte de det. Og det var ikke bare placeringen og udsigten. Det var selvfølgelig en meget væsentlig del af det. Men det var også det, at der er to boliger, og vi er to familier, der bor sammen på gården der. Og det har vi gerne ville hele vejen igennem. Så grunden til, at vi bor, hvor vi bor, det har noget at gøre med det landskab, vi bor i. Og så også de muligheder, vi har som familie. Præcis det sted. Ja, det er rigtigt. Det er en god opsummering. Og det er faktisk det, vi skal snakke om i dag. I dag, der skal vi prøve at forstå, hvorfor vi egentlig bor der, hvor vi bor. Og ikke bare dig og mig, men os alle sammen. Hvorfor ligger landsbyerne der, hvor de ligger? Og for at gøre det, så skal vi kunne lære at læse landskabet. Så vi skal ud i det sydfynske kulturlandskab og forstå, hvorfor byerne ligger, hvor de gør. Hvorfor markerne, hvorfor købstederne ligger, hvor de gør. Og vi har fået det helt rigtige menneske med ombord her, til at gøre os klogere på lige præcis den undersøgelse. Fordi herovre for os, der sidder Esben Hedegaard. Og du er tidligere museumschef ved Svendborg Museum. gennem mange år, Esben. Det er mere end 20 år. 22 år. 22 år. Og tidligere også inde omkring den fynske landsby. Og så har du jo også en forhistorie nede på Aalp Gymnastikholdskol, men den kommer vi nok ikke til at snakke så meget om. Jeg kommer ikke til at stå på hænder i dag. Nej. Det er en kæmpe glæde at have dig med. Det har vi ønsket længe, fordi du er berømt i området som en meget, meget vidnede person omkring den her kulturhistorie, vi skal have omkring i dag. Så det har vi glædet os til. Vil du lige sige et par sætninger selv? 

Ja, altså i dag skal vi snakke om kulturlandskab. dengang jeg læste historie på Odense Universitet, som det hed dengang, der var bebyggelseshistorie, der var det hot. Og jeg husker tydeligt, at den første gang jeg var med vores lærer til Bayern og lære at læse en tysk købstad. Altså virkelig en øjne åbner. Det var for mig, at man kunne gå rundt i en by på markedspladser og kirker og placeringen, de grovede gader. og så kunne man ligesom forstå hvordan den der by havde udviklet sig. Man kunne lukke øjnene og næsten læse byen med fødderne. Så det var helt fantastisk. Og sidenhen så arbejdede vi med landskabet på samme måde med Allan Porsmus og Torben Grundgaard Jeppesen. Der var nogle gode folk ud på universitetet, som lærte os nogle tricks. Og hvis man først har fået det ind i hovedet, det der begrebsapparat ind i hovedet, så forsvinder det aldrig igen. Så jeg kan ikke køre bil uden. Jeg kigger faktisk sjældent på vejen, fordi der er så meget ude af sidruderne, som er så spændende, som jeg lige skal have tjekket. 

Og det er jo lidt af det, vi håber, du kan kage videre til os og til lytterne. Sådan, at når vi tager ud i landskabet, kan vi begynde at forstå lidt om, hvorfor borer vi de prægg? 

Vi pr. Vi pr. Det er fantastisk. Og så er der, altså, vi er jo nødt til lige at sådan at varme op for her, at vi får jo nogle ting på plads i dag. Altså, der er jo en ret speciel, altså, når man kender køreturen fra Nyborg til Svendborg og videre til Forborg, så er der utrolig mange små landsbyer lige på den strækning der. Og hvorfor ligger de dog der, langt fra vandet og på sådan en perlerække landsbyer og noget med købstederne. Og så skal jeg også lige, jeg er nødt til lige at lægge an til én ting mere, og det er det her med. Vi skal forstå noget om, hvad er en tynde land? 

Det må vi jo se, om vi kan komme derhen. Ja, vi må se, om vi kan få flettet ind. Okay. Det bliver godt. 

For at forstå det sydfynske landskab, så starter vi lige med at hæve os op i et folieperspektiv og kigge ud over et godt hjørne her af Sydfyn. Og der skal vi både have et kulturhistorisk, og så skal vi have et geologisk perspektiv på det her. Så Esben, hvis du nu sådan helt kort skal forklare en amerikansk kammerat om det sydfynske landskab, hvad vil du så sige til en helt vidt fremmed? Jamen, jeg vil jo sige, at det er jo et meget smukt landskab, og det er jo geologien, det er jo istiden, der har gjort det smukt. Eller hvad skal man sige, det vi danskere opfatter som smukt. Jeg ved ikke, om en nordmand synes, at vi vil blive betaget over vores bakker, men vi er det i hvert fald i Danmark. Og udsigten over vandet er noget, som vi hernede på Sydfyn vil slå ihjel for at få. Det ville man ikke for 200 år siden. Det kommer vi måske tilbage til. Men det smukt landskab, det er et meget varieret landskab. Så i de der 22 år, hvor jeg arbejder hernede, at hver køretur på vej hernede, der er jeg jo kørt igennem sådan skiftende landskaber fra det mere flade midtfyn op over udløberne af de fynske alber, som det hedder i folkemålene, og så ned mod kysten og den der fantastiske udsigt over øhavet, som du har hver dag, Rasmus, men som vi alle sammen holder rigtig meget af. Så der kører man igennem de der landskabszoner, som hver især kan noget. Man kan sige, at nogen er til produktion, og nogen er måske til det rekreative. Og sådan har det til dels været også at kende i historien. Så den der amerikaner, ser han det samme som os? Det er jo faktisk spændende. Jeg har haft to hold amerikanere oppe i Ebermølle og skue ud over, men det kan måske også være vandet og øhavet. Det er jo noget helt specielt hernede. Jeg har hørt sådan noget softness. Der er en eller anden blødhed og mildhed i vores landskab, og også lidt i klimaet, men som tiltaler for eksempel nordmænd og amerikanere, der kommer fra en meget hårdere landskab. Altså klipper og skrændere, der er sådan lidt mere barskede. Det er meget soft, og det er måske også påvirket menneskene. Altså Fynboerne er jo kendt for at være runde mennesker, som ikke vil krig. Så det er muligt, at landskabet på den måde har en indflydelse også på dem, der bor der på sindet. 

Aline, hvis du nu skulle give en tilsvarende ultrakort introduktion til det sydfynske landskab, sådan geologisk forstået, hvad vil du så sige? Jamen altså så vil jeg sige, at selvom der er meget, der er unikt her, så minder vores landskab jo også om mange andre steder i Danmark. Men det, som der måske springer ud, hvis vi kigger op på selve Fyn, og ikke lige tænker på øerne og øigheder lige nu, så det, der er ret karakteristisk ved os, det er netop, som du siger, vi har de her fynske alber, og det er jo nogle randmurener, som der er blevet skabt under den sidste is tid. Og de er jo i hvert fald rimelig karakteristiske i vores landskab. Og det andet, vi også lægger mærke til, det er, at vi også har, særligt ved Stenstrup, det her store flade område, hvor vi har den her gigantiske isø, som jo også har betydet rigtig meget for de mennesker, der har boet her. Og derudover, så har vi jo nok et lidt klassiske dødislandskab, hvor man kan se, at der er sådan nogle, netop de der bløde, ondulerende bakker, det er sådan ret klassisk for sådan et dødislandskab, som også kendetegner store dele af Fyn. Og så har vi den her store reneflade, eller bundmorrene, og det er der, man skal forestille sig, at det simpelthen er, at det er skabt under isen og ligget, ligget der er det her, at det er enkelt 100 og det er helt den. Og det er jo også noget, som jeg tror, vi kommer tilbage til i dag, hvad det kan, når vi har, hvad det betyder som er det, hvad det betyder, hvad det betyder for de mennesker. Og så derudover, så har vi jo både nogle tunddale og nogle irosionsdale, som der jo også skærer ned i landskabet og skaber det her smukke, varierede landskab, som vi kender for vores område. Og så har vi selvfølgelig hele øhavet, som jo er særligt i det, at det er oversvød. Det er jo det, der gør det særligt, fordi det, som der er ørene, det er jo egentlig bare bakketop. Så det er jo, det er jo det landskab, som vi ser op på landet, det fortsætter jo egentlig ude under havet. Men på grund af den vandstandsstigning, eller havsstigning, der skete efter den sidste istid, så er det her område altså blevet oversvømmet. Og så har vi kun de her bakker tilbage, der nu lander ørene. Og jeg kunne blive ved med, at jeg tror, at jeg stopper mig selv der, for nu kan jeg mærke, at nu begyndte jeg at gå ud end den her. Jeg kunne nemlig godt tænke mig lige allerede nu at spørge, Esben, bare lige kort. Hvis nu, at der var én ting, man som lægemand, jagttager, beboer hernede, skulle lige åbne øjnene for, når man bevæger sig rundt i det sødsyniske landskab. Hvad ville du så pege på? Altså kulturhistorisk. Jeg tror, det der vil forbause en nutistansker mest, det er det der med, at de fleste mennesker bor tre kilometer inde i landet. Og der bor de alle sammen på en perlerække fra øst og så helt op mod, altså fra vest og så helt op mod Nyborg-kanten. Altså hvorfor de dog ikke flyttede ud til kysten, ville man nok sige i dag. Måske ikke sådan helt ud til kysten, fordi vi har det der problem med stigende havvand, men så et pænt stykke op af kystgrænden, som man havde sikret sig af, men med udsigten, som man havde udsigten. Men det har man ikke været optaget af, så det er også noget af det, som vi kommer til at snakke om i dag, at den måde, vi kigger på landskabet på, og hvad det kan tilbyde os, har ændret sig over tid. Men det, at vi, altså man ser jo også firlængede gårde, hvor ligge, som kunne have en udsigt ud over vandet, men hvor man har bygget en stor lade lige foran en stusvindbog, fordi man har været så, jamen det kendte man jo så godt, det man vokste op med fra barnsben, så var der nogen grund til at, men i dag vil vi se anderledes på det, så der grøver man laden ned, så man kan se ud over det der vand. Spændende. 

Godt. Så har vi altså fået styr på, at der både er i hvert fald en kulturhistorisk markør eller markørere i landskabet her, og der er selvfølgelig en geologisk historie, som fortæller om, hvorfor landskabet ser ud, som det gør i dag. Men der kunne også være andre faktorer i spil, når vi snakker om, som du gør lige før, Esben, at alle landsbyerne, folk har bosat sig i sin tid væk fra kysten, og vi tænker jo normalt, jamen kysten var da det primære aktiv hernede, det var jo den der adgang til vandvejene og i virkeligheden til et verdensmarked, som kom den vej, som har gjort det her område sig rigt, og måske er en af årsagerne til, at der er så mange slotte og herregård og alt muligt andet. Så nu må du gøre os klogere. Hvorfor lagde man dog de landsbyer så forholdsvis langt inde i landet, når man nu havde det fantastiske vand, liggende lige dernede, som vi forguder i dag? 

Åh, det er jo også dejligt på en sommerdag, hvor for mit vedkommende vand er over 20 grader, og man kan gå i det. Men det er jo også koldt og blæsende, og folk har som sagt haft noget helt andet i hovedet, og været meget mere optaget af, altså dagen og vejen har fyldt meget mere, end det gør for os, hvor vi har et materielt overskud til at tænke på en anden måde, så de har været optaget, altså hvor kan jeg forsørge mine børn, hvor kan jeg tjene mine penge, eller få mit daglige brød, Og det har ikke været ude ved kysten, altså der har været noget sæsonfiskeri, men det er bare jo mest for fattige folk. Men så er det på tur, at de er så fattige, at de er nødt til at bo nede ved stranden for 200 år siden. Alltså bor man jo op i byen, så de der... Altså, man boede, Fynborgerne boede jo i byer, den egen af Danmark. Jeg kommer fra Vestland, der boede folk jo på enkeltgård ude i landskabet, men det meste af Danmark, der har man jo boet i landsbyer ind til udskiftning, om man begyndte at flytte ud i det der åbne landskab. Det er jo faktisk en ret ny ting, eller i hvert fald noget, der er kommet for cirka 200 år siden. Ja, fordi hvornår var det udskiftningen, det var? Jamen, det er derfor 1774 stykker, og så optaget 120, hvor hver bonde får sin jord liggende, hvor det er ikke sikkert han selv er, men altså han har dyrkens ret til den, og den kommer så til at ligge på i nærheden af Ejengården, hvor den gården i landsby færd i skånd, i byen. Så hvis vi nu går de her landsbyer, der ligger som perler på en snor hele vejen fra Nyborg og til Forborg, stort set de her 3, 5, 7 kilometer fra kysten, hvor gamle er de i landsbyer? Hvor gamle er de i bosættelser? Hvor længe har der boet mennesker der på den måde cirka? Altså på det sted har de ligget i cirka 1000 år, og ret præcis i 1000 år. Der har nok været noget før, men det er meget karakteristisk for vores landsbyer hernede, at de er anderledes end dem oppe på Midtfyn, hvor jeg bor til daglig. Og det kan vi ibl. se på landsbynavnene. Der oppe, der ender landsbyerne på Inge, og der er for eksempel Vantinge og Rætinge, som er det vi kalder Ringe i dag, Ryslinge, Sølinge, Sødinge osv. Det er meget gamle navne, som går helt tilbage til jernalderen. Andre gamle landsbynavne ender på Lev, som henviser til, at det er et land, der er arvet. Altså vi har det i Hillerslev og i Årslev, og der har vi andre levnavne. Masse landsbynavne, der ender på Lev oppe i Gæstelev, oppe i det midtfynske. Dem har vi faktisk ikke nogen af hernede. Til gengæld så har vi en masse, det vi kalder Torp-navne. Altså landsbyer, der engang endte på Torp, fordi de var udflyttet. En Torp er noget, der er udflyttet fra en ældre landsby, en moderlandsby. Men de hedder ikke Torp i dag, de hedder til gengæld Rup, Trup og Strup, fordi der er sket sådan en sproglig glidning. 

Altså op på Midtfyn, der er det de her Inge- og Levbyer, som har kirkerne, fordi de er de gamle. Men hernede på Sydfyn, der er det Rup og Trup og Strup, som har altså Åstrup og Ollerup og Skovrup og Holmdrup og hvad de hedder allesammen. 

By og A og Tofte er også landsbynavne, som kommer omtrent på samme tidspunkt cirka 8.000, hvor der åbenbart sker en befolkningsmæssig forøgelse og en større opdyrkning af jorden. Men altså Tofte og By, de ord forstår jeg jo godt, men hvad betyder Inge? Hvad betyder Lev? Inge henviser til den befolkningsgruppe, som bor der. Der kan man sige, at der er det ligesom forledet i navnet, som fortæller noget om det sted. Jeg ved ikke, hvad vandtinge betyder. Jeg tror ikke, det betyder vand, men det er der stednavnforskere, som har forstand på. Lev henviser altså til et eller andet, der er overdraget fra forfæderne eller fra en høvding eller et eller andet. Altså et levn, en nav, hvor altså de her trup og strup, det er altså henviser til, at der er sket en udflytning et andet sted fra. Og det er kendetegnet fra de byer, som ligger, altså som Perler på en snor langs med Svendborg-Forborg og Svendborg-Nyborg-Landvejen, at de har de her navne. Vi har kun en enkelt Inge nede, det er altså Skærninge, hvor vi altså så til gengæld både har en Vester- og en Østerskærninge. Så det har altså været en gammel samlet bebyggelse. Og så har vi op på den anden side af Svendborg, der har vi også en gammel bebyggelse, altså op omkring Gudme. Som egentlig oprindeligt sprogligt, oldnordisk hed Gudhem, som er blevet til Gudme i dag. Og lige ved siden har vi Gudbjerg og Offerbjerg, som hedder Galbjerg i dag. Så det er sådan et helt unikt sted, men det er en speciel historie, som vi ikke har tilsvarende hernede. Men hvis man har det rigtigt forstået, altså frem til omkring årtusen, der har landsbyer vel også flyttet sig. Fordi det har været, man har simpelthen udpint jorden omkring landsbyen, så er man nødt til at flytte den et andet sted hen. Og så er det der omkring årtusen, jeg troede faktisk det var lidt senere, men at de så ligesom... Sætter sig, der hvor vi finder dem i dag. Ja, og vi kommer også til at snakke om nogen, der er lidt senere, altså op omkring 1200, men omkring 1000, de fleste af vores landsbyer, der bliver de ligesom stedfaste. Når vi først har en kirke, så sker der ikke mere. Så hvis man bor i en landsby, ligesom Ringe, jeg ved ikke om jeg kan kalde det en landsby, men hvis man bor i en af de her byer, der har den her Inge, så kan man faktisk godt være ret sikker på, at man bor i en by, der har ligget der siden. Og tusinde af det første af tusinde. Det kan man. Og at navnet så betyder, at det var dem, der kom fra det området. Så navnet for byen er faktisk, ikke ved at sidde på stedet, men på de mennesker, der bor der, det synes jeg er lidt fantastisk. For at beskrive, hvem det er. Men nu skal jeg forstå noget mere. Fordi så har vi lidt forklaring på det der med, at det var fattigmanns bosættelser, der var nede ved vandet. Fordi det var rådt og koldt og vodt og alt det der. Men der må være andre grunde til, at man så er der lidt er oppe i landet. Altså er det noget med jordens kvalitet? Det er noget med jordens kvalitet. Og det kan ligne i virkeligheden, at forklare sig. Altså fordi det er sådan en moræne slætte, vil jeg kalde det. Altså en forholdsvis frugtbar, let opdyrkelig. Altså ikke så koperet, ikke med så mange vandhuller osv., som vi ser andre steder. en mere taknemmelig jord og ikke alt for ledet. Fordi det giver også problemer med datidens teknologi. Altså det har været et godt æreland og et godt sted at bosætte sig. Så derfor ser vi også nogle ret store landsbyer på, ja, mange af de 20 kårer. Altså mellem 10 til 20, 25 kårer. Det er større standen. Og de ligger også der med meget kort afstand. Et par kilometer. I mellem hver 2,5 kilometer måske. Og på det her tidspunkt, der bor der ingen ude ved kysten. Vi har ikke engang Svendborg eller Forborg. Så det er... Nej, altså der havde nok været noget fiskeri, men så har man så taget ned til kysten. Men er der også sådan noget sikkerhed? Altså et sikkerhedsperspektiv? Ja, altså... Trygheds. Man er bange for de der ventere. Hvem er det nu venterne? Ja, venterne det er dem, der beboer Østersøen, men altså det tidligere Østjyskland, Polen. De boede dernede og tog på togter. Men det er jo ligesom lidt de samme myter, som vi har om vikinger, at det var nogle forfærdelige noget, der røvede og voldtog og afbrændte osv. men jeg tror forskningsfri, så har de ville handle og tiltuske sig og købe ting heroppe, som de var interesserede i. og tilsvarende havde de ting, de gerne ville sælge, og nogen anden bosatte sig. Så ordet Vindeby, det mener vi jo faktisk i dag, betyder venternes by. Så der har de bosat sig, og der er vi nok oppe i middelalderens, hvor vi har Svendborg over på den ene side af sundet, og så lige på den anden side, der bosatte venterne sig for at kunne handle med de her Svendborgenser. Og sådan nogle Vindebyer har vi altså flere steder her, også på Lolland forskellige steder. Så der har været en ivrig samhandel, men man taler også om de ventiske søvrøver. Men jeg tror, man har bosat sig op i landet, fordi der lå jorden. Det var nogen gange praktisk at bo, hvor jorden var. 

Men den skovbremme, som så lå langs med kysten, den har man så brugt til at forklare. Det var så, at venterne ikke kunne se, at der boede nogen deroppe. Det tror jeg ikke. Altså alle fynske landsbyer havde sådan en udmark, hvor hvis man ikke græssede den af, så gråede den til i skov. Jeg tror, det er det, der er forklaringen på det. Så hvis vi lige går de der tusinder tilbage i tiden, og så forestiller vi os, at man skal bygge en gård, og man skal have noget ærjord. Hvad er det, så man kigger efter i landskabet? 

Ja, man kan slet ikke, men det foregår jo slet ikke sådan, fordi... Så vise for spørgsmålet, så fungerer jeg bare ikke. Nej, fordi du kan ikke beslutte noget som helst selv. Du er en del af et landsbyfællesskab, og det er sådan set der, det starter. Så først skal du spare sammen til at kunne give alt det øl, som man som ny mand, familie i en landsby skal ligesom give for at komme ind i fællesskabet. Og det kan selvfølgelig bare være ved et generationsgifte, at der er en søn, der overtager, eller en datter, der bliver gift og overtager det efter. Forældrene, men det kan også være en, der kommer fra en nabolandsby. Så der er altså et landsbyfællesskab, som er et beslutningsfællesskab. Du dyrker selv dine egen jordstrømler, men du kan ikke ligesom beslutte dig, og gården kan du heller ikke. Altså, den ligger, hvor der har været en tomt, ja, altså som sagt, i tusind år. Og det er også derfor, at vi kan grave i vores gamle landsbyer, så kan vi jo finde. 

Det er ikke mange rester, fordi de stod jo på sten, og når man byggede en ny gård, så flyttede man sten, og så var der ikke så meget tilbage. Men vi kan jo se ved et meget højt næringsindhold i jorden, at der har ligget en møding, eller vi kan se, hvis der er aske, der har været et ildesteder osv. Så der er andre ting, der hjælper os med at finde ud af, hvor bebyggelsen har ligget. Men det har været sluttet i enheder, når der kom en ny landsby, og en top bebyggelse, som flyttede ud, fordi man blev for mange. Man synes, at det var smart, eller måske var det også nogle unge opkomninger, man kan ikke have. De må ligesom starte for sig selv ud på marken. Vi ved faktisk ikke, hvordan det foregik. Altså, jeg har i hvert fald aldrig læst om det, men vi forestiller os, at man har på landsbyrådet taget en beslutning om, nu er der altså ud af de 20 gårder, vi har, så er det de fem af dem, der flytter ud i den del af marken og opdyrker noget ny mark. Så i dag koder vi det sammen med en befolkningsudvikling. At det har været besværligt, og der har også været behov for at opdyrke mere jord. Men hvad er det så for nogle ingredienser, der ligesom skal til for, at man kan sige, at den her landsby ligger godt her, og der er nogle marker, der hører til. Altså, hvad er det, der sådan er vigtigt, når man skal have sådan et godt samfund og have nogle gode ærejorder? Jamen, man skal. Ja, og ærejorden er jo ikke, jeg tror, man var næsten lige så optaget af god græsning. Fordi at kreaturerne græsser jo også på ærejorden, men de græsser jo først og fremmest på overdrøvet. På Fyn har man ikke brugt ordet overdrøvet, der har man, ja, måske kunne vi lige tage det i den forbindelse. Altså, ordet Øre, landsbyen Øre, betyder egentlig overdrøv, og Uldbølle hed faktisk også, eller Strandhuse hed faktisk også oprindeligt, som er den kystbebyggelse, der kommer i 1600-tallet ved Uldbølle, den hed faktisk også Øre i gangen. Så det er ligesom det fynske udtryk for sådan et uopdyrket overdrøv. 

Så det var også vigtigt, at man havde et sted, hvor køerne kunne, og hesten, og hvad man øvrigt havde skovene, det var jo svinene, som gik der, og kun en del året, hvor der var noget at komme derefter. Så man var optaget, er der noget, der kan pløjes, hvor vi kan afle vores brødkorn, Er der frisk vand? Er der godt vand? Det må ikke blive forsumpet jo heller der, hvor husene skal ligge højt? Altså kan man sige, selvfølgelig mange af de samme ting, som vi er optaget af i dag, altså hvis man går ind på boligsiden, så går man jo ind og se, hvordan står solen? Er der, bliver der oversvømmet her? Men det er egentlig de samme ting, som man havde sådan, de gamle i landsbyen, de sikrede sig af, at man ikke dummede sig. Så man skulle både have noget veldrænet jord, og man skulle gerne have noget skov, og man skulle også gerne have et overdrev. Måske med noget mere næringsfattig jord, måske. Nej, det ved jeg ikke noget om. Det gav sig selv, fordi man kan sige, at al jorden var faktisk næringsfattig, og de her store landsbyer, som vi snakker om her, altså de på matriklernes tid, altså da jo al dansk jord blev målt op i under Christian 5., der var det cirka halvdelen af den jord, som var under plov, og resten det lå jo simpelthen som skov og eng og mos og strandenge, hvor kreaturerne kunne gå. Og det havde en meget, altså skal man også forstå, det er til en spønders tankegang. Der kunne man bare lukke køerne ud, og så sørger de selv for føden. Af jord, det er altså bare hårdt arbejde. Og der kan ske alt muligt. Altså der kan komme hver vind, som ødelægger fem måneders hårdt arbejde. Hvorimod så galt går det sjældent med opfedning af dyrene. Så det vægtede man højt. 

Så det vil sige, Esmolina, nu har vi styr på, at den gode jord, den ligger på moranesletten neden for bakkerne, og i sådan en behagelig afstand til elementernes rasen nede ved vandet, og hvor fattige folk bor. Men okay, så det er så der, hvor den bedste jord er, og det må også være der, hvor der har været den største velstand samlet, de største landsbyer, men der har også været Hvis vi så bevæger os længere ind i landet, hvad sker der så? Ja, det er jo det, der var så spændende ved min køretur hver dag, at man kommer igennem de der zoner, fordi efter de store landsbyer oppe på Midtfyn, så kørte man ind igennem en moræneflade og på kanten af den her smeltevandsissø, hvor der i Stenanden absolut ingen boede. Og da vi er gravet ud til motorvejen, så sætter arkeologen de her gule pinde for at markere, at her er et eller andet, vi skal have nærmere undersøgt. Og der var der jo 8-9 kilometer, hvor der ikke stod en en eneste, jo vi fandt et randstyrskelet fra ældre Stenalm. Der var ingen gule pinde, for der var ingenting, der var ingen menneskeaktivitet. Det kom en lille smule nede fra Domsøj og Slæbæk, men så kom vi igen over i Bakkelandet, altså Ryskebølle og Hasselmusebroen over motorvejen. Altså igen et tyndt befolket og faktisk uden landsbyer. Så ligger der en lille landsby Ryskebølle. Ryskebølle, altså både Ryske og Bølle henviser til, at det er et sted, hvor man har kæmpet mod naturens elementer, altså for at opdyrke et lille areal, som man kunne have at dyrke. Så op i de her bakker, altså der har vi i den der rendmånd, det er et besvært landskab, det er et marginal landbugsland, hvor vi ser nogle helt andre landsbyer, meget mindre, meget mindre bygninger. Jeg kan huske, at arkeologerne gravede en middelalderlig tomt ud i tved. De sagde, at de aldrig gravede noget, der var så fattigt. Og tved, selve ordet tved, det betyder også rydning. Altså alle landsbynavne, der ender på ved eller tved. Længere op af motorvejen har vi også en landsby, det her guldtved. Det er noget, der er ryddet ind i byen. Og det samme med rydme og rødme og rød, hedder det typisk på Sjælland. Alle rød og hele rød og birkerød osv. men herovre, der bruger vi andre endelser. Så de der små landsbyer, det er bare en helt anden kategori. Og der ser man også, at der var kun 25% af jorden, der var opdyrket. Og resten, det lå så som moser og skov. De gik jo sikkert og havde det meget godt, men altså den der fantastiske udsigt. Altså jeg mener, i vores, der er det jo der, folk bosætter sig, fordi det har de der kvaliteter med naturen tæt på alle rådyrene. Men det var folk altså bare ikke optaget dengang. Man ville gerne have nogle taknemmelige agerbrugsflader, og man kunne bløje. Her blev der bare nogle små pletter imellem nogle, man skal tænke på, at man kunne ikke komme af med det der vand. Der var jo ingen dræning og så videre. Og lige op bagved, hvor jeg bor, der ved Egebjerg Mølle, der er der jo så rødme svinehaver, som jo er i dag kendt for og fantastisk, fordi det aldrig har været plået. Men det er jo det, du siger. Det har simpelthen ikke været det værd. Altså det har simpelthen været for... Det har været marginal jord. Det har været... Ja. Der har ikke været nok udbytte at komme efter der. Det har simpelthen været for besværligt. Men man ser altså op i Vikildeskoven, der ser man højrygge ære, som viser, at engang har det været. Der er der nogle optimistiske bønder, der har forsøgt at pløje jorden der. Ja, der skal vi lige forstå. Højrygget ære. Ja. Det er jo næsten lige så spændende som tønnen, vi kommer til lidt senere. Hvis vi når det. Hvis vi når det, ja. Prøv lige at fortælle, hvad det handler om. Vi skal forestille os, at hele Danmark, og faktisk også hele England, måske også er del af Sverige i Norge. Tyskland, har lignet et vaskebræt. Altså fordi de strimler, som bønderne havde ude i marken, de bestod af så en, hvad skal man sige, en ryg på sådan et vaskebræt, hvor de opstår ved, at mulfjeldsplågen, den ligger furen op imod hinanden, og så opstår der efterhånden en ryg, som har to fordele. Dels er der en afdrejningseffekt, at den holder sig tør, i våde sommer, op på det højeste. Og så tror jeg, det der har været vigtigere, er at med et meget tyndt muldelag, så kunne man ligesom lave et tygt muldelag. Og på midten, så gråder der i hvert fald noget der. Og vi skal jo forestille os, at man har et foldudbytte på tre, fire, fem, seks stykker. Altså fem gange så meget, som man sår ud. Så hvis man sår, nu kommer det så. Okay. En tyndeland, det er det areal, hvor man sår en tyndekorn. Og hver en tyndekorn, det er sådan en tøjsæk, med 144 liter, korn, hvis man omregner det i mængder på den måde. Men en tyndekorn vejer også tilfældigvis 100 kilo, hvis det er hvede. Okay. Ja. Okay, okay, så tager vi det nu. Det vil sige, at det vi kender i dag, når vi taler om arealer på landet og snakker tynder stadigvæk, det gør vi jo stadigvæk, så er det altså det areal, som man sår til med, hvad vi populært kunne kalde, en tynde sædekorn. Hedder det det? Ja. 

Fantastisk. Logisk. Men det er jo bare sådan noget, der er vandrer ind i vandre sprog uden forklaring, kan man sige. Jeg har været virk kægt for at det i møk drar. for at lære mig selv, at det er 5.500 kvadratmeter cirka, altså lidt mere end en halv hektar. Ja. Men det giver mening. Men er der så... Men hvordan hænger det sammen med de højrykkede are, altså kommer det derfra? Nej, det har ikke... Der kan man sige, at i gammeltid, der vidste bønderne ikke, hvor mange kvadrar. Alen, der regner man jo ikke i mæl, men i alen og i mil og i favn og fod og tommer og den slags ting. Så der vidste man jo ikke præcis, hvor store de var. Så jeg tror... Men de bliver målt op altså fra Christianen 5. tid, altså fra 1680'erne. Så ved vi, hvor store arealerne er. Det må jo være fra det tidspunkt, at man begynder at regne i. Så en tynd land er faktisk... Jo, det er 5.500 et eller andet kvadratmeter, men det er også 14.000 og et eller andet kvadrat allen. Og det er jo faktisk sådan, man regnede det. Ja, selvfølgelig. Så først efter metersystemet, så er man så begyndt at omregne det til kvadratmeter. Og så bare lige for at lide... Fordi nu har Ligne fundet sådan en flot kort, hvor man kan se det der vaskebræt i landskabet. Men det vil sige, jeg skal bare lige forstå det. Det vil sige, inden at man har opfundet vendeplov, så når man går frem og tilbage med sin plov, så får man simpelthen mekaniske årsager. Så får man ligesom jorden stablet lidt op i sådan nogle næsten kartoffelrækker. Nej. Nej. Godt. Det er mulfjeldsplov, man regner med, at den bliver opfundet stort set i samtidig. Altså der sker så meget omkring 1.000. at der får man mulfjeldsplogen, altså som stadigvæk er en juleplov. Altså den hænger ligesom på et forstil med et julesæt. Og så går der sådan bunde bagved, og der er mindst fire små hester, og nogle gange otte, foran for at trække den her tunge plov. Og den havde den fordel, at man kunne køre møg ud på markerne, og så kunne den mulle møget ned, mens det stadigvæk havde kraft i sig, sådan at jorden kunne blive... Beridt. Beridt, ja. Og man kunne dyrke den år efter år. Man behøver ikke at flytte landsbyen rundt fra sted til sted. Man forklarer de ting, at det hænger sammen på den måde. 

Men når man pløjer med den plov, så får man altså de her fure, hvor jorden bliver stablet op, og så får man de her høje rykke, som man så sår på. Ja, og det gør man gennem hele middelalderen og frem til landborgreformen, altså slutten af 1700-tallet. Så med udskiftningen, så bliver man træt af det, og så forsøger man i stedet for at komme af med vandet på anden vis ved at grave grøfter, senere hen ved at dræne. Og efterhånden, så må mullet lage et måske også... Altså man forstår, at man får mere gødning, og det vil sige, at man kan afle uden at skulle ligge mulle op i kartoffelrækker, kunne man næsten sige. Så de er cirka 10 meter brede strømler, hvor de her er jo. 

Og nu nærmer vi os at kunne begynde at snakke om, også hvorfor der er så mange slotte og herregård. Men inden vi kommer dertil, så skal vi se på en ting. En genstand. Ikke lignende. Det er det, vi skal. Hvad har du taget med, Esben? 

Jamen, 

jeg har taget en... Ja, I kan sige, hvad det er. Ja, altså nu sidder jeg jo og kigger på en tallerken, en smukt malet tallerken, hvor der er et billede af en vandmølle på, og så kan jeg se, at der står vejstrup mølle. Så jeg gælder på, at det er vejstrup mølle. Det er hernede fra, ja? Ja. Ja, den er så praktisk, at på bagsiden står der faktisk skrevet, hvor gammel møllen er, og hvor præcis det ligger, og så videre. Så det er lidt snydigt. Det er alt for nemt for jer. Men ikke desto mindre, så synes jeg jo, alene det, at man har fundet det værd, at tegne vandmøllen på en tallerken. Man har gjort så meget grimt med vandmøllerne her de sidste 20 år, men der er mange, der stadigvæk holder meget af dem. Absolut. Det her, det er platte nummer 5 i serien Danske Vandmøller. Hvor er det godt? Udgivet i 200 nummererede eksemplarer i 1966, ud af hvilket denne er nummer 47, hvis jeg kan læse. Og hvorfor kommer sådan en serie i 1966? Jamen det er jo fordi, at der er stort set ingen møller, vandmøller og heller ikke vindmøller i Danmark, der længere fungerer. De er blevet til ren romantik. Noget man skal passe på. Og det kan man jo så godt guder. og det kan man jo så godt ved at fler. og det kan jo sellover af platter. Men hvad har man så betydet til bagetiden? Jamen vi skal til at snakke hergård, og en af de ting, som jeg tror ikke så mange tænker på, er at... Man kunne aldrig drømme om, at anlægge en hergård, hvis man ikke samtidig kunne anlægge en vandmølle. 

Og hvorfor så det? Jamen det er jo fordi, at det med afbruget var så arbejdstungt, var så besværligt, var så usikkert. Hvis man nu kunne anlægge en vandmølle og tvinge alle sine bønder, alle dem, der boer i området, til at få bringe deres brødkorn hen til vandmøllen, hvor man så kunne tage en afgift, få en bid af produktion, sikre sig, så var man jo selv sikker. Det svarer jo faktisk til, at hvis man havde 100 lejligheder inde i Odense og kunne bare hæve huslejen hver måned, det er sådan lidt samme tænkning, en godsejer kunne have. Lad os få bygget en vandmølle, så er vi sikre på at få noget korn. Så derfor ser vi, at i nærheden af alle vores hergård, og dem har vi bare i Svendborg Kommune 17 af, så ligger der en vandmølle, og de fleste af dem er faktisk bevaret, selvom at mølledammen de fleste steder desværre er væk. Så derfor giver de ikke så meget mening længere. Man kan ikke rigtig forstå dem, fordi det er jo vand, der giver dem mening. Men nu den her er jo et meget smukke tallerken og platte med Weistrup Mølle. Den findes jo faktisk. Den findes, og den er fredet, og så derfor så findes den forhåbentlig også om 100 år. Ja. Og på platten her, der kan man se, at der er to store vandhjul, eller møllehjul. Ja. Hvad er forklaringen på det? Jamen, forklaringen er, at der er temmelig meget vand i Weistrup A, og så den har kunnet trække, hvert møllehjul er jo med axler forbundet med kværne inde i møllehuset. Og det betyder, at man kan have flere kværne, når der nu er to overfaldshjul. Altså, hvor både vandets hastighed, hvor med det løber ind i hjulet, men faktisk så fylder de skovlene på vandhjulet op, sådan det bliver også vægten af vandet, som ligesom driver de to vandhjul rundt. Så fint sted, så hvis man ikke kender det, så skulle man jo køre ind og lige kigge på den og beundre. Og hvilken herregård er så i spil her? Det er Weistrup Gård, en lille herregård, som ligger op på bakken bagved, og lidt længere op ad det overløb, der ligger der faktisk en herregård mere, som bruger det samme vand af Klingstrup, og der har også ligget en mølle. Så det er jo en karakteristisk for de fynske vandløb, at der ligger en eller flere herregård. Ved Tangeå, som ligger lidt længere op ad kysten, der ligger der også to. Der ligger Hesslager Gård, altså en af vores allersmukkeste herregård, og lidt længere op ad vandløb, så ligger Broholm ved det samme vand. Så 

vandmøller og herregård hører uløsligt sammen. Og dermed noget af det, som de altså skiller sig, altså ligesom der er forskel på beliggenheden af små og store landsbyer, så ligger herregårdene også specielt. De ligger ikke på de der store æregjordsflader. De ligger, hvor der er store ingarealer, mosarealer, skove. I dag tror der er mange, der forbinder vores herregård med store skovarealer. Også fordi, at de fleste herregård har haft skovbrug. Men man har jo ikke været optaget af landbrug. Det var ikke det, der ligesom skabte en adelsmand. Altså det var en herremand. Det var i jagt, og det har opdrettet fede okser og sendt dem til de store byer nede i Nordtyskland. Det var den tænkning, man havde altså helt tilbage fra Midlænderne og frem til 1700-tallet. Ja. Hvornår kommer de her, Herregårder? De kommer næsten alle sammen i løbet af middelalderen. Og mange udspringer af landsbyerne, altså ved, at en rigmand har lagt to-tre gårder sammen, og i mange tilfælde har flyttet nu af landsbyen, man vil ikke være med i alt det sociale og blive hæmmet af, eller hvordan man nu har tænkt det her. Og selvfølgelig også vil have sit eget, og landsbyerne ligger jo netop typisk på de, der er i jordsflade. Man vil et mere spændende sted hen og bo, og netop et sted, hvor man kunne lave en mølle i nærheden. Så derfor ser vi, at de herregård, at de ligger tit, naturskyndt, tæt på vand, tæt på skovarealer. Og så har vi nogle få undtagelser. Hvad det med slot for eksempel, som er anlagt af Christian IV, til en af hans uægte sønner. 

Altså på kongelig dekret, altså et helt nyt sted. Men ellers de fleste er jo første i begyndelsen af 1600-tallet. Men ellers er det i middelalderlige mors. Så hvor at landsbyerne har fokus på ærejorden, på morænefladerne, på at der har sgu været et overdrev, så har man fokus på, at det har sgu været naturskyndt kopieret. Der har været skov, der har været adgang til et vandløb, så man kunne lave den her magtdemonstration med den her vandmølle. Så det er ligesom det, de har fokus på. Ja, og så have så mange festegårdere i øvrigt som muligt. Både for at få herregårdens egen jord, dyrke det, man kalder håreri, altså hvor bønderne kommer op og pløder for hermand, eller så hvede det, hvad de gjorde. Og så fordi at man kunne hæve afgifter, landgilde hed det, af sine festegårdere for, at de kunne drive drive gården. Så sådan her går kunne jeg have 20-30, nogle 100 festegårdere. 

Og den periode, hvor at håreriet og festebønderne og hele stavnsbåndet osv. er på sit højeste, er det hen over 300 år, 400 år? Ja, det er jo 1600-1700-tallet, og hermanden har også et trik, man egaliserede typisk. Hvis man nu ejede alle gården i en landsby, så gjorde man dem lige store i bonitet. Det vil sige, det bliver for teknisk, det når vi ikke i den her udsendelse. Men det betød, at de nominelt havde lige meget hardcore, sagde man. Fordi så skulle de betale lige meget til hermanden også. Og så kunne hermanden jo netop sige, at hvis ikke du kunne betale din landgilde, så må det jo være, fordi du er doven, eller du er en dårlig landmand. Fordi din nabo har ligesom major, som dig, og han betaler. Så der satte man ligesom, man kan sige, et system til at ligesom sætte bønderne op imod hinanden. Ligesom vores skattesystem, og nu vores ejendomswatering har det jo grusom hyr med. Vi kræver jo netop, at det er sammenlignet. Og hvis ikke det er sammenlignet, så klager vi. Kan vi lave et sammenlignet? Jeg kan lave et sammenlignet egnomswatering, så accepterer vi det. Og det er jo ligesom det, godsejerne gjorde ude i vores landsbyer. Op i gennem 1700-tallet typisk. Og kunne dermed indkræve noget mere af deres bønder. 

Esben, hvornår blev Stavnsbåndet ophævet? 1788. 

Så ændrer hele den her struktur sig? Altså, jeg er jo ked af, at nu bliver jeg igen nødt til at sige nej. Godt. Fordi vi er vant til at tænke på, at det var der. Ja. Og det er jo fordi Stavnsbåndet er blevet symbol på noget, der er meget større. Fordi selve Stavnsbåndet, det betød jo egentlig bare, at nu kunne man begynde at flytte frit rundt, hvor man tidligere var bundet til stavnen. Altså sin hjemstavn. Han måtte ikke flytte uden tillads fra Godsejeren. Han skulle føre bog over det. 

Men Stavnsbåndet er blevet et symbol på en langt bredere frisættelse af de danske bønder. Hvor så udskiftning er sådan set en langt større rent praktisk forandring end Stavnsbåndet er. Fordi det er, at hver går nu for samlet sin jord i stedet for at have alle de deres strimler. Det gjorde jo alting noget mere praktisk. 

Og der sker også noget rent mentalt ved, at han ligesom selv står for at tage beslutningerne fremfor, at han skal sidde på landsby Stavnsbåndet og blive enige om det med alle de andre. Hvornår er det nu, vi så, og når er pløjer osv. Hvornår skal kreaturen have lov til at... Og blive lukket ud på. Men det må også have været en svære, altså, der må også have været en stor tryghed i det landsbyfællesskab, og så pludselig at skulle klare sig selv. Jeg kan godt fornemme nu, at der er faktisk noget ideologi, der på en måde bliver grundlagt her, ikke? Altså, fra det der trygge landsbyfællesskab til, at nu skal gården ud at ligge for sig selv, og du skal klare dig selv. Ja. Med dine egne evne og kræfter. Der er en skøn fortælling fra Årstrup, som blev udskiftet sent i 1822, og der laver man det, der hedder en blok udskift. Det vil sige, man tegnede byorden ind i omtrent firkantede blokket, og så var det så tanken af at uten at 17 ud af de 42-årige år skulle flytte ud på marken langt væk. Langt væk, nogen to-tre kilometer væk fra landsbyen. Og ham, der skulle flytte allerlængst væk, han fik den største stykke jord. Der var til gengæld rigtig, rigtig dårlig brunitet, for det var helt ude ved kysten. Han græd. Og det var nok ikke så meget, fordi jorden var dårlig derude, men det var jo... Han tænkte jo på dagligdagen. Altså, hvem skulle børnene lege med? Hvornår skulle man lige få en hjælpende hånd, hvis der var brug for et eller andet? Så det at blive revet ud af det der fællesskab, det har været en kæmpe omvældning. Det må det jo have været i hele landet, selvfølgelig. Og beslutningen blev vel primært truffet for ligesom i det hele taget at hæve udbyttet, ikke? Altså generelt gøre landet rigere. Ja. Man havde en opfattelse af, at det der landsbyfællesskab, det var... Indeffektivt. Ja, og det var det også. Og hvad skal man sige... Det er jo kapitalismens ånd, der så slår igennem. Altså, hvor hver familie må klare sig selv, og i konkurrence med de andre, hvor det tidligere i Højrevarvej var et fællesskab, hvor man tænkte mere på en eller anden form for en basal sikkerhed, frem for at optimere udbyttet. Det bliver en anden måde at tænke på, og den slår så mere eller mindre hurtigt. igennem. Altså, der er stadigvæk, tre generationer efter, der er der bønder, der stadigvæk tænker sådan, som man gjorde i landsbyfællesskabets tid. Men der var også nogen, der allerede havde grebet de her nye idéer før udskiften, og pressede på for at få det gennemført, for at få de her reformer gennemført. Så det er voldsomt, som så stor en forandring. Det er vel... 

Altså, den grønne trepart, som vi snakker om i dag, altså, det er langt større end det. Det er vildt at tænke på. Fordi det ændrer simpelthen hele landskabet også. Det ændrer... Altså... Folks måde at bo på. Folks måde at bo på. Ja. Og folks tankesæt også. Fremfor, at man drev de græssende kreaturer, altså hester og kvæg, ud på dels de høstede marker, men også ud i skovene. De ølade jo skovene ved at gå derude og gnave alt det, der voksede op. Så man kunne heller ikke have en effektiv skovdrift. Så det at sætte dem i tøjer, og sidenhen bag piktrug og så videre, altså for at udnytte græssmarken rationelt. Altså det er der, kan man sige, det moderne landbrug starter. Tidligere baserede man det jo på, hvad dyrene selv kunne finde ud af. Så ordet husdyr kommer faktisk ind, stort set i det danske sprog, samtidig med Stavnsbonden, eller i 1780'erne, der oversætter vi det fra tysk. Ellers så havde man ikke ordet husdyr, fordi hvad havde dyr med huser at gøre? De skulle jo leve ude i naturen og selv finde deres mad og så videre. Så det var kun den mælkeko, der skulle give lidt mælk og så videre, og den hest, man skulle bruge til at kunne køre til kirke og så videre, som man havde indenfor og fik høg. Ellers må dyrene langt det meste højet finde maden selv derude. Aha. Ja. Jamen. Jamen jeg synes, altså jeg er virkelig forundret over, hvor stor betydning det har haft. Altså både for, hvordan det landskab, vi kører igennem nu, og hvad det betyder for mentaliteten. Og det går så langt tilbage. Og hvad så, når vi kigger på... Jamen så kommer der jo, der kommer jo en modbevægelse til det her. 

Altså i kraft af højskolebevægelse og anløbsbevægelse. Og nu får jeg håndtegn fra Line, fordi det er jo et helt kæmpe emne i sig selv, som vi måske ikke skal bruge meget tid på. Men kan man betragte det som sådan en form for en modbevægelse? Nu er vi flyttet ud, men... Men der kommer de fløste andre muligheder. Ja, man kan netop ud fra det, hvis man siger, at udskiftningen er en individualisering af landbruget, så bliver andelsbevægelsen jo igen et kollektiv, ligesom i landsbyfællesskab. Man bliver tvunget ind i et fællesskab, og man formaliserer det igen sådan, at én mand, én stemme, om han så havde tre kør eller hundrede kør. Det er jo en utrolig demokratisk ordning, man genførte der. Og det danske landbrug bliver jo noget af det mest foreningsstrevede, vi overhoved kender. og det har nok gjort gjort, også, at da have noget i enig fort. fantastisk drevæt, og det er enn, og enig fort. 

Så det er en, det er en modbevægelse, men det er også for at overkomme en krigstid, afsætningskrise. Dansk landbrug kunne ikke længere sælge det, som man havde levet af, altså kornprodukter, som man skulle, man skulle omlægge sig til at sælge vegetabilske produkter, eller hvad hedder det, animalske produkter. Smør, bacon, ost. 

Så nu har du fortalt os om den køretur, som du har, når du kører ned gennem A1-en, hvordan du kan læse landskabet. Og hvis jeg nu bevæger mig ud i landskabet, kan jeg så se nogle af de ting, vi har snakket om i dag? Ja, du kan i hvert fald se de geologiske Det kan jeg, håber jeg. Men ellers må jeg jo sige, at det er sørmet ikke så let endda, for det er lidt ligesom at lære at læse bukstaver, at det tager noget tid, og man skal øve sig i lang tid. Fordi landskabet er, man kunne næsten sige, bliver forurent af de sidste par århundreder, hvor der er sket så mange ting, der udvæsker de grundstrukturer, som geologien var med til at skabe. Så i dag bliver jorden jo dyrket lige så nemt og bekvemt oppe i det, der før var marginale landbrugsarealer, op i bakkerne, op i Randmorænen, og gårderne er lige så store og ligner hinanden, og måske er nogle gange større, fordi der har man kunne råde over et større areal. Men vandet har man dregnet væk, og med kunstskødning, så de tidligere mage og jord, har man kunne gøre frugtbare. Så der er ikke den forskel, som der var engang. Så det er svære at se de gamle strukturer, som geologien lavede. men man kan stadigvæk, men det er bare svære. Og hvad kan man så gøre? Jamen man kan blandt andet lege med stednavnene, fordi de viser hen til nogle af de der gamle strukturer. Og så kan man jo kigge på gamle kort. Jeg elsker gamle kort, og på nettet er der mange muligheder, både gamle matriklæskort, men man kan også gå ind på noget, der hedder historisk atlas, hvor man kan ligge lag på kort oven på hinanden, altså de ældste geodæliske kort, og se på, hvordan landet har forandret sig. For eksempel op i Rendmoræen, hvor der kun var en fjerdedel af jorden, der var dyrke til, at på et tidspunkt i 60'erne, var det jo stort set kun 5 procent, der ikke var dyrke. Altså hvor alt var landbordsjord. Og nu er vi igen i en proces, hvor vi lægger en masse ud til natur. Men der er også noget interessant i det der med, hvor det er, at vi vælger at bosætte os. Fordi er det jo nogle andre ting, vi lægger væk på nu, som også var det, vi snakkede om i starten, hvorfor vi valgte at bo der, hvor vi bor resten ud. 

Hvor at det, vi lægger væk på nu, det er både naturens skønhed, det er det i hvert fald, det vi lægger væk på. Det handler også noget om nærhed til arbejde, nærhed til familie. Så det er jo nogle andre ting, vi har fokus på nu. Men vi kan stadigvæk trække nogle tråde tilbage til de steder, hvor vi bor, for der har der boet mennesker i meget lang tid. Men det samme, når man bor i nogle af de Inge-landsbyer, Leve-landsbyer og Torp-landsbyerne, så ligger der jo faktisk også en historie der, som jo stadigvæk gør sig gældende, for hvorfor vi bor lige præcis der, hvor vi bor. Jeg synes, det her har været mageløst, at få det her perspektiv på landskabet. Og fantastisk at tænke på, vi er jo vant til at snakke rigtig meget om istiden, og hvordan naturhistorien har skabt forudsætningerne for det levede liv her. men Men menneskelig aktivitet har jo i den grad, kan man sige, påvirket og defineret, og i den tid, vi er jo ikke mindst i kraft af klimaforandringerne, og også fundamentale forandringer, kan man sige, af hele vores system. Og nu, som du også nævner med den grønne trepart, så er vi jo i gang med en proces, altså en landskabsudviklingsproces, som i virkeligheden, 

som ikke er ligeså store som udskiftningskonsekvenser, men måske derhenad. Ja, og jeg synes også, det er vigtigt, at i alt det, der sker i vores tid, at man er opmærksom på, at man ikke kommer til at smadre sporene af alt det, som var før, fordi der ligger en kvalitet i det i det, og det kan være, at i vores skovede, der hvor man igen lader vandet kom ind, at man kan lade vand, at man kan lade sig inspirere og skabe noget, der er endnu klogere og dejligere at se på i kraft af historien. Altså, det er også lidt sjovt at tænke, hvis vi nu tænker de der 80 år frem, som vi jo har til vane at gøre. Hvad er det så at på dit tidspunkt betyder noget for, hvor man vælger at bosætte sig? Altså, hvad tror I? 

Oha, Line, du har slet ikke forberedt mig på, at jeg skulle tænke så langt frem, og der kan man sige, der har jeg jo været død i mange år, men oha, 80 år, 80 år. Ja, når dine børnebørn eller oldebørn er gamle? Og jeg tror jo aldrig, at vandet bliver umoderne igen. Altså, det er jo fantastisk, det der vand. Altså, nu bor jeg oppe på Midtfyn, så jeg savnede det jo hele tiden at kunne kigge ud over det vand, og være i nærheden af det, og oplevelse på vand. Så det tror jeg, man vil... Det går ikke af måde, og det går jo heller ikke af måde, at vi skal leve af jorden. Og det er spændende, hvad... Den der bevægelse af, at rigtig mange vil gerne selv producere noget af det, de spiser. Hvad retningen det går, om alle de nicheproduktioner, som vi ikke havde, da jeg var barn, der var det hele et stort, meget ensartet landbrug. Der var én slags mælk, og der var to slags afgrynd. Altså, i dag er der jo så mange slags af alting, udover at man kan købe alt muligt fra hele verden. Så jeg kunne jo forestille mig, at man ville også tænke i det. Altså, hvor... Måske får vi en ny udflytning, altså, hvor der er mange flere, der får mulighed for at få noget jordarbejde med. Det gør også noget ved mennesker, at de ligesom... Hvad skal man sige? Har det der ansvar for et stykke jord. Ja. Jeg tror også, at der er jo en reform af landzone-loven undervejs, hvis ikke den allerede er kommet, men som ligesom åbner op for, at man kan bosætte sig igen. Altså, der har virkelig været en lov, der siger, at mennesker skal ikke bo på landet. Det er et produktionsområde, ikke? Det er der, der skal være landbrugsproduktion og ikke boliger. men det bløder man op nu, fordi jeg tror, der er efterspørgsel på det, du også nævner der, ikke? En kontakt med jorden igen og med landskaberne. Men jeg tror også med hinanden. Så jeg tænker, hvis vi kigger 80 år frem, så håber jeg, eller så forestiller jeg mig, at landsbyfællesskabet, det er blevet rigtig modernt igen. Altså, at de der små landsbyer, de faktisk virkelig er blevet interessante boformer og livsformer, kan man sige. Hvor man har et nært fællesskab, hvor man kan dyrke, man kan have den butik, eller man kan have den lille virksomhed, liberal erhverv og så videre, som man drømmer om. Og samtidig så har man adgang til at flytte sig ind til de arbejdspladser, der er behov for og så videre. Jeg synes, der er nogle spændende muligheder undervejs der. Det bliver spændende at høre den her udsendelse om 80 år. hvor tæt vi er på sandheden. Tusind tak for i dag, Esben. Det har været en kæmpe fornøjelse. Tak, fordi du ville være med. Og måske får vi lov at tage fat i dig en gang til, fordi der er jo nogle emner, vi slet ikke har været omkring, som også er utrolig interessante. Vores købsteder blandt andet. Det gør I bare. Tak skal du have. Og tak for dit arbejde igennem mange, mange år. Det er jo dejligt at få det frisket op, og jeg har haft rigtig meget glæde ved at holde guidede ture på cykel, både til vands og til lands, fordi folk synes, det er spændende, at de kan selv se nogle af de der ting. så det er også en måde at blive god til at læse landskabet der, og så komme derud og have en god guide med, at der er også andre end mig, der kan museerne rundt omkring på Fyn. Det er en rigtig god opfordring. Tak for i dag. Tak for det. Tak.