Lisbeth Ravn om naturen som klasseværelse i Haastrup Bjerge

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav.

I det her afsnit skal du møde Lisbeth Ravn – friskolelærer, geoparkguide og naturformidler. Hun har taget mig med op til Haastrup Bjerge. Et sted, hvor naturen får lov at passe sig selv.

Lisbeth bruger naturen som klasseværelse og kalder sine timer “vær i naturen”, både at være og at forstå naturens værdi.
Hun lærer børn, at vi ikke bare færdes i naturen. Vi er på besøg. 

Og når man er på besøg, så opfører man sig ordentligt. Og når man samtidig forstår lidt mere af, hvad man ser, så får man også lyst til at passe på det sted. 
 Selv finder hun ro i naturen, hvor tankerne falder til bunds. Som mudder i en vandpyt, der bliver klar igen.

Transcript

Speak 1:22
Nu står vi her ved Gunners Plads i Hostrup Bjerge, og jeg har lige mødt dig Lisbeth Ravn, som har været så venlig og inviteret mig med her ud. Lisbeth, vil du ikke lige kort fortælle, hvem du er? Ja, jeg er født og opvokset i Forborg. Jeg er lærer her i Hostrup, og jeg har været lærer i 25 år. Men har været her i Hostrup i de sidste 11 år på Hostrup Friskole. 

Jeg bruger naturen rigtig meget og har altid gjort, fra jeg var helt lille. Og specielt her på Hostrup Friskole har jeg fået lov til at udvikle mig i den rettning og fået lov til at give alt det, det jeg godt kan lige videre videre til de børg. Og så er du jo for nyligt blevet uddannet som Geopark Guide, også som er den vej, jeg har fundet frem til dig på. Ja. Hvorfor er du det? Men det har jo blandt andet været, fordi jeg godt kunne tænke mig at dygtiggøre mig i, hvordan jeg får formidlet lige præcis min glæde ved området her til alle mulige andre. Og ikke kun de børn, jeg har med at gøre i skolen, men også hvem jeg ellers møder på min vej. Og det er dig, der har valgt, at det lige var her, vi skulle mødes. Hvad er det for en sted, vi er ved? Vi er i Hostrup Bjerge, som blev åbnet op for offentligheden i 2018. Fordi der var et ægtepar, der skulle af med jorden, og ikke ville have det blev pløjet op. De har haft det som overdrev i mange år. Og det havde været privat, så man ikke, offentligheden havde ikke adgang til det? Nej, så skulle man have aftaler. Jeg kendte ikke området før, det blev offentliggjort, eller man kunne komme ind. Og de forærede simpelthen jorden til Naturstyrelsen, som så har sat hegn op og dyr ud. Dem, der havde det før, havde jo også dyr gående her. Men der var der jo ikke stier rundt og dør eller portet ind til området. Og Gunnersplads, vi står ved her, det er jo en shelterplads og bålhytte, madpakkehus med toilet. Her lå der et gammelt hus med en mand, som boede alene. Og da han så dør, så går han hen, og så er der ikke nogen til at arve huse. Så man overtager, det er kommunen, der overtager grunden og er med til at bygge. Jeg tror, det er de her lagmidler, der har været med til at bygge shelterområdet her. Så det er her, man starter, når man kommer? Det kan man gøre. Det kan man jo gøre. Der er jo en runde, hvor man også kan gå hele vejen, altså nede for Håstrup og omkring Trebjerg og Dronningudsigten. Men der er jo parkeringspladser op, så man kan køre hele vejen herop og starte herfra. Lad os gøre det, og vi starter her ved lågen. 

Velkommen i indhegningen står der. 

Ja, så der går kreaturer her. Der går kreaturer her. Ja, det gør der. Og de plejer at være lidt nysgerrige, men man kan sagtens gå forbi dem uden... Altså, jeg plejer bare at gå forbi, og så bliver de stående. 

Nogle gange kommer de hen og ser, hvad det er, man laver. Men andre gange, så er de egentlig ligeglade med en. Sådan er det for det meste af tiden. 

Og hvor bor du henne i forhold til det her? Du er ikke sådan lige i nære området? Nej, jeg bor oppe ved Broby i en lille by, der hedder Storby. Og har et kvarters kørsel hertil. Men kommer her jo hver dag i Hostrup, fordi jeg arbejder her. Og der er bare mere natur her omkring Hostrup, end der lige er omkring der, hvor jeg selv bor. Så det er nærliggende at komme og være her for mig. Hvad tænker du, når du siger mere natur? Det er jo mere natur på naturens præmisser. Fordi andre steder, der hvor jeg bor, der er det jo landbrug, der præger omgivelserne. Og ikke her, hvor tingene lidt mere får lov til at passe sig selv. Selvom det selvfølgelig er meget påvirket af mennesker. Fordi et overdrev er jo et menneskeskabt naturområde. Fordi det er dyrene, der har græsset ned. Det her har været under plov på et tidspunkt. Men jorden er så sandet, så det kan ikke betale sig at dyrke den. Så der er ikke så meget at komme efter her. Jeg har jo ofte mine børn i skolen med herude. Og lige præcis søen, vi går ved her, der kan jo også skråningen her med enebærtræerne. Der sidder vi jo tit her og kigger ud over søen. 

Jeg får dem ofte til at sidde stille i 10 minutter et kvarter, uden at de skal snakke sammen. Og specielt om foråret, så har Blisundsen deres territoriekampe. De har virkelig territorier ude i sådan en sø her og har afmærkede områder, hvor de viser det her, de bor. Og det er sjovt for børnene også at sidde bare og kigge på. Hvad får de ud af at sidde og kigge på det? I det hele taget bare, at der er ro. Det der med, at de sidder og er fuldstændig stille og ikke behøver at snakke sammen, det giver dem rigtig meget. Og de ved godt, når de skal med mig ud, og så er det noget af det, vi gør. Det er, at vi sidder stille og er stille. Så det vender de sig efterhånden til. Jeg har dem jo nede, fordi jeg er små til de store, så jeg har dem jo alle sammen. Fra indskoling til udskoling. De store har jeg til naturfag, men jeg har altid nogle hold, som vi kalder det krædehold, hvor jeg har natur på programmet. Og så er vi ude. Jeg har haft et hold nu her i nogle måneder, hvor vi er hver torsdag eftermiddag. Jeg har kaldt det vær i naturen. Ikke vær, som er været. Nej. Men at være. Ja, at være. Men både vær, V-A-R, men også V-A-R-D. Interessant. Hvorfor det? Fordi det, at naturen er noget værd, det gør jo noget ved os mennesker. Det er, at vi ligesom siger, at den har faktisk noget værdi. Men også det, bare at være ude i naturen. Så jeg tænkte, at det var sådan to ting. Og det har gjort børnene meget opmærksomme på, når vi har været ude. Så den vej, vi lige har kørt opad, der har vi jo gået. De har plukket brumbær, eller de har plukket slåen og smagt slåen. Og der har været mange ting, vi har kunnet opleve på vej heropad. Og ser du, at der er et større behov for, at man sætter fokus på det her i skolen? 

Ja, tingene går stærkt for børnene i dag. Og der er mange krav og mange ting, man skal tage stilling til. Der er ikke ret mange, der får de oplevelser med deres familie og deres forældre heller. Så det er helt klart, at det er noget, som nogle af dem skal lære. Men det er også noget, de nyder. Kan du se det på dem? Ja, og det siger de også selv. Og jeg kan jo se, at de lærer hinanden. Altså de store lærer, de små. Hvordan man opfører sig. Og det er rigtig dejligt. Så lige præcis det område her, er jeg så glad for, at vi har fået som mulighed for at bruge på som skole. Fordi det har bare været en gave at kunne få lov til at gå herud på så kort tid. 

Hvis vi lige vender tilbage til dit sådan faglige virke, så har du brugt rigtig meget af dit liv på at undervise børn. Men har så for nyligt taget den her lille ekstra uddannelse som geopark guide. Ja. Kan du fortælle lidt mere om, hvorfor du gjorde det? Altså jeg har jo altid haft en lyst til at udvide folks, man kan sige, højsont eller åbne deres øjne for, hvad der er, vi har omkring os. 

Det starter faktisk helt tilbage til, at jeg er på ryggsektur i 94 i Himalajabjerne, hvor vi går rundt med en guide, som skal vise os vej. Og han fortæller intet om, hvad der er, vi går forbi. og jeg bliver bare sådan, "kan du ikke fortælle noget om alt det her?" Og den har egentlig ligget i mig altid. Jeg har lige også været på vandretur nede i Sydtyskland, og der fik jeg den samme følelse. Jeg havde bare sådan lyst til at komme hjem og få lov til at fortælle folk, om hvad det er, at de går forbi herude. For jeg tror, der er rigtig mange, der går. Det er jo blevet så moderne også at tage på vandretur, men folk ved ikke, hvad det er, at de går igennem. Og hvordan er det anderledes, når man forstår, hvad det er, at man går igennem? Jeg tror, det har en større værdi. Og det er overbevidste om, at vi kommer til at passe bedre på på varende vigt. og varendend, som vi har på varende vare. Som vi har som vi har så lidt af. Men det har også en 

værdi for en selv, tror jeg, at man har en meget bedre forståelse for, hvad vi kommer af. Hvordan det er? Forståelse for, hvad 

man som mennesker er rundet af, altså rent historisk. Det er jo ikke bare os, der skal være her, os mennesker. Altså vi jo, jeg siger jo nogle gange også faktisk til børnene, når vi kommer ud, vi er på besøg. Vi er på besøg ude ved nogle andre. Og når man er på besøg ved andre, så opfører man sig ordentligt. Det er sådan det billede, jeg prøver at vise dem, fordi de ved jo godt, hvis de er på besøg ved nogen, som de måske ikke kender så godt. Men så opfører man sig på en anden måde, hvis man er hjemme. Så vi skal opføres ordentligt. 

Og have respekt for dem, der bor her. Og det er jo ikke kun os. Nej, der tænker du ikke på, altså Hella og John rundt om hjørnet? Nej, det er ikke dem, jeg tænker på. Jeg tænker på, at der bor nogen her, hvor vi går rundt. Der bor nogen, og de har jo mindst lige så meget ret til at være her, som om man er en bænkebider, eller om man er en dumpap, eller hvad man er. Så det synes jeg er et vigtigt budskab at formidle. Og hvad laver du så, når du bruger din viden som Geopark-guide? Eller hvordan bruger du det? Jeg bruger måske mere min viden som lærer, eller som Geopark-guide, end Geopark-guiden som lærer. Det er nok mere den vej rundt, tror jeg. Men det, jeg mente, var sådan, om du tager folk på ture, altså den vej rundt. Eller om det er skolebørn? Nej, altså lige nu er det jo primært skolebørn, men jeg forsøger jo at få gang i, også at få noget andet op at stå. Jeg har haft en enkelt tur ud i området her, med to damer, der var ude at vandre, og jeg havde dem med rundt her. De var ikke fra området, og de havde dagen før gået 14 kilometer selv op i Svanninge Bakker, og havde jo haft en god tur. Men de her seks kilometer, jeg havde dem med på, det var jo noget helt andet, og de var jo meget, meget glade. Fordi de havde jo fået en anden oplevelse. Ved at der var nogen, der fortalte dem nogle ting, som de ikke selv lagde mærke til. Og hvad var det så, du gjorde? Altså fortæller dem om det, de ser? Jeg fortæller dem om det, de ser. Jeg fortæller om, hvordan landskabet er dannet. Jeg fortæller dem noget om, altså det var netop istiden, eller dannelsen af landskabet af isen. Og hvordan er vi? Der har jo været folk her. Der har været mennesker, der har jo været afhængige af det her sted, igennem de sidste 10.000 år. Men vi har bare brugt dem forskelligt. Og det synes jeg, det er noget, der giver sådan en et perspektiv. Altså hvad det er, vi er rundet af. Ja, man bliver sådan lidt ydmyg. Og det må man gerne være. Bare lidt en gang imellem. Lisbeth, hvad drømmer du om for dit sådan professionelle virke? Jeg drømmer om, at jeg stadigvæk kan være en del af Hostofri skole. Men jeg drømmer også om, at jeg samtidig med kan få lov til at have noget tid til at komme ud og lave noget andet. Fordi det er jo, når jeg har formidlingen udenfor, at jeg har det bedst. Og skoleverdenen er også andet end formidlingen udenfor. Så jeg håber, at det kan kombineres på den måde. At jeg får det, jeg allerbedst kan lide i skolen. Og så får lov til også at have nogle andre folk med ud. Hvorfor er det så godt at være ude? Altså, hvordan føles det? Jamen for mig, der er det, at jeg falder også til ro. Altså, jeg kan jo mærke, at mit eget system falder til ro. Så hvis man forestiller sig sådan en mudret vandpyt, hvor til sidst så, når man har været ude længe nok, så er det alt det der muddersunken til bunds, og så er vandet helt klart igen. Så kan man godt klare en omgang mudder en gang til. Ja, og der er måske endnu mere behov for det i den tid, vi lever i? Ja, det er der. Og det er jo det, jeg oplever også, at børnene har behov for. Og de er jo, børn i dag er jo ikke alene uden voksenopsyn. Det er jo os, der guider dem til ting. Det tror jeg, det var anderledes, da jeg var barnet. Der havde jeg mange timer alene, også uden for. Og hvordan? Og hvordan? 

Jeg tror, at vi fald, at vi fald, at vi fald fald og så rejste vi os op igen og kom videre. Fordi vi var jo selv. Vi måtte jo klare det, når vi faldt og slog os. Men jeg tror også, at det der med, at vi var jo ikke... Så apropos det der vær, også du snakker om. Ja. Både at være og vær. Jamen, som barn i 80'erne, der havde vi nogle isvintre. Som barn her? Ja, altså nede i Forborg. Ja. Og vi havde nogle isvintre, hvor vi jo blandt andet kunne gå til Bjørnø og de ting. Men nede ved Råklubben i Forborg, der kom vandet ud fra sundhed, og der var sådan en våge. Og der fandt vi ud af, at vi kunne fodre enderne mange af en kammerat. Så vi kørte op til bæren, og så fik vi gammel brød, eller fik vi købt det, gammel brød, en krone per fransbrød. Og så købte vi som regel 10 fransbrød, og så kørte vi ned, og så foderte vi de her ender nede ved Råklubben. 

Og så, da det så blev sommer, så var der jo ikke ender dernede mere. Altså vi læste jo om dem, og vi undersøgte dem jo, og vi fandt dem døde, og vi passede dem, og vi var jo sammen med de der ender og svaner hele vinteren. Og de kom jo tæt på os, fordi vi jo kom med mad til dem hver dag. De var ikke bange for os. 

Og så der blev sommer, så manglede vi jo sådan lidt noget, altså hvor skulle vi så gå hen? Og så fandt vi en park, og der var der jo også ender ude. Så fandt vi ud af, at vi bræsede jo igennem buskads og alt muligt andet, så vi jade sådan en andemor og sin ræde. Men vi troede jo, at det var forlattet æg, så vi tog dem med hjem. 

og det lykkedes os faktisk at udro den her and på en radiator. Poul Thomsen har i sin tid sagt, at det kan man ikke, udro den and på en radiator. Det gjorde vi! Og det var ligesom startskud til, at de der fugle, de blev interessant og sjove. men vi boede en hel isventer, boede vi jo nede på lange linjer, så nede ved Roklum. For at følge med i det fugle liv. Ja, og der var vi jo nede to, tre, fire timer hver eftermiddag. Også mens det var magt. Alene? Alene. Vi hoppede rundt på isflager, og vi gjorde ting, som var... Hvorfor gammel har du været der? 10-11 år. Ja, så det har... Altså, når jeg tænker tilbage, så tænker jeg, at det skal mine børn ikke gøre. Men det var jo... Altså, jeg kan da huske, at der var en, der faldt i vandet. Vi havde en kammerat med, og så faldt han i vandet hjemme. Så måtte vi jo have ham op og få ham hjem og få noget tørt tøj på, fordi det var jo koldt. Så fandt de ud af det? Ja. Men den der... 

den der oplevelse af at være med de der fugle en hel vinter. Vi gjorde det to vinter i træk, det der. Og vi var heldige, at der lige var noget isvinter. Ja. Og jeg tænker også, der må være noget med sådan den der barnlige, umiddelbare nysgerrighed, man har, ikke? Som man lidt mister som voksen tit. Ja. Altså, som har drevet jer dernede, ikke? Jo. Men da vi så fik vores æg hjemme på radiatoren, så tog vi jo på biblioteket og lånt bøger om, hvordan et æg udvikler sig og hvor lang tid, og hvordan det ser ud, og vi lyste igennem ægget og så, hvordan fosteret udvikler sig. Alle de her ting, så undersøgte vi jo. Ja. Og der var jo ikke nogen voksne med indover. Nej, nej, nej. Vi fik selv jeres biologiteme. 

Så 

det børneliv, kunne jeg da godt onde børn at have i dag. For det tror jeg ikke, de har. Men alligevel siger du, ah, det ved jeg ikke, om mine børn skulle. Det er sådan lidt appellewelentligt. Ja, det er det. 

Men mere alenetid i naturen. 

Nu har vi sat os ind i bilen, fordi der kom simpelthen en, vi troede, det var en lokal by, men det vidste sig, det var lidt mere end det. Så vi træk ud af skoven og op over bakken. Og prøvede at få en fornemmelse af den helt fantastiske udsigt, der er heroppe, hvor man på den enige side kan kigge helt til. Og når man så kommer over på den sydlige del, så er det jo så ø-havet. Ja, hældens bugten og hælden, så man kan se til alt, og fæven mellem og Fynshav der tø. sted og... Men i dag måtte vi nå os med at forestille os, hvordan det ser ud, ligesom lytterne må gøre. Men Lisbeth, nu sidder vi herinde i tørre vejr, og jeg vil bare sige tusind tak, fordi du tog mig med på tur heroppe. Jeg håber, at jeg kan tage dig med en anden dag, hvor det er bedre vejr. Det vil jeg meget gerne. Tak for nu.