Hans Stavnsager ved Finstrup Kirkeruin

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav.

I det her afsnit skal du møde Hans Stavnsager. Afgående borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune og formand for UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav.

Vi mødes ved Finstrup Kirkeruin – den eneste kirkeruin på Fyn. Et sted, der for mange er næsten usynligt, men som for Hans er dybt forankret i barndom, minder og landskab.

Her voksede han op. Her lærte han rytmen i et liv tæt på jorden, dyrene og fællesskabet. Og her vender han stadig tilbage for at gå, tænke og se ud over øhavet.

Finstrup er et sted med lag på lag af historier. Om kirke og pilgrimsfærd, om sagn og spøgelser, om udsyn helt til Ærø og videre til Tyskland.

I dag står Hans her med blikket rettet både bagud og fremad. Mod tiden som borgmester. Mod arbejdet med Geoparken. Og mod det landskab, han har været med til at passe på og give videre.

Transcript

Speak 1:52
Hans, tusind tak fordi, at du ville møde mig her på dit særlige sted. Hvad er det for en sted, vi står ved? Altså vi står ved det, der hedder Fenstrup Kirkeruin, og det er lidt specielt blandt anden, fordi det er den eneste kirkeruin, der findes på Fyn. Og så er det specielt for mig, fordi jeg er vokset op, ja, det er vel 100 meter herfra, nede i en lille vej, der hedder Profitgyden. Der købte mine forældre et hus, da jeg var et halvt år gammel. Så det her, det er sådan mit barndomsland. Sådan lige bag ved os, 50 meter herfra, der ligger der et lille husmansted. Der i øvrigt har hørt under Halsens Hus i mange år. Men jorden her, da jeg var baren, det hørte til husmanstedet. Det var Jørgen og Jane, som havde det, som dyrkede jorden her. Og der fik jeg lov til, lige så lang tid jeg kan huske nærmest, at jeg kunne gå og få lov til at være forkalt deroppe. Og det var jo en flot titel, men altså det betød jo bare at jeg fik lov til at være med til alt, hvad der foregik. Hvad var det for eksempel? Jamen altså, der var sådan en aftale om, at fra jeg var syv år gammel, så var det at begynde at køre traktor for eksempel. Det var min mor ikke særlig glad for, men men det var sådan, det var. Så jeg har kørt rundt mange gange af havet og høstet og så videre her på jorden. Og pas dyrene, der var 11 køer og lidt grise og lidt gæst og sådan. Det var sådan en rigtig gammeldags husmandssted med alt muligt forskelligt. Og også det der med, at det var også et sted, hvor når man fortæller om det i dag, så lyder det jo nærmest som om det er forhjul, og det var det så også. Men altså, der var ikke noget køleskab for eksempel. Der var stadigvæk et fadebur. Alt var hjemmelaget. Marmeladen var hjemmelaget. Brødet var i køkkenene. Der var sådan et stort brandekomfur, hvor man fyrede op og også lavede mad på. Det var det sådan til dagligdag, var det det varme, der var der. Der var en grokedel ude i prøgkorset. Hvis man skulle have mere varmt vand, så var det der. Der var ikke centralvarme indlæg. Der var ikke bruser osv. Så det var et... Men altså, som barn var det et fantastisk sted, fordi at man fik lov til at være med til alt, og det var sådan en hemmelighedsfuld verden. Klart. Så primitivt, men du husker det som en god ting. En fantastisk ting, fordi man var sammen med de voksne hele tiden og fik lov til at være med til at prøve alle mulige forskellige ting. Og også det der med at være sammen med dyrene. Køerne var hyggeligt. Komme i koestallen, og frivilligt stod man op kl. 5 om morgenen om sommeren, fordi man skulle ud og hente køerne ud på marken, og de skulle ind til morgenmalkningen osv. Er det ikke også lige før, at maden smager bedre, fordi man har været med, man har fulgt dem? Jo, det husker jeg. Også fordi det var hjemmelavet det hele, som sagt. Hver anden lørdag, der var der pandekager, og hver anden lørdag var der æbleskiver til middag. Og det var jo til middag, man spiste. Altså kl. 12, der spiste man varmt mad. Og så var der en middags søvn. Det var jo det mest kedelige tidspunkt på dagen som barn. Den der halve time fra halv 1 til halv 2, der skulle der være ro, fordi der sov man middags søvn. Men ellers, altså det kørte i sådan en meget, meget fast rytme. 

Men igen, hvor man sådan hele tiden, altså der var hele tiden noget at lave. Og det var ikke sådan, at man skulle være sig selv, eller man sad ikke på sit værelse og spillede computer. Men man var ude og var med til, hvad der foregik. Sammen med familien? Ja, sammen med familien. Altså forældrene der til Jørgen, Ellen og Holger hed de, de brugede jo sådan en lille bitte af aftægtsværelse. Altså i dag vil man jo sige, at det var enormt primitivt og fattigt måske på mange måder. Men altså familien var jo sammen sådan flere generationer og gjorde tingene sammen og spisede sammen. Men I var ikke sammen hele tiden, fordi du fik også lov at fuldt afsted ud i markerne og blandt andet heroppe? Det er rigtigt, altså fordi dengang der var et meget anderledes sted på det tidspunkt, fordi der var ikke nogen skilte heroppe. Det var ikke sådan, dengang var det ikke en turistattration. I dag er der et lille, det er ikke et stort, men der er et lille attraktionsskilt hernede. Men dengang der lå der, der var det sådan overgrudet med kræt og små træer og så videre. Så det lignede egentlig bare sådan en lund, der lå midt ude på en mark. Men når man så kom ind under træerne, så fandt man jo så alle de her mure og ruiner, der lå her. Så det var sådan et, som barn var det et meget hemmeligt og fantasifuldt sted. Og det var noget helt særligt, når man vidste, det var her. Altså når jeg havde kammerater med hjemme, så skulle jeg altid heroppe og vise dem det her sted her, fordi det var noget helt specielt. Ja, det er et hemmeligt, særligt lille sted. Ja, lige præcis, ja. Men det er jo stadig for mange et lidt hemmeligt sted. Men det er trods alt blevet åbnet op, og der er kommet et lille skilt, så man kan finde vej. Bruger du det også i dag? Jamen det gør jeg. Altså i dag bor jeg i Forborg, men jeg kører tit heroppe og går en tur. Så Holsens Hus skoven ligger lige bag ved her. Og går tit en tur gennem skoven, eller går en tur rundt om Dierenes og Holsens Hus og kommer tit forbi her. Og når jeg kommer forbi her, så skal jeg altid lige en tur op på toppen af kirkoen op på det gamle tårn. Og lige se om tingene er, som vi plejer at være, og se udsigten og så videre. Så det er sådan at vende tilbage til ens gamle jagtmarker. Og det er jo et lidt mytisk sted. Med sådan mange forskellige historier, det er sådan lidt usikkert, hvad der helt præcis har været her, men du kender historierne. Ja, og der er flere forskellige historier, som sagt. De to historiske fortællinger, der er, det ene er, at det havde været en sovnekirk. Der har måske ligget en landsby på et tidspunkt, der hed Finstrup, ligesom Holsens Hus hed tidligere. Den er måske gået under pesten, altså Europa i den store pesteepidemi i 1300-tallet, der mistede de fleste europæiske lande mellem tredjedel og halvdelen af deres befolkning, så der var mange landsbyer, der blev forladt på det tidspunkt. Det kan være en forklaring. En anden forklaring kunne være, at nede i parken til Holsens Hus, der ligger der en helikilde, som man ved har været meget søgt i middelalderen. Jomfrukilden. Ja, og vi ved, at en af Valdemannes dronninger faktisk på vej ned til Nakebølle, gjorde holdt her for at drikke af kilden, så det har været et betydningsfuldt sted. Og der er en teori om, at det måske har været en valgfartskirke. Altså, at det var dem, der kom for at drikke af kilden, at de skulle jo så også have sted at købe en kærte og sætte og bede og så videre. Altså katolske pilgrime. Ja, lige præcis, ja. Sådan en lille udgave af Santiago, det kom på Stelja. Og så da reformationen kom, så stoppede det jo, og så blev kirken nedlagt der. Og så er der også, kan man sige, den måske lidt mere fantasifulde historie, som jeg fik fortalt, det er jeg var barn. Lad os lige få den. Og det var, at vidt på Holtens hus, eller dengang Fenstrup, boede der en slotsfru gift med herremanden, som havde en sort hund, som hun var meget glad for. Og da den døde, så var hun så tyngende, der sov, og hun tog den i sine arme og bar den op af bakken og begrav den under aldriget i kirken. Og den søn, som det var, at der var en hund, der var begravet under alderet, de gjorde så, at kirken brændte ned. Så genrerbyggede man den, og så brændte den ned igen. Og så spurgte man så paven, hvad pokker skal vi gøre, fordi at vores kirke bliver ved med at brænde ned. Og så sagde paven så, at I skal bygge en ny kirke en halv mil i mod vest. Og det var så Diernes Kirke, at de byggede. Som sagt, det historiske passer ikke helt, fordi Diernes Kirke er sådan set lige så gammel som kirkeruinen her. Men de gamle, der boede nede på gården her, de fortalte mig tit, da jeg var barn, at når det var fuldmående og midnat, så kunne man stadigvæk se en sort dame komme gående med hunden i armene ned fra hovedgården af og herop. Så det var jo sådan en ekstra dimension, at der også var et smøgelse, der holdt til her. Klart, men det holdt dig ikke tilbage fra at tage her op? Overhovedet ikke. Altså jeg synes, det eneste, jeg tror, jeg var lidt irriteret over, at jeg aldrig nåede at se hende selv, fordi det synes jeg kunne have været stort. Vi havde også selv, vi havde sortlappadore, da jeg var barn, så jeg kunne godt relatere mig til det der med at have en sort hund. Klart. 

Ej, nu kom solen frem. Ja. Det er mere sort til sig i den her tid. Vi står heroppe på toppen og kigger ud over landskabet, men dig som kender det så godt, hvad er det, vi ser? Ja, så der er jo en fantastisk udsigt, specielt mod syd. Nede i bunden af Forborger, fjorden, der ligger Forborger og putter sig. Diernes ligger heroppe mod vest med kirken. Mod syd, der ser vi Øehad, Bjørneø, Awnakø, Ærø, længere ude i Als, og når det er rigtig klart vejr, så kan man faktisk se den nordtyske kyst. De gamle på gården her, der er vokset op for tal, der under 2. verdenskrig, har de stået heroppe og set, når englige og amerikanerne bombede, så kunne de se lysskeret fra, her var det Kiel og her var det Hamburg osv. Så det var også en del af historien her, at man kunne følge med i, hvad der skete nede syd for grænsen. Bag ved os, der ligger Holstens Hus-skoven, som rejser sig, så vi ligger sådan på et plateau her på bakkelandskabet, og nede mod øst, der ligger så Holstens Hus. Og vil du anbefale folk at komme heroppe? Absolut. Altså jeg synes, det er en magisk sted. Og der er ikke ret mange mennesker, der er dejlig fred og ro. Man kan virkelig, specielt en sommeraften, sætte sig ned heroppe på tårnen, nyde udsigten og se solen gå ned. Det giver fred i sjælen. Det er også, altså nu kender jeg skovene en lille smule, fordi dem har jeg brugt rigtig meget. Det er nogle ret fede skove, hvor der ikke er særlig mange mennesker. Det er det. Og igen, da jeg er vokset op, der er jo også nogle hemmeligheder i skovene her. Da jeg er vokset op, der lå en te-paviljon, sådan man nede fra Gursa i forholdsens hus af. Der kørte man sådan op ad bakken der i slutningen af 1800-tallet, når man havde fine gæster. Og så lå der sådan en japansk-inspireret sekskantede te-paviljon op på, sådan en udspring fra bakkerne af, hvor det var åbent på de tre sider ude mod syd. Så der kunne de sidde i ly for regnen, og så sidde og nyde teen, mens de kan nyde udsigten. Og som var åbent, for man gerne måtte bruge. Ja, det stod bare åbent. Altså desværre faldt de omkugel i en storm her for nogle år siden. Der er jo også nogle høje deroppe, som er opkaldt efter den gamle geheimrådets døtre. Der er Rigidzehøj og Emiliehøj, som også er sådan nogle hemmelige steder. Ja, der er mange høje i det hele taget. Et meget bakket bjerge. Altså, det er jo de fynske alber, vi er i. Er det ikke det? Jo, det er jo udkanten. Det er en del af den samme bakkekæde, som strækker sig op i Svandingebjerg og Svandingebjerg. Og det er jo det, de fleste kender, tænker jeg. Svandingebjerg. Og det er sådan relativt højt. Altså, kongehøgn, der er det højeste sted i Holshushus-skoven, er sådan 116 meter. Så der er ikke så fantastisk udsigt, fordi det ligger inde i skoven. Så udsigten får man herfra, der er vi lidt lavere, men stadigvæk. Altså, der er jo en utrolig udsigt ud over øehavet herfra. Men det er, altså hele området her omkring Holshushus og direrne, synes jeg jo. Altså, nu er jeg også vokset op her, så jeg er jo nok lidt forudtaget, men jeg synes, det er et fantastisk område at bevæge sig rundt i og få nogle naturoplevelser. Jeg synes, vi skal sætte os ind i kirken, hvor der lige er læ et øjeblik, hvis du har mod på det. Ja, det sker det. 

Du er jo både borgmester i Forborg Midtfyn Kommune og formand for Geopark, det sydfynske øhav. Hvad har det betydet for området, at det er blevet udparet som en UNESCO-geopark? Altså, jeg synes, det har givet en anden selvforståelse. Altså, der har jo altid, lige så langt cirka husket, været masser af mennesker, der har været enormt glade for vores lokalområde, og har fremvist det på forskellige måder, og fortalt om det, og så videre. Men det, at vi nu har fået, specielt, at vi fik UNESCO-stemplet, altså det, jeg synes, jeg betyder, at... 

Altså, det vi... Altså, igen, vi har altid godt selv vidst, at det var et særligt område, vi boede i. Men det, at vi nu også har fået en af FN's verdensorganisationer til at ligesom sætte stempel på, at det er faktisk noget helt særligt, det er noget, der er ved at rejse for. Det synes jeg, som sagt har givet en anden selvforståelse på, at stoltheden har fået et nykke op af, og ønsket om at både passe på det, men også at formidle det. Fortæl om det til andre, der kommer og besøger os. At den er blevet endnu større. Så det er sådan selvforståelse. Hvordan sådan mere konkret har det haft betydning for området, synes du? Jeg synes, det har haft en betydning, at... For eksempel, vi har jo altid haft en del turister i området hernede, men vi er begyndt, synes jeg, at tænke mere strategisk på, hvad det er for en type turisme, vi gerne vil have. Altså, det er jo ikke den her masseturisme med 10-etages betonblokke, vi vil sats på. Altså, det er jo en bevarende og beskyttende turisme, der respekterer både naturen og også respekterer kulturen, de mennesker, der bor her. Så jeg synes, det har medført nogle diskussioner imellem alle de mange aktører, der er i både private, kommuner, foreninger osv. Hvad er det, der er helt unikt og særligt ved vores område, som vi gerne vil beskytte og bevare, men som vi også som sagt gerne vil fortælle om til omverdenen. Ja, det er ligesom skabt en ramme for den her fællesdiskussion om, hvad det helt særlige ved det sydfynske øgehav er. 

Og I er jo fire kommuner, som er gået sammen og laver den her ansøgning om at blive UNESCO Global Geopark, og det har været et stort arbejde, ved jeg. Der har taget mange år. Naturen kender jo ikke nogen kommunegrænse. Hvad betyder det, at man sådan står sammen som fire kommuner og kan arbejde for at udvikle et område? Altså, giver det noget særligt? Jeg tænker, at det ikke lige hver dag, at man på den måde samarbejder på tværs af kommuner? Nej, det gør vi faktisk en del med de sydfynske kommuner, så for dem var det ikke sådan helt... Og man kan sige, at forgængeren til Geoparken var jo også det, der hedder naturturisme, hvor vi faktisk i 25 år har arbejdet sammen med de sydfynske kommuner om at fremme netop friluftsturisme og friluftsliv i det hele taget. Men det er klart, at vi har taget det. Ikke bare et, men flere skridt op samarbejdet. Og det giver jo god mening, dels fordi, som du siger, at havet kender jo ikke nogen grænser, så hvis vi skal arbejde for at genoprette biodiversitet og miljøtilstanden, og det er jo en del af projektet også, det er vi nødt til at gøre i samarbejde med hinanden. Men jeg synes også, det gør noget i forhold til, at vi kan noget forskelligt. Altså nu er vi jo så at sige på fastlanden, selvom vi er på Fyn her, hvor vi har en type naturoplevelser. Når du kommer til Langland og Ærøj, så er det en anden type oplevelse. Når du kommer ud til de mindre øer, så er det en tredje type oplevelse. Så vi supplerer hinanden, synes jeg, rigtig, rigtig godt. Vi plejer jo at sige, at inden for Geopranksområdet, der er jo nærmest ikke den friluftsoplevelse, i hvert fald i dansk regi, som du ikke kan opleve her inden for relativt kort afstand. Og det er noget af det, som giver noget ekstra, når vi er fire sammen. Hvis du skulle nævne en ting, som der er kommet med Geoparken, som du er stolt af og har været med til, hvad skulle det så være? Jeg tror, jeg vil nævne to ting i virkeligheden. Det ene er, at vi har fået lavet et guide-netværk. Der er mange, der gerne fortæller den gode historie om det område, hvor de bor i. Og det, vi nu har fået lagt sådan en professional lag ovenpå og givet folk nogle redskaber til virkelig kvalitativt at fortælle om, hvad der er, der sker i deres lokale områder, og hvad Geoparken betyder for dem. Altså Geoparken-guider. Ja, lige præcis, ja. Vi har haft det første hold, som er færdigt, og de har nu lavet et netværk, hvor de stadigvæk understøtter hinanden, og vi skal i gang med næste hold her til foråret. Så det er den ene ting. Den anden ting, jeg er rigtig stolt af, det er, at vi har fået lavet et underviselsesmateriale til vores elever på skolerne i Geoparkområdet, som kommer med ud med fylder vores lejreskoleskib, oplever den del af kulturarven med sådan en gammel tremaster skonnert, og samtidig tager vandprøver og oplever på egen hånd, at tilstanden desværre ikke er så god, men også forhåbentlig dermed får et ønske om og en motivation til at gøre det bedre, end min generation har gjort i forhold til at beskytte vores lørelse, Så de to ting, det er i hvert fald to af de helt konkrete ting, som jeg er vældig glad for, at vi har fået sat i værk Du har jo været borgmester i to omgange i otte år, er blevet valgt af to omgange Har du egentlig været formand for Geoparken i alt? Nej, det har været den sidste periode, de sidste fire år har jeg været formand Hvad har det betydet for dig at være formand for Geoparken? Jamen det har jeg været rigtig, rigtig glad for, fordi at, altså, jeg holder meget af det sydfynske område Det er som sagt, det er her, jeg er vokset op, det er her, jeg føler mig hjemme Og det der med, altså Jeg oplever jo det lidt som et skulderklop, at de andre kommuner også pegede på mig Som den, der har fået lov til at sidde for brugerenden i den periode, hvor vi skulle have UNESCO-ansøgningen i hus 

Så, jamen altså, det er virkelig et... Altså, der er mange opgaver som borgmester, som man gør, fordi man skal gøre det Men altså, det her formand for Geoparken har været sådan en lystbetonende opgave, som jeg har været rigtig glad for Og er der nogen mulighed for, at du fortsætter? Altså, det håber jeg Jeg fortsætter sig ved bestyrelsen Jeg er blevet udpeget til at sidde i bestyrelsen i den næste periode Og så må vi se, når vi skal konstituere os til januar, hvad Men altså, jeg fortsætter gerne, fordi jeg synes virkelig, det er spændende arbejde Og det giver god mening

Nu vender jeg lige blikket lidt over mod din tid som borgmester Som sagt har du siddet i otte år som borgmester for Borgmætfyd Kommune Hvad er du mest stolt af i din tid som borgmester? 

Altså, jeg tror egentlig, det er, at vi har fået skabt, synes jeg, et samarbejdsklima Ikke alene intern i kommunalbestyrelse Men også med vores administration, vores medarbejdere Men også med lokalområderne, der ligesom baserer sig på tillid og respekt Altså, det er jo ikke det samme, som vi altid er enige i Men jeg synes faktisk, at Altså, efter valget her, kommunalvalget her for nylig Der blev vi udnættet til at være den kedeligste kommune på Fyn Af vores lokalredaktør Fordi at der aldrig rigtig er de helt store slagsmål Og der er ikke de helt store skandalehistorier og så videre Og det er jeg egentlig ret glad for Altså, fordi at Jeg synes, altså, vi Altså, vi klarer tingene ved at drinke en kop kaffe sammen Og snakke om det og finder løsninger Uden den helt store dramatik Og det er den måde, jeg gerne vil arbejde på Så det er jeg glad for Det synes jeg, vi er nødt langt med At skabe en kultur, hvor som sagt Alle går ind i det med et ønske om at løse de udfordringer, der er Og så lykkes det også Relativt tit i hvert fald at finde nogle løsninger Er der en beslutning, du har truffet i din tid som borgmester Som du stadig vender tilbage til i tankerne? 

Ja, der er jo mange beslutninger Ja, altså Jeg tror, at en af dem, som jeg vender tilbage til tit Det er for halvanden år siden Altså, det risikerer vi meget langt Fordi kommunal økonomi er ekstremt kompliceret Men Men af forskellige grunde Så havde vi lige pludselig 75 millioner kroner Mindre end vi troede, vi havde I forbindelse med et budgetlægning for et eller andet år siden Og der valgte jeg ligesom at Altså, det kan simpelthen ikke passe det her Så jeg brugte sådan et par måneder hen over sommeren på At snakke med alle, der havde lyst til at lytte Presse på Og måske også lidt upopulere nogle steder Også i mit eget parti Men det lykkedes så at få 74 eller 75 millioner kroner tilbage igen Inden at budgettet skulle lægges Altså, det er en af de ting, som jeg tænker tilbage på Både fordi det var en hård periode Men også fordi det faktisk gav et resultat Så det er ikke sådan at tilbage med fortryd Nej, det er ikke at fortryde Nej, tværtimod Det var så det, der var med til At træffe beslutningen om ikke at genopstille Fordi, altså, det er også hårdt At være den, der ligesom Skal stå og tegge løs på folk For at få de penge, vi synes, vi har ret til at få Så, men nej Jeg tænker tilbage på det, fordi jeg faktisk er stolt over At jeg valgte at tage den tilgang Og ikke bare, lad os sige, tige stille Men valgte at tage kampen Er der noget, du gerne ville have haft mere tid til Som borgmester? Ja, vi ville meget gerne have haft mere tid til at gå ture Altså, det der med at vandre i vores naturområder hernede Det holder jeg meget af Og det må jeg bare sige Det er noget af det, som der ikke har været meget tid til Alt for lidt tid til Altså lige for at forklare tankerne Ja, lige præcis, ja Og bare for at komme ud og få noget frisk luft Og ja 

Nå, nu kommer der lige en flok gæst hen over her Så de vil også blande sig i optagelsen Men det er jo nogle af de oplevelser, man får netop det der med Eller svaner er det faktisk Hvis jeg skal være helt ærlig Det er jo egentlig oplevelser, man får, når man er ude i naturen, men ikke når man sidder på et kontor, så det savner jeg at have mere tid til, og glæder mig til at få mere tid til igen. Jeg kunne forestille mig, at det også er, for mange af os, at det er en måde at blive lidt ydmyg i forhold til livet, at man er sgu en lille prik. Jo, plus tidligere, inden jeg blev mest arbejde, er jeg blandt med journalistik og skrev bl. a. nogle bøger osv. og havde sådan en arbejdsforum med, altså gå en, altså sådan, hvad skal man sige, en kreativ proces har jeg egentlig altid godt kunne lide, og kombinere med at gå, altså sådan, typisk arbejde jeg, sådan mere om morgenen, eller formiddagen gik jeg sådan en tur og tænkte over, hvad det var, hvis vi skulle skriver osv. Og så om eftermiddag, et efterfrokost, kunne man så sætte sig ind, og så begynde for ikke faktisk at få det ned, men som sagt, altså det, jeg synes det giver noget ekstra, det gør det for mig, når jeg bevæger mig ude i naturen, når jeg skal tænke tanker. Er det så noget af det, der bliver mere af, nu hvor du stopper som borgmester? Det er absolut planen, ja, det er det. Hvad skal du lave? Altså du fortsætter jo både i regionsrådet og i kommunalbestyrelsen, så der bliver stadig noget at se til. Så der bliver stadig noget at se til, og det er også derfor, at jeg siger, at jeg skal ikke have noget fast job, det er ikke planen. Måske begynder jeg at skrive lidt igen. Det har jeg savnet faktisk som borgmester. Men ellers passe de to værv der i kommunalbestyrelsen og i regionsrådet. Og så kan det være, hvis der kommer nogle sjove opgaver, at jeg siger ja til det. Men det bliver sådan mere lystbetonet, altså. Altså jeg er jo 62 nu, og det er jo ikke fordi, jeg går på pension som sådan, men heldigvis har jeg nået i en situation, hvor jeg ikke behøver så tjene penge. Så nu er jeg nået dertil i mit liv, hvor jeg kan vælge at sige, det der, som jeg synes er interessant og sjovt, det vil jeg gerne arbejde med. Og det andet, det er jeg privilegeret nok til at kunne sige nej til. Ja, det er da et privilegie. Det er skønt. Altså du har jo selv valgt ikke at genopstille som borgmester, men fortsat i kommunalbestyrelsen her. Det er blevet klart nu her efter kommunalvalget fornyeligt. Hvordan har du det med, at det snart bliver din sidste arbejdsdag som borgmester? Altså grundlæggende har jeg det godt med det, fordi jeg selv har valgt det. Og nu har jeg jo haft et par år til at forberede mig, siden jeg meddelte det. Det bliver da også lidt mærkeligt. Men altså jeg kan bare mærke på mig selv, at jeg har ikke fire år mere i det tempo. og med den måde. Altså at være borgmester, det er mere end en fuldtidsjob. Altså du er på hele tiden. Og der er altid bekymringer. Ikke mindst omkring økonomien i en kommune som vores. Så den del, det har jeg det rigtig, rigtig godt med at kunne overlade til andre. Og som sagt, det er der med at få mere tid til at gøre de ting, som jeg selv synes er interessante. Det glæder jeg mig til. Så i bort og rundt glæder jeg mig til det. Og som sagt, så håber jeg at få lov til at fortsætte som formål for Geoparken. Så er det en af de ting, som jeg synes giver mig energi og som jeg er glad for. Jeg tænker også, at der kunne være nogle ture i Geoparkregi. Altså det er privilegierne ved at arbejde med Geoparken, at man tit kommer ud. Også det. Altså jo lige præcis. Kommer rundt og ser hele området. Det gør også altså via ekskursioner. Jeg var også så heldig at være med på Island, da vi fik udnævnelsen. Det var sådan en europæisk Geoparkmøde, der blev holdt deroppe. Og det der med at komme ud og møde andre Geoparker, det synes jeg også er spændende. og blive en del af det netværk, som der findes både i Europa og i verden. Der er nok ikke mange, der sådan helt forstår det der med, at vi faktisk har en FN-forpost i det sydfynske øehav. Altså det er da ret vildt. Det er også en historie, jeg gerne fortæller, når jeg skal ud og fortælle omkring Geoparken. Det der med, at en verdensorganisation har sagt, at det område, vi bor i, er så helt unikt, at de sætter det label på. Og sådan set siger til resten af verdens befolkning, kom og oplev det sydfynske øehav, fordi der er noget her, som I ikke kan opleve nogen andre steder i verden. Det er, for mig er det stadigvæk fantastisk og nærmest mindblowing, når jeg tænker over det. Her til sidst vil jeg bare lige spørge dig, hvilke drømme du har fra Geoparken i fremtiden? For det første drømmer jeg om, at vi får gjort noget ved havmiljøet, og det er vi jo heldigvis i gang med. Det kommer til at gå mange år inden for alvor, men jeg tror faktisk, at vi... Nu tænker du på det havnaturgenopretningsprojekt. Ja, og den grønne træpart og sådan alle de mange ting, der sker. 

Jeg håber om 20 år, så er der fisk igen for eksempel, og at lysfiskere kan tage ud og fiske og... Igen da jeg var barn, så vi havde båd hernede, så der kunne man jo tage ud og pilke torsk og så videre, altså det håber jeg, at vi kommer tilbage til igen. Og så håber jeg, at vi har fået udviklet en turisme, der både giver mere omsætning, men samtidig også gør det i respekt for lokalområder, der faktisk bidrager til en positiv udvikling, hvor det ikke bliver en konflikt imellem os, der bor her og de turister, der kommer der, men hvor det bliver et samarbejde om at tage næste skridt og udvikle det her fantastiske område, vi bor i. Altså, vi har jo fået en del penge fra EU til det lidt mystisk måske kalder regenerativ turisme, men som jo virkelig handler omkring det der med, at når man kommer som turist, i stedet for at slide på et område, så bidrager man faktisk positivt til området. Det synes jeg er enormt spændende, at vi nu har fået penge til at udvikle sammen med nogle nordtyske partnere, fordi hvis vi kan få det til at lykkes, så tror jeg faktisk, at vi kan vise en retning for os for turisme, hvad en moderne form for turisme kan være, ikke kun i Geopark, men også andre steder i verden. Tusind tak, fordi du gad at mødes med mig og tage mig heroppe til Findstrup Kirkeryn. Jamen selv tak, og jeg vil bare anbefale, sådan en sommeraften, at sætte dig heroppe på kanten og kigge ud over øehadet og se solen gå ned. Der findes ikke noget bedre. Og du bliver ikke bange for, at folk begynder at valgfarte til det her hemmelige sted? Der er god plads, så det skal de være meget, meget velkomne til. Men ikke drikke af kilden, eller hvad? Jo, det kan man også. Det er også en god idé. Der er både Jomfru-kilden hernede, der er øvrigt også i Pipstorn, der ligger ikke så langt herfra. Der er Kirsenskovskilde, som også virker. Så det kan anbefales. Taler du af erfaring? Ja, ja. Man får det fantastisk, når man drikker af kilderne. Tusind tak. Selv tak.