Regin fra Calendula på Nordlangeland

Velkommen til Mit særlige sted - på sporet af Det sydfynske øhav. 

I dag går turen til Nordlangeland, hvor jeg møder Regin fra Calendula Permakultur. Her bor Regin og Fie med deres tre børn. Fenja på syv, Vidar på fem og Folke på to. To bliver hjemmepasset, og bedsteforældrene hjælper til. 

Familien lever af at sælge grøntsager. 130 forskellige slags. Og sådan er de blevet rige på tid til hinanden, diversitet i haven og drømme for fremtiden. 

Hos Calendula er der ikke kun taler om en livsstil, men et stille oprør. Og en drøm om at styrke de små fødevarerproducenter og gøre sig lidt mindre afhængig af verden udenfor. Men som bekendt skal man starte et sted. For Regen og familien begyndte det hele med at grave et stort hul i haven. 

Transcript

Interview 0:02
Du lytter til mit særlige sted, på sporet af det sydfynske øhav. I dag går turen til Nordlangeland, hvor jeg møder Regen fra Calendula Permakultur. Her bor Regen og Fie med deres tre børn. Fienjer på syv, Fidar på fem og Folke på to. To bliver hjemmepasset, og bedsteforældrene hjælper til. Familien lever af at sælge grøntsager. 130 forskellige slags. Og sådan er de blevet rige på tid til hinanden, diversitet i haven og drømme for fremtiden. Hos Calendula er der ikke kun taler om en livsstil, men et stille oprører. Og en drøm om at styrke de små fødevarer-producenter og gø og gøre sig lidt mindre afhængig af verden udenfor. Men som bekendt skal man starte et sted. For Regen og familien begyndte det hele med at grave et stort hul i haven. 

Speak 1:14
Nu sidder vi her på to høbreballer ved sådan et vandhul. Ja. Hvad er det her for en sted? Det er jo her, hvor vi dyrker livet. Det er sådan en katalysator for 

biodiversitet. 

Det var noget af det første, vi fik lavet her til for at grave det her hul. Vand er jo vigtigt for alt form at få liv. Det er jo her, hvor insekterne starter deres fær. Og det tiltrækker jo så forskellige padder og fugle, som jo er med til at skabe en balance. Altså, hele vores sted her, det her var jo en gammel, mindre landbrug, som vi købte derfor i 2019, hvor det havde stået tom i 10 år. Marken herude var blevet lånt af en landmand i nærheden og har dyrket den med konventionelt hvide. Så alt, hvad vi ser her, det er noget, vi har skabt 

ud fra et tom lærred. 

Vores mål er jo at dyrke sunde fødevarer for os selv og for et lokalmiljø, 

hvor vi bruger, hvor vi inviterer naturen tæt på og prøver at få den der balance, som naturen er så fantastisk til at sørge for, med op i vores styrkningssystemer. Og derfor er sådan en, som det her vandhul, som ligger lige ved siden af vores markedshave, det er jo med til at få sparket liv i insekterne og fuglen og sådan noget, fordi de skal være med til at sørge for, at er der et angreb af en eller anden form for en, lige nu kunne det fx være bladlus, som trives rigtig godt lige her i de varme måneder. At det ikke kommer til at skade for meget, fordi at samtidig, så lige i hældene på bladlusene, så kommer der jo rovundtægten, svirfluerne, og kommer de jo og gnasker løs på dem. Og hvis svirfluerne begynder at blive for mange, så kommer deres fjender. Og den der balance, den kommer til at ske helt naturligt, hvis man bare får lov til, eller hvis man får inviteret naturen tæt på. Men er naturen altid hensigtsmæssigt til at dyrke afgrødder fx? 

Det kommer lidt an på, hvordan man arbejder på. Og der er det jo med permakultur, at det kommer ind som en god fordel. Hvis man har arbejdet med permakultur, så starter man ikke ud at tænke på, at jeg vil gerne dyrke gullerødder her på den her marge. så finder man først ud af, hvad er det for en jord, vi har med at gøre. Hvad er det en jordtype? Hvad har vi af vandstrømninger? Hvad er der liv allerede i jorden? Hvordan går vindene her? Har vi kraftig vind? Hvad har vi af insektryk, fugletryk, dyretryk? Hvilke planter vokser her i forvejen? Alt sådan noget. Det er noget, man skal indsamle af data. Og så skal man analysere det og finde ud af, hvordan kan man bruge det til det, man gerne vil. Og så finder man ud af, at her kan vi godt dyrke gullerødder, at her kan vi ikke dyrke gullerødder. Eller skal vi lige lovning justeringer, før vi kan dyrke gullerødder? Og så begynder man at etablere det, og så finder man ud af, hvordan man skal justere ind, hvordan det kommer til at blive så, at den natur og det lokalmiljø, man arbejder med, det arbejder sammen med en. Bare lige helt kort, for dem, der ikke kender permakultur, hvad er det? Permakultur er en form for en designstrategi, hvor man har taget lære af den måde, som mennesker næsten altid, indtil industrialiseringen har gjort til travle mennesker, jo har gjort, hvordan vi dyrkede jorden. Så man bruger mange af de gamle teknikker og metoder, og man har studeret naturen, hvordan naturen, hvilke mønstre, den arbejder i, og så har man strukket nogle redskaber ud, eller sammen ud fra det, og så har man lavet sådan en form for en drejebog til, hvordan man kan komme i mål med sine projekter. Og det started jo med at være meget omkring, hvordan man dyrker mad og sådan noget, men i dag kan også bruger på mange and and and other. med hvordan man styrer en økonomi, hvordan man arbejder i sociale kontekster. Hvordan kan det være, at det var det, I skulle, dig og FI, arbejde med permakultur, og lige her på Nordlangeland? Vi synes, vi vil gerne udbrede, at der er en metode, folk kan tage ved lære af, som er rimelig nem at håndtere, og let håndgribelig, og der er nogle nemme redskaber, man kan implementere i sit virke. Man kan jo tage det hele, og man kan tage noget af det. Der er ikke nogen, der siger, at man skal gøre det hele, eller gøre det hele rigtigt. Og det gør vi heller ikke, fordi nu kalder vi os selv et permakulturlandbrug, men det er ligesom meget for at udbrede, at der er noget her, som folk kan bruge i deres eget liv. Og hvorfor kom I hertil? Altså i 2019 flyttede I til Langeland? Og inden der havde I haft et lille landbrug på Sjælland? Ja. Altså vi startede jo efter at have været travlekøbenhavner, som de fleste unge mennesker jo nået at blive. og den ene dag slugt den anden. Og personligt så har jeg jo haft et meget sådan en ivrigtig oprør med noget af det etablerede system, som synes, at det syltede lidt for meget på det, der var godt for menneskets og klons trivsel. 

Til gode så desværre kun de fås interesser. 

og har prøvet i mange år at stemme, indtil jeg skulle se, at der skulle ske nogle forandringer. Vi har stået og demonstrerede og stået på barrikaderne. og synes jeg lige meget hvad der skete, eller hvad vi var med til at sørge for, der skete, så skete der ikke rigtig nogen af de ændringer, som vi gerne ville have. Så for mange år siden, og det kan jeg altså ikke huske, hvor mange år det er siden om, det er 15, 16, 17 år siden, kom jeg med den idé til Fie at sige, at jamen, hvis vi ikke kan redde verden, så må vi redde os selv. Så må vi prøve at se, om vi kan skabe det liv, som vi råbte op omkring, vi gerne ville se. Så må vi prøve at skabe det for os selv. Så havde jeg jo tanker omkring, jamen, hvis vi skulle det, så måtte vi kunne være frie mennesker. Vi måtte være uafhængige af andres valg. Fordi jeg er sikker på, at vi skulle til at gøre en masse valg, vi ikke engang kendte til endnu, fordi vi var så farvede af hele den måde at leve på, som vi er opvokset med, som vi skolede med, og som hele samfundet jo lever i. Og så tænkte jeg, hvis man skulle prøve, trække os ud af samfundet, ikke fordi det skal lyde som noget, at man fraskriver noget, men faktisk, at man giver sig muligheden for at tillære sig en masse ny viden, så måtte vi også kunne være selvforsyngende eller selvhjulpende så langt hen ad vejen, som vi kunne det. Og så kunne vi godt se, at så stod vi helt fra barbundet, fordi vi er jo bare almindelige skolede og lærere, og fået uddannelse og sådan noget. Man har jo ikke lært, hvordan man egentlig lever eller overlever selv. Så jeg tænkte om, okay, så tager jeg den på mig, jeg vil lære om, hvordan jeg dyrker min egen mad. 

Så jeg begyndte at læse om permakultur, og så var jeg solgt. Jeg havde læst om mange forskellige alternative landbrugsfilosofier. Permakultur, det er så videnskabeligt baseret, at det er fakta, hvordan alt det data, vi har omkring, hvordan naturen fungerer, det er det, der sætter rammen for, hvor vi som mennesker kan bevæge os indenfor. Jeg tror det er det. Det var smukt. Det ville jeg gerne lære mere om. Og så havde jeg læst og studeret og taget nogle uddannelser for det, og ville så meget gerne være med til at udbrede det budskab. Så efter tre år på Hegnsrup, så havde vi mod til at prøve af selv, og 

det var fire af jer. Og så havde vi et andet vendepar, der også havde lyst til at være med. Og vi købte så sammen med et landsted mellem Ringsted og Næstved. Og det var så langt, at jeg kunne få de andre tre med væk fra København, fordi de havde stadig en karriere i København, som de ville beholde. Og der startede vi med at lage det fri hosås, der fri. Vi g der vi er en med hos ang. Vi var en anden og os to par, og vi skulle af med det sted. Og efter et par år, så havde vi solgt det. Og Fy og jeg, vi var klar til at komme videre, og det vi havde lært på de to år, det var at for at vi kunne prøve nogle af de her drømme af, som vi havde med at skabe et nyt liv for os selv. Det vigtigste, det var en økonomisk frihed. Og det kunne vi simpelthen ikke finde på Sjælland. Det var, at alle steder var så dyre, vi kiggede på. Selv bare marker uden en bygning på var så dyre, så det krævede en form for et banklån eller en normal indtægt. Og det var jo ikke det, vi ville. Og så brugte vi en års tid, tror jeg, på at kigge rundt, hvad det ellers var, ikke. Og så fandt vi Langeland. Der var ingen af os, der rigtig kendte noget til det. Vi havde begge to kun været på øen én gang i vores liv forinden. Vi vidste, at det var smukt. 

Og så fandt jeg, simpelthen det sted, vi har købt nu, fandt jeg det på nettet. 

Perfekt. Vi havde mulighed for at købe det, uden at skulle have lån i banken. Der var et gammelt bondehus, som vi kan bo i. Vi bor der stadigvæk. Tanken er, at vi skal bygge et andet hus, som er sund at bo i og nogle sunde materialer. Noget, som lever op til de værdier, som vi ønsker. Vi kan bo der til at starte med, mens vi gør de udendørsprojekter færdige først. Det er heller ikke noget sådan et kortsigtet projekt, det her. Det er noget, der tager tid, tænker jeg ikke også, at skabe. Vi havde jo ikke tænkt, at det overhovedet når det bliver færdigt. Og det kom det hele set ikke til, fordi vi vokser jo med det år for år. Så at vi startede med at tænke, at vi skulle være selvforsyndende, er jo nu blevet til, at vi har en forretning af en grønnsatsproduktion, som vi kan leve af som familie. Og som hver år udvider sig, nu er vi ved at lægge en mark til, så vi kan udvide endnu mere. Og ikke fordi vi ønsker at være store, men vi ønsker at være så store, så er det bæredygtigt, at vi kan lønne nogle mennesker, så vi kan være flere om at tage det hårde slab. For vi kan se, at vi har fat i noget her. Vi skaber nogle sunde lokale fødevare, som er efterspurgt og eftertragtet. Og samtidig med, at vi har lært at gøre det, så har vores medmennesker her på Langeland jo også lært om det og lært at bruge det. Så samtidig med, at interessen vokser, så vokser vi også. Er der andre, der er begyndt at dyrke permakultur, som jer? Der er flere, der bruger permakultur i forskellige sammenhænger, men den måde, som vi bruger det sammen med markedshavedyrkning, hvor vi dyrker de her 130 forskellige grøntsager, som vi sælger på umiddelige markeder, det er der ikke rigtigt på Langeland. Men vi vil meget gerne hjælpe til, hvis der er nogen, der har lyst til at gøre det på Langeland, for der er brug for flere. For vi ønsker jo, at vi ikke skal forsyne hele øen eller hele Sydfyn, vi ønsker, at lokale samfund skal samle sig omkring små fødevareproducenter, grøntsager, kødeproducenter og hvad vi ellers har brug for. Så vi får et robust fødevarssystem. Jeg læste, at da I kom hertil der for seks år siden, og I startede med at sælge i grøntsager, så var det beskedent, hvad I kunne levere der på markedet. Nu har jeg selv været vidne til, at folk står i kø om lørdagen der på markedet i Rødkøbing og i Lohals, ikke? Jo, det er jo helt surrealistisk. Når jeg snakker med mine markedsagerkolleger rundt omkring i landet, så er de også helt vildt. Altså, kan det jo lade sig gøre, at folk står i kø henover i den markedsdag på tre-fire timer, så er der jo kø. Folk står gerne i kø en halv time for at komme ind og købe grøntsager, ikke? Og det er jo, altså, ikke fordi vi ønsker, at folk skal stå og vente så lang tid, men der er simpelthen, altså... I kan konstatere, at der er efterspørgsel på jeres produkter. Hvad betyder det for dig? Jamen, det er jo motivationen og glæden til, at man har lyst til at gå videre med det, fordi det er jo et slidsomt og hårdt arbejde, som man måske jo vil kunne boge under for at få arbejdspresset. Men I drømte om at blive selvforsyngende. Nu er I mere end det. Hvad betyder det, at have nået den drøm? Altså, er det lige så godt, som du havde håbet? 

Ja, men det er det jo. Men det er jo det, jo længere man når ud af den vej, hvor man finder måske mere indpas i ens naturlige rolle her på kloden, så jo mere finder man ud af, at der også er flere ting, vi kan gøre. Så det er jo ikke sådan, at se et mål er nået. Hvert imod, så er det jo, hver gang vi når et lille mål, så er det jo flere opgaver, der åbner sig foran os. Hvad drømmer I om nu? Jeg drømmer om at være med til at skabe en sund fødevareforsyning, som er lokalt forankret. Nu gør vi os rigtig meget i at dyrke, i at sælge det, men jeg ønsker også at være med til at udvikle grøntsager sårter, nok, som er egnet til det langelandske klima, og som jo også er i forandring. Jeg ønsker, at vi skal blive mindre afhængige af udfødkommende faktorer, som nationale og internationale faktorer, som jo er styret af nogle helt andre økonomiske interesser. Det her, når det er fødevare, er så vigtigt en del for vores velvære, vores sundhed. Så skal det være dyrket, det skal ikke nå at rejse, det skal være mulighed for, at man spiser noget, som er høstet samme dag. 

Det var sådan, det meget store perspektiv, kan man sige. Hvad med det helt nære lige her? Altså, I arbejder i jeres egen butik her på Marken og går med fingrene i jorden og under himlen med jeres børn, der også er hjemme. De fleste af dem. Ja, der er en i skole. Ja, tre børn. Ja, vi har overgivet os, kan man sige, at sende en i skolen. Ja. Hvad betyder det for jer, at I kan gøre det? Jamen, det betyder alt, fordi der er jo mange ting, som I kan se, at der er en usund udvikling i den måde, som samfundet i Danmark eller det mest af den vestlige del af verden er, det er jo, at vi fjerner os fra hinanden. Vi glemmer hinanden. Vi glemmer hinandens behov. Vi bliver fremadgjorte. Vi bliver sofa-krigere. 

Der er så meget fjendskab i verden skabt på grund af, at vi ikke forstår hinanden, og vi ikke giver os tid til at lære hinanden at kende. Da vi flyttede fra Sjælland, så skulle jeg finde et andet sted, så sagde jeg til mine folke og min far. Han var lige noget pensionsalderen der. 

Og spurgte dem, hvad de kunne have interesse i, om vi skulle finde noget sammen. Der var vores ældste datter, som nu bliver otte år her lige om lidt. Hun var halvanden år, da vi flyttede fra Sjælland. Det var min forældres første barnebarn. Så det gav jo også et trumf i ærmet. 

Min tank omkring det der med, at den måde, som vi ellers jo tager os af vores gamle forældre i samfundet i dag, og vores børn netop, det er jo, at vi sender dem i en form for en institution, om det er dagpleje, børnehave, skole, alderdomshjem og sådan noget. Vi fjerner dem fra os selv, for at vi kan have råd til at skabe det liv for os egomennesker. Ved at vi tunser afsted på arbejde, knokler derudad for en dag dø alene igen, fordi at vores børn vil gøre det samme. Og det er jo ikke sådan, vi har gjort førhen. Og det er ikke sådan, man gør i mange andre dele af verden, hvor man jo ikke ser profit som det højeste 

mål i livet. 

Jeg spurgte jo mine forældre, om de ikke ville være med til, at vi fandt noget tættere på hinanden. For jeg tænker, at jeg ønsker, at mine forældre skal have et godt liv, også når de bliver ældre. Og jeg tænker... Hvad holder mere gang i ældre mennesker end små børn? Det må være det, der forlænger livet for dem. Og børn har brug for at lære erfaringer fra alle mulige aldersgrupper. De har brug for at lære børn at kende på samme alder. De har brug for deres forældre lærer fra deres forældre hele dagen. De har brug for deres bedsteforældre og ældre mennesker. Og få noget viden og få noget den ro som de giver. Jeg sager til at fremfor at vi glemmer enderne, så lader enderne mødes. No way, mine forældre tog ikke mange dage, og så havde de sat deres hus til salg. ero oppe i Vestjylland i Ty Og så var de klar til at de skulle med os, hvor vi så skulle hen. Da det så blev langland, så tænkte vi, at okay, så var løbet kørt. Der ville de nok ikke følge med, men indenfor et år efter vi var flyttet hertil, havde de købt et hus op i udkanten af Snøde, som ligger her et par kilometer ude. Så de bor her i gåafstand. Det tager et kvarter at gå op til dem. Og de hjælper til med børnene. De hjælper til i landbruget. Og det er jo sådan, det skal være. Altså, det har skabt en helt anden form for en dynamik. Og det hjælper os. Altså, jeg vil sige, vi ville også have utroligt svært ved at leve det liv, vi kan gøre, hvis vi ikke havde haft den mulighed. Fordi så måtte vi jo tytte til nogle andre former for lidt mere fjerne hjælpemidler, ikke? Nogle institutioner. Så det jo, det hjælper os, både os, Fie og jeg, det hjælper vores børn, giver dem noget meget vigtigt, noget meget sundt. Og det giver mine forældre lige så meget. 

Interview 23:03
Tak, fordi du lyttede med på mit særlig sted. Programmet er redigeret af journalist Anna Sterbo og med musik af Peter Møller. Programmet er produceret af Foreningen Radio Geopark og UNESCO Global Geopark, det sydfynske øhavn. Det er desuden udgivet som podcast med støtte for Region Sydlandmarks kulturpolie.