Liveudsendelse fra Geoparkdage - Øhavsekspedition på Fylla

Hvad gemmer der sig under overfladen i Øhavet? Kan man lugte ildsvind? Og hvordan smager sukkertang, når den lige er trukket op af vandet? 

I dette afsnit tager vi dig med på Øhavsekspeditionen ombord på den over 100 år gamle Skonnert Fylla. Hvert år under Geoparkdage i Kristi Himmelfartsferien sejler forskere, eksperter og borgere fra hele Geoparken ud i Øhavet. 

Her undersøger vi havets tilstand, vi sænker udstyr ned i vandet, undersøger biodiversiteten på havbunden og det ildelukkende mudder, der kan være tegn på ildsvind. Samtidig indsamler vi miljødata af usynlige spor af liv, som hjælper forskerne fra Statens Naturhistoriske Museum med at kortlægge, hvad der lever i havet netop nu. 

På turen møder du Lars Hillerup, pensioneret naturvejleder og et fast besætningsmedlem på Øhavsekspeditionen. Og Marie Lillemark, biolog og projektleder for Citizen Science på Statens Naturhistoriske Museum. Sammen selvfølgelig med ekspeditionsdeltager fra hele Geoparken. 

Vinden suser på denne solrige majdag, mens vi sammen udforsker Øhavet. En fælles indsats for at passe bedre på det. 

Transcript

Interview 0:05
Hvad gemmer der sig under overfladen i Øhæved? Kan man lugte ildsvind? Og hvordan smager sukkertegn, når den lige er trykket op af vandet? I dette afsnit tager vi da med på Øhavsekspeditionen, ombord på den over 100 år gamle Skånet Phyllah. Hvert år, under Geoparkdag i Kristi Himmelfartsferien, sejder forskere, eksperter og borgere fra hele Geoparken ud i Øhæved. Her undersøger vi havets tilstand, vi sænker udstyr ned i vandet, undersøger biodiversiteten på havbunden og det ildelukkende mudder, der kan være tegn på ildsvind. Samtidig indsamler vi miljødernet af, usynlige spor af liv, som hjælper forskerne fra Statens Naturhistoriske Museum med at kortlægge, hvad der lever i havet netop nu. 

På turen møder du Lars Hillerup, pensioneret naturvejleder og et fast besætningsmedlem på Øhavsekspeditionen. Og Marie Lillemark, biolog og projektleder for Citizen Science på Statens Naturhistoriske Museum. Sammen selvfølgelig med ekspeditionsdeltager fra hele Geoparken. Vindsuser på denne solrige majdag, mens vi sammen udforsker Øhavet. En fælles indsats for at passe bedre på det. Du lytter til en liveoptagelse af noget mellem ørene. Vi er din værter. Jeg hedder Linebro Nikolajsen, og jeg er geolog i Geoparkens sekretariat. Og min medvært er Rasmus N. Chris Casper, sekretarietsleder. 

Speak 2:00
Der. 

Må jeg bede om jeres opmærksomhed en gang? Velkommen ombord på Fylder. Mit navn er Zabba. Jeg er skibet på Fylder. Vi sejler ud her lige om lidt. Vi tager nogle prøver osv., så der er klart, at der ikke er en sejltur med sejl. Der er en grund til vi gør det herifra i dag, ikke fra Rydkøbing, fordi det blæser ret meget. Jeg kan ikke være i Rydkøbinghavn, men der har vind. Det kan jeg ikke lade sig gøre simpelthen, når man øvrerer derovre. 

Så det er derfor, vi har endt i Svendborg i dag. For ikke at aflyse situasjene. Ellers må I gerne komme over alt på skibet. Når I går ned i Banyen, det vi kalder det gamle lasterum, Der hvor det er et sårom. Eller et salong, eller hva man kan kalle det. Det kommer til at dør helt ude her lige hvor jeg står. Der står det privat. Der skal I ikke gå videre der oppe i borbesetningen. Men ellers må I gerne komme ud og akte. I unge mennesker kommer og styrer litt, og det er litt forskellig. Så det er ikke Kedia for meg. Ellers er Line og Lars. Hvor er Lars, sånn er det med. Han har sgu glemt Lars. Lars er Lars. Han kler alt om det her. Så det er de, som vi underviser i. De prøver vi at tage ud af hovedbunden og den slags ting. Ellers er ikke så meget med at se. Der er kaffe og te inde i kabussen, hvis nogen ønsker det. Det er bare at betjene jer. Så jeg ønsker jer en god tur. Vi skal se, hvordan det går. 

Jeg vil også rigtig gerne sige velkommen til den her Øhavs-ekspedition. Øhavs-ekspedition er jo en del af Geoparkdagene. Som er en festival, der foregår hvert år i Christi Himmelfart. I alle de fire sydfynske kommuner, hvor der er en masse aktiviteter rundt omkring. Og den her Øhavs-ekspedition er altså tredje år i år, at vi tager ud på tur og undersøger den tilstand, som Øhavet er i. Og undersøger, hvad er det, vi også kan gøre ved det. Så det er det, I skal være med til her i dag. Noget andet, der er særligt med den her tur, er også, at som altid kommer vi ud og tager nogle prøver. Vi tager både et bundskrab, og vi tager også en grabprøve. Og det fortæller Lars om lige om lidt. Men de prøver, de skal faktisk også bruges til forskningen. Fordi vi har også Anne-Marie med. Og Anne-Marie, hun er PUD-studerende ved Statens Naturhistoriske Museum, Skrådstræk Københavns Universitet. Og hun er rigtig nysgerrig på at finde sådan nogle helt små mikroorganismer, der hedder forminfærer. Som der er helt geniale til at sige, hvilken tilstand vores hav er i. Så vi skal tage nogle prøver sammen med hende. Hun tager nogle med hjem og studerer videre. Men vi kan også sige nogle af dem igennem, så I kan få lov til at se nogle af de her små mikroorganismer, som vi er så interesserede i. Og derudover så har vi også Marie med. Og Marie, hun kommer også fra Statens Naturhistoriske Museum. Og hun har også nogle prøver med, som jeg vil bede dig om at fortælle lidt om lige om to sekunder, hvad det er, vi skal lave der. Så I er faktisk også med til at lave forskning i dag. Og derudover så har vi os Rasmus med. Rasmus han er sekretariselsleder i Geoparkens sekretariat. Og han ved en hel masse om ilsevængsproblematikken, men også hvad vi i Geoparken arbejder med og for, for ligesom at prøve at gøre noget, genoprette noget af miljøtilstanden og forbedre den ude i Øhavet. Så det kan jeg også stille spørgsmål til, og det vil han også fortælle om. 

Og til sidst så har vi Lars. Lars er Lars. Og du er lige i gang med at tage en prøve, så derfor så vender jeg lige opmærksom over tilbage til Marie, tror jeg. Marie, vil du ikke fortælle, hvad det er, du laver, og hvad det er, du har taget med i dag? Jo, det vil jeg da rigtig gerne. Jamen, jeg arbejder på Statens Naturhistoriske Museum med forskellige projekter, hvor vi prøver at finde ud af, hvordan Folk, der normalt ikke arbejder med forskning og videnskab, de faktisk kan være med i sier. I vores projekt er være med til at finde ny viden om for eksempel naturen, for eksempel havet. Og så samtidig også lære noget, få nogle gode oplevelser, få nogle oplevelser med i naturen og få noget ud af det. Så det har jeg taget lidt udstyr med. Og tak til Line for, at jeg har fået lov til at være med her. Og så kan I hjælpe mig, hvis I har lyst til at indsamle det. Og det sidste er der Lars. Jeg hedder Lars og har arbejdet på Svendborg Naturskole i rigtig mange år. Så hvis I er født og opvokset i Svendborg og har gået i skole her, så har I muligvis været ude at besøge mig. Min opgave ombord er at være med til at indsamle de her prøver, som lige er blevet nævnt. Vi tager over et skrab og vi laver en bundgrabprøve. Og de prøver skal vi sådan sammen, og der vil jeg rigtig gerne have hjælp af jer, der vil være med til at sortere tingene. Der kommer altid en masse tang og en masse forskellige andet med op. Og det prøver vi at sortere ud, og så se hvad er det egentlig for en organisme og snakker om det. Og det gør vi i Svendborg Sund, og det gør vi ude i lunkebugten, eller på kanten af lunkebugten. Og det er for at sammenligne to forskellige levesteder. I Sund er det meget strømfyldt. Vandet bliver helt siden vendt op og neds. Det vil sige, at der aldrig er ildfattige forhold. I lunkebugten er der store områder, der er meget ildfattige dele af året. Og det vil sige, at vi har ildsvind derude. Og de dyr, der er der, de dør ud ved eneste år. Dem der etablerer sig om vinteren, de dør så i løbet af foråret eller sommeren, hvis de ikke kan nå dem væk. Så det er det der forhold, vi skal prøve at kigge på. Jeg kan lige supplere og så sige også velkommen fra mig, og på vegne af Geoparksekretariatet, ligesom Line gjorde. Jeg er sekretarielsleder i Geoparksekretariatet, og vi er jo UNESCO-området hernede. Og det kommer vi lige til at fortælle en lille smule undervejs. Men jeg vil bare opfordre her og nu til, at når vi nu sejler her også, så ud over alt det spændende, der sker med prøver og ting og sager, der kommer op, Så også husk lige at kigge ud og nyde, ikke bare udsigten, men også det fartøj, som I er ombord på. Fordi det er faktisk ret unikt, altså i verden, at vi har tilbageværende, oprindelige, ægte træskibsskåndderder, som jo er over 100 år gamle, men som rummer en hel masse sjæl og en hel masse historie, som vi alle sammen går rundt med os indeni, fordi det land vi bor i, det er i høj grad skabt i kraft af sejlads med skibet som det her. Så der er sådan noget med, at man lige kan gå rundt, og så kan man lige fornemme lidt på tårværket, og måske dufte lidt til en kofilnavle og sådan noget at se. Der er et eller andet, der måske resonerer med noget dybt indeni, når man er ombord på sådan et skib som det her. Og så går vi jo, fordi vejret er, som det er, og I jo alle sammen hørte, at det var forholdsvis hårdt vejr, og vi oplever det ikke så meget herinde i Svendborg Sund, og det er derfor, at vi næsten bliver herinde. Det er for, at vi ikke skal blæse fuldstændig omkul, når vi kommer ned, enten langt ned i Lunkebugten, eller ud på den anden side af broen her, der blæser det rigtig meget. Men vi går altså ud her, og det er jo tåsinge, vi har derinde, og vi kommer forbi Turø hernede lige om lidt, og det er altså noget af det smukkeste farvand, der findes i landet, så det må I endelig huske også at nyde. 

Skal I gøre det sammen lige to? Fantastisk. Vi

vil gerne indsamle noget vand fra de forskellige vanddybder, og så blander vi det egentlig sammen, så vi har lidt forskelligt. Og den måde, den her fungerer på, det er, at når vi tager den ned i vandsøjnen, så skubber vandpresset dem her op, og så kommer der vand ned, og så når vi så stopper og hæver den op igen, så lukker de ligesom på vandet, og så ved vi præcis ved hvilken meters dybde, at vi samler den her vandprøve op. 

Og så har der sat de her snurre på, der siger 1 meter, 2 meter, 3 meter, og så skal man lige huske, at hernede, er der sådan cirka 3 meter, også før man rører vandoverfløvet, ikke? Og sidste gang vi var her, var der cirka en 8 meters dybde, ikke? 7 meters dybde? Det tror jeg var lidt længe ude, så det kan være 5,5 meters dybde. Fordi vi vil altså ikke have den rør bunden, så vi skal i hvert fald ikke tælle til mere end 6 på de her snurrer. Nej. Ja. Men har I lyst til at gøre det? Har du lyst til at prøve? Så holder jeg fast i enden her, så det umuligt kan gå galt for os. Det, du holder fast fra i hånden. Og så har vi 6. Ja, så vi starter med at tælle til 6, ikke? Ja. Okay, hvis der er nogen, der vil være med til at sortere det her tang herovre, og det gælder især voksne. Nej, det gælder især børn, men voksne må også gerne være med. Jamen, nu har Lars jo lavet det her biodiversitetskrab, som er vores lille forskningstrål. Han har trukket hen over havbunden, og han har trukket det hen over havbunden lige her mellem Thuerø og Tåsinge, hvor det er allersmattest, og hvor der er meget strøm frem og tilbage hver dag. Og det vil sige, at der er stor iltning af vandet, så lige her, der har vi faktisk et lille område, hvor der er rigtig høj biodiversitet. Så han har alt muligt spændende mad op. Lige nu står de smager på sukkertang, som er de her store brædde. Råbrød, Råbrød. Råbrøbrø. Råbrøbrø. Men prøbrød, men prød at høre. Jeg har spurgt dem, hvad de spiser af sunde ting, og så nævner de jo en masse sunde ting, som grøntsager, kød, og brød og den slags. Og hvis man nu tænker på grøntsagerne, så er det jo noget med vitaminer og mineraler og det vi kalder sporstoffer. Hvis man gerne vil have rigtig meget af det, så skal man spise tang. Der er nogle gange 10 gange så meget af den slags i tang i forhold til for eksempel spinat eller kål, eller hvad det nu kan være. Så det er så sundt, og det smager så kedeligt. Men prøv at smage. Jeg smager jo ikke rigtig noget. Men det man kan gøre, det er at man kan få det til at smage lidt bedre ved at lave en marinade. For eksempel min foretrukne, det er ligedele søjer, rigsvincedicke og sesamuljer, chili og hvidløg. Og så nede med noget af det her tang, skår det i mindre stykker, som den her størrelse. Og så lader det trække lidt, og så kan man spise det. Og så smager det af den, majnaden. Og det er jo en dejlig majnad. Og så kan man få en masse sundhed i kroppen, på den måde. Men det vi skal nu, det er at vi skal have lagt de her store tangstykker herfra derovre, men inden man lægger dem over. Så kigger man lige, om der nu er noget interessant på dem, hvis der sidder et dyr eller noget. Og her sidder der for eksempel sådan en, kan I mærke på den, så kan I mærke, at det er sådan en lidt ru. Og det er sådan lidt ru, ja. Det er noget der hedder muskbyr, så den skal vi lige have fra og lagt i akvariet i stedet for. Så alle dyrene ned i akvariet, og alle tangene over i den derovre. Det tager faktisk godt. Okay, den må gerne hjælpe mig. Se her, der er faktisk noget her. Kan I godt se, der sidder noget her? Det er et dyr, der sidder. 

Hvad har vi noget på? Der er, der er formodentlig et eller andet linde i, der plejer altid at sætte krapper eller små rumme eller sådan noget ind. Hvad med det her gule værk her? Ja, det er deres hæfter. Det her, det er hæfterne, dem de sidder fast med. De har jo ikke rødder. Nej, det er ikke rødder. Rødder, det er sådan noget, man har på landplanter, der går nede i jorden. Men det her, det hedder hæfter. Der er ikke så meget på den her. Nå med den, men den her vil jeg gerne lige have hernede. Christian, ved du, hvad der gerne er den her? Ja, den er god, den her. Super. Ja, den her. Ja, der er der. Er det en stor musling? Ja, det er en kæmpe stor musling. Det er det. Så I må gerne lige trække de store blad af, så det ikke fylder helt akvariet. Nu har vi altrede det her, så det lægger vi lige op. Hvorfor hedder det mosdyr, ikke bare mos? Det er fordi, det er et dyr. Hvorfor det egentlig hedder mosdyr, det kan jeg ikke. Jamen, nu skal jeg lige prøve at finde en mere. Hvis du har gode øjne, kan du se, at det er en masse små prikker, en masse små rum. Ja, og i hver rum bor der et individ. Okay, så det er fordi de er hjemme. Og det starter som et individ, som så knopskyder ude derfra, så det er kopier af den oprindelige, der sidder hele vejen rundt om. Og de kan blive, på det her sukkertank kan de blive op til en halv meter i diameter, de her. Og lige denne her art hedder stjernemosdyr, fordi den typisk går ud som nogle stjernemønstre. Men der findes mange forskellige andre arter også. 

Hvad har vi ellers? 

Smuk, smuk søstjerne her. Wow. Ej, den er flot. Og en lille en. Der er en frapp mere. Og en søstjerne mere. Og en meget lille søstjerne. Og en snejl. Der er den der er derude. Og en fisk. Og en fisk også. Og der er slutet af et fisk. 

Og der kan se den. 

Så nu har Lars taget sådan en fisk op i, hvad kalder du det? I et lille flat glas, så man kan se den. Og der er en plet på haleruden, og der er en plet oppe bag ved brysttvinden. Og det fortæller den der hedder "topleted kutling". Og der er cirka 4 cm eller sådan noget? Ja. Kutlinger er en fiskegruppe, der findes rigtig mange af. Og på turen i går havde vi et træk, hvor vi havde tre forskellige arter. Ikke denne her, men en der hedder sandkutling, en der hedder sortkutling. Og en der hedder sortmundenkutling. Og så har vi denne her, ved siden af det er nummer 4, så har vi en der hedder lerkutling, og en der hedder glaskutling. Så i det indre danske farverden, findes der mindst seks forskellige arter af kutlinger. Og nogle af dem er meget, meget mindelige. Især sandkutlingen. Når I lægger mærke til, når I går og bader nogle gange, så hopper der små fisk et sted på sandbunden. Det er sandkutlingerne. Og det er en voksenudgave, den tublette kudling kan blive lidt større, men ikke ret meget mere end 4 cm. Det er den eneste fisk, vi har med, men til gengæld har vi jo sådan noget andet sjovt, og det har vi jo hernede i akvariet nu. Så kan jeg lige kort fortælle det dig. Så den der meget, meget store, flotte tangplante, vi fandt, det er den, der hedder sukkertang. Og I har hørt Rasmus lige fortælle lidt om dens anvendelse, eller jeg har hørt med et halvt ør, så hvis jeg nu gentager noget, han har sagt, så må I jo bare stoppe mig. Men sukkertangen anvendes i dag, og har anvendes i mange år til udtryk af agar. Og hvis I spiser jogurt og lymer og is og den slags, så er der ofte tilsat agar fra sukkertang. Alle E-nummerne fra 400 til 407 er udtræk af sukkertang, eller en af algerne, men typisk fra sukkertang. For det er den, man dyrker. Og det er meget, meget simpelt at dyrke. Man plukker nogle vilde planter, så modner man dem i nogle bassiner under de rette temperaturer og under det rette lys. Så afgiver de spore. Og spore er jo kønnede, eller det er kønsceller, men som ikke er ligesom et frø på en plante, er befrugtet. Så de enkelte spore skal ligesom svømme rundt og finde en makker. Og både svampe og alger og nogle af vores planter bl. a. brænder og formerer sig med spore. Og vores frøformering er jo ret genial, fordi der sørger man, eller der ved hjælp af insekter, eller vinden, der bliver frøenlægget befrugtet i selve blomst. Hvorimod hvis man forestiller sig, at en svamp afgiver spore, og der er ikke noget af det, der er befrugtet, så skal man altså ud i, at de her spore, som flyver rundt i luften, de skal være så heldige at møde en af modsatte køn. Og så skal de ovenkøbet lande det sted, hvor en slags svampe nu gror. Nogen gror på døde egetræer, og nogen gror sammen med græntræer osv. Så det er et meget større lotteri, derfor er der også sindssygt mange spore, der bliver produceret. Og for lige at gøre sporehistorien færdig, så er der faktisk nogen af vores svampe, de har ikke bare to køn, de har faktisk over 5.000 køn. Og det er jo skidesvart på den måde, at bare man møder en, der ikke er ens eget køn, så kan man vokse sammen. Så chancen, hvor den ellers vil være 50/50, hvis man mødte en, den er nu altså 1-499.000. Det går godt, ikke? 

Der er rigtig mange sider på den tærning. Men sukkertanken, det her dyrker man herhjemme, og det gør man altså ved at lave de her sporene op i bassiner. Så sætter man en spole ned med en tynd tråd, som er rundt om spolen. Og efter et stykke tid, så sætter de her spore sig fast på den her snor. Og det er en 2 mm tyk snor, og den trækker man ud, og så vikler man den rundt om et kraftigere torvværk og hænger dem ud i havet. Og grunden til, at man vikler den om den tykke, det er dels, at det skal kunne holde til det træk, der kommer, når de vokser. Men også for, at de er blanderernes eller algerernes hæfter og har noget at sætte fast på. Så den vokser altså op på et fingertygt torv, og i løbet af en sæson kan man dyrke op til 5 kg sukkertank per meter. Der ligger sukkertangsfarme rundt omkring i landet, blandt andet op ved Horsundsfjord. Udløbet ved udmundingen, har man et kæmpe stort anlæg. Så sukkertank udover at den så kan gøre nytte for os, så er den jo også en væsentlig faktor for havmiljøet, eller for dyrelivet dernede. Man kan næsten forestille sig, hvordan de her store alger står og bølger på bunden, og indimellem kan fiskene og andre organismer svømme rundt og gemme sig, eller spise af det, hvad de nu gør. Grunden til, at vi ikke fanger rigtig nogen fisk nu, det er, at det net, vi bruger, det bevæger sig meget, meget langsomt, så fiskene er smut væk, for der er flere fisk end det, vi lige ser her. Men til gengæld så får vi noget deroppe, som ikke er så bevægeligt, blandt andet de her meget store muslinger, som, hvis man får afdækket den lidt, kan man se, sidder ind under her. Der er altså en sukkertank eller flere, der har sat sig på den. Jeg tror, vi havde en til samme. Ja, det har vi her. 

Og det er ca. 6 cm eller sådan noget. 

Ja, 6 cm. Og nogen vil tænke, at det er nok en stor blommusling, men det er faktisk en, der hedder hestemusling, denne her, som er i familie med blommusling, De kendetegner, at den er noget mere kraftig. Den er mere tyk i det, og så bliver de betydeligt større. De kræver lidt mere, gerne lidt mere salt vand, men i hvert fald lidt dybere vand, end blommuslingen gør. Så derfor finder vi dem typisk herinde i sunden og også ude på andre, større dybt og længere ude. Men den kan spises ligesom blommuslingen kan. 

Hvis vi lige tager en af de andre her, så er det en af de ting, der kommer med op, det er den her mærkelige brune masse her. Og den kan vel bedst sammenlignes med den badesvamp, som nogen måske har hjemme på toiletlet eller på badet. Og det er faktisk også en svamp, det her. Og den er i familie med badesvampen. Men hvis man nu vil udnytte den her til det samme, så sker det, når man tørrer den, at så bliver den så porøs, så den går i stykker, når man rører ved den. Hvorimod de der badesvampe, som vi har, som er bl. a. en art, der findes i Middelhavet. Den kan man altså tørre og behandle på forskellige vis, og så har man en svamp, der faktisk er ret holdbar. Dem her, de kaldes brødkrummesvamp, og det er altså et dyr, og det ernærer sig ved at suge vand igennem overfladen, og hvis man kigger god efter, kan man godt se, at der er bittesmå huller i sådan en porøs overflade, små porer, og så er der de store huller, som den så puster vandet ud af. Så den filtrerer sig vandet fra mikroorganismer. 

De lever, ja det er et levende dyr som står med. Ja, og det er ikke hvid. 

Når den skyller i land, hvad de typisk gør nogle gange, og tørrer op, så bliver de hvide, og ligner fransbrødskrumme, derfor har de navnet brødkrummesvampe. Og så er der en anden sjov ting ved dem, det er den gruppe, der hedder kisel svampe. Og kisel det er det stof, som danner flint, under rette omstandigheder. Og lidt senere i dag, som jeg lige nævnte før, der vil jeg lige vise jer lidt omkring de flinteregskaber, man kan finde fra kulturen hernede. Fik jeg ikke sagt det før, det gjorde jeg måske ikke. Nå, men vi er som afslutning på turen, der kigger vi lidt på flint, og flinteregskaber, som vi finder langs kysten, blandt andet inde i tur i bund her, som er et rigtig godt sted at lede. De bopladser, de kommer fra flinten, de ligger ude på 2-3-4 meters dybde, men de kommer så typisk med tang ind, og tangen gror fast på stenen og løfter dem ind. Men sammenhængen med flinten er altså, at de her svampe, som har eksisteret i mange millioner år, også eksisteret i det, der hedder kridtiden, som er fra 120 til ca. 60 millioner år siden. På bunden på havet, der lever de her svampe, kiselsvampe, men over dem i havet, der lever noget, der hedder kogulitter, som er nogle små, lidt så små som furaminifer, organismer, som har et kaldsskelet. Når de døde, så sankt de til bunds, og hvis man venter længe nok og formerer sig op hvert år, så kommer der efterhånden et lag af kalk på bunden, og det lag bliver tykkere og tykkere og tykkere gennem millioner år. Jeg mener, at jeg ikke kan huske, at det er over en kilometer tykkere, men i hvert fald i Danmark har vi den bedst repræsenteret for eksempel Møgens Klint. Så hvis vi står foran Møgens Klint og kigger på den, så er det altså et lag, der er opbygget gennem de her millioner år. Og hvis man kigger ind i klinten, inden i kridtet, kan man se, at der ligger sådan et bånd af flint. Og det er flint, det er altså dannet ved, at kiselsvampene, som levede fra havbunden, gik i opløsning og udskiltede den her kisel, som det består af, og kislen danner så flint. Og det gør de jo i de hulrum, som er i kalken. Og det vil sige, at en svamp ligger på havbunden, den dør, der drøser kalken ned ovenpå den og efterlader et hulrum derinde. Det hulrum bliver fyldt ud med kisel, med hvad der så bliver til flint. Og derfor får man de der mærkelige songer på flint. Altså, man kan finde alt muligt gengivet. Jeg var på Drejeø for nogle år siden, der kom en dame og spurte mig med en sten, og den lignede, det skal tilgives, fuldstændig en pingvin. Altså, den havde næb, hoved, hals, krop, og hvor ovnen købte mørkt på den ene side og lys på den anden. Og hun kom med den og viste mig, at den her forstenede pingvin, ikke? Og så sjovt var, at hun så spurgte: "Kan det være en forstened pingvin?" Men det kunne det jo ikke rigtigt. Men den lignede grangevdet. Der bliver mange sjove former ud af det, og vi kommer til at kigge på flint lidt senere. Men det er altså kiselsvampe, i det her tilfælde en brødkrummesvamp. 

Og hvis vi nu er heldige, og det synes jeg faktisk ikke, jeg har set denne gang på sidste tur. Åh, der sidder nogen her. Når vi har også en opført. De der små røde dutter, der stikker op der, det er søandæmoner. De er ikke ret store, men de er der. Og vi har sat en lige her, som forhåbentlig folder sig ud. For lige nu har de jo gemt sig. De har jo sådan et lille rør med en masse tentakler på. Hvormede de fanger mikroorganismer. Og når de bliver større, fanger de også større fisk og den slags. Men de helt små her, de fanger vandlopper og den slags. Det som fører det også herned i akvariet her. Hvis I bruger øjnene godt, kan I se noget småt, der hopper rundt i det her akvariet her. Det er vandlopper. Det er blandt andet søandæmonernes føde. 

Så er der Lina Alje med at komme med. Det er blodråd ribbeblad. Det er godt, Lina. Lina har brugt tre dage på at lære det. og har lært det i dag. 

Blodråd ribbeblad. Der findes måske 250 forskellige algerarter, altså makroalger i det danske farvande. Er det dårligt? Nej, nej, nej. Slet ikke. Jo større diversitet i alger, jo bedre. Uden at der ligger andet i det, end at det er et udtryk for, at der er nogle forhold, som er grobundt for rigtigt meget forskellige. Altså jo mere monokultur vi har, om jeg så må sige, Hvis man har en meget ensartet bevoksning, så er der også færre andre organismer, der kan være tilknyttet. Så jo, det er lidt som på land ikke, jo mere varieret en skov, jo flere forskellige insekter, jo flere forskellige fugle for eksempel, ikke? Og Lars, det vi har fundet i dag, er det det du vil forvente at finde i et sundt økosystem? Ja, altså det er jo netop, øhhh... Altså, vi må lige huske på, at vi får bare en lille bitte ud ud. Det svarer lidt til, hvis man flyver over et landskab om natten i en luftballon og hænger et skrabber nedover, og så tager op og så tager, og tager, nu har vi et udsnit af, hvad der lever her. Det har vi jo ikke. Men vi har fået det med, som vi kan få fat i. Det vi så ved, der også er dernede, fisk af forskellige størrelser osv., det får vi ikke med på den her måde. Men det her er forventeligt, i hvert fald i Svendborg Sund. Masser af store alger. Men I kan se her, der kan I se, at den bund, der er i Svendborg Sund, det er sådan noget stenet her. Og det der, vi tager op lige om et øjeblik med graben, det er... I kan se, at vi er på vej inden i Turebunden og inde i et område, hvor der er ret stille, sådan strømmæssigt. Og det betyder, at alt det organiske materiale, der produceres i havet, bl. a. i form af mikroalger, det herinde, det bliver ikke skyllet væk, ligesom i Sund, men der får det lov til at dale ned på bunden og lægge sig. Så hvis jeg ikke tager meget fejl, så kommer der lige om lidt en mudderprøve op, som modsætning til denne her. Vi skal lige ned med den balde her, for vi skal bruge den til

nu. Ja, det er jo en af de ting, der er sket med vores havmiljø. At krabber indgår jo naturligt i økosystemet og har været føde fra en række fisk, bl. a. over især ål og torsk. Og da ålen er vældig meget reduceret og torskene stort set er væk, så er de to fjender jo altså ikke længere en trussel mod krabber, så krabber har opformeret sig helt vildt. Og der krabber samtidig er stort set altædende. De kan f. eks. æde ikke de her hårde alger, vil de ikke så gerne have, men de her, vi kalder de bløde alger, vatalger og den slags, det spiser de med stor fornøjelse. De spiser vandmænd og brandmænd, og de spiser orme og muslinger og snegne, alt hvad de kommer i nærheden af. Det eneste dyr, jeg ved, de ikke spiser, det er dem her. Og af en eller anden grund vil de ikke spise søstjerner. Men krabberne, de er dem, der er blevet mange af. Og oveni, at vi har den almindelige strandkrab, så har vi jo fået to invasive arter her i området. De er ikke så store, de er op til et par centimeter i diameter over skjolden, men de hedder henholdsvis 'pinsel-klippe-krabbe'. Fordi at handen med pinselklippe-krabbe har ligesom en tot, hernede en tot, ligesom en lille pinsel, der sidder nede i glosaksen. Og så lever de på klipper, der hvor de kommer fra, fra Asien. Og så har vi en her asiatisk strandkrabbe, som ligner den anden meget, men ikke har den der pinsel. Dem har vi ikke haft i dag, men jeg tror, at den første dag fanger vi nogle enkelte af dem. Men hvis man går ud og fisker efter reger på lavt vand, hvis man har prøvet dem at gå og stryge reger, så er der altid nogle af de der små invasive krabber med, når man fisker her. Og kan man spise krabberne, hvis man fanger dem? Så skal vi op i en lidt større størrelse, hvis det skal give mening. Kød sidder i glosaksene primært, så sidder der selvfølgelig lidt kød eller muskler i benene, men inde i selve kroppen er der faktisk ikke noget at komme efter. Det er ikke ligesom en hummer eller en jomfohummer. Det er indvolde, det er gælder, det er kønsorganer. Der er ikke rigtig noget, men man kan bruge dem til at lave en rigtig fin bisk. Altså skære dem over, eller knuse dem mere eller mindre, og så stæg dem af, og så give dem noget væd og kog i, og så har man en rigtig god krabbebisk. Eller krabbesuppe kan det blive. Så det vil sige, at hvis man fanger de der krabber om sommeren og er ude at fiske krabber, at så er det faktisk en god idé at slæbe dem ud igen, som man normalt skal gøre, når man samler tingene op? Eller er det en bedre idé at man faktisk spiser dem Lars? Jeg vil jo spise dem. Du vil spise dem? Fordi vi har nok af dem. Ja nok af dem. Ja, faktisk for mange. Så man gør faktisk en god gærning ved at lave krabbebisk? Ja, det er lidt komplekst med om det er en trussel, men der er nogle forskere der er inde på, at de faktisk, der hvor de er rigtig mange, de graver sig ned i bunden typisk. Vi kan også grave ned og løsne ålgræsset, så det giver sig løs, og ålgræs har vi for lidt af. Ålgræssbæltet er jo et rigtig vigtigt opvæksted for fisk og rejer og den slags, og det er blevet reduceret rigtig meget, primært på grund af forurening. Så de der kæmpe sammenhængende ålgræsområder, vi har haft, specielt her i det sydfynske, de er ikke så store længere. 

Der er en masse forskellige krabsyr og den slags. Og hvis krabberne så er medvirken til at reducere det yderligere, så er det jo endnu en grund til at spise dem. Men allerhelst så skulle vi jo have torsene tilbage, så de kunne spise dem, så vi kunne spise torsene. 

Sådan er situationen ikke? 

Ja, så det vi har gjort, det er, at vi har taget noget vand fra ca. 5 meters dybde og noget vand fra overfladen. Her ikke så langt fra hvor vi startede. Og det er nede i den her balje nu, og hele ideen i det her e-DNA-metode, eller miljø-DNA-metode, det er, at alle organismer i kraft af deres livsprocesser afsætter DNA til omgivelserne. Og omgivelserne i det her tilfælde, det er vandet. Så lige hernede i, der har vi faktisk sådan et helt bibliotek af alt, hvad der er af levende, lige herudenfor. Jeg kunne godt tage hele den her spand vand med hjem, men det er rigtig svært at analysere sådan en kæmpe stor prøve, og det vil også være en lille smule besværligt ned i min rygsæk. Så der har vi faktisk sådan noget, jeg har taget sådan noget udstyr med her, som jeg har brugt for jeres hjæret til at vi skal have filtreet af det her vandet, så vi har kun for det her genet med, ikke alt vandet. Og vi skal lave to identiske prøver, det gør vi tit inden for forskningen, kan dobbelttjekke de resultater, vi får. Og der bruger vi sådan et her lille filter. Nogle tænker måske, det ligner noget nede fra lægen eller fra et hospital eller et eller andet. Det er faktisk noget, der er opfundet til at bruge i sundhedssystemet. Og så er der bare nogen, der fandt ud af, at hvis det ikke kan filtrere DNA i sundhedsverdenen, kan vi vide, om vi kan bruge det ude i naturen også, når vi er overvåget biodiversitet. Og så prøvede de det en dag. Og der er altså i det her hvide noget, jeg prøver at kigge på det her, i det her hvide, der er derinde i, Der er faktisk, det ligner lidt sådan noget papir eller sådan noget. Der er nogle bitte bitte små huller og sådan nogle små porer, hvor vandet kan komme igennem, men hvor det her frie DNA og cellerester, det bliver tilbageholdt. Og så skal vi bruge sådan en sprøjte her, til at sprøjte vandet igennem. Så dem skal vi også have to af her. Så øh, åh, jeres opgave nu er egentlig bare at, øh, få åbnet de her ting, suge 50ml vand op i sprøjten. Så kan man skrue filtret på, trykke vandet igennem, og det skal I gøre indtil, at vi har filtreret 1,5 liter vand, det vil sige 1.500 milliliter, eller så meget vi kan, hvor vi stadig kan presse vand igennem. Så hvis hver sprøjte er 50 milliliter, og vi skal op på 1.500, så skal man gøre det 30 gange. Så det er godt, at vi er nogle stykker til lige at hjælpe sig ad. Ja! Og så har vi taget den her spand med, så kan vi presse vandet, når vi presser det igennem filtrer, kan vi presse det herover, så vi ikke hælder det tilbage der, hvor det kom fra. Er I friske på det? Jep! Og så er det egentlig bare med at smøje ærmerne op og gå i gang. Er det godt at være sådan et hold med to ringers? Ja, det er godt at være nogle stykker, så kan man skiftes lidt, ja. For det kan godt blive lidt hårdt. Og det er altså rigtig smart, Øhm... Vi kunne se, det hele var i sådan en lille plastikpose heralber, man skulle bruge. Og den kan vi sende ud med posten, og så kan vi sende den til folk fra hele Danmark, som kan gå ud og tage vandprøver. Det er ikke alle, der lige har adgang til at komme ud med et skib, ligesom vi er heldige til i dag. Men, man kan gå ned på havnen, ned på stranden. Øhm... Og så kan vi få mange mange flere prøver, end forskerne ville kunne selv, Øhm... Hvis de selv skulle ud. og Marie, så de her brydder, dem giver vi videre til nogle gymnasiestuderende, som undersøger dem ikke også? 

Ja

Og hvad gør de? Hvad er det næste skridt? 

Ja, så DNA'et der, det er så småt, så det kan man altså ikke se med det blotte øje

heller ikke selvom vi ville putte dem ind i et mikroskop eller noget

så der er vi nødt til at bruge sådan nogle lidt smarte laboratoriumetoder så vi bruger en metode, der hedder PCR

og måske er der nogen, der kan huske tilbage fra, at der var en virusepidemi med corona for nogle år siden

at der skulle vi alle sammen have lavet PCR Og det er en måde, at man kan opdage noget, der er så småt, at man ikke kan se det. Så man benytter sig faktisk af, at man kopierer DNA'et, til at der bliver nok DNA, til at vi faktisk kan måle det med en maskine. Og det er ret avanceret, men... Altså PCR, er det ligesom sådan en kopimaskine, eller hvad? Det er faktisk en DNA-kopimaskine, ja. Og den kan man altså sagtens betjene, selvom man bare er helt almindelig skoleelev på et gymnasium. Så det er der masser og tusindvis af elever, der har hjulpet os med. Og på den måde får vi et super detaljeret overblik over biodiversiteten. Så det vil sige, at fordi at eleverne laver det her arbejde, så får I faktisk mange flere prøver end forskerne selv, vi kan tage? Ja, mange flere. Og vi får dem rigtig standardiseret. Altså det vil sige, at alle prøverne er ens. Prøv at se, hvor meget I gør, jeg er umage. Der er en, der tæller, der er en, der sprøjter, der er en, der gør det ene og det andet. Og på samme måde, når vi arbejder i laboratoriet, så arbejder vi på en nøjagtig samme måde. Og alle de mange elever, der hjælper os, de får en grundig træning. Og de får noget viden om det, de laver. Så de faktisk er i stand til at udføre det her arbejde meget, meget præcist. Så vi får rigtig mange data, men vi får også data af rigtig høj kvalitet, som vi faktisk kan bruge. Hvorfor gør vi egentlig det her? Det er virkelig godt spørgsmål. 

Jeg ved ikke, om du hørte noget om det, Lars fortalte ovenpå, da han stod og viste dyrene. Gjorde du det? Nej, nej. Det hørte jeg ikke. Han har lige et eller andet med klimaet og økosystemet. Noget med økosystemet, ja. Han viste nogle forskellige krabber, og så sagde han, at det her var en strandkrabbe. Men vi ved også, at der herude lever nogle forskellige andre krabber. Og der er nogle forskere, der for eksempel kan være interesseret i at finde ud af alle de forskellige krabber, der lever et sted. Fordi krabberne opfører sig på forskellige måder. De har forskellig betydning for økosystemet eller det lille område, de lever i. Men når vi sådan fisker derude, så kan vi ikke fange alle de dyr nødvendigvis, som lever der. Men med den her metode, så finder vi DNA fra alle dyrene, selvom vi ikke har fanget det eneste dyr nede i vores spand. Og det vil sige, at når vi analyserer det her DNA, så får vi at vide alle de forskellige krabber, der er. Så det er en måde, hvor forskerne kan få meget mere information. Og så kan man finde ud af, hvordan man i virkeligheden bedst skal beskytte naturen i sidste ende. Hvis man ved, hvad der lever, hvor, så kan man også bedre passe på det. Så det er faktisk det, vi gerne vil. Hvis man ikke ved, hvad der lever, så er det rigtig svært at finde ud af, hvordan man skal passe på det. Det er faktisk smart. Fordi man behøver slet ikke at fange noget. Fordi man kan bare tage DNA. Så det er faktisk smart, at man gør det her. Ja. Hvad synes du er smart ved det? 

At dyrene ikke skal være oppe af saltvandet i for lang tid. Det synes jeg også er rigtig smart. Især nogle af de dyr, vi gerne vil lede efter DNA fra, det er måske nogen, der er troet eller sjældne. Måske er det de aller sidste af deres art i hele landet. Og hvis vi så skal fange dem og hive dem op af vandet, måske er det dårligt for dem. Måske dør de endda, eller måske påvirker det bare, hvor nemt de har ved at klare sig. Så det her er jo drøn smart. Kan man sige noget om bestanden af de enkelte arter, ude for hvor meget DNA, der er af den enkelte art? Det er også et virkelig godt spørgsmål. Og det er noget, som mange forskere har været interesseret i at finde et svar på. 

Og indtil videre, så er det stadig ikke sådan entydigt. Fordi vi kan godt måle mængden af DNA. Så vi kan godt finde ud af, var der mere DNA fra kutlingen, end der var fra strandkrappen. Men betyder det så, at der er flere kutlinger, end der er strandkrabber? Eller betyder det bare, at kutlingerne har en livsstil, hvor de udskiller mere DNA end sådan en krabbe, der har et exoskelet, som måske har alle sine celler inde i skallen? Eller betyder det, at kutlingerne har været mere aktive, end krabberne har på den årstid? Så der er rigtig mange ting, der spiller ind. Så det er meget svært direkte at sammenligne. Men vi kan sagtens måle det. Så er det mere sådan en ander, eller anden der ikke? Ja, lige præcis. 

Vi kigger lige på den græbprøve, vi har fået op, som er mere mudret. Og så på det skrab, vi også tog herude på kanten til lunkebugten, på cirka 10 meters dybde. Så det kigger vi lige på nu. Se, det er lidt ligesom til en lækker budding. 

Kan I ikke huske en blodbudding? Det er faktisk også samme. Synes du, der ligner, Jens? Din fantasifar der var ikke noget, vi skulle lige kunne indenfor. Ja, det lugter også som en... Budden. 

Ej, hvad lugter det af? Jeg kan huske, at der var en af eleverne, der på et tidspunkt sagde, at det lugter ligesom det der vand på Island. Og det er jo sådan nogle svogelforbindelser. Altså det lugter af prudt. Jeg synes, I skal prøve. Det er jo ikke farligt i hvert fald. Prøv lige at lugte det. Det lugter ikke... Altså... Det er jo meget af prøve. Jeg tager en lugt til jer. Jeg tager i gerne. Ja. Man skal ret tæt på. Ja, det skal man. Hvad synes du, det lugter af? Sådan lidt henlagt slam. Ja, den er også godt. Men det er ikke slemt. Det er jo da ikke indbydende. Nej, det ligner ikke noget, der er indbydende. Og det, der giver den sorte farve, det er jo det organiske materiale. Og der, hvor det er lyst, der er det hiltet. Og der, hvor det er mørkt, der er det ikke hiltet. Formodent er der ikke noget liv i den del her. Men vi kan undersøge det lidt ved at prøve at skylle det igennem sigten, og se om der er noget tilbage. Så prøver vi at tage en prøve her. Uff. Nu kan du. Nu er der lige så meget, så kan vi ind. Det er et skam, det ikke kommer med på mikrofonen der. Vi tager den lige over i spanden her. Så tager jeg lige en pøs vand herovre. 

Nu siger du lige prøven, Lars. Nu siger jeg prøven, ja. Ja, det lugter rigtig skidt herovre. Ja, det lugter grimt. Og man kan se, at partiklerne er så små, at de lukker hullerne i dørslag. Hvilke partikler er det sådan? Jamen det er jo typisk... Og de helt små partikler er jo typisk rester af de mikroskopiske alger. Og de større partikler er så rester af makroalger. Og de dyr, der engang har været i havbunden herude, som nu desværre er væk. Og hvad er det du kigger efter, Jamen jeg kigger efter rester af de dyr, der engang var. Og det er jo typisk skaller fra muslinger, som vi har en lille stump af her. Og skaller af snegle, som er tilbage. Altså, fiskene har jo ikke efterladt sig noget sporet. De er jo bare svømme væk. Men de dyr, der ikke kan stikke af, når ildsvinden kommer, de må jo blive. Og muslinger og snegle, de er jo ikke særlig hurtige. Så de bliver tilbage og dør. Og så har vi deres kaldskaller liggende tilbage, som et minde om dengang, forholdene var anderledes. Sådan forholdene var i året rundt, at de her muslinger kunne leve her. 

Nu sker der det sådan i løbet af, da ildsvindet indtræder typisk sidst på sommeren og hen i efteråret. Og slår livet ihjel på et kæmpestort areal i det indre danske farvande. De sidste år er et areal, der svarer til Sjællands og Fyns størrelse. Til sammen. Så kommer efteråret, at vi får blæsevejr, vi får rørt op i vandet. Der kommer ildrigt vand ned til bunden igen. Og med kulden kommer der også ildrigt vand ned på den måde, at det øverste vand af. Når de er afkølt, så bliver de tunge og synker ned med ild. Så hen over vinteren og hen i foråret, langt hen i foråret, er der rigtig, rigtig fine ildforhold ved bunden. Der er for så vidt masser af føde, for der ligger alt det her rådnet og materiale, som kan spises af de organismer, der kan spise det, f. eks. ormene. Det der sker, det er, de her organismer rundt omkring i det indre farvande har, altså sneglene, muslingerne, krabberne, ormene, de er alle sammen yngler i løbet af vintertiden. Og deres ynglescyklus er sådan, at alle deres æg er fritsvømmende, det vil sige, at de flyder op til overfladen, og ude af ægget kommer en larve, som også er fritsvømmende. Så alle de her i virkeligheden bunddyr, alle deres afkommer, de lever i starten fritsvømmende, og driver på denne måde rundt med strømmen. Og på et tidsvømmende har været igennem nogle forskellige udviklingsstadier og har spist store af de her mange alger, så synger de ned på bunden og bliver bunddyr. Og der synger de måske ude i lunkebugten her, og der er ildrigt vand. Der er masser af æde af, hvis man er en snegle eller en orm. Så det er egentlig forholdene fint nok. Så går der to, måske tre måneder, så indtræder ildsvindet igen. Og det, der ligger til grund for ildsvindet hver eneste år, det er jo, at vi har et hav, som er meget, meget næringsstof. Rigt. Og det skyldes primært tab af kvælstop fra landbruget. Der er mange, der påpeger det med, at vi har spildevand, der løber urenset ud, og vi har også en rest i det rensede spildevand. Men det svarer til mellem 1 og 2 procent af det samlede udløb, eller samlede tilskud. Så det, der er den hovedkild, det er kvælstop fra landbruget. Spildevandestof fra landbruget i sig selv er ikke noget problem, bortset fra det gøder de alger, der er derude. Så alle de her mikroskopiske alger, som vi har i de øverste vandlag, de vokser og formerer sig i et tempo, så dyreplanterne, som vi måske lige har berørt en lille smule, de kan ikke følge med, de kan ikke nå at æde det. Algerne dør, synker til bunds og rådner, og når noget rådner, så bruger de ild. Så det er den korte variant af den, ikke særlig charmerende historie, det er altså et tabe næringsstoffer til havet, som forårsager algeropblomstring, som forårsager senere ildsvendt. Og det er det resultat, vi står og kigger på i, og vi kan stå og lugte til her. Og det har betydet, det har jo blandt andet betydet, at i et område som det, vi er i her, eller rettere sagt, hvis jeg refererer til min egen erfaring, og da jeg var færdig med folkeskolen i 1971, der var jeg fisker i seks år fra blandt andet Kære de Minde, og hvis man tæller op på det tidspunkt i 70'erne, hvor mange både der var, det her fiskerbåde der var, så var der i selve storbæltsområdet, fra Samsø i nord og lidt langs kysterne på Sjællandskysten, Vestkysten af Sjælland og Østkysten af Fyn og nede til Langeland, Der var der cirka 250 både på det der hedder 10 bruttoregistreton, og det var typisk to-mandsbåde. Så 500 mand beskæftigede bare på de både med fiskeri stort set året rundt i des farvand. Derne sagde kommet masser af mindrebåde, hvor man fisker med kroge, med ruser, med bundgarn og med nedgarn. Og på landet var der lige så mange beskæftigede med afdelete erhverv, Så både bådebyggerne, dem der lavede motorer, dem der solgte fisken, dem der reparerede de forskellige ting. Så det er ikke bare, at jeg taler om, at et hav er dødt og nogle fisk er forsvundet. Det er en kultur, der er forsvundet. Det er et erhverv, der er forsvundet. I dag er der fem både tilbage, hvor der tidligere var 250. Så i mine øjner er det jo en katastrofe, at det her har fået lov til at ske. Tak. 

Når vi snakker ildsvind i dag, så snakker vi rigtig meget om landbruget i Danmark, og det gør vi også ved god grund. Men det er vigtigt, at vi har nuancerne på plads omkring denne debat, fordi der er flere årsager til, at vi har et økosystem i vores farvand, som er kollapset. Jeg kunne rigtig godt tænke mig, hvis I går fra i dag, og så har fem årsager til, at vi har ildsvind og dårlig økologisk tilstand i det indre danske farvand. Og det hele hænger jo sammen med mennesker. Men det første, som vi tit overser eller ikke snakker så meget om, det er, at vi mennesker flyttet ind til byer og koncentreret i urbanisering allerede fra midtten af 1800-tallet. og i meget lang tid, faktisk så sent som helt frem til 90'erne, der har vi skyldet vores afføring direkte ud i vores indre farvand. Og det er jo bare en ret vild forurening, når 4-5 millioner mennesker, de lader det løbe direkte ud i vandet. En anden ting, vi gjorde, det var, at vi etablerede nogle ret store industrier. Under industrialiseringen, så lavede vi vores store fabrikker i byerne, men vi lagde dem også nede ved vandet, og det gjorde vi af flere årsager. Både fordi det var nemt at få råvarer ind, det var nemt at eksportere varene ud igen, og al vores spildevand, igen, det kunne vi lade løbe direkte ud i havet, og så så vi jo ikke mere til det, og det var rigtig nemt. Og det har vi jo gjort også helt frem til, altså ind i 90'erne. Lige herinde, hvor vi er sejlet fra i Svendborg, der lå for eksempel et kæmpestort slagteri, og hver gang, at de åbnede for sluserne, så var Svendborg Sund jo fuldstændig blodrød af slagteriaffald. Så det er jo en praksis, vi har haft, indtil vi begyndte at rens vores vand så sent som i 90'erne faktisk, for alvor. Og så en tredje ting, vi gjorde, det er, at vi har fisket rigtig intenst, som Lars sagde lige før. Så har der været i det her farvand her i det sydfynske øerhavn, har der været 200 fiskeskib i 1970. Det er altså rigtig, rigtig meget fiskeri. Og hvis det var, at økosystemet bare var helt oppe at spille, så kunne det måske faktisk godt bære så stort et fiskeri, fordi der er en kæmpe produktion af marint liv derude, når det fungerer. Men det, der skete i 50'erne og 60'erne, det var, at vi fik nogle meget fine fiskenet af plastik. Det var det nye, de var lette, vi kunne sejle med dem og bruge meget mindre brændstof, de var meget hurtige, og fiskene kunne ikke se dem. Så lige pludselig fik vi et ekstremt effektivt fiskeri sammenlignet med tidligere, og vi kunne faktisk tømme vores farvand, og det var det, der sådan set skete. Så man gik fra at have 200 fiskeskib til at have måske 30-40 stykker på 10 år der i 70'erne. Så det er altså urbanisering, industrialisering, overfiskeri, og da vi så havde fanget alle fiskene og ikke kunne ernære os ved det længere, så fandt vi ud af, at vi kunne da fange sten. Og det lyder skørt, men der i 70'erne fik vi faktisk et meget stort behov for at etablere havneanlæg i Danmark, fordi alle folk skulle ud og sejle og kunne pludselig komme det. Det var ikke længere en rimansport, fordi med produktion af glasvibrebåde, så kunne også den voksne, kæmpestore efterhånden middelglasse komme ud og sejle, og det ville man rigtig gerne. Og så skulle vi anlægge løsbådehavne, og de skulle have dækmåler, og der skulle vi bruge sten, og dem fiskede vi op. Og det vi ikke tænkte over, det var, at de der sten, det var jo der, hvor fiskene boede nede i vandet. Så vi fjernede simpelthen levestederne faktisk rigtig effektivt. Vi snakker om måske 85-90 millioner ton sten, vi fiskede op hen over 20 år, eller effektivt hen over 20 år der i 70'erne og 80'erne. Så nu har vi urbanisering, industrialisering, overfiskeri og stenfiskeri. Og så kommer vi til landbruget, som vi intensiverede helt vildt efter 2. verdenskrig, Da vi fik marschallhjælp, vi fik en traktor, pludselig så kunne vi dyrke jorden meget, meget mere effektivt. Og så kunne vi have rigtig mange flere dyr. Og alle de der dyr, de gør ligesom mennesker, de producerer afføring. Og i stedet for at rense den afføring, det har vi ikke nogen tradition for, så hælder vi det ud på marken. Det har vi nemlig tradition for som gødning og gylde. At fordringen er, at det skyller ud i vandet. Og den situation, vi har i dag, det er, at vi har gjort noget ved spildevandsrensning i høj grad. Der er ikke længere nogen, der fisker, kan man sige. Vi har lige indført et trålforbud her sidste år. Det hænger også rigtig meget sammen med, at der ikke er nogen fisk tilbage. Vi prøver at genetablere stenrev, og nu er det altså de her landbrugssignende, den her landbrugsproduktion, som vi er nødt til at gøre noget ved, og det er jo det, der sker i kraft af den grønne træpart. For vores farvand her i det sydsførtskødehavn, der drejer det sig om 40% reduktion af næringsstofftilførselen, det er virkelig en markant reduktion. Og jeg har travlt med at skælle ud på landbrug, og jeg tror det, vi har brug for, det er i virkeligheden at hæppe på vores landbrug, i forhold til at komme med på den her omstilling, som den grønne træpart er udtryk for. Vi har virkelig brug for at reducere udvastningen af næringsstoffer, så vi kan få et sundt havmiljø igen. Det vi gør i Geoparks sammenhæng, det er jo, at vi arbejder rigtig meget med at eller vi er kommet i gang med at arbejde med at genetablere stenrev, vi håber at skulle gøre det meget meget mere, men vi vil også rigtig gerne arbejde med at udplante ålegræs og etablere muslingebanker. Det der er med muslingerne, det er at de optager jo noget i den næring, som Lars har fortalt om her. Så i stedet for at den falder ned og dør og bliver til ildsvindsproducerende døn, så kan den blive til, i virkeligheden, muslinge biomasse. Som filtrator er muslingerne rigtig gode, så altså ålegræs muslinger, og så selvfølgelig stenrevne her, som en genetablering af de levesteder, vi har fjernet. Det er noget af det, der skal til. Så når I går herfra, så husk de der fem ting. Der er fem årsager til, at vi har et stort problem, og vi skal hjælpe vores landbrug til at komme ind på den her omstilling, som der er brug for. Men det her lyder jo meget dystert og mørkt, men det er også virkelig vigtigt at huske, at havet er meget tilgivende. Så snart de rette forhold er her igen, så snart vi får genetableret de rette forhold, så kommer livet tilbage. Fordi det er bare et andet sted derude, ikke lige herinde i de indre farvande. Man skal nok komme tilbage igen, så snart vi har fået genoprettet forholdene. Så der er håb. Der er mange, der spørger os, hvor lang tid tager det. Altså, hvor hurtigt kommer der liv igen på et stenrev, når man lægger det ud. Og det kan vi jo sådan set ikke svare på. Men det vi i hvert fald ved er, at hvis vi får gang i den omstilling, som blandt andet er aftalt i den grønne træpart, og får gennemført og implementeret de projekter, så er der en sandsynlighed for, at vi kan se markante forskel på kort sigt. Altså indenfor måske fem-tiere i horisont. Altså det håber vi rigtig meget på. 

Må jeg be om jer opmærksomheden en gang? Så er I kommet til Vais Anne. Jeg kan sige, Anne, tusind tak for I kom. Jeg er ked af verden, men I har gjort det rigtig godt, synes jeg. Jeg er formidabelt. 

Så fra vores side, tusind tak for I kom. 

Ja, og vi siger selvfølgelig også tusind tak, fordi I ville være med. Vi laver jo de her Geopark dage hvert år i henover Kristi Himmelfart. Konceptet ændrer sig en lille smule for år til år, men det I kan være helt sikre på, det er, at de her seriøgler med fylla, 

dem holder vi fast i, for dem er vi helt vilde med. Og så skal vi selvfølgelig lige nævne, at Geoparkens hjemmeside er geoparkø-havet, altså o-e-havet. dk, 

Og derinde der kan man finde under nyheder et nyhedsbrev, man kan tilmelde sig, 

Så man i god tid får besked om, at der er store eller åbne arrangementer, man kan melde sig til, ligesom det her i dag. Så tusind tak fordi I har været med, og tak fordi, at I fortæller til alle jeres venner og familie, 

Og med alt det fantastiske, der foregår her i Geoparkområdet. Og at de forhåbentlig vil være med til at virkeliggøre drømmen om en Geopark, også for fremtidige generationer. Og fortsat god weekend! Tak!