Anne-Line Ussing om Natur Retreat for Veteraner og Herkules Falder på Strynø

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav.

I dag skal du møde Anne-Line Ussing – et menneske, der har stået helt tæt på krigens skygger. Hendes mand, Stuart, er veteran. Og det, der begyndte som en kamp for at hele hans traumer fra krigens usynlige eftervirkninger, udviklede sig med tiden til landets første botilbud for veteraner på Strynø. 

Her fra den lille sydfynske ø kan man se ud på Mørkedybet – det dybe strøg vand, der engang var en smeltevandsflod, og som i dag bærer sejlere hen over 14 meters dybt mørke.

Men Mørkedybet også et billede på noget andet: På den rejse, mange veteraner står i. Når man falder ned i krigens efterdønninger, helt ned hvor lyset ikke kan nå, kan naturen være et af de få steder, man kan finde ro til at mærke sig selv igen. Og her på retreatet har flere veteraner lært selv at komme ud af mørket og op til overfladen. 

Sidste år har Anne-Line, Stuart, parrets børn og en håndfuld rigtige veteraner ageret skuespillere i filmen Herkules Falder – optaget netop her, hvor virkelighed og fiktion smelter sammen. 

Filmen har nu premiere, men retreatet er lukket. Alligevel er Anne-Line stadig fuld af håb og drømme for fremtiden om en mere grøn og omsorgsfuld verden.  

Transcript

Speak 2:06
Vi er her på det, som jeg i hvert fald har kendt som nature retreat for veteraner, men det er egentlig jeres personlige have, vi går i. Ja, lige nu er det marken, men det er jo blevet lidt parkagtigt det hele, fordi vi har ladt det springe i skov området her. Normalt må man ikke... Jeg elsker træer, og man må faktisk ikke plante træer inden for strandbeskyttelseslinjen. Det kan være lidt svært på strynyen, men hvis de sover sig selv, må man godt lade dem stå. Så det har vi gjort. Altså det er jo det, der sker, når man lader naturen være, så springer den i skov. Det er nemlig præssigt det, og det, der er mega interessant. Det er det er, der kommer både frugent, vi er der, vi har jæbler, kirsebær og nødder, og nu går hjem igennem en masse blade her. Så det synes jeg faktisk er spændende. Jeg synes, at naturen skaber noget, der er helt meget mere unikt, end hvad vi selv kunne finde på. 

Gennem ti år har du og din mand drevet Nature Retreat for Veteraner her på Strygenø. Kan du ikke fortælle lidt om, hvad det var for et sted? Jo, men det kan jeg godt. Altså min egen mand, Stuart, er veteran, og vi mødes i Sydafrika i 2001, hvor vi begge to arbejder for FN. 

Han er højt flyvende FN-diplomat, men også ret stresset. Og så på et tidspunkt, så skal jeg tilbage til Danmark. Min kontrakt er ligesom slut, og så kommer han og besøger mig, og jeg tænker, jamen han skal nok bare have lidt ro og lidt kærlighed, så er han så god som ny. Det viser sig så egentlig, at det er hans fortid, der har indhentet ham. Altså fordi han er veteran, og det er især folkemordet i Rwanda, der har indhentet ham. Så øh... 

Og derfor ender vi også med at vælge en plet her, hvor der er ro og fred. Altså hvor han kan restituere og lade op. 

Og de første eksantal år, der arbejder han faktisk stadigvæk i udlandet indimellem, indtil vi bliver erkendt, at det kan han faktisk ikke mere. Og da jeg så ser, hvilket effekt det har på ham... Der var en pony. Hvad hedder det? At gå og arbejde med naturen, og med dyrene, og med jorden og sådan noget, så finder jeg ud af, at vi sådan set ikke er den eneste familie, der er udfordret af krigstraumer. Men det er ikke alle familier, der har den adgang til naturen, som vi har. Og så er det så, at vi åbner vores hjem op til at starte med, bare for veteraner. Og så bliver det et pilotprojekt, og så ender det med at blive Danmarks første botilbud for veteraner. Ja. Og hvad var det for en sted? Vi taler om det i dattid, fordi I jo har lukket i 2023. Ja. valgte det at lukke af mange forskellige grunde. Men hvad var det, det sted kunne? Jamen altså, man kan sige, at det var jo et rehabiliteringscenter for skadeveteraner og deres familier. Og så veteraner kom herover, og så ville bo, og så ville familien komme på besøg. Men det, som stadig her, og det, som Strynø kan og Øhavet kan, det er, at havet og naturen kan i helt konkret bidrage til at sænke folks stressniveau og folks arouseniveau. Og mange af de her veteraner har måske fået psykofarmika først, og de har fået masser af psykologtimer og ting og sær, men de er aldrig kommet ned i stress- og arouseniveau. Og så kan du sådan set hælde lige så meget på folk, som du vil, men så kommer de sjældent videre. Men det kunne det her sted. Så det er et terapeutisk, der er blevet en skabt terapeutisk miljø, der bakker op om at skabe de bedste rammer for veteraners rehabilitering. Og hvis du lige skulle sætte nogle ord på, hvad er det for nogle værdier, I stod for? Hvad var det, I kunne... Eller hvilke krav satte I til de veteraner, der så kom her? Jamen, altså det der er forudsætningen for, at styret ham plejer altid at sige, altså jeg skal ikke bære en eller anden gudts riffel for ham, jeg skal lære ham at bære den igen selv, og det har sådan set været mantraet her, at vi skal ikke byde det, altså selvfølgelig er der et støttesystem her, for eksempel folk dukker op og er lige lukket ud for psyke, eller er blevet smidt ud hjemmefra, eller et eller andet, men det er simpelthen at genoptræne dem til at kunne stå selv. Og det kræver, at man tager ejerskab og ansvar for sin egen situation, og bliver en del af løsningen, og også at man ønsker en permanent ændring. Hvordan den ændring så ser ud, det er så hvad det er, men det er, men hvis du for ekst og har en plan om at etablere familie og få børn og ting og ting, så dur det ikke, du sidder op hele natten og spiller Xbox og drikker dig i hegnet, så skal du lære at stoppe om morgenen igen, for det gør de nu. Og fungerer i en familie. Hvilke forandringer har du set? Hvor mange veteraner har været igennem det her sted? Jeg har faktisk ikke helt tal på, altså sådan på stående fod, men altså en små hundrede mænd har været igennem det, gennem årene. Og hvordan har du set en forandring i dem? Jamen altså, det er jo selvfølgelig ikke alle, der er kommet godt hjemme, der er også nogen, der er smidt ud, fordi hvis du ikke har tænkt dig at ændre på tingene, så kan du lige så godt sidde derhjemme. Det behøver kommunen jo ikke at betale 100.000 om måneden, eller hvad det nogle gange koster på de her steder for. Men det er jo her, altså et meget godt eksempel, det er en gut tom op fra Viborg-egnen, som kom herned efter et selvmordsforsøg. Og det kan jeg godt tillade mig at sige, fordi han har selv været åben om det og været ude i medierne og sige de her ting. Så det må jeg gerne. Men altså, var blevet skilt for fem år siden. Far til to døtre har jo også to store piger. Og havde sådan været ind og ud af fængsel og ting og sær. 

Hvor han så kommer herned og lægger alle kortene på bordet og siger, er jeg sikker på, at de vil have sådan en som mig, hvor jeg ligesom siger, det kommer ikke an på, hvor du kommer fra, det kommer an på, hvor du gerne vil hen. Og i dag, der er Tom en skattemedarbejder op ved Smukfest. Han havde været frivillig der tidligere. Og det første år, og han bor sammen med eksen og de to piger igen. Men det første gang, han var på Smukfest og var frivillig, efter han havde været hernede, så ringer han til mig og siger, at det sgu folk er underlige. Altså, der er bare hele tiden folk, der kommer op til mig og vil snakke og sige hej og sådan noget. Og er det nu de der 70.000 mennesker, der har forandret sig, Tom, eller er det måske dig? Altså, og det viser jo også, at verden kommer til at møde dig anderledes, når du forandrer dig. Og du får nogle meget mere, ja, nogle helt andre indtryk. Og man kan sige, når de gutter der, de går ned med traumer og bliver indhentet af de her ting, så spreder det sig som en negativ ringe i vandet. Men det gode er jo så også, at når de så kommer op at stå igen, så spreder det sig som en positiv ringe i vandet. Pludselig er der en kone, der kan gå på arbejde igen, fordi hun ikke skal, fordi der ikke er en mand, der ligger og vælter konstant. Der er nogle børn, der klarer sig bedre i skolene. Og det er sådan helt evidensbaseret. Det har vi ved kortlagt, at det er sådan, det er. Hvad betyder det for dig at have været med til at 

skabe sådan nogle positive ringe for de her mennesker? Jamen, det er jo sådan set det hele værd, fordi det kommer så godt tilbage, når man får en opringning fra nogen, man ikke har hørt om i flere år, eller nu var jeg op til noget filmvisning her den anden dag, og der var en af de drenger, som har været her for 10 år siden, eller 12 år siden tror jeg, det var under pilutprojektet, som jo så står der og fortæller mig, jamen nu har jeg fået kørekort igen, og jeg har fået en bil, jeg kommer ned og siger hej til jer. Altså, det var ikke lige, det lå ikke lige kortene, da han var hernede på mange år siden. Og hvad betyder det, altså at se ham? Jamen altså, man kan jo sige, de gutter, der har været hernede i deres familie, de er jo nærmest blevet en vores familie, fordi man møder folk på et tidspunkt, hvor de har det allerværste, og så er det jo, så er det meget inspirerende at se, at hvordan de så er kommet op at stå igen. Altså, så man kan sige, det der relationelle er det vigtigste for mig. Jeg ser også at se den indvirkning, det har på, positiv indvirkning, det har på nogle børn, der pludselig sænker skuldrene, og fungerer bedre. Altså, børnene har i hvert fald ikke valgt det her med, at vi går i krig og prøver at slå hinanden ihjel og dominere hinanden. Det er sgu ikke deres skyld. 

Din mand og dig har også selv børn. 

har de været påvirket af det? 

spørger jeg helt åbentligt. Det er nok en meget, meget lang snak, men ja. Alle vores tre unger, plus hans tre store børn, bærer ting med sig fra deres opvækst. Grundet det her. Jeg vil også sige, at især den yngste, som jo ikke har kendt andet end til at vokse op på et påtilbud, kan

det er altså ikke noget med hendes egen far at gøre, han har aldrig haft et misbrug

inden de kan spotte en alkoholiker eller en misbrug på en halv kilometer afstand. De er meget gode til at læse folk, vil jeg sige. Men jo, de har noget med. Så det kan simpæse af, når du ikke vise o' ender, 

at du er opst, når du er en familie med trauma. 

hold op, hvor det er smukt her, hvor vi er nået til at vand. Vi har ligesom fulgt en sti ned til vandet og står nu og kigger ud på et blåhave, og det er smukt efterhedsvær. Det, der hedder Mørkedybet, det er faktisk et natur2000-område hernede, så det er slaraffenland for fugle. Og man kan sige, at vores sted i og med, at vi har ladt det springe i skov, og der er en masse buske med bærer, og der er masser af krat, man kan bygge rædder i, og ting og sager, så er det jo blevet, altså, så er der nogle fuglearter, jeg er ikke nogen nørd, men det har vi nogen på øen der, der er dukket op på Stryny igen, fordi vi har skabt den her plet med noget, der er på vej til at blive fredet natur, og nu også bliver ekstensiveret faktisk. Nu her har vi omlagt det til det. Men altså, det her, det er også mit lille vinterbadested. Det er ret lavt i øgehavet, så man skal gå et stykke ud, før man sådan kan kaste sig i det, men det gør jeg året rundt faktisk. Hver dag? Ja, det gør jeg hver dag. Hvad giver det? Jamen, det er sådan, som nogen siger, det kan også være på varmt om sommeren, det bruger jeg ikke så meget. Men det er nærmest sådan en lille bitte elektroschok, faktisk kan man sammenligne det med, hvor du får nogle endofiner, der fiser ud af noget glæde til et eller andet. Så det, altså, det tror jeg, det er bedre, og det er også bedre for min omgivelse, at jeg lige sådan damper lidt af. 

Ja, det ser jo vidunderligt ud. Jeg får ikke mega meget lyst til at prøve, jeg tror godt, jeg ved, hvor koldt det er. Men mørkedybet kalder man det selvfølgelig? Det kalder man det her, ja. Og det er meget, altså, der har været noget istid her, hvor der har løbet nogle glætsjer og noget værk, og derfor skal man også være lidt ops på, når man sejler herude. Fordi der ligger nogle kæmpesten på størrelse med en campingvogn, som man så suser forbi, som det er mere sådan de lokale, der ved, at den ligger lige der. Ja, der skal vi nok ikke lige ballere ind i. Klart. Så man skal kende området her, for at kunne navigere i det. Og hvad er det, vi kigger på? Ja, vi kigger over på Tåsinge, og så har vi Langeland derovre, Sigeø, Ægerø derovre. Det er meget, meget klart i dag. Der er nogle Holme, Vogterholm, hvor der også bliver græsset af engang imellem. Og så er der jo så nogle af de andre øer, Birkholm og... Ja, det er nok Jordø. Ej, det er virkelig klart i dag. Man kan se... Det er altid mit pejlemærke for mange, tror jeg, men Brejningekirke står klart deroppe. Ja, det gør vi. Men du var selv lige kort inde på, at du havde været til en filmvisning. Og det er jo ikke bare fordi, at du elsker at gå i biografen, men fordi at det her sted har været sættet for en spillefilm, som har premiere lige om lidt. Ja. Der hedder Herkolas Faller. Og den er jo faktisk både... Ja, den foregår her rimelig meget. Det er her, den udspiller sig. Hvordan er den kommet i stand? Jamen, den er kommet i stand ved, at Christian Bonke, som er... Holten Bonke, som er instruktør på den, var med i en 

ordning, hvor man sådan... Spillefilmsinstruktør fik mulighed for at lave dokumentar, og dokumentarfilminstruktør fik mulighed for at lave spillefilm, noget, der hedder en sporskifteordning. Og der fik han mulighed for at finansiere det og stikke snuden i og prøve at lægge armen med at lave spillefilm. Det har han ikke gjort før. Og der har han været inde på Veteran Jermen i København. Han har nogle idéer om at lave noget med en veteran. Eller om en veteran, rett og sagt. Og så er der nogen derinde, der siger, at vi burde snakke med Anne Line og Stuart Bostrøenø. Og hans medforfatter, manuskriptforfatter, hun kontakter mig så og sender det her manus, som... Jeg skal ikke gøre mig klog på manus, men det er i hvert fald noget, man har set før, og så ringer Christian og spørger, om han må komme herned, og det gør han så, og det er faktisk over fire år siden, han kommer her første gang, hvor han så igennem, ja, tæt på fire år, kommer jævnligt i huset og har snakket med os omkring, hvordan der var ledet, som man kunne, og giver det her mening, hvis man gør, osv. Så han har sådan en helt research-fase. Ja, og har boet hernede også, altså du ved, overnattet og spist med og ting og sager, og bliver en ven af huset, og hvad hedder det, og meget tillidsvækkende gutt, og man kan så sige, rammerne hernede er jo også, at veteranerne i forvejen har sænket skulde, når de er hernede, så de åbner op, og hvis vi siger, at vi kan godt snakke på Christian, så er jo folk okay med det. altså det er ikke et sted, hvor hvem som helst lige kan komme og snakke, altså det er jo en sårbar beskyttet gruppe, ikke? Jo, men det kan han jo også fint håndtere, Christian, altså det kan han. Så i hvert fald, så kommer han her, og så kommer jeg også ind over som medudvikler på manuskriftet, og så videre. Og så laver han så nogle prøveoptagelser hernede på et tidspunkt med Dar Salim og os og nogle af de gamle drenge i forhold til, fordi så vil han gerne vise DFI, Dansk Filminstitut, hvad der kunne være muligt, hvis man også inddrog, hvad hedder det, amatører, altså folk, der bare spiller sig selv. Jeg tænker også, det må være der, at dokumentarfilm møder og spiller film en lille smule, fordi den er faktisk lidt dokumentarisk. Ja, den er meget dokumentarisk, ja. Fordi så ender det jo så med, at han sender det der ind, og så bliver det lidt vilde med det, og så siger de sådan, jamen, Strygne skulle egentlig bare, hvis den skulle have været med, så skulle det bare have været en lille bitte del af det, af filmen. Og DFI er sådan, jamen, vi vil faktisk gerne følge den proces på Strygne, altså jeg har jo ikke snakket med DFI selv, det er bare, hvad Christian overleverer til mig at sige, at det er den der del, de synes, der er interessant, ikke? Og så udvikler han videre på det, og jamen, så har der været corona i mellemtiden også, altså det har været en længere proces, men i hvert fald ender det med, at sidst, altså han får midlerne til at lave en spillefilm, og får castet forskellige veteraner til, dem han nu skal bruge, flere af dem er rehabiliteret hernedefra, vi kan jo anbefale nogle ting, og så bliver den indspillet sidste sommer herovre. Og man kan sige, at rammerne, det er jo her, det er vores gris, det er vores pony, det er vores børn, og vi er også bare os selv i filmen, og man kan sige de ting, altså, der er ikke, selvfølgelig er der et manuskrift, men der er ikke som sådan en linje, der siger, at Anneliene skal nu sige, altså vi gør sådan set, bare som vi plejer, når en veteran kommer i huset. Og det der er det gode ved Dahr, Salim, som spiller hovedrollen, det er, at han jo også som flygtningebarn har noget med sig, altså, det tror jeg ikke, det var ikke alle, der kunne have spillet til en rolle. Men vi kan mærke ham, når vi sidder der, så det er troværdigt, og derfor kan vi jo også troværdigt bare gøre, som vi plejer. Og de fleste, eller mange af de episoder, der er få ting i filmen, som ikke er noget, der faktisk er sket hernede. Sådan en scene med, at der er en lille dreng, der taber et flag og ting. Altså sådan helt ned i detaljen, altså, der er det ting, der er blevet sket hernede, og folk har sagt hernede. Men altså, Christian har jo så formået at sætte det på formel, og sætte det op på en dramaturgisk måde, så det fungerer som en spillefilm. Og hvad betyder det så for jer, at der nu kommer den her spillefilm, som er, ja, også er jeres film? Jamen altså, det betyder meget, at jeg er glad for, at den kommer ud. Altså fordi, at vi har jo sådan set bare stået med fingrene ned i arbejdet igennem alle de år der. Og ikke rigtig sådan, folk har tit sagt, at I burde jo være ude at lobbye og snakke med politikere. Og jeg tænker, at det gør man jo ikke, når man lige vil hjælpe en eller anden gutter ved at falde fra hinanden. Altså sidder man jo her og gør det. Så jeg synes, at det er fint, at folk får et indblik, og folk får til synlædende også, kan man jo så se med prøvevisninger og ting og sager. Altså får en meget bedre forståelse for, hvad de her mænd, osagelige mænd, men der er jo også kvinder, men altså hvad veteraner kæmper med, og hvad deres familier kæmper med. Får en større forståelse for det, fordi mange gange så ender sådan nogle, både deres mænd og deres familier jo med at blive stigmatiseret. Og der er jo mange, der ikke kan forstå, hvorfor vi kvinder overhovedet bliver i sådan et forhold, hvis han er sådan en kæmpe idiot en gang imellem osv., men her der får de så et indblik i manden baget, og hvorfor det er, de har det så svært. Og også hvorfor vi vælger at blive som partner, som jeg synes er meget vigtigt. Så jeg synes, det er en... Fantastisk film, og gutterne spiller og røgne ud af bukserne. Der er jo også flere politikere, der har været inde og se den nu og siger, at det giver stof til eftertanke og i forhold til, hvordan man skal behandle veteraner. Fordi lige nu, desværre, er veteraner blevet en del af det gengse sociale system og bliver slusset ind i, hvad man ellers har af sociale tilbud. Selvom det så hedder noget med veteranen i Mosen er det, så er det stadigvæk pædagogisk arbejde. Og det har også sin plads, men der skal altså også være nogle folk, der har indsigt i, hvad de her mænd er for nogen. De er nogle mænd, der har stået stærkt på et tidspunkt og skulle tage ansvar for, om de skulle pull the trigger og slå en eller and and the shield. Så er det også muligt for de flere af dem faktisk, at de fleste af dem skal gå hen og tage ansvar og ejerskab for deres liv efterfølgende. De er ikke født ind nødvendigvis som socialklasse i et eller andet. Det har i hvert fald været jeres oplevelse, at man faktisk godt kan komme tilbage til et liv, hvor man kan tage ansvar for sig selv og være noget for en familie. Ja. Men som ting er lige nu, har I lukket. Hvad er dit håb for fremtiden, for det her sted? Hvad drømmer du om, at der skal ske? Jamen altså, ikke nødvendigvis for det her sted, men man kan sige ø-havet som sagt, og det med at være på en ø, det kan noget også, fordi at hvis man lige taber sutten og siger, at det er fandme for hårdt, eller det gider jeg ikke, eller så går den næste fag først om to timer. Og så får man mulighed for lige at vende skruen og tænke sig om, ikke? Så altså, jeg vil da håbe, at det er i hvert fald også det folk siger, at det måske kan bane vejen for, at der kommer et sted for de mænd og kvinder, der gerne vil tage ejerskab og ansvar for eget liv. Og faktisk vil noget mere end at sidde rådende op på et eller andet botilbud i overvis og være der for deres familie. Fordi lige nu, der er der mange desværre, der ender med at blive fastholdt i deres dårligdom af systemet. Altså man kan sige helt konkret, så længe der er kunder i butikken i et eller andet botilbud, jamen så kommer pengene ind på kontoren, og så er der løn til folk og til, ja hvad man nu ellers bruger det til. Men meningen er jo ikke, altså formålet skal jo ikke være i botilbudsektoren at fastholde folk i et lorteliv, bare for at man selv kan tjene penge på det. Det har aldrig været planen hernede, og det kan man så også se. Det ligner da sikkert ikke nogen, der har særlig mange penge, og det har vi heller ikke. Men det er jo ikke det der mening. Meningen må jo være, at folk får et ordentligt og et værdigt liv efterfølgende. Og hvis du egentlig bare vil sidde og krydde røv derhjemme, altså og fortsætte det liv, du har, så kan du bare gøre det. Det behøver kommunen jo ikke at betale 100.000 om måneden for, at du gør. På et botilbud. Men jeg tænker, at du er virkelig et menneske med en sag. Og jeg ved, at det kan mærke på dig, at det betyder noget for dig, og jeg vil være med til at skabe noget forandring til det bedre. Så hvad er sådan drømmen for dig selv lige nu? Fordi lige nu er du, at I kommer ud med den her film, og er selvfølgelig med til at få den ud og give den et liv. Men ellers er det sådan lidt et 

sted imellem noget. Hvad drømmer du om for dig selv? 

Den store vision er, at jeg drømmer om en grønnere verden, hvor vi både tager os af vores naturlige miljø, men også rent relationsmæssigt tager os bedre af hinanden. 

Og skaber en verden, der er et bedre sted for vores børn. Jeg synes, at det er pinligt som 54-årig at se, hvad for en verden vi pt. har skabt til vores unger. Jeg tror, at der skal lidt mere hjerte og lidt mindre hjerne ind på vores klode her. Annelien, jeg vil sige tusind tak, fordi jeg måtte komme herud og besøge jer. Det er virkelig... Kom igen. Ja, noget helt særligt. Tusind tak for nu. Ja, velbekomme.