Balder Mo Schiøtte om at arbejde med træ ved Lehnskov strand

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav.

I dag skal du møde Balder Mo Schiøtte.

På en blæsende oktoberdag søgte vi ly i hans bil nede ved Lehnskov Strand.  Lige her, hvor træerne skrænter helt op til havet, er Balder blevet gift og sønnerne døbt.

Han laver skulpturer af træ, der både står på land og snart på havbunden i det sydfynske øhav. Som en påmindelse om, at her hvor havet nu slår, gik der engang mennesker, som jagtede mammutter. At alt forandrer sig. Som træet, der vælter fra skrænten, og havet, der æder sig ind i kysten.

For ham er træet ikke bare et materiale, men et møde – mellem hænder, tid og noget, der ikke helt kan forklares.

Transcript

Speak 1:23
Øj, må jeg sætte mig herind? 

Hold nu op. Sikke et vejr. Men sikke en udsigt også. Det er første gang, jeg laver et interview i en bil, tror jeg. Rigtigt. Men så har man prøvet det med. Men nu sidder vi her i din vogn og altså udsigten fejler ikke noget. Vi sidder simpelthen i vandkanten hernede ved Lensgaard Strand og kigger over på Skarø og Vognes på Tåsinge. Man kan sådan lige ane Hjordø også derovre, tror jeg. Og Altså, det er noget af en dag vi har valde at mød altså, og det er en dag, og en dag. og en dag. , vi er en dag. Det er smukt vær. Altså solen titter lige frem, men det blæser simpelthen som ind i et eller andet. Så nu har vi altså placeret os her i en bil. Næsten. Næsten under åben himmel. Balder Mo Schytte. Ja. Hedder du? Ja. Mandenbag-træskultur. dk Ja. Vil du starte med lige at præsentere dig selv lidt? Jamen, det kan jeg godt. Jeg hedder jo så Balder, og 

er et par 40 år gammel, og far til to raske drenge, og lykkelig gift med majse, og har jo så boet her på Sydfyn i verdens navle i 20 år. Og i dit professionelle virke, så arbejder du med at lave træskulpturer? Ja. Der er simpelthen fuldtids kunsthandværker, og laver skulpturer i træ. Og jeg er nødt til at kalde det kunsthandværker, fordi det er jo kunst, men det er også lidt ligesom at være håndværker, for det er primært bestillingsarbejde, jeg laver, hvor nogen siger, at jeg kunne godt tænke mig en skulptur, der lige illustrerer sådan og sådan og sådan. Lidt ligesom når man er en tømmer, og der er nogen, der siger, at jeg kunne godt tænke mig en hævestue. Så bliver det en hævestue, men tømmeren bestemmer jo lidt, hvor den skal se ud alligevel, ikke? Og sådan er det lidt også for mig som skulptør, at altså... Det er kunst jo, men det er stadigvæk også meget med kunden som udgangspunkt, der siger, at jeg kunne godt tænke mig noget, der illustrerer den stemning, eller det er fedt, hvis det er en trold eller en hund, eller hvad det nu kunne være. Har du altid vidst, at du skulle lave træskulpturer? Nu er jeg altid jo et meget langt ord, men siden jeg var relativt ung, altså jeg fandt ud af som teenager, at det var fedt at arbejde i træ, det kunne jeg godt lide. Hvorfor? Ja, det er et godt spørgsmål. jeg tror, at det hører under nogle af de ting, som er lidt svære egentlig at sætte ord på. Altså, jeg kunne godt sige sådan noget med, at træet er dejlig materiale, og det har en god duft, og der er noget sanselighed i at skære i det og sådan noget. Der foregår også noget andet, som jeg ikke rigtig kan sætte ord på, men hvor det virkelig er meningsgivende for mig i hvert fald, at arbejde med det. Det bliver jo også sådan helt spirituelt. Ja, ja. Altså, jamen i en eller anden grad, der er noget meget meditativt over at stå og arbejde med træet. Altså, jeg kan godt nogle gange have stået og arbejde med det i mange timer, og sådan har det som, at man nærmest vågner op, og sådan, at gud, hvad foregår der? Hvor er jeg henne? Forsvind i det? Ja, udvendigt. Og det tror jeg, det kan man med alt muligt håndværk og alt muligt andet også jo. Men for mig er det den ting, der virker. Jeg kunne forestille mig, at du måske har startet med noget lidt mere håndværksfagligt, eller har du simpelthen været kunsthåndværker fra starten? Nej, jeg startede faktisk med at tænke, at jeg skulle være sneker. Og jeg havde nok sådan lidt en romantisk forestilling om, hvad det ville sige. Og kom i lærer som sneker, som 16-årig. men fandt så jo også ud af, at det er meget maskine og fabrik og sådan noget. 

Så det var ikke helt så interessant, som jeg havde håbet. Og det ene med det andet. Så jeg blev ikke færdig med den der lærtid der. Men der var så til gengæld noget dengang, der hed den frie ungdomsuddannelse, som man kunne komme på. Og der valgte man selv hovedet til mig, at der valgte jeg kunsthåndværk. Fordi jeg havde fundet ud af også, at jeg interesserede mig for alt muligt håndværk. Altså ikke kun træarbejde, også smødning og smøkearbejde og alt muligt. Men sådan noget. Gammelt håndværk, ikke? Ja, og bruge hænderne. Ja, lige præcis. Det er sådan, for mig har det med at bruge hænderne altid været nemt. Altså det er nemt at gå i gang med at lære et eller andet, hvis det er noget hænderne skal. 

Ja, men så var jeg blandt andet på den der frie ungdomsuddannelse. Der var jeg 10 måneder på Bornholm hos en... en billedskærer, som hed Jacob Nielsen. Mester Jacob kaldte jeg ham. Og der lærte jeg ligesom alle grundprincipper af de her skære træ. Og så har jeg gået og hygget mig med det i mange, mange år. Men jeg har jo også tænkt, at det var svært at leve af det der. Fordi at stå og skære i hånden er enormt tidskrævende. Så har jeg lavet alt muligt andet arbejde. Både håndværksarbejde og alt muligt. Forskælligt meget arbejde med mennesker også. Fordi måden jeg havnede her på Sydfyn var, at jeg startede på den frie lærerskole. Det er mangens vej ind i det sydfynske. Ja, ja. Jamen det er det. Og det er jo et særligt sted at være også. 

Fordi det er jo ligesom en lille boble. De år, jeg gik på lærerskolen, var jeg jo godt klar over, at resten af Sydfyn var her. Og det var dejligt. Og så blev jeg så meget klar over, at jeg også vidste, at jeg ikke ville flytte væk, når jeg var færdig på lærerskolen. Men først efter lærerskolen har jeg virkelig haft mulighed for at fordybe mig i alt muligt andet. Fordi man er jo lidt i den boble, når man er der på lærerskolen. Klar. Men 

jeg havde jo nok lidt en drøm om at skulle ud og arbejde på en højskole, hvor jeg både kunne have fed værksted til rådighed og en fast månedsløn. Men da jeg så først ligesom var landet her, så kunne jeg ikke flytte det ikke herfra. Og så var det jo ikke så nemt at finde sådan en stilling. Der både var lige her og med håndværk og alting. Ja, så det ene med det andet, efter at have lavet alt muligt andet, så på et tidspunkt fandt jeg ud af, at hvis jeg skulle forsøge sådan at gøre det for alvorligt med skulpturerne, så måtte jeg jo nok selv i gang med det. Der var nok ikke nogen, der gjorde det for mig. Og så prøvede jeg lige at starte den med en kædesæv. Og så salg jeg jo lidt med den, fordi det går jo noget hurtigere end med det håndværktøj der. Og så kunne jeg godt sige, okay, hvis jeg lige forstår at bruge en kædesæv og et par andre maskindrevne værktøjer, så kan jeg måske godt lave en timeløn. Så kastede jeg mig ud af det, og så har jeg gjort det siden. Simpelthen. Ja. 

Og kan du fortælle lidt om, hvad det så er, du laver? Altså, hvad bliver det til? Hvad er det for nogle skulpturer? Ja, altså det er jo som sagt noget, som tit nogen har bestilt. 

Men det kan også, altså jeg synes, jeg kan godt lide at lave skulpturen i samarbejde med den, der bestiller. Altså det er selvfølgelig mig, der laver den, men jeg kan godt lide lige at bruge lidt tid på at snakke med den person, som skal have skulpturen, for at finde ud af, hvad er det? Hvor er det, det repræsenterer den person rigtig godt? 

Men så kan det jo så være alt muligt. Altså, jeg er så heldig, at det er lidt ligegyldigt, om det er et dyr, eller et menneske, eller en ting, eller ja, så jeg kan skære det hele. Så det er sådan set rigtig fint. Nu vi er her på Sydfyn, så er det et spændende projekt jo langs med den cykelsti, der går fra Ullebølle til Aalrop. Der står nogle skulpturer. Som du har lavet? Som jeg har lavet, som var i samarbejde med nogle skolebørn fra Vestas Gerninge, friskole og folkeskole. Hvor jeg ligesom lavede nogle workshops med de her børn, og viste dem lidt om at, eller unge mennesker var det jo, og viste dem noget om at arbejde i træ. Og så bad jeg dem om at sætte nogle ord på sådan udfordringer, som de skulle komme til at løfte i deres liv. Som så var det, de i skulpturer skulle forestille. Fordi de jo ville kunne cykle frem og tilbage til de skulpturer, eller forbi dem hver dag til og fra skole. Og de vil sikkert også stå der, når de om nogle år er blevet voksne og selv har fået små børn, og skal begynde at cykle frem og tilbage med dem. Og så lige kigge på, de står der endnu. Hvordan går det egentlig med de her udfordringer? Har vi håndet om dem? Det synes jeg var et fedt projekt, og altså også fordi det har et så langt perspektiv. Det er mega sjovt at prøve at snakke med nogle af de her mennesker, som har været med i det om mange år og høre, hvordan deres tanker er. Ja, så de får noget mere betydning. 

Du har jo samarbejdet med Geoparken. Jamen, det gør jeg. Jeg har lavet et par forskellige ting med udgangspunkt fra dem. Og så har vi jo et mega spændende projekt i gang, som har været i gang i mange år, og som sikkert også går et par år endnu, før det endelig lander. Men det gør det ikke mindre spændende. Men hvor det går ud på at lave nogle skulpturer igen i træ, og så sætte dem ud på havbunden herude i det sydfølske øhavn. Og det kan jo i sig selv virke helt vildt garket at tage træskulpturer og sætte ud i vandet, fordi de vil jo som udgangspunkt give sig til at flyde. Så der skal selvfølgelig vi skal gøre noget for at holde dem nede, indtil de har suget så meget vand, at de vil blive stående af sig selv. Men formålet med det hele er ligesom at lave fokus på, at hele det øgehav, vi har, som I kan se ud foran os lige nu her, For 10.000 år siden, så var det jo landjord, hvor der gik mennesker rundt og jægede mammut og alt muligt. Og det var fordi, der lå en stor klumpis op over Norge og Sverige, som ikke var smeltet endnu, og da den blev hele det her lagland her oversvæmmet. Og det er jo en meget relevant historie i vores tid lige nu med is, med is, med is der smelter og land der bliver oversvømmet Og også jo bare helt vildt interessant at få lidt fokus på, at der jo faktisk ligger stenalabopladser rundt omkring på havbunden her. Og nede ved Stryneø er der jo en hel skov, man kan finde rester af. Så det er derude, ja. Så det leder mig også lidt hen til mit næste spørgsmål. Fordi det er jo dig, der har valgt, at vi skulle mødes lige præcis her. Ja. Hvorfor skal vi det, eller skulle det? Ja, du spurgte mig, om jeg ville finde et særligt sted. Og jeg synes, det var lidt svært lige, da du sagde det, fordi der er mange særlige steder her på Sydfyn. Men så nåede jeg frem til det her punkt, fordi det er på mange måder også særligt. Sådan helt overordnet set, så sidder vi jo her, lige på kanten af, som du sagde, helt nede i vandkanten, på kanten til det sydfynske øhavn. Som jo er vildt særligt. Noget af det, der ligesom er grunden til, at jeg blev her på Fyn. Fordi der er alle de her øer, og man kan sejle rundt til dem og finde alle mulige små, sådan finurlige eventyr. Så det synes jeg er særligt. Og så er det faktisk også sådan, at lige herovre, nu valgte vi jo så at sidde i bilen, hvis det ikke havde blæst helt vildt. Så synes jeg, vi skulle have siddet lige 150 meter længere mod vest derovre. Fordi overhovedet de store bøgetræer der, der blev jeg faktisk gift med Majse for nogle år siden. Og vi har også vores to drenge, som vi selv har døbt sådan her nede, bare os og dem. Nede i havet? Jeg har ikke sådan døbt dem ned i havet, men sådan her ved havet, og ligesom gjort vores egen lille ting med det. Så sådan er det, altså det sted her betyder meget for mig, sådan helt personligt. 

Men det har også bare den der fine kombination af havet og skoven, der går helt ned til. Og også det der med, at det er ligesom sådan en skrænd, hvor der står træer, og samtidig så er der et træ, der vælter. Og det kan jo virke helt vildt sørgeligt, når man er vant til kultur her, så er der en mere af de gamle kæmper. Men det er jo også sådan verden er, sådan livet er. Altså, der er jo også noget stærkt i det, synes jeg, at gå her og se det, og skulle acceptere det. At der er ikke noget, der er evigt, altså set fra naturens perspektiv, er der ingenting, der er evigt. Det forandrer sig, ligesom det hele er oversvømmet i stedslandskab her. Det hele forandrer sig, og det må vi forholde os til. Og du har kunnet se, hvordan havet har gnævet af kysten også? Ja, altså i de små 20 år, jeg har boet her, har jeg da set træer, der både har ligget på stranden, og efterhånden er helt forvidret. Og nye, der er faldet ned. Og skrænden der er blevet lidt mindre. Vi har rykket længere mod nord. Og sådan er det. Altså selvom det også er vemodigt, så er det, synes jeg, samtidig er enormt smukt. at se den der naturens form, formgivning af sig selv hele tiden. Der er ikke noget, der er evigt. Ingenting. 

Nu sidder vi også her og kigger ud over vandet og kan se ævefærgen, der tøffer forbi. Det er sådan lidt voldsomt med natur i dag, synes jeg, med blæsten og bølgerne. Hvad gør det ved dig at komme herned? Jamen, jeg synes, det gør altid meget godt. Nu sidder vi jo ind i lægbilen, hvis vi ikke lige skulle tage hensyn til mikrofonen og kigge ud i vinden. Så kommer der jo for det første enormt mange sensor i spil. Både af duften af havet, og følelsen af vinden, og vandstink, og kulde og alt muligt på kænderne. Og lyden af at gå igennem de der småsten på stranden, der sådan knaser. Altså alt det der, der virkelig... 

Jeg synes, man kan mærke livet meget, når man er ude i naturen. Og igen også, som vi snakkede om for lidt tid med træerne, der vælter ned af skrænten, og det at gå herude og kan mærke, at det bliver koldt. Der er grænser for, hvor længe jeg kan holde til det. Lige få lov at være lidt ydmyg i forhold til naturen. Og lige mærke, at vi er mennesker, og vi kan alt muligt, og vi trumler hen over det hele. Men står man alene ude i naturen, så er man også skrøbelig. Ja, så lige mærke, at man faktisk bliver lidt utilpas, og lidt koldt, og det er okay. Ja, og så kan man også rigtig få lov at sæk, og sæk på det herføet og ind. Ja, og sætte pris på at komme hjem og sidde i varmen og tænke over, hvor dejligt det er. Ja. Ja, og så jeg synes bare, at naturen generelt jo er bare et rum, der også sådan ligesom fordrer til eftertanke. I hvert fald for mig til sådan at lige åbne, åbne sindet lidt og kigge, hvad der foregår indeni. Nu er du også uddannet lærer. Ja. Bruger du, altså du arbejder jo ikke som lærer nu. Nej. Men bruger du naturen i forhold til dine børn, altså i opdragelsen af dem og sådan noget? Hvordan bruger du det? Jamen, jeg har brugt naturen rigtig meget i forhold til mine børn. Altså, hele det her Øhav her, det er sådan lidt, jeg tror lidt ligesom nogen familier har sådan et eller andet sommerhus et sted, som de altid har vendt tilbage til, og børnene mindes det der sommerhus lige der. Det er der, vi har alle vores barndomsminder. Så tror jeg, for mine børn vil det være Øhavet. Altså, vi har en lille båd over i Ballenhavn, og vi har jo sejlet hver sommer ud i Øhavet her. Og brugt det at være ude i naturen, jeg synes det er meget vigtigt. Altså, det er lige så vigtigt som at de selvfølgelig skal prøve at være en del af samfundet. De går i skole begge to og kan også prøve at spille computer og den slags jo. Men jeg synes, det er virkelig vigtigt at forholde sig til verden. Den verden vi bor i, og naturen. Og husk, at vi er en del af det hele. Og jeg synes, jeg kan enormt godt lide de der ferie, hvor vi er derude i Øhavet. Og man kommer ud på sådan en ø, og der sker jo ikke en skid. Og det er det, der er så fint. Hvordan bliver de påvirket af Hvordan oplever du, at de mærker det? Altså, specielt da de var små. Jeg er blevet velsignet med nogle meget raske drenge, som virkelig... Hvad mener du? Ja, de er meget aktivt. Og der skal gerne ske noget hele tiden. Og lydniveauet, specielt da de var små, kunne godt være enormt højt. Og der er det bare rart at være ude, hvor der er plads til store armbevægelser. Og man kan hoppe og danse og råbe og skrig og synge og løbe og alt muligt. For der er plads til det. Jeg synes, det har været rigtig rart at være ude, da de var mindre. Også sådan helt almindelige flade lørdag hjemme. Så synes jeg, så skulle vi ud i skoven og gå tur mindst en time eller to. Inden vi sådan kunne til hjem og sidde og se en film, eller hvad man nu gør på sådan en lørdag. Altså, vi skulle lige ud, både for at krudte dem af. Og også for at bare få det der friske luft. Og det der rum, hvor der er plads, hvor jeg ikke bliver knotten. Fordi jeg synes, nu larmer I altså for meget. De kan bare fyre den af. Fordi det kan man, når man er ude. Og man er der også en ro på. Det synes jeg. Ja, ja. Fordi så, altså, det er jo også med at få det ud af systemet jo. Altså, ja, man skal passe på med at skære over en kamp og køn og det ene mand. Men jeg har haft nogen, der var meget drenge. Og så nogle drenge, som dem jeg har haft, de skal ud og bruge kroppen. Og hvis ikke de ligesom fik mulighed for det, så ville de jo ende med at gå og føle sig forkert hele tiden. Fordi hele tiden ville sige, at de skulle dæmpe sig og være rolige og det ene eller andet. Fordi det er man nogen gange ud til, når man er inde i et lille hus. Hvad har I så gjort? Altså sådan helt konkret gået en tur i skoven? Ja, simpelthen gået en tur i skoven. Og så nogle gange har det måske været nødvendigt for mig lige at sætte et eller andet i gang med at... Hvis vi går forbi en sø og lige bygger en lille barkbåd og sådan siger, hey, prøv at se her, så sejler den. Eller laver nogle små mænd af pinde, der lige kan stå inde i et hul i en træstamme eller et eller andet. Altså sådan noget, hvor man lige skal give dem en lille startskud. Så må børn jo egentlig... Lige sætte fantasien i gang. Ja, lige præcis. Altså først man lige starter fantasien op hos børn, så kører den som regel længe. Og børnene også lige er der. Altså... Ja, du ved ikke, børn er jo forskellige, så jeg kan kun tale for, hvordan det har virket med mine børn, der har det virket sådan, at hvis jeg lige satte dem i gang, så kunne jeg godt være der, og bare så kunne jeg få lov at sidde lidt og kigge, som jeg godt kan lide, eller bare gå lidt rundt i cirkler rundt om der, hvor de lejede, og kigge på træer og den slags, og tænke mine tanker. Bare de kunne mærke i vej nærheden. Det har været godt for alle. Ja, det synes jeg. Ja, for mig er det jo også fedt at gå turen nu. De er ikke så små længere, som de har været, så nogle gange... Hvor gamle er de? De er 10 og 15. 

Han på 10 kan jo godt stadigvæk sige, og han kan jo godt stadigvæk sige, og han kan jo sige, at han kan jo skidte været i skoven, og så kan du ikke længere at sige i skoven. Og lykkes det? Ja ja, og vi bor jo i kanten af skoven. Og han har jo gjort det, og det har de jo begge to gjort i hel hvert liv. De kan godt lide at være ude i naturen. Men altså, når man er 15 for eksempel, så er der mange ting på programmet, som ikke er noget forældrene har nogen indflydelse på. Så han har tit ting, og han skal jo. Sådan er det, og det er også helt fint, for jeg ved at at naturen ligger i ham. Den er ligesom blevet lagt ind som et grundlag. Det vil altid være der. Han vil helt sikkert altid i sit liv vende tilbage til skoven. Og den er tilgængelig lige ude. Ja, der hvor vi bor nu. Der er den lige i baghaven på stærligt talen. Så det er så fint. Men Balder, jeg vil sige tusind tak, fordi du tog mig med ud i naturen. Vi har mærket ikke naturen på samme måde, som jeg plejer, men det var fantastisk at kunne køre bilen her ned og have den her udsigt. Og helt klart få fornemmelsen af saltvand og vind og blæst. 

Tusind tak. 

Selv rigtig mange tak.