Smuglerhistorier i Øhavet med Nils Valdersdorf Jensen

Forestil dig en tåget nat i Øhavet. Vandet ligger blikstille, men langt ude i mørket hører man det svage plask fra årene på en lille smuglerbåd. Ombord? Kasser med varer, der aldrig når toldboden. 

I dag dykker vi ned i Øhavet som et smuglerlandskab. Hvorfor er det netop her, mellem de små øer og de lavvandede farvande, at smuglergodset altid har fundet vej? Fra 1400-tallets bondesejladser til 1700-tallets smuglerepidemi og 1920'ernes spritfloder. 

Og fra de spritfærger, som mange af os stadigvæk kan huske, til nutidens kokain på Langeland. Smuleriet løber som en skjult åre i Øhavets identitet og selvforståelse. Fordi med reglerne opstår modstanden. Den lille mand mod staten. Lokalkendenskab mod kontrol. 

Op igennem tiden har der været en klar moralsk grænse. De historier, vi fortæller med et smil over en øl eller til familiefesterne, står i kontrast til det, der krydser linjen og som aldrig accepteres. 

Du lytter til noget mellem ørerne. I det her afsnit er Line Bruun Nicolaisen din vært. Hun er geolog i Geoparkens sekretariat. Og med mig i studiet i dag har hun Nils Valdersdorf Jensen. Han er historiker og arbejder ved Svendborg Museum. Han tager os igennem Øhavets smuglerhistorie. 

Transcript

Interview 0:09
Forestil dig en tåget nat i Øhavet. Vandet ligger blikstille, men langt ude i mørket hører man det svage plask fra årene på en lille smuglerbåd. Ombord? Kasser med varer, der aldrig når toldboden. 

I dag dykker vi ned i Øhavet som et smuglerlandskab. Hvorfor er det netop her, mellem de små øer og de lavvandede farvande, at smuglergodset altid har fundet vej? Fra 1400-tallets bondesejladser til 1700-tallets smuglerepidemi og 1920'ernes spritfloder. 

Og fra de spritfærger, som mange af os stadigvæk kan huske, til nutidens kokain på Langeland. Smuleriet løber som en skjult åre i Øhavets identitet og selvforståelse. Fordi med reglerne opstår modstanden. Den lille mand mod staten. Lokalkendenskab mod kontrol. 

Op igennem tiden har der været en klar moralsk grænse. De historier, vi fortæller med et smil over en øl eller til familiefesterne, står i kontrast til det, der krydser linjen og som aldrig accepteres. 

Du lytter til noget mellem ørerne. I det her afsnit er Line Bruun Nicolaisen din vært. Hun er geolog i Geoparkens sekretariat. Og med mig i studiet i dag har hun Nils Valdersdorf Jensen. Han er historiker og arbejder ved Svendborg Museum. Han tager os igennem Øhavets smuglerhistorie. 

Speak 2:16
Niels, har du egentlig nogensinde smulet noget? Jeg har smulet spiritus ind til en gymnasiefest. Det tror jeg er det eneste jeg kan prale af. Det var sådan en lille flaske, sådan en kleiner fejkling, som jeg kunne rulle ind i mit bukseben. Og der blev ikke tjekket. Det var et første stik af. Det var ikke noget heldigt valg. Jeg blev alt for beruset. Jeg havde slet ikke lært at styr det endnu. Altså hvor mange de er meget smule de der kleiner fejkling. De er jo meget smule. Man kan godt have en del i et bukseben. Hvis man lige ruller det op der i smøen. Har du smulet noget? Altså ikke bevidst. Men der går jo en del historier i min familie til nogle smule af historier. Og det tror jeg der gør fordi at jeg var født og opvokset i Sønderjylland. Og der har der jo været nogle smule af historier omkring det man måtte tage med over grænsen. Og særligt en side af min familie. Der går der nogle ret sjove rygter. Og særligt et hvor min morfar han gerne ville have noget røm med hjem. Men det der med sådan lige at gemme flasken det blev jo opdaget. Så det han gjorde. Det er i hvert fald det historien går på. Det var at han hældte den her flaske røm ned der hvor man har sprintlervæske. Sprintervæske? Sprintlervæske. Ja. Ja. Så bare håber det ikke begynder at vejne på vej hjem. Jamen det er jo helt skønt. Og hvordan har han også fået det ud igen og sådan noget. Så jeg ved ikke om det er en af de der gode historier. Eller om han faktisk har gjort det. Men jeg kunne godt se det fra mig. Det skulle ikke overraske mig. Folk er meget kreative når det gælder om at snyde staten. Der er jo konkrete historiske eksempler på folk der har for eksempel hældt spiritus i deres fender. Altså det er de her ballonger der hænger på ydersiden af lystbåde. Og så er de sejlet ind over Østersøen i dem. Man kalder bort. Hvordan må den vodka eller den snab smage efter sådan en tur hen over sådan en solvarm. Og efter har kørt i sin varm bil ned sådan en eller anden. Ja. Og så det er ikke usiddet vanligt. Altså folk de har virkelig brugt alle de tricks de kunne for at få ting over grænserne. Og det er jo netop det vi skal snakke om i dag. Den stemme I kan høre det er fra Niels Valderdorf Jensen. Og Niels du er historiker ved Svendborg Museum. Og i dag har jeg været så heldig at du har sagt ja til at komme ind på vores lille kontorstudie og snakke om smugling i Øhjaget. Ja og tak for invitationen. Og det er jo et af mine specialiteter. Specialitetsområder. Smuglerihistorie. Men hvordan kom du egentlig ind på det? Altså hvorfor er det fyldt? Jeg ved du har jo også skrevet en bog som vi måske også skal nævne titlen på. Som det hedder? Smuglerlandet Danmark. Jamen jeg har faktisk skrevet P. O. D. om smuglerie. Det er jo det der min P. O. D. går på. Altså smuglerie i Øhævet 1850-2000. Hvordan kom du ind på det emne? Jamen det er jo en lidt sjov historie fordi jeg har jo arbejdet ved Svendborg Museum i en hel del år. Man startede som nyuddannet historiker tilbage i 11-12 stykker. Og der skulle vi aktivere vores museumsskib Viking. Som er en gammel tolkrydser. Og der begyndte jeg at lede i byhistorien og på nettet efter nogle smugler historier. Det var jo oplagt nu når det var et tolfartøj at vi skulle ud og sejle og sådan noget. Og det væltede jo. Altså jeg samlede på dem og jeg kunne lige pludselig blive det helt katalog. Jeg tænkte det var da godt nok vildt. Altså det var ikke et fænomen jeg havde stiftet bekendtskab med. Altså jeg er født i 1987 så jeg er vokset op med åbne grænser. Jeg står til at aldrig se den toller. Øhm. Men så var jeg ude at sejle på Viking, og så begyndte jeg at fortælle det der smugler historie, men det viste sig, at alle ombord kunne flere smugler historie end mig. Og de havde selv lavet alt muligt, og det var faktisk lidt chokerende, at jeg tænkte, hvad er det egentlig for et fænomen, og hvad er det egentlig for en befolkning, hvis historie, jeg arbejder med til dagligt. Og jeg kunne ikke finde smuglerhed beskrevet nogen steder, og det viste sig at være et århundrede gammelt fænomen. Og så det var jeg nysgerrig på i flere år, og vi lavede udstillinger om det på museet, og så endte det med at skreve en Ph. D. D. om det og så senere bearbejder den ind til bogen Smuglerlandet Danmark, som jo var den første danske smugler historie. Altså prøp at se på dansk smugleriet fra 1750 og frem til dag. Så du er jo den helt rigtige til at sidde her i dag og tage os med ind i den her smuglerverden. Og jeg tænker, vi skal starte sådan ret nutidigt, fordi godt nok så er der meget smugler historie, men der er jo også nogle sager lige nu, som der kommer ret meget op i medierne, lige her fra Geoparken, og det er over ved Spådsbjerg på Langeland. Ja, og det er jo et gammelt hotspot for smuglerier, for landsætning af smuglervarer, og der har jo været problemer i århundreder derovre. Det har selvfølgelig ændret karakter, hvor det tilbage i 1700- og 1800-tallet, der var det jo i høj grad de lokale. Men i dag er det jo udenlandske søfolk, som forsøger for eksempel landsætning af meget store partier kokain. Noget af den dom, der lige er faldet i Svendborg, er jo for en landsætning af 578 kilo kokain. Det er jo helt vildt meget. Ja, og prøve lige at overveje markedsværdien. Ja. Men det illustrerer jo meget godt, at det her smuglerlandskab, som vi har i Øhavet, at der er nogle forskellige elementer i det. Altså grunden til, at Spådsbjerg er så velvalgt en smuglerlokalitet, er jo, at den ligger lige ude til Storebælt. Og det er jo en meget gammelkendt og hæftigt besejlet skibsrute, som gør, at de her skibe, lastet med kuld og industriprodukter og kokain og alt muligt andet godt, de sejler jo den vej. Og det er skib, der kastede de 578 kilo kokain i vandet i 14 sportstasker, var jo på vej fra Sydamerika til Sankt Petersburg. Og passerer jo igennem her. Og det er jo den passage, der gør, at man har mulighed for at kaste noget over bord, og der er nogen fra Langeland, der lige kan sejle det ud og hente det i en gummibåd og sejle ind igen. Og man har set forskellige versioner af den strategi lige siden 1700-tallet i præcis det samme område. 

Så det er jo en variant over den her smuglemodel. Der er også andre måder at bruge landskabet på. Altså, store smuglerne i dag gør det på en måde, men i søneuttaget kunne man jo også godt finde på at grave ting ned på holmene eller stikke af for tolvæsenet på det lave vand. Så man har spekuleret i, hvordan landskabet kunne bruges som et aktiv, fordi lokalkendskab er et våben over for en central magt, der ikke kender det område lige så godt som dig selv. Jamen, altså hvordan det? Jamen for eksempel i 1700-tallet, når staten sendte tolvkrydser på jagt efter smugler i det sydfynske øgehavn, så tog man tungt armerede fartøjer fra Holmen i København, og så sendte man dem ned til øgehavet med instrukser om, at de skulle pågribe så mange, de nu kunne. Men problemet var, at de fangede aldrig noget, og man havde faktisk lagt et budget, som byggede på nogle antal, så man ville fange alt muligt, og så kunne turene betale stort set sig selv. De gav voldsomt underskud, fordi man fangede slet ikke det, man havde regnet med. Fordi øgeborgerne var, altså det er ligesom at fange fisk med hænderne. Altså de var væk med det samme, når de så tolvkrydserne kom, og hvis tolvfartøjerne så kom for tæt på, så sejlede de bare ind på lavt vand, hvor de store skib ikke kunne gå med, fordi de kendte farvandet så godt, at de altid kunne undslippe. Og øg havde defineret jo af meget store mængder kystlinje. Det gamle Svendborg var det arm i Danmark med mest kystlinje i forhold til areal. Der er et hav af naturlige havne, hav af landsætningsmuligheder. Så dem, der har maritime evner og kunskaber, kender området hernede, de har haft nemt ved at stikke af. Og staten er svag på vandet og har altid været det. Og det har man jo udnyttet lokalt. Okay, så nu i moderne tid, så handler det meget om den her placering af Langeland og Sposbjerg i forhold til de her store, lange sejlruter. Og når vi så også kigger tilbage i tiden, så handler det rigtig meget om det her lokalkendskab. Altså det er staten mod de her lokale smuglere. Så det er sådan lidt mere nært på en eller anden måde, ikke? Ja, og på det måde så ændrer det sig over tid. Men du er inde på noget helt centralt, det her med, at i Øhavet har staten også været en modstander. Sådan er vi ikke vant til at se på staten i dansk historieskrivning. Altså i Danmark er jo egentlig i internationale sammenhæng kendetegnet ved, at vi har stor tillid til staten. ... Og på prædikestolen i 1700-tallets kirke, stod der præster, som sagde, at for at være en god kristen, så skulle man også betale sin skat osv. Så der var en direkte og stærk tilstedeværelse af staten i folks hverdag, men alligevel så var der jo også en snærdag af staten. Det er noget, der er langt væk. Det er noget, vi ikke har så berøring med, og man må gerne snyde den. Så hele den der tanke om, at danskerne er et folkefærd, der betaler deres skat med glæde eller uden for mange kvarbabelser, Den historie undergraver smuleriet jo rimelig effektivt, fordi den viser, og der også findes et and and Danmark. Der findes et and Danmark, hvor det at snyde staten er en sport, hvor det faktisk er noget, man får social anerkendelse af. Og det er noget, der bliver påskyndet. 

Niels, du plejer at sige, at smuleri er lige så gammel som de regler, de første regler omkring handel. Ja, og der er jo meget sandhed i det her udtryk med, at regler er til for at blive brudt. Og da man begynder at regulere handlen med købstadsmonopoler og... Hvornår var det, man gjorde det? I forordninger, jamen i den tidlige middelalder for eksempel. Og det er særlig relevant hernede, fordi der opstår de første købstader i Øhavet. Jamen, så var det at være nogen, der føler, at de forordninger jo er dem til skade, og derfor begynder at bryde de regler, der er. Og der ved vi fra 1400-tallet, at der er ret mange disputser mellem lokale Øhavet og købstadsborgere, og også lokale adelsfolk. For de havde forskellige rettigheder og forskellige økonomiske interesser. Og der har vi enormt mange breve fra købstaderne, som klager over, at langelænderne eller tøsingerne eller skarøjboerne smugler hemmingsløst. Altså, og de vil ikke holde op, og de har ikke ret til det, fordi de skal sælge deres vare inde i købstaden. De skal sælge dem i Svendbold, de skal sælge dem i Rodkøbing, men det de så gør, det er, at de bruger ulovlige havne, og så sejler de til Tyskland for at sælge deres ting. Og det vil man ikke finde sig i købstaderne. Så derfor så klager man til kongen, og der er også enkelte eksempler på, at man beslaglægger lokale skibe eller beslaglægger hovedgårdens skibe, fordi adelens hovedgård havde også udskibningsret, så de måtte også gerne sælge. Men det anfægtede jo købstaderne. Så der er faktisk, der var en konflikt mellem by og land, som smugleriet væver sig ind i. Men jeg bliver nødt til lige helt at forstå det her med købstaderne, for nu stiller jeg et helt sikkert dumt spørgsmål, Niels. Men bare lige for at forstå det, altså købstaderne, grunden til det er så vigtigt, det er fordi, at når man havde nogle varer, så skulle de handles. Altså de skulle ind til købstaderne, handles derfra. Ja, altså det havde man jo dikteret, det var for at ophjælpe byerne, for at få en bydannelse i Danmark, så havde man givet købstadens privilegier. Så altså bønderne skulle ind på toget for at lægge deres handel, for at købe og sælge. Og det var ikke lovligt at have en lille butik ude i landsbyen på Torsinge for eksempel. Altså du skulle ind til Svendborg for at handle, så det bønderne gør, at de jo protesterer med deres handel. De sejler til Tyskland, og de sejler til andre købstader, hvor tingene er billigere. Så det er den måde, man smugler på i 1400-tallet, 13- og 1400-tallet, det hedder bundesejlægs. Altså hvor de er, de er egentlig sådan en lille smule anarchistisk, den måde de gør det på. Og det klæder købstaderne voldsomt over flere gange i løbet af midlerne, og det stopper aldrig. Altså det er ikke rigtig noget breve, ligesom kan få sat den stopper for. Og hvad er det for nogle købsteder, vi har her? Altså bare lige for at få det helt ned. Hvad er det for nogle købsteder, vi har i Øhavet? Vi har jo rigtig mange klæder fra Svendborg og Rødkøb over de lokale, som smugler. Men der er jo også købsteder på Ærø og i Forbrug. Og alle de her købsteder har oplevet problemer med folk, der nægter at bruge deres torg, men i stedet for handler med forbipasserende eller sejler til Tyskland. Og de illustrerer meget godt, at Øhavet er et smuglerlandskab, men det er også et grænseland. Og der er nærheden til Tyskland, nærheden til de store tyske hansebyer i middelalderen. Det er jo datidens økonomiske supermagt. Så det er jo naturligt, at bønderne bliver trukket derhen, når de gerne vil handle frem for de her lidt mindre danske købsteder. Så det er jo også et udtryk for, at Øhavet helt naturligt er orienteret mod Syd, er orienteret mod Tyskland, frem for nødvendigvis mod København. Og hvad gjorde man så? Altså det her bundeoprør, den er bundesarlæs. Altså hvad kunne man gøre for ligesom at stoppe dem? Der er flere eksempler på, at borgerne i nogle af købstederne beslaglagde skibe og deres last, og nægtede at tilbagelevere dem. Der er også eksempler på... kan man sige, sager der bliver voldelige. Så det var den måde, man forsøgte at løse det på. Men statsmagten var ikke stærk nok til, at det var noget, man kunne kontrollere. Så i virkeligheden så er smuleret jo også en bagvendt måde at fortælle om en stat, der langsomt bliver stærkere og stærkere og stærkere og har flere og flere kontrolmuligheder. 

For eksempel så bliver den store borg i Svendborg, Ørkild, brændt ned under grævens fejde i 1500-tallet. Og et element i det er, at Svendborgenserne er så rarsen over, at der i ly af Borg og Ørkild er opstået en smuleret redde. Så der er også et smulerie element i den historie. Der så brænder Svendborgenserne borgene af. Hvad var det for en smuleret ned? Jamen borg var eget af, i hvert fald den her periode af Odensebispen. Og han ville jo gerne tjene penge på det område, han havde der, så der opstod en mindre landsby omkring borg, og de brugte deres egen havn og handlede selv og beskyttede af bispens magt. Og det gjorde, at Svendborgenserne så dem som konkurrenter. Man kan diskutere, om det var reelt, var smuleri, men det endte i hvert fald med, at Svendborgenserne der under grævens fejde brændte dem af. Og så blev Svendborgenserne også brændt af et par gange. Det var jo en meget urolig tid. Men der var smuleri faktisk et element i nogle af de opgør, vi så lokalt. Også mellem stormændene og borgerne. Fordi de har haft forskellige konkurrerende økonomiske interesser i tiden op til. 

Så det her smuleri, altså det er både den her magtfaktor, en politisk faktor og en økonomisk faktor. Så snart der er det her smuleri, så er det faktisk et spejl på den økonomiske og magtstruktur, der er i samfundet. Ja, og det er det, der gør det til sådan et spændende, men også mangefacetteret fænomen. Fordi folk kan jo godt være tilbøjelige til at affærdige det, som er et eller andet kuriøst. Altså det er bare sjove historier, men der ligger faktisk en kæmpe udsavnskraft om den måde, vores samfund har været struktureret på, og den måde, vi har set på autoriteter på, hvis man kigger på smuleri over tid. Fordi det definerer jo, hvad er rigtigt og hvad er forkert? Må man snyde staten, må man ikke snyde staten? Hvad er tilladt? Så det er jo et studie i moral. Ja, fordi jeg tænker på de her bundesalaglæser. Altså hvordan har de andre, altså har det bare været så udbredt, at det ikke har været noget, man har set skævt til? Altså nu, vi ser jo meget skævt selvfølgelig til den her kokain-smugling. Det ser vi jo som noget dybt kriminellt og moralsk forkasteligt. Men hvordan har man set på det dengang? Kilderne til middelalder og menneskernes syn på bundesalaglæser er jo nok rimelig sparsomme. Men jeg vil ret trygt gå så langt som til at sige, smugleri har i hele Øhavet smuglerhistorie, som jo efterhånden er 700-800 år, hvis ikke mere, men der har smugleri af hverdags ting til eget forbrug aldrig været opfattet som kriminellt. Det er helt vildt legitimt, hvis ikke påskyndet os muligt. Netop fordi, at for nogen så har det været en livsnødvendighed. I den her tid er det jo også et knaphedsfænomen, og for andre senere så bliver det jo en sport og en måde at vise sig frem på. Så det har aldrig været opfattet som kriminelt at smugle de her hverdagsting. Men det er jo klart, at der sker en udvikling, når vi kommer længere op i tid i forhold til, hvilke varer du så smugler, om det er... Det er jo ikke aktværdigt, eller noget, der nogensinde er blevet påskyndet af nogen at smugle kokain, men cigaretter jo, selvfølgelig. Men der er jo sådan en helt fantastisk moralsk økonomi omkring, hvor går skældet mellem det acceptable smugleri og det illesete smugleri. Og det er noget, jeg har jo arbejdet ret meget med. Det er, hvor trækker folk grænsen mellem det smugleri, som man gerne vil fortælle om til familiefester, og det smugleri, som man holder for sig selv. Og kan du se, at den grænse, altså ligger den lidt det samme sted op igennem historien, eller rykker den sig også? 

Den er selvfølgelig under udvikling, men jeg tror, at der egentlig rimelig konstant er en opfattelse af, at det at smugle til eget forbrug, det overhovedet ikke er kriminelt. Tilbage i bundesarlæsens tid, så er der jo noget andet, der er på spil. Det er jo også forhandelens skyld, og det har i perioder været illeset, at man smuglede for pengenes skyld. Altså, når du var oppe i 1960'erne og 70'erne, så var det ikke, Komil Faux, at sige til familiefesten, at jeg smugler for pengenes skyld. Nej, man sagde, at jeg smugler for sportens skyld, eller sådan noget. Så man skulle ligesom italesætte det på forskellige måder. Så at smugle for profit, det er jo kun noget professionelt gør, og professionelt smugleri er i dag illeset. Det har det jo ikke nødvendigvis været i tidligere tider. f. eks. i middelalderen eller i 1700-tallet, hvor vi også har eksempler på det, vi har. 

1700-tallet er jo en af de store smugleperioder. Hvordan kan det egentlig være? Hvorfor er det sådan en stor smugleperiode? Hvad var det, der skete der? 1700-tallet er kendetegnet, i hvert fald her i Øhavet, af epidemisk smugleri. Det er en periode, hvor Øhavet bliver kaldt for smuglernes paradis. Hold op. Og det skyldes jo bl. a. noget lovgivning, der bliver skærpet i perioden. Man får nogle nye tolvforordninger, som er rundet af den tids økonomiske filosofi, som hed mercantilismen. Der er måske nogen, der har hørt det begreb i forbindelse med nutidens diskussioner om Trumps tolvtakster. Fordi hele den her idé, som lå bl. a. med arkantilismen var, at nu opfører vi med nogle høje tolvmur, sådan så at 

vi kan oplelske vores egen industri frem for at importere ting fra andre. Export er positivt, det synes man også, men det var vigtigt at man kunne være selvforsynende med centralte ting. For eksempel i Danmark i Søndag har det klæde og manufakturvarer. Der havde britterne allerede fået en mekaniseret klædeindustri, og der kunne man altså købe billigt engelsk klæde, og der ville man hellere have en dansk klædeindustri. Så derfor forbød man import af enormt mange forskellige typer stoffer fra bl. a. England i det håb, at vi kunne få vores egen manufaktursektor, som kunne lave dansk klæde, i stedet for så smuglede folk det ind. så 1700-tallet var faktisk kendetegnet af enormt meget smule af stof. Lidt ligesom i dag, så er det jo stoffer, men 1700-tallets stof det var uldklæde og andre ting. Og det vidste jeg ikke. Det synes jeg jo faktisk lyder ret skørt, at sådan en stof kan være en smule varer. At det kan være så værdifuldt. 

Det er jo også fordi meget af det her, det er jo sådan før industrielt. Altså så mange mennesker havde jo kun et sæt tøj, eller to, hvis det virkelig var vildt. Fordi at klæde var så dyrt. Så der har været mange penge involveret i den del af forretningen. Og det er jo også en nødvendighed. Det var ikke kun stof og klæderuller, som blev smuglet ind. Det var alt muligt. Altså i Øhed, der har fundet rigtig mange eksempler på rødvin og brændevin og sukker. Men stort set alt, hvad man kunne spare penge på, det smuglede man jo. Og hvorfor lige præcis Øhed? Ja, der har Øhed jo et af den særlige geografi, altså smuglerlandskabet. Noget andet er, at Øhed jo også har været grænseland. Og der har Øhed har jo tilhørt hertudømmet Slesvig fra 1500-tallet frem til 1864. Og så i 1867, der bliver Øhed en del af Svendbog Amt. Og det vil jo faktisk sige, at der i mange perioder, så går der jo egentlig en grænse mellem kongeriet i Danmark og hertudømmet Slesvig, midt igennem Nyhavet. Så du kan lave grænsehandel på Øhed frem til 1867. Vi kan se det i start af den 30'erne, der ved vi, at en flaske brændevin på Langeland, den koster langt mere, end den gjorde på Ørø. Så hvad gjorde folk på Stryneø, eller på Drejeø, eller på Torsinger, de skulle handle sprudt? De sejler jo ikke til Rudkøbingen. De sejler jo til Ørø. Og det havde man gjort i lang tid. Ørø havde været sådan et smugler sted for grænsehandel mellem Slesvig og Danmark. En ret berømt eksempel på det her, det er 1700-talsdikteren Ambrosius Stup. Det er ham, der skrev, at den kedsamvinder gik sin gang. Og han var ansat som skriver på Valdemar Slot på Torsinge. Og ud over sin chance som sekretær og hofnake, man næsten kaldte det, så smuglede han også for slotsherren derovre. Han sejlede til Ørøskøbing, og så hentede han store mængder brændevin og sukker, og sejlede det med tilbage til Torsinge. Det var simpelthen en del af hans arbejde. Han har også skrevet digter om det. Han har skrevet den store 12-forpagter-arge, som han skrev efter en stor konflikt med 12-forpagterne. Og det er det, hvor 17-tallet, det er jo lang tid siden, indrettet helt anderledes. Så der var ikke et 12-væsen på samme måde, som man kender det senere. Så 12-forpagningen, det her område, var faktisk solgt til nogle købmænd i Odense, som havde købt det, fordi de mente, at det ville være en god forretning. Men de begyndte jo at håndhæve reglerne i løbet af 1750, og kom jo modsætningsforhold til masser af de her smugler. Og blandt andet så var der en batalje på Tronens og Havn, hvor de lagde til at ville kontrollere et smuglerskib, og det nægtede de ombordværende, og de hidkaldte assistance fra slottet. Og der kom herregårdens skytter marcherende ned til Tronens og Havn, våben i hånd, og så skød de 12-kaptajernes hund midt imellem benene på ham, og så troede de resten af tollerne med i stykkerslåelse, hvis de ikke stak af. og 

Slotsherren beskyttede jo sine folk, han beskyttede sine smugler, fordi han tjente penge på dem. Men det lyder jo også som om, at der jo ikke har, altså der stadig har været nogen konsekvenser ved at smugle, altså at sejle fra Rødkøbingen til Marsdal, og så er der ikke, altså der er ikke, der er ikke, der er ikke nogen toller på grænsen, hvor du sådan skal, lige sådan holde ind og sige, har du noget, du skal få tolle? Nej, det har jeg ikke, altså der er stadig ikke den der del af det, altså det, der er ikke, der er ikke nogen konsekvenser. Nej, altså hvis man bliver opdaget, men det er jo meget svært at bevise noget i et samfund i 1700-tallet på den måde. Og det var kun stikprøvekontroller, der var, altså de her, kan man sige de der smuglerjæger, der i ny og ned kom til Øhavet, jamen de fangede ikke noget. Og selvom der var toller i hver by, så er de jo holdt så meget inde inden for købstadens grænser, så der er foregået så meget ude i landområderne. Og Marsdal, nu nævner du Marsdal, er jo opstået på baggrunden af smugleri. De er jo ikke en købstad, det er jo en smugler flække. Altså det var en del af deres eksistensgrundlag i 1700-tallet, og det blev de hyldet for af nogle politiske segmenter. Fordi de jo bare udviste handlekraft i modsætning til nogle andre. Okay, så hele Marsdal beroer altså på smugling? Det er jo nok også det, jeg strammer den lidt, men det har været en meget væsentlig del af, hvorfor Marsdal blev en stor søfartsby. Og derfor, da jeg skrev min Ph. D. om smuglerdags historie, har jeg også intervjuet en del marsdaller, og der er jo flere af dem, der jo egentlig betragter det som en tradition i virkeligheden. At snyde staten på den der måde. Ja, fordi hvordan ser de det nu? Er de sådan lidt stolte over den historie, og det er fordi vi går oprør mod staten, eller hvordan? Ja, det er jo nok begge dele. Altså jeg vil da klart mene, at der er en vis stolthed over det. Altså generelt er man jo meget stolt af sin historie i Marsdal. Med god grund. Med god grund, men man er også meget stolt af sin smuglerhistorie. Og der er klart også en fornemmelse i Marsdal, og også i andre Øherde, småbyer, Bagenkop, er også et rigtig godt eksempel på en meget stor oplevede distance til staten. Ja. Og det er helt okay at snyde tolvæsenet, eller fiskerikontrollen, eller hunæmmet, fordi de er jo ikke lokale. Og det er noget af det, der kommer til udtryk, når man snakker med marstalske smuglere. Det er jo ikke nogen samtaler, hvor folk brødbetyngede sidder og skal fortælle om, så gjorde jeg det, og så gjorde jeg det. Nej, det er jo, vi griner jo, og de deler det jo med latter og sådan noget. Så det er sådan noget, der er på spil. Det er slet ikke det andet. Og var der andet end tøj og stof, man smuglede der i 1700-tallet? Jamen, hvis man kigger på noget af det, vi kender Ambrosus Dub's smuglervaner rimelig godt, og det var jo alle mulige luksusvarer. Men vi har jo også fundet eksempler på rødvindsmuglerier og smuglerier af franske kniblinger og alt muligt. Så det er stadigvæk en periode, hvor der er rigtig mange produkter, der bliver smuglet. Og det er igen den her effekt af, at der kommer nogle regler, som det så helt naturligt gør, at der er noget smugleri, der opblomstrer på baggrund af de regler. Ja, og det er jo en gammel dans. Der er en dans mellem smuglerne og staten. Og det er altid, det starter ofte med en lovgivning eller et eller andet, som så har en eller anden ikke gennemtænkt konsekvens. Og så bliver politikerne overrasket, når der så opstår et sort marked eller et eller andet på baggrund af den her lovgivning, og så er smuglerne godt i gang. Altså hvis smugleriet er en dans, så er det altså smuglerne, der fører an. De tager initiativet, når der opstår et nyt marked. Og de er jo før i noget af litteraturen jo blevet kendt, altså karakteriseret som illegale iværksættere. De ser en mulighed, de ser en forretningsmodel, så slår de til. Også den her merkantilisme, som der startede i 1700-tallet. Også nu, når man ser på den situation, som der er med Trump nu, og de tolsætter, som han stiller op, og den forventning, han har til, hvad det betyder for USA's økonomi. Altså, kan man lære noget om, hvad der skete tilbage i 17-tallet? 

Altså tolvmure og protektionisme har jo et rimeligt dårligt ry i den økonomiske og historiske litteratur, fordi, som man også kan se med smugleriet her, så er der en masse utilsigtede konsekvenser af det. Man tænker, at nu høster vi bare lidt ekstra afgift på det. Men man skal jo altid huske, at det, man beskatter, det får man mindre af. Sådan om, hvis man beskatter økonomisk aktivitet, så får man mindre økonomisk aktivitet. Beskatter man handel, får man mindre af handel. 

Og det vi kan se i... I 1700-tallet er jo de her tolmure, som blev rejst for at oplelske dansk industri. Det medfølte jo bare, at folk smuglede. Det var ikke derfor, man får en eller anden bæredygtig stor industri. Du får i hvert fald ikke en, der er konkurrencedygtig overhovedet. Så det, der jo i højere grad peger på økonomisk vækst og samhandel, det er jo frihandel. Og det når man til i løbet af slut af 1800-tallet for dansk vedkommende, og det er jo et kæmpe økonomisk skridt fremad, og så er det et stort økonomisk skridt nedad for smugleriet. Fordi de levede af de der forordninger. Den sorte økonomi, som vi taler om her, den levede jo af de her statslige tolv forordninger, som gjorde det lukrativt og smugle. Og da de var væk, og der var frihandel, så forsvandt storskala smugleriet, som vi kender i høj grad fra 1700-tallet. 

Så når den her storskala smugling fra 1700-tallet, den forsvinder, fordi vi nu begynder at få frihandel i slutningen af 1800-tallet. Hvordan forandrer smuglingen sig så? Forsvinder den, eller ændrer den bare form? Den ændrer form. Forstået på den måde, der var jo stadigvæk smugleri. Der er masser af smugleri blandt søfolk, når de krydser grænser. Fordi de var jo i høj grad den mobile del af befolkningen, så de havde mulighed for det. Så der er masser af sømandssmugleri, men det er småskala. Og det er det, man hele tiden skal huske i smugleriestorier. Det er jo småskala smugleri og storskala smugleri. Det er to meget forskellige ting. Men småskala smugleriet, det fortsætter i slut 1800-tallet, men det store professionelle smugleri er stort set væk. Det ændrer sig, da vi når frem til Første verdenskrig. Og Danmark er jo neutralt under Første verdenskrig, men bliver alligevel påvirket ret meget i kraft af krigen og krigens langvarighed, som jo ingen havde forudset. Det der sker, er, at der kommer ret hurtigt sådan nogle udførselsforbud, som skal gøre, at Danmark kan holde sig gode venner med både den ene og den anden krigsførende magt. Og vi skal heller ikke bruge alt vores brødkorn på at lave spiritus osv. Så det ender efter politiske betaljer med en enorm afgiftsstigning på alkohol. Og det sker i 1917. Og det vælger man bl. a. inspireret af afholdsbevægelsen, som er en kæmpe stor folkebevægelse i den her tid, som kæmper imod alkohol. Der var 130.000 medlemmer af afholdsbevægelsen i Danmark i 1917. Hvad var det nu, det hed, den afholdsbevægelse? Det hvide kors? Jamen det er jo en af dem. Der er alle mulige forskellige slags. Altså i Svendborg har der været 6-7 forskellige loger, som prøvede at vende folk af med at drikke sig hemmingsløst, som de jo så også gjorde i den her periode. 

Men det her enorme afgiftshop, det gør, at der opstår en efterspørgsel efter billigspiritus, og det falder sammen med, at man i USA og i Norge og i Sverige og i Finland og Island og Færøerne indfører enten restriktioner på tilgængeligheden ved alkohol eller decideret forbud. Det kender man jo fra USA, ikke? Altså forbud mod the prohibition, forbud mod spiritus. Det er også det samme i Norge. Men det betyder bare, at der også er en skandinavisk forbudstid, og vi også i Danmark har en stor efterspørgsel efter billigspiritus, så 1920'erne er kendetegnet ved, altså vilde mængder af alkoholsmugleri i Øehavet og i Østersøen generelt. Og der kan man virkelig se det her med Øhavet som smugler og grænseland, fordi et af alt den spiritus, som skal op til de tørstige nordmænd, og de har været tørstige århundreder, det sejler jo op igennem langelandsbæltet, op gennem storbæltet. Lidt ligesom kokainen gør i dag. Så det er jo spøjet spjære og alt sådan noget, der står de langelandske toller med svedige håndflader og håber ikke, at det der 96% sprit, som man smugler på det tidspunkt, bliver landsat. At det var sådan noget frygteligt, frygteligt industrispiritus, man drak. Okay, smagsløs, 96% sprit. Jeg tror, det smagte af noget, og det smagte dårligt. Det er jo derfor, at cocktailen får et gennembrud i 1920'erne, fordi spiritusen er så dårlig, at man skal have noget putt i den, så man ikke kan smage den. Det giver jo mening. Det er jo det folk, det er gennembrud for mange af de her cocktails. Og det er jo tyskproduceret billigspiritus efter Første Verdenskrig, som bliver sendt op gennem dansk farvand og international farvand til Norge, til Sverige, til Finland. Og det bliver konsumeret i vilde mængder. Altså sådan, jeg tror, det er i start 20'erne, det beslaglægger det norske tolvæsen 700.000 liter. Og på et enkelt år. Der er en toller, der står på talerstolen til den årlige tollerkongres i Norge og græder, fordi det er en national ydmygelse. Også fordi det er kun det, der bliver beslaglagt. Lige præcis. Hvor mange procent kommer så forbi. Og det vi kan se af den internationale forskning er jo også, at sådan nogle forbud, som dem, der blev lavet her 1920'erne, de er kun virksomme i kort tid. Altså de virker faktisk. et år. Og så er det, at smuglerne har fået nye produktionskeder på plads, de har fundet ud af, hvordan man gør, og så er udbuddet af alkohol tilbage på samme niveau som før et forbud. Så forbuddet mod noget, som over halvdelen af en befolkning synes er legitimt at indtage, det kan man godt glemme. Og så samtidig kriminaliserer man så halvdelen af ens befolkning? Lige præcis. Og du mister indtægterne fra salget af lovlig alkohol, for eksempel, og du får udgifterne til at bekæmpe det, Så det er en sindssygt dårlig forretning, og det gør også alle de her alkoholforbud falder i løbet af 1930, Fordi man kan godt se, å, det er en dårlig idé, det falder i USA, hvor det ellers har været til folkeafstemming, Det falder også i Norge og sådan nogle ting, altså fordi det er, det virker ikke. Du skaber mere kriminalitet, end det gavner. Den danske model viser sig at være bedre, fordi vi kan godt se, at der er et vist fald i indtaget alkohol. I hvert fald af lovlig alkohol, og det er jo den vigtige skældning, fordi jeg tror noget af det, man så ret seriøst kan godt gøre ved at kigge i smuleredes historie, Det er jo, at man ikke helt kan stole på de officielle statistikker over lovligt salg af alkohol, fordi det er jo også et meget stort sortmarked. Men det ser ud til, at det danske forbrug af alkohol falder rimelig drastisk efter 1917. 

Fordi 

at pris betyder selvfølgelig noget, men det har altid været muligt i Danmark at få lovlig alkohol. Selvom der var sovne i Vestjylland, som var frivilligt tørlagt, hvor du havde en kommunal bestyrelse, som har sagt, at du ikke kan købe alkohol her i Sønder Røvelse eller et eller andet. Men så går du jo bare hen over sovnegrænsen til den næste gro og køber det. Altså, jeg bliver nødt til lige at tage tilbage på Svalbard igen, fordi der er der jo virkelige restriktioner på alkohol. Altså når man, det er jo, der er jo et lillebitte samfund i Longyearbyen. Og når man kommer derop, så får man, du får simpelthen sådan et klippekort. Et alkoholsklippekort, som man så kan bruge til at købe alkohol inde i vinbolagket. Og så det vil sige, når vi sådan skulle holde fredagsbar og sådan nogle ting, så skulle vi sådan samle til pulje af de her klippekort, så vi kunne gå ned og købe nok øl eller hvad det nu var. Så der var virkelig restriktioner, fordi man jo vidste, at når man var der helt oppe i det mørke, og at solen ikke stod op, og de der mange måneder i natten, mange måneder, hvor det bare var det her dybe nattemørke, så det her alkoholindtag, det kunne altså stige ret betragtet. Og det havde jo en stor betydning for det lokalsamfund, der var. Så der var der de her ret stramme restriktioner. Ja, nordmændene har jo stadigvæk en forkærlighed for det. Men man kan jo så dog få det lovligt den dag i dag. Men de har jo i kraft af den der forbudstid, så har nordmænd jo også den der tradition for at lave hjemmebrændende alkohol. Det blev jo i høj grad knæssat under den her brændevinskrig, som det hedder i Norge. Og den tradition har vi jo ikke i Danmark, fordi vi har jo altid kunne få lovlig alkohol i nyere tid. 

Lisbeth peger jo altid at bede vores gæst om at tage en ting med. Og jeg ved, at du også har taget en ting med i dag. Hvad er det, du har taget med? Jeg har taget en pakke cigaretter med. Prøv at se den. Værsgo. Ej, hvad så? Det ligner bare almindelige cigaretter. Det gør det. Det dufter også ligesom almindelige cigaretter, vil jeg sige. Der er bare 

ikke bandet roligt på. Og det er jo smuglercigaretter, som jeg har fået af en kilde, som har købt dem af en leverandør på Egerø. Og det er et rigtig godt eksempel på, at smugleriet foregår stadigvæk. Men hvor gamle er de cigaretter? Jeg tror, at jeg fik dem for et par år siden. 

Og vi har nogle flere pakker liggende til udstillingsformål for at vise, at den der sorte økonomi eksisterer stadigvæk. Og smugleriet kan stadigvæk godt finde sted. Hvis man ved, hvad man skal spørge, så kan man godt skaffe de her ting rundt omkring. Og det er jo et resultat af, at afgifterne på tobak er stigende. Og det betyder, at så er der et sort marked for det. Og dem, der ryger mange pakker, de kan spare mange penge, hvis de lige får importeret noget fra Spanien eller det billige østeuropæiske cigaretter eller sådan noget. Så for mig er der jo et historisk lag i sådan en pakke cigaretter, fordi det også peger tilbage på, at cigaretsmuglingen har været kæmpestort i 1960'erne. Altså der har man de der store epidemier af smugleriet i 1700'erne og 1920'erne og så 1960'erne især også. Og der er det cigaretsmugleriet, som vælter ind fra Polen og Øst-Dysland i speedbåde og bliver landsat rundt omkring i Ø-hævet. Det er den her pakke cigaretter og ikke et eksempel på, men der er noget kontinuitet i, hvad det er, vi smugler ind på. Og i 1960'erne, det er jo faktisk en periode, som rigtig mange kan huske, hvor det var store smuglerkonger som Ben Ricardo og Leon Ovil, og der var Divan Svendt og Sofacurt, og når de arbejdede sammen, så var de kendt som Møblemangel. Så det var sådan en helt Olsenbanden-agtig karakter, som smuglede den her periode, og som havde gennemskud, at der lå enorme mængder af profit gennem de cigaretterne, fordi at man for at beskytte dansk tobaksindustri havde hævet afgifterne ret højt, og det betød, at man kunne købe en pakke cigaretter for 1 krone i Polen eller i Østtyskland, og så kunne man sælge den for mellem 6 og 7 kr i Danmark. Det er en god forretning. Det er en god forretning, specielt når de nye speedbåde, der kom i den tid, jamen der kunne det godt være en halv million cigaretter i. Hold da. Så med sådan en speedbåde kan du godt piske hen over Østersø en 3-4 gange på en uge, hvis du gider, og vejret er godt. Så de tjente enorme penge, cigaretsmuleren i 1960'erne. Men prøv lige at sælge mig med ind i den her købsituation, fordi hvordan har man så som mini-borgere i Øhævet ligesom haft adgang? Så vidste man simpelthen, at man skulle hen til möblimentet? Nej, fordi nogle af de der store gangster, jeg nævnte lige før, det var Københavnerfolk. Det var Københavnerfolk? Nej, så den købte man ikke af. Ikke lokalt. Men det, man har gjort lokalt, jamen så har man vidst, jamen hvilket hus skulle man gå ned til ved vandkanten for at spørge, for eksempel. Der var nogle centraler, hvor man kunne købe sådan nogle ting. Og nogle gange blev man jo også opsøgt. Det Lille Jørgen Danmark, en af store smuglerne, sagde, det var, det bedste sted at afsætte stormængde af cigaretter, det er jo store private arbejdspladser. Eller store offentlige arbejdspladser. Så værfter, Svendborg Værft, var en meget stor smugler central i Øhævet i 60'erne, 70'erne og 80'erne. Altså Svendborg Havn i det hele taget. Det samme gælder alle mulige andre værfter. Altså der var decideret bestillingssædler, som gik på omgang. Fordi værftsarbejderne havde jo faste kontakter til for eksempel polske skibe, som kom for at blive repareret og sådan noget. Så de havde altid ting og sager med. Så de steder, hvor folk møder hinanden, så opstår der sådan noget tuskhandel. Og det var især havnende i den her periode. Men folk vidste, hvem man skulle henvende sig til, for at få fat på noget. 

Jeg synes igen, at det lyder som om det går lidt for det der småsmugleri, hvor du siger, at der er mange historier med, som man kan fortælle over de her familiemiddager. Og så til de her cirkeretssmugler. Det lyder igen som om vi er oppe ved sådan noget stor skala. Ja, og det har du helt ret i. Altså, speechboetssmuglerne var stor skala smuglere. Men i 60'erne var de ikke illesille. Altså, det er spændende. De havde en meget lang periode, hvor de var den lille mandsheld. Altså, hvor de blev omtalt i rosende vendinger. Folk, de dækkede over dem og påskyndede, hvad de gjorde. Fordi de jo egentlig bare i gåseøjne stillede vare til rådighed for folk, som den grådige stat havde belagt med meget høje afgifter. Det her, det er jo velfærdsstatens gyndende periode, hvor skattetrykket vokser ret meget. Der var nogen, der slog i tøjet over, at skattestrukturen forandrede sig den her periode. 

Så det var den lille mandsheld. Altså, folk, de legede Ben Ricardo på selvhusvejene. I'm not even kidding. Det ved vi jo fra nogle kilder, at man kunne lege Solo og Superman, og så kunne man lege Ben Ricardo ude på vejen. Altså, det har ikke været illeset på den der måde. Fordi når vi tænker bander i dag, så tænker vi, har vi lyst til at sidde ved siden af LTF i bussen? Det er der ikke nogen, der gider. Nej. Men folk ville gerne drikke en øl med Ben Ricardo. Det ændrer sig først, da mange af de her store smugler i løbet af start 70'erne begynder at smule hårdstoffer. Samtidig med cigaretterne? Ja, og det ser folk ikke positivt på. De begynder også at bruge vold, der opgør internt i det her smuglemiljø, som der er jo 10-15 konkurrerende bander på et tidspunkt. 

Og det gør, at folk lige pludselig ændrer holdningen til dem ret hurtigt. Altså, i løbet af start af 70'erne, så går det ind og bliver en illeset kriminalitetstype. Hvor det er 60'erne, så er det bare noget, man accepterer. Men fordi de krydser den moralske grænse mellem rigtigt og forkert smugleri. Og det gør de ikke i kraft af skala, men de gør det i kraft af, hvad de smugler og hvordan de gør det. Så falder hammeren, den moralske hammer. Og der skal jo mere til, end man går og tror. Men betyder det så, at folk stopper med at købe de af cigaretter? Eller bliver det bare illeset og noget, man ikke går og tæller for højt om, hvis man har smuglet cigaretter? Nej, det er jo egentlig ret sjovt at tænke på, fordi grunden til, at de kan smugle millioner cigaretter ind om året, eller om ugen i nogle perioder også, det er jo fordi, folk køber dem. De her folk har jo ingen kvart babelser med at købe de der ting. 

Så det er jo først, at de går i gang med hassen, og så videre, at... At folk gændrer syn på folk som Ben Ricardo, Leonovil og Divan Svendt og de andre. 

Så, Niels, nu har du lige taget os med på hele den her tidsrejse, smuleriets historie. Hvad det har betydet for ø-hævet, og hvornår der har været de her store smuglerepidemier. 

Men hvis vi prøver at se lidt mere overordnet på det, hvad betyder det så for den måde, ø-borgerne opfatter sig selv på? Altså, betyder det noget for deres identitet som ø-borger? I høj grad, altså der er jo, det var sådan i 70'erne, når man kom til Ø-hævet, kom man til Marsdal, til Banekoppen, Venneby-by, Potosik. Sådan, så noget af det første man blev mød af det, det er jo historie om, hvordan de lokale snyd tolvvæsner. Så det var en aktiv del af den måde, man fortalte om sig selv på. Og det er rigtig dokumenteret, og det er jo faktisk nogle steder, hvor det stadigvæk er noget, man gør, blandt andet i Marsdal. Hvor det er en indlejret del af den lokale identitet, at vi er lidt mere fanden end voldske, end man er på Frederiksberg eller alle mulige andre steder i Central København. At der er en distance til staten indlejret, de der fortællinger, så det er klart noget identitet, der er på spil her. Og så er der jo også, der er noget, der er også en masse andre elementer i det. Det er lokalt indlejret, der er også noget køn, fordi det handler også om, hvordan, altså det er jo, der er både, både mænd og kvinder har dyrket det, men de har dyrket det på forskellige måder og i talsat det forskelligt og sådan noget. Så der er alle mulige spændende processer indlejret i smugleriet. Det synes jeg er lidt spændende, det der med køn. Altså, hvordan har kvinder smuglet, eller hvordan har de forholdt sig til det i forhold til mænd? Fordi jeg føler, at du har en meget mandepræget historie, i hvert fald som mænd, som smuglere. Der var enormt mange kvinder, der smuglede fra 1960'erne og frem på de såkaldte spritfærger, altså forborg gældting eller bag en kop kiel. Og der var rigtig mange af færgepassagererne, det var kvindelige pensionister, som eftersigende skulle være meget værre end mændene. Altså, når man skulle rydde op på de der toaletter, så er det værste sted at rydde op, det er ude på damentoilettet, fordi at kvinderne, de havde været ude, og så hadde de shoppet voldsomme mængder af illegale cigaretter og spiritus. De flåede emballagene af, så de gemte det alle mulige steder på kroppen. under barmen eller mellem lovene, under håret, i dametaskerne. Og det er den klassiske kvindelige smuglerstrategi, det er at bruge kroppen som skalkestjold, fordi en mandlig toller må ikke gå for tæt på på den måde. Og det har kvinder udnyttet altid. Så det er den kvindelige smuglerstrategi, det er list, det er krop, hvor en klassisk mandlig smuglerstrategi, det er noget med fart og sådan noget. Altså, så der er nogle forskellige strategier at spille. Og der er også noget forskellig skalering af det, for jeg tænker, det er begrænset, hvor meget en kvinde faktisk vil kunne smugle i forhold til... Du vil blive overrasket. Nej! 

Det er jo sådan noget, at min mormor dyrkede. Altså, i ganske stor stil. Og det gælder jo også min kones farmor og sådan noget. Altså, der er jo rigtig mange af de her pensionistkvinder i 80'erne og 90'erne, der virkelig drev det til store, store højder. Hvorfor nogle historier fortæller de? 

Jamen, det, min mor for eksempel har oplevet, det er jo, at min mormor havde været i gang med at smule, var det kognak eller rødvin? Ombord på Forborg Gelting-færgen. Og så bliver de jo så spurgt, at de ruller fra Kaj, om de har noget at fortælle. Og så siger min mormor selvfølgelig, nej, nej, nej, vi har ikke noget at fortælle. Men min mor, som på det tidspunkt var 6-7 år gammel, siger, men mor, har du glemt de der flasker, der ligger under skjorter nede i bagagerummet? Og man kan jo også dårligt være sur på et barn, der er ærlig, men det er jo faktisk et ret kendt, jeg har stødt på mange mennesker, som er blevet brugt som skalkeskjul. Som børn for smugleri, altså små piger, der har fået stukket ting ned i strømpebukserne. Børn, der skal lave, som om de sover på bagsædet og sådan nogle ting. Så det har været, man skal virkelig ikke undervurdere, hvor stor en folkesport det her, det har været. Og derfor synes jeg også, at smugleri er enormt interessant ud fra en betragtning om, hvad siger det om danskerne som folk og vores forhold til staten og sådan nogle ting. Så det er jo ikke kun Øhævet, der har en smuglerkultur eller en smugleridentitet, det er jo også Danmark bredt betragtet. Det er stærkt hernede, men det her er noget, der har, kan man sige, Danmarks historiske implikationer af det her. 

Niels, når vi nu tager ud i landskabet i Geoparken igen, hvis man nu kigger på Øhævet og landskabet derude med smuglerplik, hvad er det så, man kan få øje på eller skal holde øje med? Hvis man er en smugler der på tur i Øhævet eller bare en almindelig besøgende, der lige kigger på smuglerbriller på landskabet, jamen så tror jeg, man vil holde øje med landsætningsmuligheder. Man vil holde øje med strande, som er fjernet fra bebyggelse. Man vil holde øje med... Dybt vand tæt ind på land. Man vil holde øje med transportmulighederne væk fra de pågældende strande. Man vil også holde øje med ubeboet Holme, om der var mulighed for at grave noget ned der. Man vil holde øje med, hvor langt man var fra den nærmeste købstad, eller fra internationale sejlroter, eller om man kunne også vende blikket ud over Øhaveds grænser, og så begynde at tænke lidt over at kunne vide, om der var noget godt at hente nede i Løbæk eller i Kiel. Så der er masser af muligheder i landskabet, og det byder sig til på den måde. Lad os seks nu sige, der kommer sådan nogle af et markantilistisk indtog igen, eller nogle flere danske tolvmure eller sådan noget. Øjebordene står klar, jeg er sikker på. Ja, for det lyder jo næsten helt som en opfordring, og det er, at vi opfordrer selvfølgelig ikke til at smule på nogen måde. Andet end måske... Ej, vi opfordrer selvfølgelig ikke til at smule på nogen måde. Kun til eget forbrug. Kun til eget forbrug. Vi har den der ret skarpe moralske grænse. Niels, tak fordi du har taget os med en tur i Øhavet som smulderlandskab. Selv tak.