Tilbageblik på kvindekampens begyndelse med Anita Lillevang

I anledning af 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag, giver vi stemmen tilbage til kvinderne, der kom før os. For hvad var det egentlig for en kamp, de har taget? For deres egen frihed og for vores. Hvordan opstod kvindekampen? Hvilke strukturer skulle brydes? Og hvilke kampe kæmper vi stadig i dag? 

I dette afsnit tager Anita Lillevang os med tilbage til kvindekampens begyndelse. Til en tid, hvor kampen handlede om noget helt grundlæggende. Værdighed. Retten til at bestemme over sit eget liv. Muligheder. At kunne forsørge sig selv, adgangen til arbejde og ikke mindst til uddannelse. 

Vi starter hos Nielsine Nielsen, Danmarks første kvindelige læge og født her i Svendborg. En kvinde, der kæmpede sig ind i et system, som egentlig ikke var bygget til hende. Og det lykkedes, men hun gjorde det ikke alene. For det krævede et netværk og feministiske mænd, der åbnede døre. 

Men det er også kun én side af historien. For kvindekampen var ikke kun for de få privilegerede. Det var også arbejderkvindernes kamp for rettigheder, oplysning og anerkendelse. De banede vejen for mange af de moderne rettigheder, vi i dag tager for givet. Blandt andet bedre arbejdsvilkår og mere lige muligheder. 

Og så er der kvinderne nederst i samfundet. Dem, der aldrig selv fik skrevet deres navn ind i historien. Dem, vi stemmer sjældent blev hørt. Hverken dengang eller nu. Brugte de deres stemmeret? Fik de reelt en plads i demokratiet? 

I dette afsnit giver journalist, forfatter og kulturformidler fra Svendborg Museum, Anita Lillevang, stemme til dem, der ellers er faldet ud af historien. Og hun tager også med ind i en fortælling om modstand, fællesskab og om de kampe, der stadig former vores samfund i dag. 

Transcript

Interview 0:04
I anledningen af den 8. marts, Kvindernes Kampdag, giver vi stemmen tilbage til kvinderne, der kom før os. For hvad var det egentlig for en kamp, de har taget? For deres egen frihed? Og for vores? Hvordan opstod kvindekampen? Og hvilke strukturer skulle brydes? Og hvilke kampe kæmper vi stadig i dag? 

I dette afsnit tager Anita Lillevang os med tilbage til kvindekampens begyndelse. Til en tid, hvor kampen handlede om noget helt grundlæggende. værdighed. Retten til at bestemme over sit eget liv. mulighed. kunne forsørge sig selv, adgangen til arbejde og ikke mindst til uddannelse. 

Vi starter hos Nielsine Nielsen, Danmarks første kvinde i læge og født her i Svendborg. En kvinde, der kæmpede sig ind i et system, som egentlig ikke var bygget til hende. Og det lykkedes, men hun gjorde det ikke alene. For det krævede et netværk og feministiske mænd, der åbnede døre. Dags forkæmpere, der støttede hende økonomisk. 

Men det er også kun én side af historien. For kvindekampen var ikke kun for de få privilegerede. Det var også arbejderkvindernes kamp for rettigheder, oplysning og anerkendelse. De bændede vejen for mange af de moderne rettigheder, vi i dag tager for givet. Blandt andet bedre arbejdsvilkår og mere lige muligheder. 

Og så er der kvinderne nederst i samfundet. Dem, der aldrig selv fik skrevet deres navn ind i historien. Dem, vi stemmer sjældent blev hørt. Hverken dengang eller nu. Brugte de deres stemmeret? Fik de reelt en plads i demokratiet? 

I dette afsnit giver journalist, forfatter og kulturformidler fra Svendborg Museum, Anissa Lillevang, stemme til dem, der ellers er faldet ud af historien. Og hun tager også med ind i en fortælling om modstand, fællesskab og om de kampe, der stadig former vores samfund i dag. 

Du lytter til noget mellem ørerne. I det her afsnit er jeg din vært. Jeg hedder Linebro Nikolajsen og jeg er geolog i Geoparkens sekretariat. 

Speak 3:02
I anledning af, at det er den 8. marts, der tænker vi, at det er en rigtig god idé faktisk at sætte fokus på kvinderne og kvindernes historie her i Sydfyn. Og særligt i dag her i Svendborg. Og derfor er jeg rigtig glad for, at du, Anissa Lillevang, har lyst til at komme med ind i vores lille podcaststudie i den her uge. Og du er journalist og kulturformidler ved Svendborg Museum. Vil du ikke lige starte med at præsentere dig selv helt kort? Jo, jeg hedder Anissa Lillevang. Jeg er en gammel dame på 66. Og jeg har været her i Svendborg de sidste 10 år. Jeg har været andre steder og lavet andre ting. Men de sidste 10 år, der har jeg primært været en, der fortæller historier om Svendborgs historie. Og jeg har været meget i gang med arkivarbejde og dykket ned i underklassisk historie. Bisser forbrydere og i kvinder og kvinders livshistorie. Og det vil jeg meget gerne dele med jer. Fantastisk. Og det er jo derfor, at du har den helt rette til at sidde her i dag til at snakke om det her emne. Og jeg har egentlig lyst til at starte lidt fra begyndelsen med, hvorfor opstod der egentlig en kvindebevægelse i Danmark? Det kommer jo i kølvandet af, at vi får en grundlov i 1849. Og hvis man læser grundloven 1849, så er der ikke nogen kvinder. Der var ikke nogen stemmeret til kvinder, og der var ikke nogen, der betragtede kvinder som mennesker dengang. Det var sådan en slags vedhæng. Og jeg tror faktisk ikke, det var inde i overvejelsen, da man skriver grundloven, at kvinder skulle være med på nogen måde. Og det kommer så i årene derefter, at man begynder nok at undre sig rundt omkring, hvor blev kvinderne egentlig af. For der sker jo en udvikling i samfundet i de år, kort tid efter af grundloven. Det er jo midt i 30'årskrigen og så 1864, og man mister Slesvig, Sønderjylland, Holsten. En masse unge mænd dør, en masse udvandrer, og samfundet er i opbrud. Der kommer industrialisering, der kommer en vandring fra land til by. Og lige pludselig så opdager man, at der er en masse kvinder, som på en eller anden måde står og strider rundt omkring og mangler forsørgelse. Det har jo været i det gamle patriarkiske samfund, der hang kvinderne jo på mændene på en eller anden måde. Hvis ikke man hørte til sin far, eller til sin mand, så hørte man til sin bror. Kvinder var ikke selvstændige væsener. Og lige pludselig så får man jo brug for, at kvinder får et eller andet form for autonomi, fordi det gamle systemet er opbrud. Og hvad er det, der bryder systemet op? Jamen det er simpelthen samfundsudviklingen. Det er den der industrialisering primært, at der kommer nogle arbejdspladser, man ikke bønder og har hele sit liv på landet. Og i en landhusholdning længere, der er en arbejdsfordeling på vej. Og... 

Du er ikke selvforsyndende, altså landhusmoren, hun kunne sagtens på tiden til at gå ud på landet med asylter og paske væg og hvad hun ellers gjorde, men når hun sidder en tovær og sidder inde i byen med otte børn, så er det et lidt andre vilkår, ikke? Og så er der også en øget fokus, altså mændene begynder jo at blive uddannet mere og mere, men hvad med kvinderne? Skal de ikke også? Og mange kvinder vil gerne, men kan ikke, fordi der ikke er nogen, der har fundet ud af, hvordan man gør det. Kvinder går generelt i nogle, altså meget lidt i skole og får generelt dårlige af skoleuddannelsen, men det er jo i byerne drenskoler og pigskoler. Ude på landet, der er der er den lige dårlig som alle sammen, fordi de er jo dårlig, fordi de er jo ikke, hård og så mængde kvinder, der er jo næth enn med jern og næthme sin næthme. Og så er der jo nogle kvinder blandt andet her i Svendborg og Nelsine Nielsen, som har sådan en arbetis på at lære noget og vil noget, og hvor de kvinderne så opdager, at det kan de ikke. De kan ikke, fordi der er ikke banevej for dem, og så må de jo finde nogen, der kan baneveje. Så det vil sige, at hvor er vi nu sådan tidsmæssigt? Jamen altså Nelsine Nielsen, hun er jo født året efter grundloven af 1850. Ja. Og da hun omkring konsumtionsalderen virkelig bliver interesseret i at lære noget, så tager hendes far hen ud af skolen. Altså okay, prøv lige. Så da hun gerne vil lære noget, så bliver hun taget ud af skolen? Ja, fordi der skal hun jo konsumere sig, så har hun jo lært det, hun har brug for. Hun skal jo bare giftes. Og hun får tilkæmpet sig en læreruddannelse af den slags, som kvinder kunne få dengang. Fordi mænd kunne jo gå på seminaret, men det kunne kvinder ikke. Så det var privat uddannelse, man selv skulle betale, og som var temmelig ringe. Det var den uddannelse, kvinder kunne få, hvis de ville være lærer. Og var det eneste uddannelse, man kunne tage som kvinde? Var det som lærer på det tidspunkt? Det var faktisk en af de meget, meget få uddannelser. Der kommer nogle muligheder for at blive telegrafist. Telegrafist inde, som du hed. 

Og en af vores første feminister med, Tilde Fibiker, hun blev jo faktisk en af deres første telegrafist inde. Hvis de så giftede sig, så røg de jo omgående ud, fordi man kunne ikke gifte kvinder siden af sådan nogle steder. Det samme gælde jo også for lærerinder. I det hele taget, gifte kvinder skulle ikke arbejde, de skulle passe mand og børn. Okay, så det vil sige, at så snart man blev gift, så havde man faktisk ikke længere en stilling? Nej. 

Så du kunne komme i gang igen, når du så blev enke. 

Så ja, det var vilkårne. Og da Nielsine Nielsen, hun så starter den her uddannelse som lærer. Altså, der ligger jo også noget bagved det, at det er de uddannelser, kvinderne har haft mulighed for at tage. Det er de uddannelser, der har været åbent for dem, fordi mændene siger, at her er der også plads til jer. Og da hun så møder den der mur, da hun vil søge ind på universitetet og læse til læger. Eller læse til læge. Det er jo en ærtenerledes alvorlig sag, fordi hun opdager jo som 20-årig, at i Amerika damerne begyndte at blive læge. Og så er det som, at hun får en åbenbaring. Det er det, hun vil. Hun var ikke nogen særlig lykkelig lærerinde, men det var sådan den eneste vej, der var, når hun ikke ville giftes, hvad hun ikke var særlig interesseret i. Og så får hun den her åbenbaring af, gud, jeg kunne blive læge. Kan jeg det? Og det tager hende jo rigtig mange år. Hun er midt i 30'erne, altså går 15 år, fra hun får idéen til hun er læge. Og det burde du måske ikke have taget, men det gjorde det. Fordi forudsætningen for at gå på universitetet, det var, at hun skulle have en studentereksamen. Det kunne hun ikke få, for der var ikke kvinder, der kunne blive studenter. Det havde man aldrig set før. Så hun måtte jo først finde ud af, hvordan man blev student. Men blev hun så også, altså, Nielsine Nielsen blev den første uddannet læge. Var hun så også den første studine? Ja. Og det gjorde, at hun skulle finde nogen, der ville hjælpe hende. Og det er der, hvor vi kommer til det glemte gruppe af mandlige feminister i 1800-tallet i Danmark. Fordi kvinder var fuldkommen magtesløse. De måtte finde nogle mænd, som ville tale deres sag, fordi de havde jo ikke nogen magt selv. Og Nielsine Nielsen får gennem held og gode forbindelser kontakt til Ludwig Trier, som gerne vil læse en privat studentereksamen. Og til en lægefænger, som faktisk sidder i Københavns Borgerrepræsentation og har gode kontakter til kultusministeriet, som skulle tage stilling til, om hun kunne få lov til at komme på universitetet. Og de to mænd er fuldstændig uvurderlige for, at det lykkes for hende, fordi de åbner nogle døre, og de presser på, og de hjælper hende. Så hun er altså først den første student af hundkøn i Danmark, og derefter får hun masset sig ind på universitetet, trods en vis modstand. Hvad var det så, der mødte hende, da hun søgte ind på universitetet? Hvad var det for nogle dører, hun skulle bryde igennem? Man skulle jo spørge på universitetet, som jo bestod af mænd, om man kunne forestille sig, at der kunne være kvinder, der læste der. Og så skulle professorerne jo udtale sig, og de sad jo og redde sig lidt, og den tankede de ikke rigtig tænkt. Men da de sådan tænkte efter, så var der rigtig mange af dem, der egentlig ikke kunne se, hvorfor ikke. Og så var der jo ham, den meget, meget berømte, som meddelte det, han så går over i historien for, og havde udtalt, at prostitution måtte anses for et nødvendigt onde, mens kvindelige læger måtte anses for et aldeles unødvendigt onde. Jamen, det er en utrolig sætning at komme med. Ja, det er også derfor, den lever endnu. Men Zine Nielsen kom ind, og hun blev læge. Men det krævede en del kamp, og det krævede også en masse styrst, og der var også en masse støtte, som hun, mens hun studerede, egentlig ikke rigtig var opmærksom på. Men der var faktisk en stor gruppe kvindesagskvinder i København, som hjalp hende økonomisk. Og hvor hun bagefter i sin rædre reflekterede over, at sagen, som hun kaldte den, altså kvindesagen, havde egentlig ikke sagt hende noget, mens hun studerede, fordi hun havde været så fokuseret på sine studier, men hun bagefter kunne se, at uden den var hun jo ikke kommet nogen vej in, fordi det var dem, der hjalp hende økonomisk, så hun ikke skulle undervise ved siden af, hun læste. 

Anita, du nævner sagen, altså sagen med stort S. kvindesagen, og hvor vi netop lige har talt om Lisine Nielsen, den første kvinde i læge, hvad det ligesom var, hun skulle gå igennem for at kunne tage sig i sin uddannelse, og at det altså er mænd, der har banet vejen for hende, men samtidig også nogle kvinder over i København, som der har understøttet hende. Men hvis vi lige prøver at snakke lidt mere om den her sagen, altså hvad sker der så i Svendborg i forhold til kvindebevægelsen på det her tidspunkt? 

Ja, altså bølgerne om kvinders ret og plads i samfundet kommer selvfølgelig også til Svendborg, og det er især højskolekredse, og højskolen ligger ikke i Svendborg, men uden for Svendborg. Højskolen ude i Vejstrup og højskolen ude i Sørup, der er man meget progressiv, og det er jo altså grundvianer, og det er partiet Venstre på det her tidspunkt, altså de stærke bønder, landbogere og et byborgerskab, som er progressivt. Og der er jo altså en masse kvinder, der er også en masse mænd, og der er en masse mænd, som kigger på deres koner, deres mødre, deres søstre, deres døtre, og tænker, at de kan noget. De skal også have mulighed for at folde deres evner ud, og det er mange gange de her mænd, der er med til at netop åbne nogle døre og bane vejen, men så skal jeg ellers lige love for, at kvinderne føler trop og benytter de muligheder, der kommer. Og så kvinderne, de havde faktisk adgang til højskolerne. Altså blev de også undervist på højskolerne? Altså det var jo højskoleforstand og fruerne. Og højskolebevægelsen havde jo plads til både mænd og kvinder, men det var jo typisk, at mændene gik om vinteren og kvinderne om sommeren. Nogle steder var de blandede, men det var faktisk som et kalehold og pigehold. Så de skiftede til at være der. Men man fik jo en uddannelse og en oplysning og en selvtillid. Man lærte nogle ting også om at organisere sig. Det var meget det, som bønderne fik lært deroppe igennem 1800-tallet, og som så også bliver båret ind til byerne af det her oplyste kvinder fra højskolkredsen og fra partiet Venstre. Det er meget dem, der står for det her. Så hvordan bevæger den her bevægelse sig fra højskolerne og så videre ind til byerne? Der er jo et byborgerskab og en by middelklasse, højere middelklasse, med nogle håndværksmestre og nogle journalisteredaktører osv., som gerne vil. Det var også i Estrup-tiden, hvor der sidder sådan en rigtig solidt, tungt, stokkonservativt styre i Danmark, og der er jo en masse oprør imod det der. mener, at man misbruger vores demokrati. Så der er meget politisk diskussioner og gang i nogle ting, og der er nogle kvinder, der blander sig, og nogle kvinder, som jo siger, at med den samfundsudvikling, der er i gang, så må vi jo sørge for, at vores døtre også får en uddannelse, så de kan klare sig økonomisk. Der er jo ikke nogen garanti for, at de bliver gift. Der er ikke nogen garanti for, at deres mænd lever. De kan jo gå hen og dø i utid, og så står der sådan en uforsørget enke der, så er det måske godt, hun kan et eller andet. Så det er også en slags livsforsikring, at kvinder får en uddannelse, at de kan klare sig selv. At de ikke skal hænge på en mor eller en bror eller en mand eller et eller andet, eller sidde som sådan en eller anden i landdreven, fattig tante og være lidt i vejen i en familie. Det er godt at kunne klare sig selv. Så det er jo også meget det, det handler om. Altså at blive autonome og stå i egen ret og gøre sin indflydelse gældende, og så kælder det jo om at få stemmeret. Ja, fordi hvor er vi hen nu i tiden? Og de første sager er så de her sager med, at kvinderne faktisk skal kunne blive autonomiske, skal kunne tage sig en uddannelse, skal kunne forsørge sig selv uden en mand. Og så når vi over til der, hvor det er stemmeretten, der begynder at tage over som sag. Og hvor er vi hen nu tidsmæssigt? Det er sådan i 1884'erne, at der begynder at komme ind i sejl. Og jeg kan ikke huske, hvornår præcis dansk kvindesamfund bliver stiftet i Svensk. Hvorom det er omkring 1890'erne. Og hvorfor er det så vigtigt med den her stemmerettighed? 

Det er jo noget af det vigtigste. Det er jo at være et fuldgyldigt medlem af samfundet og indflydelse på, hvordan tingene skal udvikle sig. Og mange mente jo på det tidspunkt, at det kunne herrerne i huset jo sagtens klare. Men der var også rigtig mange, der mente, at det var ikke nødvendigvis, at man var enige om, hvordan det var livet. Så det var måske en god idé, at kvinderne også kunne sige noget selv. Det er en kamp, som betyder rigtig meget for borgerskabets kvinder. For de her veloplyste kvinder også fra landet af. Arbejderklassens kvinder har nogle helt andre bekymringer på det her tidspunkt. Der er nogen, der gerne vil den stemmerettighed, men det er jo en kamp for overlevelse for de fleste der sidste 1800-tallet. Så man vil sige, at fagbevægelsens kvinder, de kommer sådan en halv generation senere på banen. Det handler om at få kvinder gjort til kompetente mennesker i eget liv. Det handler om oplysning, det handler om politisk udvikling og debat. Det handler om at få dem uddannet og få dem til at have selvtillid, tage ordet i forsamling og opdrage deres børn. og være selvstændig individer, uanset køn. Så det er sådan en kæmpemæssig oplysningskampagne, der går i gang. Og er der en forskel på den kvindebevægelse, der er i det lidt mere progressive borgerskab, og så den, du siger, der er i arbejderbevægelsen? Du taler om, at det ene kommer lidt efter det andet, men er der også forskel i de sager, de kæmper? 

Jeg tror egentlig slet ikke, at dansk kvindesamfund, som vi ser dem her i Svendborg, det er jo kvinder som, de er Sofie Lund fra Vejstrup Højskole, det er Anna Redder, som er læreruddannet, og er den første kvinde, der bliver valgt ind i byrådet i 1908, hvor man kan få kvinder ind i byrådet, og så kommer stemmeretten til Folketinget og Landstinget i 1915. 

de står for det her oplysningsarbejde og gør kvinder dygtige til det, de nu er i, hvor arbejderkvinderne, de er jo en arbejdskraftreserve, som man tager ind, når der er brug for dem, man smider dem ud, altså de kommer sidst ind og først ud på fabriksarbejderpladserne, og de har som regel både hus og hjem og mand og børn, der skal passes ved siden af, så der er jeg tror simpelthen ikke, de har luft til anden ren overlevelse. Og de bliver jo i mændene betragtet som løntrykkere, som konkurrenter til de arbejdspladser, der er, og der er generelt en holdning til, at som jeg også sagde før, men når man havde fået en uddannelse og blevet gift, så røg man ud af jobbet. Holdningen var jo at gifte kvinder, de skulle passe mænd og børn. Og arbejderkvinders arbejde, det var sådan nødvendigt onde, og hvis manden kunne forsørge familien, så skulle hun så sandeligt ikke gå på arbejde. Og at pengene var små i arbejderhjemmet, og der derfor ofte var brug for den indtægt, som kone hun kunne tage hjem, det låd mig som om, at det ikke rigtig var sandt. Så arbejder kvinderne, de kommer sådan lidt senere på banen, også fordi de jo ikke kan blive medlemmer af de fagforeninger, mændene, de forstavler på benene der sidste i 1800-tallet. De var jo ikke kvindelige medlemmer. Så derfor så får vi i Danmark noget så unikt som kvindelige arbejderforbund. Fordi når de ikke må være i mændenes fagforeninger, så må de jo lave deres egen på tværs af fagene. Og prøv at tage os mændene ned i det der kvindelige forbund. Altså hvad er det, de så arbejder med der? Hvad er det, de tilbyder kvinderne? Jamen det er jo igen altså, at uddanne dem til at tage ordet i forsamlinger, til at organisere sig, til at stille krav, til at stå fast på deres krav, til ikke at lade sig underku. Og forsvare deres ret til at krav på, at kunne få arbejde til at tjene nogle penge og forsørge sig selv. Og har altid, altid, altid også et blik på børnens vilkår. Ja. Fordi dem glemmer mændene mange gange i deres fagforeninger, at der er nogle børn i en opvoksende generation, som man også skal tage hånd om. Og det her med at kunne få passet sine børn, når man er på arbejde, var en meget vigtig ting, som mændene tit glemte, fordi det havde de jo en kone til, Bård Sifran, og hun skulle på arbejde, men hun skulle så passe børnene. Så det har været meget det, der har optaget dem. Og nu bliver jeg jo lidt nysgerrig med den her børnepasning, fordi, altså, hvad bestod det så konkret af? Hvad fik de ligesom ført igennem allerede tilbage der i 1900-tallet? Ikke ret meget. Altså, her i Svendborg har vi jo været meget tidligt ude med den første børneinstitution, fordi vi har først, faktisk børneløg tilbage i 1839. I 1939? Ja, og det er jo simpelthen sådan et asyl, som det hedder dengang, at nogle gudgørende kvinder fra fra det bedre borgerskab kan se, at ugifte mødre – dem har vi altid haft mange af her nede på Sydfyn. Natten er vejen, som pigerne siger på Fyn – og så, ja, 10 procent af børnene generelt var født uden for ægteskab. Det var også noget, man lod som om ikke var sandt, men det var det jo. Men altså, man fik blik for, at hvis nogle af de her fattige mødre skulle kunne klare sig selv og ikke lægge samfundet til last, så havde de brug for at forpasse deres børn. Og det var så baggrunden for det første børnely. Og det forslås som skræd af helvede. Men der har været sådan forskellige små private asyler, som man hedder. Så ellers var det jo, at man afleverede ungerne til naboen eller til sin mor eller til sin søster, og sådan noget, hvis man var nødt til at gå på arbejde. Egentlig institutioner kommer først noget senere, og det er typisk så menighedsrådene. Det er ofte menighedsrådene, der starter børneinstitutioner og klæder ud for sådan et, igen, et tage hånd om de svage samfundet, og enlige møder af ham bliver problemet, at de skal kunne forsørge sig selv, eller så bliver de en dyr en for samfundet, og så hvis vi kan passe deres børn, så de kan gå på arbejde, så bliver de ikke sådan nogle helt håbløse sociale tilfælde. En af de legendariske børneinstitutioner her i Svendborg er jo Mariasøstrens børnehave, som var katolsk. Men der er rigtig mange børn, der har været rigtig meget glade for at gå i den børnehave, og den eksisterer jo i princippet stadigvæk samt, den er jo så blevet en almindelig kommunal institution. Men vi har haft rigtig mange af de her menighedsrådsbørnehaver. Det har været private institutioner, først langt, langt op i tiden, altså 60'erne inden i 70'erne, at det bliver en kommunal opgave at passe børn, eller så er det noget, man løser privat på forskellige mærkelige måder. Børnhjælpsdagen har været meget medfinansierende på det her. Det vil sige, at de her første kvinder i den kvindelige fagbevægelse, Kvindelige Arbejderforbund, Kvindelige Arbejderforbund, Yes. De har ligesom lagt trædestenene for netop det her med, at kvinderne har mulighed for at gå på arbejde, fordi børnene bliver passet. Men jeg synes også, at det er rigtigt forstået, at der er en, fordi det jo, man kan sige, på en måde, så er det jo en meget, en vigtig, men også en meget praktisk sag, som de så arbejder for. Ser du, at der er sådan en form for hierarkisk inddeling i, at kvinderne fra det finere borgerskab, at de arbejder mere for den der lidt større kvindekamp, og hvor kvinderne i det kvindelige arbejderforbund arbejder for det praktiske, det nære. Eller hvad? Det har jo været en simpel nødvendighed for de arbejderkvinder. Det har været at overleve i dagligdagen, at fastholde et job, kunne tjene nogle penge og forsørge sig selv. Det har aldrig været store penge, men man kunne dog holde skolen i vandet, og få børnene godt i vej. Borgerskabets kvinder har jo tit haft nogen til at tage det grove derhjemme. Der havde man jo en pige eller to, og det var ikke altid, at man passede sine egne børn. Det var også som omtært, der var en pige ansat til den slags, og så havde man jo overskud til nogle andre ting. Det har der jo ikke været så meget i arbejderklassen. 

Så det har været en god ting for det store flertal i samfundet, at vi har fået de her institutioner, at man kunne få passet sine børn, og der var fritidsinstitutioner til de større børn, og der kom et organiseret foreningsliv, hvor man kunne sende ungerne til sport og til forskellige andre ting. det har været rigtig, rigtig vigtigt for den brede befolkning, hvor de mere velhavene har kunnet betale sig individuelt fra det. Men man laver nogle kollektive løsninger, det har været en god ting for det brede flertal. 

Hvis vi vender tilbage til det meget vigtige skæringspunkt 1915, hvor vi kvinder, vi får stemmeret. 

Hvad leder op til, at vi får den her stemmeret? Og er der igen en forskel på det lidt finere borgerskab og de kvinder, der er der, og så arbejderklassen? Som du ser det. Altså stemmeret kommer jo der i to tempi, fordi vi har jo i de lokale råd, altså byrådet og menighedsrådet, faktisk 1908, der får kvinderne lov til at sådan lege sandkasse på det nære. Og så kommer den fulde stemmeret i 1915, og det er jo ikke bare fruen til mig, det er jo også fjolser og falenter og fattig. 

Altså der er en ret stor gruppe af folk, der lige pludselig får stemmer, at det var ordentligt. Mænd med formue, der ellers sad på stemmeretten indtil da, ikke? Men det er jo en milepæl for kvinderne, og det har været en kamp både for borgerskabets kvinder, som jo ville have lige adgang til tingene og indflydelse på tingene, og for arbejderklassens kvinder, som jo ikke altid som nævnt forelig med mændene, blandt andet fordi mændene ikke havde lyst til at have dem i deres svarforeninger. Og så fortynet jo også stemmeret, altså dem, der ligger helt nede på bunden af samfundet. Og spørgsmålet er jo så om, hvor mange af dem, der egentlig benytter den stemmeret. Jeg er ret sikker på, at kvinder, der har været engageret i politisk arbejde, hvendt det fagbevægelse eller dansk kvindesamfund, som var lidt mere borgerlig observant, så de skulle nok finde ud af at gå ud og bruge den stemmeret. Spørgsmålet er om deres tjeneste pihofsgivet. Hvad tænker du? Hvad tror du? Altså jeg har jo kigget en del på virkelig fattige, udsatte kvinders historie her, fundet nogle skæbner her fra Svendborg, jeg dykkede ned i. Og der er nogle af dem, hvor jeg tænker, gå ved, om de nogensinde fandt vej til en stemmeboks, så om de fik stemmeret i deres liv, mens de levede. Altså de har været så forarmede og været udsat, de har svært ved at fastholde job, de har været periodvis prostitueret, de har været i fængsel, de har klumret rundt med deres liv af forskellige årsager, startet med elendige forudsætninger og foretaget nogle dårlige valg og fået nogle børn i utiden og haft det rigtig, rigtig svært. Og jeg spekulerer på, om de på nogen måde nogensinde har gået hen i en stemmeboks og sat et kryds. Og jeg tvivler på det. Jeg kunne forestille mig, at de selv har følt sig så lidt værdige og så lidt vidne og så lidt oplyst, så de har tænkt, hvad skal jeg med det? Jeg ved ikke. Hvem skulle jeg da stemme på? Har jeg overhovedet lov til at komme der? 

Og jeg synes, der er noget interessant i det med, at nu har vi snakket om kvindebevægelsen. Vi har snakket om Nielsine Nielsen. Og hende kan vi jo snakke om, fordi hun jo også selv har været med til at producere nogle skrevne kilder. Men når vi så dykker ned i de kvinder, som du taler om nu, så hvordan har du fundet deres stemme? Det er jo dem, man møder, når man kigger på der, hvor man skriver om folk. Det er jo primært politirapporter og retssager. Og jeg er jo kommet ind på at lede efter dem, fordi jeg er tilknyttet Museum Sydfyn. Og jeg har lavet nogle ting for Danmarks Forsvarsmuseer, men primært beskæftigede mig med kulturhistorie i Svendborg. Og da jeg kigger på dem, der brugte fattigården, da den var fattigård, altså Forsvarsmuseets bygninger, så var det primært mænd. Vi ved jo også, at kvinder generelt altid har været fattigere end mænd. De har haft dårligere vilkår. De har været mere marginaliserede. Hvor i alverden var de fattige kvinder henne. Og dem finder jeg jo så ude i byen, hvor de hudler sig igennem. Fordi de ved, at hvis de går op og banker på fattigårdens dør, så mister de deres børn. Okay, så de får simpelthen børnet taget fra sig, hvis de kommer på fattigården? Ja, så mister man sine børn. Og det kan en hver måde sætte sig ind i det sidste, sidste, sidste, sidste udvej, det er at gå deroppe og bede om hjælp. Så de finder andre strategier til at overleve på. Det er jo desværre tit en kombination af elendigt betalt arbejde, deltidsprostitution og forbrydelser. Altså tyveri og bedragerier. Det er jo kvindeforbrydelser mange gange. De lange fingre, fristelser. En punkt, der ligger 10 kroner i, og så tager jeg de 5, så håber jeg, at de ikke opdager det. Det er typisk sådan nogle ting. Kortsigtede overlevelsesstrategier. Og så på et eller andet tidspunkt, så falder hammeren, og så sidder de oppe hos politiet og skal prøve på at forklare sig. Og så skriver politiet om dem. Og en gang imellem, så kommer der måske en enkelt sætning, hvor man kan høre, at det er, de faktisk skrevet, hvad hun sagde. Altså, kan du huske nogle af de sætninger? Altså, jeg ved at Bertha Dudley, som jo igennem mange år lever der på kanten, som går til hånden på værtshusen, og så tjener lidt på at prostituere sig ind imellem. Hun bliver på et tidspunkt afhørt om noget, der er foregået på værtshuset Limpotten ude på Nyborg Vej. Og hun kan ikke rigtig huske, hvor mange hun har været sammen med, men hun kan huske, at hun på et tidspunkt fulgtes med en sømand for at ordne en prostitutionsforretning, som skulle foregå et andet sted end på værtshuset, fordi ellers skulle det blive lukket for rufferi. Så man måtte ud på jernbaneskroningen, eller over i kartoffelbidet, eller sådan noget. Og hun kan huske, at hun var gået med ham. Hun kunne ikke huske, hvad de havde foretaget sig, men hun kunne huske, at hun var faldet i en grøft, der havde fået våde ben. Jamen altså, det siger jo noget om, hvad der er normalen for hende. Ja. Når det er noget helt andet, end det, som der vil jo stikke ud for os, der stikker ud for hende. Det var sådan en rindring for hende. 

Et slagsmål nede på værtshuset Kronen nede i Skattergade, der... Holder tåger til i baghuset, og hun bliver kaldt over i forhuset, fordi der sidder to fiskere, tre fiskere, som har så mange penge, at de giver så mange drikkevarer ud, så vi kan ikke nå at drikke dem selv, du må komme over og hjælpe os. Så det har været sådan et rimelig råt miljø, og fulde søf for alt penge på lommen, de har altså også været nemme at ofre, så man kunne godt køre rundt med dem og få dem til at gille ekstra og give forkert tilbage på de penge, de havde lagt ud. Og sådan, og der var mange måder at overleve på, og det var sådan nogle af dem. 

Så har jeg en Severine, som begår det en tyveri efter det andet, jeg tror simpelthen hun er, jeg tror hun er sådan, næsten pasologisk, altså kleptoman på en eller and ni kan ikke være alene i en stue med en værdigenstand, uden hun stjæler den. Og hun havner i kvindefængselet, jeg tror det er otte gange. Fordi hver dom hun får, den bliver hårdere end den foregående, fordi når det der ikke hjælper, så må vi jo bare slå hårdere, ikke? Og man slår hårdere, man slår hårdere, man slår hårdere, men Severins stjæler stadigvæk, og der er ikke nogen, der spørger, hvad foregår der her? Og hun er stadigvæk et forholdsvis ung menneske der, da hun får stemmeret, men jeg kan ikke forestille mig, hun nogensinde har gået hen og stemt noget sted. Hun har jo ret travlt med at overleve. Ja, og jeg tænker også, at for at stemme, så skal man jo også have en eller anden forbindning om, at tingene de kan ændre sig til det bedre. Det tror jeg ikke, de har haft. Det har været ren overlevelse. Jeg synes, at ud fra de handlinger, de foretager sig, så har de haft sådan en tundsyn. Og det ved vi jo også, hvor folk, der er socialøkonomisk presset i dag, at de kan ikke tænke frem på samme måde, som hvis man har mere ro i sjælen. At man udvikler et tundsyn, når man er hårdt presset. Og så er det ren overlevelse. Jeg skal klare mig til i morgen. Jeg skal klare mig næste uge med, at hvad der sker næste år? Det må vi sætte til næste år. Det er jo meget hårdt at se på, og nogle mærkeligt kortsigtede ting. Det er ligesom, at de slet ikke kan overskue konsekvenserne af det, eller så lukker de øjnene for konsekvenserne, fordi de simpelthen ikke ved, hvad de skal gøre. Det er tankevækkende. Det er også meget, meget trist. Det er nogle hårde skæbner. Det er nogle hårde skæbner, du møder der i politirapporterne, men det er jo fantastisk, at deres stemme faktisk kommer frem her, på baggrund af det arbejde, du har lavet. Fordi ellers er det jo tit nogle kvinder, der... Altså kvinder har jo været glemt i historien. Der er jo nogle enkelte kvinder, som vi kender til, men ellers er det jo mange kvinder og kvinders historie, der bliver glemt, så det er jo fantastisk, at de kvinder i hvert fald får deres stemme. Jeg synes, det er vigtigt at være med. Der er rigtig mange af os, der efterkommer og sådan nogle. Præcis. Og de har også fået en generation på benene med større eller mindre held. Jeg synes, det er vigtigt, vi får også på at fortælle dem. Det har været rigtig, rigtig brask at være kvinde, og de rettigheder, vi har fået, er nogen, som vi har kæmpet os til. Det er ikke nogen, der har været rare, der har kommet og givet os dem. Altså, hver eneste lille fordel, vi har i nutidens samfund, er noget, der får kommet på baggrund af en politisk kamp. En afvikning af tingene og en diskussion og en pres og en holden ved, som har gjort det til sidst, så har man givet sig, og så er den rettighed kommet i land, og så går vi efter den liste. Det er ikke kommet af sig selv. 

Jeg har lidt lyst til at dykke ned i selve kampen igen. Altså, hvad bestod den kamp af? Og vi kan godt gå hele vejen tilbage til før stemmeretten. Altså, hvad var det, kvinderne gjorde? 

De insisterede på at være mennesker. At de var ligeværdige med mænd. De var anderledes som mænd, men de var ikke mindre værd. Og de gik i gang med et kæmpe oplysningsarbejde, en politisk vækkelse, en give deres medsøstre tillid til, at de også talte som individer. Deres meninger var vigtige, deres interesser var vigtige, deres lyst til at uddanne sig, til at gøre en forskel, til at indtage en plads i samfundet havde været vigtigt. Hele det der enorme oplysningsarbejde og uddannelse, der fulgte med på forskellige måder i alle mulige organisationer, man stavlede på benene. Det har været meget, meget vigtigt, at man oplever, at man tæller. At man er noget værd. At man er værd at lytte til. At det er værd at gøre sig den anstrengelse og selv udvikle sig åndeligt mentalt, dygtiggøre sig og tage stilling til tingene. At man ikke bare er et eller andet vedhæng af det forkerte køn, som skal sleve sig igennem som en slags huslave, for at mænden kan gå ud og realisere sig selv. Men at der også er plads til kvinderne. Det har været over en bred kamp både for arbejderbevægelsen og for borgerskabets kvinder. Og det er stadigvæk vigtigt i dag, at vi indtager vores plads. Og så siger vi, at jeg er hos. Jeg tæller. Det er jo et meget godt budskab, når vi rammer den 8. marts lige om lidt. Og som jeg hørte, så lyder det også som om, at det virkelig er græsrudsarbejde, og det er et arbejde, altså er det rigtigt forstået, at det er noget, der så foregår i den enkelte kvinde, og i de enkelte familier, og i det enkelte lokalsamfund? Det er noget, der foregår alle vejen, hvor folk mødes, tror jeg. Så hele tiden i det menneskelige møde, det er der arbejdet, kvindebevægelsen, kvindekampen faktisk foregår? Ja, man formulerer sig, man siger højt, hvad man er bekymret for, hvad man ønsker, der bliver anderledes, hvad der kan gøres bedre. Det er en politisk kamp står for, og det er jo også en kamp, som kvinder skal tager, der er jo også en kamp, som man kan tager i det, der er jo også en kamp, som man kan tager i det, der er jo også 

meget nærliggende at tænke på de kvinder, som der lige nu, blandt andet over i USA, jo har tilkæmpet sig nogle rettigheder. Du nævnte også selv, at en af de første kvinder, kvinder, Nielsine Nielsen, hun blev læge, fordi hun havde hørt, at der var nogen i USA, der var ved at uddanne sig som læger. Så det påvirker jo hinanden. Og når vi nu ser derovre, at mange af de rettigheder, de har kæmpet sig til, at det faktisk er nogen, der forsvinder igen. Og det er dig til at tænke på, hvad er reflekteret over i? Jamen det viser jo, hvor hurtigt man kan miste det, man har kæmpet for. Altså det er ikke noget, som er kommet ned fra himlen eller ud af det blå. De muligheder og rettigheder, vi har. Det er noget, man har kæmpet sig til, og det er noget, der skal forsvares. Og man skal være overraskende hurtigt til at forsvare dem åbenbart, fordi det kan gå meget, meget stærkt en galvar. Og det er da en bekymring, som vi skal være opmærksomme på, synes jeg, at vi kan miste det, vi har. Og at kampen er aldrig slut. Den skal tages hver dag. 

Og jeg tænker, at det er i hvert fald en god opfordring også til min generation af kvinder. Jeg er fra 86, skal jeg sige. Hvor at mange af de rettigheder, som vi har nu, de har været der hele mit liv, så de føles som givende rettigheder. Det er jo meget værd at tænke tilbage på de kvinder, der kom før os, der faktisk ikke har haft dem, og der har kæmpet for dem. Altså, du er jævnaldrende med min ældste søn. Der havde vi seks måneders barsel, og ingenting til manden. Så bare på den generation, kan vi se. Og nu har jeg jo haft et års barsel, og hvor min mand, han tog seks måneder af den barsel. Alene, der er jo en forskel, hvor meget ferie, man har. Dengang man begyndte at få ferie, der var det jo tilkæmpet af fagbevægelsen, at man kunne få en uge, og så to uger. Og så troede arbejdsgiveren jo, at nu gik verden under, fordi arbejderne skulle holde ferie i 14 dage. Og det var så en 30'erne. Så det er ikke kommet af sig selv. 

Anita, nu har vi talt om de kvinder, som der har kæmpet for mine rettigheder, for dine rettigheder, for kvinders rettigheder, men også et helt til for borgere i Danmarks rettigheder. Og så gerne tage mindene med her. 

Men er der nogle kampe, du tænker, vi stadigvæk mangler at tage? Jeg synes, der er rigtig mange kampe, der stadigvæk mangler at tage. 

Jeg er meget, meget bekymret for vores natur. Hele grundlaget for vores eksistens er vores natur, det er vores vand. Det er både vores dejlige øhav herude, det er vores drikkevæn i hænerne. Der synes jeg, at det er virkelig dybt bekymrende. Den forarmelse, jeg har oplevet i min levetid. Altså jeg vokser op på landet, hvor der var, og det var så i 60'erne, der var der allerede ved at være et industrilandbrug. Med sprøjtgifter og pladaner, jeg ved ikke hvad. Men en mangfoldighed, der var meget større end den, jeg oplever, når jeg går tur i naturen i dag. Og hvor man jo kunne tage ud og fiske og fange noget. Det kniver det jo lidt med i dag, når man fisker i de indre danske farvande. Det synes jeg er desideret uhyggeligt, hvad der er sket der. Og nu snakker vi om nitratidrikkevandet. Og det er jo ikke fordi, vi ikke har haft mulighed for at gøre noget ved det. For vi har jo vidst det rigtig længe, man har bare lukket øjnene. Og det kan gøre mig meget, meget vred. Vi sætter jo en forbindelse mellem kvindernes kamp til kvindekampen, og så den her kamp på naturen. Ja, det er vores overlevelse. Det er også en kamp, kvinder skal tage. Det er noget, alle mennesker skal tage. Kvindekamp har jo aldrig handlet om bare kvinders rettighed. Det handler om, at vi alle sammen skal have et bedre liv. Og det får man, hvis alle stemmer bliver hørt. Jeg har ikke hørt, at mændene stilles op på barrikaden og investerer på den barse sårlov. Det har jo meget været en kvindesag også. Og nu kan vi jo se, hvor godt derfor familien er, at mændene kommer på banen og tager den barse sårlov. Så det er så et af de steder, hvor jeg synes, det er gået rigtig vej i min levetid. Det er dejligt at se alle de her fædre, der promenerer barnevogn meget stolt. 

Det er sådan. Altså en kvindekamp er en menneskekamp. Det er for, at vi får et bedre liv alle sammen. Det synes jeg er rigtig vigtigt. Men lige nu, der synes jeg, at det er vores naturgundlag, der trænger til en meget kærlig hjælpende hånd. Anissa, er der noget, du gerne vil sige til de unge kvinder nu, som begynder at bevæge sig ind i uddannelssystemet og på arbejdsmarkedet og ind i familielivet? Er der noget, de ligesom skal tage med sig? De skal tage sig selv med. De skal insistere på at blive hørt. At tage plads med ryggen, rang og selvtillid. De skal være ydmyge over for opgaven og nysgerrige og dygtiggøre sig. Blive ved med at dygtiggøre sig. Blive ved med at stille spørgsmål. Blive ved med at undre sig. Og gribe fat i livet med begge hænder og sige, ja, jeg vil også noget. Det er så vigtigt, at man ikke lader sig nøje. Man skal ikke lade sig nøje. Fantastisk. Tusind tak, fordi du havde lyst til at sidde i vores podcaststudie her i dag og snakke om kvindebevægelsen. Det har været en absolut fornøjelse. Og tak for dit store arbejde med at formidle. den her ellers måske glemte historie. Det er altid en fornøjelse. Tak.