
Mit særlige sted
Geopark Det Sydfynske Øhav er som ingen andre steder i verden - skabt af is, formet af tid og fyldt med liv. I dette program mødes vi dér, hvor en af Øhavets egne har valgt sit helt særlige sted: en vig, en klint, en kyst eller en plet jord. Et sted, de holder af, vender tilbage til, finder ro i eller bliver inspireret af.
Under åben himmel taler vi om natur og naboskab, arbejde og aftryk, om spor i landskabet og spor vi selv sætter. Om at høre til lige her – og tage vare på det, vi giver videre.
Produceret og redigeret af journalist, Anna Stærbo.
Mit særlige sted
Tine Louise Kortermand på Carl Nielsen Caminoen
Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav.
I det her program kan du møde Tine Louise Kortermand, der er kunstner og ophavskvinde til Carl Nielsen Caminoen, en lydvandring af 12 etaper som åbnede i 2024. Derfor er det selvfølgelig her på caminoen, vi mødes.
På en regnfuld og blæsende efterårsdag fandt vi læ i en mose omkring Freltofte ved Nørre Lyndelse - et af Tines yndlingssteder på caminoen.
Og dér, midt i det midtfynske landskab, nynner hun med på Den blinde spillemand – mens Carls melodier fletter sig ind i siv og regndråber, som om musikken altid har hørt til lige her.