Helle Mølgaard Christensen om Hjørnegårdens Shelterplads

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav.

I dag er vi igen i Svanninge Bakker. Sneen ligger spredt over landskabet, frosten bider i fingrene, og et lille bål knitrer foran en shelter i kanten af en mark.

Shelterpladsen hedder Hjørnegården. Den ligger kun få hundrede meter fra Øhavsstien – men samtidig lige i baghaven hos Helle Mølgaard Christensen og hendes familie. For tre år siden byggede de shelteren som et sommerprojekt. Ikke kun til sig selv, men til alle, der har lyst til at overnatte under åben himmel.

Her kommer vandrere forbi på vej gennem det sydfynske landskab. Nogle bliver en nat. Andre bare et øjeblik ved bålet. Men fælles for dem er, at de søger det samme: roen i naturen.

Helle er uddannet skov- og landskabsingeniør og arbejder til daglig med natur og friluftsliv. For hende er naturen ikke bare smuk. Den er også noget, vi mennesker er dybt forbundet med. Noget, der kan få pulsen ned og give plads til eftertanke.

Derfor deler hun også gerne sit sted med andre.

For nogle gange skal der ikke mere til end en sovepose, et bål og en nat under stjernerne, før man husker, hvor lidt der egentlig skal til.

Og hvor meget naturen kan give tilbage.

Transcript

Speak 2:04
Nu sidder vi simpelthen her ude i Svaningebakker i en shelter, og du har tændt bål på sådan en frostkold februardag. Sneen ligger simpelthen så smukt her i Svaningebakker, men isen er koldt. Vi er dog heldige med, at solen er kommet frem. Hvad er det for en sted, du har valgt, at vi skulle mødes? Vi kalder det Jørnegårdens shelterplads, og det er en shelterplads, der ligger her i bunden af vores have, lige på kanten af vores mark, hvor foran vi normalt går. Det er en shelterplads, som mig og min familie byggede for tre år siden, som hedde et sommerferieprojekt. 

Vi fik tilskuddet til at bjorde den af frilogat. Og det er jo mod, at vi leger den ude til dem, der måtte have lyst til at komme og låne vores shelter. Så den kan bookes på bookendshelter. dk, som er den her booking-site med shelters rundt omkring på hele Sydfyn og andre steder i landet også. Så vi har jo gæster her fra tid til anden, og det synes vi bare er mega hyggeligt og mega sjovt. For vi synes, det er et dejligt sted, og det synes vores gæster også. Så det vil sige, at man kan faktisk få tilskud fra frilogsrådet til at bygge en shelterplads, hvis man så stiller den til rådighed for, at folk kan komme her over nat? Det var vi i hvert fald heldige at få. Og jeg tror, at ordningen findes endnu. Og det, der selvfølgelig gør vores shelter lidt særligt, det er placeringen. Vi ligger ikke ret langt fra Øhavsstien, som går lige 500 meter herfra, så vi har jo rigtig mange vandreturister, der kommer her. Det er en perfekt dagsturstrækning fra Falslede, og så lander de her og skal videre næste dag. Ja, det var der mange af. Hvordan kom I på den idé? Altså, hvorfor tænkte I, at I skulle have et shelter her? Det kunne vi godt selv ønske os. Og så tror jeg, at vi har sådan en idé om det her med at være en del af noget større, at vi må give lidt ud. Hvis vi har noget, som vi har i overflået, så må vi jo dele ud til nogle andre. Og vi syntes, at vi havde et godt spot her. Jeg tænkte, at det kan vi godt dele lidt ud af. Og den her shelter her, den kunne jo så invitere folk ind, så vi kunne bidrage til den her vandreturisme i det store perspektiv. Så hvordan er det gået, efter I har fået den bygget? Er den blevet brugt? Det gået over al forventning, og vi var meget spændte på, hvordan det ville være. Men sidste år havde vi omkring 40 overnatninger. Så i højsæsonen, der var jo gæster her hver weekend. Det var sådan, at vi selv tænkte, hvornår må vi selv sove i selgterne nu? Men det gør ikke noget. Vi har haft virkelig mange hyggelige stunder ud af at have gæster her. Altså 40 overnatningene gæster over en sommer? 40 overnatninger, så kommer det jo en eller to eller fire. Sådan henover sæsonen, ja. Det lyder meget alligevel. Er det ikke grænseoverskridende at få gæster i sin baghave? Det synes jeg ikke. Jeg synes bare, at det er hyggeligt. Vi skal nogle gange lige skulle vende os lidt til det. 

Nej, jeg synes, vi har nogle gode snakke, og jeg synes altid, at folk er dybt taknemmelige, når de kommer her. De fleste er jo på ferie eller på tur, og så er de jo i en god stemning, når de kommer her, og er meget taknemlige for det, vi deler ud af her. Og hvad siger dine børn til det? Du har jo tre børn. sådan fra 6 til... 6 til 13, ja. Hvordan har de det med, at der er gæster i baghaven? De synes, det er evigt sjovt. 

Nogle gange, hvis jeg ikke er hjemme, og gæsterne kommer og banker på, så er min store datter måske hjemme, så går hun lige ned og viser dem til rette her. Og så kan hun godt finde på at ringe til mig og sige, mor, mor, de snakker engelsk. Men jeg kunne godt snakke lidt med dem alligevel. og det er jo meget hyggeligt. Så det får vi også lidt ud af. Jeg kan jo se, at du har sådan et Geopack-logo på. 

Hvad er det, din rolle er i forhold til Geopacken? Eller hvad har du med Geopacken at gøre? Jeg tog uddannelsen til Geopack-guide for sidste år, og har nyt hele det forløb, og mest også ud fra den samme årbevisning, at jeg elsker bare det sydfynske øgehav og hele Sydfyn, og vil bare godt gøre noget mere for. fortælle om, hvor dejligt et sted, vi har her. Så derfor troede jeg uddannelsen, og så tænkte jeg, så må jeg se, hvad det kan bringe af gode oplevelser, og hvad jeg har mulighed for at give videre. Og hvad har du så fået ud af det? 

Jeg har egentlig ikke... Jeg har fået en masse fantastiske bekendtskaber og gode venner i det netværk af Geopark Guider. Det har givet mig rigtig meget. Sådan helt konkret, så har jeg ikke fået det drivet til så meget endnu. Nej. Du har fået noget undervisning gennem forløbreds, eller, eller jeg ved ikke, kan du fortærs tr, Kan du fortælle lidt om, hvad et geoparkforløb går ud på? Hvad får man ud af det? 

Det setup, som jeg var en del af, der havde vi en række undervisningsgange ude i den sydfynske natur. Vi havde forskellige temaer, hvor vi var ude og kiggede på åbne landskaber, på dyrene i vand, på kulturhistorien og skovene. Der var forskellige tematikker, hvor vi var afsted sammen med naturvejledere og folk fra Øgehavs Museet, som underviste os, så vi kunne blive klædt godt på i forhold til den natur og kultur, vi omgiver os med. Så fik vi andet modul, det var omkring, hvordan vi starter op og laver vores egen virksomhed, eller hvordan får vi sat gang i at lave nogle aktiviteter i det sydfynske Øgehav. Og som et menneske, der er glad for at være i naturen, det tænker jeg, at du er, og du også var før, du gik i gang med det forløb. Hvordan var det så, eller ser man sit sted og geoparken, det her område, ser man det på en anden måde, når man får den historik og baggrund. 

på den positive måde, fordi området har blevet foldet ud, jo flere historier man kan fylde på, jo mere rigt bliver det område, man er en del af. Det synes jeg er spændende, og det kunne jeg jo også godt tænke mig være med til at give videre. Det er jo også sådan en del af, man kan sige, de her radio- og podcastprogrammer, vi laver DNA, at vi har en idé om, at jo mere man sådan forstår et sted og kender det, det er formet af, jo mere får man også lyst til at passe på det og værdsætter det på en anden måde. Er det noget, du sådan også kan genkende? Det er jeg slet ikke i tvivl om. Det er jo kernen i mange ting. Det er jo, at hvis man får en højere grad af forståelse, jamen så committer man sig også mere. Og det kan jeg 100% stemple ind i, i den tænkning. 

Nu spoler jeg lige tiden lidt tilbage, fordi jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge dig helt åbent, om du ikke også har lyst til lige at præsentere dig selv og fortælle lidt om, hvem du er og hvad din baggrund er. Jo. 

Jeg hedder Helle, og jeg har boet her på Jørnegården i 12 år, sammen med min familie. Jeg er oprindelig for 20 år siden uddannet skov- og landskabsingeniør, og har arbejdet professionelt med parker, naturer, skovforvaltning og friluftsliv i mange år snart. Jeg er jo fagnørd, så det er jo det lys, jeg også ser vores område i. Er det også det, du arbejder med nu? Jeg er ikke i arbejdet lige i øjeblikket, jeg er sådan in between jobs. Og I har boet her i 12 år? Ja. Er du fra området også oprindeligt, eller hvor kommer du fra? Nej, jeg er fra Odense. Og så fik jeg et job ved Naturstyrelsen for nogle år siden, og så faldt jeg pladask for området hernede, og så har vi ikke været til at drive herfra. Så det var et job, der fik os hertil. Ja. Og hvad var det, der gjorde, at du faldt pladask for området? 

Jeg tror, det lokale liv var en del af det, jeg faldt for, og så bare de her, at du var selv inde på det, at det er så smukt at køre rundt i. Altså, den her sådan helt breathtaking udsigter, vi møder hver eneste dag, det synes jeg er en fantastisk scene at være en del af. Jeg synes, at det er en fantastisk scene at være en del af. Svandingebakker og hele området og udsigterne, og ja. 

Ja, det er meget, jeg synes på mange måder, at det er meget atypisk i forhold til sådan en dansk natur, ikke? Altså, det er ikke så tit, man ser de der dimensioner i landskabet, som man gør her. Altså, det kan et eller andet sådan, der er et eller andet tilfredsstillende i at se de der bakker. Ja, de bløde bakker og den sådan fine beplantning og sådan noget, det er jo en stor kontrast sammen til Vesterhavet. Ja, det er jo helt anderledes rådt, og det kan også noget, og så kommer vi hjem til det bløde søde sydfyns. Og det er bare rart og hyggeligt. Og jeg tror, at der er sådan en stemning omkring Sydføen, har jeg godt kan lide, som er hyggeligt. Ja, og som du har lyst til at give videre til andre. Altså jeg tænker med den her shelterplads, og du siger så fint det her med, altså når man har noget i overflød, så kan det være rart at dele. Eller så, jeg ved ikke, om man ligefrem føler, man har en forpligtelse til at give noget videre. Men du vil gerne dele det med andre? Ja, jeg tænker, at hvis jeg kan inspirere andre ved at invitere dem indenfor på min shelterplads, hvis jeg kan inspirere dem til at komme noget mere ud i naturen, så synes jeg, at jeg har lykkedes med noget. Hvis jeg kan inspirere dem til at blive i vores område og undersøge det nærmere, og at være nysgerrig på det, så synes jeg også, at jeg har lykkedes med noget. Jeg har jo også igennem mit arbejdsvirke arbejdet rigtig meget med, hvad naturoplevelser gør ved folk. Og der har jeg sådan en overbevisning, hvis jeg kan være med til at 

få sinket i folks puls en lille smule ved at opholde sig i naturen lige lidt længere, end man ellers ville have gjort, så har jeg lykkedes med noget godt. Fordi det gør bare noget ved vores system at være i og med naturen. Ja. Kan du sige noget mere om den viden, du har om det? Altså, hvad er det at være i naturen? Sådan gør vi os som mennesker? Eller giver os? Vi har jo en helt 

grundlæggende 

del af naturen. Det kan vi jo ikke komme udenom. Vi har jo levet i pagt med naturen og i og med naturen i rigtig mange år. Det er jo først de seneste 100 år, at vi er rykket inden for at bevæge os væk fra naturen. Så det ligger jo i vores system, i vores urhjerne og i vores måde at være på, at vi er en del af naturen. Så når vi er der, så finder vores hjerne ro. Fordi det er velkendt for den. Og det gør godt for vores nervesystem. Fordi i naturen, der er vi hjemme, så kan det godt være, at man ikke i det daglige er det, men vores urhjerne og vores nervesystem er designet til at være i naturen. Det har været vant til det i rigtig mange år. Så det er jo derfor, at vi tit hører folk, at jeg finder sådan en ro i naturen. Ja, det gør vi, fordi det taler til noget dybere liggende i os selv. så hele, det handler jo også om, at når vi er i naturen, så er det jo vores, den umiddelbare opmærksomhed, der er på spil. Så vi skal ikke forholde os til en hel masse. Det er kendte mønstre og kendte lyde, som vores system genkender. Ja, og der finder vi ro. Men det er som om, vi har jo, som du siger, det er jo ikke ret mange år, vi i virkeligheden har været væk fra naturen. Men jeg tror alligevel, der er mange, der ikke... Altså, der er meget sådan afkoblet naturen, ikke? Fordi vi er blevet så bekvemme i det her indendørsliv, med alle mulige bekvemligheder. Så det kan være svært på en eller anden måde at finde tilbage til. 

Hvad kan man gøre, eller har du nogen sådan anbefalinger til, hvis man gerne vil... Hvis man synes, det er sådan lidt svært, hvordan kan man... Hvordan kan man starte med at komme mere ud? 

Lidt gør godt. Og hvis man tager sig selv i bare at komme lidt ud, så er det jo første step. Men også... Altså, man skal også lade være med at tro, at det nødvendigvis er så besværligt. Altså, det handler jo ikke om udstyr eller færdigheder eller kunden. Altså, vi behøver jo ikke at være alene i Vildmarken, køndige for at tage ud i naturen. Mindre kan sagtens gøre det. Og jeg tænker, at komme her på vores shelterplads, det kræver jo ikke ret meget andet end måske en sovepose. Og så er man ude. Mere kræver det ikke. Ja, og nu sidder vi jo netop her i shelteren, og en ting er at gå en tur ude i naturen, eller sådan. Det er jo også en nem måde at starte på, men det der med at sove ude i det åbne natur. Hvad kan det? 

Det gør, det gør jo, man får nogle flere nuancer ind. Fordi der er jo selvfølgelig i fasen hvor man sover, og der tror jeg man har rigtig godt af luften. Men der er også øjeblikket lige inden man falder i søvn, hvor man måske lige får kigget på stjernerne. Man oplever måske lige, hvad mørket gør ved en. Man vågner måske midt om natten, fordi at månen den skinner. Tid er det så lige, vi oplever den. 

Og så er der øjeblikket hvor man vågner. Måske allerede kl. 4 om natten, fordi fuglene de pipper omkring en. Og så i det man står op, jamen der er man jo i naturen. Så hele natten, både aftenen og morgenen med, giver jo nogle muligheder for nogle gode stjernestunder. 

Ja, og jeres hus ligger hvad? 300 meter eller sådan noget fra det her shelter? Ja, max tror jeg. 50 meter. Altså, tager I selv herud og sover, når I er så? I har de varme seng lige derinde ved siden af? Ja, det kan vi godt finde på. Ja, vi har brugt shelteren meget. Så tager vi lige soveboser og hovedpuder med herned og tager nattøj på. Ja, det har vi gjort meget. Det var faktisk sådan sidste år, at vi havde så mange gæster, så har vi nogle gange tænkt, hvornår skal vi selv her ud i shelteren og sove? Ungerne har holdt fødselsdagsfester her og har haft hele klassen. Altså ikke hele klassen, men en del af klassen på besøg, og de har sovet i shelter. Så ligger de tæt, men det hygger de sig mega meget med. Kan du sige lidt om deres oplevelse med at sove herude? Hvordan er det for dem? Er det grænseoverskridende på nogen måde, eller er det mere naturligt? 

Nej, jeg oplever, når vi får børn på besøg, så synes de måske, at det er lidt specielt, men det er mega spændende. Altså jeg oplever ikke ret mange børn, der synes, at det hverken er utrygt eller mærkeligt eller noget. Nej, men vores børn har jo også bare været vant til det, så deres måde at agere på smitter jo også af. Jeg oplever kun, at børnene synes, at det er fedt, og dagen efter er de også mega trætte. 

Ja, og det kan jo også noget, at blive træt. Ja, vi er rigtig træt. Ikke fordi man har siddet og kigget i skærmen, men fordi man har været ude i gang. Ej, jeg tror, at vi har givet nogle gode stunder. Ja, 

der var også en dejlig bålplads her, lige ved siden af shelteren, hvor man kan lave sin egen mad måske. Ja, det er man velkommen til. Vi har sat bænke op, så man kan sidde omkring bålstedet. Vi har sat et bordbænkessted op, så man har et godt sted at sidde og spise sin mad. Så det er jo ikke super primitivt. Det er jo rimelig ordnet forhold. Så det taler jo også ind i, at det behøver ikke at være så svært. Det er faktisk lige til at gå til. Ja, det er bare at gøre det. Det er bare at gøre det, ja. Og man bestemmer jo selv, om man vil lave mad på bål, eller om man vil have en madpakke med. Eller om man vil køre forbi føtex og tage en tapasplatte med ud. Det har vi da også haft nogen, der har køret. Men det kan, altså jeg ved ikke, nu har jeg en særlig forkærlighed for bål. Jeg ved ikke, om det er urmennesket i mig, eller hvad det er. Men der er et eller andet sådan helt basalt menneskeligt ved at sidde og kigge ind i et bål. Og blive varmet af det, og kigge på flammerne. Altså man kan blive helt opslugt af sådan et bål. Ja, det kan man nemlig. Og vi stiller brænde til rådighed her, så man betaler lidt for det, for vi går jo og arbejder med det. Så det giver mening. Så håndtererer man det også med respekt af, når man lige betaler lidt. Ja, det er jo ikke uendelige ressourcer, eller? Nej, jeg har også hængt en sædel op, hvor der står, I må bruge alt det brænde, men tænk lige på ressourcen, for det har også kostet blodsvid og tårer. Så det skal man jo lige tænke over. Men ellers er man velkommen til at lave bål, fordi det gør nemlig noget godt for os, det bål der. Og jeg tror nemlig også, at der er noget uinstinkt i os, der finder trygheden. i bålet. 

Ja. 

og søde. 

og et søt tørt tøj. det kan jeg, det kan jeg, det er enn, at se. Det kan jeg, når vi er så bekvemte til daglig, at vi godt kan glemme lidt, hvor privilegerede vi er. At man kan blive sådan lidt utaknemmelig. Så nogle gange det der med at komme ud og vandre eller sove i naturen, kan lige minde en om, hvor heldig man er. Ja, og så bliver det lige pludselig de små ting, der tæller. Ja, præcis. Og sådan den der simplicitet, det er også ikke at have så mange valg og skulle forholde sig til, jeg skal have noget mad, jeg skal have noget varme. Det bliver de basale behov, der træder frem. Ja. Og så, ja, og når man er tryg og varm og mæt, jamen så er der ikke så meget andet, man skal forholde sig til, end at nyde solskinnet og udsigten her. Men jeg ved ikke med dig, men jeg sidder altså og råfryser lidt helt ude i togspidserne. Ja, det er lidt kugeligt. Så jeg tænker, at jeg gerne vil sige tusind tak for din tid, Helle, og tak fordi du tog mig med og viser mig dit særlige sted. Velbekomme. Jeg tror også, kaffen er klar nu, så det er jo helt perfekt. Loksisk. Ja.