Kewin Friis Kamelarczyk i skoven ved Holmdrup Huse

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav.

I det her afsnit skal du møde Kewin Friis Kamelarczyk, som arbejder i Geoparkens sekretariat med at få flere folk ud i naturen.

Han bor i Holmdrup Huse øst for Svendborg, midt i et stort vandindvindingsområde og et centralt sted i den grønne trepart, hvor marker og æbleplantager gradvist forvandles til ny skov.

Engang tonsede Kewin gennem landskabet for at mærke pulsen. Men efter et stressforløb lærte han, at naturen også kan bære én, når man sætter sig ned. At roen kan komme snigende mellem træerne, hvis man bare bliver siddende længe nok.

Han kalder haven for sin oase. Et sted, hvor skoven beskytter grundvandet, og naturen passer på ham.

Transcript

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav.

I det her afsnit skal du møde Kewin Friis Kamelarczyk, som arbejder i Geoparkens sekretariat med at få flere folk ud i naturen.

Han bor i Holmdrup Huse øst for Svendborg, midt i et stort vandindvindingsområde og et centralt sted i den grønne trepart, hvor marker og æbleplantager gradvist forvandles til ny skov.

Engang tonsede Kewin gennem landskabet for at mærke pulsen. Men efter et stressforløb lærte han, at naturen også kan bære én, når man sætter sig ned. At roen kan komme snigende mellem træerne, hvis man bare bliver siddende længe nok.

Han kalder haven for sin oase. Et sted, hvor skoven beskytter grundvandet, og naturen passer på ham.

Speak 1:25
Sådan, et så rykker vi sammen her. Uden at prøvne. 

Det er dejligt, at vi kommer hinanden ved i dag. Vi sidder meget tæt op af et perfekt bål, der er nærmest ikke nogen røg, hvis man virkelig knipper øjnene sammen. Hvis jeg har lukket øjne, så kan jeg ikke se den vand. Men tak fordi jeg måtte komme herud og besøge dig. Og det er jo dig, der har bestemt, hvor vi skulle mødes. Og nu sidder vi her, i udkanten af din grund. Hvordan kan det være, at det var her, du synes? Jamen nu havde det jo mit særlige sted. Og så skanet er sådan om, og den. Jeg kender det er jo rigtig mange steder i naturen, som det skulle være i naturen, synes jeg. Det er ligesom, jeg identificerer mig som naturmand, hvis der er noget, der hedder sådan en friluftmand i hvert fald. Men  det her sted, det er jo det sted, vi som familie har bygget op, synes jeg, at man kan sige. Det er et sted, vi finder glæde og ro og føler os forbundet til vores hjørne af verden, som er her nordøst for Svendborg. Jeg er født i Svendborg og har boet i mange andre dele af verden og på forskellige dele af Fyn og i hovedstaden i mange år. Men vi kom jo så tilbage hertil, og så efter nogle år i Hæsselvær, en del år faktisk, så endte vi her. Fordi det var ligesom, det byggede bro til byen og til naturen og til lidt længere nordpå ved Hæsselvær, hvor vi havde boet i mange år med vores børn og de havde forbindnet netværk og sådan. Så det var et naturligt sted for os, sådan en smørhål, føler vi lidt, der er i landskabet her lige uden for Svendborg. Hvad var det, I faldt ved ved det her stykke land? Altså da vi købte det, der var det jo et stort vildnæs, så vi kunne se potentialet i det, men det var meget den geografiske placering i naturen, men lige uden for Svendborg. Med direkte cykelede gang af stier ind til byen. Det var sådan meget placeringen i virkeligheden i forhold til by og natur og havet, lige midt imellem det hele. Jo, og så var der jo den her æbleplantage, det var jo måske lige, og så det store gamle drivhus, som vi har restaureret. Der var sådan nogle ting, hvor vi sagde, okay, det er sgu for fedt der. Og altså den her lille plet jord, vi sidder ved nu, altså hvor du har tændt bål op, og der er sådan en lille læg hegn, og et lille skur og sådan noget. Hvad betyder det for dig? Lige der, hvor vi sidder nu, det er nok sådan oasen over dem alle sammen. Det er her, man kan gå ned, når man har god tid, eller har brug for at have god tid. Brug for bare lige at slippe det hele. lidt alle de her forskellige ting, man har gang i. Og det har for mig været sådan et helle. Også når måske hovedet var lidt for brugt, og slidt, og er byggeri, og alt muligt andre ting, så har det været hernede, at man kunne sidde og slappe af. Ja, for jeg tænker, at vi skal måske lidt mere ind på, hvad du laver også, for at forstå, hvorfor man kan have behovet for at komme ned og lige koble af os. Fordi du er ikke en, der keder dig. Har vi fået etableret? Men hvad er egentlig dit arbejdsliv? Jeg arbejder i Geoparksekretariatet som projektleder der, og har gjort det i 12-13 år nu faktisk, med at udvikle primært rekreative faciliteter rundt omkring i kommunerne og langs kysterne, og sammen med foreninger og sådan. Rekreative faciliteter? Ja, lyder rigtig godt. Det kan være et mountainbikespor, eller det kan være et shelter, eller et formidlingspunkt. En ebjergmølle var et af mine første projekter, hvor vi udviklede igen, altså transformerede den gamle mølle til en udstilling. Så sådan nogle projekter laver, prøver at sætte nye tanker i gang, for eksempel med Shores Langeland, hvor kunne vi bruge kysten til noget mere, end at fiske fra, eller kunne man mere, for eksempel. Så prøver vi at lave nogle kulturprojekter omkring det, så det er meget det der med at sætte gang i, at få brugt naturen, at få folk ud i naturen, og få nogle gode oplevelser. Og hvorfor egentlig det? Altså hvad er det, naturen kan? Jeg tænker, det er noget, du har rimelig meget hvidet dit liv til, og bruger både i dit arbejdsliv og i privat regi. Hvad er det, det kan? Ja, det kan man godt sige, at jeg måske har. Det er sådan, at det er i hvert fald endt jo. Jeg er uddannet indenfor Skovbro, hvor det jo handlede om at udnytte ressourcerne. Men naturen kan også bare være noget andet for mennesker, end at være sådan en direkte ressource. Det kan også give en masse til både den fysiske og mentale sundhed, og give den der ro, vi snakkede om før. Og ja, det er nok faktisk meget det, at jeg ser, at det giver så stor glæde for mennesker at komme ud og være i naturen, på alle mulige forskellige måder. Men der skal ligesom være adgang, og der skal være nogle veje ud, og vi skal også have så mange som muligt ud. Også dem, der måske har sv sv, og dem, som har sv sv, og den, der har sv, hivås og de om, der, der skal nok J-UH. Jamen det kan være folk, som måske er uvante med at komme ud i naturen. Så kan det være lidt, jamen hvordan gør man lige, og hvad vej skal vi gå, og hvor skal vi parkere. Men altså det, der er mange, altså det er jo måske i høj grad sårbare, og måske folk, som socialt set er længere ned ad stigen på en eller anden måde, de kan måske se det som en barriere komme ud i naturen. Og det ved man jo, det er jo evident, at folk, der har mange ressourcer, de gør meget brug af naturen, og folk med få ressourcer gør mindre brug af naturen. Men så er der så også dem, der har fysiske eller mentale handicap, kan vi hjælpe dem på vej ud også? Altså hvordan kommer du med en kørestol ud på en, man kan ikke køre her, hvor vi sidder nu, for eksempel. Der skal en anden belægning på. Ja, det bliver meget konkret, når man taler fysiske handicap. Men det der med mental handicap er jo virkelig også et tema, der synes man kan se, der fylder mere og mere. At der også er flere virksomheder, der arbejder med at få forskellige grupper ud i naturen. Har du selv, altså nu tænker jeg, at for dig har det været en integreret del af dit liv, formentlig hele livet, ikke? Også du har ikke haft svært ved at bruge naturen. Altså jeg er vokset op i naturen, ikke? Altså jeg er tæt på masse skov. Og jeg er egentlig altid sygt ud i naturen, men tit ved at løbe eller cykle. Men jeg har så også fundet ud af, når jeg har været under en del stresspåvirkning i et periode af mit liv, og der har naturen været virkelig sådan et hælde for mig, hvor jeg kunne søve ud. Der var der ikke noget at forholde sig til, og der kunne jeg finde ro. Så det har jeg også fået øjnene op for, at det er ikke kun det at bevæge sig og få sved på panden og gå på eventyr. Det er måske også bare at sidde ned og være stille i naturen. Og det er i hvert fald noget, jeg er blevet mere opmærksom på de sidste 10 år, hvor jeg har selv haft det meget tæt på livet, det er med at være stresset og blive syg af det faktisk. Hvordan har du så oplevet, at det at stoppe op og ikke fise rundt på din mountainbike eller løbe, det at sidde stille og ligge i en hængekøje eller et eller andet, hvad har det ligesom givet dig? Det er jo en lang snak. Man bliver jo tvunget til, hvis man bliver ramt af stress, at se tingene på en anden måde og ændre nogle ting, man gør. Altså på den hårde måde. Altså man bliver tvunget på den hårde måde til at ændre sin måde at gøre ting på. Og der fandt jeg jo i hvert fald ud af, at det der med at bare sidde ned og være, det var sådan helt, du skal bare være, fik jeg at vide på et tidspunkt. Være, jeg forstod det overhovedet ikke. Så med det har jeg forstået nu. Og det er et godt sted at være i naturen, synes jeg. Der er man bare i pagt med det, der er omkring en. Hvorfor er det svært bare at være? Jeg tror, det ligger i menneskets natur at være gørende. Altså, vi skal flytte noget. Der er både nogle normer omkring, at vi skal helst producere noget. Og vi skal helst være nyttige og være noget for andre. Altså, russerne går ikke hjem fra samlebåndet. Altså, den der tankegang om, at vi skal helst udrette noget. Og der tror jeg, vi glemmer nogle gange, at der er også en værdi, ikke at udrette noget. Altså, det lyder som om, jeg har fundet de vise sten. Jeg skal stadigvæk virkelig øve mig i det. Jeg tænker også, det er faktisk ret komplekst. Fordi vi lever også i sådan en tid, hvor vi konstant har vores skærme. Og jeg tænker også, at du har tre drenge. Og sådan, jeg ved ikke, er det noget, du har tænkt meget over det der med at få dem ud i naturen. Og væk fra alt det der stimuli. Jeg synes faktisk ikke Det har været Et Motivationen, når vi skulle ud i naturen, og få dem væk fra skærmene, det har været, fordi det var der, vi havde det bedst som familie, og det var det, vi gerne ville. Så vi har egentlig altid, min kone og jeg, fra de var helt små, løbet med dem i en babyhokker, haft dem med, løbet ud til stranden og spist frugt ude ved stranden, og være på cykeltur, mens de stadig blev ammet. Altså, de har egentlig aldrig stillet spørgsmålstegn ved det, at nu skal vi ud i naturen. Fordi det er en del af dem, på en eller anden måde, de er, de er, jeg tror, de føler det som en naturlig del. Altså, der er ikke et inde og et ude på den måde, på samme måde. At nu er vi ved skærmen, og nu er vi et and and sted. Når det er sagt, så kan jeg godt nogle gange synes, det er træls, at skærmene kan blive sådan en magnet. Og det kan de jo for os alle sammen, også for mine børn jo. Nu er vi flyttet over til sådan en lysning, hvor solen skinner. Ja, det er dejligt. Og ingen røg. Nej, det blev lidt voldsomt. Men du vil fortælle lidt om, hvad der er sket her, på grund af, hvad I har gjort. Altså, vores filosofi er, at vi har overtaget den her lille æbleplantage, som var en del af en større æbleplantage. Men vi har de her 2.000 træer, eller sådan noget. Og vores tanker har været sådan at drive det meget ekstensivt. Vi sprøjter ikke, og vi gør ingenting. Så får vi så heller ikke ret stort udbytte, men til gengæld, så glædes vi over, at der er en masse liv og biodiversitet. Synes vi selv i hvert fald. Vi lader træer komme op, og vi har også ryddet et stort stykke med æbeltræer. Det er derfor, det er en lysning. Alt det her, der var jo æbeltræer i espalje hele vejen nede. Og der har vi plantet skov i det i stedet for. Ja. Og det er jo sådan en, kom lidt forud for, at det så er blevet udpeget til skovrejsningsområdet. Hele området her også. Men lige opklager en spørgsmål. Fordi hvis man lader naturen være, så springer den jo i skov. Ja. Men I er i gang med at plante skov? Eller I styrer det lidt? Altså, vi har været lidt aktiv i at plante skov hernede. Som du kan se, så er det jo ret høje træ Det ville ikke have været så stort, hvis det var, at vi ikke havde plantet dem. Og så har der gået lang tid, kan man sige. Og så har vi hegnet det for, at der kommer meget dyrevildt her. Så har det været lidt en forkrøblet skov. Vi ville gerne have lukket af, så vi fik den her oase herinde i midten her. Så derfor så var vi sådan lidt mere frembrusende i at få plantet noget, end bare at lade det springe i skov. Og meget af det, det ville være sådan nogle roser, som du kan se der. Og det er ikke sådan særligt menneskevenligt på nogen måder. Og jeg tror, at når du siger oase, så er der nok mange, der får sådan et billede af et eller andet rekreativt. Men du mener sådan en biodiversitets oase, ikke også? Altså oase for mig og for min familie, men også for den natur, der er her. Altså det går hånd i hånd. Jeg skal også, må jeg da sige, jeg skal da også motiveres til, og jeg vil gerne opholde mig i det. Så derfor så skal det heller ikke være sådan, at jeg ikke kan være her. Så derfor så har vi et åbent stykke, hvor vi slår med græslåbmaskine, men resten er vildt skov, kan man sige. Og resten får lov at ligge mere eller mindre vildt, kan man sige. Så sådan en balance mellem, at vi også bor her, kan man sige. Det taler ind i noget af det, der sker i området også. Fordi vi er faktisk lige i centrum af det, som den grønne træpart er optaget af, at arbejde med for tiden. Altså at, hvad hedder det, købe jord til at lave skovrejsning. Det er jo den ene side af det, det er den grønne træpart. Den er jo kommet for nylig, men før det var der faktisk, eller er der et stort skovrejsningsprojekt i gang sammen med Naturstyrelsen. Kommunalt og vand og affald her i byen, og Naturstyrelsen har opkøbt ca. 140 hektar i området her. Planen er 500 hektar. Det var før den grønne træpart. Nu er den grønne træpart så kommet til, at når man kigger på det kort om, hvad man gerne vil, så er det faktisk bare endnu flere arealer, der er blevet lagt til, udenom den her skovrejsningsplan, som der var der. Så vi er lige midt i sådan et grønt skraveret område på den der plan der. Og hvordan kan det være, at det lige er det her område, man har valgt i sin tid? det er, fordi det er et særligt beskyttet grundvandsområde, og et af de helt store grundvandslommer for vandindvindingen for Svendborg Kommune. 

Der har lige været artikler omkring de her ting, og hvordan man kan udtage områderne som sprøjtefri zoner osv., men man forsøger så at opkøbe det, og så lægge det ud til skov for at beskytte det grundvand, der er vores drikkevand i Svendborg. Og det nye skovmølleværk ligger i fugleflugt 1.200 meter herfra, så det er et vigtigt vandindvindingsområde, det her. Hvis man kigger bare sådan 10 år tilbage, så har det jo, når man kigger på et kort år, det har været virkelig meget landbrugsjord. Hvordan tror du, det kommer til at se ud om 10 år? Altså man kan jo sige, tendensen, altså bare vores lille plet her er jo et eksempel på, du har en tidligere, meget intensivt dyrket æbleplantage, og her ved siden af os, hvor vi kan se oppe på den anden side, 8 hektar yderligere æbleplantage, som bare ligger vildt hen nu, fordi det er ikke rentabelt at dyrke æbler mere. Og det vokser bare stille og roligt til. Nogen planter skov, som vi har gjort, andre laver hestefold, som vores nabo har gjort, og noget bliver købt op ind i den grønne træpart, noget bliver købt op ind i det her skovrejsningsprojekt. Så jeg tænker, det er faktisk en tendens generelt set, man kan se, at områder, som man skal passe på, de vil stille og roligt blive konverteret til natur. Det håber jeg i hvert fald, men her ser det ud til, at det er den retning, det går i hvert fald, og det er jeg glad for. Hvad betyder det for dig også, som en, der bor her? Jeg klappede bare i mine hænder, da jeg så det her skovrejsningsprojekt, og da jeg så kortet over den grønne træpart, så var det bare, at jeg bor der det helt rigtige sted, men det var helt tilfældigt jo. Og hvordan er stemningen herude? Altså, fordi det er jo ikke alle, der klapper i deres hænder over det her projekt. Jeg tænker, der er nogle folk, der har dyrket landbrug over generationer, som står for potentielt at miste. Jeg går faktisk ikke så meget ind i den der snak med dem, jeg kender herude, fordi det er sådan lidt et sprængfarligt emne, og hvis man skal være nabo og have det godt sammen, så går vi lige udenom det svære emne. Men jeg ved, at de kan have svært ved at se sig ind i det, fordi de... 

Undskyld, det er, fordi du har en lille ven. Hvad er det? 

En lille larve. Åh, det er en lille larve. Jeg håber ikke, at det er de der viklerlarver, som jeg kæmper så meget med i min plantage, men jeg tror heller ikke, det er nu, at de er der. Den skal vel for puppes, den der, tænker jeg. Ja. Nå. Den er fin. Den sidder fast i et lille, noget væv her, så det kan godt være en af de der vikler, som jeg forbander. Okay. Hensindssygt, fordi de æder alle blade på mine nabeltræer. Bare det ikke er den der berygtede e-processionsvikler. E-processionsvikler. Ja, spændere, ja. Ja, det håber jeg heller ikke. Så har du rørt ved den. Ja. Men den har vist flere hår på sig. Alright, men hvad var det, jeg var ved at sige? Jo, det var de her lande, men og jordbrugere omkring her, hvad de tænker. Og jeg kan jo godt se, at hvis man driver noget for at få en indtægt på det, så kan det være svært at se, hvor skal den indtægt så komme fra. Og hele ens mindset skal ændres. Så det tager jo tid at komme til, hvad skal man sige, de erkendelser. Ham, min nabo hernede, han driver, det ved jeg ikke, om man kan sige, men han har mange heste til de her hestevogne, Sydfyns hestevogne. Og det er jo en forretning for ham. Hvor skal de heste gå, hvis der skal være skov? Altså, det er jo hans forretningsgrundlag. Så det kan jeg jo godt se. Så der er man jo nødt til at finde en eller anden balance i det. Jeg kan jo egentlig godt se det fra alles synspunkter på den måde. Men vi er bare nødt til at passe på vores grundvand, så det er sådan, det er primært lige her i hvert fald. Og så skal vi jo have naturen tilbage, og de skal jo findes de steder. Det får alles interesse, også for dem, der skal drive forretning. Jeg vil i hvert fald sige tusind tak, fordi du har vist mig dit sted, og alt det, I skaber her helt frivilligt på jeres egne præmisser. Altså, ja, det er meget inspirerende at se. 

Interview 20:30
Tak, fordi du lyttede med på mit særlige sted. Programmet er redigeret af journalist Anna Sterbo og med musik af Peter Møller. Programmet er produceret af foreningen Radio Geopark og UNESCO Global Geopark, det sydfynske øhavn. Det er desuden udgivet som podcast med støtte for Region Syddanmarks kulturpolier.