Anne Hjortenberg ved kattepletten i Egebjerg Bakker

Velkommen til Mit særlige sted – på sporet af Det Sydfynske Øhav.

I dette afsnit skal du møde Anne Hjortenberg. Formidler, projektleder, og som hun selv kalder det, en bæredygtig dynamo.

Vi mødes højt oppe i Egebjerg Bakker. Ved en lille plet i landskabet, der ikke gør meget væsen af sig. En kaffeplet. Uden skilte og uden café. Men med udsigt over istidens bølgende spor og Det Sydfynske Øhav i det fjerne.

For Anne er det et sted, man vender tilbage til. Et sted, hvor tempoet falder, og hvor man kan mærke, hvordan naturen giver energi tilbage. Til krop, tanker og hverdagsliv.

Anne er vokset op i byen og har levet et liv på farten. Men Sydfyn blev et aktivt valg. Et sted at slå sig ned, skabe familie, og arbejde med det, der binder mennesker sammen: mad, fællesskaber og ansvar for hinanden og for det landskab, vi er en del af.

Fra lokale fødevarer og socialøkonomisk virksomhed til nye fællesskabsrum og kulturelle møder i naturen, arbejder Anne i krydsfeltet mellem individ og fællesskab. Med en insisteren på, at bæredygtighed ikke kun handler om tal og aftryk. Men om valg, relationer og tid.

Transcript

Speak 1:55
Hej, Anne! Hej, Anne! Godt at se dig! Tak, og i lige måde, hej! Så mødes vi her ved sådan en spider-hytte. Der har jeg aldrig været før. Nej, det er også lidt hemmeligt. Det er ikke helt til at finde den her spider-hytte, når man kommer kørende op ad Alpevej. Men så drejer man jo også nede i skoven, der ligger den her E-bjerg spider-hytte. E-bjerg-hytten tror jeg, at jeg fik googlet mig frem til. Og det er jo slet ikke her, vi skal mødes, men det her er bare der, hvor vi parkerer, og så tænker jeg, at vi kan gå ud til der, hvor jeg tænker, at vores mødested er ægte er. Ja, spændende. Men det er altid godt at kunne parkere, for det er ikke et sted, man lige kommer til. Med offentligt transport eller... Nej, jeg tænker mest, at man kommer vandrende hertil, fordi det ligger som en del af Øhavstilen. Ja, for vi er jo ikke ret langt fra Eber Mølle, som mange nok kender. Ja, jeg tror, at de fleste, der kommer på den her bakketop, de besøger Eber Mølle. Ej, men fedt. Og du har kurv med? Ja, du har kurv og et lille tæppe med, fordi det er jo en smuk dag, men stadigvæk råkoldt. Det må man sige. Men lad os prøve at bevæge os ud gennem lidt skov her, og så kommer vi ud til der, hvor jeg tænker, vi skal mødes. Ja, perfekt. Jeg glæder mig. Vil du vise vej? Ja, man går lige så ned her, eller hvad? Nej, op. Nange veje fører og så her. Ja. Ja, men det er en smuk spiderhytte ellers. Ved du noget om den? Ja, den ved jeg meget lidt om, fordi det er egentlig ikke her, jeg plejer at komme. men man ved bare, at hvis man skal give vejledning til, hvordan man kommer at tæsætte den, man skal køre efter. Det skal herudad. 

Og det er smukt i dag. Ja. Det er sådan en frostkold eftermiddag i januar. Ja. Og der er stadigvæk sol, så der er stadigvæk en masse lange skygger. Ja, det er bare med at sule det til sig. Ja, præcis. Men der er noget smukt ved de der netop lange skygger, ikke? Ja, det er sådan forandret landskabet. Ja. På en eller anden måde. Ja. Og det her, det hedder jo, det hedder kaffepletten, tror jeg, ved Egebjerg, Mølle eller Egebjerg Bakker. Og det er egentlig noget, som der er på mange kort. Kan man se dem, at den er markeret. Men det er ikke noget, som der er skilte eller vejvisning til den her lille plet, vi skal ud og sidde. 

fornemmer, at der godt kunne være noget udsigt. Det kan du allerede se noget. Ja. Vi skal over en græsplæne og så gennem et lille krat, og så kommer vi ud på den anden side. Og så, ja, ganske rigtigt, så er der jo en udsigt herudefra. Ja. Fordi man fornemmer det også, når man kommer kørende hertil, at vi er heroppe i de fynske alber, hvis man kan sige det. Jamen det kan man jo netop, fordi nu kom vi ned fra den bil, jeg kørte i, kom ned fra Aalrup, og der kører man jo op ad det, der hedder Albevej. Og allerede der, der kan man jo blive lidt spændt, fordi det er ikke så tit, man kører på en vej, der hedder Albevej. Nej, du bliver mig lidt skuffet over det. Men se nu her, nu kommer vi ud både i solen og så med udsigt ud over istidslandskabet og til en kaffeplæt. Der står simpelthen skilt med et kaffeplæt. Ja. Så hvis man skulle være i tvivl. Men ikke i nogen kaffebar. Nej, ikke endnu. Man må selv medbringe kaffen. Ikke endnu. Men herfra kan man jo se det der bølgende istidslandskab ud over det sydfynske ø herovre. Man kan jo både se en lille smule vand, men mest de der bakker, som der er karakteristisk for det her område. Og det er et sted, som jeg synes giver mig en masse ro, som jeg blev ved med at vende tilbage til. Og derfor havde jeg valgt, at vi skulle mødes her. Hvordan har du fundet det? Det er egentlig en veninde, der har vist det til mig. Og jeg tror, det var i forbindelse med min 40-års fuldsdag. Ville jeg gerne ud og lave noget ude i naturen sammen med nogle af mine veninder. Og så sagde hun, ej, jeg kender sådan et godt sted. Hvad med at mødes på kaffeplætten ude ved Ebejerbakker? 

Det sagde jeg jo selvfølgelig til at starte mit bekendtskab med kaffeplætten der. Så det har sat sig i dig? Ja. Ja. Og så samtidig med, så er det også et sted, der ligger på den her Øhavssti. Så når man går et tapper af den, eller går hele den, så møder man også det her sted. Og bliver introduceret til, at man kan tage sig et lille hvil her, slå sig ned og så nyde den gode udsigt. Og hvad kan vi se egentlig? Kender du geografien her? Ja, altså vi kan se, vi kan se Ollerup, der ligger hernede. Man kan se Kymnestik-højskolen. Og så kan man se, så ligger der en kirke derovre, ik? Og det må jo så være, uh, nu skal man passe på. Hvad er det? Det er... Ens kirke. Okay. Nu kunne jeg f*****e stelle mig, at det var. Det virker langt væk, men Ja. Det tror jeg. Jeg tror jeg kan... Jeg tror jeg godt kan sige, at det er eneste kirke derovre. Der er jo en rett stor kirke af at være, ikke? Jo. Men kan det passe, vi kan se, vi kan se. Det kan vi også, ja. Ja. Øhm, den ligger i baggrunden der omme bag ved Vennmøllerne. Ja, det er det, det må være den, der ligesom bakker. Ja. Øhm, ja. Og så, så kan man jo også se helt inden mod Svendbossen, så det er måske mest mod udsigten. Den siger mest mod, at man kan se øst over, ikke? Syd og øst over. øhm, men øhm, men man kan se langt herovre. Og det er jo måske også derfor mange besøger Egebjær Mølle, fordi når man er oppe i naturrummet deroppe, der kan man også virkelig se meget. Og det er sådan lidt et naturmekka, føler jeg, i det her område, ikke? Fordi man har Egebjær Mølle, som også har en hel historie omkring sig, og noget fantastisk arkitektur, og så har man rødme svinehaver, som også ligger lige herved. Ja, det er et rimeligt hotspot for flot natur. Jeg tror, at den vej, der går dernede, hedder Lysemosevej, så der må også være noget mose hernede. Der ligger i dalene, ikke? Uden at jeg skal gøre mig specielt klog på geografien herude. Og det er som om, at vi er fuldstændig, ja, det er vi. Vi er helt i læ her, fordi det er faktisk en ret blæsende dag. Ja. Men vi har ligesom ryggen mod skoven, og det gør jo så også, at vi har øhavet og solen for vores fødder, men ryggen mod en skov, der skaber noget ly. Ja, men perfekt sted. Ja, der må være noget. Og vi har slået os ned. Og så er der dyr, der går her også. Ja, det er der vel. Ja, der må være noget, siden der er sådan en feg hegn der, ikke? Jeg tror, eller jeg ved, at går man længere mod vest, må det være, så kommer der sådan en skotsk-højlandsk kvæg. Der står sådan nogle meget ulede, søde kreature den vej den her. og den har jeg gået flere gange kommer man over, og så kommer man over mod rødmevej. Ja. Ja, så det er jo ikke, man står ikke lige klods op af sådan noget landbrugsjord, det kan vi også godt se, men det her det ligner jo sådan noget, der bare bliver græsset. Ja, sådan naturgræsset. Ja. Ja. Ja, ja. Det tror jeg er vildt. Ja. Smut. Og så samtidig, da vi kørte herop, så så jeg også en ung knægt på mountainbike, så det er også et sted, der bliver brugt af en yngre generation og noget aktivt outdoor-liv, som der jo også er en del af naturen herude. Klart. Ja, det er jo altid spændende, hvordan man forvalter både at have plads til det rekreative og noget natur, der får lov at stå i fred. Ja. Ja. Ja. Men det her virker som en meget rolig plet, ikke? Ja. Det må man sige. Ja. Yes. Ja, jeg har lidt tæppe med. Ja. 

Hvad betyder det ellers for dig at bruge det område, du bor i? 

Altså, jeg synes, det er sådan et sted, hvor man lader op, og hvor man bliver fyldt med energi igen. Det der kan være det der hverdagsstrænende. Der kan man komme herud og, eller i naturen, og få genereret noget energi tilbage til krop og sind. Gør du det? Jo, ikke nok. Men det vil jeg i hvert fald rigtig gerne prøve at gøre ofte. Og der er noget af det, der er fantastisk, man kan gå lige ud og gøre ude for sin egen hoveddør. Man bor i en by og et sted, hvor det er ret nemt tilgængeligt en gode aftentur eller noget. Men også det her, hvor jeg har bevæget mig lidt længere for at komme herud og få lidt mere rå natur her, end den by natur, jeg bor tæt på. Men betyder det noget for dig, at du bor her i det sydfynske ø i Havet? Ja, altså, jeg har helt klart tilvalgt det her sted, hvor vi gerne vil bo, og vi gerne vil have en familie. Og jeg kommer fra Frederiksberg, som så jeg er helt klart et bybarn, så det var et meget aktivt tilvalg at flytte til Sydfyn. Ja, fordi du er jo et menneske, der har boet mange steder i dit liv. Eller du har i hvert fald boet andre. Det er relativt. Det er relativt, ja. Men du har i hvert fald boet langt herfra også. Ja, jeg er internationalt gift, så min mand kommer fra et andet land, så derfor har vi i mange år været på farten. Og vi har flyttet os mange steder og boede rundt omkring, både i Nordamerika og i Europa. I varens ung, der har vi har medelvis mere årh or the bestyn, der havde vi mange år, hvor vi rejste og arbejdede, før vi ligesom slog os ned og tog en uddannelse og fik familie. Og der var det klart, da vi ligesom begyndte familielivet, der var det vigtigt at komme et sted hen, hvor der både var trygt og sikkert, og masser af natur, man kunne tilgå. Så du? Jamen, der stod valget mellem Midtjylland eller her, og der var det helt klart Sydfyn, der vandt her over Midtjylland. Hvorfor? Fordi det, jeg tror måske dengang var det, fordi det var tættere på København. Så det var ikke så stort et skridt at flytte væk fra min familie og flytte væk fra det netværk, som vi havde i København. Men at det var et, selvom det var et stort skridt, så var det ikke helt så stort som at flytte til Sydland. 

Og var det en god beslutning? Ja, det har vi været meget glade for. Jeg tror, man skal også beslutninge bero i, at der var arbejdspladser hernede, som vi var interesserede i. Jeg har undervist rigtig meget, og Sydfyn er jo spækket med højskoler og efterskoler. Det var steder, hvor jeg kunne have et fremtidigt arbejde. Du er uddannet inden for ernæring og pædagogik? Ja, det hedder professionsbachelor i sundhed og ernæring. Ja. Fra surseminariet i København. Og det er egentlig at formidle sundhed og ernæring, altså fedvarer, det vi spiser, til voksne eller lidt ældre publikum. Okay. Og det var også det, jeg startede med at arbejde hernede. Og så har det egentlig gået mere ind i mit arbejdsliv og gået mere ind mod fødevarene og mindre undervisning med stadigvæk sådan en formidling af fødevare. Og det har jo så udviklet sig til meget det med, hvad er det, vi har her på Sydfyn, som vi spiser. Ja, fordi der er jo ikke nogen, der sådan tilrettelægger sit-up. Altså, der er der nogen, der gør, der kan tilrettelægge og forudse, så sker det, og så sker det. Men de fleste af os har sådan lidt mere flydende vej. Ja. Men jeg tænker, der er rigtig mange, som forbinder dig med dit arbejde i byens gårdbutik i Svendborg, som jo var en socialøkonomisk virksomhed i AUF, hvor I solgte lokale fødevare, og samtidig hjalp med at beskæftige nogle af dem, der stod længest ude på kanten af arbejdsmarkedet. Ja, præcis. Der havde vi en købmandsbutik, som jeg var den daglige leder af. Og det var jo virkelig et visionært sted, hvor det både havde et socialt ansvar, men også, at man tog ansvar for, hvad man spiste, og så, hvad er der omkring os, som vi kan spise, og som vi kan inddrage som en del af den kost, som de her folk, der bor her, spiser. Var det også dig, der fik idéen til byens gårdbutik? Nej, overhovedet. Jeg kom først senere ind i processen. Men det var jo en vision om at skabe et sted, der kunne være løftestang for folk på kanten af arbejdsmarkedet. Og der var det bare meget, meget oplagt at lave det med fødevare som omdrejningspunkt, fordi fødevare, det er noget, vi er fælles om. Vi spiser alle sammen, så vi har alle sammen et eller andet forhold til mad. Og det har jo sådan hele tiden præget den arbejds... Mit arbejdsliv, det har jo drejet sig om mad og fødevare. Ja. 

Og det var et projekt, som kørte over syv år. 

Syv år. Og så lukkede man det, fordi det var for langt væk, tror jeg, fra AUFs kerneopgave. Og der havde man ligesom brug for at skære ind til benet, hvad det AUF skal. Og der var det med at sælge lokalfødevare var... var perifært, så der valgte man at stoppe det. Men det var virkelig der, hvor det blev synligt, både for mig og måske også for tiden, at hvor mange fødevareproducenter, der findes her på Sydfyn. Og det gør der jo kvad det landskab, vi jo netop sidder og kigger ud over her. Fordi at så meget af den gode landbrugsjord er jo et resultat af den istid, som der har formet det sydfynske. Og der er jo en grund til, at det bliver kaldt for Danmarks Have, det her. Og jeg tænker, at der må også have været mange lokale, altså særligt de små lokale producenter, som har fået øjnene op for mulighederne for at afsætte fødevare efter at byens gårdbutik kom til, og man ligesom havde mulighed for at sælge nogen ting et sted, og man ikke skulle drive en liten god butik, så er det sværd at få til at få til at få det. Mod til mange mindre, der måske havde gået og barslet med en idé om, skal jeg prøve det, eller tør at løbe an med det her. Der var det en god stepping stone til at sige, okay, så har jeg i hvert fald afsætningssted, så skal jeg ikke koncentrere mig om den del. Så skal jeg bare gøre det, som jeg er rigtig god til, det er jo at være producenten. Så det var en rigtig fin opgave, som gårdbutikken udfyldte. Og en anden virkelig fin opgave, som gårdbutikken løste, synes jeg, eller nu har jeg bare fulgt med på sidelinjen, men det her med at skabe mulighed for beskæftigelse af mennesker, som ellers ikke lige står til at kunne få et normalt arbejde, tænker jeg også er sådan en rolle, der mangler mange steder. Det er ikke alle kommuner, hvor man kan komme ud og komme i noget meningsfuld aktiværing. Nej, altså der løftede vi jo faktisk op på, til sidst tror jeg vi havde løftet 65 borgere videre ind på arbejdsmarkedet i løbet af de syv år. Og det var meget visionært set, at der ligesom var et behov for håndens arbejde, at dem, der står lidt uden for arbejdsmarkedet, har ikke nødvendigvis brug for at sidde og skrive flere CV'er eller ansøgninger, de har faktisk brug for at komme i gang med at lave noget. Ja, at have nogle faste mødetider. Der bliver stillet nogle krav til dem også. Og det gav dem jo en følelse af, at der var brug for dem, fordi de udfyldte et meningsfuldt stykkearbejde. Hvad betød det for dig som daglig leder, at kunne skabe det rum for andre mennesker? 

Jamen det gjorde jo mit arbejde meget meningsfyldt. At man kunne skabe noget meningsfyldt arbejde for andre, gjorde jo, at det var min fornemmeste opgave, det var egentlig at løfte. Det var ikke at sælge gulderødder, det var at få andre til at lykkes med at sælge gulderødder. Men ikke desto mindre sikkert fuld af udfordringer, kunne jeg forestille mig. Ja, man bliver i hvert fald ikke rig af det, kan jeg sige. Nej, og jeg tænker, at det ville måske også være nemmere at sælge selv, ikke? Jo, jo, jo. Så på den måde, det har krævet noget pædagogisk tæft, tænker jeg. Ja. Jo, det var der hele tiden et pustespil, der skulle gå op, og man kunne ikke bare ringe efter en og sige, hov, kan du blive senere i aften, eller der er en, der er syg, kan du hoppe til. Fordi det var jo netop det, man ikke måtte gøre, eller de ikke havde mod på at gøre noget, som der ikke var ramme sat. Nu kan man faktisk se, der går nogle køer derinde. Ja, de er meget ulede. Ja. 

Er du ked af, at det er sluttet? 

Ja, jeg er ked af det på klimaets vegne. Jeg er ked af det på producenternes vegne. Jeg er ked af det på forbrugernes vegne, fordi jeg synes virkelig, det var det, som verden havde brug for. Jeg var nok klar til et skift i mit eget arbejdsliv. Så der synes jeg egentlig, at på et personligt plan var det okay. og jeg gik også derfra og var stolt over det, jeg havde været med til at skabe i de syv år. Så selvom det lukkede, kunne jeg bare mærke, at vi gjorde fandme en forskel. Så det var alligevel, jeg kunne godt klappe mig selv på skulderen og sige, at det var et godt stykke arbejde, vi gjorde, mens det stod på. Men for udviklingen skyld, så synes jeg, at det var brændærvende. Fordi der er rigeligt med diskavnsupermarkeder, hvor man kan få fødevarer fra, der er transporteret langt, og der ikke er i sæsoner. Jeg synes netop, at det var et åndehul for noget andet. Og hvor har det efterladt de lokale producenter? Altså, for man kan jo købe, der er jo nogle steder, man kan købe deres varersted i Svendborg. Ja, altså, der er nogen, der har fået mod på at stå på tåret og sælge der. Så ved jeg, pakhusbutikken nede på havnen har også lavet et lille udvalg der af nogen af tørvarerne, dem, der ikke går på dato eller bliver gamle. Så er der en anden lille gårdbutik, der er åbnet ude i Gudme. Men så er det måske mere tilbage til at være koncentreret omkring markeder, og man kan køre det på markederne. Men der mangler den der platform, eller butik, eller et sted, hvor man kan gå hen, hvor det er samlet. Klart, klart. Vi har det sydfynske fyretårn, som er kulinarisk sydfyn, som samler folk en gang om året, og så har de nogle julemarkeder, og så videre. Men, ja. Men det er kun nogle gange om året, ja. Ja, om året, ja. 

Nej, det er jo faktisk meget sjovt, at samtidig med, at gårdbutikken var ved at lukke i Svendborg, så opstod Alma igen i København. Der er mendens, eller Tisborg, der døde Irma, og så genopstod Alma. Det synes jeg jo virkelig, det er også nogen, der prøver den samme tankegang og insisterer på. Vi vil have adgang til bedre og lokale fødevare. Og det kan nok eksistere i København, ja. Selvom Svendborg er et dejligt sted, så kan det godt være, at det er for tidligere, at vi får en alma dernede. Jeg tror, vi er mange, som undrede os over, at det ikke fik større tilslutning, eller sådan, byens gårdbutik, ikke? Ja, at det ikke kunne gå i Svendborg. Der var mange, der gav beliggenheden, grunden. Ja, 

parkeringsplads måske. På trods af, at det vil love lige ved siden af byens største parkeringsplads. Men jeg kan jo bare se, siden jeg ikke har arbejdet på den gade i et år, så er det meget, meget lidt, at jeg kommer forbi der. Så det kan virkelig godt være, at det ikke er, at det skal være så convenient, det skal være så nemt at kunne købe ind. Så 

beliggenhed er meget vigtigt. 

Men siden da, det er for mange år siden, at det lukkede, var det et år siden? Ja, så er du fået nyt arbejde, blandt andet i Svendborgs kostumarium, nede på Frederikshøen. Ja, der har jeg fået en stilling som daglig medarbejder, hvad hedder jeg, administrativ medarbejder, hvor jeg arbejder på timebasis dernede to dage om uge. Og så er du for relativt nylig rykket til Forborg, også i den gamle slagteribygning. Ja, og der foregår en masse spændende ting, kan jeg fornemme. Det er meget spændende, det der foregår, det andet. Det er sådan lige på, at vi står yderst på vippen og er i gang med at springe ud. Og faktisk så med et par dage, så bliver det afsløret, hvem der har vundet den arkitektkonkurrence, der kører i øjeblikket. Og hvordan det gamle slagteribygning, og der er også nogen, der kender den som tulibygning, den skal transformeres ind til et hus, der skal rumme en masse fællesskaber. Der er nogen, der kalder det et kulturhus, men det er det ikke nødvendigvis. Men det skal i hvert fald være et hus, hvor der kommer til at være et miljø for fødeværere iværksætter. Så det samlingspunkt, som jeg egentlig synes, der har manglet for de sydfynske fødevareproducenter, det arbejder man på at lave i Farborg. Og det har jeg fået lov til at være med til at arbejde med. Så det ved du allerede nu, at det kan blive sådan et samlingssted for fødevareproducenter? Ja, ja, det tegnede ind i arkitektprogrammet. Så der kommer til at være et spillested, en multisal, hvor der kommer til at være en koncertsal. Og så flytter biblioteket derned. Og så skal der være det her miljø for fødevare iværksættere. Der skal være et spisested. Og så skal der være nogle foreningslokaler. Og det der med, at man flytter mange forskellige typer erhverv sammen, eller foreningsliv sammen, og man flytter biblioteket, det gør jo, at man laver en masse trafik. Og måske hvor også dem, der kommer på biblioteket, får øje på noget andet, som de synes kunne være spændende. Eller dem, der kommer med foreningslivet, kan samtidig gå på biblioteket. Så man laver et krydsfelt med forskellige slags brugere af sådan en bygning. Samtidig med, at man holder det i den stil med, at det har været et slagteri, og man har lavet noget, der hedder forborgmiddagsretter. Så den kulturarv, der er i bygningen, bevarer man ved, at man har noget med fødevare at gøre. Og hvem er det, der ejer projektet? Er det kommunalt? Nej, det er en fond, den hedder fondens lager i bygningen, og der er en ejendomsfond, og så er der en driftsfond, der har købt bygningen af kommunen. Det har i lang tid, det started som et kommunalt projekt, og det er støttet også af kommunen, men nu er det en fond, der ejer det. Okay. Ej, det lyder som sådan et meget fællesskabsskabende, hvad kalder man det? Det har et bedre ord. Ja, det er fællesskab, er meget et ord, vi bruger, når vi beskriver det. Ja. Og kulturhus er også et godt ord, men det er også, ja, og det vil man rigtig gerne skabe, og det er en del. Der er en masse udviklingsplaner for Forborg Havn, som den her bygning er en del af. Men der ligger ligesom to havne, Marinaen og den gamle havne, og dem vil man gerne forbinde noget bedre. Samtidig har man et værft liggende lige foran, så der er også noget industri, men som man også er nødt til at inddrage i de planer for udviklingen af hele området. Det er meget visionært og spændende at være med til. Det lyder altså som et drømmejob. Ja, det tror jeg godt, man kan beskrive det som et drømmejob. Men som selvfølgelig er under udviklingen, og det er jo også en spændende led i processen. Ja, præcis. 

Jeg kunne godt tænke mig at tale lidt mere med dig om bæredygtighed, fordi jeg ved det er noget, nu gør jeg lige ind på din LinkedIn-profil og så læse, hvor din overskrift var projektleder formidler og bæredygtige dynamo. Jeg googlede dig også lige, fordi jeg kunne huske, at dengang jeg var på avisen, at du var med i sådan et projekt med din familie, hvor I ligesom skulle prøve at leve mere bæredygtigt eller CO2. Altså klimabevidst i virkeligheden, tror jeg. Ja, vi var klimafamilie. Ja, men sådan helt overordnet. Hvorfor er bæredygtigt så vigtigt for dig? Bæredygtighed? Det er et lorte ord. Det er et lorte ord. Men i mangel på det bedre. Ja, jeg synes, det er sådan en ansvarlighedssnak. Og det er egentlig, i bund og grund, det her, altså selvom det er sådan et nøgterende i det her CO2-regnskab, så var det meget det, vi lærte under, da vi var klimafamilie. at hvis vi skal leve op til den Paris-aftale, som der er blevet lavet for nogle år siden, hvor man ligesom har sagt, hvor meget CO2 kan vi tillade os at bruge? Og hvis vi så deler det ud på os hver især, hvor meget er der så til os hver? Og der kiggede det måske op for os, hvor meget CO2, vi egentlig bruger hver især. Og det var mega spændende at se, hvor var det, man brugte det hen, og hvor var det, det var meget nemt at skære ned for sit CO2-forbrug. Så jeg synes, det der med bæredygtighed, det har sådan noget med ansvarlighed. Hvornår handler man individuelt, men man ansvarlighed for fællesskabet? Fordi der er jo ikke nogen steder, hvor man skal stå til regnskab for sin brug af CO2. Vi kan bruge lige så meget, som vi har lyst til, uden at det koster os noget. Og der kan jeg bare huske, at det blev meget tydeligt, når man begyndte at skrive ned og måle og veje, hvad man gjorde og hvad man spiste. Og så fik man de her tal, der var så nemme at sammenligne og nemme at se. Hov, det er faktisk der, vi kan og skal skære. Og der synes jeg, det er den her snak med, hvordan individet handler over for fællesskabet. Det er nok der, hvor jeg ofte tænker på bæredygtighed, at hvad synes jeg, jeg kan tillade mig? Og hvad har jeg lyst til at sige? Det vælger jeg at gøre. Det er jo meget moralsk. Ja, det er meget moralsk. Og det er jo noget, man kan være rygende uenig om med både min omgangskreds og måske også mine børn og i familie. Altså hvor meget synes man, man selv vil give afkald på? Hvad synes man, man vil sige nej tak til i forhold til det, alle de andre gør? Jeg synes, jeg kender rigtig mange realister, som bruger argumentet om, at det, jeg gør, det betyder jo ikke noget. Altså det rykker jo ikke ved noget, så det giver ikke nogen mening. Det er helt klart måde argumentet for det, men der er det jo, hvor man må... Danske tekster af Nicolai kigge ind og se, hvad synes jeg selv, jeg vil være ansvarlig for? Og ens egen moralske kompas på den. Ja, som du siger, ansvar for fællesskabet også, at det ikke alene er ansvaret for individet. Ja, og også nogle gange give afkald på nogle individuelle ting i forhold til fællesskabet. Behovsudsættelse, kommer jeg til at tage. Når man har små børn, så bliver man mestre i den disciplin. Ja, og også at sige, at det vælger jeg at give afkald på, eller det vælger jeg ikke, at jeg nødvendigvis har brug forød. Hvordan har det projekt konkret ændret handlinger hos dig? Er der er noget, som er? ja, er eller er et så er det? Da vi var klimafamilie, så fik vi i tre måneder nogle ting, vi skulle ændre i de tre måneder. Og det var grunden til, at det var tre måneder, og det var, at det er ofte det, det tager at ændre en vane. Og der fik vi, vi var fire familier, og vi fik hver fem ting, som vi skulle skrue på. Det var ikke nødvendigvis de samme. Men den ene var for eksempel, at man ikke skulle købe noget nyt, og især ikke noget nyt tøj. Og det har jeg holdt fast i, hvor det har givet mening. Det er meget svært at købe brugte underbukser og gummiståler til børn, har man fundet ud af. Fordi gummiståler til børn bare er slidt, når de bliver givet videre. Og det giver kun mening at have gummiståler, hvis de er vant til at dream. Men så er der nogle ting, hvor det ikke giver mening, men det er meget lidt nyt tøj, som jeg vælger at købe. Hvis det er, at man skal købe noget nyt, så skal det være høj kvalitet. Så er det noget, der varer i mange, mange år. Så det med oksekød. Det har vi også skåret fra. I spiser ikke oksekød? Nej, det er meget, meget sjældent. Jeg spiser det, hvis det bliver serveret. Hvis jeg er ude at spise, for eksempel. Så er det ikke sådan, at jeg sidder og piller det fra. men det er ikke noget, som jeg selv køber. Og det er på grund af CO2-aftryk? Ja, det er på grund af CO2-aftryk. Til gengæld har jeg fundet, faktisk lige rundt om hjørnet hernede, hvis du fortsætter ud af Alpevej, så ligger der noget, der hedder Alpevejens Vild Pedderi, hvor man kan få virkelig fint kød. Det kan så være hakket kød. Og det er så et glimrende alternativ til oksekød. Okay, så det er vildt. Ja. Altså så mørkt kød, men fra fasaner og rådyr? Ja, jeg tror mere fra sådan noget rådyr. Okay, ja. Smærer det i det? Smærer det i det? Der er ikke nogen, der hjemme, hvis man putter det i spikken med kødsov, så er der ikke nogen, der lægger mærke til, at det ikke er oksekød. Så det gælder om at krydre det ofte. Mine børn, eller i hvert fald min søn, der er i meget teenage-voksealder, han er altid lidt skeptisk for at kigge på mig og sige, er der kød i, mor? Og så kan jeg jo sige, ja, der er kød i. Altså det er en god ting for ham. Ja, ja, lige nu er det en god ting. Han er 15 og vokser nærmest hver nat. Og sådan så har han bare en lyst og trang til kød. Så han er meget efter mig, hvis der ikke er så meget kød. Men her kan jeg jo netop sige, at der er kød i. Jeg læste, at det var noget med en strusseburger. også i det der projekt. Kan det ikke passe? Var der ikke noget med det? Prøvede du at snige noget strusse ind i burgeren? Nej, det kan jeg ikke huske. Men det kan være, at det var en af de andre familier. Men det kunne da være et fint alternativ. Jeg ved ikke, om der er en lokal strusseproducerer? Ej, det skal nok ikke i store produktion. Nej, og så... Kan det holde en rand? Ja, det går. Ja, nu tog jeg lige en hule på det. 

Men det var endnu en ting, vi lærte. Da man ligesom havde udfaset 

oksekød, så gik man jo ikke ind og introducerede det igen. Det var ikke noget, jeg savnede i hvert fald. 

Men bortset fra det, så findes der faktisk nogle oksekødsproducenter her på Sydfyld, der laver noget kød, som det simpelthen ikke kan være det, der er problemer. Altså, nu har vi lige stået, og dem, der går dernede på marken, altså, det er ikke dem, der er skylde i klimaforandringerne. Det er en anden slags fødevareproduktion, der er klimabelastende. Så hvis bare vi kunne spise den slags dyr, der går dernede, som godt, men lidt, at det er ligesom det princip, man skal gå efter. Så tror jeg ikke, at vi vil synes, det var så udfordrende med det kød. 

Er der andre ting, I har ændret? 

Altså, ja, vi har ikke... En anden ting, vi ikke skulle så meget, det var at streame, og bruge data, fordi den data, som vi bruger, den er igen, den er gratis at bruge for os her, men der står nogle server et eller andet sted i et andet land, der pumper energi ud, og de står ofte i lande, der er, hvor det er billige kvadratmeter billige, det er ofte i varmlanden, lad os sige Ægypten, og dernede, der er det ikke specielt smart, at der står nogle kæmpe server, fordi der er så varmt, så skal man så bruge aircondition for at køle de her, og det er et kæmpe uset forbrug, som vi heller ikke kan mærke, og det er jeg også bevidst om. Så du holder igen med med at? Altså, da vi var i det der projekt, der satte vi vores telefoner på at stoppe efter en halv time. Det er fuldstændig latterligt så hurtigt, som en halv time går. Men det er en totalt god øvelse, fordi man virkelig bliver bevidst af, at man kan få vej til det. Ja, jeg tror, at den første del i at gøre noget ved et problem er jo at blive opmærksom på det. Så hvis man ikke ved, at det findes, så kan man ikke gøre noget ved det. Jeg synes, at stadie nummer et er at blive klar over, at her er faktisk et sted, hvor jeg kan spare rigtig meget. Jeg tænker også, at det bliver sat ekstra meget på spidsen, når man som dig har, på det tidspunkt har de måske været på vej til at blive teenager af dine børn. Og man ligesom skal tænke over, hvad skal de have lov til, hvordan starter det hele, og hvordan er man selv et eksempel? Jo, og det var jo også det, jeg synes, der var det mest udfordrende ved at være klimafamilie. Det kan godt være mig og min mand, vi var enige om, at vi ville gerne leve, men det var ikke nødvendigvis det, som børnene synes, var det rigtigt. Og de var heller ikke med på alle ting. 

Men jeg tror på, at man har gjort noget, man har vist dem en anden mulighed, og man har plantet det der frø i nogen, der gør, at det vokser til at blive en ændring for dem. Eller det, som du siger, man bliver bevidst om. Ja, helt klart. Kunne du se, at det har haft nogen effekt på dem? Har det gjort indtryk? Ja, men både og, fordi det kommer også tilbage den anden vej. Det helt store morsvar, det kan være lige meget, fordi alle de andre flyver meget mere. Så hvorfor skal vi lade være med at flyve? Det er jo et rigtig godt argument i virkeligheden, det er meget svært at argumentere imod. Ja. Ej, nu kommer der sådan en ko op til os. Eller er det... Det kan jeg ikke se herfra endnu, men den er meget sød, ikke? Jo, men man får sådan en helt fortids-vibes. Altså, den ligner noget fra en anden tid, ikke? Jo, det gør den. Jeg tror ikke, det er det, der er skotsk, højlandsk. Ja, der er jo sådan næsten lidt mammut over det her, synes jeg. Altså, det er... Ja. I lille. I lille. Ja. Ja, det er meget sød faktisk. Og den er sådan helt blød. Ja. Jeg vil godt have en... Ej, det må man ikke se. En jakke. 

Ja, det skal du. Jeg tror, ja. Hvis bare du får en jakke, og den er færdig med at være her, så tror jeg netop, så er det fint, ikke? Okay. Tak. 

Nej, men de er meget søde, dem her. Helt fint. Ja, men det var det der med, om børnene, at... Jeg synes, det kommer i faser nogle gange, så... For jeg ved, at det kan være lige meget, at jeg er en latterlig mor, og jeg har sådan nogle idealer. Og så andre gange, så kan jeg jo godt sige, så har de faktisk flyttet. Og min søn siger, ej, kan vi ikke tage på togferie? Det er så hyggeligt at tage toget ned igennem Europa. Og så tænker jeg, ja, det har virket. Den der ting, man har... Eller oplevelse, man har vist dem, at det kan være anderledes. Den dukker op til overfladen en gang imellem. 

Jeg har en veninde, som du også kender, som... Altså, havde en søn, der blev fyldt 10, og så skulle han have en... De havde hele tiden sagt, at når du bliver 10, så må du få en smartphone. Og så nærmede det sig, så kunne hun godt se... Jeg kan ikke rigtig sige nej til ham, hvis jeg selv har en. Så hun er gået hen og har købt en smartphone. Eller en domfone. Ja, ja. Hvad tænker du om sådan et valg? Altså, der er jo mange, der synes, det er ret radikalt. Ja, ja. På en eller anden måske, så synes jeg, at det er virkelig befriende. Fordi jeg tror også, at hun kan mærke den tid, som hun har fået for hern. At det er ikke bare... Det er ikke et valg, hvor hun kun får én ting. At hun får en telefon, som hun ikke kan gøre andet end at sende billeder eller ringe. Eller sende tekstbeskeder og ringe på. Men man får pludselig noget for hern, og det er nok tid, hun får for Tak. Og det, tror jeg, er en af vores vigtigste ressurser, eller den ressource, vi higer mest efter, det er, at vi løber rundt i vores verden og mangler tid. Så vi skal jo finde ud af, hvordan vi kan give os selv noget mere tid til at gøre de ting, som vi gerne vil. Når vi mødes her sådan et sted, så er det jo fordi, at man gerne vil være sådan et sted noget mere, men hvor tit er det, man giver sig selv tid til det. Ja, hvorfor er det, at man ikke gør det, i stedet for at sidde med sin skirm? Sin dumme telefon, ikke? Jamen det, altså man glemmer det, man glemmer det i hverdagen. Man glemmer at slå det fra og slå det fra, og fjul. Det der, det der hamsterhjul, som er bare så nemt bliver suget ind i. Jeg tænker også, det må være, altså når man vælger, mange af os, der har valgt at flytte hernede, har gjort det med en eller anden idé om, at man måske gerne vil noget andet end det der hamsterhjul, ikke også? Jo, jo, præcis. Og det er jo for at flytte væk fra, nogen kalder det reset, ikke? Men storbyens pulsen i liv, hvor man hele tiden får impulser, så er der i hvert fald lidt færre hernede på Sydfø. 

Det er faktisk også en gang har vi, for et års tid siden, der har vi holdt et MAMU-arrangement herude. Ja, kan du lige fortælle, hvad det er til dem, der ikke er bekendte med MAMU? MAMU er en forening, som jeg har lavet sammen med en organist fra Svendborg, der hedder Paul Balslev. Som der var en ting, der startede under covid eller corona, hvor vi ikke måtte være så mange forsamlede. Så fandt vi på at lave arrangementer, hvor man kunne være 50 personer. Og det startede på museer inde i Svendborg. Og så er det vokset siden der, når jeg tror, vi har holdt over 25 forskellige arrangementer. Og det er sådan to timer på en hverdagsaften, hvor man mødes et sted. Og så er der så en formidler, det sted, der fortæller, hvorfor har vi valgt at være her. Og der havde vi en naturvejleder med herude, der stod og fortalte, hvorfor det var, at det her var meget spændende landskabsmæssigt. Og så laver jeg maden. Vi spiser den aften, og det er så lokale råvarer fortolket. Hvorfor har jeg valgt at servere den mad, der ligesom repræsenterer i det her landskab. Og så er der nogle musikere, der spiller musik. 

Og også fortolker stedet her. Og Marmor står for mad og musik, og det er ligesom, rejser vi rundt med, eller tager vi rundt på forskellige steder på Sydfyn. Og fortolker forskellige steder i mad og musik. Og hvad giver det folk at komme ud til de her arrangementer? Tror du? Jamen jeg tror, det giver en fortælling om de her ret spændende steder, der findes rundt omkring. Og nu har vi lavet, lad os sige, at vi har lavet 25, jeg kan ikke huske, om det er 24 eller 25. 25 interessante steder rundt omkring på Sydfyn. Og vi har en lang liste over steder, vi kunne ønske os også at holde det her marmor. Men at man får lov til at få en lille afgrænset to timer på en hverdagsaften, det er der rigtig mange, der lige kan overskue. Og så er det jo en kulturel oplevelse, og man får noget viden med, så der er en standende aspekt i det. Og man får lov til at bruge den natur, eller det lokalmiljø, som der er rundt om en på en ny måde. Og fordi det er små forsamlinger, så har vi kunne være rigtig mange spændende steder, som man måske ikke havde mulighed for at lave en koncert, der var for 200. Så det har været et rigtig fint koncept, og det er noget, som vi gør to gange i foråret, to gange i efteråret, har vi... Har vi de her arrangementer? Har I det næste arrangement fra Bedringen? Jamen, det er Paul, der er i gang med at arrangere det, og det er et sted. Det er en kirke i Forborg Mælkøen Kommune, jeg tror måske det var. Når, nu skal jeg passe på. Når Åby og Når Lønnes eller sådan et eller andet. 

Der skal vi ind i den, og så har vi en masse på ønskelisten over, Helt ude på spidsen af en klint, eller vi vil virkelig gerne på en færge og sejle gennem det sydfynske øje. Det har vi ikke været endnu. Det har vi ikke været endnu. Nej, vi har været på helge, men der sejlede vi ud og så havde vi et på et arrangement på Stella Meis og så sejlede jeg hjem igen. Men, jeg kan godt tæk også holde hele arrangementet på en færge. Ja, god idé. Men der har vi sådan et idégenereringsmøde hver forår, hvor vi laver planlæggeråret, der kommer. Det er jo ofte, at der er os nogen, der spørger, om vi har lyst til at komme til dem og holde sådan et arrangement. Ja. Og der var vi netop herude en dag, og netop hvor vi sad her på rejer på stolerækker og så ud over landskabet, mens vi hørte musik og spiste, og så hørte den her fortælling om, hvorfor det her landskab var interessant. Ja. 

Så sejt. Jeg synes virkelig, du er god til at få idéer og spændende at følge. Du har altid gang i noget, og især det her fællesskabsorienterende, orienteret er meget inspirerende, synes jeg. Tak. Men jeg er begyndt at blive sådan lidt kold i numsen, og skal vi gå tilbage mod Bejderhytten? Ja. Lad os gøre det. 

Og fortsat er øhausstien den her vej. Ja. Der har jeg gjort mit største fund af pik-svamp engang. Den var jeg lige her rundt om hjørnet. Er du svampe-svampen? Jamen jeg er blevet svampeinteresseret. Ja. Og det er virkelig... Det var også når man begyndte at skære ned på køder. Ja. Og jeg har sådan helt hupt på det, og det er helt skattejagtigt for mig. Ja. Men pik-svampen er simpelthen der. Okay, det er her, man er givet videre. Normalt så afslører man jo ikke steder. Nej, jeg peger også bare... Men netop de der ting, hvor man kan huske, hvor man har fundet, hvad for nogle ting. Ja. At det giver sådan en krog, man kan hænge en oplevelse op på. Det var her, jeg fandt det. Ja, men netop... Jeg synes noget af det, som det giver os mig, det er det der med, at man har et formål på en eller anden måde. Og det der med at gå og kigge efter noget, det gør, at man forsvinder ind i naturen. Det bliver ikke så... Nu skal jeg også ud og nyde turen. Nu skal jeg bare fokusere på det. Og lige pludselig er der gået to timer, hvor jeg har glemt alt. Og virkelig, hvor man... Ja, jordbund, eller hvad hedder det? Grounding, når man går rundt der i skovbunden, og leder. Ja, totalt. Men det er ikke lige sæson. Nej, det er nok ikke... Endnu... Der går lige et halvt års tid, før det bliver spændende. Ja. Ej, men altså... Og i øvrigt, så tænker jeg også, mange af de skove, der er her i nærheden, kunne også godt være spændende. Nu er det privat skov det mest... Ja. Ja, altså... Hvad har jeg... Har jeg haft nogen gode fund? Jeg har faktisk et virkelig godt kantaraldspot, men det har jeg altså ikke lyst til at røbe. Det er et meget utippet sted, kan jeg sige. Ja. Kantaralder har jeg ikke været så god til. Til gengæld har jeg sådan en... Carl Johan-område, hvor jeg synes, jeg nærmest høster. Så ja, det er jo... Ja. 

Ja, men vi kan jo gøre den her tilbage, faktisk. Fordi det er... Det er egentlig den vej, som man plejer, eller jeg plejer at komme. Det er heroppe fra. Når man går ligesom langs... Man føler sig lidt på toppen af verden, ikke? Fuldstændig. Du kan altså også noget at komme op i de her højder. Det er så sjældent, man oplever det i Danmark. Ja, og for højt sand. Prøv at se, jeg tror faktisk, det er brændingkirken, der ligger derovre. Ja, jeg sad lige og tænkte, da vi snakkede. Ja. Jamen, der er ingen tvivl. Den tårner ligesom op over det hele. Det er derfor, jeg ikke har en cykel. 

Ja, så kommer vi ned i skoven, ned i sådan en lavning, hvor der også er noget mulighed for at have båndsted. Ja, det må jeg høre til spejderhytten, ikke? Ja. Det tænker jeg, der må være nogle spejdere, der har et godt spot her, hvor de kan komme ud og nyde naturen. Ja. Ja. Er I sådan nogle, der tager ud og laver bål? 

Jeg synes, vi var gode til det med vores førstebarn og anden barn, der synes jeg, at det gik lidt i stå. 

Men jeg tror mere, at det er haven, at vi sidder med bål eller pizzaovn og har ild over det. 

Så er der en flagstang der. Jeg ved ikke, hvornår de hejser flag på toppen. 

Ej, ej, ej. 

Der kan man lave nogle gode lege og aktiviteter her. Der er også en god kelkebakke. 

Ja. 

Men jeg kan se, at din mand holder op på at kændsyg til bilen. 

Går det? 

Okay. laver I. 

Ej. Nå, der kan vi se møllen. 

Den har jeg endnu ikke været oppe i. Okay, det er så. Altså, nej, jeg har været deroppe, men ikke med programmet. Nej, okay, med programmet, nej. Fordi det er jo ikke mig, der bestemmer, hvor vi skal hen. Nej, men det er jo også et smukt sted, det er oppe med. Men det er måske ikke, det føler jeg ikke er mit sted. Det er mere offentligt for alle, ikke? Jo. Hvor kaffeplatten her, lige rundt om hjørnet, der er stillere, det har man lidt mere for sig selv. Det er faktisk også et ret gennemgående tema, tror jeg. Folk vælger noget, der er afsiddet. Ja, man har et specielt 

spot, der 

man ikke nødvendigvis deler med alle. Men der er dejligt deroppe, og jeg synes, det er spændende. Ja, det er. Når vi har besøgende udefra, så er det et rigtig godt sted at vise frem. Så jeg synes, tit, vi har gæster udefra, som vi har med i Egebjerg Mølle. Jeg synes også, det er meget inspirerende, hvordan man har restaureret en gammel mølle og omdannet den. Altså i det hele taget, det er jo et helt andet tema, men det der med bygningskultur over, hvordan man kan bevare noget. nu når jeg kører til Forborg et par gange om ugen, så kører jeg forbi. Det var også utroligt nede fra landevejen mellem Forborg og Svendborg, der kan man jo virkelig se det der landskab, så står den bare som sådan et fyrtårn oppe på toppen. Kan man se, hvorfor i gamle dage, at det har... Man har ikke været i tvivl om, hvor man skulle gå hen med kornet. Det er jo nærmest en lille kirke. At være hårdt at skubbe alt det korn, der er på bakken. Det behøver vi ikke gennemføre. Det er en form for crossfit. 

Jeg tror, jeg vil overlade dig til din mand nu, som venter i bilen. Og sige tusind tak. Det var virkelig en fornøjelse at mødes med dig. Og tusind tak, fordi du gad at dele dit sted. Mit sted, selvfølgelig. Det var dejligt at dele det med andre og fortælle om, hvorfor det er... Nu må I se, om I kan finde det. Tusind tak for nu, Anna. Det var så lidt.