Den med Kirstine Ilum

I denne episode af Kropslig Talt gør Emil og Rasmus noget lidt anderledes. De lytter til og reagerer på en episode af Kirstine Ilums podcast SoulStream, hvor temaet er procrastination – eller udsættelse – og den relation, vi har til os selv, når vi står over for noget, der virkelig betyder noget. 

Med afsæt i Kirstines refleksioner undersøger samtalen, hvorfor vi så ofte udsætter de ting, vi længes mest efter. Er det manglende disciplin – eller er der noget langt dybere på spil? Emil og Rasmus dykker ned i, hvordan frygt, nervesystemet og gamle beskyttelsesstrategier kan få os til at vælge det velkendte frem for det, der kalder på os. Ikke fordi vi ikke vil – men fordi noget i os forsøger at passe på. 

Undervejs deler de begge personlige erfaringer fra deres egen rejse. Rasmus fortæller om arbejdet med at tage mere plads, tro på at hans stemme har værdi og turde stå frem – blandt andet gennem podcasten. Emil sætter ord på, hvordan det at skabe noget og vise sig frem kan aktivere gamle mønstre af tvivl, perfektionisme og frygt for at blive set. En påmindelse om, at personlig udvikling sjældent handler om at fjerne modstanden, men om at lære at bevæge sig med den. 

Samtalen kredser også om kroppen som en vigtig medspiller i forandring. For selv når hovedet har forstået noget, har kroppen ofte brug for længere tid. Derfor bliver langsomhed, nærvær og små skridt centrale temaer. Ikke som hurtige løsninger – men som en måde at skabe nye erfaringer i nervesystemet, så det, der engang føltes farligt, langsomt kan blive trygt. 

Det bliver samtidig en refleksion over fremtidens version af os selv. Den person, vi længes efter at være, bliver ikke skabt en dag ude i fremtiden – men i de små valg, vi træffer i dag. Måske handler mod derfor ikke om at føle sig klar, men om at tage det første lille skridt, selv når kroppen stadig ryster.

En samtale om udsættelse, frygt og mod. Om at møde sig selv med mere nysgerrighed end kritik – og om at opdage, at det, der holder os tilbage, måske også forsøger at passe på os.

Du kan læse mere om Kirstine og hendes arbejde her:
 https://www.kirstineilum.com

Du kan lytte til Kirstines podcast SoulStream her:
https://open.spotify.com/show/3pArszMn0d5ls89XcHdHxJ?si=1611f7b21b004de8

Du kan følge Kirstine på Instagram her:
 https://www.instagram.com/kirstine.ilum/

Du kan booke tid til kropsterapi hos Rasmus her:
 https://system.easypractice.net/book/kropsterapeace#choose-service

Du kan booke tid til kropsterapi hos Emil her:
 https://kropsterapi-v-emil-dahl.planway.com/

Transcript

SPEAKER_00 0:00

Så nu ser jeg velkommen til krops det talt. Vi sidder her i sommeren hos mig og min sofa. Og nog har lige i går, vundet i 32 dels finen. Og så spille. Det er faktisk des.

SPEAKER_01 0:18

Det må jeg noget precis.

SPEAKER_00 0:20

Det bliver spændende. Det skal ikke handle om i dag. Det skal da ikke, fordi i dag, der skal det have noget helt andet. Det skal handle om kroppen. Og i dag der skal vi noget lidt anderledes. Og det er også lidt sådan spændende, sådan rentekisk om det kommer til at fungere, det håber vi. Men vi skal, jeg tror, man vil kalde, reagerer på en anden podcast. Så vi skal simpelthen lytte af en helt særlig podcast ipisode. Og snakke om, hvad vi får ud af det, og hvad det giver os. Og det kan være, hvis du ikke tænkt ord på. Hvorfor en podcast, der, og hvorfor vi skal høre lige fra set sen. Det kan jeg tro.

SPEAKER_01 1:06

Det er jo din gamle underviser eller gamle tidligere underviser. Kirstine Iok, der har lavet en podcast om relationen til sig selv og prastination. Som var lidt et nyt begreb for mig. Men efter sådan, at jeg har lyttet til den et par ganger, så fascinerer det her emne mig virkelig i forhold til bevægelsen inde i osom. Jeg tror, måske prastinationen er lidt andet år for udsættelse. Det, der sker i os, når vi gerne vil noget, men at det måske er svært at gå helt imod det. Og så beskriver hun alle de her sådan indre mekanismer, og hvad det måske egentlig handler om frem for man nogle gange siger gør det nu bare, eller star, eller hvor man tænker sådan er han dom, eller manger har struktur, eller hvad handler det i? Og der kommer hun bare ind på meget frygt spiller ind, og hvor meget de her indre bevægelser egentlig spiller ind i vores valg. Og så snakker jeg også en vild smule. Det kommer vi også til at høre om det her med, at vi tit går hen til det valgt følelsesmæssigt, at det kan være svært at gå ind i den der lille nye fornemmelser af måske noget uro, eller noget sitr, eller noget tundhed, eller hvad det nu kan opstå i det her valg, vi tager. Og så er det lidt jo bare at tage det velkendte. Men hun snakker så også lidt ind i det her med, at vi ikke er så gode til at mærke de følelser, der kan gav os på langt sig. Når vi egentlig bare er i det, der er nu af her. Men hvis vi har en anden længsel eller et mål om at komme et sted hen, så er det rigtig svært for mange af os at ligesom tune ind og mærke den frekvens, som hedder de langsigte følelser for dem, der er til stede nu er. Og en masse afet relevant klingen på. Og det er. Det er jo beslutet i dag, ligesom at skulle tage hånd på, og høre lidt om Kistinets ord på det. Og så stopper vi den bare ind i mellem, og ligesom deler vores reflektioner.

SPEAKER_00 3:42

Og det er. Jeg er jo tot spændende på det her, fordi jeg har ikke lyttet til den før. Men jeg ved, at du har lyttet til den flere gange, og det er noget, der virkelig har resoneret med dig og inspireret dig. Jeg er virkelig spændende på. Jeg kender jo så, du sagde Christine, som var min underviser på Sotor. Så jeg ved, hvor meget lyst om har i sig. Ja hvor fantastisk in fordenet hun er, så jeg er super spønd på det, det skal lidt til.

SPEAKER_01 4:13

Jamen, det skal da også være. Og det er jo ikke sådan kun baseret på egne erfaring og klænder på Briggs, altså der er også forskning bag, og det kommer man også ind på i podcasten, så det er også altid rart at gå lidt sådan lidt i det.

SPEAKER_00 4:29

Skal vi sætte.

SPEAKER_02 4:32

Ja, der. Jeg har fedet muset med dig. Og varmt velkommen til den her episode af SoStream, hvor jeg vil tale ind i noget, som jeg næsten vil mene, at jeg er lidt af en ekspert i, nemlig bekrastinering. Det at udsætte. Og hvis du er ny her, så er du også varmt velkommen. So streamen. Og den her podcast, det er sådan en et billede på en intres drøm, vi alle sammen har. Det er sådan en strøm af erfaring og følelser og kendelser og bevægelser som hele tiden lever under overfladen. Det er noget, der forandrer sig. Det er noget, der kalder på os. Det er noget, der mådes. Det er noget, der åbner sig, når vi giver det opmærksomhed. Og i dag så vil jeg tale ind i det her med at udsætte. Efter mit seneste afsnit, så besluttede jeg, at det næste afsnit, altså det, jeg sidder op til, skulle handle om det her med at udsætte. Og nu er det faktisk gået lidt over en måned. En måned, hvor jeg sådan virkelig har studeret mig selv. Og så har jeg også researchet. Og jeg har researchet lidt mere omkring emnet. Og til sidst så blev jeg faktisk også ramt af sådan ret solid omgang. Perfektionisme omkring hvordan det her skulle formidles, og hvor stort et emne det i virkeligheden er. Så i virkeligheden meget passende. Og det rammer mig også ret tydeligt nu. Ford jeg står med noget et projekt, som betyder rigtig meget for mig. Det er noget, jeg vil at skabe. Det er noget, der føles virkelig stort. Og samtidig så kan jeg mærke præcis den samme bevægelse i mig, som er sådan en tilbage trækning og et ben spændt for mig selv sådan lige der. Der, hvor jeg er aller tæt på det, jeg egentlig vil. Der, hvor det godt kunne begynde at føles ret virkelig. Der hvor jeg kan mærke, at nu kan jeg faktisk træde ind i det. Og så sker der noget i mig. Sådan en bevægelse væk fra det. Noget der trækker sådan lige en ense tilbage, eller kommer i tvivl og har tusind spørgsmål und skyldninger. Og så begynder jeg at reset, chatche og undersøge, måske lidt for meget. Og også selvom jeg i virkeligheden ved, at min retning er klar. Jeg ved godt, hvad det næste skridt er, så er der alligevel en del af mig. Der bliver sådan lige her. Lige her, hvor alting føles lidt letter, lidt mere komfortabelt. Og det bliver sådan et bank spænd. Jeg spender simpelthen benen for mit fremtid i. Og det ved jeg ikke, om du genkender, men det er i hvert fald det, jeg gerne vil sætte lidt lys på i det her afsnit. Fordi det er sådan i de der handlinger, der betyder noget for mig, hvor jeg udsender. Og sædelsen i en anden form for planlægning eller gøre noget andet. Men det er jo lige der, vi skal blive i det. Det er lige der, vi skal våde og tage det der spring. Det er lige der, jeg skal få lov til at stille mig op på den der ølkæse med en mekafon og gå fremad. Der er noget i den der måde. Prokastination bliver talt om nogen steder, som måske aldrig helt lige har rammer, fordi det ofte bliver gjort til et spørgsmål om enten disciplin eller struktur, eller vildestyrke, eller om at løsningen ligger i lige at tage sig sammen og spænde ballerne, og så gør det alligevel præstet igennem min oplevelse er, og forskningen tyder faktisk også på, at det handler om noget helt andet. Det handler om frygt, det handler om overværelse og meget lidt om dården skaber.

SPEAKER_01 8:50

Og det synes jeg er lige meget at sige der. Det er efterfølgende, så handler det også om ansvar. Det er bare lige vigtigt at få noget.

SPEAKER_02 8:59

Det jeg selv mærker, det er absolut ikke nogen mangel på vilje, men det er en re del, som prøver at beskytte noget. En del af mig, som registrer, at det her betyder noget, og der er virkelig noget på spil. Og i stedet for at træde ind i det, så hånder den her del sej mod noget, der føles lettere i nu ud, når der føles lettere at være i lige nu. Og hvis ikke gå ind i det.

SPEAKER_00 9:29

Vi kører det første stop her. Og jeg får lyst til allerede nu at sige, at var det et fedt perspektiv at bringe ind på det her emne af i forhold til det med at prokastiner. Fordi det her med at præstinere er fritt et ordet begreb, som jeg har sødt på mange gange på sådan min gør sådan i situationskang, selvudvikningsrejse. Og ret tidlig i virkeligheden, især for sådan afrikanske selvudviklingsgrupper ting og sager. Der hedder Brian Tracy, som har skrevet, altså 50 bøger eller sådan noget. Mir sådan et stort navn inden for selv udviklingsverden, og en af hans som bedstiller bøger. Den hedder Slu Føen. Så det faktisk præcis tale om det her med sådan at lade være med at prækne og slugen af et udtryk for, at man skal slue den største og mest modby opgave som det første på dagen. Og det vil sige, det er, at det er en såfin bog, en super god bog. Men noget jeg kan se i dag, også nu med den her kropslig rejse, som jeg er på, og som du også er på, og med krops af pen. At helt det perspektiv, som jeg kan fornem afristin bringer ind i det her. A noget, som så ligger til stede i fx den her føden bog, eller sådan generelt det her klassiske selv omkring, hvordan man prastiner, fordi så er det nemlig mere sådan noget rationelt, hvordan man kan lave systemer, eller hvordan man kan øge s vildestyrke, eller hvordan man kan på den måde. Og ikke så meget i forhold til det følelsesmæssigt det, der bor inde i og så ikke også krop, som i virkeligheden gør, at vi prokastiner. Nu er det nog den bringt andet, frygt ind. Og i virkeligheden de her følelsesmæssige ting, som holder os tilbage. Så fik jeg bare lige lyst til bare kast ind. Allerede nu, det er jo mega fedt perspektiv. Altså som virkelig et kropligt perspektiv.

SPEAKER_01 11:28

Og det oplever vi jo også, når vi har klienter på Briggs i forhold til, der er mange, der har lyst til at slue den der frø. Der er mange, der har lyst til at gennemføre baner, de ikke er kommet til kropsligt, men som det måske er nødt til. Men talk. De kender godt, deres mønster, de ved godt. Kender deres programmering og ved godt, sådan jeg har udfordring af her, og det her er god særklig, men kroppen har ikke læret de samme informationer endnu. Og det taler vores anden viljen Evaluer jo også ret meget ind i hendes bog om travmer, at den der tålmodighed med, at kroppen godt må nå og finde ud af, hvad ting handler om, og vide, at det handler så sind om vi lyssyden, og så meget om frygt, og det, der kommer bag så frygt, just som oftest er ansvar for at stå op for sig selv, eller for at nå der hen til der, hvor den sige en sådan kerne eller essen, eller sjæl eller hvad vi skal kalde, kalder på, og hvad forsket alle de der andre lag af, at man er kommet til at måske at gå med de der ydre forventninger, eller forældresforventninger, eller omgivelserne samfundet, eller hvad vi kan putte ind i den kategori. Og det giver så god mening at have den her bevidsthed om hvad ting oftest handler om, og det taler hun jo bare ret fint ind i her, Kastine.

SPEAKER_00 13:12

Jeg forestiller afspillingen her.

SPEAKER_02 13:16

Jeg skal ikke gå ind i det der ønske eller det projekt, eller det, jeg gerne vil, så behøver jeg heller ikke stå, at i det, der følger med. Så nemlig jeg ansvar. Men lad os skifte over til dig, for du ved godt, hvad du vil. Og alligevel så bevæger du dig nogle gange måske en anden ræk, sådan endnu. Og når vi bliver lidt længere i den oplevelse, at ser på det med sådan lidt mere åben og undersøgende opmærksomhed. Så kan det godt træde frem, at det måske ret sjældent er selve opgaven, eller selve det projekt, eller selve den samtale, der sådan lige bærer vægt i det, men det er langt mere den der indre tilstand, som begynder sig at folde sig ud i vores krop og vores nervosystem i det, vi nærmer os. Det, vi virkelig ønsker. Og som får det får sådan en intensitet, der gør, at vores opmærksomhed måske naturligt orienterer sig mod det, der føles lidt og familiært måske. Det føles lidt mere roligt lige nu, det føles lidt mere umiddelbart tilgængeligt. Vi kan have en tendens til at vælge det, der føles mest komfortabelt. Og også føles som det mest stabiliserende i det her nu. Og når vi gør det, så glider vi en lille smule væk fra det, der faktisk virkelig kalder på os. Fra visioner, fra den retning, vi egentlig mærker. Og selvom der måske kan være sådan en virkelig indre klarhed omkring, hvad det er, der er vigtigt, så får det, der er tæt på, lige nu den indre beskytter. En meget større tygdag. Og mere sådan her.

SPEAKER_01 15:18

Det er jo, sådan nødt til at stoppe den, og så bare lige sådan prøve at kente og bringer op, og lige snakker om inden vi egentlig optog. Fordi det der med at finde. Snakker om det der med andre podcast, og hvad folk gjorde anderledes i forhold til os to, og det kan man jo overføre på alt i andet end at lave podcast. Men så ser jeg bare der med, at som hun også siger her, i forhold til ansvar af det der med at lave, lige pludselig lave et narrativ, som er meget anderledes end det man kom fra, hvis man havde tryghed i at sige, jeg har ikke så meget at byde på, eller det er nok ikke så vigtigt, eller at være en plecer, til lige pludselig selv at lave en podcast og fortælle sig selv, om jeg har faktisk noget at byde på, mit år er vigtigt. Det er i hvert fald blevet sådan lidt klåret på i forhold til mig selv. Kørt vi snakker om lidt før med selvuring. Og altid tænke, at dem her herover, det er jo meget mere erfaring. Det er jo meget bedre. Så bare på vores lille rejse her med at lave podcast, så kan jeg godt se sådan, til at starte, så havde jeg det virket sådan, der kan stadig sagtens have det. At der er sikker nogen, der kan lave det meget bedre end os. Men det der med at vide, og være vedhold, og prøve at gøre det igen og igen, ligesom kan overbevise mit system om, at her har jeg faktisk noget at byde på. Og så kan man sige, hvorfor lavet det ikke en podcast for fem år siden. Der var jeg oven bare ikke der, hvor min underbevidsthed, eller jeg selv var helt parat til at overgive mig til at fortælle mig selv, at det er nok godt nok, det jeg gør.

SPEAKER_00 17:33

Og det var sådan i virkud, hvis vi skal tage den til en proces, som vi stadig er i, f.eks. det sidste afsnæld, vi optår. Der var jo noget, der ikke kom med. Og der kan selv være noget med, det måske ikke var højden kvalitet, men der var også, det taler vi både om, da vi havde optaget, der også efterfølgende, da vi tale om, hvad der skulle med og det ikke skulle med. Der var også noget inde i os, som var på spillet op og lidt perspektivet bring. Og så kan jeg så tænke på sådan et tilviklingsråd, jeg har set på tidspunkten i gennemer. Men hans råd var, at hvis du vil lave den ultimativ selvudvikling, så starter en podcast, eller start et YouTube show. Jeg forstå på den måde på en eller anden måde, udkom med noget, uanset hvad det er. Ford det der med træder frem på den måde, ligesom man gør, når man laver en podcast. Og de ting, der sker inde i dig. Også i forhold til den modstand, altså bekrastinering eller potentiel bekrastiner, der kommer til stede. Du vil blive tvunget til at forholde dig til dig selv følelsesmæssigt på alle mulige måder. Og de ting, som er unikke for dig og din nye historie. Og din måde at være verden på. Det vil komme op til overfladen. Og det er også det, jeg har set meget med hedder, retorikken, og det her med at stå for et publikum eller holde en tale, fordi det har lidt den samme indbygget ting. Det er også derfor, der er meget så mange, der har modstand på at skrive deres bøllups tale. Hvorfor går det ikke i gang et halv år før, når man ved, man burde. Hvorfor er det to uger inde, og så bliver det stristende. Men det er fordi, mange af jer mærker den der modstand i de her situationer. Altså kommer det virkelig op til overfladen af alle de der ting. Så jeg går i bakset med siden vi var i virkeligheden siden vi kom på den her år. Og på den måde, at jeg godt se Kær Sine har lavet et tidligt afsnit om frygten for at taget frem. Det kunne også være sind interessant, den ved jeg ikke præcis, hvad det handler om, men på eller måde tænker det samme med både det her afsnit og det, vi taler om lige nu, at det kan også kende for mig selv. At det kan det trigle den der, hvor man får lyst til at trække sig, når man skal taget frem. Og det kunne både være på en scene, det kunne også være i relationer. Når man ikke pludselig skal taget frem for stedet på den måde, at man skal gøre så følelsesmæssigt tilgængelig, eller sovbart eller åbne, eller hvad vi nu skal kalde, så kan jeg bare fløde genkenden. Vi kan jo se det på folk, jeg arbejder med. Der er jo nogle af, så vil vi gerne trække følger til os, eller påkrastinerer, eller ikke gøre det, vi ved, vi burde gøre, eller hvordan det nu kan se ud.

SPEAKER_01 20:07

Det er jo mega interessant, hvad man har af strategier, og også bare for at hive ivalorers bog. Men igen, altså det her med at blive bevidst om det her med, når man træder frem, hvordan træder man så frem? Hvilken tilstand er du i, at du træder frem, fordi det kan være så overvelde at være i en grølgstal, eller være i at stå op for sig selv. Så hvis mekan er mekanismen er, at man går ud af sig selv og dissocher, og bare sådan slet ikke er til stede. Jamen har man jo strategier for, hvordan man kan træde frem og være i sig selv. Altså hvor man er sig selv med, og prøver blive bevidst om det. Der er jo. Der er så mange ting i det vild er.

SPEAKER_00 20:59

Mærlig spiller videre her.

SPEAKER_02 21:01

Det er jo bare indflydelse på de handling, vi tager. Jeg har den her oplevelse af, at vi bevæger os i flere lag. Flere lag er os selv på samme tid. Hvor en del af os står midt i det nuværende øjeblik, og mærker det, der er tæt på. Den der modstand og føles lige nu. De tanker, der prøver at tale os fra det lige nu. Mens der en anden del, der allerede befinder sig længere frem. Længere frem i tiden, når måske enten står med konsekvenserne. Eller det lille liv, som kunne være derover på den anden side. Det vi vælger, det vi ikke vælger at gøre. Eller udleve personen. Og forbindelsen mellem de her to kan godt føles. Subtil eller svag, eller som om den ikke helt, og det er den heller ikke forankret det samme sted i os. Der er den der del, der står her og orienterer sig mod det, der føles mest komfortabel, det, som jeg kender, det mest håndterbare, det mest rolige lige nu. Og så er der den der anden del af os, der står lidt længere frem, som kommer til at bære konsekvenserne af det, vi ikke tog handling på. Det, der blev udskudt, det, der fik lov til at vente, den drøm og den vision, der forbliv en drøm. Fordi vi faktisk ikke turde at handle på det. Og i øjeblikket, når vi når vi gør det eller trækker os tilbage, så kan det godt føles som en måde at tage varer på os selv, beskytte os selv. Hælge det der er lettest. Skab lidt mere plads lige nu og her. Og samtidig med så ved vi godt, at et sted i os, at det derude, det forsvinder ikke. Det bevæger sig videre og det lander igen. Men det kan være lidt mere tyngde, eller lidt flere konsekvenser eller lidt sværre at komme ud over kanten. Da jeg sad og lavet research i det her afsnit. Så læste jeg en forskningsartikel, og jeg kan faktisk ikke huske, hvilken artikel det var, for jeg har læst ret mange. Men jeg læste en artikel, der peger på det her med, at vi som mennesker ikke oplever en særlig følelsesmæssig forbindelse til vores fremtid i selv. Det er noget, vi skøres på. Og derfor får det, der ligger lidt længere frem, på en eller anden måde lidt mindre vægt i vores beslutninger, selvom vi udmærket godt ved, at det har betydning for, hvordan vores liv formes. Og på den måde så kommer vi sådan igen, og igen til at vælge det, som føles mest komfortabelt lige nu. Og overlede bevidst eller ubevidst konsekvenserne til en version af os selv. Som i øjeblikket i nu ikke helt mærkes som os. Som jo kunne være den version af os selv, der udlever den her vision, den her drøm eller den version, der tager konsekvensen af, at det ikke andet. Og samtidig så er der også noget andet, som jeg tror mange af jer skal genkende. Vi kan godt mærke det her mennesker, nu kalder jeg det hende, fordi jeg er selv en kvinde. Vi kan godt mærke vores fremtid, handlingskraftig og glæde version af selv. Vi kan se hende. Og det er en fornemmelse af den der version af os selv, som virkelig lever det, vi længes efter. Så bevæger sig i den der retning. Og den version af jer overhovedet ikke fremmede. Vi kan mærke, at hun er tæt på. Og alligevel så kan hun føles virket langt blik. I det øjeblik, vi står og skal tage det der første skridt, og vi skal tage den der handling. Og det kan på en eller anden måde potentielt blive meget konkret, for den version af os selv bliver ikke skabt senere. Hun bliver skarpt lige her. Lige her. Lind. I det valg. I det her øjeblik, i det her allerførste skridt, den allerførste bevægelse lige nu. Og det handler i virkeligheden ikke om de store handlinger. Det er det der lille skridt, hvor vi lige bliver i det, eller lige tager den der ekstra skridt i en ny retning. Gør noget andet end det, vi normalt ville gøre. Det, vi normalt ville gå væk fra. Hvor vi vælger det, der måske ikke føles mest godt?

SPEAKER_01 26:24

Lige præcis det der. Snakker jeg med en klient op forledet. Og han spørger, men hvordan gør jeg det? Og mit svær er sådan. Jeg tror, det første, du gør, det er at sætte tempo ned. Altså det er at give langsomheden lov til at leve. Fordi vi har så meget lettere ved at tage de i går sådan en rigtige beslutninger. Mens vi er langsomme. Og vi er hurtige, så er vi ofte i banen, og så er det så svært at gøre noget andet. Og det, man jo også kan gøre for at opdage de her små nye bevægelser. Det er jo, og det har vi nok også sagt før i den der podcast, men det er jo den der kan sige daglige, kropslig praksis. Og enden det er at tjekke ind med sig selv i er åndegrættet, eller via at gå på bare fødder, eller gå i noget koldt vand, eller lyt til noget meditation, hvor det var. Men det er bare sådan for at sige, at det åbenlyse spørgsmål er, når vi kommer her til. Altså sådan forfærd, man kan gøre. Og. Og synes jeg også, der er rigtig fint sagt af en at det handler om små ting. Det er så god en pointe. Det handler om små ting til at starte med. For så er det også meget lettere at gå i gang med. Det kan tit være så overskueligt, hvis vi tænker, at nu skal jeg spise sund, og jeg skal tænke nogle gode tanker, eller pådyte sig selv alt muligt. At bruge ordet, burde. Eller prøve at forvemte, hvordan ting skal føles. Eller et eller andet bare giver sig selv lov til at ændre en lille bidde smule. Med omsorg på sig selv og en masse tundmodighed. Så det er i hvert fald få enkelt værktøj til, hvordan hvordan er det nu, vi kan opdage.

SPEAKER_00 28:48

Ja, helt klart. Jeg tænker også, at der er mange rejser. Altså det kan se ud på rigtig mange måder, ikke? Jeg tror ikke, jeg fik et lignende spørgsmål den der podcast. Jeg var med i, som jeg også kan fortælle dem, før vi begyndte at optage. Jeg har været gæst en podcast, hvor jeg ikke scre et spørgsmål, men sådan afslutningspis, den handler om mænd og følelser.

SPEAKER_01 29:18

Og så, at man kan godt lide det.

SPEAKER_00 29:21

Som man siger med Dan og Louise.

SPEAKER_01 29:24

Dan løber Lise Krunborg.

SPEAKER_00 29:26

Yes.

SPEAKER_01 29:28

Så dejlige mennesker.

SPEAKER_00 29:30

Gore mennesker.

SPEAKER_01 29:33

Sejt her?

SPEAKER_00 29:37

Og der tror jeg, jeg bliver spurgt noget med, hvordan man ligesom. Hvor starter med. Altså som mand, hvis man gerne vil mærke sin freelser. Og det er jo lidt, det du lige har talt ind i med de der små ting. Jeg virken er det jo. Det er jo der, det starter, at store forandringer kan godt på overfladen. Se små ud. Altså det der med fx at gå med bare taget. Det lyder jo så simpelt, så det nærmest er sådan. Men der er en sandhed i det. Fordi alt det her, også med at præstinere. Viktens og krops terbi, det handler om at begynde at mærke sig selv. Og tu at mærke sig selv. Og mærke det, man mærker. Og det er jo både sandsigt og følelsesmæssigt og tankemæssigt. Og tur at være med det, der er. Og være med den modstand, der potentielt kan være.

SPEAKER_01 30:38

Ja. Det er der forandring ligger i det lille spændingspund, vi har det. Men lige præcis.

SPEAKER_00 30:43

Og hvad er det, og hvad i det der tolerancevindue? Og det er jo det, vi hjælper vores klater til. Det er at møde de her steder i os selv. Man møde det på en måde, hvor vi kan være der. Så vi kan udvide den her indre kapacitet. Og det er jo bare en kæmpe rejse eller sådan at kæmpe for sted på den måde. Det er jo sådan livs lang ting. Og på en eller måde det er jo en ny måde at være i verden på. Så man kan tage små filet skridt i retning mod i bare tercis.

SPEAKER_01 31:18

Det er det kroft i en kærlig, at man kan få lov til at sige i tryghed og gå lidt ud af sin kapacitets cirkel. Mens man er holdet i hånden. Og det er kræver selvfølgelig, som hun også siger, Christine her, at man godt kan se der, hvor man gerne vil hen. Men jo som noget måske lidt udefinerbart. Men der er en anden længsel eller en anden fornemmelse af, at man godt vil et sted hen. Men vil også godt have lidt støtte til det. Ligesom og kunne finde dig hen. Og så siger hun også, eller måske har hun ikke sagt det. Det er lidt i tvivl om. Men jeg synes, der er noget interessant i, at hun siger, at forskningen peger på det der med, at hvis man ikke går der hen, så har man faktisk ikke mistet noget. Jeg har ikke sagt det. Det kommer så. Men det synes jeg bare interessant, fordi jeg har også kendt der på Brixen som sådan, hvor vi taler om de her ting, hvor det er sådan, okay. Jamen jeg har bare fejret totalt. Firet ikke har slet ikke prøvet mig selv nok af, eller jeg har bare gjort det og plejet igen og igen. Men der er faktisk, ifølge den her forskning, hun henviser til ikke noget då sig selv over i hovedet over, ud over at selvfølgelig, man har mistet noget tid af sit liv og fred af det, men man har faktisk ikke gået tilbage i udviklingen. Det synes jeg er lidt opløftende på den måde.

SPEAKER_00 33:08

Kæmpe opløsning. Er det ikke det? Det skal vi selv om det kommer her. Det kan være, at det kommer.

SPEAKER_02 33:14

Men som er en retning af det, vi faktisk gerne vil, og det vi drømmer om. Og det er bare så enormt vigtigt her, at vi lærer kroppen være med, selvom der er en uro, hvor vi bliver i kontakten i stedet for at skub det videre. For hver eneste gang, vi handler i en retning af der, vi gerne vil hen, der vi allerede ved, at vi godt kan være, så bliver den her fremtide evasion er også mindre fjerne. Vi kommer tættere på mere virkelig, mere os, mere virkelig forankret i vores krop og vores nervosystem i hele os. Og så begynder vi at støtte vores fremtid selv. Vi bliver langsomt det der menneske igennem den der allerførste handling lige nu. Jeg kunne godt tænke mig at tale ind i det der øjeblik, hvor udsættelsen starter. For der sker noget meget afgørende. Der sker noget meget afgørende i os i det øjeblik, og det er ofte virkelig subtilt og så hurtigt, at vi først opdær det, når vi allerede er et helt andet sted gået tilbage. Og det er netop derfor, at det bliver så vigtigt at begynde at få øje på den mekanisme, mens den er i gang. At mærke, hvordan den udfolder sig i os, hvordan mærkes det i kroppen. Hver det for tanker, der kommer på spil, for det ser forskelligt ud i os alle sammen. Jeg får den der fornemmelse af, og i virkeligheden billed af for mig selv, at jeg står på kanten af Grand Canyon. Jeg skal udvikle noget, jeg rigtig gerne vil. Jeg kan sådan virkelig se det her billede, og jeg skal hoppe ud over kanten. Både med tillid og med handkræft. Jeg ved ikke, om du kender den følelse. Det er noget, vi har tænkt på længe. Vi har mærket det, og som vi ved, er så enormt vigtige. Og der begynder altså ske noget inde iden i vores krop, som kan være en lille smule svært at sætte ord på til at starte med, fordi det sådan lige nu ikke føles så dramatisk, det er den der subtile fornendelse af, at der lille bitte skift. Det er noget, der sker både i vores tanker og i vores krop og vores nervosystem. Og vi søger mod det, vi kender. Så prøv en gang at lægge mærke til, når du står i sådan et øjeblik, hvor du skal hen imod det, du godt ved, ligger derude, som du gerne vil. Så prøv at lægge mærke til, hvad der sker i dig. Bler du træt, bliver du tung, bliver du overvendet. Blier du orolig, for du lyst til at gøre hele huset rent, eller lige sætte dig med de mindre vigtige opgaver, og det skal jo også gøres. Men i stedet for at bevæge dig ud over kanten. Med nærværende lige nu. Med det der, som ikke har formet sig helt lige nu. Den der vej, som du ikke helt kan se, men du ved den er. Bå jeg mærke, at det er for en indre modstand, som sætter i gang i dig. Læg mærke til det kropsligt. Noget, der sådan ligesom, jeg kan få sådan en følelse af noget, der sådan lige strammer sig sammen helt in i midten af mig. Og så vil jeg gerne givet hen i det, som er velkendt. Og som gør, at det vi stod med lige for et øjeblik siden, måske ikke føles helt så tilgængeligt længere, eller det føles svært. Og det giver mening, at de her mekanismer sker, for det skaber sådan en form for ledelse i systemet, hvor det føles, hvor det, der føles sådan lidt intenst eller lidt uroligt, så kan det lige få lov til at falde til ro. Og i det så er der også forskning, der per på, at vi ikke egentlig bevæger os væk fra opgaven eller visionen som sådan. Men fra den følelse, der opstår i os, når vi nærmer den, eller når vi nærmer os, den, når vi nærmer os det der nyested. Og den sensation og bevægelse inde i kroppen bliver forstærket, fordi den der skaber den der umiddelbare oplevelse af, at så får vi det lidt bedre. Og så gentager det sig. Og så bliver vi ved med at udsende og udsætte og udsætte. Fordi det virker. Den der følelse af at få det lidt bedre lige nu. Så når vi virkelig skal træde ud over kanten, så er det også vigtigt, at vi tillader så mærke den der puls, der går op, den der spænding, den der, hvad det nu er for dig. Så det er vigtigt, at vi begynder for øje på det. Og hvis vi begynder at få øje på det her øjeblik, så kan vi begynde at arbejde med det. Vi kan begynde at vende det. Vi kan begynde at tage et mere bevidst valg. Træder jeg ind i det, der kender. Eller går jeg den anden vej. Og det her embodiment eller sådan kropsliggørelse, sådan bliver virkelig virkelig vigtigt, for det er meget, meget kropsligt. Det sker lynvort. For i stedet for at følge bevægelsen væk, der sker der så, hvis du bliver i kroppen. Blier i det der, der opstår, i den der spænding, i den der uro, i det der der larmer, i den der del, der reagerer. Og vi lærer den hverdag. Lærer den være, giver os lov til at mærke den uden at skøne os vidre, så får vi lov til at komme i kontakt. Kræver, det er en stor beslutning at blive i kontakt, måske gør det, men det kræver i første omgang, at vi har opmærksom opmærksomhed. Det kræver, at vi har nærvær lige der, hvor vi i ved at forlade det og faktisk vælger at blive. Når vi bliver i det der øjeblik, hvor vi ellers vil bevæge os væk, så kan det være, at noget andet faktisk begynder at boble op eller træde frem. Det kan være, at vi begynder at mærke sådan en tydelighed i, at den bevægelse, vi har tolket som modstand eller dårnenskab, eller udsættelse i virkeligheden rummer den der beskyttelse, hvor den her del af os registreret intensiteten i det, vi står overfor. Og så kan vi spørge os selv om, hvad handler det her egentlig om? Hvad handler den her indræg beskyttelse? Det her træk imer. Hvad handler det om? Måske handler det om et pres. Måske handler det om frygten for at blive set eller hørt. Måske handler det om også en frygt, måske for at træde ind i noget, hvor vi ikke helt ved, hvordan det kan blive modtaget. Vi ved ikke, hvordan det kan formes. Eller om den der enorme soverleder, der ligger i faktisk at tage vores egne ønsker alvorlig, og faktisk tage ansvar for det liv, vi gerne vil leve. Og den energi, der opstår inde i os, inde i krokken, den er jo det jo. Det kan jo føles om orro, det kan føles som tvivl, det kan føles som resløshed. Og det kan også let blive tolket som et tegn på, at det er måske også bare bedre at trække sig en smule tilbage. Eller går igennem os. Men er det virkelig det? Noget af det, jeg gerne frem til. Det er, når det her gentager sig, når vi bliver ved med at udsætte det, vi drømmer om, så begynder det også at sætte spor i vores relation til os selv. Og det her er vigtigt. Fordi vi igen og igen bevæger os væk fra det, vi mærker, det, vi har lyst til, og det skaber en afstand, hvor vi kan langsomme sådan miste fornemmelsen af, at vi følger os selv. Og det kan påvirke vores selvtid, vores selvbillet, vores selvværende. Og jeg får næsten lyst at sige lige her. Tilllid til dig selv kan opstå igennem handling. Eller det kan opstå igennem at møde op for dig selv. Gør den der lille tingt anderledes. Igen at blive med det. Også når det føles virkelig uvant eller mega ubehageligt, og det kræver noget helt nyt af os. For når vi sådan igen og igen, og igen og igen vælge lettelsen eller det, der føles komfortabelt lige nu, så bliver det faktisk til sådan en, det bliver tæt pres senere. Det bliver tungere at starte næste gang. Og det kan førte til endnu en gang og bevæge os mod det, der føles mest komfortabel. Og så kan vi blive der. Og der kan vi blive overvist. Men hvad nu hvis vi i stedet for kan begynde at støtte den der fremtidige person af selv ret konkret. For det hver eneste gang, vi vælger at gøre noget andet, hver eneste gang, vi træder ind i det, vi mærker, vi skal, så bliver det en lille smule lettere for os senere. Så vi lærer vores nævnsystem, vores krop, og vi begynder også at bygge den her forbindelse mellem den vi er i dag, den vi er inde lige nu, og den vi er på vej til at blive. Så med de der små, små små skridt, den der lille anderledes handling, den der, hvor du lige bliver. Så træder du faktisk allerede end i dit fremtid, selv. Så sådan her afslutningsvis, så handler det her måske ikke om at ændre hele dit liv lige nu. Måske handler det i virkeligheden om, til at starte med at begynder at lægge mærke til det her ene øjeblik. Det her ene øjeblik, hvor du står på kanten af dit bjer. Hvor du virkelig kan mærke det der susav det, der ligger derude. Hvor du virkelig kan mærke, hvor du ved, altså du ved bare, hvad det er, der kalder på dig. Og det kan være små og store ting. Der hvor du plejer at gå væk, eller trække dig, eller gøre det andet som er lettere. Men lige der, så vælger du at blive. For det er nemlig lige der. I de der små bald. I det øjeblik, hvor du vælger at blive i det? Eller lade din opmærksomhed smut væk i den stund. Måske kan du i det øjeblik stille dig selv et andet spørgsmål. Hvad er retningen af det liv, du faktisk gerne leve. Hvad er retningen af den version af dig, som du faktisk allerede kan mærke, og så tager det første lidt skridt derfra. Også når det føles uventet. Også når det føles simpelthen så skærer. Også når kroppen reagerer. Kroppen reagerer også. Fordi, der kan være noget vigtigt det her. Jeg ser ofte den der modstand, som jeg har modstand på tingene. Eller modstand på en handling, jeg skal lave. Jeg mærker det sådan tydeligt i mit bryst. Og jeg begynder at lære også, at så ved jeg bare, at det her er mega vigtigt. Og selvom det er nyt. For det er der, vi begynder at bygge den der forbindelse. Mellem den, du er, og den du vil at blive. Og måske kan det være sådan, at du faktisk træder ind i den version, lige her. I det næste vand, jeg vil slutte her for i dag. Og så vil jeg tage det valg. Ik at udsætte det næste afsnit lige så længe.

SPEAKER_01 46:42

Det er godt sagt, var der mange fuldstændig føde på endet.

SPEAKER_00 46:47

Et vildt afsnit. På den måde, at det på eller måde handler det om, altså det her begreb at bekastinere. Men i virkeligheden handler det om det hele.

SPEAKER_01 46:55

Det gør det.

SPEAKER_00 46:56

Fordi, alle de her ting, som Christine ser, som jeg synes, det er jo virkelig, at jeg godt forstå. Du sagde til mig, før vi ikke i gang der lidt til det fem gange.

SPEAKER_01 47:03

Ja, og det er for lidt.

SPEAKER_00 47:04

Det er for lidt. Og jeg mener, fordi der er virkelig ting her, altså, som jeg i hvert fald kan mærke, at jeg har lyst til at genbesøge og lyt til igen. Fori der er så meget i det. Og hvis jeg bare synde skal sætte den ord på det lige nu, hvad jeg sådan mærker, og hvad det giver mig. Og så er det jo det der med, hver gang, vi mærker noget. En følelse og impuls, og det. Vi har lyst til. Det vi ikke har lyst til at mærke. Modstand, frygt, særlig, whatever, man vi har hvert fald over, vi har lyst af sætte på. Så har vi et valg der i virkeligheden, om vi vil forkaste det, og så fx lave en overpringshandling, eller lade være med at gøre det, vi nu engang skal gøre, eller om vi går ind i det og mærker det, og er til sted med det. Og på den måde lærer os selv og vores kroft og vores næresystemer en ny vej. Og det er det, det kan tage tid, og det er små spredt. Men i virkeligheden, hvis vi gør det, så gør vi os selv en kæmpe tjeneste. Forstå for den måde at fremtid i os på vej andet sted. Og det synes jeg bare, det er furt for mig, hvis det skulle kåle ind til et eller andet. H jeg trækker ud her i min første løgning af den her episode, hvor jeg bare tænker, det er godt. Det er vildt godt. Det er virkelig sådan. Jeg tænker vi to, der skal ikke stejer med dig og resurer med mig, når man selv har selvstændig og har noget projekter, noget podcast, og ellers på måder, hvor man ligesom. Jeg kan i hvert fald genkende den derkrastineringsfølelse. Ik er sådan, hvor skal vi også udgive. Det er det godt nok, og så videre så vidt, hvad der nu kunne være af modstand, jævne du kan mærke, på den her rejser, så det er stærkt.

SPEAKER_01 48:51

Ja, det er det virgert. Og det er. Jeg tænker, også på sådan et kollektivt plan, det her med at gå ind og være i det her, vi kan godt kalde kaldet ubehag eller uro, eller vi kan også kalde det for angst. Det er også der, vi er ude nogle gange. Altså når sprængen er store eller nogle gange for store, så kan man jo godt nogle gange føle det der frig. Men bare for at hæve det op på sådan et kollektivt plan. Altså når vi gør det, så gør vi det jo også typisk for at vende hjem, altså gør vi det med en form for hjertenergi frem for at blive ved med at være i man kan også kalde det stærkationen, hvis man ikke bevæger sig ud, så kan man have en større tendens til måske at være i hovedet, eller måske at være i frygt, eller peger finger af nogle andre. Så der er bare virkelig stor forskel på at være de to steder, også på to forskellige sådan bevidsthedsniveauer. For først kaster os ud i det og prøver at sige vende hjem, så tror jeg også, at det på et kollektivt plan bare har en kæmpe stor betydning for den energi, vi er i og bevæger os i. Så på den måde tror jeg også, at det var derfor, der resonerer så meget i mig, fordi jo flere der kan forsøge at kaste sig ud i at være i det her felt mellem at være den man er, og så alligevel være et på vej hen et andet sted, altså på vej hen ikke, hvad kan man sige et mere kærligt sted af det jo typisk. Det er, det har vi brug for alle fang. Og det er det synes jeg bare månder appeller til at være lidt nøret omkring det. Og det er. Det klærer bare hele hendes univers. Og så følger jeg også lidt på Instagram, og sådan det ladder også til, at hun er på vejt sted hen. Så det er også for, kun laver det her, og også for måske ligesom bare og sige til dem, der lyder til vores, at den er kirjastine i lumisterer i verden, og hun er også virkelig hver søge lidt på, eller kigge lidt efter, fordi sådan hendes udskab og hendes energi.

SPEAKER_00 51:43

Den er virkelig rekt og virkelig fine, og det bør alle ved, helt klart, og det kan måske være afslutningsvis, det vi efterlader folk med at vide, at man ikke præcis kan finde Jardin på forskellige sociale medier. Vi kommer til at længe i en episode beskrivelsen til hin. Og jeg ved, hun er kropsterpækisk behandler i Mandø, men hun har flere online ting. Jeg ved, hun danser noget, der fylder meget for end og sommeren har sådan et dansseforløb, så man vil og mærkset selv. Og det formelt på anden mulig måder. Så det er bare fordi det er med i fan til at tjek det ud, enten de online ting, eller potentielt kan du ikke så langt til eller nu. Og sådan ikke fra Kastine. Der er at sige. Det er nog en afder. Og episoden, eller hvad hedder det? Hendes podcast, den hedder Sold Screen, så man også kan finde de steder, hvor man lytter. F.eks. til den her podcast. Der kan man helt sikkert også finde den. Og tak til Kastine, for vi måtte.

SPEAKER_01 52:53

Kæmpe tak.

SPEAKER_00 52:54

Prog og hendes, hendes episode her i borus. Og rasmus, tak for at bring det i spil. Ja, selvfølgelig. Jeg har været på nogle småster på, at vi skulle lytte til den her. Det er bare en klar. Det var stærkt. Det var en god beslutning. Fantastisk. Så tak for det.

SPEAKER_01 53:12

Tak selvet og tak til alle, der har lytte med. Vi er så med.