Orla Duedahl om Langelands Sti-venner i Pederstrup på Langeland

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav.

I dag har jeg sat kursen mod Pederstrup midt på Langeland på en blæsende forårsdag. 

Vi har søgt læ i en sauna med udsigt over markerne. Udenfor rusker det, og optagelserne driller. Men det er også lidt pointen i dag. For nogle gange er det netop i modstanden, at noget opstår. I det, der kræver lidt ekstra. Lidt mere tålmodighed. Lidt mere vilje.

Her møder jeg Orla Duedahl. 

En mand, der ikke går uden om en udfordring. For ham er problemer noget, man bakker ud af. Udfordringer er noget, man går ind i. Det gælder, når han løber maraton. Når han restaurerer et gammelt bindingsværkshus. Eller når han engagerer sig i fællesskaber og mennesker omkring sig. For eksempel som formand for Langelands Sti-venner.

For Orla handler det ikke om, at livet skal være så nemt som muligt. Tværtimod. Noget må gerne tage tid. Noget må gerne være besværligt. For det er ofte dér, oplevelsen ligger. I turen, ikke bare i målet.

Og måske er det også derfor, han er havnet her i Pederstrup.

I et gammelt hus med skæve døre og en lang historie. Et sted, hvor rådyr krydser marken i skumringen, og hvor havørnen indimellem glider hen over himlen. Hvor naturen ikke bare er noget, man kigger på men noget, man er en del af.

Men Pederstrup er ikke kun natur. Det er også mennesker. Små fællesskaber, hvor man hilser på hinanden. Hvor man hjælper, når nogen fælder et træ. Og hvor en gåtur hurtigt bliver til en samtale. For herude handler det ikke kun om at være tæt på naturen. Men også om at være tæt på hinanden. 

Transcript

Speak 2:02
Men vi har simpelthen valgt en ekstremt blæsende dag at mødes i. Og det gør det til lidt af en udfordring for mig, der optager lyd. Så nu har vi lige sat os her i din sauna, hvor der er lidt læg og kigger ud over marken. Ola, hvor er det, du har valgt, at vi skulle mødes? Jeg har jo valgt, at vi mødes her i Pederstrup. Lidt uden for Sposbjerg. Det er fordi, Pederstrup er jo et skønt sted. Det var egentlig oprindelig en lille samling af gårde. Der har været op til 12 bindingsværksgårde her i Pederstrup. Som var noget, der blev udstykket fra Mølle gården, Der i øvrigt var en del af Trang herrk her. Stadig er der de her tre budgjus bænding virksegndomme. Og der er stadig en branddam, men der er masser af naturlige udenfor. Det er jo det, der er så interessant her. Det er det, der gør området enormt skønt. Og kan du lige... For dem, der ikke kender Pederstrup, hvor er vi henne på Langeland? Vi er lige udenfor Sposbjerg. Faktisk er Pederstrup Vej, der er vejen her, der hedder det. Den går helt til Sposbjerg. Der starter den ned, og det hedder så Pederstrup Vej lige i starten af. Oprindeligt var det jo faktisk en lille landsby, men nu er det så integreret i Rudkøbing. Så mellem Rudkøbinger og Sposbjerg. Og hvordan kan det være, at du har valgt at bosætte dig her? Det er jo fordi, vi faldt for den bindingsværksejendom, der ligger her, der egentlig så flot ud, og den ligger godt, og der er lidt skov til, og den ligger lidt væk fra vejen. Og vejen er ikke særlig meget trafikeret, så der var en hel masse positive ting ved det. Og så faldt vi for den. Sådan en bindingsværksejendom, den er jo smuk, og den har noget historie. Man går tilbage og kan se, hvordan noget af det så ud for mange år siden. Oprindeligt har det været en trælængende gård, nu er det så kun én længe tilbage, plus en udbygning. En pejsestue, der egentlig oprindeligt var Høntergård. Det er jo meget skægt. Men når man kigger ud, hvis vi kigger ud af vinduet her i saunaen, så kan vi jo se mod vest, og det er der, hvor solen går ned. Og når jeg har siddet her i saunaen og nytdag en aften, og det bliver lidt dunkelt, så kommer rådyrene eller dårdyrene, de kommer løbende forbi. Og nogle gange har jeg set havørnen også flyve her. Og sådan noget, det er så befriende. Ja, hvad giver det dig, at have den slags naturoplevelse? Jamen, det giver jo en følelse af, hvordan verden ligesom hænger sammen. At vi på en eller anden måde også selv er en del af naturen. Og det er ikke sådan noget menneskekonstrueret. Det er frihed. Derfor har jeg også sådan et fuglebræt, specielt et der, og det er fyldt med fugle altid, fordi det er lavet sådan, at kun små fugle kan komme ind, de store kan ikke komme derind. Og der er et enormt fugleliv. Og det er også befriende, fordi man kan se, hvordan naturen ligesom agerer i virkeligheden. Det er så spændende. Giver det dig sådan en frihedsfølelse? Det giver en meget behagelig følelse, at man kan se, at der er noget levende i naturen, der ligesom lever frit og ikke er påvirket og begrænset på alle mulige måder. Som vi er? Som mennesker? Ja, hvis man bor inde i en by, så er man jo begrænset der rigtig meget. Inden midt i en by ser man jo ikke fugle på samme måde. Ser man ikke dyre, der kommer løbende. Og det er på en eller anden måde en frihed, at man kan se dem. Den frihed kan man måske selv føle en lille smule af, når man ser alt det der. Så du har ikke været i tvivl om, at du skulle ud på landet og tæt på naturen sådan? Nej, jeg har ikke syntes, at naturen er spændende nu. Løber jeg meget og går rigtig meget. Og det er jo også noget med at opleve naturen. Altså når man løber, så oplever man naturen lidt mere begrænset. Når man går, så oplever man naturen rigtig meget. Og det er sådan nogle ting, der synes, jeg synes, det er rigtig dejligt. 

Jeg kom til at tænke på, apropos det der med, hvordan huset lå, da jeg lige kom kørende. Kender du den der sang, det gør du garanteret hist for vejen slår ind? Så godt ligger der et hus, så svært. Der var sådan en fin... Det kunne godt være skrevet til det her sted. Ja, og man kan godt sige, at der er sikkert også nogle døre, der er lidt skæve stadigvæk. Den der dobbelte dør derude, den er lidt skæve. Altså vi har restaureret et hus, et meget... 

Nej, hvad kan du sige, men jeg har taget hensyn til, hvordan det egentlig så ud. Nogle mennesker, de køber sådan et sted og siger, at stedet, der var smukt, vi ved jo huset ned, og så bygger vi et nyt. Det kunne jeg ikke drømme om. Hvorfor? Jamen, fordi den tradition, den historie, der ligger i ejendommen, den er interessant, og samtidig er det jo bindingsværk. Det er jo flot. Bare rig der ned og bygge et nyt bindingsværk. Det synes jeg er lidt trist. Og så kan jeg godt lide, at det ændrer. Det har en historik, man går tilbage til, i stedet for bare, at det skal være nyt og moderne. Eksempelvis havde vi faktisk tænkt på at lave et nyt køkken i huset, fordi det så herrens ud ud ud det hele. Da så fik det gjort rent rent og renset, så viste det sig, at det var nok at lægge et nyt køkkenbord på, og så bevarede vi alt det gamle. Fordi, når det eksisterer, og når man kan gøre det, så synes jeg, det er rigtig godt. Tilsvarende, nu er jeg med i bestyrelsen på Langelands Efterskole, de er ved at bygge en helt ny bygning, hvor man finder genbrugsmursten rundt omkring, så man genbruger noget, man har haft et andet sted før. Det kan jeg godt lide, den tanke. Men det er jo ellers enormt sværligt at finde sådan nogle mursten. Det er jo ikke sådan, man bygger nu om dagen med mursten. 

Jeg har også set de andre steder. De finder jo nogle steder, hvor der er nogle store bygninger, der skal riddes ned. Så får de det skåret ud i sådan nogle blokke. Det kan være en gang en meter, som man så kan bygge op igen i et nyt hus. Genialt. Jeg har set det i øresteden, og nogle steder, så har man dem stående rigtigt med mursten nogle gange modsat og alt det der. Det ser flot ud. 

Men nu nævner du det her med, at du er i bestyrelsen for Langelands Efterskole. Kan du ikke lige give mig en lille introduktion til dig selv? Hvordan vil du beskrive dig selv? Hvad du laver og hvem du er? Altså, jeg uddannede gymnasielærer og stoppede faktisk for et par år siden, men det var jeg så ikke så længe, så nu underviser jeg stadigvæk på Steiner HF i Odense. Jeg har geografi, samfundsvær og erhvervsøkonomi. 

Og jeg blev ved at arbejde længe, fordi jeg syntes, det var sjovt. Altså, jeg arbejder egentlig kun også på Steiner, fordi jeg synes, det er sjovt. Ja, altså specifikt Steiner skole? Ja, men det er jo fordi, det manglede en, der kunne tage nogle geografiblogger og sådan noget. Det kunne jeg så gøre. Jeg synes, det kunne være skægt at have kontakt med de der unge mennesker stadigvæk. Jeg nyder det. Altså, jeg giver dem noget, men de giver jo også mig noget. Det er jo sådan en dobbeltrettet ting. Ja. Og hvor gammel er du, hvis jeg må tillade mig at spørge om det? Jamen, jeg er over pensionsalderen. Ja, men du holder dig godt. Tak. Man kan godt se, at du er en mand, der holder dig i gang. 

Jamen, der kan man jo sige, at dem, der når de når til pensionsalderen, ligesom sætter sig hen i en stol og går i stå. Jamen, så går de i stå, ikke? Som Søren Kierkegaard sagde, det tror jeg, det var ham på et tidspunkt, altså, hvis man har problemer og ting og sager, så skal man gå. Man kan gå fra dem. Man kan også vælge det modsatte. Man kan sætte sig i en stol og gå i stå. Og så får man problemer. Ja. Så derfor er det jo vigtigt, at man ligesom kan bevæge sig, at man er ude i naturen. Ja, Benda Klarlån, hun siger jo også noget tilsvarende, ikke? Altså, hun er jo en rigtig sundhedsapostel. Ja. Og hun har meget om at gå. Hun har de der kramfaktorer. Det blev det krams. Hvad? Det betyder kost. 

Ja, hvad var det nu? Kram. Kost. Nå, hvad er det. Og så er der alkohol. Og så er der motion. 

Og så kom det S på. Det er det sociale. 

Klart. Ja. Ja. Hvad nu er jeg stoffer? Ja. Ja, men du er både gang i hovedet og i kroppen, kan man sige. Ja. 

Men hun har ikke haft det sociale på før her for nylig i virkeligheden. Og det er jo så også noget, der er vigtigt, at man møder andre mennesker. Man har nogle sociale sammenhænge. Man har kontakt til andre. 

Og det er jo også derfor, jeg er med i Langlands Stive Ender. Fordi når vi vandrer i naturen, så handler det jo dels om at få noget motion. Bevæg sig. Få en oplevelse af, hvordan verden ser ud. Hvordan naturen ser ud. Opleve fugle, rådyr og alt muligt andet. Men også snak sammen. Langlandstige Venner started jo oprindeligt, da der var corona, og i de perioder, hvor folk ikke kunne få lov til at mødes med andre, så kunne man samles ti mennesker og vandre en tur og bare holde afstand og snakke sammen. Så fik man det sociale kop, der tog. Og vi kan jo se, at mange af de ture, vi har, jeg vil tro, at en tredjedel, op til en halvdel af dem, der er med, de kommer hver gang. Fordi nu har de fået nogen, de snakker med og hygger sig med og sådan noget. Hvor mange er med? 

Ej, det er lidt forskelligt, men der er vel, som regel ikke under 30. Og det meste, vi har haft, det er 126. På en tur? På en tur, ja. Hvad var det var jo en juletur nede ved Lindense Mølle, hvor vi startedt fra Lindense Mølle og gik op over hentet skoven og igennem Lindense og tilbage til Møllen. Og så havde vi organiseret, vi havde julegløg og æbleskiver, som vi spiste bagefter. Solen skinnede, og det var skønt vejr, og der sad 126 personer. Fantastisk. Andre gange er det lidt færre. Nu på lørdag skal vi over og vandre fra Ærhuskøbing til Marsdal. Der er 45 mældt på. Okay, det er også en lang tur. Hvad er det, sådan 14 kilometer? Den er knap 16. Ja. Men dejlig tur, den har jeg også gået. Ja, altså der er turene, de er... Vi har små turene helt ned til 5-6 kilometer. Vi havde en på Monnet, eller Monnet over på Tosinde. Den der strandæng, den var ikke mere end 5-6 kilometer. Og der var også 65 mennesker med. Hvor vi så går rundt for at fortælle lidt om, hvad er fuglelivet, og hvorfor er det sådan en strandæng og sådan nogle ting. Og hvad er det for nogle mennesker, der er med på de her ture? Jeg vil nok tro, vi kan sige, at alderen, den er jo nok plus, generelt plus 65. Det er mennesker, som godt kan lide at bevæge sig, godt kan lide at have en social kontakt. Og de fleste er vel nok pensionister, vil jeg tro. Men det er nogen, som på en eller anden måde har sagt, det er nødvendigt at bevæge sig, det er nødvendigt at komme ud i naturen, og vi skal have den der sociale kontakt med andre mennesker. Har det gjort en forskel for folk, tror du, at I har det her fællesskab? Ja, de bliver gladere. Altså når man kommer hjem fra sådan en tur, hvis vi har gået langt, og folk er lidt trætte, så har man en skøn træthedsfornemmelse at kan sidde og nyde aftenen, og har ligesom renset både hjerten og det hele, og er klar at have lavet op til at køre videre. Det tror jeg betyder meget. Else vil det heller ikke komme så mange. Nej, og det er noget særligt, det der med, at man møder nogle andre, end man måske ellers alligevel. Altså alle kan jo gå ud og gå en tur. Men det der med at møde nogen, man måske ikke lige vil have set. Ja, ja, som man så måske også har mødt før, og i virkeligheden på den måde har fået en ny venskabskreds. Fordi når man vandrer på de der stiger, så vandrer man og snakker med en, og lidt senere er det pludselig en anden, der går fra. Så man snakker lidt med en hel masse mennesker. Og så samtidig forsøger vi også ligesom at fortælle lidt om det sted, hvor vi nu vandrer. 

For eksempel hvis vi er på skovsgår, så får vi fortalt om skovsgår, og da vi var på månet, jamen der var der en, der fortalte om fuglelivet. Så var vi oppe i Elykke, så fortalte, det var så Ingevord, at han fortalte sig om grundtvig, der har været der, og sådan nogle ting. 

Nu er jeg jo ikke lige målgruppen nødvendigvis, jeg er lidt mere i starten af mit arbejdsliv. Men jeg kunne forestille mig, at der er mange, når de når pensionsalderen. Jamen så kan man godt blive lidt isoleret, måske. Når man har en arbejdsplads, så har man et fællesskab der, ikke? Så hvad betyder det at skabe det der fællesskab, tror du, på den slags mennesker? Jamen det er det igen, man kan jo vælge at sige, man vil gerne fortsætte et eller andet liv sammen med mange andre mennesker. Man kan også vælge at isolere sig. Da jeg stoppede, jeg arbejdede på Ørestadig Gymnasium, da jeg stoppede der, der havde jeg faktisk allerede planlagt, at jeg skulle ind i mange aktiviteter. Derfor, jamen jeg var allerede kommet ind i bestyrelsen på Langelænd, Stivenner, ikke? Og jeg vidste, det var også noget, jeg gerne ville. Og så er der mange andre ting, hvor jeg kommer ind i. Det kan man vælge, og man kan frevælge det. Og der tror jeg, det er vigtigt, at man vælger at gøre et eller andet, så man ikke bliver isoleret. Men kan det ikke være svært at... Tag det valg på en eller anden måde, for nogen. Altså, det har været nemt for dig, Lyd, eller til at du har haft en drivkraft. Ja. Men, ja. Jeg synes bare, at jeg kender mange i det der sted i livet, som let kommer til at blive lidt isoleret på en eller anden måde. Altså, det kan være svært. Ja. Der tror jeg faktisk, at på lange land, man gør rigtig meget. Jeg ved, der er også et møde her i løbet af april, hvor man skal diskutere, hvad gør man? for at aktivere ældre på en eller anden måde. Vi har frivillighedscentret. Vi har alle de der små grupper, der er rundt omkring. Og der er det måske i virkeligheden lettere sådan et sted, fordi man er tættere på hinanden. Og her i vi er der er også en borgerforening. Og folk møder jo op til de der arrangementer i de små samfund. Måske er det lidt mere isoleret i en by, er jeg lige ved, jeg tror. fordi, jamen der er mange mennesker, men man bor i sine huse eller lejligheder og det hele. Ja, man kærer sig måske lidt mere om hinanden i de her små samfund. Det tror jeg faktisk, man gør. fordi, når jeg vandrer en tur op her, når jeg møder nogen, det kan man øvrigt se. Når man vandrer her øvrigt også, når man vandrer på jagerøg. Når man møder nogen, man ikke har set før, de hilser. Man siger godt af til hinanden. Inde i en by, der går man bare forbi hinanden. Det er jo lige ret sjovt. Men i de små samfund, der hilser man altid på hinanden og smiler og alt det der. Det synes jeg er dejligt. Og så er det første skridt til at få en kommunikation og snakke sammen. Ja. 

Og nu nævnte du, at du er undervist på Ørestad Gymnasium. Ja. Altså i København. Ja. Ja, så du har boet der? Nej, i Odense. Købt frem og tilbage med to. Nå, sådan. Okay. Så hvornår flyttede I herned? Vi har faktisk stadigvæk også et hus i Odense. Okay. Vi bor to steder. Ja, klart. Nå, så du har et ben i hver. Et ben i hver. Ja. Ah, okay. Ja. Så er det sådan lidt mere sommerhus, det her? Eller er det... Nej, sommerhus, det er noget, man kun bruger end sommeren. Vi bruger det lige så snart, at hvis ikke skal andet, så er vi her. Ja. Faktisk. Okay. 

Huset i Odense, det er ligesom et parcelhus, der ligger også tæt ved naturen og så videre. men slet ikke integreret i naturen som det her. Nej. Altså på den måde elsker jeg det her stadig. Der kan jeg også tage en motorsav og gå ud og fælge lidt træ og fyre lidt op med og alt det der. Ja. Og det er, at man både har dårdyr og der er en havørnerede lige her i nærheden, ikke? Og en af de dage, jeg er ude og vandrer, der står der træner herovre. Altså, man kan opleve alle de der dyr og selvfølgelig hare og rev. Øh... Ja, så har vi også en mor. Den er jeg ikke så glad ved, men... Men du har ikke høns? Jeg har ikke hørt den, men jeg kan jo se, at den har lavet gange ind igennem stråtal. Ja, men I har heller ikke høns, som den kan tage høns? Nej, nej, nej, nej, nej, nej. Det har naboen der op til gengæld høns, men jeg tror ikke, jeg er ikke sikker på, at den har taget det. Nej. Jeg har forsøgt at fange moren, men det er ikke lykkedes endnu. Nej, nej, det kunne jeg forestille mig var lidt af, at det er en forhold, ikke? 

Hvor er du fra oprindeligt? Jamen, jeg er jo sådan set vestjyret. Jeg er fra Skive, da jeg er født. Det er på år siden, men så det traditionelle, ikke? Jeg er født i Skive, gik i gymnasiet i Viborg, læste i Aarhus og kom til Odense. Er det traditionelt? Ja, fordi du går fra en landsby til en lidt større by til en endnu større by, og så lander du et eller andet sted. Og jeg ved da ikke, om det, at jeg godt kan lide natur og land og sådan noget, om det har noget med min familie at gøre. Min familie på den mors side, de var stort set landmænd, de fleste af dem, ikke? Og boede langt ude på landet. Og min fars side, de var majeribestyre, så jeg har brugt hele min barndom, da jeg kom på et majeri i ferien og sådan noget. Det betyder selvfølgelig også noget. Ja. Men hvad var det, der gjorde, at I købte, altså fald for lange land? 

Jamen, ja, det er jo en lidt af en skæghistorie også. Nu cyklede jeg meget, og jeg havde egentlig tænkt, jeg kunne egentlig godt tænke mig måske noget hernede på et tidspunkt så mange gange. Så når jeg var ude og cyklede, så cyklede jeg for ud af sig til lange land. Jeg cyklede lidt rundt og så, hvis der var noget til salg. Og så pludselig en dag, en søndag morgen, så sad jeg og kiggede i avisen, der var det hus til salg. Jeg tænkte, at det der, det så ellers meget lækkert ud af det hele. Nå, nu må vi se. Så Lise, hun, lidt senere siger hun, det var dog et lækkert hus til det. Så kiggede jeg, det var det samme. Så sagde jeg, vi kører om en time ned og ser det. Og det gjorde vi, og så købte vi det. Sådan, og det kunne I mærke, da I kom? Jamen, det er jo, jeg kan jo sige, der er både skov og gode bygninger, den eneste fejl var jo, at hele gavlen der, der må vi have faldet sammen. Og det gjorde også, at det var sådan til en meget fornuftig pris, og så skulle man ligesom sige, jamen, vil man tage det med at få bygget en ny gavl? Der havde jeg så været inde og kunne se, at der var bygget, formodentlig i 70'erne, en indermur i hele huset. og det er jo faktisk indermuren, det holdt huset, så gavlen var i virkeligheden kun til pynt, kan man sige. Så det var ikke nogen stor skade på den måde? Jo, jo, da hele gavlen skulle riddes ned og bygges op igen med en ny bækken tværk. Men det var det hele. Det fik vi så gjort. Ellers gulvedagen det er murstenens gulve og sådan nogle ting. Det er så meget lækkert ud. Så skal man sige, at ja, det er det. Så gør vi det. Ja. Og hvornår var det? Åh, det var i 16. Okay. Ja, så gå nu med 10 år. Ja. Og hvad har det givet jer at have et deltidsliv på Langeland? Jamen, det har jo givet de der naturoplevelser, men også en hel masse nye gode venner. i de der sammenhænger både med de venner og så har jeg også efterskolen. Og når man kommer herned, man kan faktisk ikke lade være med at gå en tur. Altså en tur herfra ned omkring stranden og tilbage igen. Og så giver det jo også nu, når vi har børnene og børnebørn sammen, så er vi jo 16. Der er det sådan, her kan vi være 16 personer. at det er lidt sværere med at sove i sådan et parcelhus. I kan være 16 her? Ja. Nærerne? Ja, men altså, der er en, to, tre, fire, fire steder man kan sove, ik? Øh, så kan der være fire hvert sted. Og så kan man også have et telt med. Og så er der også et anneks. Det er indrettet så til bordtennisrum og billardrum og sådan noget. Der kan man i princippet også sove. Og simpelthen så har huset har ført også en historie, udover at det er helt tilbage fra 1800-tallet, og det har været sådan landarbejder- eller husmandssted. Du kan se derovre i anneks, at det der hvide, du kan se, gipshaløj. Ja. Det er faktisk et forestudie til det mindesmærke, der er på Frits Sybærs grav. Fordi ham, der boede her fra omkring år 2000, han hed Peter Sybær. Det var barnebarn til Frits Sybær. Søn er Hans Sybær. Så mens han boede her, der var der fyldt med kunstværker i granit, altså fra Hans Sybær, rundt om hele huset. Og derfor er der også en granitovn derovre. Det er sjovt, at tænke det liv, der har været i det hus gennem tiden. Og oppe på loftet, det vi ikke bruger, der ligger der stadigvæk støbet ting fra Hans Sybær. Jeg tror, at den tyr, der ligger ude på Dalen om Landbrugs skole, laver det granit. Den her er liggende i gips på loftet. Og det er den samme, det er ham, der har lavet den. Det er meget sjovt. Ja. Det er da fantastisk at få den historie ind i forhold til et eller andet ny. Jamen det er jo det. Altså der er meget historik i det, det er jo så meget sjovt. Men jeg tror, at folk vil gerne. Det skal være nemt, ikke? Og det skal være bekvemt. Og det skal være, altså hvordan man bor, ikke? Det skal være, folk kan, der er mange, der godt kan lide det der nye. Altså, det kan virke enormt besværligt med sådan nogle gamle huse. Ja, der tænker jeg ligesom Banda Klarlund. Altså, hvorfor skal det være let? Altså, jeg mener dem, der så går på pension, og så skal det være let, så bestiller de maden, der kommer hver dag, eller nemlig .com eller et eller andet. Altså, jeg synes, at man skal vare derned og købe friske grøntsager og lave det fra bunden og alt det der, ikke? Ja, altså... Og sådan nogle ting. Det må gerne være besværligt. Ja. Hvorfor? Altså, jeg er meget enig med dig i, at jeg synes, vi er blevet for bekvemme på en eller anden måde. Jeg tror, man kan blive sådan lidt utaknemmelig på en eller anden måde. Altså, du ved, når det hele er så nemt, så bliver man også bare lidt, så læner man sig tilbage og glemmer, at det er faktisk den der tur ud op og købe ind, der er liv ud og, du ved, projektet. Altså, når det hele bliver skrællet væk, hvad er der så tilbage? Det er lige præcis det. Altså, der møder man mennesker, man får snakket med nogen. Altså, når jeg er ude at løbe, så får jeg givet mange smil og får mange smil og sådan noget. Det påvirker også mig til, at jeg bliver gladere på en eller anden måde. Og der tænker jeg også blandt Benda Klarlund igen, at hun har lavet undersøgelser med nogen, der siger, at vi har ikke tid til at gå, og det er for forsværligt. Så siger hun, jamen hvad laver vi så om aftenen? Jamen, der sidder vi fire timer på en fjernsynd. Det har de tid til, men de har ikke tid til at gå en time. Og det er en katastrofe. Ja, hvordan? Jamen, det er en katastrofe, fordi så får du ikke brugt kroppen, du får ikke brugt dine muskler, og så bliver man mere eller mindre. degenereret. Altså, hvis man slet ikke lægger sig ned i tre uger på en seng, så taber man jo 30 procent af sin muskelmasse. Sådan cirka, ikke? Altså, derfor skal de holdes i gang hele tiden. 

Så har man chancer for, det kan godt være, at man ikke lever 10 år længere, men det kan være, at de sidste 10 år, man lever, de faktisk er meget bedre, end hvis man bare sad og så fjernsyn. Altså, 

hvad tænker du om det her i forhold til sådan, hvilken generation man er fra? Altså, nu er du jo fra en tid, tænker jeg, hvor du er opfostret med, at man ikke havde skærme på samme måde, som man har i dag. Altså, at man måske var vant til ligesom at arbejde lidt mere for, ja, sådan for det. Altså, det er jo kun blevet mere bekvemt med tiden, ikke? Altså, altså, og min generation og dem, der er yngre, de har kun fået det lettere på en eller anden måde. Altså, ja. Er du glad for, at du er vokset op i den tid, du er? Nu har du også børnebørn og sådan. Altså, jeg tror, jeg har tilpasset mig den tid, vi er i, fordi det kan også være, at du tænker noget med computer og skærmer og alt muligt andet også, ikke? 

Og det, der har jeg jo altså haft ansvaret for udvikling af alt det der it-pædagogiske på Øre Stade Guernasium og være datavejleder. Så jeg kan alt det der, faktisk mere end eleverne, men jeg kan sortere det fra, når jeg ikke bruger det. Og det forsøger jeg jo også, at unge mennesker skal lære at bruge det på en fornuftig måde. Har det ikke været enormt svært at finde sådan, balancen i det der? Altså, man skal jo være med udviklingen, men man skal også lære at sige stop. Eller sådan, man skal være god til at styre det, ikke? Nej, jeg synes måske ikke, det har været så forfærdeligt svært. Altså, jeg har da også en telefon, og jeg bruger den da også, fordi jeg kommunikerer med både mine børnebørn og alle mulige andre. Og i gamle dage, kan man sige, der fik man en avis, hvor man sidder og læser det i dag. Der får jeg avisen elektronisk, så læser jeg den selvfølgelig der. Men så blæser avisen ikke væk, hvis jeg sidder udenfor. Kan man se, det er måske en fordel. Men man skal kunne styre det. Og så er der jo dem, der har en kæmpestor fjernsynsskærm, ikke? Og dem bliver tændt om morgenen og kører hele dagen. Når jeg er hernede, hvis jeg skal se fjernsyn, så skal jeg se det på computeren. Det vil sige, jeg skal aktivt gå hen og tænde computeren og sætte mig med den og alt det der. Det vil sige, jeg ser ikke så meget i virkeligheden. Det synes jeg er meget behageligt. Det må godt være besværligt. Jeg har så et fjernsyn, fordi jeg har nogle børnebørn. De vil jo gerne både se DVD og alt muligt andet. Og så køber jeg en kæmpestak og sådan noget DVD på et tidspunkt. Men fjernsynet kan ikke gå på streaming af tv. Og det er med vest? Ja, for det er sådan en gammel B. O., og det signal, den kan tage. Det findes ikke mere og sådan noget. 

På den måde er det også lidt af en begrænsning. Jo. Og giver det noget godt, at der er den begrænsning, når de er her? Ja, jeg synes, det giver noget godt ved, at man måske kan få børn og børnebørn og unge mennesker til at reflektere over, hvad er det, vi gør? Skal vi spille et eller andet? Skal de lege med noget Lego? Vil de sidde og spille? Det er der også nogle af dem, der vil. Og de der piger i alderen, 14-15 år, det er jo TikTok og alt det der. Der skal være plads til det hele. Og der ved jeg, at forældrene har sat begrænsning på, hvor lang tid de må bruge deres telefoner til det der. Ja. Så kan vi hernede sige, okay, nu går vi ned til vandet. Og når vi så nå ned til vandet, selv i marts, april måned, så inden jeg har set mig om, de der piger på 14-15 år, så er de ude at bade. Det er ikke mig. Jeg vil altid også ikke sige om det. Men det er da fantastisk, at de er med på det. Jamen, de er jo ude med det samme, men de er jo også aktive. Altså, den ene dykker meget i gymnastik mere på eliteplan, og den anden spiller teater og danser osv. På den måde er de meget aktive, og vil også gerne ud i naturen. Er det noget, de har fået bare deres forældre og jer? Ja, det tror jeg. Ja, det tror jeg. Også når vi er her, og and and andre sted, så oplever de naturen, det synes også, det er spændende. Altså, jeg tænker, at her hvor vi sidder, det er jo et magisk fjernsyn. Ja, det er det også. Altså, tænk en kæmpe panoramaskærm, vi har her. Vi kan se simpelthen så meget himmel og jord. Ja, nu er der ikke lige nogen rådyr lige nu, men... De kan komme, før vi aner det. Er det rigtigt? Ja, vi løber meget frem og tilbage her. Ja. Er det så mest dårdyr? Og tidligere på morgenen, der var der en hare, der futtede rundt derude. 

Sådan noget er så befriende at opleve, at den natur eksisterer stadig. Den er ikke ødelagt. Altså, nu taler vi meget omkring rent drikkevand, vandkvalitet og forureninger og ting og sager. At der er plads til dyrene, det synes jeg er lækkert. Ja, undskyld. Jeg så da gerne, der lige pludselig kom nogle træner, stod der. Er du bekymret for naturen? Meget. Altså, hele den diskussion, der har været omkring rent drikkevand, og forureningen, synes jeg, er så vigtigt heroppe til vandet. Selvfølgelig skal vi have rent drikkevand. Jeg husker tilbage til midt i 60'erne, der var en komiker i fjernsyn. Man gjorde grin med et eller andet, og så var der en, der sad og sagde, jamen nu koster vandet penge. Folk de har hardt, de griner, der synes, det var sjovt. Men altså, i dag er problemet jo, at det er forurenet. Og at man ikke har kunnet stoppe det igennem så mange år, det fatter jeg ikke. Man har vidst det. Man er bare blevet en ved at sprøjte osv., ikke? Og risikoen for, at drikkevandet bliver forurenet og voldsomt. Her på Langeland er det faktisk et af de steder, hvor der er mindst nitrat i vandet. Men man går ind på Fyn og andre steder, så er det jo en del, fordi man ikke passer på. Ja, det er svært lige at gøre om. Det er jo mange års... Jamen det går 20 til 30 år, inden det er sjovt ned til grundvandet. Og så siger man, nu er det da... Nåh, jamen, vi tager det lige med ro. Vi laver nogle planer, og vi gør et eller andet, måske med ti år. Men der er stadigvæk rigtig meget og mere og mere på vej ned til grundvandet. Og lige pludselig, så har vi et problem, og det er næste generation og deres børn, der har problemer. Det er ikke os. Det synes jeg er så trist. Ja. Er du blevet sådan mere bekymret på naturens vegne med tiden, eller... Altså jeg tænker, når man... Det er jo... Hvad var det i 87'er, der kom Brundtlands-rapporten, ikke? Så det er jo en snak, man har haft i mange år. Jeg er fra 87'er, så... Ja. Så det kan jeg ikke huske så godt. Men ja, jeg tænker, som en, der også har været... Altid har været glad for naturen og geografilærer og altså... Ja, for jeg har jo undervist i det. Altså i geografi har jeg haft det der med forurening. Altid. Og da er det jo klart, at når man ser de der rapporter og de undersøgelser med, hvor meget der bliver sprøjtet, så bliver man bekymret. Og så ved jeg da godt, at hvis du går helt tilbage, så hældte man bare gylde ud over det hele, ikke? Og så fik man nogle traktorer, der var GPS-styret, så man kunne dosere gødningen med den rigtige mængde de forskellige steder. Men hvis ikke man gør det på det rigtige tidspunkt og har den præcise mængde osv., så er det jo et problem. Og i øvrigt kan man jo se, at der stadigvæk bliver gørt gylde ud, ikke? Og hvis det er på det rigtige tidspunkt, og det er der, hvor planterne har brug for det, og den rigtige dosering, så sker der jo ikke noget, men det er jo ikke alle, der gør det. Det er jo udfordringen. Og man kan jo også se, hvordan nære områder ved kysterne efterhånden bliver forurent, ikke? Og mangler liv. Jeg ved godt, det er ikke kun landbrug, der er oversaget til, at der bliver færre og færre fisk. Det er både overfiskning og alt muligt andet. Men vi er nødt til at tage fat på det, vi kan tage fat på. 

Det bliver hurtigt sådan lidt dystert at snakke om, men kan du også se noget håb i alt det her, altså i noget af det, der bliver gjort? Er der også noget, der giver dig håb for, at vi faktisk kan løse det og få noget ordentligt drikkevand på sigt og få genoprettet havnaturen? Ja, jeg går bestemt ud fra, at den regering, vi får, når vi nu får den, tager hånd om drikkevandet, fordi partierne, der er rigtig mange partier, der har fokus på drikkevandet. Jeg tror, det var Alternative, der fik det på banen, men både Socialdemokratiet og andre siger, at nu skal der ske noget, bortset fra Venstre, fordi de er mere koblet på landbrugt. Men der skal jo ske, og det, men der skal jo ske. Det kan jo ske. Det kan jo ske. Det kan jo ske. Og det, man kan gøre nu, det er, at man kan sikre sig, at man ikke sprøjter i nærheden af boringer. Og det skal man jo gøre. Så jeg har da de bedste håb, og med hensyn til havmiljøet, der gør man jo også noget. Og man kan også se, at det bliver bedre stille og roligt. Der er nogle steder, der kommer lidt flere fisk. Men det er ikke kun det, der gør det, fordi vi har også klimaforandringer, der også er med til at ændre livsbetingelserne for forskellige fisk. Derfor er det måske andre fisk, der kommer. Der er nogle fisk, der siger, at det bliver for varmt. Så trækker de en ord på, og så kommer der andre. Det er det, der er så mange faktorer, der spiller ind i det her. Og det tror jeg kan gøre, at mange, altså det kan blive sådan lidt overvældende, og sådan lidt, at man gør det overhovedet en forskel, hvad jeg gør, eller hvem jeg stemmer på, eller sådan noget. Det hele er jo bare, der er jo så mange ting, der skal til for, at det bliver bedre. Hvordan har du det med de tanker? 

Det er nok rigtigt, at der er nogen, der tænker sådan. Men man skal selvfølgelig være proaktiv inden for det der område. Og man er nødt til, hvis det er noget med at stemme, stemme på partier, der ligesom har den holdning, man selv har. Altså, jeg tænker på de kommende generationer i den her sammenhæng, og så må det koste et eller andet for os. Fordi det kan godt være, at det er vores forældre eller forældregenerationen, der har været med til at ødelægge noget. Men altså, vi er nødt til at sikre, at vores børn og børnebørn også kan eksistere. Og der er man... Jeg synes, det er forkert, hvis ikke man er aktiv. Hvordan er du aktiv? 

Jamen, altså, det er jo i og med, at jeg stemmer og bakker op omkring de ting. Og jeg ved godt, at det betyder ikke så meget. Jeg bruger ikke giftstoffer på grunden. Jeg prioriterer, hvis jeg kan, at købe økologisk og alle de der ting, man nu kan lave. Jeg kunne ikke drømme om at ikke købe økologisk mælk og grøntsager osv., hvis det er muligt. På den måde. Ja. Er det Stine Vendeberg, der siger, at ingen kan gøre alt, men alle kan gøre lidt? Øh, det er nok rigtigt. Ja. Ja. Og så kan man sige, at på Langelands efterskole, fordi i bestyrelsen tager jeg med til at udstakke retningstilænden for, hvad de gør. Og de kører jo 100% økologisk, og jeg synes, det er så fremragende. Og har hånd om unge mennesker, som måske kan være lidt skæve i tilværelsen. Så bliver de hjulpet videre på den efterskole, og det synes jeg er så lækkert. Meget apropos os, da jeg var på Ørestad Gymnasium, hvis der har været sådan en eller anden klasse, som har været en problemklasse, og det er jo forfærdelige elever, så har jeg tænkt. Der sidder altså 28 unge mennesker, og om syv år skal de jo være med til at bære Danmark videre. Nogen skal tage sig af dem, og jeg har ikke noget imod at gøre det. Og så har jeg taget dem. Altså, selvom de kan være besværlige, selvom alt kan gå skævt osv., jamen nogen skal jo gøre det. Og jeg gider ikke løbe fra en udfordring. 

Altså, faktisk det der med en udfordring, det er jo også sket. Fordi, hvis ikke du får udfordringer, så udvikler du dig ikke. 

Og derfor, da jeg startede med at løbe marathon, det var også fordi, jeg ville have en udfordring. Det kommer jeg aldrig igennem, men det gjorde jeg jo. Så tror jeg, jeg løbte 20 maratons efterhånden. Har du løbet 20 maratons? Ja. Og hvor længe er det siden sidst? Den sidste var lige før corona. Ja, det var faktisk. Der løb jeg i New York. 

Og så skulle jeg have løbet igen, men så kom corona. Så nu, for tiden, er det kun halvmaraton til at løbe. Og hvornår tror du, at den næste marathon løber i stablen? For mig? Ja. Jamen, jeg er ikke sikker på, at jeg tager en hel marathon igen, men en halvmaraton, det er ikke nogen problem. Det kan jeg gøre nu, hvis det var. Altså, jeg løber et par gange eller tre om ugen. Og som regel en 12-15 kilometer. Ja. Ja. så kan man godt lige snise op på en 21. 

kan du løbe 15, kan du også løbe 21. 

og så er det også en udfordring, kan man sige, så går man bare på. 

Det må være meget dit mantra, det synes jeg er sådan en overskrift for den her snak også. 

altså at, ja, det er godt at udfordre sig selv. Det må gerne være besværligt. 

der kommer, altså gevinsten er også større, når man skal knokle lidt på det. Ja, det synes jeg jo er fint, jeg tror, det var til en fødselsdag, hvor mine børnebørn

nej, børnebørn snakkede

nej, det var faktisk mine børn

så siger de, at noget der er karakteristisk for mig, det er ikke til at jeg ser ikke problemer, jeg ser ikke problemer. 

jeg ser kun ududfordringer. 

ududfordringer kan løse problemer, den bakker man ud overfor. 

det er en vigtig differentiering. 

Jamen det er det faktisk, ja. 

fordi en udfordring kan man tage hånd om, ikke. da jeg købte den her sauna, så tænkte jeg også, ja hvad gør jeg, skal jeg bare få sådan en. 

Så købte jeg den i sammensæt. 

Ja. 

Og så kom der ellers en palle med alt muligt træ. 

Det der, de lå enkeltvis. 

Og så kiggede jeg på det og sådan, ja. 

Hvordan gør jeg det? 

Så er man jo i gang. 

Ja. Og det er der rent til en sauna. 

Ja, det er da blevet så flot, den der sauna. 

Ja. 

Sådan en rund, hyggelig. 

Det eneste jeg ikke kunne lave alene, det var faktisk, det vindue der. Ja, døren og den døren. 

De er så tunge, jeg kunne ikke løfte dem. 

Ej, jeg tænker...

Der må det være tre mand om at få dem op, for at få dem sat på. 

Ja. 

Men ellers resten...

Men så kunne du godt lige få en hånd herovre? Det er jo sådan et sted som her, når man har nogle gode venner, så kan jeg jo ringe til dem og spørge om de kommer. Og lige at hjælpe og det gør det. 

Og en dag, jeg var faktisk også ved at fælle et træ dernede. Og jeg vidste godt, det ville løbe ud over vejen. Hvad gør man så? Nogle af dem, der vandrede, jeg stoppede dem og sagde: "Kan I lige passe på, der ikke kører biler?" Fordi nu vælter jeg altså det her træ, så skal jeg nok lige få det savet op og ind, så vi kan køre igen. Folk hjælper jo. Er det anderledes end i Odense? 

Nej. Altså naboerne, de nære naboer, det er nok lidt det samme. Men her kan man sige, at det er ikke kun nære naboer, det er folk meget længere væk også. Altså lige dem omkring, "Vi hjælper os hinanden." Det er jo klart. Men det er videre ikke på en eller anden måde virket anderledes. Når man er ude, og der er masser af plads og rum og sådan noget. Hvad

gør I egentlig, når I når den alder, hvor I måske bare skal have ét sted at bo? Det ved jeg ikke, om man tænker. Det ved jeg ikke. Det er ikke sådan, at I skal ende på Langeland? Ja. 

Altså det kunne da også være muligt. Men det kræver selvfølgelig også med bil. Men så langt tænker jeg ikke frem. 

Nej. Jeg har nogle venner, da de nåede op i 60'erne. 

og så mente de, at nu nærmer de sig et tidspunkt, hvor de ikke kan gå på trapper mere. Så solgte de deres hus og købte en lejlighed et sted, hvor der var elevator. Det har jeg aldrig kunne forstå. De var ikke mere end i 60'erne. Og så er vi der med, at man går lidt i stå, når man gør det på den måde. Fordi man forudsiger engang kan man måske ikke gå på trapper. Jamen så tager de hold om det allerede nu måske 20 år før de når det tidspunkt. 

Det tror jeg, der er rigtig mange, der gør det. Også allerede tidligere, der skal have det indplænshus, fordi det skal være nemt. Og så kan man netop blive gammel. 

Jamen jeg synes da, det er herligt, når jeg kommer herned og skal slå græs. Og jeg købte faktisk sådan en havetrækter, man kan sidde på. 

Og så senere, den står der stadig, men jeg bruger den egentlig ikke. Fordi så købte jeg ind, jeg skal skubbe. Der er godt noget med motor på. 

Så har jeg faktisk, på et tidspunkt prøvet at se. Når jeg har slået hele plænen, så har jeg faktisk gået tre kilometer. 

Ja, med lidt ekstra vækst på. 

Altså, så får jeg lidt motion. 

Ja. 

Igen. Alt behøver ikke være nemt. 

Nej, det skal det ikke være. Er det opskritten på at holde sig så godt? 

Det tror jeg. 

Ja. 

Det tror jeg. Altså, jo mere aktiv du er, jo mere aktiv du bruger din krok, dine muskler, dine senere, jo længere holder du det hele i gang. 

Ja. Ja. Og det der mangler måder at gøre på, det kan være med en græslåning eller en gåtur, eller...

Græslåning, gåtur, for mig det er kommende også cykletur og vandretur. Så går jeg også i motionscenter og sådan noget. 

Det gør du også? 

Ja, ja. Altså, de der ting, det er andre muskler igen. 

Ja. Fedt. Det bedste motionscenter, jeg har, det ligger desværre i Italien. Jeg har fulgt et dernede. Og der er lidt langt sådan, hver dag. Ja, men når vi er dernede, så bruger jeg det. Så det er et motionscenter, så har de dampbad og sauna og en sindssygt lækker spa samme sted. Det er også en god belønning, efter man har knoklet lidt, ikke? Det er det, det er. Man må også godt have det lidt godt efter en tur i sauna, efter en god løbetur, eller, ja? Jamen, der har jeg også her, det er at sammen et gus. Okay, så er det også. Ja, ja, ja, det er en eller and japansk luft, som vi smj, som vi sv, som vi sv, som vi er på der. Ja, fra Pimonte, eller hvad? Nå, ja, ja, ja, ja, det er faktisk en melkeflaske fra Pimonte. 

Men det var mine børnbørn, da vi var herinde, ikke? Så skulle der være dufteport og det hele. Ja, ja, ja. Så begyndte vi på det. Og de kom også i påsken, og det er først, de sagde, vi skal savne. Ja. Ja. Det er en helhedsoplevelse. Ja. Ja. Men fantastisk, Aula. Jeg ved ikke, om vi skal lige prøve at se, om vi lige kan være lidt udenfor et øjeblik. Men ellers vil jeg bare lige sige tusind tak for nu. Det har virkelig været en fornøjelse at lære dig lidt at kende. Selv tak. Ja. Jamen, det har da også været en fornøjelse god snak. Ja. Synes jeg. Ja. Men du kan godt forstå, at jeg synes, det var det her sted. Altså, vi snakkede om bøgen, men bøgen er noget andet, det snakker man om her. Er det oplevels? Kan du forestille dig, når havøren flugter hen over her? Og forleden der sad der lige ude foran en vindue, en mushove med en mus i kloren. Ja. Ej, men man bliver så ødmyg, ikke? Når den kommer tæt på på den måde, ja. Jo, det er faktisk også meget fint at sige det på den måde, fordi naturen er der og har eksisteret hele tiden. Og vi er bare nogle små brækker i den her natur. Og så er det dejligt at se, at den eksisterer. Og det kan være både det geografiske, biologiske og alt muligt andet, ikke? Jeg synes, det har en ekstremt stor betydning for min mentale sundhed også på en eller anden måde. den der sådan udmyghed overfor, at det har været der. Ja. Og jeg er bare en lille brik. Det, jeg gør, betyder ikke alverden. Altså, du ved, når det hele bliver lidt tungt, og man synes, at det kan være lidt svært, så giver det noget perspektiv at se. Lige præcis. Og jeg har jo ikke nogen køkkenhav, altså, fordi når vi er tit ude og rejser os og sådan noget, en planeklipper skal kunne klare det, ikke? Men jeg lader ligesom oprindeligt bare græsset kun to meter fra huset, ikke? Så har jeg fået fældet lidt og lavet græsset udvikle sig selv. Og det bliver jo til græsset. Det kommer helt af sig selv. Og to steder her, der har vi ramsløg. Ja, vi har også set ramsløg herfra. Ja, der er nedefra. Og der er også inde i skoven. Og det udliggler sig også. Det er også sjovt at se. Og masser af vintergækker og påskelilier og ting og sager. Det eneste, jeg har plantet, det er hvidløg. Ja. Nede ved brænddammen. Og det er fordi, der graver man bare et hul og sætter det der fedt ned i. Og så kommer hvidløg op gennem græss og alle mulige andet. Jeg skal ikke gøre noget som helst. Nej, det er nemt. Ja, så det kan jeg godt plante. 

Fantastisk, Orla. Jamen, skal vi gå ud af den her sauna? Og lige mærke vinden derude.