Kunstner Lone Mørch ved mammuttræet på Tåsinge

I dette afsnit skal du møder Lone Mørch – kunstfotograf, forfatter og kreativ mentor. Lone har rejst verden rundt, boet i London, Nepal og San Francisco. Og hun har brugt sine år ude i verden til at undersøge, hvordan mennesker og landskaber spejler hinanden.

Her på Tåsinge har hun fundet et sted, hvor hun kan slå rødder. Vi mødes ved et gigantisk mammuttræ – et Redwood. Et sjældent syn i Danmark, men velkendt for hende fra tiden i USA. Træet står som en bro mellem hendes fortid og nutid, mellem livet ude i verden og livet her i det sydfynske.

Gennem sine fotografier og bøger udfordrer hun til at se os selv på nye måder, frigøre os fra gamle fortællinger og finde frihed. Både i krop og sind.

Hun er snart aktuel med en ny udstilling, hvor hun vender blikket fra individualisme og selvstændig frihed til det, hun mener virkelig giver kraft: fællesskab, cirkler og relationer. Her viser Lone, at styrken ikke ligger i at stå alene – men i at skabe, udforske og vokse sammen med andre.

Transcript

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav.

I dag skal du møder Lone Mørch – kunstfotograf, forfatter og kreativ mentor. Lone har rejst verden rundt, boet i London, Nepal og San Francisco. Og hun har brugt sine år ude i verden til at undersøge, hvordan mennesker og landskaber spejler hinanden.

Her på Tåsinge har hun fundet et sted, hvor hun kan slå rødder. Vi mødes ved et gigantisk mammuttræ – et Redwood. Et sjældent syn i Danmark, men velkendt for hende fra tiden i USA. Træet står som en bro mellem hendes fortid og nutid, mellem livet ude i verden og livet her i det sydfynske.

Gennem sine fotografier og bøger udfordrer hun til at se os selv på nye måder, frigøre os fra gamle fortællinger og finde frihed. Både i krop og sind.

Hun er snart aktuel med en ny udstilling, hvor hun vender blikket fra individualisme og selvstændig frihed til det, hun mener virkelig giver kraft: fællesskab, cirkler og relationer. Her viser Lone, at styrken ikke ligger i at stå alene – men i at skabe, udforske og vokse sammen med andre.

Nu går vi her på en sti, ikke så langt fra Valdemars Slot. De fleste kender nok Nørreskoven, hvor der går en fin grusvej ind, man kan gå langs, men på den anden side af vejen, langs med åen, så findes der faktisk også en anden sti, som er den vi går på nu. Og det er simpelthen en frostklar november morgen formiddag. Det er den koldeste morgen, vi har haft i år, læste jeg lige. 

Og jeg går her sammen med Lone Mørk, som vil vise mig sit særlige sted. Et af dine særlige steder, fordi jeg tror du har flere. Hvorfor er det vi på vej hen? Vi er på vej hen til et helt særlig træk, som, som, nu er jeg jo ret ny hernede. Og når jeg kommer til et nyt sted, så begynder jeg altid at gå. Så går jeg ude i landskabet for at finde ud af, hvor jeg er. Og så går jeg ned i den her sti, som ligger ved en sø, som sådan på den anden side ligger, ved Valdemars Slot. Så er sådan en lille sø her. Og pludselig kigger jeg op

og du kan komme lidt længere frem

så kan du se det. Pludselig kigger jeg op, og så siger jeg: Hold da kæft, det er sgu da et redwood. Det er simpelthen et redwood. Og grunden til, at det er så magisk for mig

det er jo, at jeg har boet rigtig mange år i Kalifornien. Så redwoods har været de træer, der har været omkring mig. Redwoods og så nogle eukalyptus-træer og så selvfølgelig nogle andre cypress-træer og så videre. Men redwoods, de her store, gigantiske, gamle, tykbakkede, velduftende træer, har ligesom været min omgivelse. Så da jeg opdagede det, så var jeg bare sådan: Okay, det her er på en eller anden måde en lille magisk minde eller sådan. Vi er her endnu. It's meant to be. It's meant to be. Der er simpelthen en lille anker her fra mit gamle liv ind i mit ny liv. Så det er jo bare fantastisk. Så jeg kommer altid lige ned og siger hej. Fordi det er ret usædvanligt, ikke også med redwoods. Det ser man ikke normalt i danske skove. Nej, og det som er lidt sjovt, det er jo, at jeg kan huske, fordi alle de år i USA, så er mine forældre selvfølgelig kommet og besøgt mig. De har også været meget fascinerede af de her kæmpe gamle træer. Og på et tidspunkt kan jeg huske, at de stjælede sådan nogle små planter og tog med hjem og forsøgte at få til at gro. Og de bor så oppe ved Limfjorden. Der er lidt køligere, end der er hernede. Og de kunne kun få dem til at gro sådan til halvanden meters højde, så skete der ikke rigtig mere. Så jeg havde bare tænkt, at det duer ikke på de her brede grader. Men klip til Sudfyn, ja. Det er jo lidt mildere hernede. Og så har jeg jo selvfølgelig også, hvad skal man sige, hørt omkring området hernede og hørt historier om Tåsinge, som jo var sådan et sted, hvor jeg kan forstå, at en eller anden baron græv et eller andet opdaget æbler og pærer. Sikkert i Sydeuropa, og det skulle man så have her også ment vedkommende der. Så der har været en nysgerrig på at plante ting fra andre lande her. Det må man jo ikke i dag, huha nej. Men jeg er meget, meget glad for, at de fandt et redwood og plantede det her. Og jeg er sikker på, at det er halvanden, jeg ved ikke, hvor gammelt det er, men det er gammelt. Det er godt nok stort, det tårner ligesom op over. Ja, vi skal op og mærke det, ja. Vi bevæger os lige igennem det her chat. Hold nu op, det er vildt. Og stå ved foden af træet. Old lady, må man sige. Også den her sådan sjove, altså bare den er så tyk, men den giver sig lidt, så man kan forestille sig, at det er mod. Ja, den er meget blød og sådan næsten behåret. Ja, ja. Nu dufter de ikke mere. Og smider nogle randnål, så har de højt, så er man ikke i tvivl om. Ej, men det som jeg synes er skægt, når man går rundt, er nogle lille kurer. Ja, man kan nemt komme helt rændt til. Ja, men så kan man ligesom om at de her grene er blevet slynget rundt, når man kigger op, ligesom om de sådan en rundt, altså de bliver slynget rundt om træet. Sådan en eller anden sådan en eller anden form for bevægelse. Øh, at vinden har ligesom grebet det og kastet de her arme rundt. Men så er de jo selvfølgelig stoppet på et tidspunkt. Øhm, og så tror jeg, at øren, havørnene, har siddet bare i toppen, så de har ligesom taget noget af toppen. Så den er ikke sådan fuld form. Men det har hun åbenbart fundet sig i. Er, fantastisk. Og det fede ved sådan nogle Redwoods, er jo, at man ved, at de ofte står i familier, og at de ligesom er i forbindelse, rødderne er i forbindelse med hinanden, og det er der jo også, med danske træer tænker jeg, at der er sådan nogle modertræer og sådan, men så hvis et træ har det skidt, så kommer de andre til, altså ligesom sådan en cirkel de er i, det synes jeg jo er meget. Det er en fin metafor, men kan jeg vide, om det er ensomt? Jamen, det har jeg jo også tænkt på, kan jeg vide, hvordan det har det, om det har fundet nogle forbindelse med noget af det andet andet af de andet af det andet. Og det ved jeg ikke rigtig, og der er jo, og det er jo falder, og det er jo faldme, og det er jo, og det er jo et af stofar. Det er jo en produktions-skov. Det er det. Så jeg ved ikke... Men må du ikke det her, det får lov at blive, så længe det kan? Det har i hvert fald været her i virkelig mange år. Men jeg synes, vi skal stille os over i solen, eller jeg får næsten lyst til at sætte mig lidt ned. Hvis vi kan det, om det... Ja, kunne man ikke det? 

Du er jo både kunstfotograf, forfatter, foredragsholder og kreativ mentor. Og så har du levet i Nepal, London og San Francisco, og i Danmark selvfølgelig. Hvordan føles det at stå her nu i Danmark efter så mange år i bevægelse? 

Ja, nu har du jo så fanget mig på et tidspunkt, hvor det faktisk begynder at føles godt. Jeg synes, det har været virkelig svært at komme tilbage. Og hvis man sådan tænker på de klassiske heltehistorier og de sådan arketypiske rytmer, der er i det, så er det jo det der med, at man skal komme hjem, og man skal dele alt det, man har lært, og man ligesom kommer med et eller andet ude fra verden. Og det tror jeg da også, at jeg troede, at jeg kom med noget. Men ofte er det sådan, at folk har travlt og er optaget der, hvor de er og der, hvor de har været. Så det der, man kan komme med, kan godt nogle gange bare sådan være for diffust, eller det bliver ikke hørt. Så det var sådan en underlig oplevelse af, at jeg syntes jo, at jeg havde været virkelig modig at have taget et spring og kom hjem, og var parat til nye eventyr og nye muligheder og nye projekter. 

Jeg syntes jo, at jeg kendte mange mennesker og sådan noget, men det var fandme svært at 

finde en vej. Jeg synes ofte, at jeg følte, at dørene, jeg forsøgte at åbne, de var lukkede. Altså her nu tilbage? Ja, i Danmark, ja. Så det var sådan lidt, at det var ikke lige det, jeg havde forventet, at det skulle være svært. Men det var nok godt, at jeg ikke vidste det, for så havde jeg sgu nok ikke taget springet. Men du siger, at jeg fanger dig på et godt tidspunkt nu? Du fanger mig på et tidspunkt, hvor jeg af mange tilfældigheder er landet hernede i det sydfynske og øhavet, og det er ikke et sted, jeg har kendt fra min barndom overhovedet. Men så har jeg jo gået og købt hus med en kæreste, og gået og makket med det her hus meget, meget sådan konkret håndgribeligt fysisk arbejde. Og jeg skal så også sige, at grunden til, at jeg siger det, det er jo så, fordi jeg har været igennem covid og senfølger og alt muligt overgangsalderes halvøj. Så jeg har været under ombygningen, både på selveplaner. Men nu er det faktisk ligesom om de her bevægelser med at skabe et hjem. Gå og rode i havejorden og rive gamle vægge ud og sætte nye op. Det har været en meget metaforisk måde at blænde fysisk på et sted. Og som også har gjort, hvad skal man sige, underværker for mit helbrede og min hjerne og alle de her ting. Så det er faktisk nu, at jeg begynder at føle, at her hører jeg til, og her vil jeg være, og her kan jeg begynde at skabe igen. Og hvornår var det, du flyttede hertil, og hvorfor lige her? Hvad var det, der gjorde, at det blev tåsenge? 

Ja, det er meget skulder, sige. Altså, jeg har jo rejst en del frem og tilbage med USA og Danmark i den periode, for at finde et sted. Og så har jeg så boet. Så boede jeg lidt i København, og så boede jeg lidt i Nordsjælland, og så boede jeg lidt oppe ved mine forældre oppe i, oppe nord for Viborg ved Limfjorden. Og så havde jeg et projekt og et job ude på Mold. Så var jeg derude i sådan et Residys Center, som arbejdede med landskabsdialoger. Det var jo spændende for sådan en som mig. Så var jeg i Aarhus. Så var jeg lidt i Mosgård. Det var jo, hvor jeg virkelig været omkring. Altså lidt ligesom at prøbende at prøbende min vej og tøbg i Fip. Og så vente min vej til rødderne igen. Og faktisk så viser det sig i bogen til, hvor jeg var. Det var der, min mormor og morfar mødte hinanden. Og hernede ved Trænekær har jeg jo så også fundet ud af, at jeg har været lidt en joke i familien. Vi har gået og grinet lidt af det. Men faktisk hedder min mor... Det var jo selvfaldt. Så der var jo noget med en masse bastardunger, der kom ud af Alefelds portrænekær. Og åbenbart er min mors mor ud af det der. Så det har også været lidt sjovt at gå rundt i og sådan til forestillelse. Men det kom sig simpelthen af, at en eller anden inviterede mig til Ærø. Og så skulle jeg jo tage toget og komme igennem Svendborg og faglen på Ærø. Og der var bare sådan... På en eller anden måde var det en åbenvaring. Gud, ej, det her er det der vildt smukt og spændende landskab. Og det mindede mig lidt om San Francisco. Og jeg boede over for San Francisco. Så øerne og broen. Og der var sådan nogle ting sådan... Åh, det føles godt det her. Så det var egentlig det, der gjorde, jamen, hmm... Måske skal jeg i stedet for at finde tilbage til, hvad skal man sige, til de steder, hvor jeg boede før i mit liv, så måske skal jeg noget helt andet, noget helt nyt. Og det var egentlig det, jeg tænker. Jeg tror, at jeg skulle prøve at flytte til Svendborg. Og så mødte jeg så Villas, som var i Odense. Skal være din kæreste? Ja. Så 

var jeg inde hos ham. Men jeg var stadigvæk, jeg skal til Svendborg. Og heldigvis var han med på det. Han kommer fra Ærø. Så for ham er det lidt som at flytte hjem. Men og så ledte vi efter hus. Og så blev det så det her hus i Trunse, lige i starten af Trunse. Så vi er ud af vinduerne og kiggede ud over en mark og tror rigtigt, at vi er på præan. Og så er vi et lille, vilde kvarter, og det er hyggeligt nok. 

Hvad har alt den her rejse gjort ved din måde, du ser verden på? 

Altså jeg tror, at rejsen er en god metafor i mit liv. Også i mit kreative liv. Fordi det er ligesom den der at gå på opdagelse. Og udforske. Og lære noget. Og forstå et sted, eller et projekt, eller en historie, eller hvad nu det er. 

Så på den måde er jeg nok altid lidt på vej. 

Og har egentlig her de senere år haft det sådan, nu gider jeg fandme ikke at rejse mere. Nu må jeg finde på noget andet end at rejse, måske ved at fortælle historier eller et eller andet. Men ind imellem blomstrer det stadigvæk op nysgerrigheden på andre kulturer, andre steder, andre landskaber. Altså sådan, altså verden er jo fantastisk på den måde. Du slår mig som et ekstremt nysgerrigt menneske. Også med dels din rejseløst, at du har været så nysgerrig på verden og på Danmark. Men også i dit kreative virke. Altså du er jo ikke bare forfatter eller fotograf. Du bevæger dig jo rundt i alt muligt. 

Er det også sådan, du ser dig selv? 

Ja, altså, 

nogle gange så tror jeg, at jeg står i konflikten mellem fortsæt, vær den nysger, 

gå på opdagelser, formidle, undersøge gerne sammen med andre mennesker, temaer, 

idéer, fortællinger. Men altså, der er jo sådan rent praktisk, så er der jo også et eller andet med nogle gange virkelig frustrerende med, at jeg skal genopfinde den dybe tallerken hele tiden. Så der står jeg tit i sådan, åh, og jeg har været heldig, at jeg ind imellem så jo har formået at have en forretning i kraft af fotografiet, eller som konsulent, eller som coach og foredragsvært. Der har været sådan nogle måder at tjene nogle penge på, som har født tilbage ind i, hvad skal man sige, det andet kreative. Så det er sådan... Er der en rød trød i dit arbejde, vil du sige? Altså, jeg tror... 

Den personlige tråd, tror jeg, har meget handlet om, på den ene side frihed, og på den anden side at høre til. Altså den dans mellem at være fri, og så samtidig kunne høre til et sted med nogle mennesker. Men jeg tror sådan, det som bliver vedmærket, om det har været som udviklingsarbejde i Nepal, eller som filmproducer, jeg synes, der er sådan en eller anden interesse omkring det der med, vores narrativer og bevidsthed og forandring. Altså hvordan vores narrativer eller blikket i kraft af fotografiet, altså den måde vi ser på, altså hvordan det på mange måder kan begrænses os. Altså vores mulighedsrum, vores horisont, hvordan vi kan se or så hvordan det på mange ansatte side, kan det også frigøres til at se nogle andre muligheder. Du arbejder meget med blikket, altså både fotografisk og menneskeligt. Hvad er det, du leder efter, når du fx fotograferer nogen? 

Altså den måde, jeg jo har fotograferet på, har jo meget været en proces sammen med mennesker. Så det har ikke været, at nu skal du lige tage et portræt så meget. Det har der også været, men det har meget været, lad os gå ind i en undersøgelse sammen. Og så handler det jo om egentlig at prøve at se det menneske med et kærligt blik, et nysgerrigt blik, et åbent blik, som ikke er fanget i vedkommendes egen historie. Og på en eller anden måde skabe en sådan pillenlag af eller en frigørende proces for vedkommende. Fordi i det, vi laver mange ting i sådan en session, så kommer der et tidspunkt, hvor den person bliver nødt til at give slip. Og hun kan ikke ane, hvad jeg har set og tænkt. Og når hun gør det, så træder hun frem. Og det kan du Ja, og det er sådan en meget underlig proces egentlig, men det er bare sådan, lige pludselig kan jeg bare mærke, der er hun. Altså der er en anden tilstedeværelse, der er en anden. Altså du ved, hvor man mister den der selvbevidsthed om sig selv, at man så egentlig bare er, som man er. Og typisk så kommer det med sådan en anden følelses, både hende og mig. En følelses, åh, der var det. 

Det lyder næsten så sådan terapeutisk. Ja, meget sådan kun terapeutisk, kan man sige, ja. Men det har været en spændende måde at arbejde med mennesker på, fordi lynhurtigt er vi jo inde i materien på længsler og sover og selvværd og det, man kæmper med og ønsker. En ting, som jeg tænker er noget af det, du er måske mest kendt for i dit fotografiske virke, det er den her måde, du har fotograferet nøgne kvinder i naturen. Blandt andet med bogen Emboddy. Ja, og det med nøgenhed i naturen, altså egentlig har det ikke været så meget, altså vi har lavet mange ting, hvor der også var tøj på, eller stof, eller hvad nu vi har leget med. Men det der med at være nøgen i naturen har på mange måde ligesom gået ind i barndommens frihed, hvor man løb rundt og legede med hvad nu der var, og var en del af. Der var man jo ikke så selvbevidst, så der var en enorm frihed i det. Og det oplever jeg sgu egentlig, at kvinderne finder igen, når vi så render rundt og leger, og så kan det være, at det bliver nøgnt til sidst. Og for mig er der en estetik i det, altså at kroppen er levende sammen med levende natur og former og teksturerne, bakken, huden. Altså der er et eller andet der, som jeg synes er virkelig lækkert at arbejde med. The original woman. Original woman, ja. Ja, eller mange facetterede kvinde, altså som både kan være enormt yndig og feminin og vild og rå og kravlende rundt i de her træer. Jeg har faktisk lavet en udstilling, som skal være op på Gemsing i første omgang i Stru og Gemsing kunst. Og der har jeg ligesom gået lidt ud over, og ligesom prøvet at tage fat i det med kvinder og træer, og oplevet til den udstilling, var jo noget om empowerment og blik og sådan noget. Og jeg havde bare sådan, undskyld, at jeg ville ud over, hvad skal man sige, den der meget personlige, Altså, den der idé om, at ens empowerment hviler faktisk på ens egen individuelle indsats, hvor jeg ligesom tænkte, jamen, i den måde jeg er kommet til at være i dialog med og i relation med, hvad skal man sige, den større natur, der tror jeg faktisk ikke på den individuelle narrativ mere, som jeg selv har levet hele mit liv. Individualisme, frihed, bryde alle grænser. Men hvor jeg egentlig tænkte, nej, fordi jeg tror faktisk, at den virkelige empowerment, vi kommer til at opleve, det foregår i de grupper, vi er sammen med

fællesskaber, og det foregår vel også i fællesskab med vores omgiver. Og på den måde har jeg så fået samlet en gruppe, som har været med til at rode rundt ude i skoven og med træerne. Så det er sådan kroppe medsøstre, fællesskaber, cirkler. Du startede med at sige, at jeg fanger dig på et godt tidspunkt, hvor du er ved at være landet her. Du er også et menneske, som vi har været inde på, har været enormt søgende og nysgerrig på alt muligt, både geografisk og kunstnerisk. Hvad betyder det for dig at slå rødder her? 

Vi sidder også her oppe. Jeg sidder med en redwood. Jeg tror, at nu er jeg jo også blevet så gammel, at man begynder at have sådan en slags 

status over sit liv. Og der er ikke så meget tid foran en, som der har været og ligger bagud. Og så man bliver jo nok lidt nødt til at... Altså jeg tror, at der kommer sådan naturligt, hvad er mest vigtigt? 

Hvad skal jeg bruge min tid til og min energi til? Og det er jo klart, at ved at have fået skabt nogle rødder og fået givet en masse energi til et sted, så kan det pludselig begynde at give noget tilbage til mig. Og det kan jeg begynde at mærke nu, både der hvor jeg bor og i omgivelserne og kommer til at kende flere mennesker og finder ud af, der er sjæle, der går rundt her, som måske har resonans med nogle af de ting. Min sjæl og nogle af de ting, jeg går op i. Så det er jo mega, mega skønt. Og på den måde, så tror jeg, at jeg har flere bøger, jeg skal skrive, og jeg har lyst til at arbejde mere ind i, hvad skal man sige, menneske-natur-forholdet. Altså der bliver jo sagt og skrevet alverdens ting og sager om det nu. Men jeg tror måske, at der er plads til mit perspektiv i det her felt i forhold til, hvordan Søren med den bevidsthed, vi har nu, og med det vi ved om natur-menneske-forholdet nu, på godt og ondt, og de økosystemer, vi indgår i, altså så er det jo mega... Altså på en måde, at det åbner op for en helt ny fortolkning af, hvem vi er som mennesker, og hvordan vi kan leve med de udfordringer, der er, og det vi ved. Og på den anden side, så er det jo også enormt, måske angstfremkaldende, eller bare sorgfyldt, at vi er kommet her til, og hvad gør vi? Hvordan skal vi være mennesker nu? Det synes jeg er et fandermak godt spørgsmål. Det vil jeg glæde mig til at læse mere om. Tusind tak, fordi du tog mig med herud til den her kæmpe Redwood. Og ja, hvor er det skønt at sidde her i solstrålen. Tusind tak for nu, Lone. Selv tak.