Susi og Skrønemuseet på Lyø - del 2

Velkommen til Mit særlige sted, på sporet af det sydfynske øhav. 

I dag går turen endnu en gang til Lyø, en lille ø med store historier. Her møder vi Susi, der står bag øens vinurlige og forunderlige skrønemuseum. Og selvom fortællingen, du nu skal høre, rummer både død og radsel, skal du ikke lade dig skræmme. Børn er mere end velkomne på museet. For hos Susi er det hverken uhyggen eller mørket, der fylder mest. Men fortæller lysten, fantasien og særlig evne til at se lyst på de dunkle sidder af tilværelsen. 

Transcript

Track 2 0:04
Du lytter til mit særlige sted, på sporet af det sydfynske øhav. I dag går turen endnu en gang til Lyø, en lille ø med store historier. Her møder vi Susi, der står bag øens vinurlige og forunderlige skrønemuseum. Og selvom fortællingen, du nu skal høre, rummer både død og radsel, skal du ikke lade dig skræmme. Børn er mere end velkomne på museet. For hos Susi er det hverken uhyggen eller mørket, der fylder mest. Men fortæller lysten, fantasien og særlig evne til at se lyst på de dunkle sidder af tilværelsen. 

Track 1 1:08
you okay. Man tager fjens hoved. og så skar man drer op her fra is. og så ned til nakken. For nejt, meget forsigtigt krænger man så huden af kraniet. Det er lidt ulækkert, fordi der er sådan noget fedt og kød og sådan noget, man får med. Men det skal man skrabe af. Det er huden, man interesserer sig for. Når man så har fået huden af kraniet, så finder man en sten, der har næsten samme fæson som kraniet. Og den sten varmer man op til 250 grader. eller putter ind i bålet, hvis man er indianer, ikke? Og så tager man huden og putter ned over den her blåhede sten. Og så siger det psst! Og så klistrer det sådan helt ind til stenen, ikke? Og når det så bliver koldt, så kan man altså lige så forsigtigt ligge det af stenen. Og så finder man en ny sten, der er endnu lidt mindre end den første. Og på den måde kan man få et menneskehoved til at blive sådan cirka halvt så stort. 

Track 2 2:33
Det her var opskriften på at lave sit eget skrumpehoved. Susi, der fortæller, er tidligere radiotelegrafist og lærer blandt mange andre erhverv. I dag er hun selv erklæret skrønolog, mens Susis mand Viggo, der var langfartskaptajn, og stadig var i live, drev parret et lille søfartsmuseum fra hjemmet på Lyø. Men efter Viggo døde, overvejede Susi at lukke museet. For Viggo var der ikke længere til at vise, hvordan en sextant fungerer og hvordan man rikker et skib. 

Track 1 3:08
Men så var det mine unge, og de tog fat i mig mine piger. Jeg har tre piger. Og så sagde de, nej Susi, du skal blive ved med at fortælle historier. Og det begyndte jeg så på. Og det var egentlig rigtig, rigtig hammergodt, at de fik mig til det. Det er jeg meget taknemmelig for. Hvorfor? Fordi det er begyndt at udvive min horisont ganske betragteligt. 

Track 2 3:38
Indrene på Lyø kan være ganske kedsommelige. Men Susi brugte den kolde tid til at fordybe sig i bøger om hekse og historier fra de varme lande. Det gjorde hun også, mens Viggo var i live. Men tog på langfart og var væk i længere perioder. Da hun faldt over Karsten Jensens bøger, blev hun introduceret til fortællingerne om skrumpehoveder og en idé var født. 

Track 1 4:05
I den der hvide druknede, der beskriver han noget om, hvordan de marstalsøfolkene, når de kom ud til vestkysten af Sydamerika, nede ved Ecuador, så købte de nogle souvenirs med hjem fra nogle indianere, der lavede skrumpehoveder. Og de der skrumpehoveder, dem tog, altså det skrumpede menneskehoveder skulle det være. De der skrumpehoveder, dem tog de med hjem for at forskrække deres gamle mor. Altså de brugte måske de der skrumpehoveder som et symbol på det hårde liv, de havde ombord. Det var jo sådan lidt mere hardcore sejlades den gang, end det her velfærdsnod, vi fiser rundt med færgen. De var virkelig brave søfolk. De var modige, og de var ud for nogle forfærdelige ting. Og så var det ligesom, når de nu kunne have sådan noget med hjem, så ville folk sige, nej, forfærdeligt, ej, har I været der, og sådan noget. Så ville de få status. 

Og de der skrumpehoveder, de gav mig så inspiration til, at sådan nogen ville jeg også have. Og så ringte jeg jo til Marstand og spurgte, om de havde skrumpehoveder. Så sagde han, ja, det har vi. Ej, nu skal jeg ikke fortælle alle om de skrumpehoveder. Jeg tænkte, at det kunne også være, at vi skulle gå ud og se på nogle af dem. På skrumpehovederne? Hvad mener du? De er da ikke udenfor. Er de udenfor? Er de udenfor? Ja, det er der lige her. 

Vil du se dem? 

Ja, det vil jeg da. 

Jeg henter dem. 

De er lige her ude i køkkenet. 

Skal jeg gå med? 

Nej, nej, jeg er kommet. 

Tak. 

Du kommer med sådan en jordmortaske, ja. 

Som Viggo engang har købt til mig i Polen. 

Jeg tænker, det er sådan lidt i Sokrates-stil, ikke også? Han gik jo altid rundt med en jordmortaske, ikke? 

Nu skal jeg se, om jeg kan finde af jord. Jo. 

Jeg har tog sker, som jeg selv har laved. 

Ej, nu kommer den alligevel. med den historie, jeg gør. Ja, det er sgu god reklame. Ej, jeg ringte til Marsdal og spurgte, om de havde et skrumbehoved. Så sagde han, ja, vi har et, og det er lavet af en ged. Så sagde han, hallo, jeg troede, det var lavet af mennesker. Så sagde han, ja, men det viser sig, at rigtig mange af de skrumbehoveder, som søfolk havde med hjemme over fra Sydamerika, det var i virkeligheden fake. 

Og så tænkte jeg, det var alligevel mærkeligt. Men hvis de over på Ærø kan have et skrumbehoved, der er lavet af en ged, så kan jeg også her på Lyre. Det værste, det er bare, at her på Lyre, der har vi ingen gedder. Det har de over på Appernakø. Der er en dame over på Appernakø, hun hedder Gitte Gede, og hun har en restaurant, hvor hun sælger Gede, tarte lætter. Det smager altså rigtig godt, både med persiller og hvidløg og sådan noget. Altså, gedekød, det er slet ikke så tos, som det lyder. Men så ringede jeg over til hende, og så sagde jeg, du giv det næste gang, du skal slagte en ged. Må jeg så ikke få hovedet herovre til Lyre? nu er det bare det. En baggrundshistorie. At folk på Lyre og folk på Appernakø, de kan ikke fordrage hinanden. Jeg beklager, men dem på Appernakø, det er simpelthen nogle dumme svin, de stjæler med arme og ben. Det er noget så forfærdeligt med dem. 

altså, altså det stammer fra, at Appernakø folk, de vil have færden til at sejle den vej, vi vil jo have færden til at sejle den vej, så det kan man jo egentlig aldrig blive enige om, det er det her vel. Det er ret umuligt. Så der er evig konflikt. Så der er evig konflikt i det der forhold. Der er ikke noget at gøre. Så Gitte Ged, hun sagde selvfølgelig, nej, desværre, det kan jeg ikke læste gøre. Altså, hun vil jo gøre alt, hvad hun kunne for at spænde ben for et vært nyt, og spændende erhvervstiltag herovre på vores ø. Men så tænker jeg, aha, hvad har vi her på Lyre, som de ikke har på Appernakø? Jo, vi har nemlig rådyr. Det er de små rådyr, og det er jo cirka på størrelse med geder. Nej, de er sgu lidt større. Nå, men, så jeg har jo nogle gode kontakter. Jeg har nemlig, altså, på et tidspunkt, det er min karriere her på Lyre, jeg har virkelig haft mange forskellige jobs, men jeg har også været skolelærer. Og jeg havde en meget, meget sød elev, som hed Jens. Det var en meget, meget sød dreng. Og jeg havde ham fra børnehaveklasse til anden klasse. Og Jens, han blev jager, da han blev større. rådyr. Og så var det, at jeg skulle jo bruge nogle rådyrhoveder. Og nu er det det, vi har her på rådyr, cirka, ej, man kan ikke sige, hvor mange det er. Der er nogen, der siger, vi har 200, og der er nogen, der siger, vi har 50. Jeg ved ikke, hvad det er rigtigt. Men i hvert fald, hvert år bestemmer Jagtforeningen, hvor mange rådyr, der må skydes på Lyre, det år. Men det år, der skød Jens, mit gamle elev der, han skød træ i rådyr. Og jeg fik hovederne af dem alle sammen ned i mine dybfryser. Se, så havde jeg jo materialet, ikke også? Så manglede jeg sådan set bare opskriften. Og hvad gør du, når du skal bruge en opskrift? 

Ja, altså, jeg er jo så avanceret, ikke også? Så jeg googler. Selvfølgelig. Ja. Og hvis du googler ordet skrumpehoveder, så får du den nydeligste opskrift på, hvordan man laver et skrumpehoved. 

Track 2 10:57
Susi fulgte nøjsomt den opskrift, hun havde fundet på Google. Dem, som hun delte i begyndelsen af det her afsnit. 

Track 1 11:05
Mit første forsøg, det gik helt af helvede til. Det lugtede, og det rådnede, og alt muligt. Og Viggo, han sagde til mig, vil du ikke godt vente til til 

en gang, hvor jeg ikke er hjemme med at lave det næste, fordi det var ikke så lækkert, jo vel. Det kan jeg da godt forstå. Men, men, så, Så fik jeg i hvert fald, altså, det første smager ud, men det andet, det var så det her. Der kan du lige så tydeligt se rådyrets øjne, ikke? Ja. Og så kan du se, at her er det, der skal forestille næsen, og det, der skal forestille munden. Men nu er det på et rådyr og på et menneske, der sidder næse og munden jo ikke helt alene, eller helt på samme måde. Så derfor, så ser det lidt kikselt ud, vil jeg nok sige. Og så har jeg sykt den sammen for munden, og det er altså noget, man skal gøre i henhold til originalopskriften. Og det er altså, fordi, så kan vi kik, det er næt. 

Det er meget vigtigt, når man er en. 

Så var det, at jeg kom til at tænke på det der med, at der stod jo i opskriften, at man skulle bruge fjendens hoved. Og jeg kan ikke sige, at jeg var fjendt, men det rådyr, den blev jo lavet af, vel? Men så kom jeg til at tænke på, at det var jo egentlig sådan noget budo-budo-agtigt, når jeg var kommet til at lave, ikke? Og så kan der samtidig ske noget uhensigtsmæssigt. Og så lige pludselig kom jeg i tanke om, bare jeg nu ikke er kommet til at skabe mig en fjende ved det, at jeg har lavet det her. Det synes jeg var lidt upælt at tænke på, ikke? Altså, jeg synes ikke rigtigt, at jeg har nogle specifikke fjender. Det synes jeg ikke, at jeg har. Udover Avanakø-bordene? Ja, jeg er lige netop de der idioter over på Avanakø, ikke? Men altså, det er mere sådan en masse. Altså, men ikke nogen sådan specifikke fjender, det synes jeg ikke, at jeg har. 

Og så lige pludselig, så tænkte jeg, ej, det er mærkeligt, det der. Nå, det var sådan omkring 2015, det her, ikke? Og så, ja, jeg viste den jo bare frem for turisterne og sådan noget og fortalte den her lidt skægtelige historie og sådan noget, ikke? Og så kommer vi frem til november 2016. Der var Vigus døde i mellemtiden, men i november 2016 kan du huske, hvad der skete på verdensplan. 

Fuldstændig rigtigt. Og prøv at se det her skrumpehoved. Kan du se? Hallo, hallo? Den der næse, den der mund, og det der lidt røde hår heroppe, ikke? Kan du se? Åh, Gud Susie, hvad har du dog gjort? Et skrumpehoved af Donald Trump. 

Ja. Så det er... Hvad siger folk, når du viser den skrumpehoved? De griner, da. Det er også for sjovt og helt lækkert. 

Track 2 14:32
Hvis man tænker, at Skrønemuseet er for drabligt og for avanceret til små børn, kan man godt tro om. Susie har nemlig huset og haven fuld af museumsgenstande, som kan give fantasi til børn og barnlige sjæle. 

Track 1 14:47
Er det ikke den? Hvad er det, du har dernede? Var det ikke den? Det er en... De står sådan ved siden af hinanden. En croc-sko. Er det det, der hedder? En almindelig croc. En almindelig croc. Og så er det en lille bitte croc, der er sådan lavet til en... Jeg tror, det er meningen, at man kan sætte den på et køleskab eller sådan en lille bitte bide af. Men den står heroppegået. Så sætter jeg dem ved siden af hinanden herude på trappen. Og så, hvis jeg ser, at der er nogle børn, der opdager... Altså, det er kun hvis jeg ser det, men samtidig så ser jeg nogle børn, der opdager... Hov, det er en kæmpe stor croc, eller en kæmpe stor sko. Og det her, det er en lille bitte sko. Det er da mærkeligt, at de står sammen. Og hvis nu børn begynder at tænke på det der, så siger jeg, prøv lige at komme med her nede i haven, fordi der har jeg en troll. Og det er altså et gammelt mirabeltræ, som på en eller anden mærkelig måde, så kommer det bare til at ligne en troll. Og så tager jeg dem med ned, og de kan godt se, at det er en troll. Og så på en eller anden måde, så prøver jeg at aflede børnens opmærksomhed ved at sige til forældrene, nu kan I lige gå derover og kigge på de der dødssynder, der ligger oppe på det bord der, ikke? Og så står der børnene derover, og så skynder jeg mig og rende herop, og så udskifter jeg den lille med den rigtige makke til den der store sko. Og så stiller jeg dem, det er jo sådan, at når de kommer herhen igen, så kigger de. Og så siger jeg, nej, I har trollet mørkt der igen. Det kan jeg godt lide sådan noget, og det er jo sjovt. Susie, hvad giver det dig, at du får mulighed for at fortælle historier her på Skrønnemuseet? Hvad får du ud af det? Jeg får jo først og fremmest alle de her kontakter. Jeg synes også, at det er dejligt om sommeren, der er mange mennesker her. Og der får jeg gæster af en hel masse spændende mennesker. Der kommer hollænder, der kommer tysker, og der kommer nordmænd, der kommer svensker. 

og de fleste, det er nok danskere, det er der. Altså, der er godt nok også mange tyskere. Men de fleste, det er danskere. Og der kan jeg specielt godt lide, når der kommer børn og unge mennesker, fordi dem savner vi jo lidt på Lyø, unægteligt. Jeg har været lidt småt med børn, men nu har vi så her fornyeligt, der har vi lige fået et kæmpe boom af folk til Lyø. Det er fuldstændig fantastisk. Der er pludselig kommet 18 nye tilflyttere. Det er bare så vidt. Og mange af dem er børn. Det er de er de ti. Vi har fået ti børn til Lyø. og det synes jeg er noget af det sjovste. og de børg. de børg. det kan man altså børg. 

og det kan man ikke i sørg. så de derg er det er 3 svenske og syv danskere. fra 2 til 16 år. Hvad så god. Det er familien Fødegård, der er flyttet herover, som mange sikkert vil kende fra Søren Rys program. Ja. Ja. 

Så det giver noget godt til øen. Ja, det synes jeg det gør, fordi de der unge, de kravler rundt i træerne, og så lige pludselig siger de oppe i de høje træer, nede ved kirken, ikke? Og så: "Haaah!" "Haaah!" Og så bygger de huler rundt omkring, og sådan noget. Det virker meget, meget sympatisk. Kommer de også forbi Skrøjnemausset? Ja, de har været her, altså lige da de kom, der inviterede jeg dem jo ind, lige med det samme, da jeg mødte dem. Og nu her om lidt, der kommer den største dreng, han slår nemlig græs for mig. 

Du har det godt nok ved under lidt her, Susi. Ja, jeg bruger helt godt, ikke også? Skal du altid blive? Ved du hvad, det er så sjovt, fordi nu er jeg lige blevet 75. Når man bliver 75, så får man tilbud om en ældre konsulent fra kommunen. Og det synes jeg, "Nå ja, det kunne jeg da godt prøve." Så spurgte jeg nogle andre kone, der også var blevet 75, om de ikke ville have hende, fordi så kunne vi få hende over samme dag, ikke? Men nej, det ville de ikke. De sagde, "Det er bare noget med hjemmehjælp, og sådan noget." Nå ja, det havde jeg jo ikke brug for, men jeg tænkte alligevel, "Jeg, jeg var lidt nysgerrig og se, hvad det var." Og ved du hvad, så kom der sådan, en sød og interessant kone, som for øvrigt kendte mig fra gamle dage nede i Svendborg. Det er en helt anden historie, men altså... Vi snakkede bare om, hvordan det er at blive gammel, og hvad det hører med. Og sådan, nej, hvor meget det er godt. Og det var ikke ret meget, vi snakkede om det der med hjemmehjælp, men så kom jeg i tanke om, at det skulle jeg lige huske at spørge hende om, for det havde de andre jo sagt, at det var noget med hjemmehjælp, og så ville jeg da også lige komme ind på det. Og så siger jeg: "Jamen du, hvis man nu bliver rigtig gammel, og så man ikke rigtig kan være her på Lyre mere, måske fordi man har for mange trapper eller et eller andet. Så skal man så skrive sig med sådan en ældrebolig eller sådan noget inde i forborg, hvordan skal man så forholde sig? Og sådan skal man skrives op til sådan noget ældrebolig, have løg sig eller hvordan?" Så sad hun lige så roligt inde der, så kiggede hun rundt i mit hus, hun kiggede lidt ind i den grønne stue, hun kiggede lidt ude i køkkenet, og vi sad her ved spidsbordet, ik' jo? Og så siger hun, det var i vinters, hun var her, ik' også så siger hun: "Ved du hvad Susie, jeg tror aldrig du kommer herfra?" Og det blev jeg egentlig så glad for, at hun sagde: "Jeg blev så glad og jeg blev så stolt af at jeg bor her!" "Det synes jeg er fint." "Ja." 

"Det ville ikke gøre dig noget hvis du aldrig skulle herfra." Nej, altså jeg kan da helt ærlig, jeg har da nogle gange lidt slidgigt i knæene i hvert fald, og den der trap den er ikke helt ufarlig, specielt ikke når den bliver våget, men jeg kan da sagtens gå op og ned, og nu har jeg et toilet ovenpå jo, så jeg skal jo op og ned et par gange i løbet af dagen, så sagde jeg til hende: "Hvis nu at det bliver helt galt det der med mine knæer, og sådan noget, hvordan forholder man sig så?" Så sagde hun: "Så ringer du bare, så finder vi ud af noget." Så det er jo slet ikke særligt. Man er ikke afskort fra det hele, fordi man bliver gammel. 

Tvært imod, de kommer jo her til mig, ikke? Hallo, værsgo. 

Track 2 21:56
Tak fordi du lyttede med på Mit Særliste. Programmet er redigeret af journalist Anna Sterbo, og med musik af Peter Møller. Programmet er produceret af Foreningen Radio Geopark, og UNESCO Global Geopark

det sydfynske øhavn. Det er desuden udgivet som podcast med støtte for Region Syddanmarks Kulturpolie.