Glasmagere Lena Ljungar og Jesper Sødring ved Vemmenæs på Tåsinge

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af Det Sydfynske Øhav.

På Tåsinge, hvor Lunkebugten lægger sig helt ind til Vemmenæs, bor og arbejder glasmagerne Lena Ljungar og Jesper Sødring. De er hinandens kolleger, livspartnere og medskabere af et liv, der langsomt er blevet formet omkring det samme værksted gennem snart et halvt århundrede.

Hun er fra Stockholm. Han er fra København. Og de mødtes på en kunsthåndværkerskole, hvor de først blev grebet af glasset og så af hinanden.

Siden har de fulgtes ad. Til et sted, hvor de kunne bygge deres egen ovn. Deres eget værksted. Og deres eget liv.

Her arbejder de stadig side om side i en rytme, de kender uden ord.

Han begynder. Hun afslutter. Et glas ad gangen. I en bevægelse, gentaget tusindvis af gange som en stille, indøvet dans i varmen fra ovnen.

De har opdraget tre drenge imellem arbejdsdage og glødende glas. Prioriteret tiden. Valgt et liv, hvor arbejde og familie væver sig ind i hinanden. Og hvor det vigtigste ikke er at tjene mest, men at kunne blive ved med at gøre det, de elsker.

At skabe med hænderne. Og leve af det.

For Lena og Jesper er rige – i fællesskab, i frihed og i det liv, de selv har formet. Et sted, hvor arbejde, kærlighed og håndværk er smeltet sammen til ét.

Transcript

SPEAKER_03 0:06

Du lytter til mit særlige sted på sporet af det sydfiske øer. På sæng, hvor lumkebegten lægger sig helt ind til demes bor og arbejder glasmærende længer og Jes på Sønder. De er hinandens kollegaer, livspartner og medskaber af et liv, der langsomt er blevet formet omkring det samme værksted gennem snart et halvt århundre. Hun er fra Stockholm, han er fra København, og de mødtes på en kunsthåndværkerskole, hvor de først bliver grebet af glaset, og så af hinanden. Siden har de fuldtes ad. Til et sted, hvor de kan bygge deres egen årn, deres eget værksted og deres eget liv. Her arbejder de stadig side om side i en ritme, de kender uden or. Han begynder, hun afslutter. Et glas af gang. I en bevægelse gentaget tusindvis af gange som en stille indbøvet dans i varmen fra onden. Det har opdraget tre drenge imellem arbejdsdag og glødende glas. Priorteret tiden valgt et liv, hvor arbejde og familie væver sig ind i hinanden. Og hvor det vigtigste ikke er at tjene mest, men at kunne blive ved med at gøre det de elsker. At skabe med hænderne og leve af det. For længere og Jesper er rige i fællesskab i frihed og i et liv, de selv har formet. Et sted, hvor arbejde kærlighed og håndværk er smækket sammen til. Nu sidder vi her i venner ved lungebugten. Ret tæt på vandkanten. Og det er sådan en af de der. Og bladerne lige er begyndt at åbne sig. Og alt begynder så småt at blive grønt. Og der er en motor i græsplanden. Sol skænder, himlen er blå. Det er lidt. Og jeg sidder her sammen med Lena og Jesper. Og så kendt som glasmærende på tog sen. Men hvad er det for et sted, vi sidder ved?

SPEAKER_01 2:59

Du har egentlig sagt det så fint nu her. Det er sådan et yndlings sted, ikke. Men nu klæmpe at sige vandet. Vi kigger lige ud på vandet på låkebugnet. Og det der vand, det betyder helt vildt meget. Og så skoven i ryggen ikke. Hvorfor betyder det meget af vandet? Jeg ved ikke. Jeg tror, det giver rog. Mængere meget ro. Og så det der, at vandet. Det forestætter jo bare. Det er hele jorden. Så jeg kan komme alle vegne fra det vandet her. Jeg har alt elsker det vandet. Jeg føler mig meget heldigt at bruge så tæt på vandet.

SPEAKER_03 3:37

Det er virkelig også et magisk sted. Og man kigger over på det turø.

SPEAKER_01 3:46

Vi ser både stener, og den også, at du er bedre til det.

SPEAKER_04 3:50

Det her ud er jo restning af to sænge. Det er ud modsten. Og hvis man kigger længere over mod Svår, så ser man Turø. Det er sværet og skillet, fordi det er så langt væk. Hvand masserne derde.

SPEAKER_03 4:04

Ja, men der ikke helt højston. Man kigger ud på land. Ja, og det her er jo jeres hjem. Og arbejdsplads. Og alt muligt. Tænker jeg det virkelig sådan her fra jeres verden går. Kan I fortælle lidt mere om sådan. Hvad er det for et sted for jer sådan.

SPEAKER_04 4:34

Ja, hvordan havnede vi her. Det er en lang historie kan man sige med. Jeg kommer fra København. Lene kommer fra Stockholm. Så vi mødt på Konstorværkskole i København, hvor vi lavede med Kamik, men gik over til glas, da det var meget sjovt. Det pludselig have resultaterne meget hurtigere, end man har med Kamik. Og så på en eller anden måde endte vi her på tog. Hvordan var det længere?

SPEAKER_01 5:04

Det var faktisk fordi, at det søster flyttet herover os op på Nordfyn. Og så kom vi på Fyn. Og jeg er jo svenske, og ville gerne have lidt mere natur. Og jeg boret par mig i tre år, det var også mega fint, men det var meget flat. Jeg sagnede sådan noget natur. Og når vi kom herovre, så er det jo det Danmarks have. Og sydfyn blev det, fordi inden vi startede vores eværksætter, så var vi på Bundholm. Og der kom erhvervschefens på sommerferie og kiggede på os i snowbæk, når vi stod pludset glas. Og så sagde han, at hvis I har lyst til Svandborg, så kom, fordi så hjælper jeg jer. Så det var lidt ham, som lokede os. Plus at vi havde ikke råd til både at låne penge til at bygge oven og så til at købe et hus, så vi skulle lege os ind. Så derfor tænkte vi, at slotte og her går, de har meget plads ikke bruger. Så derfor ringer vi rundt, og den første, vi taler med, det er Nils Baron på Valdemar Sot. Og han siger, at kom, så finder vi ud af det. Sådan starter det faktisk, fordi så starter vi nu på Valdemar slot, og så ender vi her efter fire år, og det har vi aldrig fået trud.

SPEAKER_03 6:15

Og hvornår er vi her? Da I først kommer til tog til Valdemar Slot.

SPEAKER_01 6:21

Så vi kommer til Valdemar Sl i 78. Og i værksætter bygger vi på ungen bygger vi i 79, og starter den 19. juni 79. Så bruger vi ud i stener om skoven og har værkset på slottet, og det er lidt dumt, når man har en glas sung, der står og brænder hele natten. Den kører jo et døgne rundt, når vi arbejder. Hvorfor er det dumt? Fordi den skal passes, og så er det dumt at bo flere kilometer væk. Så det her hus, som også tilhørte slottet, så var det skovig. Det blev ledet den skårbejdere, der gik i pension, og vi fik lov at lege det, og kunne lave hestanden om tilværkset og bolligeren her. Så slog vi til, og så har vi boet her til lege lige siden.

SPEAKER_03 7:02

Og det var i 83. Så i 83 kommer vi her til Vandet, så her.

SPEAKER_01 7:09

Og vi kommer ikke herfra. Det er ingen næsten, at vi flyttet fra. Vi bruger til lege, men vi leger, det var også.

SPEAKER_03 7:17

Skal I bæres ud med fødderne først? Der.

SPEAKER_01 7:24

Det her stadig, og det nu vi snakker om vandet eller skoven. Al det omkring os det, hvordan det forder sig hele tiden Hæm og. Man kan ikke få det bedre.

SPEAKER_03 7:55

For dem, der ikke kender Vemus. Hvordan vil jeg så beskrive det? Det er jo ikke næste.

SPEAKER_04 8:04

Det er næsten. Det er ikke. Vi kommer jo ikke så meget hen i Vemus faktisk. Fordi vi bor lige før vem næf.

SPEAKER_02 8:14

Jeg kan ikke set lige førskæld.

SPEAKER_04 8:17

Men altså, vi har vores sommerfestet med alle de lokaler, som i hvert fald læret nogle af dem at kende lidt bedre.

SPEAKER_03 8:27

Ja, ja, så det er jo en lille lands by. Jeg ved ikke, hvor mange hus.

SPEAKER_01 8:33

Jeg var med til at starte Vemes med borfen. Og der var vi 80 sterne, der var også stenåret med. Og vi lavede en legeplads ned i vandet en søde dame, som lå også låne hans store grund, så vi bare måtte gøre lige, hvor vi vil med. Så jeg føler det, at selvom vi havde meget mere kontakt, når ungerne var mindre. For det så er det forbold og alle mulige ting og legertaler. Men jeg synes stadigvæk, at vi har mange gode venner her i vandet. Vi er meget på arbejde. Vi bruger lige midt i smørde selv. Vi behøver ikke kun sted af sådan noget af det. Men nu har vi jo nogle nye tiltale med VMS. Og det der må ser, det er et næste. Det er jo naturen. Det er jo også.

SPEAKER_03 9:23

Det er jo sådan lidt lige som en halby. Eller en næse. Kun man også sige, at der jo sådan vand hele vejen rundt.

SPEAKER_01 9:35

Det var jo bare for nogle år siden, for vi nogle gange kom det jo højværne her. Og en gang var det så højt, så det her sving, som går op til byen. Vi havde nogle venner på middag, og når de gik hjem, så havde konen havde vand op til livet. Så der kunne man virkelig fornemme, at der er et næs. Altså fordi så højt stod vandet, ikke.

SPEAKER_03 9:55

Ja, hvis det virkelig sådan stod højt, så kunne det jo faktisk måske ende med, at det blev en ø.

SPEAKER_01 10:01

Ja, det kunne det godt.

SPEAKER_03 10:04

Måske gør det i gang. Det bliver nok ikke i jeres tid. Det kunne jeg forestille mig. Men det er også et sted, der er omgivet og rigtig meget skov. Så man har både skov og vand.

SPEAKER_01 10:24

Du plejer at sige i rige.

SPEAKER_03 10:26

Det er rigtig.

SPEAKER_01 10:27

Jamen det er vi. Jeg føler mig enormt rich. Jeg kan være rig på mange måder ikke også. Hvordan er du rig? Jeg rig på mennesker. Altså nu vi snakker om stedet, så følger jeg enormt rig og privilegere for lov her. Det er helt klar. Men eller selvfølgelig er mig rig på ungerne, og på det, at jeg spørger meget her sammen med glaset, så vi får lov at lavet noget, som vi holder ander af. Det er jo ikke alle, der har fået lov at være glet og gå på arbejde. Jeg synes også, at når man bor sådan noget sted som det her. Så kender man jo folk her. Vi mødes i brusen, hvis ikke som jeg skal sige, at vi går ikke så tit til hjemme. Så kommer i os, hvem er sådan. Alle skal gøre forbi os, så kommer det ikke ud af værende. Jeg synes, det betyder meget, at det giver en tryghed, at man kender hinanden.

SPEAKER_03 11:56

For at tegne billet af jer for lyderne, som ikke kender jer. Så er jo mand og kone. Og jo også arbejdspartner. Og har fået tre skønne drænge. Som nu er voksne. Jeg kunne godt tænke mig at spole tiden lidt tilbage til, altså da I kom til tog, sen. Og fik de her børn og arbejdet med glas og sådan noget. Hvordan var den tid?

SPEAKER_04 12:36

Det var jo meget hektisk og pludselig og så fået det til at hænge sammen med arbejdet. Og vi skulle heller ikke have min børn have alt for tidligt. Der var jo venner, vi fik ned, da vi havde iværkset på slot. Så der kom en lille pige, og kigget på os hver dag, så kom vi til at kende hendes forældre. Og den mor, der hun var, så kunne godt se vores første jonas der, der stod i kraven og kiggede efter, om der var nogle andre børn. Og hvis vi arbejder så morge og godt se, at måske skulle jeg tage mig lidt af Jonas der, så jeg fik noget andet og kigge på, end forældre. Så det var meget begyndt.

SPEAKER_03 13:23

Ja, så man kunne godt blande sig i hinandens liv på den måde. At hjælp hinanden.

SPEAKER_01 13:30

Ja, absolut. Helt klar. Det er rigtigt nok, hvor jeg siger. Jeg vil jo ikke germe ungerne. Men så både Jonas og Tobia har været meget på værksætter. Selvfølgelig kom de år. Det var jo i kom til dagplej med mor ikke også. Men vi har aldrig haft sådan noget tider hos os. At vi starter før klokken 9 om morgen. Og vores unger skulle ikke afleveres for kl. hal 9. Det bestemt vi så. Og så skulle det absolut hente slid over tre ikke senere. Så den der blæset, den kører vi stadig væk. Men det har fungeret, og så kan vi jo vælge, så tager man weekend i malen eller andet eller det ved. Og det er jo heller ikke kun at blæs, når vi blæser. Det er så mange andre ting.

SPEAKER_03 14:19

Men er sådan, der har prioriteret det der med at være sammen som familie. Ja ret meget. Hvorfor?

SPEAKER_01 14:29

Så det gærer glæde. Man bliver glad. Det er der, at kærligheden af det jo familien. Og familien er så stor. Det er også ikke kun vores unger, vores egne. Den er større. Men ikke har en stor familie.

SPEAKER_04 14:46

Jeg har mange andre finder rundt omkring på i København, og jeg tror.

SPEAKER_01 14:52

Nej, man tænker også familie heromkring.

SPEAKER_03 14:56

Familie er ikke kun blødet. Det er også noget, man skaber.

SPEAKER_01 15:03

Vi starte med du bliver så glas, så bliver det nødt til at koncentreret selvfølgelig. Og det var jo kunger, der var helt vildt små. Og kunne ligge i kragrående sådan. Og jeg synes, det var synd for os. Det var derfor Jonas et par timer om eftermiddag. Det var mega fedt. Men ellers er det virkelig koncentration, mens man arbejder. Så det ikke bare, man kan lave sådan med vanstehånd og så passer unge samtidigt. Jeg prøvede at have Jonas på røkken, og blev slæset et lille stykke tid lige, når man kommet. Det funger også ikke. Man kan ikke græsser så hurtigt det. Det skulle man jo vende sig til, at det var to forskellige ting. Både elsker sit arbejde og gerne ville det, og elsker sine unger og vil det. Men det fandt vi jo ud af.

SPEAKER_03 16:00

Hvordan blev egentlig glas med? Du nævnt kort, at I startede med at lege med noget kemie. Men det gikere med glas. Men hvad er det med glas? Det er fedt.

SPEAKER_04 16:12

Dengang var Kirmikken, der var det meget brunt og blot. Og lidt khed lidt stentøj. Og det lignen alt sammen. Det ændrer sig nu. Men med glas var det jo mange flere skarpe farver, man kunne bruge. Plus det der, som jeg sagde, at man har resultatet dagefter. Men keramikken, der skal det tørre, og så bliver det mindre, og så skal det brændes, og så skal det bræns en gang timer 1, så går det. Nælt en måned eller mere. Fordi her, ja med glas har man det her dage. Og der blev vi hurtigt træt af det her. Så vi mødte os ud af den skole. Og tog på glas skolen over i små landet i Sverige. Og der gik vi også sammen og havde et enkelt skole år der. Og så var det, at vi blev hentholdet til på holdet her til det første glas, hvor jeg sted.

SPEAKER_03 17:11

Og altså forelskede jeg i hinanden sådan en overven. Og hvordan forgik det?

SPEAKER_01 17:17

Jeg tror det var sådan en dobbelting det der, fordi begge to blev glade for glaset ikke. Vi var jo også sådan glade for hinanden og selskab. Vi gik i klasse sammen. De der tre år på skolen. Og så var jeg helt vildt med glas. Jeg ville bare det glas. Jeg overtalte det spørg til, og man ikke ville med mig over til overfors. Jeg er jo svenskere. Så jeg kendte jo godt til det, fordi i Danmark var det ikke mulighed for at udelukkende arbejdet med glas. Du skulle tage et eksamen færdig. Vi havde tre år, vi skulle tage et år mere, tager eksamen, og så kunne vi få lov og arbejdet med glas udelukkende på femte år. Og vi ville ikke vente. Så det var derfor, vi skulle til overfors, og så tog vi overlov, og så gik vi ud, og så tog vi faktisk til Amsterdam, for der var en glaslinje. Det var ikke glaslinjer i Europa ellers. Det var en på Ridsfladakademi i Amsterdam, og det var inde på Royal College. Vi havde lært afdelingslederne at kende og hans elever. I 75 var et glas med i København. Så alle dem, der arbejdede med glas, det var jo sådan nogle meget fine designer og så glas med jer rundt omkring bele jorden. Holdt et møde, hvor vi så lærte dem at kan ikke. Så i efter overforsdag tog vi til Amsterdam, og der fik vi lov til at blive rigtige elever, ikke bare udveksling eller som gæsteelever. First sig, at de havde som elever faktisk ikke kunne bruge oven, eller ikke kunne lavet glas. Og vi kunne jo lidt. Så de bliver mega glad for os. Så vi har vores afgang i Amsterdam i stedet for i København. Så vi har fytt lidt rundt, men det har også været meget givende at gøre det på den måde her.

SPEAKER_03 19:11

Hvordan er det så at arbejde sammen med sin elsket hver dag og går?

SPEAKER_04 19:23

Det er jo helt fint. Det er fysk at vi elsker på det her. Vi laver sammen. Så det er sjovt. Og udvikle det samme. Andre designs osv.

SPEAKER_03 19:36

Det er sjovt. Nu har jeg jo været så heldig, at jeg har set jer arbejde. Og jeg har lagt mærke til, hvordan. I behøver jo ikke sige, hvad der skal ske i kender hinandens bevægelser. Og sådan.

SPEAKER_01 19:51

Der virkelig bare sådan en rygt med, hvor den ene skal tager over fra den anden. Vi har liges. Det her er jo. Det er jo ikke for sjovt. Det er et håndværk, som vi elsker, og vi elsker at arbejde med glas. Men nu har vi bestemt, at vi vil lave alt det og kunde. Så vi har valgt at lave en produktion af ting. Og så er det, at man skal producere så meget om dagen og får betalt gasregning og alt andet også kunne lave af det. Så derfor har vi specialiseret os. Så i den der arbejdsgang, vi har. Vi ved jo lige præcis. Ford vi skal laver ikke antal af de glas eller de glas. Men samtidig er det jo alligevel en helt anden industrin, fordi vi laver måske fire eller fem modeller på en dag af forskellige glas. Smu glastabler, som vi laver, eller vin glas, eller snapste glas, eller skåle, eller fad. Det bliver jo mange forskellige om morgen, der laver man ting som små ting. Fordi så glas lidt varmer lige, når du åbner overven og sådan noget. Men det gør, at vi nogen siger, at de synes, vi danser. Men det gør vi jo ikke. Men vi ved lige.

SPEAKER_04 21:03

Det er faktisk på sekundet, hvornår jeg skal komme med noget, og hvornår Lene skal gøre det. Jeg har jo prøvet tusindvis af gange. Den her arbejdsgang. Den ene model kører sådan. Den anden model, der er sådan. Jeg kan høre på, når Lene lægger sit værktøj ned på pengen, så jeg skal. Og jeg kigge der. Og så den lidt der.

SPEAKER_03 21:29

Ja, altså, og nu beskriver du det også som er produktion. Og når du siger produktion, så tænker jeg også, er det så ikke nogensinde kædeligt.

SPEAKER_01 21:39

Nej. Det var det faktisk også med lige enkelt lige op og ned med en lille far på, eller nej. Det gør det ikke. Jeg synes ikke. Det er jo ikke sådan, at det er sjovt hele tiden, vel? Det er jo ingenting i livet, der er. Og nogle gange kan man vel også være præste, fordi det var. Når, der skal være færdigt. Men normalt så er det meget og roligt. Vi ved ligesom, man planlægger dagen, hvor der måske. Eller flere dage. Jeg har sådan en lister af ting, som manger, eller som er på bestilling. Og vi er så heldige, så folk kører på vores ting. Så vi kan få lov og forsæt. Og laver det. Det vil jeg virkelig gerne vil.

SPEAKER_03 22:24

Ja, fordi jeg tænker, man skal ikke gå. Man bliver ikke glas med for at blive meget rik. Ekonomisk nødvendigvis.

SPEAKER_01 22:36

Det er der ikke andet valgt. Både Jes på mig, vi har jo også været med på store udstillinger. Og i starten, da vi begyndt, så var vi så sammen med Fin Lynger rigtig meget. Og der Anja. Det er jo helt særende her. Jeg laver mange udstilling. Og jeg inviteret til mange ting. Men det har aldrig lige været os. Og vi også var medlem af danske kunstomværker og fyske kunstomværker. Men fyske kunstomværker havde vi også mange store udstillinger. Men det er ikke gratis at lave de der store ting. Det koster ret meget, og du ved ikke, om du sælger dem. Så du laver nogle store fade i store måske eller en stor skulptur eller noget. Og jeg spørger og mig. Vi er ikke sådan. Vi søger ikke lækeren eller noget. Vi skal ikke veje. Det er ikke nogen, der skal. Så det klarer vi selv. Der for produktion, der ved vi, så snart vi har lavet et vandglas eller etnglas, eller et æblet der nogen, der gerne vil købe det ikke. Og vores unikær ting, dem laver vi også, men så er det unikere, så er det ikke en serie med rigtig rigtig mange. Men nogle gange kan jeg godt mangle, at har tid af sig til at lave de uniker der. Jeg også bare tænke på, at man ikke skal tænke på, om det bliver solt eller nej.

SPEAKER_03 23:46

Hvordan synes du det, at jeg spørger at have sådan et arbejdsliv som kunstværker og glas med. Er det? Er det et godt arbejdsliv?

SPEAKER_04 23:58

Ja, jeg er glad for det.

SPEAKER_03 24:00

Du bliver ikke bange for det her hængt sammen.

SPEAKER_04 24:05

Jo, man kan da altid være nervøs for, hvordan det går med økonomien. Men altså vi har jo været så heldige, og vi har klaret det godt med uden at have haft andre side jobs. Og som regel har kunst, værker, måske oftest en ægte fælle, der laver noget andet og tjener penge på det. Men vi har altså lykket med, som ikke bare klare skærerne og har levet godt af det faktisk.

SPEAKER_03 24:31

Hvordan føles det, at I har jo været i gang i jeg dårligt af matematik.

SPEAKER_04 24:36

Og vi kører på sejl 47.

SPEAKER_03 24:41

Hvordan føler det?

SPEAKER_04 24:42

Altså, det er jo, at vi er værkt værksætter, ja vi har sådan set så lavet glas før det her også ikke. Men altså, med andre firma, så har vi på år 47 faktisk, der startede i 79 år.

SPEAKER_03 24:55

Hvad tænker du om det?

SPEAKER_04 24:57

Det er lidt svært at forstå, synes jeg. At nu er en pensionist og arbejdet med pensionist, men det følelses lidt mærkeligt at tænke, at så mange år, vi har lavet det her.

SPEAKER_03 25:12

Jeg har været sammen endnu længere, ja.

SPEAKER_01 25:17

Jeg plejer at regne, selvom vi også var kæreste lidt. Jeg plejer regnet fra 76 år, hvor jeg lukkede her med over til Sverige. Jeg synes, der har vi ikke været fra hinanden. Det er klart. Det er bare det. No return.

SPEAKER_03 25:33

Men er det ikke lidt vildt? Jo.

SPEAKER_01 25:36

Men det vilde er også. For det er mange, der siger ud, og I bor sammen, og I arbejder sammen. Så man vil være helt ærlig, så faktisk det mindste problemer, det er egentlig på værkstedet. For det er det bare den der totale respekt. Jeg ved, hvad Jesper gør, og hvad han kan, og han ved, hvad jeg gør, og hvor jeg kan. Og så tror jeg, at vi har det ligesom alle andre ægte på. Altså i hjemmet, så er der nogle ting, som man godt kan blive sur på hinanden på ikke, men det må man jo tage, og det går jo over. Man finder ud af, hvor den ene og hvor den anden er god til, ikke. Men vi har aldrig fungeret på vores værkste.

SPEAKER_04 26:14

Vi vil ikke kunne bygge roller. Nu er det meget, som I siger tager glaset ud af, når man starter en ting og blæser. Og det er ligene, der gør ting færdigt, når det har været heftet i bunden, og det skal åbnes op. Og jeg kan ikke gøre det Lene kan. Og ligene kan jeg ikke gøre det, det har vi kunnet begge to lige meget en gang. Men nu er det altså blevet sådan, at vi har været vores græn af det og laver et enkelt stykke glas.

SPEAKER_03 26:49

Det er jo et fysisk arbejde. Altså på mange måder. Man bruger sin kroppe meget. Det er ikke ungefant. Hvordan? Hvordan er det? At se, altså at være så afhængig af sin fysik.

SPEAKER_01 27:09

Jeg har lige haft sådan, når jeg en lille smule panik. Men jeg ved, at det kan blive bedre. Men fordi jeg desperge to hænger sådan over i højre side. Vores arbejdsdeling er så, at man arbejder med glas. Det er jo varmt glas, der hænger på pipen eller hjernet. Og den der skærer arbejdsdeling, men det er egentlig ikke tror ikke så meget anderledes, end andre ældre har det. När man bliver 73, så er man også måske slid. Man glemmer bare. Det tager også tid, det må at blive gammel, eller hvad vi nu er nu midler. At man skal vende sig til at kroppen blive svidt. Sådan er det jo. Det federe er, at man kan faktisk gøre noget ved det. Man kan godt styrke sin ryg stadigvæk. Man kan godt blive smidiget, fordi man bruger kroppen så. Man kan godt gøre nogle ting. Man må jo ikke. Så jeg var lidt i panik, men nu ved jeg, at min ryg nok skal blive bedre af min hofte. Men vi har faktisk ikke blæ siden den 20. december nu her. Og vi plejer heller ikke at blæse i januar og februar, men vi skulle egentlig have været i gang nu. Men vi overlever.

SPEAKER_03 28:17

Hvordan vil jeg have det med, hvis I ikke kunne blæse længere eller når den dag en dag kommer?

SPEAKER_01 28:22

Jeg har begyndt at små med noget andre ting. Og det har jeg faktisk gjort længe, fordi jeg vil ikke lægge glas. Men det handler også om, at det der, at vi produceret ting, og jeg synes faktisk, at vi har rilig med ting. Vi har alle samme rige med ting. Så jeg går meget tænker på det der med at bruge ting, som allerede findes. At kombinere med nogle af vores ting. Men også bare lave nogle ting af det, som allerede findes. Jeg tror, at jeg er ved at indstille min hovedet. Ik fordi jeg har lyst til at holde op med det varme glas nu her. Men også måske lidt mere og andet ved siden af samtid med det varme glas. Jeg har nogle idere. Og så kan jeg lave nogle ting af de gamle ting og lave der.

SPEAKER_03 29:23

Jeg svært med at producer ting. En i en verden, der har så mange ting.

SPEAKER_01 29:30

Og jeg har haft morge år. Nogle gange er jeg måde. Så siger venner og kunde og familie, at læner I laver sådan smukke ting. Man køber et af vores glas, så kan man jo rent faktisk få et glas. Det koster faktisk ikke mere at lave, hvis du laver det på maskinet, som det laver en ølflaske. Og mange glas bliver jo lavet helt på maskiner i dag. Men det, der laver det i hånd, det er noget andet. Hvad? Altså, når du ser på det, når du rører ved det, det er noget andet. Det er ligesom. V vores glas. Jeg siger, at det er en produktion, men det er ser ting, vi laver. Men alle tingene er jo unligt. Vi bruger ikke nogen forme hos os. Vi laver alting på fri hånd.

SPEAKER_03 30:15

Altså alt er forskelligt. Der er ikke noget der.

SPEAKER_01 30:17

Alt er faktisk helt forskellige. Og det der, som folk så siger, at det er noget, det har noget sjældent. Altså et glas, en ølflasker har ikke en sjæl. Eller sådan et glas, der lige blev på maskine. Den har ikke den sjældent der. Vi har jo kunder, der siger, at de holder også. Vores hånd er glas holder. Det er kunder, der siger, at det er helt. Ja, ikke på et stæng går det så dagligt. Men de er stærkere end det er det. Så jeg synes allig så mange, der siger, at det er okay, at vi går og laver ting i den her verden selvom det er mange ting. Men så laver vi ikke ting. Selvfølgelig skal vi kunne lave af det. Men vi har en meget lille produktion. Vi siger. I øjeblikket siger vi også, at nej. Vi har ikke noget videre salg, da vi har ikke haft i nogle år. Vi har nogle forsteder i kommission for at have nogle vinduer her omkring. Men ellers gør vi det meget besværligt, for man skal komme ud til os og handle. Eller man kan skrive eller ringe til os, og så sender vi jo ting. Det gør vi. Men det gør jo også, at vi kan lave, fordi vi særlig det masse selv. Så kan vi.

SPEAKER_03 31:32

Er det også noget, du tænker over? Altså det der med at.

SPEAKER_04 31:37

Ja, alt de ting. Elle det.

SPEAKER_03 31:43

I er jo ikke selv nogen, der tænker jeg. Altså er ude og købe en masse ting. Jeg kører på længere ting.

SPEAKER_01 31:50

Det er jo.

SPEAKER_03 31:51

Mine på læger.

SPEAKER_01 31:53

Om det er textiler eller keramiker. Det er sortet gør jeg. Vi har mange gode ting. For andre kunstramværker, men det synes jeg også er noget andet.

SPEAKER_03 32:04

Det er med til at støtte deres liv.

SPEAKER_01 32:07

Men også skærer mig glæde, fordi den der krop er så særlig, og mange af de konstantværker, og næsten alle, dem kender vi jo også.

SPEAKER_03 32:18

Jeg tænker på viskand. Wow. Det er butikken.

SPEAKER_04 32:55

Butikken i den, og jeg sted i den anden.

SPEAKER_03 33:01

Og der er jo værser og skåle og glas.

SPEAKER_01 33:09

Der er år kan form for brugst ting. Og skærvlas. Det ligeglas. Og lige glas. Men også nogen, der skævser med vælge. Det var sådan set. Det starter faktisk ikke med et uhal, både jeg på mig. Vi går meget op i håndværket. Og det skal være ordentligt. Og det virkelig meget sådan. Så jeg tror, nogle gange bliver jeg træder, at det skulle være så lige.

SPEAKER_04 33:34

Alting er så simmetrisk hele tiden, når man laver sådan.

SPEAKER_01 33:37

Så det starter ikke med at vi lavet det, men når du tegnet på det.

SPEAKER_04 33:40

Det tegnet nogle hjemme tegnet annoncer til at vise for reklameret. Altså det er naturligt med det. Blyde varme glas, er jo det bøjeligt. Så vi gerne beholde den. Situation der med, at det kommer ud af centrum.

SPEAKER_01 33:57

Så det starter med at skæve glas, tegnet i annoncer, og så begynder jeg at lave dem af det.

SPEAKER_04 34:02

Det må vi kunne lave i virkeligheden.

SPEAKER_01 34:05

Og det er helt varmærke også. Det er Jes på. Vi har det nemlig sådan, at vi er jo også to, som er to designer og tog glas med. Så vi har været vores design, men vi laver det hele sammen. Og nogle ting er en blanding af ikke to. Men ellers har vi helt fast, at det er mine ting, og det er Jæs ting. Så det er også derfor, jeg synes, det er så fedt her, for det bliver meget forskelligt. Det er stort udvalgt, fordi vi er så forskellige, som vi er.

SPEAKER_03 34:34

Så det skærer klet mærke. Jeg tænker også æblerne.

SPEAKER_01 34:39

Det var mig, der startede og den, fordi vi var noget på Valdmarslåt, og vi lå i Kalbar Runens æblehave, og så kom der nogle turister, der sagde, at lav ikke nogen suvener. Så det synes ikke, at vores vinglas og snapeglass, det var suvener. Så tænkte jeg, at Karl Baron levede på det tidspunkt, eller den gang stadig. Han kom næsten daglig hos, og han skulle lige tjekke ud. Han var ikke rigtig klar over det der med, at slotet skulle åbne. Det var. Så alt var nytt for ham også. Og så synes jeg, det var spændende. Og så lå vi jo hans haver, og han fortalte alle de der historie, hvordan æblerne kom til tosing i sin tid. Hans tip og far på 1700-tallet af bønderne på tobetræer, som de skulle plante. Så det blev sådan. Det blev sådan en historie, at jeg tænkte, den må vi have. Så der startede ærdan.

SPEAKER_03 35:34

Og så er noget med, at borgerne i protest plante træerne med.

SPEAKER_01 35:40

Nogle skal rode af, og nogle af den på hovedet.

SPEAKER_04 35:44

Vi ved ikke noget af det træner.

SPEAKER_03 35:46

Vi har nogle afer. Men det er bare noget, der er. Og ingen ved siden af har vi i værkset. Som lige nu ikke er op i ombrækning.

SPEAKER_01 36:08

Man kan godt lide på det. Det er noget færsketøj. Det er vores glasoving. Og den har vi selv bygget. Den gange Jesper og mig startet. Det er ikke ret mange i værksætter her i Danmark. Vi er nogle stykker, der starter samme år. Men vi er ganske få. Vi kan tale på to handl. Så vi er nødt til at bygge vores ovne selv. Vi kan ikke købe den færdig år. Og der i holdet af vores afdelingslader, hans søn havde leger med ovnen lige sådan, hvor lidt, og han havde begyndt at tegne glasoverne.

SPEAKER_04 36:44

Så hans idéer ligesom tog lige også af det på hans idé med, hvor den her står jo en potte inde i ovnen, som holder på glas. Og så sker væk rundt om. Vi havde først bare tegnet sådan fiket rum. Men så gør det, at den gasflamme, der var det helt op. Det stør i nogle hjørner, så er det bære at have en hestiske skueformet af kernet i år, så det flamkør lidt rundt.

SPEAKER_01 37:14

Så jeg så har han bygget sådan en form til den der store hestesku i år, den bygget her i træ, og så bliver det støt på stedet på Handslot. Først bygget vi bunden, og så støb der tre sektioner.

SPEAKER_04 37:26

Men altså noget tærværk og noget bøjeligt massen i sådan set rundt og glat. Og så støber vi op i tre sektioner helt.

SPEAKER_01 37:37

Og så er det her lidt, men det er også noget, som er ret fedt. Fordi normalt på et værksted, så har man en smelterven, hvor man smelter glas, du har en afspændingsovn, når du har lavet glas, så skal det afspændes langs. Smætterven står på 160 afspændingen på ca. 500 grær. Så skal det stå da til det bliver koldt i næste dag. Men så har man også en indvarmovn, for hele tiden når man arbejder med glas, så skal du varme det op i kand. När jeg triver et glas bruger fire eller tre indvarninger for den drivning, jeg vil have. Og så har man en indvarmovn. Det vil sige, der har man bare sådan, at en ulet, så står der og bare brænder, og den larmer af halv til. Men fordi jeg tirer har bygget ovnen sådan her og hasgeret rundt, så flammen kører rundt derinde. Så bruger vi den som indvarmeroven. Så vi har ikke nogen, der står larme her. Vi kan gå og snakke og høre radio og alt muligt. Det er også strækken at have sådan en larme det.

SPEAKER_04 38:34

Den brænder som Hold and foreslå det her amerikansk. Grand, som egentlig er lavet til et meget større rum. Så derfor med det her lille rum, så kan den køre meget tyst. Og så meget stille. Den kan faktisk køre helt ned til at være en slags hårtør, hvis det er skruet og lamme så meget ned, så der kommer jo luft og gas, der bliver blandet. Så det laver ikke særlig meget. Vi kan gå og høre radio, mens den står fuldet og det er stille roligt.

SPEAKER_03 39:09

Det kan være, at det kan være lidt svært at forstå, hvorfor det er så vigtigt. Men når man går her, og I har tændt på ovnen, og I arbejder, så arbejder jo hele tiden. Altså, I har jo holder jo nærmeste pauser. Og orden kører hele døgnet, indtil I slukker den igen.

SPEAKER_01 39:27

Jeg holder altså frokostpauset. Jeg har også, og ja vi går herude klokken 7 om morgen, og tømmer det, vi har lavet dage i forvejen ikke, og lægger de farver ind, så vi skal bruge i løbet af dagen.

SPEAKER_04 39:40

Så skal den afspillingsjov op på de 515 grader igen, og det tager en timer og tre kvarter. Så kan vi starte kl. 9 i hvert fald.

SPEAKER_02 39:52

Ja, så kan jeg ikke på tæt kl. 3. Så I kan det under.

SPEAKER_04 39:58

Det skal jo også køre langt, og det skal have slukkes på et tidspunkt. En halv time efter vi har sat de sidste glas ind, så slukker vi. Og så skal man huske åbne lidt på tænkt på kl. Så det ikke er klart nok om morgenen. Så jeg tager det.

SPEAKER_03 40:19

Jeg tænker, om jeg har lyst til at vise mig haven. Fordi jeg ved, at når jeg ikke er brand. Sådan er det i meget på dig. Så går jeg også meget i haven.

SPEAKER_01 40:31

Det gangsker den her. Det er rigtig at have betyder. Og det gør det også, fordi især i mange første år. Det er fjend jo ikke ret mange penge. Så det der må lave lidt sinne kartofler og løg og tomater.

SPEAKER_03 41:01

Jeg tænker også, at det er måske ikke alle, der tænker på den måde. Men at i sådan. Der er jo mange ting, man kan skru på. Det er jo ikke kun nu skal vi tjene mere. Man kan også. Der er også andre ting, man kan pille ved. Man kan faktisk skru meget ned for sine udgifter helt vildt. Og det tror jeg ikke nogen, der er ret gode til.

SPEAKER_01 41:28

Det kan man nemlig.

SPEAKER_03 41:30

Og en af de ting, det er så at dyrke sådan noget.

SPEAKER_01 41:33

Men vi jo heldige, fordi vi har jo ret meget jord her, så vi kan dyrke. Og jeg har også været helt vildt med det, hvis vi kommer. Du har godt nok fra huset haven, men jeg kunne få lejlighed i Stockholm med kun en balkon med balkonkasse, så jeg var ikke vant til det. Men jeg har bare elsket lige siden, jeg kom her til og det.

SPEAKER_04 41:54

Det er jo meget dejligt, når der står på det der med haven. Jeg kan hjælpe tiden noget, men det er dig, der organiserer.

SPEAKER_03 42:01

Det er på brændet. Jeg tænker, det står lige ved siden. Altså en virkelig syligt opbygget kæmpe brandskærks som du har stået og købet.

SPEAKER_04 42:12

23 rummeter. Det er to nogle uger.

SPEAKER_03 42:15

Men det er jo hele jeres energiefor.

SPEAKER_04 42:20

Det er jo det gamle hus her, der kun bliver varmet op med brandovne. Så der skal de der 30 rummeter til en gang om åren. Det er godt at komme noget, der hedder en kliemaskin.

SPEAKER_03 42:31

Jo, men det er jo også en måde at få det hele til at absolut sammen.

SPEAKER_01 42:35

Det er også faktisk den billigste måde for os at varme det hus op. Det er med det brænder.

SPEAKER_04 42:42

Jeg altså den måde at købe det på direkt på skoven, fordi hvis man skal.

SPEAKER_01 42:46

Jej det går ikke.

SPEAKER_04 42:48

Jeg skal have det i store træk det billigste.

SPEAKER_03 42:52

Men det er jo også et stort arbejde.

SPEAKER_04 42:56

Jeg får.

SPEAKER_01 43:14

Jeg trivuset. Det er det lille drivhus. Så jeg bygget til mig. Det har stået noget her før vores Iran havde også et. Men det der må et drivhus, hvor man kan have. Så tiden bliver også. Efteråret bliver længere. Foråret kommer tidligere. Jeg elsker det der drivhus. Før har jeg haft tomater derinde og gurker og alt muligt. Men det har jeg ikke mere. Der er der sådan nogle klimaforandringer. Jeg har alle mine tomater ude og haft i mange år, også chill og alt muligt. Så jeg dyrker tidlig kartofler derinde i det lille drivhus.

SPEAKER_03 43:53

Hvor tidligt kommer de så?

SPEAKER_01 43:55

Altså, nu har jeg ikke været mega tidlig over, men du kan se, at I er kommet op. Det er ikke. Så måske omske erme. Det er det jeg sætter på. Jeg holde meget i som lige kanfle.

SPEAKER_03 44:12

Der er masser af jåra.

SPEAKER_01 44:14

Skovar er en masse vis. Oligt almindelig jobba. Men skovjør, det skal det være. Hvorfor? Jeg bruger det som bundækker. Jeg vil have ikke. Jorden skal ikke være bare. Så jeg har rundt huset, faktisk så det skal være nemre og holde ting. Så dækker jeg jorden, og det er skovjerne helt vildt.

SPEAKER_03 44:36

Nu bemærker jeg også bare, at vi står lige ved et træ. Det er pærkædet. Det er en pærket. Nu står vi lige ved pærkæden. Og den har sådan også et lille bunddæk af bruger.

SPEAKER_01 44:58

Jeg dækker jorden. Det handler også om, at det skal være nemre at arbejde med ting. Vi bruger jo lige ved stranden, så jeg hænger åleges. Ik tang, men ålek. Og det gøder også jorden. Du kan se der langs tegnet ind til den gamle hønskår, der ligger der også, og der ligger faktisk kartofler direkte i det oligrs det her. Det funger.

SPEAKER_03 45:24

Det kan jo. Det kommer bare. Så ålegras op på græsplanet, så kartofler ned i. Og det koster gratis. Det koster gratis nu.

SPEAKER_01 45:34

Men vi har jo ikke langt til stranden nogen af os egentlig.

SPEAKER_03 45:38

I Danmark man sjældent ret lang.

SPEAKER_01 45:41

Selvfølgelig, hvis man bruger ind i anden. Men her, jeg havde også lige en kungår, hun gør det samme. Hun bruger også åliggræ. Du kan se, så har jeg også kartofler her. Det ligger faktisk også. Det er blandt det har været oligræs her i mange år. Og det er gød. Jeg køber ingen gød jeg bruger ålek, og så laver jeg sådan. Brandekal. Den her. Kuld sukker og brandler, som jeg lægger indposedan i dan. Det har jeg også gjort lige 30 år, har jeg gjort det. Det er også min kødning.

SPEAKER_03 46:14

Det virker.

SPEAKER_01 46:15

Det virker. Men det lukt der ikke særligt godt. Ikke da den stort. Det må man tage mere. Det går jo andet jo heller ikke. Luket er ikke særligt godt. Men det her går ud, og så ser jeg det vokser. Nu kan vi se de her løstikken, som står ikke. Altså lavstikkerøl nu her. En kartoffelmed. Jeg skukker, nu kommer der. Jeg har sået løg for første gange. Jeg sætter alle alt i løgn, men nu har jeg så i år. Og jeg tænkte, det skal ikke stræffes med at plantes om.

SPEAKER_03 46:50

Og kværshern har du bygget.

SPEAKER_01 46:52

Nu den der kæmpe stor have, har jeg jo ikke mere det her den gamle hønsegård som har blevet min have. Så vi bruger jo sammen med røddyrene her. Og de bestemmer. Her inde i hønsegården kan de ikke komme ind, så de kan for lov at gøre alt muligt derude i græsten af.

SPEAKER_03 47:10

Jeg er mange råddyr her?

SPEAKER_01 47:11

Ja?

SPEAKER_04 47:12

Der er nogen, der er vide, og det er dårligt.

SPEAKER_03 47:15

Ok. Al binet.

SPEAKER_04 47:18

Det er ikke der bare nogen, der bliver helt vildt. Og de afslører. De har gået heroppe i skovkanten i nogle år. De går jo sammen med de bruge som mig svære opdag, men når der så kommer en vid, så ser man pludselig, der er 5-6 andre hander der, der går sammen i den flok.

SPEAKER_01 47:35

Og de har brugt vores have rigtig meget. Og nogle gange har jeg stå og banke på råd, fordi jeg kan se dem fra værkste, når vi går og bliver så ikke.

SPEAKER_04 47:42

Jeg har haft en, der stod foran vores køkkenvindue om aften og spiste fuglenes ældre og solsikrøden, der var drøst ned. Den stod hjælpe med en aften, når der var lys på trappen, og så den og spistet. Fuglenes raster der.

SPEAKER_03 47:59

Ja, så man er tæt på naturen.

SPEAKER_01 48:04

Men så fuglen i går sådan havøren. Så det jag en måde. Hvad hedder den der med. Det var en øren på. Nej, nej. Det kender jeg. Det er en øn. Vi har jo øerne her på sådan.

SPEAKER_04 48:25

For første gang i går, der så jeg faktisk. Hvor oppe af skovejen der skrig. Og så var det to reve unger, der leget eller slås for sjov. Det er jo hur det, det har aldrig set. Det var ikke sådan helt revød. De var sådan små lysebende, så det må have været revung, og det har jeg aldrig set på tog.

SPEAKER_01 48:50

Det er der jo, men jeg har set unger også parkend og på den anden vej. Det er ikke så bange, og det skal ud og lege jo her.

SPEAKER_03 49:26

Det her jo sådan lidt her haven. Og jeg kunne godt have lyst til at slutte lidt med din jeg. Jeg har lyst til at tror.

SPEAKER_04 49:44

Jeg har selvfølgelig haft en der hoppy med at spille trompet i. Jeg starte år på langet. Jeg har matør. Big band, ikke. Men jeg har lagt det på hylden, fordi jeg kunne ikke. At skulle optræde for en brusdan og sådan noget. Jeg kiggede ud i den halvdelen af tid var gået, så jeg kunne ikke holde det ved lige det andre syre. Og jeg har også spillet flere år med nogle jævn eller gamle gutter. Så vi sådan mødte sig 14. dag i hinandens køkkener eller daglestuer, og spillet uden noget, eller bare fandt på nogle planer. Så må vi se, hvad der sker, om vi havnet i Nordsvergang, eller i Afrika eller afrikanske land. Det var rigtig sjovt. Men der har jeg så også måtte kaste i hånd i ringe, fordi jeg synes, det er store. Og lavet det samme hver gang. Det ikke rigtig godt videre med det.

SPEAKER_03 50:41

Men du har stadig ikke, I har mass af musik i livet.

SPEAKER_04 50:47

Jeg var meget til musik. Fordi vi også spillet det sådan.

SPEAKER_01 50:55

Du har spillet på alt, det var med i var unge. Man kunne spille på en kaffekær, det har jeg hørt. Det er alt, man kunne tro det, det tror jeg spændende. Hvis du gik forbi sådan en elektrisk med sådan nogle rør på taget på billet, så trudde her noget.

SPEAKER_04 51:11

Og vi har også en gang med yngste søn, der i Hvid Sandet. Og der er sådan der ved målen, sådan stor metal trappet ned her. Og det længede, det var nogle rør. Så kan jeg to her sit rør, så der var turister og sådan noget andre turister. Det var rigtig nogen, der har ikke noget. Og fæng også, det tror jeg.

SPEAKER_01 51:37

Jeg synes ikke den gange.

SPEAKER_03 51:40

Og det må faktisk mig ud. Og så kan også være, at det er noget glas, du skal trække i.

SPEAKER_01 51:52

Jeg laver faktisk et glasorkester på volbegår. Er det rigtig, som vi har hørt her. Og der lavet nogle i glas, som det tror jeg. Læder det godt? Jæhre, det var. Det var meget pint. Jeg ser fand.

SPEAKER_00 52:30

Hvad det kan Begræn!

SPEAKER_03 52:40

Hvis du kan lide det, du hørte, så er der flere måder at hjælpe os på. Du kan trække før, hvor du lytter til din potcast. Du kan give os en anmeldelse eller nog stjerner. Og du må meget gerne dele afsjetet med en kvæl, en kollega eller en anden, der også holder historie for gæk det så fysiske øj. Det betyder mere, end man lige skulle tro. For hver gang du deler, lytter eller anbefaler, er du med til at sende fortællinger fra øjet lidt længere ud i verden. Programmet er rederet af journalist Anna Særborg, med musik ergens møg. Jeg er produceret af forgingen Retrig og UNESCO Global Geopark det Sydske Øh. Det er desuden udget som podkast med støtte for Region Syd Danmark Kultur. Tak fordi du ligger med.