Den, hvor vi læser kapitel 1 i Traumer af Evaloa Schou

I denne episode af Kropslig Talt begynder Emil og Rasmus på en ny rejse. Sammen læser de kapitel for kapitel af bogen Traumer af Evaloa Schou – og i dette første afsnit dykker de ned i bogens første kapitel, som udfolder spørgsmålet: Hvad er et traume egentlig?

Med afsæt i Evaloas ord undersøger de en forståelse af traumer, der rækker langt ud over de dramatiske enkelthændelser, vi ofte forbinder med begrebet. Samtalen kredser om, hvordan et traume ikke nødvendigvis handler om det, der skete – men om det, der skete i kroppen, når noget blev for overvældende, og nervesystemet ikke fandt tilbage til tryghed. En forståelse, der åbner for et langt mere nuanceret blik på både os selv og de mennesker, vi møder.

Undervejs deler Emil og Rasmus refleksioner fra deres arbejde som kropsterapeuter. Om oplevelsen af, at mennesker ofte ikke kun har brug for at forstå deres historie – men også for at mærke noget nyt. At blive mødt, holdt og set i et trygt rum kan være begyndelsen på nye kropslige erfaringer, som langsomt kan skabe bevægelse der, hvor kroppen har holdt fast i mange år.

Et centralt tema i episoden bliver sanserne. For hvis traumer lever i kroppen, må heling også begynde der. Emil og Rasmus taler om, hvordan vores moderne kultur ofte har adskilt krop og sind, mens Evaloa inviterer til en forståelse af mennesket som en helhed, hvor sanser, nervesystem og bevidsthed hele tiden spiller sammen.

Samtalen bevæger sig også ind i tempoets betydning. Om hvorfor langsomhed, gentagelse og tålmodighed måske er nogle af de vigtigste ingredienser i heling. For kroppen lader sig ikke presse til forandring – den inviteres til den, lidt efter lidt, i et tempo hvor trygheden kan følge med.

Til sidst løfter samtalen blikket fra individet til fællesskabet. Hvad nu hvis vores arbejde med os selv ikke kun handler om os selv? Hvad nu hvis den største arv, vi kan give videre, er større kropslig modenhed, mere relationel kapacitet og mindre overlevelse? En tanke, der bliver stående længe efter, mikrofonerne er slukket.

En samtale om traumer, kroppen og begyndelsen på en fælles læserejse. Om at forstå lidt mindre med hovedet – og lidt mere med hele kroppen.

Du kan booke tid til kropsterapi hos Rasmus her:
https://system.easypractice.net/book/kropsterapeace#choose-service

Du kan booke tid til kropsterapi hos Emil her:
https://kropsterapi-v-emil-dahl.planway.com/

Transcript

SPEAKER_00 0:01

Og med det så bliver der stillet her i mit behandel lokalus. Velkommen til den her episode af Kropet. Jeg hedder Enligdag, og jeg sidder her sammen med min ven og min marker. Rasmus Pæsten.

SPEAKER_01 0:19

Det er så dejligt. Det er så dejligt, når der. Er nogen dernavn på den måde. Og du ligesom lærer lidt hurtigt. Det er lige ud. Det er noget ekstra kant til det. Tysk.

SPEAKER_00 0:32

Og rasmus er. Vi skal jo optage et afsnyt her. Og vi skal optage. Jeg så ikke anderledes afsnit forstå på den måde, at vi skal. I virkeligheden ligesom vi også sagde i sidste afsnitt. Vi skal gøre noget, vi ikke har gjort før, men noget vi kommer til at gøre i flere afsnit fremover. Fordi vi skal læse et bog. Og det er en bog, som vi faktisk har omt tidligere i tidligere afsnit. Og han forfatter til bogen, som vi omtet tidligere afsnit. Vil du ikke for lyder en sådan ord på hvor en bå det, og hvorfor det har valgt, at vi skal læse det.

SPEAKER_02 1:10

Jo. Det er bogen, der hedder Traumar. Kroppen husker det, simt af Ivaler skår. Og som jeg også nævnt tidligere, der inspireret jeg spør virkelig meget måden, den er skrevet på, og den her lidt tilgængelige måde at forstå noget, der egentlig ret komplekst, så som tramer. Og det er egentlig med afside i det, at vi vælger at kaste os ud i og prøve at dele vores reflektioner omkring det, vi ligesom får ud af i dag i det her tilfælde første kapitel.

SPEAKER_00 2:06

Og ja, fordi sådan helt lavaktisk, så har vi jo tænkt, at vi vil over noget tid læser de her kapitler, og optage afsnit til hver kapitel, når vi se, hvordan det kommer til at spand ud der 14 kapitler, så det kan være undervejs, at vi slår nogen sammen. Det var der vi hen og vejen. Men jeg tror, at vi har gandet, jeg har haft en så stor lyst til at læse den her bog, og måske også bruge noget mere tid på den for virkelig og kunne suge det, der står i den. Og så tænkte jeg, at det var mega oplagt at tage lytteren til jer med på den rejse. Fordi vi har en. Det kan jeg allerede sig nu efter at læse første kapitel. Der er simpelthen så mange, der er så meget guld i den, som vi gerne vil have, og vi også gerne vil give videre til jer, der nytt med. Så det er i hvert fald intentionen, og så må vi se, hvor vinder præcis.

SPEAKER_02 3:10

Og det første kapit her nem. Der går hun jo en lille smule i dybden med, hvad tramer egentlig er, og hun beskriver det på nogle forskellige måder. Nået har hun lidt, hvor kan man sige stjålet for nogle andre, der har prøvet at beskrive det, og mange af sætningerne har hun tror jeg selv erfaring kommet frem til. Så det her lidt lyst til, måske bare lige at læse lidt op af, bare for at få det på plads i forhold til evaluas syn på. Hvad er traum. For det er jo bare et ord, som man siger lidt nu om stunder i flæk. Det bliver brugt ofte. Vi to går begge meget op i fodbold. Og selv i den verden hører jeg fodboldkommentator ind i mellem siger, at han lavede en forkert aflevering, eller han lavet et selvå. Det er et travet for livet. Det er en travme for en hel nation afgæren er røret ud. Osvider og så videre. Men måske har morgen Bud ikke læst den her bognu. Det ved jeg ikke. Det må jeg spørge her på et tidspunkt. Jeg læser bare lige et par af dem op. Hun skriver her. Den går i låder. Hvad mener jeg, når jeg siger travme? Der findes mange definitioner på tramer. Nogle er præcise, andre er for simplede. Når jeg bruger ordet travme i denne bog, taler jeg ikke om ekstreme hændelser, men om det, der sker i kroppen, når noget bliver overvendende, ikke for mulighed for at finde tryg, og ikke for mulighed for at finde tryghed igen. For mig kan det travme blandt andet forstås samt.

SPEAKER_00 5:31

Må jeg stække en pinde der mit ord. Når jeg bruger ordet travme i den bog, taler jeg ikke kun om ekstreme. Så det er både ekstrem, men det kan også ikke være ekstremse, så synes jeg bare en vigtigt. Det er det. Så det var bare lige for at smidt den.

SPEAKER_02 5:45

Just godt set. Den første, som skriver her, det er travet af ikke selve oplevelsen, men det kroppen holder fast i, fordi noget var for meget, for tidligt, for pludseligt, eller fordi vi står alene med det. Og det er jo allerede interessant i forhold til, at den samme hændelse for to forskellige personer, kan for den ene være tragfølge, og for den anden være noget, som slet ikke sætter sig på samme måde, fordi personen netop måske bliver krebet, eller ikke har den her alene følelse.

SPEAKER_03 6:28

Jeg kan ikke ja.

SPEAKER_02 6:29

Og det er. Det taler jo også så meget ind, hvis vi bare lige skal ud af den første. Men i forhold til vores arbejde med mennesker på brikken, der kommer med adskellige udfordringer og har en trame og en særke krop med sig, hvor det der moment, hvor mennesker lige pludselig føler sig holdt eller grebet set hørt anerkendt, whatever kan gøre ved det der nogle gange sådan ensomhedsopløsen fornemmelse, der sker i mennesker, i form af at de bliver mødt i noget, de har stået alene med, måske i et langt liv.

SPEAKER_03 7:22

Ja.

SPEAKER_00 7:23

Jeg synes virkelig også, at nu står det her, at der står fritt efter Peter Le Vine, som også er kendt forfatter inden for det her fælles med trame. Og det minder mig om. Der var en afsnit, hvor vi læste lidt op fra den der bog, der hedder My Normal, hvor vi også tale om det program. H definitionen af travlet var. Og han gør det samme ved at trække også på Peter Leg her. Og kommer lige præcis med den stærkere pointer, både for at understå det, du siger, men også det, hun skriver her, at det ikke henden, der er travet, men det, der sker i kroppen. Og jeg tror, på det tidspunkt, jeg kan huske, om det var et eksempel. Vi har bare talt frem, at når det står i nyt om det normalt med det her med billeheld, det kan man godt tænke sådan traumatiserende. Og det er jo rigtigt potentielt kan det være traumatiserende at være impliceret i bluheld, men det er ikke uheld i sig selv. Det er det, der sker kropsligt. Fordi man kan være fire passagerer i en bil, eller så har man fire forskellige oplevelser af en del af billig. Og det er ting, der kan følge med i forhold til det, der gør kropstligt med hver passager.

SPEAKER_02 8:31

Jamen det er så interessant.

SPEAKER_00 8:33

Og der vi tilbage så den der med, om hændelser er store eller små. Det er ikke det der det afgørende, men det er hvad det gør kropst. Og det er jo der vi både har, det vil måske kunne tænke som nogle af de der helt, altså voldstrøme hændelser som overgrebet boldægter eller folk der i krig. Som kan være traumatiserende, men også de her små ting, som er stukket af en sig, da man var lidt, eller man fik noget lidt galt i halsen, hvor der var ikke nogen far på færre som slot, men alligevel så sat det så dygt grobtigt på et helt særligt tidspunkt, som man så bær med sig senere i sit liv. Eller sådan, at både det, men også at været udsat for et overgreb, som har sat sig som et travme. Det helt af den der travmeskala og kan gøre noget kropsligt.

SPEAKER_02 9:33

Ja, og travmeskalerne er også interessant i forhold til du nævner her nogle enkelstående episoder i forhold til et biduhl, eller et vidstæk eller noget i momentet, der ligesom gør. Og så er der også, hvad kan man sige, de travmer, som er sådan lidt mere strakt ud, hvor man ikke får det, man måske burde få i forhold til at kunne blive rummet af sine primære omsorgspersoner i kædlighed, eller vred, eller støtte i sov, eller hvad andet kan være. Men man ligesom udvikler en eller anden form for, at man skal pakke den der rede lidt væk, eller man må ikke udtrykke den der kraftfulde form, man egentlig har behov for, at man ligesom bliver lakt lidt lov på herover. Let være med det der i mil, eller det skal du ikke gøre, eller hvad med græd. Al de der ting, som jo over tid kan udvikle sig til energi i kroppen og frygt for mange ting.

SPEAKER_00 10:36

Ja så det kan både være totalt voldsomt eksplosivt, men som du ser kan da også være mere subtilt. Og det er måske en meget stærk punkt, fordi tilbage til du nævner med, at ordet bliver brugt i flem er så travmer. Og der tror jeg, at for de fleste af jer, der tænker vi jo som det der eksplosiv. Det voldsomme. Der springer i løgen, eller der er noget der. Det var et traum. Og i virkeligheden, så dækker ordet over meget mere.

SPEAKER_02 11:06

Det gør det. Det gør det mere. Jeg læser bare lige et par linjer mere. Herover skriver. Et traum af fortidsfor, der spænder ben for os i nu tid. Og så skriver hun travmer af en udløsning af det biologiske alarskab, som er blevet permanent. Trammerbor indlejet i kroppen måde at møde verden på her og nu, og kan derfor også hæves igennem nye kropslige erfaringer. Der synes jeg også godt, at vi kan smide kropsterpien lidt i puldin her. Fordi min erfaring, og det tror jeg også er din. Er, at der kommer jo nogle gange nogle mennesker, der siger noget. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er gået til psykolog i flere år, og det er lidt det samme drum, og der er ikke så meget udvikling. Så nu er jeg her. Uden at forklare noget som helst af det psykologer kan, så er det i hvert fald også gået op for mig mere og mere ved at behandle mere og mere og have flere mennesker mellem hænderne, at det her med, at der er vansoven, altså berøring i sig selv skaber den her tryghedsfornemmelse og opløser den her ensomhed, der kan medfølge de her hændelser. Gør bare, at sandsynligheden for, at der er mulighed for opløsning eller hæning. Fundamentet for det er i hvert fald måske mere til stede, fordi man har den der følelse af tryghed, og at man er get i det der er på spil.

SPEAKER_00 13:12

Helt klart. Og på et eller andet, så beværge vi også, i det kapit, virkelig handler om, fordi overskriften på kapitlet er, at vi sender. Derfor er vi. Og sen så skriver hun, at tramer lever ikke først i forståelsen, men i kroppen, og det der sker før tænker. Og der er vi lige præcis på det der med, at når man er faktisk en almindelig samtale, så vi ikke, fordi det har også plads og det sted. Men der er man jo som udgangspunkt i rationalitet i at prøve at forstå rationelt, hvad der sker dengang i fortiden. Hvor det vi taler om i forhold til man krops af pin, men også bare det kropsligt arbejde. Der er vi standningen. Og standsningen kommer førationalitet, fordi travret bor der. Og det er jo lige faktisk på noget af det i forhold til overskrift, og det vil talt om i værdan af. Hvad skal vi konskanke og måske også, det er kan. At sanderne går forud for det rationet.

SPEAKER_02 14:20

Det er så vigtigt. Det er virkelig vigtigt. Og så er det stort spørgsmål i Mid jof, hvordan er det nu, man får de der nye sæmer i forhold til at kunne hele, hvis vi kan bruge det år. Og der er det ikke ombaring er et rigtig ord for mig. Men jeg blev i hvert fald. Både mødt selv i mit eben, men også i forhold til rollen, som vi handler i, at hun beskriver den der langsomhed som virkelig et værktøj og en tålmodighed, der skal til, fordi kroppen bare er langsom. Og den der venlighed, man bliver nødt til at have mod sig selv. Så en af modstanderne i, at man gerne vil det her målt. Det kan faktisk begrænse en i går i det tempo, det skal gå. Og jo mindre fart jeg er på, og jo mindre jeg kan slå mig selv overven i hovedet med, at det ikke går hurtigt nok. Eller jeg er også for dårligt, fordi jeg ved alt det her med mit hoved og kogend. Jeg kender alle mine mekanismer. Men bang så står du bare i en eller anden given situation, og alt reagerer bare som det plejer. Det er bare så vigtigt at sige, at langsomhed og tålmodighed er end i det arbejd.

SPEAKER_00 16:06

I forhold til det, der skriver hun, nævnesystemet elsker langsomlighed og pålidelige gentagelser. Kroppen elsker, når vi rent faktisk slutter til den scener. Så får vi over tid helt naturligt lidt mere båndbred og større fleksibilitet. Vores forsvar kan skleppe begrebet lidt. Det betyder, at vi gradvist kan råme mere uden at blive overvælet. Vores kapacitet til at være med sværere ting vokser. Det er i sin sens det, trav med hæling handler om. Og det synes jeg bare, bland med i forhold, at pakker det, du siger, eller total i forlænget af det, du lige har sagt, bare giver så god mening.

SPEAKER_02 16:44

Ja, i forhold til den der kapacitet cirkel. Man skal lidt ud over den, men i tryghed. Så det er sådan pendult fra, ligesom at træne noget, og være i den her urod og det her ubehag, og så gå tilbage. Men ja det, du vil sige.

SPEAKER_00 17:01

Ja, det er lige præcis det, du ser der. Der skriver, hun at udviklingen sker på grænsen mellem tryghed og utrykket, men aldrig på den utrykke side.

SPEAKER_02 17:10

Det er præcis.

SPEAKER_00 17:13

Det er fandme fedt. Det så godt.

SPEAKER_02 17:16

Jeg har også stræmt over her, så jeg elsker. Jeg elsker jo. Det er jo rigtig fedt det her indtil en arbejde og nede på jorden. Men når man tager noget op det kollektive sætter ikke. Altså når det sådan for helheden. Det er jo. Det er jo helt. Hun skriver. Jeg tror, at den egentlige rigdom, vi kan give videre til kommende generationer, ikke er økonomisk vækst, men kropslig mådhed, relationel kapacitet og evnen til at være i verden uden konstant at være i overlevelse. Allerleder der synes jeg, det er godt skrev, for der er så mange mennesker, der både ubevidst og bevidst agerer i den her verden i en form for overlevelsmågt. Altså i højder skaber. Huskover videre her. Det er den ægte generation rigdom. Det er de skaber, der på den lange bane kan bringe hæving med sig for både os. For både os og planet. Jeg tror, vi går en tid i møde, hvor vi som fællesskab bevæger os fra ubevidst nedaret travmer, handling i at færgt og ud fra en karkisk, linær livsanskuelse til en psykisk omsorgsfuld, kærlig og kræf forståelse af os selv og vores eksistens. Det håber jeg i hvert fald, så her. Måske er de mange stressyg, diagnoser og sammebrud ikke tang på sygdomme, men på kollektiv overgang, at der hænger sammen med tragmer, og hvordan vi hæder den. Det er jo nok et vilkår. Jeg tror på, det er jo nok et vilkår, at vi skal igennem noget for at få nogle nye herkender. Og om det er en stressygmelling, som jo ofte er en rask værd. Eller om det er, at vi skal så meget igennem, mærke så meget. For at få den her indsigt i, hvad har vi egentlig behov for. Altså på et samfundsmæssigt plan. Men det samfundsmæssige plan skal jo komme fra kroppen, indde fra. Så vi skal erde noget. Og ofte for at erkende noget, handler det jo også om at kunne være i nogle svær ting. Ja, så det er. Det synes jeg bare. Jeg har det sådan. Jeg har det sådan, det skal alle. Altså de der linje der. Den må alle læse. Også dem, der er stressy. Eller har blakser med mange ting. Fordi du gør det, heel er ikke kun for dig. Det er så vigtigt, at sige, at hjælingen er ikke kun for dig. Det er for fællesskabet. Og det synes jeg bare er en vild motivationsfaktor. I forhold til at være i verden på en lidt anden måde.

SPEAKER_00 21:05

Og det er jo nærmest, det har vi også talt om i nogle afsnitt tilbage, men det er jo nærmest, at det bliver aktivisme. Og turmærken, tursendelse. Hvad er det rent faktisk, der sker ind i maskinrummet. Og så er det ændringen starter, eller hele længen starter. Og så er det af strukturerne i samfundet, eller hvordan omgivelserne ser ud, de begynder at ændre sig.

SPEAKER_02 21:26

Og synes jeg synes, at vi skal til at smide dig selv i pungen. Det mener jeg faktisk som den verdag. Jeg ser der som. I forhold til at gøre, jo, i forhold til det mener. I forhold til at gøre noget. Anderledes. Altså, og så netop stiller sig opart og turke ind i ting, som for andre i samhæng, du allig gør i, som for andre mere, måske er fløgt fra det der. Og jeg taler om det. Det der med at gå til fester og være med mennesker, hvor kulturen er. Man drikker sig ned, man har det vildt. Du er stadig en ung mand. Det gør det næsten for mig endnu mere imponerende end når vi andre kommer lidt op i år. Og du ved, at det måske lidt at sige, at jeg skal ikke dræbe i dag, fordi jeg skal en lille eller et eller andet. Du er en folken ung mand, du er 29. Altså.

SPEAKER_00 22:37

Jeg er helt klart. Og det er glad for du syn og tak. Og i virkeligheden tænker jeg, at det er det vi hver eneste gang nogen er os tørmærker. Og det er også den, når man smider den der stræssyg. Når man til nu kan ikke mere smider den. Altså, det er jo også en form for virkelig at ture, både tage ud af hamster hjulet, men også gøre noget andet. Og der kommer til at tænke på, at hun skriver, at meget af det vi kalder symptomer af kroppens forsøg på at skabe sammenhæng. Og vejen tilbage til hele ikke går igennem mere kontrol, men forbindelse. Så igen det der med, både på et kollektivt plan, så læser du det her med flere stressygler og de her tendenser, vi ser i samfundet, men også på det der individu plan. Altså den enkelte person, som kommer til dig og mig, som er stresset, eller deprimeret, eller har angst, eller blanding af de tre ting. At i virkeligheden så er kroppen, som sender signaler på alle mulige måder. Fordi den prøver at gøre opmærksom på noget, den kommer med forskellige syptomer. Og den prøver ligesom at finde en vej tilbage eller vise en vej tilbage til en helheden.

SPEAKER_02 23:52

Ja. Ja det er det. Ja, og hvordan fanden er nu, så man kommer ind i det her med at være tro det, man mærker, også man ikke rigtig mærker, så meget. Og det har vi også talt om lidt føret, og en tur med bare ter noget vand og sådan noget. Der kan jeg lige tilføje og påing en historie fra det virkelig liver sted i forden, fordi en måde, man kan tillade sig selv og være med det der på, det er også igennem meditation, og også igennem meditation i fællesskaber. Så jeg tog mig den frihed og inviter tre fuldstændig underlige klienter med til en står beskid omgange meditation hjem hosdunderlige templet ude i sydavnen. Og hun kan. Det tager jo et eller andet tidspunkt. Men her har vi med tre klienter at gøre, der har været deres udfordring, men i hvert fald for særligt to af dem, så er det det her med at turvise følelser og fortælle deres historie, hvor de til stede følelsesmæssigt særligt også over for mænd, det var også en ting. Og nu var vi faktisk kun den dag til meditationen. Men det, der faktisk sker i mindt efterfølgende, som er smukt og som er dybt dybt helt for de her mænd, men også kollektivt. Altså vi sådan. Meditationen slutter. Folk gård, man går ned på gaden og går hjem. Men der sker det her for de her skynder mænd, at det mødes lidt tilfældigt efterfølgende. Og den ene for ligom et rum her, altså midt på gaden, lov til at dele det der udgang fyldte for ham. Imens at han følte så lødet til, og mens han faktisk virk den omgang fælles meditation, de havde haft sammen her, var forbundet nok til, at han godt kunne være i det. Og det er jo eksensen af hæning på et kollektiv plan. Og det skal være den videt, fordi det er sindssygt vigtigt. Det er så vigtigt, at han kan blive mødt og blive rummet og blive set af nogen, som godt kan bære det, og som faktisk gennemgår noget af det, han også genår selv. Og det er jo bare vunderligt, og i sidsten meget skamreducerende, fordi det er jo tit, der handler om i grund. Så det er vigtigt, at den historie, så den skal ud. Den bliver delt.

SPEAKER_00 27:13

Det er sikkert oplevelse, ja. Altså, var det vildt.

SPEAKER_02 27:18

Det er står særlig.

SPEAKER_00 27:19

Der sker ting i Sydavnen. Det gør da.

SPEAKER_01 27:24

Det gør da fuldstændig. Hvis man ikke ved, hvor man skal hele sig selv, så er det ud i sudarn. Det tænker. Det er der.

SPEAKER_00 27:39

Nu er det tænkt, hvor vi skulle hen her. Nu er vi sprængt frem og tilbage. Sådan rent tækt. I forhold til. Tiderne. Og jeg synes, der et eller andet, som skriver første kapit, som måske også er meget godt at fornægt. Det er sådan vores syn på det kropset. Altså kroppe og selv. Og det nævner blandtet, at der skal skifte for mange år siden med den her filosof, der hedder det har i forhold til, hvordan vi anskuer kroppe og selv. At nu jeg ikke ekspert i det har i filosofi, men at der sker et skifte. Og vi begynder at adskille de her to ting. Og den adskillelse af krop og sind i meget i høj grad gennemyre den måde, vi i hvert fald delvistet eller i hvert fald nogen kræse eller nogle systemer, ser på kroppe og sind, altså som to adskældde størrelse. Og man kan sige, at de helt store konstanker både i kroppstabilen, men også det, hvor hun skriver. Det er jo det her med, at man ikke kan adskille dem. Der er sådan en et samspil mellem de her to ting. Og det synes jeg bare meget vigtigt. Og for nævt. Og hun skriver blandt andet, at hjæren er ikke et isoleret kontroller, men et organ, der fungerer i konstant sammenspil med resten af kroppen. Og der kunne vi godt tænke i den her sorting om hjørnen er noget for sig selv og det måde hvor vi kan tænke regionelle tanker. Og så er der. Det er ligesom bare sætter oven på kroppen, hvor der så er nogle organer. Og hvis skylder ikke fungerer, eller hvis liver ikke er så god, så er det et liv, eller det er et skuld problem. Men i virkeligheden, så det der med skuehen. Er så vigtigt. Og så vi ændre det paradigma, af den forståelse indfinder sig. Og det tror jeg, det har jeg begyndt, eller det ved jeg begge at prøve, at der kommer klienter. Og så de fleste eller der er mange, der kommer med et fysisk symptom. Altså et eller andet, der på overfladen ikke virker. Særliger, eller et eller andet. Og hvor vores opgave det er jo at kigge i helheden, og kigger ind i samme spillet mellem. Det kan godt være der grund i skulden, og det kan også godt være et skuldder, isoleret problem, men tit og ofte, så er der ikke måde, det hele hænger sammen på, og tu at se ind i den her, og så åbner den her klienten. Altså forståelsen for, at der er en anden måde at se det på, der kan godt være stille, når vi så er podkørt. Det er der. Jeg er i gang med det der er anatoni og fysiologi. Og en ting, jeg har lært der, det er, at der fra jøren for hovedet udbringer 12 krænk, som kører ned i gennem kroppen. Og blandt andet af det er jo den babus nævne, så jeg tror, mange kender. Man hørt, når man har været til joga læreren siger, nævner den i forhold til at slet af, eller hvor det nu kan være. Den er sådan der lidt fremme, sådan der. Men i virkeligheden så spiller det jo i det her med forståelsen af, at det hele hænger sammen. Og så fordi det er vores nævresystem, som også er med til at styre, hvor vi er hinanden, og vi føler os trykket, og vi føler os utrygge. Og nervusystemet fungerer lidt ligesom sådan en stik kontakt, altså det kan slå til på et spidt sekund. Så hvis vi er ud på gaden, og der lige pludselig kommer en bil, som er ikke er set som tyder af os. Og så sker der noget kropsligt altså på et millisekund. Og igen, det er jo kropsligt alt det, det foregår, det ikke rationelt. Og det synes jeg bare spiller i den her point, at hele systemet hænger sammen. Og vi kan sådan ikke adsker det ene fra det andet. Og alting påvirker hinanden.

SPEAKER_02 32:34

Jeg får bare også lyst til at læse det op. Jeg vil jeg rette opmærksomheden mod det, vi senser i kroppen i nu, kan vi støtte kroppens evne til at finde tilbage til ro efter påvirkningen. Og det er jo lidt af kunsten i forhold til at være udsat for, hvor kan man sige højt og lærmredskab eller stress, at så længe vi har evnen til at finde hjem, så kan vi jo klare alt verdens ting.

SPEAKER_03 33:05

Ja.

SPEAKER_02 33:06

Der står videre her. Denne proces kaldes selvregulering, et begreb, jeg oplever, er mis forstået mange steder. Det handler nemlig ikke om at undertrykke eller kontrollere noget, men om vores kapacitet til at være med stimuligt. Skal der meget eller lidt til, før vi bliver overvældet eller tjekker ud. For mennesker med traumer er capaciteren ofte lille, og man kan stille og roligt arbejde med at udvide den. At understøtte selvreguleringen handler om at øve sig at lægge mærke til de små skæft i vores indre tilstand. Og det handler jo om. Og givet selv tid til at opdag skæft, er sådan. Det kommer lidt op at være til stede i sin krop. Ja.

SPEAKER_00 34:12

Ja, det er virkelig. Også hvis vi skulle tage det sådan lidt mere sådan ud i virkeligheden, så det der med, at når man er en given situation, og man så reagerer i brede, eller der eller. Og i virkeligheden begynder at være opmærksom på, eller hvad nysgerrig på. Hvad der sker kropsligt i den givende situation? Eller nog mærke du har lyst til at se på året. Eller nu har lyst til at spise i en står fed børk. Eller nu har jeg ikke andet hvad det nu kunne være. Jeg har lyst til at fløge.

SPEAKER_01 34:50

Ja, det er jo. Det er det måde bruger og børke, klar. Tærlijk, hvis du kombineret. Det er der helt strid, så det er helt stort flot.

SPEAKER_00 35:03

Men det der med, at det ikke bare en hoveding, en rationel ting. Ford det i hvert fald det, jeg oplever med de klæder, der har. Jeg er klæd, der kommer ind, de har ikke andet. Altså det kan være noget, der trigger dem helt vildt. De har en anden relation, som bliver svære ved at være i, hvor de oplever vred eller på en eller anden måde, der sker noget. Og når man når jeg er mand som terpørt og spørge ind, hvor sker der kropst i den her situation? Så er min erfaring i hvert fald, at de fleste har svært ved at sætte en finger på det. Og det er jo den der brug, som vi er med til at hjælpe med at bygge. Og så lige pludselig får den her sansning tilbage, eller vi bliver bevidst om. Vi bliver opmærksom på den. Uden at dømme den, men bare for og lige pludselig sjældent, mand. Når den her person kommer i lokalet, men så spænder jeg sgu lidt op, det der mikrospænd, som der måske lige er i skulderne eller i maven, eller hvor det nu kunne være henne efter mennesketer situationen. Og sådan stille roligt finde sin vej hjem. Og i bo i sin kroppe, det tror jeg også, så det over, som det er det kapitel, eller om det kommer senere, men det der med at i bo.

SPEAKER_02 36:27

U afbro, anden bo. Det andet bo.

SPEAKER_00 36:32

Så selv. Fordi vi på en eller anden måde blevet så fremmedgjort. Vav den der, altså, der starter tilbage med det har 500 år siden. Og kvæt det samfund, vi har skabt, hvor vi har indrettet til at være mere et hovedsamfund, end til at være et krops samfund, og jeg tror du nævner det flere steder, at vi i høj grad belønner hovedet frem for kroppen. Og jeg tror, hun bruger hun snak om det her med drømmen om bevægelsen fra et traumeinduseret til trauminformeret samfund. Og lidt alt af det, der også op det før det her med kollektiv. Nu skal det samt her. Jeg kan finde noget, der understørter. Jeg sker blandt andet et samfund, hvor mange af måder, vi organiserer arbejde, uddannelse, sundhed og relationer på, i sig selv er tramebelast. Og ligevel bliver mistræset ofte forstået som et individuelt problem. Nede, der skal fikes, behandles eller medicineres hos den enkelte. Frem for at blive set som en naturlig respons på utrykke eller hurtigt bare vilgår.

SPEAKER_02 38:14

Der er virkelig noget med den der sætning, i forhold til, at det er en naturlig respons på et unaturligt miljø. Som er sådan lidt lidt. Hedder det. Jeg kommer også bare til at tænke på en af gerne ved at kunne forstå og mærke sin krop og påhovedet det der med, at der kommer et menneske ind i et lokal, og man kan blive voldsomt irriteret, eller vred, eller hvad blive. Der er der fart lidt, der trikker ved, at ham her kommer sig ind nu, og så skærer et eller andet over i milk, og det der med at kunne registrere, okay, men det er en anden knugen i maven, og så starter det der. Men det nu, det betyder, eller hvad kan du koble det op til, og hvis det er en anden person, som ligesom bare kommer ind og tager rundet du ved, og fylder, og er til stede. Og så er det jo i virkeligheden måske bare en anden provisering for dig over i noget, som du i virkeligheden bare længes efter at kunne gøre. Og når man har den der kobling, altså hjem til sig, så bliver man naturligt mere kærlig, fordi så ved man, at der ikke nogen galt med det menneske. Han repræsenterer bare noget, der er svært for mig. Fordi jeg måske bare ikke har lært det nu. Og så er vi på helings stik, og så gør det også bare, at vi kan være i rum med mennesker med meget mindre dom og procering. Og det er jo den enige frihed, og helt når vi kan være sådan steder. Det er jo meget puds i forhold til fx det der med at meditere og være sådan en sidstlæring. Og det er det, jeg også oplever, når jeg tager nogen med der hen, at det er bare et rum uden dom. Og det er meget sjældent, at man får lov i et land som vores, og være i energikelter, hvor det ikke repræsenteret. Jeg prøvet da også, jeg var med en mandegruppe, det der hedder Compersonate Leadership i tre år faktisk. Og det er jo svært at sige sådan fuldstændig fri for, men der var så meget kærlighed og så lidt dom og vurdering af andre i det felt, at der vi også oplevede enkelte gange, at der skulle komme en ny en og være en del af det, at det var så skammen. Det var så ubehageligt et eller andet sted, fordi vi vandt andet. Og det er. Det er jo bare vildt.

SPEAKER_00 41:17

Det er ret vildt, og fordi virklede den der dom, den starter igen tilbage til systemerne. Den starter allerede nu ser skolen og måske endda før. Der er også en dom af dig som individ i forhold til, om individet passer ind i den kasse her. Det her skolisket med de her fag ud fra de her kriterier. Og karakterer. Og så videre og så videre hele den der mølle der som samfundet i virkeligheden er bygget op på parat studeringer og nejderd, uddannelsesparathedsvurdering og så videre og så videre og så videre. Og allerede der kan der i hvert fald forekommen domme, forkærthed, som bliver puttet ned i hovedet på, eller overhovedet på en masse mennesker. Og der er vi tilbage til at det her traverinduceret samfund. Fordi det er noget med, altså systemerne bliver bygget ind i. Og så det der med at tænke på, at måden folkeskolen ser ud på i virkeligheden, ligner meget af den gjorde for 100 år siden. Er med på der. Tfølge er der ting, der handled sig, men det der med noget med. Der står af en lærer, og der er en form for tavle, og så er der nogle borer og nogle stole, og så sidder i der. Og vi skal cirka have de her fag. Altså er det i virkeligheden. Jeg har set sådan i mange år i hvert fald. Selvom at der er sket meget andet og er blevet klogere og tænker, det er ret vildt.

SPEAKER_01 42:53

Det er det leg.

SPEAKER_00 42:54

Fordi alle det, du ser det er jo sjældent, vi virkelig møder. Rum og relationer.

SPEAKER_02 43:01

Hvad er det?

SPEAKER_00 43:02

Hvor der ikke er den dom og forkert.

SPEAKER_02 43:05

Ja, det er det. Men alligevel må vi også bare sige, at jeg tror også, som du også er lidt inde på. Altså, at det går i den rigtige retning. Og der er i hvert fald en bevidsthed omkring, hvad der skal til forvent by den paradigmen skifte, så det ikke sådan ikke godt.

SPEAKER_00 43:31

Og det er måske måske der, at vi stopper for kapitel 1. Med den stor opfordring, at hvis man endnu ikke har læst eller købt den her bog, altså så er vi siger det noiner.

SPEAKER_02 43:50

Jordan det.

SPEAKER_00 43:51

Jeg koster 200 et eller andet.

SPEAKER_02 43:53

Ja, det er også for lidt. Hvad hedder det. Det er for billigt. S kunne jeg taget mere for. Men ja, altså. Jeg håber også, at vi har kommet på nogle ting, der kunne vække noget og i lytter. Jeg synes, at det har været interessant og måske inspirerende. Så jeg så her fra kæmpe skud til Eveloga skov. Altså at tænke ud. Hun er top top top klasse. Så emilus. Tak for god orden.

SPEAKER_00 44:38

Talt tak. Vi lyder.