Lars Hillerup ved kysten i Skårupøre

Velkommen til Mit særlige sted - på sporet af det sydfynske øhav. 

I dag skal du møde Lars Hillerup, der har taget mig med til Maggårds Odde ved Skårupøre. Det er virkelig et særligt sted. Den stejle kyst gør, at man kan sejle helt op til strandkanten, eller springe direkte i dybt vand, uden at skulle spilde tid på at soppe. 

Lars er 71 år, tidligere naturskolelærer og fiskerimedhjælper, og så er han medstifter af Svendborgsund Havhave, hvor de dyrker og høster tang og blommerslinger til privatforbrug. 

Som barn lærte han at sejle, før han kunne cykle. Han har levet hele sit liv i tæt symbiose med havet, med en af afgrundsdyb fascination af, hvad der gemmer sig under den blå overflade. 

Transcript

Interview 0:04
Du lytter til mit særlige sted på sporet af det sydfynske øhav. I dag skal du møde Lars Hillerup, der har taget mig med til Magårdsøde ved Skorpøer. Det er virkelig et særligt sted. Den stejle kyst gør, at man kan sejle helt op til strandkanten, eller springe direkte i dybt vand, uden at skulle spille tid på at soppe. Lars er 71 år, tidligere naturskolelærer og fiskerimedhjælper, og så er han medstifter af Svenborgsund Havhave, hvor de dyrker og høster tang og blommerslinger til privatforbrug. Som barn lærte han at sejle, før han kunne cykle. Han har levet hele sit liv i tæt symbiose med havet, med en af afgdomdyb fascination af hvad der gemmer sig under den blø overflade. 

Speak 1:14
Hvordan kan det være, at det var her, du syntes, vi skulle mødes? Jamen, det kom sådan til mig på en måde. Det kunne også have været andre steder, nemlig. Der er mange dejlige steder hernede. Men magos øjet, det faktisk har jeg brugt rigtig meget i forbindelse med min undervisning, da jeg arbejdede på Svendborg Naturskole. Hvor jeg var ansat fra 1987 til 2021. Og jeg er, eller efter, indt folkeskole, tredje real i 1971, da jeg vidste ikke, hvad jeg skulle lave. Og så blev jeg fisker, erhvervsfisker, som medhjælper. Det der med fiskeriet og salassen, har altid været en del af mit liv. Han er helt fra, jeg var helt lille. Hele familiens liv, faktisk. Mit far var bådebygger. Og byggede den pram, vi lå og sejlede rundt i. På Odensefjord. Så derfor var det meget naturligt. Når jeg nu ikke vidste, hvad jeg specifikt ville, at det så blev et job som fiskeriemærhjælper, og ikke landmand eller lindøarbejdere, eller hvad det ellers kunne have været. Og da jeg så begyndte hernede i 1987, der havde jeg jo min fiskerierfaring med. Så jeg tænkte som en del af de underviklingstilbud, som Svendborg Kommune, eller Svendborg Naturskole tilbyder, der udvidede jeg så med noget, jeg kaldte fiskeri. Vi har altid haft meget fokus på det med havet, altså hvad er det, der lever i strandkanten her. Hvad er det, der lever ud ved den åbne kyst, hvor vi er her, i forhold til en babemag også øje, hvor det er mere lavvandet og stille. men jeg udvidede det så til også at omfatte, hvad er det, vi kan fange sådan en spisefisk. Så vi fik på et tidspunkt købt en jolle til Naturskole, når jeg begyndte at sætte ruser og garn, som eleverne så i små hold var med ud og hente ind, når de kom dagen efter jeg havde sat dem. Og der er Magros øje et helt fantastisk sted at sejle ud fra, fordi man kan sejle helt op i strandkanten, når man kommer ud på spidsen. Du kan se her, der er meget, meget lavt. Der kan vi ikke sejle ind, men det kan vi, når vi kommer længere ud, så er kysten meget, meget stejl. Og det vil sige, at vi kan uden problemer sejle op i strandkanten og sætte elever af og tage elever på. Så sådan en dag på Naturskolen med et emnet fiskeri, den bestod altså i, at det skulle komme med mig ud i mindre grupper. Men dem, der også var ladt tilbage, de kunne så gå i gang med at undersøge, hvad lever der på det lavvand? Og de gik i vader, så støj med, eller fiskede med regnet og mindre net. I løbet af dagen fik vi samlet et bredt udsnit af det liv, der er på det lavvand. Og vi fik også fanget nogle fisk. Og så endte vi altid på Naturskolen, hvor fisken blev gjort klar. Vi havde renset den på stranden herude. Men så tilberedte vi det så. Røde makraller i ovnen, eller kogte rejer over bålen, eller hvad det nu kan være, vi havde fået fat i. Hvad giver det de elever, at komme ud og få den oplevelse? Ja, altså udover det for langt, langt de fleste, er en sjov og en god oplevelse, og for mange vedkommende i hvert fald en anderledes oplevelse, end de er vant til. Så giver det jo sådan rent læringsmæssigt. Man kan sige, det med at komme ud og få hænderne i tingene, og mærke vandet, klemme vaderne sammen, og se fiskene, der bliver halet op med nettet, og faktisk lære at skære hovedet af en skrub og flå skinnen af den. Det er jo ikke ting, de kommer til at møde i det daglige. Og det er sådan nogle ting, som netop når man får mulighed for at stå og håndtere det selv, arbejde med sin krop og bruge sine sanser, så er det jo også ting, der bliver hængende. Hvis det lykkes sådan en dag med 3-4-5 timers besøg på naturskolen, uanset om det så er det her emne, hvor vi fiskere, eller om det er en tur i skoven, hvor vi kigger på forårsplanter, eller lytter til fugle, eller hvad vi nu gør, så er jeg slet ikke i tvivl om, og det kan vi jo også høre på de tilbagemeldinger, vi har fået, at det er et væsentligt bidrag til den undervisning, som foregår i skolerne. Hvad har det betydet for dig, og nu har du haft et arbejdsliv og en karriere tæt på naturen. 

Hvilken betydning har det haft for dig? Først og fremmest har det været en enorm privilegie, at få lov at få et job som det her. Det havde jeg egentlig anet sig om. Jeg anede ikke, at det fandtes der aleste lærer, og blev opmærksom på det på et tidspunkt. At naturskolen fandtes, og så tog jeg ned og snakkede med den dæbjerne leder, og ham, der startede naturskolen i sin tid, Kurt Sabet, Og vi fandt ud, at vi nok kunne blive et fint match, hvad vi også blev, og i starten var det en kombination, hvor jeg så havde timer på naturskole, men også havde timer på skorpskole hertil, og Kurt tilsvarende havde nogle af sine timer på, det daværende skorpsimilarium, men over tid blev det to fuldtidsstillinger, og det har været et helt fantastisk privilegie. Det var ikke rigtigt svar på, det du spurgte om, men i forhold til, hvad det har betydet, jamen det har betydet, at jeg har haft et virkelig, virkelig dejligt arbejdsliv. Men har jeg rett i, hvis jeg går ud fra, at dit arbejdsliv også overlapper med fritidsinteressen? Ej, men det ligger jo meget, meget tæt på hinanden. Det er ikke rigtigt. 

Og det har det har det altid gjort. Som sagt, jeg fiskede jo. 

Jeg havde gang til en båd, før jeg havde gang til en cykel, og fik lov til at sejle rundt på uden til fjord som seks år allerede i den her lille råbåd og sætte de ruser, som jeg fik af naboen. 

Og det har altid betydet rigtig, rigtig meget. Er du bare helt vild med at spise fisk? Jeg er ikke vild med at spise fisk, men jeg er først og fremmest vild med at være derude. Altså, jeg kan godt lide at fiske dem, og jeg kan rigtig godt lide at spise fisk. Men det er jo meget mere end det. Det er jo, det at være i det overhovedet, at være i naturen, og være i den del af naturen. Og det marine har altid bare tiltalt mig enormt meget. Hvorfor? Jamen, jeg tror det har noget at gøre med, at jeg er vokset op og jeg er vokset op. Og så er der noget specielt behavet, når vi nu kigger udover her, så kan vi godt se der er noget, vi kan se havbunden her, vi kan se sanden og vi kan se ålgræssbæltet her. Og de store blæretang, der stikker op. Men når vi kommer lidt længere ud, så kan vi jo faktisk ikke se noget, og hvis vi lå derude i båden, kunne vi heller ikke se noget. Og så er der jo noget mystisk og uset, under den havroverflade, som jo i hvert fald fascinerer mig. 

Kan I sidde her? Jo, nu blev der også stille. Her i duften af malurten. Hvorfor det undre har jeg? Kender du den? Her dufter malurt? Kender du noget malurt? Altså, jamen, sådan som noget, man siger, ikke? Nå, jeg har malurtet. Du skal jo ikke putte malurt i bæret. Lignende har det. Den er jo meget besk. Og det er derfor, man siger det. Altså, malurten i bæret giver noget, der smager besk. Men man laver jo også, det der hedder en bitter. Altså en dram på malurten. Man plukker de her friske skud, og så hælder man derovre med en vodka eller en brændevin uden krydderier, ikke? Og så trækker den essence ud, eller så trækker den og stopper ud. Og så får man malurtbitter, som man kan indtage på forskellige vis. men det er sådan en af de helt klassiske danske bitterer. Og tilagt, altså uordentligt, forskellige selvfølgelig. Og alt muligt gode egenskaber i forhold til dit helbred. Jeg kan ikke huske, hvad den kan længere. Men det er typisk noget med maven, og den slags, som mange af de her bitterer man laver, de kan korere. Og nu har vi jo lige talt om, at du... For meget kraftig lugten. Men Lars, du er 71 år. Ja. Og du ligner en gen på 71, er det fordi du har spist meget malurt? Nej, det er heller ikke fordi, jeg har drukket mig malvurtsnaps. Men jeg tror lige fordi, jeg... Nej, jeg ved det jo ikke. Jeg tror, der er noget genetik. Jeg kan huske min morfar, som blev... Jeg tror, han blev 93. Så jo utrolig ungdommelig ud. Helt oppe i høj, høj alder. Og bare er dræt. Og på min mors side, der er folk blevet gennemgående og blevet ret gamle, faktisk. Så jeg tror lidt... Det er altså blevet en blanding af noget genetik og sådan noget. Altså, jeg ved det jo ikke. Men marin kost, ved vi jo. Meget marin kost, det ved vi er sundt. Altså fisk? Fisk og tang og skalddyr, alt hvad der kommer fra det marine. Måske ikke de store pattedyr, altså vaderne og salerne. Men alt det, du lige nævnte, skalddyr og muslinger, snegle, krabber, rejer, de forskellige fiskearter og tangen. Det er alt sammen sundt. Er det din diæt? Nej, det er ikke min diæt overhovedet. Men det er en bevidsthed, jeg har. viden, jeg har om det. Og jeg prøver på altid, når vi kommer til at snakke om det. Gøre folk begribelige. Blandte på de tre dage, eller de tre dage, jeg lige har været med fylder her, hvor jeg har sejlt sammen med, eller hvor der er ved i 8. klasse med ude. Og vi har selvfølgelig fået noget tang med op, når vi har taget nogle prøver fra havbunden. Så har jeg stået og spist sukkertang. For øjnene af dem, for at vise dem det her kan man godt. Og så fortalte dem det der med, at de her tangarter de indeholder. Hvis de gerne vil spise noget, der er sundt, så får de jo tit at vide. Du skal spise spinat, hvis du skal have hjerter. Du skal spise salat, du skal spise gulrør, vitaminer osv. Men tangarterne indeholder op til 10 gange så mange af de her forskellige sporstoffer, mineraler og vitaminer, som landdlander gør. Og du er i vores medstifter af havhøst. Ikke havhøst, det er vores moderorganisation, kan man sige, men altså det der hedder Svendborgsund havhave, ja. Hvad går det ud på? Jamen det går ud på at i udgangspunktet dyrke blåmuslinger og tang til 

ja, til vores egen fornøjelse og forbrug. Der er ikke noget kommercielt dit overhovedet. Det er jeg faktisk inspireret af, netop Havhøst. Havhøst er i dag

jeg tror det startede som en enkelt dyrkningsplatform

en dyrkningsenhed i Københavns Havn

og de kaldte sig Havhøst, og den organisation, der var der omkring den

den forening, der var omkring dem

blev senere

gennem en masse fondsmidler fra VELUX

i stand til at vejlede og guide andre i gang med det her. Så vi har besøgt dem i København, og vi har fået deres hjælp i forbindelse med at vi selv skulle søge midler til

03 at kømme som en platform af en form på tømmerflåde

hvor vi kan have vores muslinger og tang hængende. Så hvad er det sådan helt fysisk? Det er, vi skal forestille os, en flåde på fem gange syv meter

og den flåde er indrettet således at der er nogle riste

ligesom sådan nogle metalriste, som man har foran huset. Men hvis man løfter risten her, så kigger man ned i vandet i stedet for. Og undersiden af risten, der kan man så hænge de her, første omgang

de bændler eller andre ting, vi hænger ned i vandet for at få blomhuslængelarverne til at sætte sig fast. Når de så har sat sig fast og har vokset et halvt års tid, så kan vi tage dem af og strømpe dem

sådan en form for rørerformet net, som består dels af nylon og dels af bombul. Så i første omgang bliver de ligesom lukket inde i røret i det her net

og hængt ned i vandet. Men over tid så røgner bombulnene væk. I mellemtiden har de her muslinger sat sig fast ved hjælp af deres tråde

de her bysugstråde, som de udskiller til at sætte sig fast med. Så nu sidder de fast på hinanden, og de sidder fast på nylonnettet

og bombulnene er røgne væk, og de puffer ligesom ud af de der huller, som pludselig

eller masker, som pludselig er blevet meget større. Og så sidder de faktisk udenpå nettet i stedet for, men de sidder fast med de her tråde

og så sidder de der vokser indtil vi synes nu skal de høstes og spises. Hvor langt? Jamen hvis det går rigtig godt, så tager det halvanden år

så er de oppe i den størrelse hvor man kan spise dem. Jeg tror, der er faktisk et mindstemål på

blomhuslinger, som jeg mener, enten er det fire, eller også er det fire og en halv centimeter

de skal være, for man må tage dem. Og det når de, hvis det er gode forhold på halvanden år. men ellers to år i hvert fald, så er de der. Og muslingerne hænger, at det er rigtig, rigtig godt. Og så siger du sikkert, at du ikke må dyrke muslinger, nej

men vi må gerne dyrke som enkeltmedlemmer. Altså jeg må gerne dyrke mine muslinger på mit hobbyanlæg

tilsvarende må de andre bestyrelsesmedlemmer også dyrke muslinger på deres hobbyanlæg. Og også gerne på den samme matrikkel og sådanagtigt på det sted der. Så der er ikke noget

vi gør ikke noget forkert ved at gøre det, vi gør. 

Men det er til privat? 

Det er kun til privat, ja. I et øjeblik, når man går kommercielt, så er det omfattet af

Vi har så egendrift kontrolleret

eller forekontrolleret både muslinger og tang

fra tungbetal og PFAS og Koli. 

Så du spiser tang? 

Jeg spiser tang ind imellem, ja. Men det er rigtig, rigtig svært at gøre det til en del af ens kost

fordi i sig selv er det frygteligt uinteressant, synes jeg. Altså sådan, men det er det mest oplagt, man kan gøre. så vi har lige gået langs med stranden, det står lige derude. Vi kan bare gå ud og plukke blæretanken. Og så kan man jo bruge den til et eller andet. Det er så sundt, og det er desværre bare så kedeligt i udgangspunktet. Altså der er nogle lette tilgange til at bruge tangen. For eksempel samle noget tang, lad det tørre for eksempel

på denne her hårslide i solen, pulverisere det

og putte det ind, når du bærer brød. Det kan man putte et strækkeligt i, så kan man tydeligt smage tangen af dig. Men ellers så ved man bare, at med den tilsætning

så får du faktisk skudt nogle mineraler og nogle vitaminer inde i din kost. Nu

sidder vi her i en lomme. Og det er her, du har foreslået, at vi skulle mødes. Det er faktisk lige her på det her sted her. Den lille plet, du ser her. Der har jeg ligget på knæ sammen med skoleklasser

rigtig, rigtig mange gange. Og foran hver elev har der været en hvid bakke, der har været en fisk, vi har fanget

og så har de haft en rensekniv. Og så har de lært at rense den mackerel eller en flåenskruppe, eller hvad det nu har været. Og det er jeg hundredvis af gange, jeg har ligget her. Og hvad er det særlige ved det her sted? Jamen det er altså, udover at, som du nok kan fornemme

det er en fredfyldt plet væk fra landevejen

så er det ret specielt med den her vegetation, som jo er præget af

at det er ret næringsfattig. Det er jo sand og sten, der er nede under os her. I og med, at det er havet, der er dannet det med opskyld

og aflejrende gennem hundredvis af år. Så der er ikke meget næring i det. Og det betyder, at det er nogle bestemte planter, der vokser herude. Og det ofte får sådan lidt det her tørre præg, især når det ikke har regnet så meget. Og så er der vand lige dernede. Og det kan jo godt lide at være tæt på vandet. Det er også sådan en lidt speciel strandkant, vi kiggede lige på den før. Ja, I ser her, når vi kommer ud på spidsen her

så kan man virkelig se, hvordan havet former det. Fordi på den ene side, så aflejer det, de materialer vi går på. Hvis man går bare lidt ud, så kan vi se, at det går næsten 45 grader ned. Og lige herude, ikke engang 50 meter ud, måske 30 meter ud, der er der 7 meter dybt. Det er en naturlig rende, som man ikke skal gå og arbejde med at grave ud. Det skaber... Det er den strøm, tidvandet, der løber igennem her. Så de der to kræfter mod hinanden, den ene, hvor bølgerne og strømmene aflejer materiale, og den anden, hvor strømmen graver det væk igen for at kunne komme forbi. Det giver altså de her meget, meget stejle skrænder herude, eller sådan en meget stejle kyst. 

Så du kan springe i på hovedet fra strømmkantet? Det kan man faktisk, ja. Man kan stå og springe på hovedet i vandet. 

Vil du stadig anbefale, at man kommer herud i sin båd og kaster nett ud, Altså er det stadig en oplevelse værd, Ja det er det er det, hvis du gør det rigtigt. De fladfisk og torsk, som jeg begrejede tabet af, dem fanger man selvfølgelig ikke, men til gengæld er der det, vi kalder de pelagiske, altså fritsvømmende fisk, som jo ikke lider af ildsvæmpebunden, og vids føde heller ikke lider af det. Det finder de oppe i vand. Hvad er det for nogle fisk? Det er fx makral- og hornfisk og sild. Og du kan fint, hvis du køber de rigtige fiskeredskaber, altså et makralgarn eller et sildegarn, så kan du på de rigtige årstider også fange de fisk. Også i et antal, som man faktisk kan få et måltid ud af det. Og mere tid måske. Så det er ikke sådan, at de fiskere væk. Så tilbage til dit spørgsmål. Og så kan det rigtig godt betale sig at have en båd, og sætte en siligarn eller et makralgarn. Ja, fordi det kan noget særligt det der med at være i naturen, når man går på jagt efter noget. Eller sådan, at jeg synes i hvert fald, at jeg oplever, at der sker et eller andet helt uaggtigt i mig, når jeg prøver at finde noget, jeg kan spise eller sådan noget i naturen. Det ligger så dybt i os. Og det er en måde at være i naturen, hvor man har et formål, og sådan kan forsvinde helt ind i der, hvor man er. Jeg kan ikke gøre red for hverken de mere ordnede psykologiske mekanismer bage, eller evolutionere, og slet ikke for mit egen. Jeg har bare den der glæde ved at komme her, som har været der altid. Så for dig er det lige så meget bare værre? Det er det. Det er sådan noget som... Det er bare en del af det, jeg gerne... Det er en del af det, der giver et godt liv, kan man sige. Det er at have mulighed for at komme ud og sejle og komme ud og fiske. Og så selvfølgelig også at spise den fisk, man fangrer. Ja, så kan jeg høre på dig, du virkelig også brænder for dit arbejde som vejleder og sådan formidler, ikke? Og det der med at lære de unge mennesker om naturen? Ja, det kan jeg godt lide. Jeg har aldrig godt kunne lide at undervise. Så det er tilfældigt, at jeg blev lærer, men jeg fandt ud af, at det var faktisk et dejligt arbejde. Og jeg har elsket undervise. Og når man så kan få lov til at undervise i noget, som virkelig optager en, så er det jo bare dobbeltegne. Og så er der noget, når man får lov til som elev at komme ud i naturen, så er der oftest en, næsten lige meget om det, vi har så med den 7. eller 8. klasse, så er der en nysgerrighed og en lyst til at prøve at forstå noget af det, der foregår. Undres. Det kan man stadigvæk godt. Undres og bruge sin nysgerrighed. Så der ligger et kæmpe potentiale for en læringsmæssigt i at bruge naturen i undervisningen. Og det er også derfor, vi har haft den der meget, meget store fokus på udskole. For det jo ikke bare handler om at være i naturen og lære om naturen, men handler om at bruge udrummet i sin helhed. Og så også byens bygninger og virksomheder osv. Man lærer på en anden måde, når man er ude i det, der sker, det man skal lære om, end når man sidder i sit klasselokal. 

Interview 20:22
Tak, fordi du lyttede med på Mit Særlige Sted. Programmet er redigeret af journalist Anna Stærbo og med musik af Peter Møller. Programmet er produceret af foreningen Radio Geopark og UNESCO Global Geopark, det sydfynske øhavn. Det er desuden udgivet som podcast med støtte fra Region Syddanmarks kulturpolie.