På begge sider af psykiatrien m. Emilie Brænder

Er sundhedsvæsenet og psykiatrien så dårligt, som medierne kan tegne et billede af?

I dette afsnit af Tæt På Livet taler jeg med Emilie, der arbejder som mavetarmkirurgisk sygeplejerske. 

Vi lærte hinanden at kende allerede under studiet, hvor vores veje krydsede i klinikken – og siden har hendes vej gennem sundhedsvæsenet både været præget af faglig passion og personlige kampe.

Emilie fortæller om livet som sygeplejerske i et sundhedsvæsen under pres med omstruktureringer, fusioner, opsigelser og ekstra vagter – og om stadig at elske sit arbejde midt i det hele. Samtidig deler hun sin personlige historie om at være adopteret fra Kina og om konsekvenserne af ikke at have haft en primær omsorgsperson det første år af sit liv.

Vi taler om angst, depression og psykisk sårbarhed. Om først sent i livet at forstå sig selv og sine reaktioner. Om hvordan corona-lockdown påvirkede et menneske, der allerede kæmpede psykisk. Og om det særlige paradoks i at arbejde med omsorg for andre mennesker, samtidig med selv at have brug for omsorg.

Afsnittet er en ærlig samtale om identitet, tilknytning, psykiatri og om at være menneske bag uniformen. Vi kommer også omkring en psykiatri præget af besparelser – og hvorfor den stadig har brug for mere plads, flere ressourcer og større forståelse.

Tak for at du lytter med <3 

@taetpaalivet

@celineberg_

Transcript

SPEAKER_02 0:04

Velkommen, Emilia. Tak fordi du værm. Tak fordi jeg må det. Vi kender hinanden fra studiet. Første semester. Første semester. Kan du tage mig lidt tilbage?

SPEAKER_01 0:19

Ja. Jeg kan ikke huske, hvor man starter klinik. Men det er ikke helt i starten i hvert fald. Det er sådan noget. Det er det ikke sådan noget efter, vi startede, tror jeg. Jo, det kan godt være. Men vi finder ud af, at vi kommer ud fra samme sted. Samme provinsområde. Og vi finder ud af, at vi skal i på samme klinik sted.

SPEAKER_02 0:41

Ja, fordi det var sådan, at vi har fået en male og kunne se hinandens navn eller et eller andet.

SPEAKER_01 0:45

Ja. Og så tror jeg bare, at fordi vi kendte ikke hinanden, vi har været til en fest sammen, tror jeg. Men så finder man ligesom sammen med et navn. Jeg ved, hvem du er, og så fandt vi sammen på den måde. Og så tror jeg egentlig bare, vi har hængt ved siden. Ja var sådan meget normalt. Hvor mange år siden, det må være. Det var 21. Ja. Det er fem år siden.

SPEAKER_02 1:09

Det er længe siden. Det er meget længe siden. Ja, fordi så startede vi i første klinik. Hvor var du her? Mavedicinsk? Ja. Og jeg var på mere kirisk. Så det var jo sådan i forbindelse med hinanden, eller sådan i forlængelse af hinanden. Ja, det er rigtigt. Så vi havde sammen underviser og sådan noget. Kan du huske, hvordan det var?

SPEAKER_01 1:35

Jeg kan huske, at jeg synes, det var, at det egentlig lavede meget op til. Ej, det er også personligt med at sige om afdelingen. Men det lavede meget op til det der med, at lærer af højere rang end sygeplejersker. Det synes jeg var virkelig tydeligt på den afdeling. Fordi jeg synes meget, der var det der med, at lærerne grinede lidt af sygeplejerskerne i stedet for at samarbejde med dem. Det fylde i hvert fald meget på vores afdeling. Jeg kan også huske, at sygeplejerskerne sagde det. Attende, de er læger. Man gider heller ikke ringe til den, når det er. Jeg kan huske, at jeg blev lidt bekræftet i min fordom om, at det er sådan med læger og sygeplejersker. Men ellers så var jeg egentlig glad nok for det. Det var meget god læring, man fik sådan på starten af stupet. Hvad var det for nogle patienter? Ja, jeg føler lidt, det var sådan skralds afsnit, fordi det kan godt være, at vi var med jo tar. Men så kunne det være, at deres hovedsygdomme, ligesom var, at de var hjertesyge. Men at lige nu var de syge med noget i sammen. Og så var det jo ligesom sådan, jo, vi skulle også tage os af samsygdomme. Men det var ikke det, der var deres primær sygdom. Så det var sådan, det var lidt skørt, og så var det jo ældre mennesker primært. Og så fordi det var medicinsk, så var de indlagt for evigt. Sultan. Altså fra jeg var på første semester til andet semester, der låter de samme patienter. Nogle af dem. Da jeg kom tilbage.

SPEAKER_02 3:08

Ja. Jeg så også, det er sådan nok en afdeling, altså sådan et medicinsk speciale, som jeg også har haft mange fordomme om, ikke? Jo. Fordi det er jo sådan lever patienter, og nogle rimelige hard kår skæld når man møde og sådan et sted, ikke. Og noget af det jo alt livs betinget. Er det ikke rigtigt?

SPEAKER_01 3:27

Jo, jo, altså, så har vi sådan noget i ruse, som jo er alkohol i misrum. Så det er bare sådan noget. Det er jo bare indlagt for eviden. Det er svært at lave forbedring i hos nogle patienter, og så ligge det der hos os. Frygt lidt. Når kirorisk er lidt mere hurtigt fast track. Og så sender man den på enten medicinsk eller hjemme. Ja, ja det er rigtigt.

SPEAKER_02 3:51

Og ofte dem, vi havde på kirurisk, det var sådan. Nu har du det dårligt, nu gør vi noget videre, og så får du det bedre. Ja, præcis.

SPEAKER_01 4:00

Og så er det ikke jer, der har behandlingsansvaret efterfølgende. Precis. Altså, for jeg var også på kirurgisk nu, hvor vi sender den til Stammsyhus. Så kundet de færdige kirurgiske. Og stabil er nok til at komme på et Stammsværus.

SPEAKER_02 4:14

Og hvor var du så efter? Altså hvor har du ellers været i klinik her?

SPEAKER_01 4:19

Jeg var på. Det må så være tredje semester, var jeg ude på hans borbine, at sales, som er sådan noget psykiatrisk ambulatorinende. Hvor folk kommer ind med nogle samtaler. Hvor min afdeling var hedder det? Depression og angst for unge, tror jeg. Men ikke sådan noget, hvor de er indlagt eller noget. Det var ekstra antal samtaler i løbet af ugen og sådan noget. Og så på det fjerde semester, der var jeg på. Nej, det var i. Er det hjemme? Ja, det var. Der var jeg udekørt hjemmesyplejerske på Vesterbrand for psykisk sygmisbrug.

SPEAKER_02 5:11

Hvordan var det?

SPEAKER_01 5:12

Det var vildt spændende. Jeg var meget bange for at skulle i meget fordomsagtigt at skulle i på plejehjem. Eller sådan noget hjemmesyplejerske, hvor det var kedelige, gamle mennesker. Men jeg synes virkelig, det gav et twist, at det var psykisk syg og misbruger. Også fordi jeg synes, at psykiatri og cykel altid er meget spændende. Så det synes jeg var meget lærerigt og faktisk. Og så på 6. semester, næste jeg nødt til det 5. semester, der var jeg i opvågningen på Rigshop.

SPEAKER_02 5:51

Ja, hvad det er sådan en opvågning.

SPEAKER_01 5:54

Alt muligt opvågning. Jeg tror, det var de samarbejde med flere afdeling. Men blandt andet den afdeling, jeg så kom på 7. semester, så var jeg Tarn. Det er kirurisk. Det var meget spændende. Synes jeg. Ja, det var du ret glet for, ikke? Jo, det var jeg faktisk. Der synes jeg dog, at patientforløbene var lidt for kort, fordi der kom jo bare ind efter operationen og blev sendt videre, så snart de var stabile nok til at komme på deres stam afsnit, det variske afsnit. Ja. Så jeg synes, jeg har fundet en meget god plads, da jeg kom på sjældent sven, hvor jeg kom på terme og kirurgisk, også på rigshop.

SPEAKER_02 6:34

Så man kan virkelig kalde dig en gastro syg, det er jo.

SPEAKER_01 6:37

Jeg har ikke styrt på det. Det er jo dethånden. Jeg synes faktisk, det er meget spændende. Jeg synes, at jeg har lært meget om de forskellige organer. Jeg synes altid, at jeg synes, at hjertet eller hjørnen var det mest spændende, som man sådan lidt går tror. Men jeg synes egentlig, at hele fordøgelssystemet er syngt vigtigt.

SPEAKER_02 7:00

Ja. Så tror jeg også, jeg blev ret oversket over, at jeg egentlig synes var ret spændende. Og folk ligesom afkræftet lidt, at det kun handler om afføringen. Præcis.

SPEAKER_01 7:11

Og tør røg gamle mennesker og sådan noget.

SPEAKER_02 7:13

Og sådan det overhovedet ikke, heldigvis. Og hvorfor at tør røv. Det er jo også nogle gange noget af det, man bliver mødt med sådan, at folk tror jeg sygplæske laver. Ja. Der må bare sige. Det er fandme ikke meget, jeg har tør røv. Nej.

SPEAKER_01 7:28

Det er helt med heller ikke meget, jeg har gjort det, selvom jeg har været meget på mave sammen. Ja, det er så lige en del af det. Ja. Jeg tror mere, jeg har jo, jeg arbejdet meget med systemer, men det synes jeg også er vildt spændende, ja.

SPEAKER_02 7:46

Det er sådan noget, man kan nørde ret meget omkring.

SPEAKER_01 7:49

Og vores lever patient og sådan noget. Det synes jeg er lever er et sindssygt organ.

SPEAKER_02 7:56

Kan du huske, eller dengang, du skulle søge ind på studiet, hvilke reaktioner du mødt?

SPEAKER_01 8:04

Altså, min mor og min mor, har altid sagt til mig, så jeg var helt lidt, at jeg ville være en god sygeplejerske. Det har faktisk primær været, min mor. Og så har jeg bare lige valgt, at jeg synes, hun var lidt i det her lyt på, fordi det var mor. Så jeg har altid været sådan, nej, det skulle jeg overhovedet ikke. Jeg har altid vist, at jeg ville arbejde med mennesker. Men jeg har ikke vidst, om det var som pædagog, eller som lærer, eller som sygeplejerske. Og så fik jeg eller en idé om, at jeg skulle være veter sygeplejerske. Så fandt jeg så ud af, det kan man kun i kolding. Og det var jeg bare ikke vilje til at flytte for i de der tre et halv år. Fordi jeg synes, det var lidt lort at skulle bo i kolding i tre et halvt år. Og så tog min mordan alvorligt flat i mig. Og var sådan, at ja. Skal du ikke bare være sygeplejerske. Og jeg sådan, jo, hvor det skal bare være sygeplejerske. Og så var banneplejske, tror jeg, det hedder dengang. Hvad hedder det? I daglig. Sundhedsplejisk. Sundhedsplejske, ja. Så må jeg har altid været sådan meget det samme menneske.

SPEAKER_02 9:15

Ja. Ok, så du blev faktisk opfordret til det. Jeg tror, jeg omvend blev lidt mere færård. Er rigtigt? Ja, men det var også, fordi det var jo efter corona, at vi søgte ind på studiet. Og vi havde hørt så meget i medierne og nyhederne om, hvor hårdt det var for sygeplejerserne. Og den ene tak, de fik det var en håndkage. Ja, det var også rigtigt.

SPEAKER_01 9:37

Jeg kunne huske, at da jeg søgte ind, så var det også noget med, at de havde prøvet at strække, men det var under i hjemme. Så alle havde de havde råd på, men danskerne resten af Danmark havde også råd på. Og under corona havde det også bare været mega nede. Og lønnen generelt er bare rigtig ned, og arbejdstiden er rigtig nyden. Man slæder kroppen hurtigt, fordi du var tidlig på pension og alt det der, og jeg kan huske, at jeg søgte ind, hvor jeg sådan, jeg er helt sikker på, at det her er en god idé. Men jeg tænkte, at nu kunne jeg lige så godt prøve, og hvis fandt ud af, at det var faktisk rigtigt, det hele. Så var det ikke det, jeg skulle.

SPEAKER_02 10:18

Nej. Og på løn? Nu begynder vi jo at få en lille smule løn løft. Løtte. Jeg tror indtil videre, at jeg har mærket en forskel på 500 kroner fra. Jeg tror, det sådan lidt den stil. Men hvordan, altså, er det noget, du har haft sådan en tanker omkring under vejs i studiet? Ja. Har det været en barriere for dig?

SPEAKER_01 10:40

Det har ikke været en barriere. Det har været en omstændighed, jeg godt vidst, jeg sagde ja til. Så jeg har også haft lidt svært ved at brugte mig for meget over det. Fordi det er jo noget, jeg har vist helt fra start af.

SPEAKER_02 10:52

Det er jo af lid tilgængeligt at finde ud af, hvad den sygeplejerske tjener.

SPEAKER_01 10:56

Så jeg har godt vidst, at det var sådan. Jeg får ikke råd til et hus på Frederiksberg. Nej, selvom jeg godt gad af det. Men det har jeg altid vidst. Og det er jo heller ikke, fordi det skal jo heller ikke lyde som om, at vi får verdens værste løn. Jeg blev overrasket. Jeg blev også overrasket. Jeg synes også, at vi skal passe på med at få det til at lyde som, at vi bare slet ikke har råd til at bo. Præcis.

SPEAKER_02 11:24

Vi skal nok klart det. Jeg tror også, at det handler også lidt om, hvor man jo arbejder. Og altså nu min tillæg i forhold til, at man jo arbejder weekend, aften nat alle de her ting, helligdag osv. Det udgør nogle gange op til 15.000 af min løn. Så der er jo penge og tjene. Og det er ikke fordi, jeg aldrig har fri. Jeg har meget fri, synes jeg. Og du er da på 37. Og jeg er på 37 timer. Jeg er på 32. Jeg talte og det der med at være på fuld tid og sådan noget, jeg talte med en journalist fra politikken omkring, at nu er det ligesom blevet lige vildår, om man er på deltid eller fuld tid i forhold til, hvad man får af overarbejdspetlerbetaling for at tage en ekstravagt. Min umidbare tanke var jo: hvis du tager en ekstravagt, og jeg tager en ekstravagt, så skal vi selvfølgelig betales lige. Min anden tanke var, jamen er det så unfærre, at man har mere mulighed for at tage ekstravagt, når man er på deltid. Hvad tænker du om det?

SPEAKER_01 12:29

Jeg kan godt følge det der med, at det giver noget mere luft, når man er på delti, at man har noget mere tid i kvillen og til at prøve den ekstravagt ind. Men på den anden side er der jo også en grund til, at man er på deltiden. Altså fordi hvis jeg kunne, hvis oppe i mit hoved, kunne være på fuldtiden, så havde jeg jo gjort det. Fordi det alligevel ville betale mig mere.

SPEAKER_02 12:50

Og sige pension. Præcis. Og det er jo det som er sådan en anden ting ved det. Der jo, nog bedre benefits ved at være på fuld tid i forhold til ens pension og løn og sådan noget. Men der er jo selvfølgelig en grund til, at vælger ikke arbejde fuld tid.

SPEAKER_01 13:05

Ja, præcis. Jeg tror, det handler om noget overskud og noget, omsår over for sig selv i forhold til, hvad kan man og hvad kan man ikke. Så er der jo også nogen fra min afdeling, der er på 32, fordi de har børn. Og de har jo ikke mere overskud til at tage en ekstravagt. Dem på fuld tid uden børn har, for eksempel. Så jeg synes lidt, en ekstravagt er en ekstravagt. Jeg er ikke også det.

SPEAKER_02 13:29

Ja, og sådan, jeg tror, at for fremtiden, hvis det kan få nogen til at vil blive ansat på deltiden, jamen, det tager jo ikke noget fra mig. Nej, nej overhovedet ikke. Jeg kan jo lige så vel tage den ekstravagt, som hinanden kan. Ja. Har I mange ekstravagter at tage i på arbejdet?

SPEAKER_01 13:47

Lige for tiden har vi i gang med en kæmpe fusion mellem vores og søste afdelingen. Som lidt. Det er lidt skørt på arbejde lige nu. Og der er kommet nogle opsigelser og sådan noget, så der er. Der er mange ekstravagter, som vi andre skal dække lige nu.

SPEAKER_02 14:05

Og du arbejder på rigshuspitalet nu.

SPEAKER_01 14:08

Ja, det gør jeg.

SPEAKER_02 14:09

Men jo samkerisk.

SPEAKER_01 14:10

Det er jo samkerisk.

SPEAKER_02 14:12

Og nu skal der en kæmpe ændring i din hver dag?

SPEAKER_01 14:14

Ja. Men forandring er jo altid ubehagelige.

SPEAKER_02 14:19

Ja.

SPEAKER_01 14:20

Men jeg tror, man bare lige skal prøve at være lidt og se, hvad det bringer.

SPEAKER_02 14:25

Ja, 100%. Det tror jeg en meget god idé. Er der andre specialer, hvor du tænker, det kan du godt at prøve, eller det synes, det er spændende eller?

SPEAKER_01 14:38

Jeg tror, at jeg altid synes, hjæret er så meget spændende. Ikke nok til, at det er det, jeg valgte. Det er sjovt. Det har jeg altid tænkt bare alt for uoverskueligt. Ja, men det tror jeg, det synes jeg er lidt fedt. Altså, jeg synes, det er lidt fedt, at det er så uoverskueligt. Fordi når du så lærer det, så bliver du også, så er du også bare ekspert inden for det. Men det er egentlig ikke noget. Det er jo ikke sådan, at jeg heller ville søge på en takersk afdeling i forhold til der, hvor jeg er nu. Men jeg tror heller ikke det, fordi jeg synes, det speciale, jeg er i nu er det mest spændende speciale i hele verden. Så det er meget fordi jeg savner kollegaerne vildt meget. Og det har vi har det godt sammen i personer.

SPEAKER_02 15:23

Det ser jo lige vil også noget om, at man altså valg, man tager i forhold til, hvor man gerne vil arbejde. For også rigtig meget handler om det sociale og det flade her keis her. Det her med, at vi er ligeværd med lærer og sådan noget. Det taler jeg som med Monika Rubin om i det tidligere afsnit. Og der hvor jeg er nu, der føler jeg virkelig, at lærer og sygeplejersker er ligeværdige. På trods af, at lærerne er jo ekspertuddannet, er ekstrem dygtige præcis. Hvor imod jeg kommer som nyuddannet og er sådan lidt mere. Lad os se, hvordan det er. Men at vi er ligeværd. Fordi de observationer, jeg gør mig, kan de jo ikke under være i deres arbejde. Nej, de er meget afhængige af det. Præcis. Så det stier jo bare virkelig meget om, hvilket arbejdsliv er vi gerne vil have.

SPEAKER_01 16:13

Præcis. Jeg er jo afhængig af, at lægerne tager nogle valg og lægger en plan og kører noget store og opereret og operer for eksempel. Men de er bare også virkelig afhængige af, fordi de er jo, de ser jo patienten i øjnene i et kvarters tid 20 minutter, måske. Og så er det højt sæt. Specielt på vores afdeling, for så bliver de kaldt til operation og sådan noget. Så det er en gange sikkert, at vi når store gange klokken 2. Så det der med, at jeg bruger 8 timer inde hos patienten fysisk. Og der sker bare nogle andre ting. Måske også psykisk, hvordan man kan fortælle videre til lægen, hvordan patienten har det psykisk i forhold til en anden ting. Så det synes jeg, jeg synes det godt, at vi er på vej et sted hen i stedet for den der gamle ordning. Hvor det var meget lærer. Der var øver øverst. Jeg præcis. Og ikke var søde eller ikke var ordentligt over for sygplæk. Så bare fordi du har din egen patient, så står du aldrig nogen alene. Nej det er.

SPEAKER_02 17:20

Det kan jo også nogle gange være bange for med babyerne. Sådan, fordi de jo ikke kan sige til mig, hvordan de har det. Altså. Bare følge sin mave fornemmelse, nogle gange kan jo være så skræmmende. Men der er man jo bare nødt til at stole på, at man har nok viden. Og hvis man ikke har det, så har man nok mod til at rå på højt.

SPEAKER_01 17:46

Og det er altid bedre at røjt på hurtigt. Og så skulle afblæs ingen omvendt. 100 procent.

SPEAKER_02 17:54

Jeg vil altid være overforsigtig. Det tror jeg da også, lærerne nogle gange synes, at vi er sådan. Når man kommer på femte gang, og siger, er du sikkert? Vil du lige med og sådan noget, men det vil de jo også hellere have, at vi ikke har sagt noget.

SPEAKER_01 18:07

Ja, præcis. De vil heller have, at man lige ringer en gang ekstra. For at være helt sikker.

SPEAKER_02 18:14

Vi behøver jo heldigvis ikke altid ringe til lærerne, fordi de er jo fast på afdelingen hos os. Nu er det rigtigt. Det er lidt andet meget i telefonen. Me mere end jeg lige havde forberedt mig på. Det gør vi ikke så meget. Vi taler altså i telefon med barselgangen og opvågningen og fødegang og sådan noget. Det er det ligesom. Og så er der selvfølgelig altid alt muligt mærkelig opkald, man skal ringe til logistik afdelingen, eller en mad, hvorn er blevet væk, og der vi er ikke flere håndklæder. Der jo også de sådan ikke. Men sådan en almindelig stue gang og sådan noget, så vores afdelingslæger og sådan noget overliggende, de border jo eller sådan, kan man godt føle.

SPEAKER_01 18:57

Ja. Men det er jo egentlig også meget rart at have dem på så tæt hold.

SPEAKER_02 19:00

Ja, det er dejligt.

SPEAKER_01 19:01

Alvis. Når vi så har alarm og sådan, så løber de jo med til alarm. Ja, når der er alarm hos os, så skal vi ringe efter. Ja. Og så kommer de lige, når de kommer. Eller så sender de i hvert fald en anden. Så kan det.

SPEAKER_02 19:13

Og det er jo også vildt, at hvis de står ned på versionsgangen og er sterigt, og så bliver de kaldt.

SPEAKER_01 19:20

Ja, men så må de sende hinanden ved det, fordi der ikke er nogen, der kan overtage. Men altså, så længe der kommer en eller anden chur og kigger på det, akut, der sker. Så er det jo egentlig lige altså, fordi de er jo kompetent alle sammen. Men det kan godt være lidt, at man kan godt føle, at de er lidt langt væk, fordi det er et helt opkald, væk. Og det er på en helt annet, og man ved ikke rigtigt, hvad de laver, om de først lige har åbnet patienten nu, eller om de er lige ved at være færdige, så de alligevel kan komme op. Men det er nogle omstændighed, man vender sig lidt til, tror jeg.

SPEAKER_02 19:54

Ja det kunne forse mig. Og hvad med psykiatrien?

SPEAKER_01 19:59

Var det noget? Altså lige der, hvor jeg var på den der ambulante måde, det synes jeg ikke var så spændende. Fordi der har man ikke patienterne på tæt hold på samme måde. Og det er meget som, jeg ved ikke, om det også var mega neden som studerende. Det faktisk være. Og jeg sad jo bare og lyttet på samtaler. Memem en sygeplejerske. Det var ikke engang altid, det var en sygeplejerske. Det var alle mulige specieller. Og en patient. Og så fordi, jeg synes, at de to sygdomme med angst og depression for eksempel, synes jeg var syngt kedlig og lytte til. Og det kan jeg godt sige som en, der selv fejler begge. Men det er bare så kedeligt at sidde og lyt på. Det er i hvert fald meget motiverende, og det var svært at se en udvikling. Der var ikke en positiv udvikling hos patienterne, synes jeg. Og så det der med, måske ikke været noget andet, hvis jeg kunne sidde og holde mine egne samtaler. Men det synes jeg ikke, jeg synes ikke, det var så spændende. Men jeg har altid syntes, at psykiatrien og cygen er helt vildt spændende. Og det der med, hvordan mennesker de kan. Og hvordan hjjernen fungerer, og hvordan hjjernen hos ikke almindelige i gods te. Altså hvordan de fungerer, når der er noget galt op i hovedet på folk. Og det er ikke en sådan. Jeg omtaler ikke, at der er noget galt op i hovedet som noget negativt. Det er bare noget anderledes. Der var noget, der ikke spiller. Og jeg har altid syntes, at jeg havde så godt kunne tænke mig at komme på Sankt Hans, fx. Det var noget af skylde. Men det var det langt væk, og der var ikke ret mange, der fik mulighed for det på studiet. Fordi det var, der var kun et santal af mennesker, der kan komme på lidt.

SPEAKER_02 21:58

Det var lidt usikker på i forhold til Sankt Han. Der er det jo både, altså sådan en almindelig sygeafdeling, noget lukket afdeling, noget ret psykiatri, jo. Jeg ved ikke, om det er en almindelig syg også. Er det ikke det? Det ved jeg ikke. Nej, det faktisk. Nej. Men det i hvert fald lidt spændende sted at være, hvis man gerne vil arbejde i psykiatrien.

SPEAKER_01 22:16

Ja. Altså, det er jo virkelig folk, som er helt, ikke, som ikke kan fungere i samfundet. Og det synes jeg er sindssygt spændende. Og jeg tror godt, jeg kunne finde på, når jeg er færdig med at drøve rundt på det af hospital, fordi det kan man heller ikke få evigt. Altså sådan rent fysisk i kort på det. Så kunne jeg godt finde på, det er i noget psykiatri af en eller anden art. På noget afsnit eller noget lukket, eller sådan noget af den stil?

SPEAKER_02 22:44

Nu nævner du selv,

Emilies vej til psykiatrien

SPEAKER_02 22:46

at du også har været i psykiatrien. Kan du fortælle, hvor det starter?

SPEAKER_01 22:52

Jamen, jeg tror først, at jeg var i. Spørgsmål er, hvornår er det? Er man rigtig en del af sykiatrien? Er det først, når du er indlagt, eller er det, når du er i kontakt med en læge, eller er du får tilbudt et forløb? Eller er det også.

SPEAKER_02 23:13

Den første kontakt, måske med at. Eller den første erkendelse af, at du havde behov for psykiatri?

SPEAKER_01 23:20

Ja. Men er psykiatri også at gå til? For det jo ikke samme. Nej, psykiater eller sådan. Det var psykiater. Jeg skal lige sige, og jeg må. Skal vi definere det som det?

SPEAKER_02 23:31

Det er jo, det kunne jo alle mennesker, og der er så alt, jeg godt bruge en tur til lidt. Men så en psykiater, der er det jo mere.

SPEAKER_01 23:37

Det er da noget medicin. Og noget diagnose også. Lige præcis. Det kan vi godt blive enige om. Jeg tror, at første gang, jeg var på hos noget sykiat herøje, det var en gang tilbage i 18 eller 19 med noget medicin.

SPEAKER_02 23:51

Så er det jo ret sent i dit liv.

SPEAKER_01 23:53

Ja, det var ret sent. Men jeg har snakket meget med, altså min familie f.eks. eller min mor, blandt andet, at dengang, jeg var lille, var jeg også et meget skrøbligt barn. Altså, jeg har altid været meget bange anlagt. Sådan engelsk. Der var mange ting, jeg blev rigtig bange for. Rigtig hurtigt. Og i lang tid. Det har ikke været i lang tid. Så hun har altid vist, at jeg var sådan lidt. Specielt. Eller sådan, jeg kan et grønligt barn.

SPEAKER_02 24:25

Var der nogle specifikke ting af så videre, at der er nogen, der har angst for. Altså sådan en sociale angst, eller angst for at gøre med bus. Eller. Var der specifikke ting, der ligesom sat sig?

SPEAKER_01 24:39

Jeg tror meget, at det handler om, at jeg er adopteret fra Kina og kom til Danmark, da jeg var lidt under et år. Men kommer ud fra et meget, meget fattigt sted i Kinder på et børn hjem. Og det der med, at det fokker bare lidt med et barn ikke at have en primær omsorgsperson. Den første del af deres liv. Mere end man lige går og tror. Eller mere end jeg selv gig og troede også. Så jeg fik jo først min rigtig primære omsorgsperson, da jeg var et år gammel. Og jeg tror bare, at det er med til at gøre det usikret, altså for et barn. Og de bliver ældre og sådan noget. Jeg har virkelig en af mine største triggers for angst. Det er for eksempel sådan noget, som relationer. Og de bliver uet gennemsigtigt, når jeg ikke kan ringe den ud, så kan det slet ikke helt af. Men da jeg var lille, der var det mere også noget med. Jeg havde helt vildt mange meget. Og hvis jeg så noget, der til nærmelsesvis kunne være en lille smule og hyggeligt. Så havde jeg meget lidt. Altså den der film med hjælperne, den der tegnefilm, man så i gang, ikke alle ved, hvad jeg snakker om. Ja. Sandy. Og der havde jeg meget rit år, hvor min mor sig var sådan, Jingen, nu bliver du også lidt så jeg tage en lidt måle sammen. Men det var sådan ting, hvor det. Ja.

SPEAKER_02 26:00

Så det startede lige som små.

SPEAKER_01 26:02

Ja, da jeg var helt lille lille. Og så tror jeg bare, at det efterfølgende. Der har bare været nogle. Jeg ved ikke, om det er fordi, at hvis det var sket for andre mennesker, det var også en spændende snakke. At hvis de her ting i mit liv var sket for dig for eksempel, om det havde sat sig på samme måde.

SPEAKER_02 26:20

Ja, hvis jeg er ikke styrder af den omsorgsperson i sit over og alt de her ting. Men nu er det jo virkelig bare noget, at lige trækker ud her. Men man ved jo, at det er så essentielt for resten af dit liv, hvilken barnddom du har. Og hvilke relationer du har i din barnddom. Hvilken kærligheds og relationsstannelse og tillid og tryghed. Og især det første år, og nu er det jo noget, som vi taler rigtig meget om på mit arbejde med. Nik jo desværre nogle gange har nogle børn, der ikke kan blive bruge hos deres forældre. Tvangs fjernelse eller frivillig anbrindelse osv. Og der tænker jeg bare rigtig meget over, hvad det så for nogle mennesker, der kommer ud på den anden side. Fordi det er måske en virkelig, virkelig sød pleje, mor, som har barnet det første år. Og fordi systemet er bygget sådan op, at vi ikke bare kan borde dig til at spille børn herhjemme, så går der jo lang tid, før de får deres primære omsorgsperson, og så kan jeg jo godt se nu og tænke, okay, men er det så de børn, vi ender med at skulle tage os af resten af deres liv. Ja, i sig i den anden, ja.

SPEAKER_01 27:35

Jamen, det kan jeg godt forstå. Men det er det der med, at så kan det godt være, at jeg har haft oplevet nogle ting med nogle relationer med nogle voksne, som skulle være mine omsorspersoner. Og hvis der var nog andre, der havde oplevet det, havde det måske ikke taget lige så hårdt på dem. Men så kan det også være, at det er fordi, at min grob er lidt mere skrøbel end andre, så det er noget, der har taget hård på mig.

SPEAKER_02 28:00

Ja, selvfølgelig.

SPEAKER_01 28:02

Så jeg tror, at det ligesom har været lidt en dårlig cocktail. Det hele med, at jeg ikke havde en primære omsorgsperson i det første år af mit liv. Og så da jeg ligesom fik det, så var der noget, der blev taget fra mig, da jeg var lidt ældre. Som ligesom gjorde det hele lidt usikret. Ften forældre der blev skilt. Det er det andet, som var lidt lidt dårligt, det hele. Og da jeg gik i gymnasiet, var det egentlig sådan, der vidste jeg stadig ikke endnu, at der var noget, der hedder Angst og depression. I hvert fald ikke, at det var hos mig. Jeg tænkte måske bare, det var lidt skrøbli. Ja, lidt skrøbelt, eller jeg havde ikke en forståelse af sådan har alle det. I det her humør. Eller sådan. Jeg havde ikke særlig nuanceret dengang, og der havde man også bare lige tro med at gå lidt i gymnasiet, tror jeg. Og der var vi jo alle sammen psykisk ustabil. Jeg havde angst for at kæreste noget sammen med hinanden. Men så ved jeg ikke, så var det lidt som om, at under corona, hvornår fanden var det? Vi blev studenter? Det var i det blev i næsten, ikke. Ja, jeg blev i 19. Og så tror jeg lige, at vi havde et halvt års tid, hvor alt var fryd og gamme, og så var det som, om corona bare sagde i smad og kasse. Og det der med at blive lukket inde med familien.

SPEAKER_03 29:30

Ja.

SPEAKER_01 29:31

Hvis man ikke var træt af sine forældre, så blev man det. Så blev man det da i hvert fald. Og det var også noget med, at der var en stinning i vold i hjemmet. Ja, og alkohol. Og alkohol? Så det var noget, der ligesom kunne mærkes på statistikkerne i hvert fald. Og da. Jeg var heldig, at jeg fik et arbejde i Holland, så jeg kunne vise en arbejdskontrakt. Og så fik jeg lov til at tage af sted. Men da jeg ligesom kom til Holland og boede hos den her familie og sådan noget, så gik det op for mig, fordi jeg kom væk fra det, som jeg var vant til. Og så gik det op for mig hvor nederen det egentlig var. Altså, hvor det var dårligt, jeg faktisk havde det. Uh, under de der rammer derhjemme. Og så tror jeg bare, at det gik op for mig, at det virkelig var dårligt. Det der med jeg ligesom at blive taget ud af det og se det.

SPEAKER_02 30:35

Lid i retrospekt på en måde, sådan tænke lidt over, hvilke rammer man egentlig har været i.

SPEAKER_01 30:40

Og også fordi jeg fandt ud af, hvor godt jeg havde det uden.

SPEAKER_03 30:42

Ja.

SPEAKER_01 30:43

Altså, hvor meget jeg kunne slappe af, og hvor meget det var anderledes at være i. Og så tror jeg, at fordi det var nog ting med familie og noget bonusfamilie og sådan noget, hvor jeg så fik opbygget en eller anden angst for nogle ting, som jeg var bange for at skulle ske derhjemme. Og nu jeg ikke var der. Og fordi jeg kunne se, at der var en risiko for, at det godt kunne ske. Men jeg vidste jo ikke, om det var min angst, der begyndte at snakke til mig, eller om det egentlig var noget realitet, der ramte mig. Det havde jeg svært ved at skille imellem dengang i hvert fald. Også fordi jeg var så langt væk hjemmefra. Men det ophåbede så ligesom som en eller anden ting med, at jeg også var. Jeg havde fundet ud af, hvor farligt min kroppe havde synes, det var at være derhjemme. Men nu var jeg så langt væk, så jeg kunne ikke gå noget ved det hos de mennesker, der stadig var derhjemme. Og så tror jeg, at det stak lidt af der. Og da jeg så skulle hjem igen, efter at have boet i Holden i ekstra tid. Så skulle jeg jo egentlig tilbage til de samme omstændigheder. Fordi der stadig var corona, da jeg kom hjem. Så jeg skulle tilbage i det, som jeg egentlig havde fundet ud af, var helt vildt dårligt. Og så var det ligesom. Der var en masse tult hjem i det der med de der relationer, og hvad der ligesom foregik derhjemme. Og så var det bare som om, at det kamede over på et tidspunkt. Der var nogen sådan lidt specifikke oplevelser, som ligesom fik gjort. Jeg har flytt over, og så tror jeg, at måske, at det var der. Jeg kom til psykiater for første gang. Det er sådan tidsklingen er lidt. Jeg tror, det passer meget godt med i starten af 20 år måske midt af 20 år siden. Plus minus. Hvor der kom diagnoser, altså decideret diagnoser med angst og depression op her til at ste. Og nu skal vi lige finde ud af, hvordan vi håndter det her. Og der gik det også op for mig, at sådan der er, altså. Jeg har ikke bare haft den her følelse, fordi sådan har alle det. Fordi det er ikke meningen, man skal have det sådan. Men det havde ikke, det troede jeg bare. Jeg tror, at alle andre også gik og havde det sådan her. Så jeg synes også, det var det var lidt voldsomt at få sat nogle diagnoser på, men det var egentlig også meget rart, fordi du kunne da gøre sådan ved det.

SPEAKER_02 33:28

Ja. Så det var egentlig meget lækkelse.

SPEAKER_01 33:30

Ja, det synes jeg. Der er mange, der er meget berørningsangste med at få sat labels på en. Men det der label er bare et springbret til at finde ud af, hvordan du helt specifikt skal håndtere det. Og hvordan man kan få det bedre, ikke. Så jeg tror, der var starten, hvor jeg kommer på psykiater og kom på medicin. Og så har det ligesom bare været sådan en roller coaster sådan.

SPEAKER_02 33:56

Ja, for det går vel meget op og ned, hvordan man har det ikke?

SPEAKER_01 33:59

Jo 100 procent. Det går meget op og ned. Også i starten af studiet, fordi så starter vi jo studiet i 21. Passer det, ikke? I starten gik det helt vildt dårligt, fordi jeg var. Det var også under corona. Det var sådan en mærkelig tid. Det var en mega mærkelig tid. Og det hele var skørt, og der var ikke rigtig nogen, der kunne danne relationer til hinanden i klassen, fordi vi var jo lige smidig sammen. Men så var det som, at jeg egentlig synes, at det gik lidt smule bedre. Og så lige pludselig døkkede jeg fuldstændig. Hog jeg i. Var det sådan noget. Hvornår var jeg på år? Det var mellem 5. og 6. semester. Ja. Så jeg vil ret lang tid senere. Ja, det var ret lang tid senere. Men det gik op og ned, og jeg synes egentlig, jeg var rimelig meget under kontrol med det der medicin og samme tid med, at jeg var i noget terpi og sådan lidt. Men det var hos psykolog. Og så var det, at jeg fik en eller anden nedsmeltning, hvor jeg var nødt til at syge med for studiet efter 5. semester og gå på syre år i et halv år. Og der fik jeg plads i psykiatrien, altså ikke, hvor jeg fik et forløb tilbud, som var sådan noget gruppeforløb af en eller anden art med nogle andre unge, som også havde angster depressioner eller sådan et eller andet. Og det var sådan noget 12 gange. 12 mand dag i træk eller et eller andet. Og det var selvfølgelig fint nok, at jeg var sygmølge, så jeg havde tid at overskud. Nej, ikke overskud. Jeg havde tid til det. Men jeg synes, det var så neden og sæd til de der gruppe Hjælp det? Nej. Altså jeg kan huske, at der var en pige første gang, jeg møder op, og hun er ved at være i slutningen af hendes forløb. Hvor hun så siger, at det kunne også være, at der bare nogle mennesker i den her verden, der er ked af det i grundvold. Det var ligesom det, hun var kommet frem til. Hvor jeg kan huske, at jeg sagde, at sådan, det tror jeg ikke på. Jeg tror ikke på, at der er nogle mennesker, der bare er sådan.

SPEAKER_02 36:24

Og der står jeg lidt på den anden side, og korrekt med I'm wrong. Jeg vil få det dårligere af at høre på folk, der havde det dårligt og havde ondt af sig selv. Præcis. Og der er jo ikke nogen mennesker i den her verden, der får det bedre, hvis vi siger nu håbet ude. Nej. Du er en lovs kårse.

SPEAKER_01 36:46

Det er der jo ikke nogen mennesker, der får det bedre af. Nej. Men jeg tror hele tusen. Eller det var i hvert fald det, som var argumentet for, at det var et godt setup. Det er, at man møder nogle mennesker, der kan spejle sig. Altså, at du ikke er alene om at have det sådan her. Men det havde lige præcis den, som du siger, den modsatte effekt på mig. Fordi så vidste jeg, hver mand dag, så skulle jeg møde op til den her gruppe af mennesker, der har det fucking noget. Altså og jo, så var der nogle gange nogen, der sagde, at jeg havde faktisk haft en mega god uge. Men vi var jo, det ved ikke, om vi var otte eller ti mennesker, hvor alle bare. Alle var sådan, jeg har det også nyen, og jeg har det neden af den her grund, og jeg har de her følelse på baggrund af det her. Og jeg tror der, hvor den klippede meget for mig. Det var, at jeg kunne godt genkende deres følelser. Altså det der med, at jeg føler, at jeg ikke har noget overskud, og jeg føler nogle gange, at jeg bare helst fille ligge og røde op i sengen uden der nogen, der snakker til mig. Og jeg helst godt alle sådan ting. Men deres årsag var sådan som social angst, eller at de føler, at de havde mistet sig selv. Eller at de ikke havde nogen venner, eller at de ikke havde noget sikkerhed under sig af gode mennesker. Og jeg egentlig blev vildt frustreret over, at jeg kan godt forstå jeres følelser, men jeg har ikke de samme årsager, som I har. Jeg har et pissegot netværk, og jeg har nogle pæse gode mennesker til at gribe mig, hvis det hele brænder på. Og jeg føler ikke, at jeg ikke ved, hvem jeg selv er. Altså, det er faktisk lidt modsat. Nogle gange kan du godt bide mig lidt i røv, når jeg er for meget. Sådan retfærdighed. Så jeg blev vildt frustreret over, at jeg havde en føle af, hvorfor har jeg det ligesom jer.

SPEAKER_02 38:37

Hvorfor er jeg her?

SPEAKER_01 38:38

Hvorfor er jeg her? Et helt andet sted. Det kan ikke slet ikke nogen mening for mig. Og så endte jeg med at sidde til en af mine sidste forløb, eller en af mine sidste gange, og var sådan. Det kan godt være, at der bare er nogle mennesker i den her verden, der har det sådan her. Ligom hvis man har set inderst inden. Hende der triste. At det bare hende der primær på kontrolplanet, i stedet for glæde, og det synes jeg var vildt afligt, at det var det, jeg fik ud af at være i det der forløb. Men jeg tror bare, det var en følelse, at det var måske ikke bare ikke set op, der var for mig.

SPEAKER_02 39:17

Der tror jeg, hvis jeg skulle tænke på mig selv, der ville jeg få mere ud af at høre nogen personlige fortællinger. På den anden side. Altså, ja, jeg havde det virkelig dårligt, og jeg var mega ked af det, og jeg kunne ikke få min hverdag til at fungere. Men se mig nu. Altså de der succeshistorer til at vide, at jeg var ikke alene om det, men jeg kan også godt komme videre med mit liv. Og jeg tror også bare, og det kan godt være, det er kontroversielt, det vil jeg gerne stå inden for. Men jeg tror også bare nogle gange. Hvis du bliver ved med at grave dig dybere og dybere og dybere ned, det kender jo jo ikke to. Jeg kan også have en dårlig dag, selvom jeg ikke skal end tur i psykiatrien. Men forstå mig ret. Hvis jeg bliver ved med at sige til mig selv, at det er sand for mig og sådan noget. Eller at nu så jeg 15 andre, der havde det på samme må som mig. Så jeg kan lidt sikkert at have det anderne.

SPEAKER_01 40:14

Fordi der også nogle andre, der har det. Jeg kan 100% godt se, at den kan have den modstand. Jeg føler lidt, at det er sådan enten eller. Enten så får du helt vildt meget ud af det, fordi du føler dig ikke alene at lære, at det nok skal gå. Ellers så synes du, at det skulle røv. Og så er der bare andre, der også har det noget, og så har vi det alle sammen bare ned. Og det er nødt der heller ikke noget.

SPEAKER_02 40:36

Og det er også nemt nok for mig at sige nu. Det er også mega privilegeret, fordi jeg ikke har skulle dele med de problemer, som du har sgu dele med. Så det er jo nemt nok for mig at sige. Men på den anden side kan jeg bare kende for mig selv, da jeg var i psykiatrien. Det var et almen åbent afsnit. Jeg, som nu siger jeg udiagnostiet, fik det også dårligt af hverdag. Ja, præcis. Det gjorde jeg.

SPEAKER_01 41:02

Når man samler en masse mennesker, der har det rigtig dårligt. Ja. Det er fandme tungt. Ja. Det er nemlig rigtig tungt. Og jeg brugte meget grød på, og sådan dagene op til, der skulle jeg lige sådan. Der skulle lige tage noget til løb. Og så skulle jeg sidde der i de der været to timer, og så brugte jeg to dage på lige at komme ovenpå igen. Fordi der var bare dårlig stemning. Eller nu ikke dårlig stemning, men der var bare virkelig trisk stemning. Og det hjælper overhovedet ikke på mig. Men det var meget sådan, at det var lidt mit sidste skud i pølsen, for jeg havde, nu har jeg været, jeg er på medicin. Det hjælper ikke ret meget. Ikke nok i hvert fald. Og jeg har gået i terapi med psykologer. Det holder jo en eller anden. Hvad er sådan en bund, for jeg ikke crasher fuldstændig.

SPEAKER_02 41:50

Detmmer da lidt, måske.

SPEAKER_01 41:53

Og så fik jeg det der gruppeforløb. Det fungerede heller ikke rigtigt. Og så var det, at de foreslår mig, at jeg skulle tage til sådan noget adopteret. For voksne. Voksne og adopteret. Som det kunne være, at det var det, der var dit problem, Emilie. At du ikke har arbejdet med, at du er adopteret? Hvor jeg også synes, det var lidt skørt. Men så gav jeg jo den chance. Og jeg er med at sidde der to tredje gang og være sådan det her det er fuck op. Fordi hun var meget sådan, så skal vi finde ud af. Hvad er ked af ved at være adopteret. Og jeg sådan, det er jeg ikke. Jeg har det vild godt. Og jeg er vokset op med en familie, der heldigvis har værnet ekstrem meget om det.

SPEAKER_02 42:40

Så det har aldrig været sådan nu sagt eller en hellighed eller måske det, som man, og det kan man jo svært ved at sætte sig ind i, når man er på den anden side. Men det er jo ikke fordi, du har et travme af at blive adopteret nødvendigvis ind i en ny familie. Men man har jo måske et mere et trame af den relationsstannelse, der har været omkring det, og de uvidse ting omkring, hvad var man før man så blev adopteret.

SPEAKER_01 43:10

Og det er jo mega god mening. Ja. Det er det. Så det er slet ikke det der med, at jeg er adopteret, der er et problem for mig. Så det synes jeg også for lidt skørt, at jeg skulle sidde der og være ked af at være adopteret. Fordi det synes jeg var mærkeligt. Og så var det som, jeg bare lige endte lidt tilbage med at skulle gå hos den sygiat, og fortsætte på regulering af medicin. Og det er også en proces i sig selv. At starte på diverse preparater. Optrækning, nedtræk, udtrækning, for at starte på et nyt preparat. Etsen, altså det der mix mellem, hvilke preparater, der fungerer godt sammen, og jeg ved ikke hvad.

SPEAKER_02 43:49

Så det har det været med vente tider og sådan noget. Altså, vi hører jo enormt meget kritik af psykiatrien. Ja. Hvad er din tak? Er det berettiget?

SPEAKER_01 44:03

Altså det. Når man ligesom står som sundhedsfaglig. Fordi det der med at både at se det inden fra som patient, så er det der syns nærheden, at der er vente tid. Det kan jeg da godt forstå. Og også det der med at skulle vente for offentligt i at komme til psykolog, for eksempel? Der jo, jeg ved ikke, hvor mange måneder der venter tid. Og vi er på sådan 8, 9, 10 måneder. Men psykiater, der er der lidt kortere vente tid, fordi så er der nogen, der er ekspert inden for et eller andet. Så det er ikke lige så. Jeg tror også, det er fordi, man har en forståelse af, det er lidt mere akut at komme på noget medicin og eller art. Så jeg synes ikke, at jeg husker det ikke, som om, at der var lang ventet som syn til psykiater. Men psykologer er jo en helt anden tysker. Og jeg kan virkelig godt forstå frustrationen og jeg har selv stået i det. At det tag den tid, det tager. Men som sundhedsfaglig står jeg også på den anden side, og egentlig har en følelse af sådan, I skal sgu da bare være glad for, det er gratis. Altså, jeg glad for, at vi lever i et samfund, hvor der er mulighed for, at det er gratis. Og dem, som så har råd til, hvis de synes, det er så, er kult, og hvis de har midlerne til det, og så betaler sig ind hos en privat eller en forsikring, eller en forsikring eller et eller andet. Så jeg forstår godt, dem, som måske ikke har mulighed for at betale sig fra det, men som har en følelse af, at det er faktisk ret ercut, fordi hvis jeg skal vente 8 måneder, så når jeg er dyr ikke fuldstændigt. Den frustration forstår jeg 100%.

SPEAKER_02 45:48

Så man kan sige, at kritikken er jo berettet i forhold til, at vores sundhedsvæsen bliver mere ulig. Altså der bliver jo mere ulighed i vores ligesom psykiatri ved, at jeg, som har midler, kan få det hurtigere bedre, end en anden, som ikke har midler. Men jeg er enige, at du siger, vi har et rigtig velfungerende sundhedsvæsen. Ja der er vendte tidler. Men når det virkelig brænder, så har vi jo midler.

SPEAKER_01 46:22

Præcis. Ja, fordi du, altså, hvis det er så alvorligt, at du ikke kan vente i så lang tid, så har vi jo heldigvis et akut psykiatris modtagelse.

SPEAKER_03 46:32

Ja.

SPEAKER_01 46:32

Og ikke fordi, at jeg taler ret godt om det, fordi det kan også godt være, at så samler man igen på den måde alle mulige psykiske syge mennesker. Inden på samme trik eller sådan noget. Men det er jo bedre end ting, hvis det er fordi, du føler, at du fx er til fare for dig selv. Så er der nogen, der kan gøre noget ved det. Det er det.

SPEAKER_02 46:50

Og mange af de psykiatrike patienter ender jo også i en almindelig akut moddelse. Og jeg vil sige, selvom man ikke har været i psykiatri, så møder man rigtig mange patienter, som har været inde om psykiatri. Og der er jo så mange indsatser. Det er noget af det, jeg bliver virkelig overrasket over på i forhold til fertilitet, gravitet, føjel og få et barn. At der er så mange ekstra tilbud til de familier eller de møder, eller fødre, som har brug for at blive fulgt op på en eller anden. Det kan være en diagnose, det kan være jo nemigt. Og det har jeg virkelig overrasket over, at systemet roller jo faktisk. Ja, der er nogle irriterende ting, og der er nogle irriterende barrier i vores arbejde, som handler om én ting alene byråkrati. Det handler om, så mange lasterlige ting, vi skal bruge tid på, men når vi står og har mega syge børn, eller selv er mega syge, eller vores bedsteforældre er syge, eller så vil jeg sige, at i rigtig mange tilfælde, så har systemet også præcis.

SPEAKER_01 48:04

Det er også den forståelse, jeg har i det. Eller den har i hvert fald, den har også i den forstand, som der nu er mulighed for. Fordi hvis det handler, altså hvis du vil havde flere penge for eksempel, så jo, så kunne man gøre noget anderledes. Og jo, det ville det være dejligt og har råd til at sørge for, at ældreplejen bliver optimeret, eller at skolelærerne fik mere løn, eller pædagogerne eller sygebløskerne, men det handler jo ikke udelukkende om penge.

SPEAKER_02 48:31

Nej, altså jeg tror, hvis man kigger på nogle af de offentlige budgetter, så tror jeg, vi ville blive virkelig overrasket over, hvor mange penge, der faktisk er i sundhedsvæsenet, og i altså generelt velfærdsssektoren. Vi har et så godt system med så mange penge. Men der er jo også nogle ligesom mellemregninger i det. Og jeg tror da, at hvis vi to kunne få lov og lægge budget, så havde vi lagt det på en anden måde.

SPEAKER_01 48:56

Ja, altså 100%. Men hvis der så er to andre, der kunne ligge det, så havde de gjort det andled også også. Jeg synes. Der vil jo altid være kritik, uanset hvad. Der vil altid være kritik uanset hvem der gør noget. Og hvis vi så lader sige, at løser det, at der kunne et halv års venteid til psykologer. Så er der også nogen, der ikke synes, det er i orden. Det er. Fordi de halv skal have, at der ikke er nogen vente tid. Og jeg synes, det vil jeg da også ønskende.

SPEAKER_02 49:21

Og i forhold til det med sådan en brugerbetaling, jeg synes da også, det lyder helt fantastisk, hvis vi kunne få gratis psykologer, hvis vi kunne få Gratis tandlæge. Hvis vi kunne. Altså alle ting lyder mega dejligt, men jeg tror også, at jeg. Prøver i hvert fald at være realistisk nok til at tænke, at sådan fungerer det ikke. Der er jo. Det er jo nødt til at prioritere. Og så må man ligesom gå til valg på, hvad man synes er det vigtigste. Ja, lige præcis. Men jeg er selvfølgelig helt enig i, at psykiatrien skal være stærk.

SPEAKER_01 49:52

Ja, selvfølgelig skal den det.

SPEAKER_02 49:54

Det er jo det, der bærer samfundet. Hvordan vi har det. Føler du det, at gjort dig til en bedre sygeple have været patient?

SPEAKER_01 50:03

Ja. Det er faktisk ikke tilgund i føler om, at det har. Fordi det gør, at man ligesom kan, hvis man har de der patienter, som ikke nødvendigvis er en patient, der har et forløb psykiatrien. Men hvis nu man har nogle patienter, der er psykisk og virkelig påvirket af deres situation, så er det bare, så giver det nogle redskaber at have været usikker eller ustabil selv og kunne sætte sig ned og tage dem i hånden på en anden måde, end nogen, der måske ikke har haft de oplevelser. Og det der med, man kan sige, at jeg forstår faktisk godt, hvad du siger. Og nogle gange synes jeg også, at det er meget rart. Det der med, at der er selvfølgelig forskel på at være personligt og privat. Og det med, at du kan sætte dig og være personligt og sige, at jeg kender godt. Jeg kender godt, det, du sidder og siger. Og jeg har også haft det sådan det, og jeg har selv været i. Det synes jeg er fint.

SPEAKER_02 50:59

Det kan jeg nogle gange jo godt tænke, eller være nærmest misundet på. Fordi jeg kan sagtens ud og sige, at jeg forstår da godt. Det gør jeg jo overhovedet ikke. Men jeg vil gerne forstå dig. Og det er jo selvfølgelig, så det er jo være min styrke. Det er jo sådan nysgerrigheden. Og gerne ville forstå. I stedet for bare have lyst til at roske folk og sige, at dig noget. Det er det ligre. Og det er jo en kæmpe styrke for dig, at du kan reelt set godt sætte dig lidt i deres skor ikke.

SPEAKER_01 51:28

Jo, det er det. Det gør også, at jeg har en lidt længere lånde, end hvis jeg ikke havde haft det, tror jeg. For jeg kan godt være som en person meget bestemt. Eller meget. Jeg kan godt have en tillens til en går lunde. Lad sige det sådan. Men når man ligesom står over for en patient, som er skrøbel, så gør det bare, at man bedre kan trække i de der bokser, der hedder. Nu sætter vi også lige ned sammen. Og så snakker vi lige om det i stedet for, at det hele skal gå lidt hurtigt. Og så må vi finde nogen, du kan snakke med, fordi det kan godt være mig, du snakker med. Jeg har tid og overskud og altså prioritering, der hedder, at jeg faktisk vil godt vil snakke med det om det.

SPEAKER_02 52:12

Som sygeplejerske arbejder, men også lidt med som psykolog.

SPEAKER_01 52:18

Og det synes jeg egentlig er meget fint. At det er kommet med nogle fordele og have det med i baggang.

SPEAKER_02 52:26

100% for lige grund af. Hvad giver det håb for fremtidens sundhedsvæsen? Skal jeg fortælle dig, hvad der giver mig håb på? Ja. Det gør du.

SPEAKER_01 52:44

Jeg tror faktisk, det er et meget godt svar. I de mennesker, som er i sundhedsvæsenet, som jeg kender, det er dem, der gør, at jeg tror på, at det hele nok skal gå. Fordi så kan det godt være, at vi har nogle træsel af arbejdstider, og det kan godt være, at vi går igennem nogle hård perioder, hvor der er helt vildt mange ekstra vagter og tag, og man ikke får verdens bedste løn og sådan noget. Og mennesker, der dør. Og mennesker, der dør, og nogen der er simpelthen så syge, at man nogle gange ville synes, det var lidt bedre, hvis de ikke var her for at være i noget lignefuldt. Men at der er nogen, der har lyst til at være der og passe på de mennesker, trods alle de her ting. Og som faktisk jo gør det med glæde. Som gør det med glæde, og som er ligeglad med, hvordan omstændighederne er. Fordi at deres drivkræft og deres omsorg og deres dem de er som person er nok til, at de møder op.

SPEAKER_02 53:48

Det er jo patienterne, der gør, at vi møder op. Præcis. Det var dårlig en ledelse eller om strukturering og funktionering. De kan smidt alt i år på os, men de fleste står jo stadig.

SPEAKER_01 54:04

Det er ret så, og så af dem, som har brug for det. Det var et godt svar. Tak for jeg skærer. Tak fordi I er måtte.