Gletsjere er mere end is. De er levende, knirkende kæmper, der over tusinder af år har formet fjelde, slebet dale og tegnet konturerne af det land, vi står på.

At stå foran en gletsjer er som at stå over for en gammel ven. Den har ligget her i årtusinder, gennem alle de liv, der kom før os. I lag af is gemmer den på frosne minder om tidligere tiders klima. Når de smelter, slipper tusinder af år gamle luftbobler fri og bliver en del af nutidens atmosfære. Vand, der har været bundet, bevæger sig igen – under vores fødder, mod fjorden, videre ud i verden. Fra Arktis til øhavet.

Og måske er det netop dér, forbindelsen ligger – mellem Svalbard og Danmark. For de kræfter, der i dag styrer Svalbards gletsjere, er de samme, som engang skabte vores landskab: bakkerne, dalene, øerne i Det Sydfynske Øhav.

I dette afsnit kigger vi langt for at forstå noget, der er helt nært. Til Svalbard, et sted hvor isen stadig arbejder, hvor fortiden ligger åbent i landskabet. Her kan vi få et indblik i, hvordan Danmark engang så ud under den sidste istid.

Vært er Line. Med i studiet er Lis Allart, forsker ved GEUS. Vi har begge studeret og arbejdet på Svalbard, og i dette afsnit tager vi jer med op til Svalbard,  i tanken i hvert fald, kigger på gletsjere og dykker ned i fortællingen om isens kræfter og om de dybe rytmer, der veksler mellem istider og mellemistider, og som stadig former vores verden i dag.

Hvad betyder et lille stenrev i det store hav? Og hvorfor skal vi bruge 10 millioner på sten? Det er det spørgsmål, vi besvarer i denne podcast, hvor vi tager dig med helt ind i maskinrummet og fortæller om, hvad det netop er for et projekt, vi har fået beviget fra Havnaturfonden her i 2025. 

Hvad indeholder projektet? Hvad er et stenrev? Hvorfor er det så vigtigt, at det bliver genetableret? Og hvilken betydning får det for Det Sydfynske Øhav på sigt? Det her afsnit er for dig, der vil dykke helt ned i, hvad det vil sige at lave naturgenopretning i Øhavet. 

Du kan læse mere om stenrevsprojektet ved Drejø her: https://www.geoparkoehavet.dk/nyheder/stor-saltvandsindsproejtning-til-det-sydfynske-oehav

Vi starter et sted, hvor verden rystede. En nat i Marrakech. Fem mennesker og tre danske geoparker samlet på en bunke puder, på en parkeringsplads, under stjernerne og blandt hundrede andre. Et uventet jordskæld. En nat fuldt af revner, både i vægge og i erfaringer. Men også en nat fuldt af fællesskab. Og det er netop det, vi vil undersøge i dag. Hvad fællesskabet i geoparker betyder. Lokalt, nationalt og globalt. 

Hvad vil det egentlig sige at være en UNESCO Global Geopark? Og hvordan hænger natur, kultur, formidling og udvikling sammen på tværs af landegrænser

Dagens gæst er Jakob Walløe Hansen. Formidlingschef i Geopark Odsherred, geolog, formand for Naturvejledning Danmark og en af Danmarks mest vidende stemmer, når det kommer til geoparker. 

Sammen tager vi på en rejse fra istidslandskaber og gulerødder til kirkespor i landskabet og geoparker i alle verdens hjørner. For at finde ud af, hvad geoparker egentlig fortæller os om den verden, vi lever i. Og om os selv. 

Som lyttere af denne podcast ved, gør det noget ved os at komme ud i naturen. Det vækker kroppen, det giver os sus af adrenalin, og det kan skabe store fællesskabsoplevelser. Men også ro og nærvær og en følelse af at høre til i naturen, her i Geoparken, på planeten, et godt sted i universet. Men for at vi kan få de oplevelser, kræver det, at nogen skaber rammerne for dem. 

I det her afsnit af Noget mellem Ørerne, taler vi med vores gode kollega og ven, Kewin Friis Kamelarczyk, som i mange år har arbejdet bag kulisserne for, at vi andre kan komme ud og mærke naturen helt tæt på. 

Vi taler om balancen mellem adrenalinsus og stilhed, om det vigtige samarbejde med lodsejere, myndigheder og frivillige, og om hvordan vi sammen skaber natur- og friluftsoplevelser, der er tilgængelige for os alle sammen. Og undervejs får vi et skønt, koldt gys. 

UNESCO er FN's Organisation for Uddannelse, Videnskab, Kultur og Kommunikation, og den 16. november i år fylder organisationen 80 år. Det er 80 år med troen på, at fred begynder i menneskets sind, og 80 år med bestræbelser på at skabe fredelige forbindelser mellem lande, kulturer og mennesker. 

UNESCO blev grundlagt i 1945 midt i traumet efter 2. verdenskrig. Én ting var, at vi for alt i verden skulle undgå flere verdenskrige. En anden, at selve det vestlige menneskesyn med udgangspunkt i 400 års koloniherredømme skulle ændres radikalt. Det blev det blandt andet i kraft af FN's menneskerettigheder, men UNESCO er i høj organisationen, som arbejder konkret med at skabe forandringerne. 

I dag er UNESCO bedst kendt for verdensarvskonceptet, som siden 1970'erne er udbredt på alle kontinenter. Men nye store udfordringer som klima- og biodiversitetskriserne melder sig, og UNESCO's blik for fred drejer sig nu i høj grad om at skabe fred mellem menneske og natur. Det er i den sammenhæng, at geoparkerne opstår, som forposter for lokalforankret bæredygtig udvikling. 

I anledning af UNESCO's jubilæum har vi ringet til en, der kender organisationen bedre end de fleste: Nemlig professor i Historie ved Aalborg Universitet, Poul Duedahl. Poul har brugt en stor del af sit liv på at forstå, hvordan ideen om UNESCO blev til, hvordan troen på uddannelse, videnskab og kultur som grundlag for fred, opstod ud af krigens ruiner. 

I dagens afsnit skal vi sammen tegne de store linjer fra efterkrigstidens håb til geoparkernes arbejde i dag. Velkommen til denne lidt særlige episode af "Noget mellem øerne" om UNESCO's 80 års jubilæum og om, hvordan freden stadig begynder helt inde i menneskets sind. 

I mere end 8.000 år har det Sydfynske Øhav været noget nær et ideelt havmiljø for store bestande af en lang række fiskearter. Ikke mindst torsk og fladfisk, som rødspil og pikvar. 

Fiskene har, siden Øhavet blevet til et Øhav, nydt godt af kombinationen af store, lavvandede områder med udstrakte ålegræsenge, perfekte til fiskeyngel, masser af stenrev og dybe render og bassiner, som yder beskyttelse for større rovdyr. 

Af samme grund har fiskeriet været en omfattende og vigtig kilde til protein og indtjening igennem 2000 år. Og et centralt erhverv indtil starten af 1970'erne, hvor der var op mod 200 fuldtidserhvervs-fiskeskibe. Derfra er gået stejlt ned af bakke. I dag er der ingen tilbage. 

I dette afsnit taler vi med Mogens Flindt, professor i marinbiologi på SDU og en af grundlæggerne af Center for Marin naturgenopretning. Vi er så heldige, at Mogens sidder med i Geoparkens videnskabelige råd. Og fordi han har fulgt udviklingen siden 1980'erne, spørger vi, hvordan det kunne gå så galt. Hvad er ildsvind? Hvad er det, der gør, at det marine økosystem, ikke bare i øhavet, men generelt i de indre danske farvande er kollapset? Og endnu vigtigere: Hvad kan vi gøre ved det? 

Midt i Svendborg ligger Naturama. Et museum, hvor man kan gå på opdagelse blandt fortidens kæmper og nutidens dyr. Her møder vi Stine Rasmussen, der er biolog og formidler på Naturama, som tager os med på en rejse gennem istider og forandringer, fra uldhårede mammutter og skovelefanter til de arter, vi kender i dag.

I dette afsnit af Noget mellem øerne taler vi om, hvordan klimaet altid har formet livet her i Danmark, og hvordan dyr og mennesker har tilpasset sig nye vilkår, hver gang isen trak sig tilbage. For selvom de store dyr for længst er væk, lever deres historier videre. I landskabet, i fossilerne og i den måde, vi forstår naturen på i dag.

På den sydlige del af Langeland mødes land og hav i et opgør. Her, hvor jorden engang blev vundet fra vandet bag høje diger og pumpestationer, står landskabet nu igen på tærsklen til forandring. For havet stiger, og det gør grundvandet også. Og langsomt minder naturen os om, at grænsen mellem land og vand aldrig har været fast.

I dette afsnit af Noget Mellem Øerne møder vi arkitekt Sara Chire Jensen, som i sit projekt The Sea That Shapes Us undersøger, hvordan vi kan lære at læse og fortælle landskaber på ny. Med udgangspunkt i det sydlige Langeland dykker hun ned i de inddæmmede jorders historie. Fra menneskets stolte ingeniørkunst til fremtidens nødvendige tilpasninger.

Sammen med Sara taler vi om, hvordan havet former os. Ikke kun fysisk, men også i vores måde at forstå naturen og os selv på. For måske handler fremtidens landskab ikke om at kontrollere vandet, men om at forstå, hvordan vi selv er en del af dets bevægelse.

Mellem bakker, bølger og bittesmå vandhuller gemmer sig historier, der rækker langt ud over det, vi ser med det blotte øje. Geoparken er ikke bare et landskab – den er et arkiv, en legeplads og en ramme for vores nysgerrighed, hvor vi finder spor fra både is, hav og mennesker.

I dette særafsnit af Noget Mellem Øerne er vi taget til Skovsgaard Gods på Langeland. Her møder vi naturvejleder Emil Sanderhoff, der tager os helt ned i vandkanten – til de små pytter og skjulte universer, hvor livet myldrer, når man giver sig tid til at kigge. 

Sammen undersøger vi, hvordan et vandhul kan være et vindue - både til naturens store kredsløb og til børns nysgerrighed. For i en håndfuld vand gemmer der sig haletudser, insekter og fortællinger om, hvordan alt hænger sammen. Så tag gummistøvlerne på, og kom med, når vi opdager, at selv det mindste vandhul kan åbne hele verdener.

Geoparken er ikke kun bakker og bølger, men et levende laboratorium, hvor natur og mennesker har skrevet lag på lag af historier. Her findes spor fra istidens kræfter, havets rytme og vores egne drømme og ideer.

I dette afsnit af Noget Mellem Øerne er vi taget til Skovsgaard Gods på Langeland – og her står den på både fisketur og plantesafari. Sammen med naturvejleder Emil Sanderhoff kaster vi snøren ud i voldgraven og ser, hvad der gemmer sig under overfladen. 

Vi fanger karusser, hører om gamle madtraditioner og lærer, hvordan selv en lille fisk kan afsløre nye sammenhænge. Senere går vi på jagt efter skovens hemmeligheder: giftige bær, blomster der kan spå om vejret og naturens finurlige forbindelser. Så kom med til Skovsgaard – til en dag, hvor fisketur og plantesafari bliver som et mikroskop ind i naturens hemmelige verden.

Lige uden for Svendborg, hvor motorvejen skærer gennem landskabet, findes en faunapassage, der betyder alt for nogle af de mindste skabninger, der lever her. For over bruset af biler har dyrene fået deres helt egen bro.

Den lille syvsover tilbringer op mod syv måneder om året i dvale og bevæger sig resten af tiden lydløst gennem krat og hegn på jagt efter blomster, bær og hasselnødder.

I dette afsnit af Noget Mellem Øerne møder vi biolog og forsker Thomas Bjørneboe Berg fra Naturama, som har brugt mange år på at studere og beskytte hasselmusen. Sammen med ham undersøger vi, hvorfor arten er så sårbar, hvordan den lever sit skjulte liv i trætoppene, og hvad der skal til for at bevare dens levesteder i det sydfynske landskab.

Fortællingen om hasselmusen er også historien om vores forhold til naturen. Om de små arter, der binder landskabet sammen og minder os om, at selv de mindste væsener spiller en stor rolle i helheden.

Midt i det sydfynske landskab ligger Rødme Svinehaver – et sted hvor jorden gemmer på historier fra både is, ler og liv. Her har istidens kræfter formet bakkerne, og under vores fødder ligger sporene fra de gamle teglværker, der engang hentede deres ler netop her.

I dag er Rødme Svinehaver et af geoparkens mest sjældne naturområder – et overdrev, hvor snoen soler sig på varme sten, engmyrerne bygger deres små tårne, og hvor vokshatte lyser som konfetti i græsset, når efteråret falder på.

I dette afsnit af Noget Mellem Øerne tager vi med biolog og naturvejleder Tue ud i landskabet for at forstå, hvordan jordens dybe historie hænger sammen med livets skrøbelige mangfoldighed. For her mødes geologi og biologi i et fint væv – og i hver tue, hver myretue, hvert strå gemmer der sig en fortælling om tid, forandring og forbundethed.

Stenene i Øhavet har aldrig bare været sten. For sejlere var de en trussel, skjulte skær der kunne knuse et skib. For kystens folk var de en ressource revet op fra havet og sejlet bort som det perfekte byggemateriale. Men hvad sker der, når naturens grundsten forsvinder?

Tag bare stenene ved Ærøskøbing Havn. Mange af dem begyndte deres rejse på Drejø, hvor de engang lå som en del af et levende rev under overfladen. Forestil dig gamle pramme, der sank tungt i vandet, læsset med sten, mens revene langsomt gik i opløsning.

I dette afsnit af Noget Mellem Øerne ringer vi til marinbiolog Mikkel Kehler Villadsen fra Aquamind, som netop er kommet op fra et dyk ved Madsens Rev vest for Drejø. Han har ledt efter et gammelt stenrev. Men er det der endnu? Og findes der stadig liv omkring det?

Samtalen folder sig ud fra ét rev til hele Øhavets skrøbelige balance. Om iltsvind, fiskeri og muslingebanker. Men også om håb. For havet kan hele sig selv, hvis vi hjælper til. Og når vi handler sammen, kan stenrev og økosystemer - måske - genopstå.

UNESCO blev født af krigens ruiner som et fredsprojekt – med den enkle idé, at fred må begynde i menneskers sind. At Svendborg i dag huser en FN-forpost midt i det sydfynske øhav, er derfor noget ganske særligt.

I dette afsnit af Noget mellem øerne følger vi trådene fra Paris’ marmorvægge til de sydfynske kyster og ser, hvordan geoparker er blevet en del af et globalt fredsarbejde. 

Vi taler om jordens ældste sten, om ydmyghed og ansvar – og om, hvordan en lille by ved Øhavet kan være med til at bygge fred. Ikke bare mellem mennesker, men med selve planeten.

Øhavet er formet af havet men også af de mennesker, der i århundreder har levet af at sejle på det. I dette afsnit af Noget Mellem Øerne dykker vi ned i den maritime kulturarv: fra de klinkbyggede både, der nu er på UNESCOs verdensarvsliste, til smakkejollerne, som engang var øhavets folkevogn.

Vi fortæller om værfter og søfart, om smuglere og fiskere, og om den viden og håndværkstradition, der stadig lever i træ, tovværk og gamle havne. For historien om øernes både er ikke kun fortid. Den er en levende forbindelse mellem landskab, kultur og mennesker.

Vi er tilbage i lasten på Fortuna, hvor lyden af havet og en svag gyngen minder os om, at alt her hænger sammen med vandet. Denne gang rejser vi 15.000 år tilbage – til et landskab uden hav, men med tundra, rensdyrflokke og de første spor af mennesker ved Ommel på Ærø. Flintstykker, formet af hænder, bliver til små tidsmaskiner i vores hænder, og vi ser, hvordan bopladserne gennem årtusinder måtte flytte sig højere op, mens havet langsomt men sikkert slugte skovene og dannede Det Sydfynske Øhav.

Fortællingen om istidens slutning, de skiftende klima-rytmers varme og kulde, og de naturlige dæmninger, der i tusinder af år beskyttede landskabet, bliver til en levende baggrund for spørgsmålet: Hvordan oplevede de første øboere, at verden under dem forsvandt i vand?

Og ligesom dengang er havet i bevægelse i dag. Stormfloden i 2023 viser, at Øhavet stadig er et landskab i forandring. En mini-Atlantis, hvor fortidens tilpasninger peger direkte ind i vores egen fremtid.

Kom med 50.000 år tilbage i tiden – til en kold sommerdag på toppen af Egebjerg Bakker. Her er der ingen hav, ingen skove – kun tundra, sten og is, og i horisonten trasker en flok mammutter forbi. Sammen udforsker vi, hvordan ismasserne under den seneste istid formede det sydfynske landskab, hvorfor der ligger sten overalt i jorden, og hvordan floder af smeltevand blev til nutidens sejlrender. Vi åbner en kasse fyldt med istids-souvenirs, ser på glimtende kinadiabasesten fra Sverige og taler om de kosmiske kræfter, der styrer jordens klima i rytmer på 100.000 år. Og vi spørger: hvad kan vi lære af istidens landskaber, når vi taler om klimaforandringer i dag?

Hvad vil det egentlig sige at være UNESCO Global Geopark? I dette afsnit af Noget Mellem Øerne går vi ombord på det gamle fragtskib Fortuna og dykker ned i fortællingen om Geopark Det Sydfynske Øhav. Vi undersøger, hvorfor netop dette oversvømmede istidslandskab er udpeget som geopark i verdensklasse, og hvordan geologien hænger uløseligt sammen med områdets kultur, historie og fremtid. Geolog Line Bruun Nicolaisen og sekretariatsleder Rasmus Elmquist Kasper ser på kriterierne bag udnævnelsen og den særlige sydfynske geologi.