Langelandsfortet, koldkrigshistorien og nutidens udfordringer med Peer Henrik Hansen

Måske har du stået langs Langelands kyst og set et af de russiske skibe ude i bæltet. Måske har du oplevet, at dit fly er blevet aflyst på grund af droner. Eller fulgt myndighedernes anbefalinger, købt vand, en radio, talt med naboerne, bare for en sikkerheds skyld. Og måske er du eller din familie i Grønland og mærker uroen helt tæt på netop nu. Usikker på, hvad der venter. 

For selvom den kolde krig for mange hører fortiden til, er følelsen af spænding og skrøbelighed ikke fremmed i dag. Igen ser vi en verden forandre sig, gennem stormagter der udfordrer etablerede alliancer og internationale aftaler. Og igen synes UNESCO's grundsætning bekymrende relevant: At krige starter i menneskers sind. Men at det også er her, at freden skal bygges. 

Og derfra vender vi blikket mod et sted, hvor den kolde krig ikke bare var en teori, men daglig virkelighed. Til Langeland. Her, hvor Langelandsfortet stadig ligger som et roligt minde om en urolig tid, undersøger vi, hvordan geografien gjorde denne lille ø til et nøglepunkt i stormagternes spændingsfelt. Og hvilke tråde, vi kan trække fra den tid, til den tid vi står i nu. Hvor verden igen synes at vippe. 

Til at holde os i hånden i dag, har vi Peer Henrik Hansen, koldkrigshistoriker og leder af Langeland Museum og Langelandsfortet. Sammen ser vi tilbage for at forstå nutiden. Og husk på, at det er det enkelte menneske derude, der betyder noget. Små og store liv, som ønsker fred. Og hvis modstand kan vælte selv de største planer. 

Transcript

Interview 0:05
Måske har du stået langs Langelandskyst og set et af de russiske skibe ude i bæltet. Måske har du oplevet, at dit fly er blevet aflyst på grund af droner. Eller er fuldt myndighedernes anbefalinger, købt vand, en radio, tal med naboerne, bare for en sikkerheds skyld. Og måske er du eller din familie i Grønland og mærker uroen helt tæt på netop nu. Usikker på, hvad der venter. For selvom den kolde krig for mange hører fortiden til, er følelsen af spænding og skrøbelighed ikke fremmed i dag. Igen ser vi en verden forandre sig, gennem stormagter, der ud uger etter af stikkerheds skyld. Og igen syns UNESCO's grundsætning bekymrende relevant. At krige starter i mennesker sind. Men at det også er her, freden skal bygges. Og derfra vender vi blikket mod et sted, hvor den kolde krig ikke bare var en teori, men daglig virkelighed. Til Langeland. Her, hvor Langelandsfortet stadig ligger som et roligt minde om en urolig tid, undersøger vi, hvordan geografien gjorde denne lille ø til et nøglepunkt i stormagternes spændingsfelt. Og hvilke tråde, vi kan trække fra den tid til den tid, vi står i nu. Hvor verden igen synes, at vippe. Til at holde os i hånden i dag, har vi Per Henrik Hansen, koldkrigshistoriker og leder af Langelandsmuseum og Langelandsfortet. Sammen ser vi tilbage for at forstå nutiden. Og husk på, at det er det enkelte menneske derude, der betyder noget. Små og store liv, som ønsker fred. Og hvis modstand kan vælte selv de største planer. 

Speak 2:08
Jeg glæder mig helt vildt til det her. Og det er jo fordi, vi har over hos jer på Langeland et stykke vidnesbyrd på noget historie, som i lang tid har virket rigtig langt væk. Og sådan, nå om det er godt, det er der, og det er stadigvæk relevant, men lige pludselig, så er det jo blevet altså utrolig aktuelt på en ikke altid lige behagelig måde. Ja. Og Langelandsfortet bliver jo skabt i en tid, hvor man lidt ligesom i dag er usikker på, hvad fremtiden byder på. Og man er godt klar over, at man skal have nogle bastioner rundt omkring, der ligesom kan hjælpe til at beskytte Danmark. Og på det her tidspunkt, i starten af 50'erne, så er det ikke kun Danmark, det her skal indgå i. Det er en større NATO-sammenhæng. NATO er vi blevet en del af i 1949. Og det har været ud fra en betragtning om, at vi skulle have nogen til at hjælpe os, i tilfælde af, at russerne kom randende. Og det er faktisk, fordi man sidder og kigger på, hvad skal man sige, Atlantpakten, som aftalene hedder, dens forskellige paragraffer og punkter. Man ser, at der er den her artikel 5, den såkaldte musketeriet, hvor der står, at hvis et land bliver angrebet, så vil det blive opfattet som et angreb på hele alliancen, og så vil hele alliancen bakke op. I dag ved vi, at det kræver så at sige, at alliancen bliver bedt om at aktivere artikel 5, og at de så træder til. Men den gang så man det fra dansk side, som lige præcis det, vi havde brug for. nemlig en eller anden form for sikkerhedsgaranti, der gjorde, at vi ikke skulle opruste helt massivt, for at have et troværdigt forsvar. Vi kunne have et okay forsvar. Det nåede vi aldrig. men det viser sig så, at man har skrevet under, at landene har sat sig ned om det store bord, og man har gjort styrke for at holde op. Så har de her vestlige lande faktisk slet ikke den militære styrke, som man havde håbet på, og som var nødvendig for at kunne stoppe russerne, hvis de rykkede vest over. man lavede en analyse, der sagde, at vi kan stoppe dem ved rigen. Og så sidder danskerne og kigger på det der kort, Europa-kort, og tænker, hov, vi ligger på den forkerte side. Vi er tabt land fra starten. Hvad pokker, gør vi? Fordi hele pointen var jo, at vi skulle ind i den her alliance, for at de kunne komme os til undsætning, og for at være med til at sikre Danmark. Og når det så viser sig, at alliancen slet ikke er så stærk, så bliver vi nødt til at tænke nye veje. Og det man fra dansk side gør, er, at man laver en korrekt analyse af vores geografiske placering som noget ganske særligt og noget ret vigtigt. At vi er i stand til at lukke og åbne ind- og udsejlingen til Østersyn. Og derinde der havde Sovjælunionen og de øvrige Østland en ret stor del af deres værftskapacitet liggende. Det vil sige, at deres krigsskib skulle kunne sejle ind og ud af de danske farvande, om man så må sige, for at komme ind og blive repareret, eller for at komme ud og gå i krig med fx amerikanske skibe i Atlanta. 

Så man havde i virkeligheden et godt kort på hånden i forhold til at kunne sige, vi er vigtige. Derfor skal I komme os til undsætning. Men... Den militære sagkundskab siger så, jamen så laver I nogle stillinger med noget mobildraterateri, der kan skyde på skibene forskellige steder, og alternativt så bygger I en stor, hvad skal man sige, kanonstilling op i Norgeland. Ligesom tyskerne havde under 2. verdenskrig, de havde en kæmpestor kanon i Handstrøm, de havde en op i Norge, og så var det sådan der, man lukkede indsejlingen. Men de hjælper jo ikke danskerne, fordi vi skal jo undgå, at stort set størstedelen af landet bliver besat af fjenden, så vi skal have noget, der ligger relativt sydligt. Så Danmark vælger at gå imod amerikanerne og britternes og alle fagfolk ærgerforkenes anbefalinger at bygge to faste installationer. Stævensfortet bliver sprængt ind i klippegrunden, over på Sjælland, og Langelandsfortet bliver støbt ned i den langelandske muld på Sydlangeland. Og det er så den linje, hvorfor Østersøen skulle lukkes og hvor Danmark skulle forsvares. Og ved at man laver de her faste installationer, så kan man ikke gå på retræde, man kan ikke rykke baglæns. 

Og det var måske det, der i virkeligheden var hele humlen i det her. Det var, at vi laver en fast linje, som ikke kan flyttes. Hvis NATO ønsker Østersøen lukket, kontrolleret, så er de nødt til at komme os til undsætning. Så set fra et dansk perspektiv var det en supersmart idé. Der var så lige den lille detalje, at det var dyrt. Man fik lavet de her ting, og så havde man fra dansk side den fræghed at gå tilbage til NATO-partnerne og spørge, om de ikke kunne have lyst til at være med til at finansiere det. Det var da sjovt, nu er jeg ikke nogen af dem, der havde så. Så det blev en stor udskrivning til to anlæg, der selv i samtiden var delvis forældet, rent militærfagligt. Men de tjente den funktion, de skulle, at tænke Danmark og Østersøen ind i den større krigsplanlægning for NATO. 

I dag handler det om Langelandsfortet og den kolde krig. Og hvorfor at vi havde en stilling på Sydlangeland. Og vi skal snakke om selve stedet, museet, og vi skal snakke om situationer under den kolde krig. Vi skal også snakke om, hvad er det for en situation, vi står i i dag, og hvad kan vi bruge den her viden om, hvordan tingene var under den kolde krig, når vi skal finde ro i mavene i dag. Og med os i dag, og til at gøre os meget klogere på både museet og fortet og den kolde krig, der har vi dig, Per. Ja. Du er koldkrigshistoriker, og så er du leder af Langelandmuseet. 

Og det er vi bare super glade for, fordi du er en kæmpe kapacitet hernede i området. Du er også med i Geoparkens videnskabelige råd. Ja. Så vi har virkelig set frem til det her. Og jeg ved, Line, at du sidder med en lille historie, der fik tanker i gang i forhold til Koldkrigsmuseet. Ja, bestemt, fordi i sommer var vi ude af bade langs Langelandskyst. Og det var en dejlig, varm dag, og man kan jo lige se for sig en dejlig sommerdag i Danmark. Og da vi så er ude i vandet, så lige pludselig ser vi det her store militær fartøj, som ligner et eller andet fra, hvad var det, du sagde? Ja, det var noget fra en Miyazaki-tegnefilm. Altså den der helt gamle krigsæstetik. Altså fuldstændig karikæret. Altså et kæmpe gråt skib, og uden flag. Altså det var i hvert fald ikke nemt for os lige at finde ud af, hvor det her skib, det egentlig hørte til henne. Det lignede ikke noget, der var særligt dansk. Og de første tanker, der jo sådan springer frem, det er opligt, at det her faktisk er et russisk skib. Fordi i sommer, der var den her situation med Ukraine, Rusland, NATO jo meget aktuel, som den stadigvæk er. 

Og det fik mig til at tænke på, altså hvad er det for en situation, vi står i nu? Hvad er det for en situation, vi har stået i under den kolde krig? Og hvorfor er det, at lige præcis Langeland er relevant i den her fortælling? Hvis vi skal tage udgangspunkt i det skib, du ser. Ja. Eller din familie ser. Så er der to steder i Danmark, hvor man har det, der hedder en observationspost. Og det er faktisk lige dernede, hvor du har svømmet, nede på Følesbjerg. Det ligner en gulstensvilla, der ligger oppe på en højderyg. Og så har man oppe ved Hellebæk en tilsvarende gulstensvilla. Kigger efter, så kan man godt se, at der er en lidt stor antenne på huset. Og hvorfor er der et tårn i haven og sådan nogle ting. Men det er simpelthen fordi Søværnet, Marinen, de har en udkigstation de to steder. Og de har til formål at følge skibstrafikken ind og ud af de danske farvande. Mhm. Udkikstationen på Følesbjerg, den følger trafikken ind og ud af Storebælt, og Helebæk kigger på trafikken ind og ud af Øresund. 

Og de har med det elektronik og udstyr og, hvad man nu kan forestille sig, gode muligheder for at have styr på alt, hvad der sejler i Danske Farvanden. Fordi det er jo sådan i dag, 

der kan du følge meget elektronisk. At man kan gå ind, og så kan man med en app, så kan man se alle skibe, hvis de har deres transponder tændt, hvis de slukker for dem, hvad kræver det så? Ja, så kræver det en visuel observation. Og det er det, Marineudgikstationen på Følesbjerg og den i Helebæk, de har til opgave. Det er nemlig at sørge for, at der ikke er noget, at der ikke er noget, at der ikke er noget imellig, at hvis al elektronikken svigter, så sidder der stadigvæk en mand med en meget kraftig kikkert og noget elektronik, og kan konstatere, at det skibe, I nu har set, det er en gammel sag fra den kolde krigstid af krigvarkklassen. Nu finder jeg bare på noget. Jeg ved ikke, hvad det var for en skibe, I så, men det kunne det være. Men er det sandsynligt, at der har været et russisk skib, I har Det er det bestemt, fordi bare måneder senere, der havde vi jo en sag, der endte på forsiden af Ekstrabladet. Fordi man fra russisk side i kølvandet på droneskandalen, eller hvad man nu skal kalde det, droneepisoden fra Kastrup Lufthavn, der lå der faktisk ud for Langeland. Og lige ud for marineudkigstationen lå der et 112 meter langt krigsskib. Og det lå der i flere dage. Og Ekstrabladet legede en helikopter, var ude at flyve over det, og det ene og det andet. Og det var så stort og så tydeligt, at man kunne stå op på Langlandsfortet og kigge ud og se den her kæmpe silhuet. Jeg har altså gar et billede af det på min telefon. Nej, det vil jeg faktisk ganske. Fordi skæbnen ville. Jeg havde et par gæster dernede en onsdag. Vi gik turen op af den ene hatbakke, hvor operationsbunkeren er bygget ind i, om man så må sige. Og så står vi deroppe og snakker og kigger ud over vandet. Det er en fantastisk flot dag med godt udsyn og sol og det ene og det andet. Og så siger jeg, dernede der ligger marineudkigstationen, og så peger jeg så. Og så i mit synsfelt, lidt ude til højre, så kan jeg godt se, at der ligger et skib derude. Og der står vi lidt og tænker, hold da op. Man skulle næsten tro, at det var noget bestilt. Fordi man kunne med det samme se på silhuetten. Det her, det er ikke et handelsfartøj. Og vi stod alle tre sådan lidt paf. Og det var så det, der blandt andet var starten på den episode, hvor vi over flere uger faktisk havde det her skib liggende. Og så sejlede det lidt væk, og så vendte det tilbage. Og det havde ikke sin transponder tændt. Så derfor var det en visuelle observation af betydning. Og hvilke følelser vækkede det hos jer? Altså, jeg blev lidt bekymret. 

Ja, det kan jeg godt forstå. Men jeg kunne se, at reaktionen var rigtig mange steder. Fordi det her, det kom jo lige pludselig i medierne. At nu har vi igen ikke styr på, hvad russerne laver. Men det er jo fordi, folk ikke vidste, at det her skib jo var ankret op lige ud for marineudkigstationen. Så var der nogen, der havde styr på, hvad det var for skib, og hvor det lå henne, og hvor længe det havde ligget der. Måske også, hvad der foregik ombord, så var det altså dem nede på marineudkigstationen. Det er bare ikke noget, man taler højt om. Fordi det er jo ikke det, man skal. Man skal have styr på i godsejne fjenden. Og det er jeg 100% sikker på, at de har haft. Det du har oplevet der, har jo været et, ja, et pust fra den kolde krigs hverdag. Ja. Hvis man kan sige det sådan. Fordi det her, det var almindeligt i godsejne gamle dage. Da fordet var aktivt, der var det almindeligt, at du havde fjendens skibe, der sejlede frem og tilbage. Det var almindeligt, at du havde polske, østtyske og sovjetiske spionbåde, der var forklædt som fisketrådere. At de i virkeligheden lagde sig ud fra langlandsfortet. Og så kunne man godt se, at de havde lidt flere kabler, lidt flere antenner og lidt mere elektronisk udstyr på masterne, end en almindelig fiskekutter ville have. Og så kunne de godt ligge derude, og så kunne de fyre op for deres elektroniske krigsførelser, og så kunne de, stakkels gaster, der sad inde i operationsbunkeren, kigge på deres skærm, deres scope, og så døde den. Gik den ud. 

Og det var en del af hverdagen. Og den her observationsbunker, altså hvor lå den henne? Hvor var det, den var? Altså observationsposten? Ja. Ja, det er jo netop ikke en bunker, det er en gulstensvilla. Stadigvæk den. Det var den, der også var aktiv under den kolde krig? Yes. Så når du sejler forbi, så ligner det bare et af de andre huse dernede. Som sagt, der er en mast, og der er lidt forskelligt, der måske gør, at den ser lidt anderledes ud. Men altså Per, når nu vi etablerer sådan en stilling, eller hvad vi skal kalde det på Sydlangerland, så tænker jeg på vores kort over de gamle smeltevandsfloder, og at vi har jo en sejlrande ude i Storebæltet. Det er der, man kan sejle med et skib med en stor dybgang. Så er det simpelthen den primære årsag, det er, at det var der skibene skulle forbi, hvis de skulle ud af Østersøen. Der skulle de enten igennem Møresund, eller igennem Storebælt, via Langelandsranden, tror jeg, den hedder lige der ikke? Ja, langelandsbæltet ligger i den sydlige del af Storebælt, og lige der ligger den dybeste sejlrande. Den bevæger sig relativt tæt ind på den langelandske kyst, hvis man kan sige det. Du tror, at der er måske 1.000 meter fra, eller 1.500 meter fra kysten ud til det dybeste sted. Så udkigsposten ligger helt perfekt i forhold til, at skibene kommer, at naturlig vej kommer så tæt på som overhovedet muligt. 

Af samme årsag var det måske nærliggende at lægge fortet tæt på. udkigsposten blev faktisk etableret før fortet var der. Ikke meget, men lige et år eller to før fortet stod klar. Og så havde man jo, kan man sige, en relativt god situation i forhold til, hvis den kolde krig skulle blive varm. Man kunne observere, man kunne følge, og hvis det var nødvendigt, så kunne man træde i kraft, 

sætte ind over for fjendens skibe, om man så må sige. 

Pia Henrik Hansen, du er koldkrigshistoriker, og du er leder af Langeland Museum. Kan du ikke lige give os et tre minutters crash course i den kolde krig? Kan du tage os tilbage til 50'erne, der hvor det starter og hjælper os hele vejen igennem? Ja, og så vil jeg være kedelig at sige, det der så at sige er kernen i den kolde krig, nemlig den ideologiske kamp mellem det totalitære og demokratierne, den starter før. Den starter faktisk i den tidlige del af det 20. århundrede, hvor særligt de vestlige demokratier i Europa, USA og Kanada er under pres, både fra fascistiske regimer, der vokser frem, og så Sovjetunionen, der er blevet en kommunistisk stat efter den russiske revolution, og hvor man har en målsætning om, at kommunismen skal bredes ud til den store verden. Det er sådan set det, der er bagtæppet på den kolde krig. Så sker der det, 2. verdenskrig bryder ud. Stalin har brugt masse ressourcer på at undergrave både fascistregimer og demokratiske regimer, men nu får han lige pludselig Hitler i hovedet i 1941, i 2. verdenskrig. Så nu bryder han alliancen med Hitler, som han havde indgået i Molotov-Ribbentrop-aftalen. Som var en ikke-angrebspagt? Ja, men også en pagt, hvor man ligesom sagde, at nu deler vi lige den her del af Europa mellem os. I får det, og vi får det, og så er alle glade. Hvis der er nogen, der tænker, at Trump ikke tænker, så vil jeg sige, at jo, det er det, og det er derfor, der er så mange ting ved den kolde krig og det 20. århundrede. Vi skal huske i forhold til det, der foregår nu. Tilbage på sporet. 45 er Hitler og Mussolini og Japan nedkæmpet, og man står, skal så sige, til at skabe en ny verdensorden. 

For nogle er det tydeligt, at Europa er i en, hvad skal man sige, en uheldig situation, fordi USA, der har været en udslagsgivende faktor i 2. verdenskrig, de er langt væk. Den kommunistiske supermagt Sovjetunionen er tæt på. De står i halvdelen af Tyskland, og den, hvad skal man sige, forbrødring, der burde have været mellem stormagterne i kølevandet på, man havde nedkæmpet fascisterne, nazisterne, den opstår ikke rigtigt. Tværtimod, så er der gnidninger, og det bliver tydeligt, at en ny konflikt er under opsejling. Og det er så det, der gør, at man i 1949, fra vestlig side, etablerer Atlantpakken, det, der vi i dag kender som NATO, og Østbloklandene med Sovjetunionen i spidsen, etablerer Varsjava-pakken. Det bliver de to militære lejre, hvis man kan sige det sådan, som op gennem hele den kolde krig fra 40'erne og så til murens fald og Sovjetunionens opløsning i henholdsvis 1989 og 1991. Det er de to store blokke, som den kolde krig drejer rundt om, hvis man kan sige det sådan. Og årene indimellem er jo den ene styrkeprøve efter den anden. Tovtrækningen kan det være ved med Cuba-kriser og Ungarn og Berlin-kriser og alt muligt, hvor man prøver hinanden af, og hvor man hele tiden sidder og holder vejret. Bliver der nu krig? Det gjorde der jo heldigvis aldrig. Ikke den store, altudlæggende atomkrig, som alle frygtede. For det var jo så noget af det, der kom til at kendetegne den kolde krig. Det var våbenkabløbet. Det var den enorme opbygning af masseudlæggelsesvåben. Så var det jo også den ideologiske kamp, som jeg nævnte før, hvor demokratierne konstant var under pres. 

og så var det jo også en økonomisk styrkeprøbe sprøbet. som måske var det, der gjorde, at det hele faldt sammen. europæerne var trætte af ikke at have nogen vare i butikkerne, ikke at have måttet synes og mene, det de gerne ville, ikke måtte høre det musik, de gerne ville. Og man starter i Polen omkring 1980 med en folkelig opstand i forbindelse med en strække på et værft. Og det bliver det, der så destabiliserer det polske samfund, og det spreder sig. Og i slut 80'erne, der har man lidt den samme situation i DDR, hvor østtyskerne, de vil have mere selvbestemmelser, de vil have mere frihed, de vil have lov til at rejse ud af landet, og alle sådan nogle ting, som var naturlige og var en hverdagsting for os. 

Og der er ingen i Vesten, der er ingen i Østblokken, der forudser, at det hele ramler inden for et par år. Og det er måske det, der er det mest fascinerende ved den kolde krig, det er, at vi har opbygget kæmpe systemer til at holde øje med hinanden. Man frygter krigen og det ene og det andet og det tredje. Og så med et, så falder det hele fra hinanden på fredelig vis. Det er jo hvert fald noget af det, man kan sige, at det kan godt lade sig gøre. Der skal ikke nødvendigvis. 

revolution i gaderne for at lave en samfundsomvæltning. Og krig og udlæggelse. 

Men hvad betyder det så for Langeland, da den kolde krig stoppede? Fordi nu har man jo bygget det her Langelandsfort op, og jeg tænker, at vi kommer også tilbage til, hvad præcis Langelandsfortet egentlig er og kan. Men altså, hvornår lukker det så? Langelandsfortet lukker i april 1993. Okay. Som følge af udviklingen i den store verden. og udviklingen i teknologi, udviklingen i dansk forsvar. Og man kan drage en masse paralleller til det, der så sker cirka 10-20 år senere, hvor også dansk forsvar lige pludselig bliver pillet fra hinanden. Og det er jo ikke, fordi folk er dumme. Det er jo ud fra en analyse af, hvordan verden ser ud, 

man prøver at tilpasse sig til den situation, der er her og nu. Og der var ikke behov for et kampanlæg med fire store kanoner og 13 underjordiske bunkers og en stor kaserne og det ene og det andet og det tredje. Så derfor gav det mening at så sige, vi lukker Langelandsfortet som militærinstallation. 

Så kan man så sige, i dag der kan man sige, jeg skulle have beholdt det. Og der er også nogen, der siger, men kan man genindføre det, om man så må sige, kan man gøre det til et fort igen? Og der vil jeg så sige, ah, kanonerne er fra 30'erne, altså 1930'erne, så det er snart 100 års jubilæum, rent teknologisk. Så det tænker jeg være helt urealistisk. Men prøv lige at hjælpe os med at forstå, fordi du siger, det blev bygget, det blev startet i 50'erne. Hvornår startet i 50'erne? Man køber, er det nogen af 90 hektar jord? Man køber et landbrug, en gård, Holmegård hedder den faktisk, på Sydlange Land. bortforpaktet en del af jorden, men en del af det, der begynder man så fra helt fra bunden, at bygge et fort, bestående af de her 12-13 bunkers, og kanonbriske, kanonstillinger med underjordiske bunkers. Der har man simpelthen kæmpe store cementblander, der står dernede og kører nærmest i døgndrift, og pumper, pumper cement ud, til at bygge de her enorme bunkers, hvor væggen nogen steder, over 2,5 meter tyk. 

Og det er jo virkelig, hvis man skal være sådan et fræk, det er virkelig en gøgeunge, i forhold til den langelandske natur, og den langelandske fortælling, på det her tidspunkt. 

Men teknologisk, eller hvad skal man sige, geografisk, gav det mening, at fortet skulle ligge her. Fordi det skulle passe på vores minefelter, ude i langelandsbæltet. Nu talte vi om det med dybterne, og sådan noget der, skibene skulle tæt på. Mmh. Det kunne man minere, sådan så der var flere forhindringer fra fjendeskibet. Minerne lå under havoverfladen, nogle af dem lå på bunden og var så kraftige, at skibets skruestøj eller magnetisme eller 

andre ting trykkede, når skibet sejler fremad, tryk forandringerne i vandet. Det ville simpelthen udløse minerne nede på havbunden, og i nogen af dem var der jo 600 kilo sprængstof i, og så ville de lave så stor en eksplosion, at skibet simpelthen ville knække over på midten. 

Fordet skulle så forhindre nogen af fjendes fartøjer og tiltag for at de at de har aktiveret. 

Har det nogensinde været sådan teknologisk på forkant, har det været en reel trussel for en sovjetisk flåde, at der var et langlands fort? Ja, i den forstand, at vi har talt med nogle af dem, der har ligget og øvet sig, nogle af dem fra det danske søværn, der har ligget og testet fortet. Blandt andet, der er altså evne til at opdage, om ubådet snæser ud den vej neddykket, hvilket man i henhold til internationale regler ikke måtte. Det kunne Rusland jo godt finde på alligevel. Og med det udstyr og den teknologi, man havde dengang, der blev det altid opdaget, når man testede 

systemet og det evne til at opdage i gåsøjne fjenden på vej ud af Østersøen. Så det har været på omdrengingshøjde. 

Og så har, det lyder måske skørt, men så har den teknologi, der har været og været så gammel i gåsøjne, at det ikke blev slået ud. I hvert fald ikke det hele af den modernede teknologi. Nu fortalte jeg tidligere om, hvordan man kunne sætte de her store skærme ud af drift med sådan noget elektronisk krigsførelse ved radarimpulser, der bliver pumpet ind på fortet, og så ødelægger det elektronikken inde i opunkeren. Den store, hvad skal man sige, regnemaskine til kanonerne, den der skal bruges til at indstille kanonerne, det er mekanik, det er ikke elektronik. Og det gjorde, at det kunne ikke slås ud af fjendens spionskibe, så man kunne altid lave de udregninger, der skulle til for at indstille kanonerne, sådan som man kunne ramme fjendens skibe. Og det var noget af det, der slog mig der. Jeg havde tidligere forsvarschef Tim Slot Jørgensen på besøg på et tidspunkt, og spurgte ham, hvorfor har man holdt fast i de her gamle mekaniske maskiner fra 50'erne, helt op til den kolde krigs afslutning. Og der svarer jeg ligesom, fordi det virkede, og fordi det ikke var sårbart på samme måde som meget det andet. Det vil sige, at man kunne stadigvæk være aktiv i en krigssituation, og hvor man måtte formode, at fjenden forsøgte på alle mulige måder at slå os ud med deres elektroniske krigsførelse. Så det gav fuldstændig mening, at man havde gammelt udstyr, der så under de nye forhold faktisk kunne fortsætte med at fungere. Og det synes jeg også lidt interessant, og også lidt sjovt at tænke på. Ja, bestemt. Hvordan var hverdagen på forretet? Altså, hvor mange mænd var der, og hvad var deres opgaver? Til at starte med, er der omkring 300-400 mariner. Det vokser op gennem 50'erne, fordi man omstrukturerer det danske søværn, kystdefinitionen, som det hed, bliver nedlagt. Og så er der en periode, hvor der kommer flere mariner til. Så da forret er på sit højeste i omkring 59, der tror jeg, der er 600 mand tilknyttet dernede. Det er ret mange. 

Fordet indtræder jo som en aktiv installation i september 53. Og fra der af, der er det jo med til at påvirke en hel, hvad skal man sige, et helt lokalt område. Fordi du kan selv prøve at forestille jer, hvis der lige pludselig i dit nærområde kommer 400 nye mennesker. De er godt nok begrænset til et specielt område, men de vil gerne ud og gå i biograferne. De vil gerne ud og have en øl og danse med de unge damer, og det ene og det andet og det tredje. Så det gav nogle gnidninger i starten, at du lige pludselig placerer minimum 400 mand på sydlange land. På en militær installation. Ja, for hvordan tog langlænderne imod dem? Vi har mange beretninger fra de tidligere mariner om, at de skulle passe på, når de tog afsted. Og de ville ud og drikke en øl og et eller andet med de unge piger. Fordi hvis man tog tilbage en kop, så kunne man være sikker på, at fiskerne dernede, de synes, det var ret træls, at de her mænd i deres fine uniformer, de kommer dupæret, de unge piger. Så det kunne godt føre til slagsmål og den slags. Med tiden, der lærer langlænderne, hvis man kan sige det sådan, at leve med det her, og faktisk så kommer de også til at elske det, at man har et fort liggende, fordi marinerne tager faktisk ud og hjælper, hvis der er problemer med at få høstet i tide, eller i tilfælde af, at der opstår brand i banekopper, så kan marinerne nogle gange fra fortet, når hurtigere ned i banekopper, slukke ilden, end brandmæsenet fra, Humple for eksempel. Så det gjorde, at det ikke var helt så anspændt. Så havde man flere tiltag fra fortet, hvor man fik skabt en bedre stemning, man holdt tyndeslagning til fastelavn, hvor marinerne var ud og unge kom ind og var medtk. var med det, at man havde sådan nogle sommerferiebørn fra hele Danmark, også fra Grønland sågar, hvor de så boede på fortet i en uge og var en del af hverdagen der. Og så lavede man i 70'erne, indførte man demonstrationsskydning med fortets kanoner, som også skabte meget positiv omtale, og prikken over ideet, det var, at man holdte fastelavn, åndskyld, Sankt Hansbål, nede ved vandet. Og der fik man annonceret, at der var gratis sodavand og pølser. Og det gjorde så lige lidt... Sådan. Men så stod der 1500 mennesker til den her Sankt Hans markering. Og man var under stærkt pres, både trafikalt og forsyningsmæssigt. 

Så med tiden, der får man faktisk fjernet den indre modstand, der er hos de lokale. Og i slutningen af 70'erne og starten af 80'erne, der er de lokale så meget på barrikaderne for at få lavet en revitalisering af Langelandsfordet. At de holder store møder med folk fra Forsvarsministeriet og Folketinget, for at lade Langelandsfordet være rammen om nogle nye Hawk-raketbatterier. 

Og hvorfor er langlænderne gået fra at være kritiske imod at have fået et fort med masser af mariner til lige pludselig at sige, vi vil have raketter til Langeland? Det er noget så simpelt blandt andet, at de har fundet ud af, at det faktisk er et gode at få mennesker udefra til at komme ned og være en del af hverdagen. Fordi de skabte nyt liv, de skabte omsætning og de skabte arbejdspladser. Og det var folk interesserede i, det var de glade at tilfredse med. Desværre kommer raketterne, om man tog med at sige, aldrig til Langeland. De ender i hovedensområdet. Men det viste med al tydelighed, at stemningen i forhold til fortet var vendt fra 50'erne til slutningen af 70'erne. Jeg kan ikke være med lige at bruge en lille smule af det der med selve styrken i anlægget. Fordi du siger selv, at egentlig havde NATO anbefalet en mobilinstallation, altså noget, hvor man ligesom kunne rykke linjen. Noget, som man måske kunne gemme forskellige steder. Jeg forestiller mig, at det er ikke der bare nu. Men når du nævner en observationspost, der ligger i en guldstensvilla. Det lyder som parcellhuse på toppen af en bakke. Og en lyttepost. Og så okay, de her kanoner, men alligevel jo fikst. Altså de er jo der, hvor de er. Og det må være nemt for fjenden at lokalisere. Der står kanonen. Har det haft en reelt sådan militær kampkræft, altså ildkræft, som man kunne formode, at Sovjetunionen var bekymret for på noget tidspunkt? Jeg ved ikke, om de har været bekymret for det, men det har haft en reelt kampkræft. Og som jeg startede med at sige, så havde det jo vigtigst af alt en symbolsk funktion i forhold til at binde vores NATO-samarbejdspartnere tæt på Danmark. Og forpligte dem i et forsvar i Danmark. Stævensfortet, ja man siger, det er jo atomsikret. Der er ikke nogen af de her anlæg, der er atomsikret. Fordi vi får da en fuldtræffer, så lukker festen med det samme. Så på den måde er begge anlægene jo ikke tidssvarende. Men det var heller ikke det, der var pointen. Pointen var, at vi skulle lave et setup, som gjorde, at vi fik hjælp udefra. Og det blev jo inkorporeret i NATO's krigsplanlægning hele vejen op gennem den kolde krig. At vi fik forskellige hjælp forskellige steder fra i tilfælde af krig. Så det der var pointen, nemlig at sige, husk os, den mission er fuldført. Så kan man så sige, kanonerne er forældet og det ene og det andet, men de kunne stadigvæk skyde. Så hvis, worst case i det her, men det var jo ikke urealistisk under den kolde krig, Men hvis der kom et angreb, Så ville det faktisk være en reel linje mellem Stævns og Langelandsfortet, som NATO ville forsvare. Det var i hvert fald det, der var pointen. Men du har også ret i, at de er jo lette mål. Og det var jo det, der var bl. a. amerikanerne og britternes indvendinger mod de her anlæg. I bliver jo hurtigt slået ud. Det viser vores beregninger, det viser vores viden på området. Når du har den faste installation, så skal der ikke rett meget til. Så er I trukket ud af spillet, om man så må sige. 

Pera, hvad ved vi om fjendens krigspentlægning mod Langland og Langlandsfond? Ja, ja, ja, ja, ja, Ved vi mere, sjovt nok end vi gjorde for 20-30 år siden. Og lige nu er vi faktisk på Langlandsfortet i gang med at lægge sidste hånd på et stort forskningsprojekt, vi har arbejdet på i otte år lige nu. som blandt andet har gået ud på at dykke ned i de polske arkiver for at finde Varsjavepagtens krigsplaner. I udgangspunktet var det en ret håbløs opgave, fordi dormet har været, at vi kommer ikke til at finde krigsplaner i arkiverne. Vi har kun fundet øvelser, men skæbnet vil, at vi rent faktisk har fundet krigsplanerne, og vi i en stor udgivelse, som kommer her i marts 2026, kan fortælle, hvordan Varsjavepagtens krigsplanlægning mod Danmark har udviklet sig hen over årene. 

Hvis vi skal lige sige noget om det, så var der den plan fra 1961 og frem efter, at man mere eller mindre havde det samme scenarie, man gik ud fra hele den kolde krig fra 1961 op til murens fald og Sovjetunionen og Varsjavepagtens opløsning, nemlig at en stor styrke under polsk ledelse ville bevæge sig fra Polen og DDR ind i Vesttyskland, ind i Sligsvig-Holsten. Her ville de blive mødt af danske og vesttyske styrker, i hvert fald efter planen, som de relativt hurtigt ville nedkæmpe, og så ville de bevæge sig op igennem Jylland og sætte sig på den jyske halve ø. Det var det, der var det vigtigste for dem. 

Supplement får man så fra den forenede Østersøflåde fra Varsjavepagten. De sejler mod Sjælland og øerne, og efter noget tid, krigen har stået på, så ville man iværksætte en invasion derovre. forskellige steder på Sjælland og Lolland-Falster. 

Og i den her, hvad skal man sige, krigsplænlægning, der indgik Fyn som sådan en tredje sten, hvis man kan sige det sådan. Når man var nået et vist stykke op igennem Jylland, så ville en del af den her Varsjavepagstyrke bevæge sig ind på Fyn, og så ville man bevæge sig fra vest mod øst hen mod Nyborg, og så ville man derfra ligge og bekæmpe de danske styrker med raketter og artilleri og alt muligt på Sjælland. Samtidig med, at andre Varsjavepagstyrker kom østfra og forsøgte at gå i land forskellige steder over på den sjællandske østkyst. 

Langeland er jo en bisætning i det store billede, må vi nok sige. Og der, hvor vi kommer tættest på at kunne sige noget om, hvad der måske var sket, det er jo nogle af de øvelser, man har afholdt i Varsjavepagten. Og i 60'erne har man en stor øvelse, som går ud på, at en styrke skal gå i land på Langeland, og så bevæge sig op ad øen, og så videre ind gennem det sydfynske øhav op til den sydlige del af Fyn. Man starter både med fly og med krigsskibe at bombardere den sydlige del af Langeland. Da det har stået på noget tid, så smider man to atombomber, en relativ stor atombombe på Langlandsfortet, og en lidt længere nordpå i Østerskovområdet. Men hjælp mig lige her, fordi hvis man smider en A-bombe, så har jeg en forestilling om, at det jo bare udrydder i et kæmpeområde. Hvor stor vil omkredsen være, der ville være påvirket af den her bombe? Det afhænger jo helt klart af bumpens størrelse og type. 

Mange tænker også, at så kan man jo ikke operere der. Så kan de jo ikke sende deres egne styrker igennem. Det havde russerne taget højde for, for de havde sendt deres egne styrker ud i et kæmpe stort testområde i 1950'erne, og så havde de udsat dem for sådan en atomprøvesprængning, om man så må sige, for at se, hvad sker der med den menneskelige krop, Altså øplæg, de smeder simpelthen en atombombe i nærheden af deres egne styrker? Ja, man smeder en atombombe, og så sender man egne styrker igennem det kontaminerede område, og så undersøger man bagefter, hvordan de bliver påvirket af stråling, nedfald og alle sådan nogle ting. Og til russernes store glæde, det lyder helt mærkeligt, det er jeg med på, så blev styrkerne ikke så syge, som man havde antaget. Og det er nok en af de medværkende årsager til, at atomvåben kommer til at indgå som en nærmest naturlig del i Warschau-pagtens krigsplanlægning, i forhold til deres fremrykning vestover. I det slag, der skal stel, hvor danskerne og vestyskerne ligger og venter på dem, der har i flere af de her krigsplaner, den tanke, at der skal man virkelig sætte ind med A-våben, om man skal tilføre danskerne og vestyskerne så store tab, at i hvert fald danskerne, de politisk og, hvad skal man sige, moralsk krøller sammen og trækker sig ud af krigen relativt hurtigt. Der er en af de polske topgeneraler, der decideret siger, det det handler om, det er at eliminere Danmark fra krigen. Sådan som man med mindst mulig egne tab og størst mulig destruktion mod os, kan få os til at overgive os hurtigst muligt. Danmark har faktisk været en vigtig bræk i den kolde grige. Ja, 

så bliver der bare stille. Men jeg tror også, det er fordi, det der med at høre, at der har været konkrete planer om at smide en asompumpe på Langeland, det ryster altså mig en lille smule. Er det følelsen om, at de scenarier, du har beskrevet nu, er det sådan en anden verden? Altså det er en situation, der føles som om, at det reelt godt kunne være sådan, det havde set ud. Ja, det kunne godt være sket sådan, og nu skal vi lige huske. Altså krigsplanerne er jo dem, der har lægget i skuffen, klar til at tage op og sige, det her er det, vi gør, hvis krigen bryder ud. Det med Langeland, det er en øvelse, som bliver afholdt i 60'erne engang, så vidt jeg husker. 

Og det er jo ikke sådan en decideret del af den store krigsplan, men det er, hvad skal man sige, hvis man kigger på krigsplanerne som værktøjskassen, så er det et værktøj, der ligger nede i værktøjskassen, man kan hive op, hvis det bliver nødvendigt. Og som en kollega skrev, da vi lavede DIS-rapporten tilbage i nullerne, var Sheva-paktens øvelser, var jo en direkte afspejling af deres krigsplanlægning. Så hvis man skal tage det bogstaveligt, så er det noget, der har været en del af deres krigsplanlægning et eller andet sted i værktøjskassen, at kunne gå i land på Langeland på den måde, der er testet i den her øvelse. Altså i en UNESCO-global geoparksammenhæng, hvor UNESCO som verdensfredsorganisation, og vi taler om, at alt det, vi laver, det arbejder ind i mellemfolkelig forståelse og spredning af de bedste idéer og alle de her ting, så må jeg indrømme, så er det hård kost at lytte på krigsplanerne. Det er vi ikke vant til her i vores lille program, Line. Ej, det er vigtigt. Det har handlet om noget endnu. Ja, men altså det er jo umuligt ikke at... Jo, det spørgsmål, der lige rejser sig, når du fortæller det der, det er, det I har fundet nu i Polen omkring de her krigsplaner, Hvor tæt korresponderer det med det, man forventede på den danske side og på NATO-siden? Altså havde man regnet det her ud, at det var det, som ville være Marschabeparkens træk? Eller ramte man ved siden af? Eller hvordan? Bevæger vi os ned i detaljerne, så havde man ikke forventet det så voldsomt og så omfangsrigt. Den danske efterretningstjeneste havde ikke gennemskuddet, at polakkerne stod i spidsen for den her operation. Man havde ikke det fulde overblik. Nok var man dygtig på rigtig mange punkter, men lige præcis det her med krigsplanlægning og hvad ville der ske i tilfælde af krig, der var der nogle ting, man ramte rigtigt på, men også andre steder, hvor man ramte helt forkert. Og jeg tror også, det er det, der har slået os, når vi har siddet med det. Det er den der voldsomhed, og du undrer dig over det her med at lade folk gå igennem kontaminerede områder. Men det er simpelthen fordi, man har testet det. Jamen, hvor syge bliver de? Og så har man lavet en benhård kalkyle, der hedder, jamen hvis vi bare bevæger os med x antal kilometer i døgnet, så når de ikke at blive specielt syge. Og så nedkæmper vi fjenden hurtigt, fordi nu har vi massebumpet dem. Både med konventionelle våben og A-våben. i en sådan grad, at de strækker våben, de overgiver sig. Og så kan vi... Relativt let besætte Danmark, og nu gør det, der skal til. Jeg kan lige skyde ind med specialviden her fra Fransk Polynesien, at franskmanden gjorde altså det samme. Ude på Motodore, på Motodore-atolen, der havde de deres atomprøvesprægninger, også i 60'erne, og lod også fremmedlegionen opholde sig i området der, for at undersøge dem for, hvordan påvirkede så det her miljø, soldaterne. Så det var ikke kun en sovjetbarberi, det var slags helt noget, der også foregik på Nasosiden. 

Altså, jeg må indrømme, at jeg havde selvfølgelig glædet mig til, at vi skulle snakke sammen i dag, og jeg havde også glædet mig til at se, at vi kunne forstå langt for det, i forhold til krigshistorien. Men jeg må indrømme lige nu, der sidder jeg med sådan lidt en knugen i maven, og hvis vi også derhen til det, altså den anekdote, vi fortalte om det her skib, som vi så i sommer i Langlandsbæltet. Den der lidt knugende følelse i maven, altså, hvis vi nu kigger på den situation, vi står i nu, altså, hvilke paralleller kan du så drage op, og er det reelt, at jeg bliver en lille, bitte smule nervøs? Kan vi starte med at prøve at berolige dig? Det er faktisk man glæder Ja, der er slet ikke det antal atomsprænghoder i verden i dag, som der var under den kolde krig. Der er slet ikke det antal kampvogne, fly, krigsskibe i, hvad skal man sige, i det europæiske område, som der var under den kolde krig. Der er ikke det antal styrker, som der var under den kolde krig. Vi står ikke over for en massivt sammentømret alliance, dengang, hvor der var sjeferpakken, i dag, som man gjorde under den kolde krig. Så på rigtig, rigtig mange punkter, der lever vi en mere rolig og bedre tilværelse, end dengang. Danskerne opdagede ikke noget, fordi vi fik ikke noget at vide om, hvor alvorligt det nogle gange var. Det var en strategi, man havde her i Danmark, men valgte at gøre det anderledes andre steder. 

Altså, jeg kan mærke allerede nu, så trækker jeg været lidt lettere. Ja, og det er jo så der, hvor jeg ødelægger det igen. Fordi det, der var godt ved det her, var, at der var en struktur. Der var en hverdag mellem øst og vest. Der var nogle måder at gøre tingene på. Der var en 

uofficiel verdensorden, nogle uofficielle spilleregler, som begge fløje fulgte. Under overfladen, alt det vi ikke så, der foregik der rigtig, rigtig mange ting, som vi stadigvæk skal have gravet frem og fortalt i forskellige historiske sammenhæng. Men der var en international orden, hvis du kan sige det sådan. Og det er der, hvor vi i dag står i en, synes jeg, meget træls situation. For den orden, der vi har kendt til indtil for et år siden, den er lige pludselig sprængt i atomer. Primært på grund af den situation, der er i USA med Trump-administrationen. Som ikke anerkender, ikke arbejder efter, og som på ingen måde understøtter en international retsorden. Og når de ligesom giver slip, så er der ligesom fri leg. Det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg så et sammenrand ude i, jeg tror det var Shanghai eller Hongkong, det kan jeg ikke huske, i august sidste år 2025, hvor kineserne havde budt alle mulige sløngestater på té. Og de stod og legnede op der, og jeg tænkte, hold da op. Alle de der, de er i virkeligheden ikke interesseret i den livsform, som vi lever her i vesten med vores demokrati, og folkestyre, og fri tankegang, og fri medier, og et internet, der bare brager derudad. Og hvad sker der så nu her tidligere i år, her i 26? Trump nedsætter sit board of peace, eller hvad det er, han kalder det for. Og det kunne hjælpe med stort set de samme nationer. 

Det er jeg bekymret. Det er den tankegang, der begyndte at snige sig ind, og som 

flere af de amerikanske topministre har været ude og i talesætter, og også ham her, Miller, Stiven Miller, en af chefredgiverne, at det er djungleloven, der gælder. Det er den stærkes ret, der gælder. Og i min optik, så taler det lige ind i det, vi har tænkt på omkring langlandsfortet, en ny tænkning af langlandsfortet. Det skal stadigvæk være med fokus på den kolde krig, men vi skal til at tænke en ny fortælling ind om demokrati, frihed og sikkerhed. Fordi det, som der sker i USA og i verden lige nu, det er, at vi er ved at gå tilbage til den retsorden, hvis man overhovedet kan kalde det det, der herskede i starten af 1800-tallet. hvor stormagterne bestemte det og dikterede, hvordan verden skulle se ud. Det er i virkeligheden det, nogen af verdens despoter, Trump inklusiv, taler for. Og vi har så brugt fra hos arbej og så br. så frem til nu har vi br br br. har br br br, vi har br, 200 år, som vi har br som vi har br. En retsorden, nogle ordentlige spilleregler, som alt sammen havde til formål, at gøre det bedre for den enkelte borger at være til, om man så må sige, lige forskellige lande. Og det er under pres og det bekymrer mig. For det første, så kan godt man ikke blive, at den der vejrtrækning, den ændrer sig lidt igen. Men det jeg også tænker, det er, at jeg får også en følelse af, at UNESCO på en eller anden måde nu står som institution. Jeg ved ikke, om det står stærkt, men de tanker, der ligger bag, står i hvert fald meget klare og som noget usandsynligt vigtigt at arbejde med på tværs af grænser, men også helt lokalt her hos os. Absolut, altså vi har jo en lidt paradoxal situation i UNESCO lige nu, fordi USA jo har meldt sig ud. Men når USA melder sig ud, så er der jo nogle andre, der stepper op her under Rusland. Rusland og Kina, ikke? Ja, især Kina, Som jo leverer sig det næststørste budget, og nu det største, når USA ikke er med længere. Og det er klart, at de har jo en interesse i, at nogle af de værdier, du snakker om, som i hvert fald ikke er demokratiske, 

kommer til at infiltrere, tror jeg, grundlaget for FN. I overordnet betragtet, men FN-organerne måske i virkeligheden i særdeleshed. Så det er jo en meget mærkelig situation, men værdierne, tænker jeg, er der i den grad brug for at kæmpe for. Og jeg har faktisk lyst til at slutte et rart, og måske også privat sted, Rasmus, så nu må du stoppe mig, men faktisk med en sms-korspidence, du har haft med i en geopark i Rusland. Ja, det er rigtigt. Vi har jo en helt ny udnævnt geopark, eller det vil sige, at de bliver udnævnt her sidst i marts. som ligger lige på grænsen mellem Rusland og Kazakhstan. Der er en lille by derovre, der hedder, hvis jeg ikke husker forkert, Ufa, eller jeg tror, det er Ufa, hvor der bor 9 millioner mennesker. Og der har de en geopark der, som kommer med ind i netværket nu her, men med nogle mennesker, mennesker, der er nøjagtigt lige så dedikeret og optaget af den lokale kultur og den lokale kulturelle densitet, og deres lokale natur og deres naturpark, som alle andre, der arbejder med geoparker på tværs af hele verden er. Så er jo på den måde nogle rigtig fine kollegaer, som i øvrigt også har en udmærket økonomi bag sig til at lave det arbejde, de laver. Og jeg synes, det er så væsentligt at huske på, at en ting er, hvad der foregår overstatsligt og geopolitisk og sikkerhedspolitiske og noget andet, det er jo, hvad der sker blandt almindelige mennesker. Og der er stadigvæk noget at arbejde med der, tror jeg på. Altså, der er i hvert fald også folk, der beskæftiger sig med hverdagsting og har børn, der står på skateboard og rigtig gerne vil sørge for, at der er rent drikkevand og adgang til sund mad og så videre. Også i en midt i Rusland, ikke? Og så kan vi trække den kolde krigs afslutning ud af stallen igen, fordi det var jo nemlig lige præcis almindelige mennesker, der ønskede forandring, som førte til, at de kommunistiske regimer i Østblokken faldt fra hinanden, sammen med en dårlig økonomi og alle mulige andre ting, men det var en folkelig opstand. Og det kan godt være, at man synes, Trump er en idiot, og man er bange for Putin og alt muligt, men man skal bare huske på, som du pointerer her, Rasmus, at der i deres lande, deres befolkninger, er der mennesker, som du og jeg er, og du og jeg er i lignende, som ønsker en ganske almindelig godseøjnt tilværelse med størst mulige rettigheder til dem selv og til deres børn og til de kommende generationer. Det vil jeg huske på. Og med det. Tak for i dag, Per. Selv tak. Vi skal lige nå at kaste en anbefaling ind. Man skal besøge Langlandshårdet. Ja, tak. Hvis man ikke allerede har været der. Det er ved underligt sted. Fordi det er jo en ting af historien og formidlingen og alt det der, men det er jo også midt på den højderyggen på Langeland, og med udsigt til alle sider her, det er jeg sagt. Virkelig et besøg værd. Tak, fordi du var med i dag. Selv tak.