Den, hvor vi læser kapitel 2 i Traumer af Evaloa Schou

I denne episode af Kropslig Talt fortsætter Emil og Rasmus deres fælles læsning af Traumer af Evaloa Schou. Denne gang dykker de ned i kapitel 2, hvor fokus flyttes fra spørgsmålet om, hvad et traume er, til hvordan traumer lever videre i kroppen og nervesystemet. 

Afsnittet tager afsæt i Evaloas personlige fortælling om en alvorlig busulykke som niårig. Ikke for at dvæle ved selve ulykken, men for at undersøge, hvordan den manglende mulighed for at reagere og blive mødt kan sætte sig dybt i kroppen. Sammen reflekterer Emil og Rasmus over, hvorfor to mennesker kan opleve den samme hændelse vidt forskelligt – og hvordan følelsen af at stå alene med det svære ofte er det, der gør den største forskel.

Et centralt spørgsmål i episoden bliver derfor: Reagerede du? Et enkelt spørgsmål, som ifølge Evaloa kan være afgørende for at forstå, hvorfor nogle oplevelser bliver hængende i kroppen. Samtalen kredser om betydningen af at få lov til at mærke, udtrykke og blive mødt i det, der er svært – både som barn og som voksen. 

Undervejs dykker de ned i den polyvagale teori og Stephen Porges' forståelse af nervesystemet. Emil og Rasmus forsøger at gøre den komplekse teori mere jordnær ved at sætte ord på de forskellige tilstande, vi som mennesker bevæger os imellem: tryghed og forbindelse, kamp og flugt samt nedlukning. Ikke som faste identiteter, men som naturlige biologiske reaktioner, der hjælper os med at overleve – og som også kan blive hængende, hvis de aldrig får lov til at slippe igen. 

Samtalen bliver samtidig meget praksisnær. Rasmus deler konkrete oplevelser fra behandlerrummet, hvor gamle oplevelser først mange år senere får plads til at blive mærket og forstået. Emil reflekterer over, hvordan ny viden om nervesystemet har ændret hans blik på både klienter og sig selv – og hvor stor en forskel det gør at kunne møde mennesker med nysgerrighed frem for vurdering.

Et gennemgående tema bliver fleksibilitet. For målet er ikke at undgå bestemte tilstande, men at udvikle et nervesystem, der kan bevæge sig frit mellem dem. Et nervesystem, der ikke sidder fast i kamp, flugt eller nedlukning, men som gradvist finder tilbage til tryghed, kontakt og forbindelse. 

En samtale om kroppen, nervesystemet og de reaktioner, vi ikke altid kan se. Om hvorfor heling begynder med at blive mødt – og om at forstå vores indre liv med lidt mere medfølelse og lidt mindre fordømmelse.

Du kan booke tid til kropsterapi hos Rasmus her:
 https://system.easypractice.net/book/kropsterapeace#choose-service

Du kan booke tid til kropsterapi hos Emil her:
 https://kropsterapi-v-emil-dahl.planway.com/

Transcript

SPEAKER_00 0:00

Der er mørkt og stille i bussen. Min grop ved ikke helt, hvordan den ligger. Någon af oven på mig, er det stædet. Jeg gravler fri og sætter mig på det tomme sæd bag ved. Da jeg kigger rundt, konstaterer jeg, at nogen har følge rundt på alt i bussen. Det der før var ordent og pæn på rækker, er nu kastet rundt i et gæos. Det står i mærkelig kontrast til stilheden. Nu registrerer jeg en voksne lyd jamren, køkken. Jeg ved endnu ikke, at bussen er kørt ind last bilder, som er vætget ind over den. Jeg er ni år og vant til at klare mig selv. Det husker min krop hurtigt. Jeg får langsomt øje på de andre i bussen, en erkendelse vokser i mig af, at mange er kommet slemt til skade. Men jeg ikke. Samtidig føles min krop langt væk, som om noget ligger så som en sky omkring min bevidsthed. Jeg har en fornemmelse af at være midt i noget, jeg ikke selv kan klare. Når jeg kigger rundt, kan jeg ikke rigtig forstå det ser. Det er ligesom for voldsomt. Og så tænker jeg på min mor længere tilbage i bussen. Jeg beværer mig bagud. Hun kommer imod mig, hun bløder for pan. Jeg er så på, siger jeg, men jeg er ikke okog. Det hun heller ikke. Vi får beskytt på at blive på vores pladser. Jeg går tilbage til sædet uden hende. Min skor væk. Jeg finder en sejlersko og tør den på, selvom den alt for stort. Der blod på min poud, som jeg selv har broderet, min mave føles som en sten. Så flænker ambulancerne sådæn i stillheden og sætter alt i bevægelse. Nogle af de andre børn græder, et af dem pig. Vi rejser sammen med, rejser sig rober af bussen springer i luften, flår børnene op og løber. Jeg ser hende for mig løbe ud over markerne så hurtigt hun kan. Jeg vil også løbe, men min krop er fuldstændigt andet. Rædverne kommer ind i bussen, vi skal have de sålet ud først og robert. Han går frem i bussen, og først nu ser jeg alle græderne, der er røde gennem forholdet, jeg ser baggenden af lastbilen, chaufføren og et ældre ægtepar, vi sad ved bord med på skilfæren, der slæppe ud tæt forbi mig. Jeg tænker, at jeg skal kigge væk, men en dråbe blod lander på min fod, og jeg kommer til at kigge op. Jeg prøver at se ud af det smade vindue og fornemer, at det er nat og tåde og støtregn, og at det her ikke er en lille ting. Så må vi komme ud af bussen. Min mor skal med ambulancen. Hun kan ikke have mig med. Du skal køre med rut og dave, siger de. Jeg vil råbe, at det kan jeg ikke. Jeg skal med hende. Og siger jeg. Senere i en anden ambulance med Rot og David, som har fået hjernet rødstelse, er der ingen, der ligger mærke til mig. Jeg er jo ikke kommet fysisk til skade. På hospitalet sidder jeg længe i et venderum og stiger på en vår med skinkle sandwich. Ingen henvender sig til mig af. Min krop føles ikke som mit. Jeg forstinget. Det er længe før mobiltelefonerne tid. Jeg føles med at være alene i verden uden at vide, om min morg er mere, end jeg kan bære. Jeg når mister tilliden til, at alt nok skal give godt igen, men man kan ikke se det på mig. Jeg er vant til at holde mine følelser fra mig selv. Så kommer hun, min mor. Hun er blevet syret og virker normalt. Jeg mærker en enorm lædelse. Men man viser, man viser den ikke rigtigt. Min følelser hører ligesom ikke til nogen steder. Jeg skal også være normalt. Der græmer mig, du har mistet din skoler. Den skal vi finde. På politien finder vi den. Der er blod på den. Miner vender sig. På vejen hjemme en bus, på vejen hjem i endnu en bus, så sidder vi helt forrest og jeg kaster op. Min krops forsøger at stærk en reaktion. Det lykkedes ikke. Reaktionen kommer aldrig. Da vi er hjemme og taker ind i vores indkørelse. Jeg er de første groß sprunget ud. Min far har tåret i øjnene. Det føles godt og sårbart at se reaktion, den forsvinder hurtigt, og min følelse ryber tilbage ind i jæven og brøstet. Jeg græder ikke, vi taler aldrig om det. Vi tager ikke på skifær igen. Det her. Det var starten indledningen på kapitel 2 i Bellos bogmer, kapit 2, som har overskriften trauma lever i kroppen og i nervosystemet. Og over det var indledningen på kapitolen, så er det også indledningen på vores afsnit her i den her podcast kropskær talt. Men jeg også to, jeg hedder Hild, og jeg sidder og kigger på den floteste mand. Hvor der er kommet ud af stund Rasmus Peters. Det er gang. Thomas For.

SPEAKER_02 5:16

Og hvor man ikke klædt.

SPEAKER_00 5:18

Men jeg går at se, Rasmus.

SPEAKER_02 5:21

Jeg ligesom.

SPEAKER_00 5:22

Jeg er jo i gang med at læse den her bog. Og i sidste afslutning, der læst vi og talt om kapitel 1. Og i dag skal vi tale om kapitel 2, som jo starter med den her ret dramatiske og stærke indvidning og fortælling om et trafik uhal, som forfateren, i værre var en del af, da hun var barn, jeg tror hun er ni år, bliver vist sagt her. Som på en eller anden måde af grundlag for det her kapitel. Og på mange måder, nu hørte jeg også en podcast med hende, som du har sendt til, man kan ikke huske, hvad den hedder, den podcast.

SPEAKER_01 6:14

Anders sådan er værd i hvert fald på den precis af.

SPEAKER_00 6:18

Og jeg synes, hun, hun fortæller, at den her oplevelse på mange måder, måske også i hvert fald adivist en årsande til, at hun arbejder med det, hun gør i dag. Altså travmer.

SPEAKER_01 6:35

Det er også sådan, jeg forstår lidt på hen. Og det interessante er jo egentlig af det her med hendes reaktion for går ind. Og der bliver fort om en pige, der ligesom har en sige ud af reagerende reaktion på selv samme busurly.

SPEAKER_00 7:05

Det er der noget mere at give et udtryk.

SPEAKER_01 7:11

Jeg fik også bare en tanke ikke, når vi har talt om før. Men egentlig bare på børn og vores skolesystem, altså de der børn, der egentlig har en tilpasset adfærd, som egentlig er sådan lidt pistende og bare sådan medgørel udfordrende, og svært det kan være spotte for primære omsorgspersoner og lærer og pædagoger og såvjert. Men den her bevidsthed om at vide, hvornår mennesker er i det parasympatiske, den dogale, vagale tilstand, som hun kalder det i værloger, altså det, hun kalder for nedlægning og afgæring. Hvor bare sådan, hvis vi skal kridt det op den tilstand bare i nogle punkter egentlig indeholder, så er det jo den her stille og tilbage tråkken pligderfølgende tilpassende følelsesløs eller dissocieret, begrænset nemk i mobilitet og bevægelse. Overflader stille værdning. Næsat krops fornemmelse. Sværd ved at sige til og fra række ud eller handler. Og der kan jo være rigtig mange års til, man når der han som menneske, og som bare.

SPEAKER_00 8:46

Og der tænker jeg fuldstændig. Det er vel det der også en after med at beskrive den her historie, og som du også fortæller af det historien, der hører vi om en pig, der reagerer. Og så hører vi om Ivan, som holder inde i sig selv. Og heller ikke bliver givet noget opmærksomhed. Det er meget beskrevet på det her hospital, hvor hun får lov til at sidde, fordi fysisk set er hun ikke kommet til skade. Og på den måde, så får man lov til at sidde og kigge på de skænge sandvis. Og hun skriver her i bogen af overskrifterne i kapitlet, som er: Reagerer du? Og så skriver hun sin klent i dag, og fortalte mig. Det, jeg netop har beskrevet. Altså den her bushistorie. Vil mit første fokus være et enkelt spørgsmål? Reagerer du? Svaret på det spørgsmål kan være helt centralt for at forstå, hvorfor nogle oplevelser sætter sig i kroppen. Det ved jeg i dag, men det vidste jo også, da jeg var lige. Jeg skrev det i min stil den gangen, skriver en stil efterfølgende om den her oplevelse. Men det synes jeg på en eller måde bare er så fundament, fordi i virkeligheden, så, det har vi jo også talt lidt om i det sidste afsnit, og måske også et tidligere afsnit om travler. Det er der med, at den her oplevelse var mere end hvad hun kunne rumme, og den fik ikke det her udtryk eller den her reaktion, som vi ser, eller som vi får fortalt med din her piden, der løber ud over marken. Så den bor, for light lov til at bo i vana. Og det er på en anden måde. Hvad hedder det? Der var en, der sagde.

SPEAKER_01 10:23

Vær? Der er bare en, der sagde sådan noget. Det er jo typen, eller hvad man skal kalde det. Det, der har gjort indtryk, har særligt aftryk, og brug for et udtryk.

SPEAKER_00 10:39

Have er spørgsm. Det er godt.

SPEAKER_01 10:41

Det er ikke huske noget, der skrev det. Jeg tror ikke, det var låden. Det er også lige meget. Men det der jo også, som vi ikke lige helt når læser op. Der kommer lidt efterfølgende. Det er jo den her. Håndtering, som jeg synes er ret interessant. Altså hun skriver nemlig en stil om det. Og så konsulterer hun en skolepsykolog, der beder han om at genfælle hendes oplevelse, hvor hun ligesom mærker sine følelser, som. Og jeg tror, hun skriver, at hun er hos den her skolepsykolog to gange.

SPEAKER_00 11:16

Og står jeg, hun bør mig fortælle historien igen og igen, ind sådan ikke følge sig tilbage. Det lykkedes hurtigt, så er jeg koreret.

SPEAKER_01 11:25

Og det er jo. Det er bare også det, der fik mig til at tænke på børn i skolen. Når jeg selv pædagoger, har jeg arbejder på skoler, og bare børn, som har små og store trag med sig, som ikke nødvendigvis er ud fra en eller anden busy, men som bare måske ikke bliver dødel set mødt anerkendt i deres følelsesliver af deres forældre eller primære omsorgspersoner. Altså wow, altså den her viden omkring den parasympatiske, dogalet vagal tilstand her, det er jo. Det er jo bare så vigtigt i forhold til, hvordan er det nu, det skal håndteres. Og hvordan er det nu, vi spotter det både som terapeuter og kroft terapeuter og sådan noget, men jo også i virken. Som folk, der bare arbejder med mennesker. Det er varme hænder.

SPEAKER_00 12:21

De var med hende. Og i forlængelse af både det, du siger der, og så også det, hun skriver omkring den der bus episode her. Så skriv, det handler nemlig ikke om selve det, der sker, men om hvad der sker i os, når noget er for meget, og vi føler os alene med det. Fordi det er sådan, jeg forstår det her den her bus episode, eller busuly, og hun får lov til at sidde og ren på hospitalet, og der ikke nogen, der ligesom spørger, hvordan hun har det eller tjæffer ind med hende. Så hun er ude for den her oplevelse, som er for meget. Og så er hun alene med den. Og på den måde, så bliver det til det der til travler, hvor du skal bruge for det inde i virkeligheden for at understå det, du siger. Det kunne være en bus ulykke, men det kunne også være alt andet, hvis man har oplevelsen af, at man er alene med det, og det ikke får det her udtryk, eller det ikke bliver mødt. Og det bliver jeg slet videre, du har taget lidt hul på det.

SPEAKER_01 13:17

Man må lige fortælle noget faktisk i forbindelse med det. Sådan en konkret case med en, jeg havde på Brix, der var udsat for ikke det samme, men næsten det samme. Hun var udsat for en bikleheld, hvor der ikke sket noget andet end chokket over den der frontale sammenstød, der var. Og så var det bare meget mere på spil i forhold til lige præcis den her historie, fordi hun kørte, det var ikke han selv, der kørte, hun kørte med. Jeg tror, det var en kollega, som hun for starten var sådan lidt utryk med at køre med. Hund havde kørt mere før, men han kørte bare lidt vildt. Og hun fortalte om det her ud, imens hun var på brikken, og hvor det, hun havde lært, eller ikke lært som barn. Hun var sådan helt lukket ned i forhold til vred. Og hun blev ved med at fortælle sig selv, at der ikke var noget vred. Og så græde vi lidt i det, og det kom faktisk frem, at hun var hammer vred på ham, der styre bilen, og hun var så bred på sig selv, hvor egentlig ikke har fuldt sin mave fornemmelse i forhold til at sige fra. Ford hun havde en et eller andet inden i hen. Der var sådan. Han altså tror jeg ikke køret kort, men altså han kører for voldsomt ham her. Jeg skal sige noget, men jeg gør det. Så går det galt. Og så er det sådan bare, og det var, jeg får nødt til at sige fem år eller sådan efter at det her. Kom op i. Og det er jo lang tid og virker at gå fuldstændig alene, og ikke givet selv lov til at reagere. Så det er også bare sådan bare for at gøre det sådan lidt mere repræstativt. Jeg tror, der er ret. Mange er, der måske har de her sådan tendenser.

SPEAKER_00 15:19

Helt klart. Ja, nu skal du se her. Fordi det laver også videre til den her polyvagale teori, som er det næste, der bliver præsenteret, efter hun har fortælle den historie af bussen. Hun har fortalt om det her reagerer og vigtigheden af det, og det spørgsmål, hun vil stille som det første som længere, der har været ude for noget ligner. Og så kommer hun til den polyvagale teori. Ja, som på en eller anden måde er, det ligger i ordet af en teori, som er lavet af ham, der hedder Steven Porches. Som har forsket i det her område i mange år. Og det er det der, man kalder for den polyvergale.

SPEAKER_01 16:16

Ja, som betyder flere, og varg, der refererer til lige precis den der var hosnave.

SPEAKER_00 16:21

Jes, som er den grange nerve. Så på en eller anden måde er den et forsøg på at give et sprog eller given forklaring og nyanceret, hvad det er, der sker i vores nævnesystem, i vores krop i samspilder med vores omgivelser. Hvis man sådan skal for det ho. Ja, og hun skriver meget fint her, at reaktionsmønstre og traverrespons er ikke kun noget, vi har, men noget, der lever i kroppen i nu. Jeg tror, hvis vi sådan helt overordnet skulle forklare, der er sådan meget fint billed over nervøsystemet, jeg tror de flest af jer skærer, at det gør vi ordet nervosystemet, men det der med at forstå, hvordan det som er inddelt. Det kan være, at vi bare sådan helt lidt lige skal forklare, at sådan helt overordnet, så er der to overanddeling af nervosystemet. Der, der hedder centralt nervøsystemet, og så er der det, der hedder det perfære nervesystem. Og det vi, som jeg forstår, det primært beskæftet også med. Det er den del, der hedder det perfær nævnesystem, som yderligere er under en del af henholdsvis det auton nervøsystem. Og det somatiske nervosystem. Og man kan sige sådan lidt sat på spidsen, som jeg forstår det. Så er det især i det her autonome nervesystem. Hvad er det, som vi dyker ned i forhold til at der er en yderlig under i det autonome nævresystem, som man delt op i henholdsvis. Det sympatiske og det parasympatiske. Og det tror jeg også, at de fleste af skæder den de to ord. Altså hvis man er tør på, eller hvis man bringt noget, og har interesseret sig for det her område. Kroppen eller nå til joga eller sådan, så har man helt sikkert hørt de ord. Det sympatiske og det parympatiske.

SPEAKER_01 18:30

Ja. Som jo faktisk er i nu. Middle det parasympatiske. Altså den vtrale vagus og den versale vagus. Som jo som jo handler om tryghed og forbindelse. Og hvis jeg bare skal læse fem linjer op her i forhold til den vrale del af vagus, altså i den parasympatiske del. Så står der her tryghed og forbindelse. Den del af vagus nævnen, der primært befinder sig i brysthulen, og som er aktiv, når vi føler os tilst trygge i stand til at være i kontakt og forbindelse med andre. Det indgår i det, Steven Porgus begegner som det sociale engageringssystem og forbinder struktur, hæls og brystet. Jeg så bare til sidst. Der regulerer vores evne til at tale, den trygge relation der engagerer os og samreguler. Selerer.

SPEAKER_00 19:37

Jeg synes, jeg fart noget som var sådan nu ser en openbaring eller et meget stærk indsigt i hvert fald for mig, som også skriver. At den polyfikale teori på en eller anden måde er. Altså Sværen på han lavet det her var også en motivation for, eller hans motivation for en eller måde at nuancerer den her dominerende forståelse af, at systemet var sådan et simpelt spektrum mellen, så er man i det parasympatiske, eller også så er man i det sympatiske.

SPEAKER_01 20:08

Ja, altså ro eller stress. Så fandt det så meget fuldstændig jo.

SPEAKER_00 20:14

Og jeg tror, den her nuancering, som den poligalige teori tilbyder, som du også er inde på her, hvor der kommer nogle yderligere underinddeling, altså det her med at den parasympatiske er faktisk er opdelt i den her og i den då. Og for mig, altså, hvis vi bare også sådan, du ved afhovedet for båden, sådan altså virkelig stærk ind sig, hvor shit. Eller det ved sådan, hvor giver det god mening. Men hvor var det ikke noget, jeg vidste før. Og så i virkeligheden, at der er den træne del af Vagus, som forbinder sig, som du har sagt til det parasympatiske med der tryghed og forbindelse. Og så kan man ryge over i det sympatiske, som skriver, går under moderat utrykhed. Men så er der nemlig, kan man komme ud i det parasympatiske igen i den her dosale del. Men som faktisk er forbundet med stor utryghed. Det er jo lige præcis det der, som jeg forstår, det tænker imod den her tidligere som hersende forståelse af den så man i det parasympatiske, som bare er rodan i dag, eller så er man i det her sympatiske, som bare er kæmpe, og det er blevet lukt og stræk og flugt, og whatever hvor vi skulle sætte på det. Og i virkeligheden, så kan man godt være i det simpar det? Vær i det parasympatiske, men i virkeligheden være i den her udtrykhed. Og det for mig var sådan en lokal.

SPEAKER_01 21:44

Og det er også der det sværeste for alt, kan man sige at finde ud af. Altså når man er i det nedlukningstilstande, også fordi det der med, at man kommer til egentlig bare at være og pas ind og være sådan lidt pisten, kan jo godt være et udtryk for. Og at folk tænker, der er ikke noget galt her.

SPEAKER_00 22:03

Ja, jeg så i virkeligheden af den tilstand, der måske ikke larmer så meget nødvendigvis.

SPEAKER_01 22:07

Præcis. Og nogle gange kan den tilstand, og det er der, der bliver lidt farligt. Nogle gange kan den tilstand, hvis du er i den længe nok, altså i langt nok tid, måske blive sådan lidt din personlighed. Og hvis du er i den personlighed, eller i det narrativ kan man sige. I forlang tid af andre ligesom også har det på den her måde, når man er bare lidt stille, og han gør jo hvad der skal til. Og man egentlig har, som der står her en nedsat kropsfornelse, og man er dissocieret, man er begrænset i nemik, og man trækker faktisk ikke rigtig vejr. Så kan man jo godt have en anden følelse af sætte lidt på spidsen og vædan lidt levende død. Fordi at du også, og det er det, der bliver lidt kriminelt, hvis vi kan bruge det udtryk. Altså det er der, hvor der, hvor ensomheden har aller størst mulighed for at leve. Og som jeg oplever, at det arbejde vi har med kropset, at kunne opdage det, og bidrage til at opløse den her enksomhedsfornelse hos mennesker, gør faktisk, at de har mulighed for at komme over i den parasympatisk, var gale.

SPEAKER_00 23:31

Ja, og der kæft der mange ting i germe at sige. Det var det godt, at du siger det. Og nu er det start op noget, hun skriver, som taler direkt ind i det, du siger. Så hun skriver her, hvis vi bruger store dele af vores liv med den dogale vagus aktiv, altså den her stor utryghed, som du bliver beskrevet. I vedvarende nedlukning vil det over tid påvirke vores trivsel, fordi vi har adgang til færre resurser og kommer på overveje for at holde balancen mellem kroppen forskellige systemer. Jeg bruger flere steder ordet nedlukning, fordi det oplevelsmæssigt ofte er mere dækne end den sævær neurofysiologiske betænker til salvag tilstand. Det synes jeg bare taler direkte ind i det, du siger der. Og samtidig synes jeg også, den vigtig poingle, og hun skriver nemlig her, at de her tilstande, altså under forstået af de her tre forskellige tilstande, der salværk. De her tre tilstande vi er lige vednem, at skal kunne activeres og slippe igen, uden at blive følger ind i nogen af dem. Så der er ikke noget i vejen. Altså, vi skal have adgang til alle tre tilstande så de her to forskellige, det parasympatiske og den her, det sympatiske, men vi skal ikke bo eksempel i den dorsal, som vi lige har talt om. Så i virkeligheden er der noget med at ikke have det tror jeg bruger året dysreguleret nervosystem. Men i virkeligheden have et. Nu tror jeg bare noget, men et mere fleksibelt nervøsystem forstået på den måde, at vi har adgang til de forskellige steder og være. Og det synes jeg bare på en eller anden måde er. Mega vigtigt. Altså at sige høj. Og så synes jeg også, der var det der med overgangen mellem dem. Det der med, hvordan man går fra det ene til andet. For hun skriver i hvert fald her, at det kan være svært, fx at gå fra hvis man er i det her den her nedlukning, altså den totale, og så går direkte hele vejen til den vale, altså det her trygge sted. At nogle gange er vejen der hen. Det her mellemstop i det sympatiske. Altså, hvor man er i den her moderate utrykhed, hvor kroppen er mere aktiveret, i hvert fald aktiveret på en anden måde. Og nogle gange går vejen der hen. Det synes jeg bare, man også terpiget. Og sådan flight sådan sindssygt interessant.

SPEAKER_01 25:50

Ja, må prøve. Det var faktisk en klient, jeg havde på Briggs i går, hvis jeg bare skal prøve af. Og få et eller andet sådan praksisnært. Ekemplet koblet op. Hæxemet koppet op på de her forskellige tilstand. Altså. Jeg havde en klient, som han er måske i midten af 40 eller sådan. Og han betegner sådan, han betejn sin relation til sin søvn som anspændte, eller som lidt, hvad kan man sige, distancerende. Der var en eller anden form for afstand mellem far og søn. Nu er jo stadig lidt lidt nysning, men jeg prøver allig da går lidt ind i det her i forhold til hvilken tilstand, om man kunne genkende noget af det, der står i forhold til at være i sympatisk kamp tilstand, når man skulle have en svær snak med sin søn, eller skulle sætte en grænse for sin søn. Om man kunne blive bevidst om, hvilken en af de her tilstand, om man var parasympatisk, ventral var gal, om man var sympatisk kampfelt, eller om man var i drossal var gal. Og han troede, han var i det der kamp flugt, fordi det var så svært for ham at komme ind på livet af sin egen søn, og det var faktisk en af hans største mål. Sådan var sådan 15-16 år, tror jeg. Og han føler bare, der var den her distance, så når han skulle ind og sige et eller andet til ham, så var han selv i den her tilstand. Altså i den her kampflugt tilstand. Og det gjorde jo også bare, og hvor det vi taler omkring sådan sammegøring, det var sygen også. Så det var virkelig svært for dem at mødes. Hvad kan man sige, sådan på sollig plan, eller på mødes i blød. Fordi det var mødtes faktisk i stress. Og det her med at modtage ny information eller bare kærlighed i stress, altså det er jo mega svært. Så den her bevægelse fra den her far til at kunne komme over i tryghed og forbindelse, skulle sådan på en eller anden måde etableres. Og en af fortællingerne for ham som far, det var, at han som far, det var farden, skulle have svaret på alt. Hvilket bare et meget højt mål for en far og skulle have svaret på alt for en 16 år i dreng. Så det er bare så interessant, hvad vi fortæller os selv. Altså den her historie om os selv, i forhold til, hvor det nu, vi befinder os hin i de her forskellige tilstand. Jeg kan også kende det for mig selv. Hvis der kommer en klient ind, og jeg er bare sådan, jeg skal bare have styr på det, og jeg skal bare være den bedste. Og lige pludselig så har jeg sendt mig selv fuldstændig af sted, fordi det kan man ikke være. Og når jeg har gjort det, fortælle mig den her historie, så kommer jeg så kommer jeg til at være i en fuldstændig uproduktiv tilstand, fordi jeg kan ikke leve op til min ehistor. Og så vil jeg over i kamp flugt, i stedet for bare at være i. Det er okay. Jeg gør det bedst, jeg kan. Det er bare for sådan at prøve at finde ud af en anden måde at sige noget gribel på, som man oplever i sin hverdag, hvor vigtige vores narrativer er omkring. Ja, og selv for at kunne bevæge os med bevidsthed med bevidsthed rundt i de her forskellige systemer. Fordi så kan vi selv regulere det på en eller anden måde. Frem for at man, altså, man føler bare, at man bliver lidt rede rundt fra det ene til det andet. Og hvad er strategien? Hvordan kommer jeg ud af det?

SPEAKER_00 30:18

Ja, og det jeg hører der sig der. Det er også noget med at øve sig i, eller begynde at observere skiften. Hvornår det skiften sker? Nu nævner nog, sådan hypotetisk en klient, der kommer ind, og så er du i det ene, og så sker der det andet. Og begynde at observer, det der skift i sig selv. Og i sin hverdag, og for eksempel med ham klienten, du nævner med hans sund. Altså, hvornår det, der sker nog skift inde i klenten her. Ford det der, den bvidet starter med at kunne se. Hvor er det de forskellige ting bliver aktiveret.

SPEAKER_01 30:55

Ja på et sandsigt niveau.

SPEAKER_00 30:56

Ja. Det er det da vigtigt det. Præcis. Det er lidt krop, hvad det der sker. Det går nemlig videre til det, hun skriver om det auton kredesløb, hvor hun skriver følgende, vi kender alle de tilstande og møder dem dagligt. Vi er altid en af dem, eller på vej fra en til en anden. Vi er ikke bare bevidst om det. Måske kan du relatere til at være i selskab med venner, hvor tiden forsvinder eller føles boblet. Parentes ventralt lokal tilstand. Eller at føle stort bræde mod den idiotiske cyklonist, som overhavet inden om, parentes kamp sympatikus. Eller i en helt tredje situation at mærke irritation eller engstelse, og lyst til at stige af, før nogen ser mig, parentes og flub sympatiskus. Eller måske har du oplevet af en del af et fællesskaber pludselig følger udenfor, som om ingen forstår mig, eller ser mig, parentes, der sal og galstand. Og mærke følels afskåret og håbøshed larme kroppen. Og lige præcis her ved at beskrive det her kredebøb. Der ser hun jo ord på det her, hvordan vi skifter, og hvordan vi hopper rundt i de her forskellige situationer. Man er i trafikken, der er en cyklanist, der irriterer en, og man er i kamp, hvor man er lige pludselig en eller anden et fællesskab, hvor man føler sig uden for. Så der dogmering, og hopper mellem de der, og det vil jeg tale om med at begyndte at observere skift, og hvor er det, man oplever det kropsligt, at det skift sker. Og hvad er det der sker kropsligt, som du sagde i den her sandstænging. Og ikke bare sådan rationelt meget af det med de mennesker. Men hvad er det rent faktisk, der sker inde i mig på et sandskilt niveau, på et kropsligt niveau i det derumik for, hvornår vi hopper fra det ene til det andet.

SPEAKER_01 32:53

Ja, og jeg får bare sådan også lyst til at man sige sådan udfordre sådan de der gænse og begriber, som kan hedde depression og angst og sådan nogle prækater, man, altså nogle stem, der man lidt kan få på sig, hvis man er i en anden tilstand, så kan man jo. Jeg synes bare, at det her giver and til at tale om sådan nogle ting på lidt mere nuanceret sprog, og en indsigt i at noget, der kan føles. Deprimerende eller svært, når vi er i en nedlukning. Samtidig kan man jo godt have et liv, hvor man også er i de kan sige i de andre tilstand. Apropos historien med far og søn. Altså historien om det, man fortæller sig selv. Synes jeg, at jeg synes, det forminder det lidt, hvis man kan fortælle sig selv. Nu er jeg i nu, så er jeg i. Der så ikke var galt. Altså, nu er jeg det parasympatiske. Frem for nu er jeg lukket, nu er jeg stræsset, eller nu er lågen ned, nu er jeg depressiv. Altså sådan det som om, at de der ord bare klinger, og det er så for egen regning. Men som en fejl, noget forkert, en sygdom, når der er galt. Frem for det her sprog, synes jeg alligevel nuanceret, og jeg ved ikke om formilleren er det rigtigt, men for mig i hvert fald, så vil jeg have meget lettere ved at tale om det på den her måde, når jeg talt med en klient, eller at sige. Hvad kan man sige nogle af de mere gænse, sundhedsfaglige begreber, som vi som er mere populær.

SPEAKER_00 34:59

I virkeligheden jeg har sådan oplevelsen af, at vi bliver tilbudt et landkort for at kunne beskrive og forstå og selv, fordi det er helt ret, jeg er stresset. Altså vi ved jo godt, hvad det betyder, men det er meget ukonkret. Det er meget. Hvad betyder det? Eller jeg deprimeret eller sådan i, og vi forstår godt ordet og sådan en idé om, hvad det er. Men det her synes jeg tilbyder en meget mere nuanceret og specifik og konkret sådan en forståelse af, hvad der sker inden i dig eller mig. Når jeg fx ser, at jeg er strækket. Det har giver mig mulighed for at sådan at brække den ud på en anden måde. Og det synes jeg virkelig skriver meget fint, at den her model. Hvad kan man sige? Det er ikke en sandhed, også den her teori. Det er ikke fordi sådan, boum den her, der kan ikke gør ved den her, det bliver hele nyanceret, og der har nye forståelse af det. Men den tilbyder både også som terapeuter, men også bare også som mennesker en mulighed for få et sprog og et begreb, og det her landkort er sådan sådan et computerspil, hvor man sådan bedre kan forstå sig selv og på den måde arbejde. Altså hvis man er terapeut med sin klienter, eller hvis man bare er sig selv. At forstå sig selv i verden, og hvordan. Og det er som du ser det pludselig, hvad er det, der sker i de her situationer stedet for det bare er din dergængelse, stræs, angst, depression.

SPEAKER_01 36:20

Ja præcis. Ja også fordi, det gør jo også de der tilstande, som bliver beskrevet her så meget mere dynamiske. Og hvis man kan have et meget mere, hvad kan sige, åbent eller nysgerigt syn på sine forskellige tilstande frem for noget, man tænker, som er et eller andet, der er statisk. Altså. Det er jo dervis, at der ligger jo et kæmpe nøglebund lige der til at få lust sin, hvad kan sig begrænsninger lidt, og det gør hun, det gør hun bare så godt. Holdt kæft, hun beskriver det godt.

SPEAKER_00 36:54

Ja, det er så fedt. Det kan være, vi skal bevæge os videre til den sidste del af kapit, som handler om det her neusception og hvad der hører med der. Det virker, som om det måske er der, vi er nødt til sådan i vores samtale. Og der er også noget af det her med sammeregulering og nogle forskellige ting, som jeg tænker vil give rigtig god mening. Og hvad hedder det? Ja åbne op for.

SPEAKER_01 37:22

Ja lad os gøre det. Så læser jeg lige lidt op om neusception her. Jeg starter lidt ind i det. Hvordan vi navigerer i verden og i relationer hænger tæt sammen med, hvor trygge vi føler os. Ofte foregår det helt ubevidst. Oplevelsen af tryghed formes i høj grad af vores tidligere erfaringer. Nørreception er et begreb, Steven Porges har udviklet til at beskrive kroppens løbende ubevidst vurdering af risikoniveet i omgivelserne. Det er en automatisk proces, hvor ubevidste dele af hjern registrerer tegn på tryghed, far eller livsfar. Når sådanne signaler opfanges, skifter vores nyurofysiologi automatisk mellem tilstand i det autonme nærvosystem for at understøtte overlevelsen. Processen er ikke primært kognitiv, og vi kan sjældent ændre den alene ved at tale eller tænke anderledes. Kroppens måder at sanse sig i verden på, må også inddrages. Selvom vi ofte er ubevidste om, hvad der aktiverer neuroception, kan vi mærke de fysiologiske forandringer via interception, f.eks. som fornemmelser i maven eller i hjertet, eller en intuitiv uro. Eller så lidt videre. Ofte er disse kropslige signaler forbundet med tidligere erfaringer, hvor kroppen har følt sig troet i lignende situation. Nøception kan heldigvis også aktivere tilstande, der understøtter tillid, sociald engagement og evnen til at skabe relationer. Andre menneskers nuption er med til hurtigt at forme en kropslig oplevelse af tryghed eller utrykket i møde med os, ligesom vores eget system ubevidst vurderer dem. Bler vi opmærksom på denne proces, kan det få stor betydning for, hvordan vi møder og forstår hinanden. Det er måske også lidt vigtigt. Eller skal vi tale lidt om det, eller skal vi også lige få det med terapian med.

SPEAKER_00 39:32

Så vi starte med at stå nogle ord på det her, og så går ind andet bagefter, for jeg synes det her er jo. Det taler totalt. Det vi allerede har talt om, men det der med, at der hele tiden foregår en vurdering. Altså, uden at vi er bevidst af det, man ubevidst foregår der en vurdering, når vi går ind i det rum. Eller når der kommer nogen i rummet. Og så vurderingen i gang. I forhold til, hvad vi gør, med det her nye sandsend, som er kommet. Og tit ofte, som jeg læser det, så baser det så også på noget på en tidligere erfaring, jo. Så er vi grundlæggende vant til, at verden er et trygt sted, og vi kan stole på andre mennesker, eller er vi grundlæggende vant til det modsatte. Jeg har meget at sige for, hvordan kommende begivenheder så ved, hvordan det vil udspille sig i vores system.

SPEAKER_01 40:24

Og det er jo mega interessant. Jeg tænker også i forhold til sådan mit eget liv, der kan jeg mærke, at der havde jeg en historie på et tidspunkt, hvor jeg fortalte mig selv. At jeg havde rigtig svært ved at være i rum, hvor der var mange mennesker. Jeg blev hurtigt drævet eller træt. Og så kunne jeg mærke på et tidspunkt, så kom jeg nogle fællesskaber, som var, hvor man sige ret åbne, ret nysgerrig, meget lidt dømende. Så passer den historie ikke længere. Men hvis jeg tager ind i rum, hvor der er ekstrem meget dom i feltet, hvis der er ekstrem meget forkerthed. Så er det rigtigt, så får mit system det er ekstrem svært. Men bare alene at kunne blive bevidst om den lille bille ting, har jo gjort min fortælling om jeg træder ind i ruml. Hvor jeg.

SPEAKER_00 41:21

Hvor det er interessant, fordi nu bare som jeg hører det ud fra, så kan man allerede nu af den viden, vi har fra kapitel , altså ud fra Steven Porter sådan dligfagale teori, sige nogle ting om, hvorfor nogle systemer, der aktiverer i henholdsvis det helt rum og det andet rum. Altså som jeg hører det, og nu er det jo bare. Du må fortælle, hvordan din oplevelse, men i det her fødrum, hvor der er nogle dom. Altså, der er det jo den vagale aktivering i det parasympatiske, der foregår jo et sociale engagement. Og det vil jeg opbygge af leven af legne, og det er lidt. Og modsatte i de her dømme fællesskaber eller rum. Der er det jo så den brosale. Altså, du bliver træt. Der er nedlugning i virkeligheden. Og så er tilbage til at bare. Det er det her sådan en relativt simple begreb, og det er jo en helt anden forståelse. Altså for mig. I at forstå det. Og det er jo. Jeg så hinanden, jeg tager andre overhovedet. Hvor det her?

SPEAKER_01 42:19

Men det er det. Det er for sindssygt. Det er fundet godt. Det er jo så vildt. Det er så vildt jo. Hvor du læser. Hvad er søption af terpi.

SPEAKER_00 42:35

Så står der. I terpi, eller inden for omsorgsfag, slus, de varme hænder. A den måde at få tryg og interaktion på, som polivar teorien tilbyder potentielt revolutionerende. Det giver fx mening det her, det har jeg highlight. Det giver fx mening som fag person eller behandler og være optaget af sin klients indre tilstand som noget af det vigtigste. Endnu vigtigere er det at være opmærksom på sin egen indre tilstand, da nævnesystemer støtter sig op af hinanden. Det er som to smartphones, der automatisk størrer forbindelse via Bluetooth. Det er den proces, der kaldes samme regulering. Det er genikal. Det er to sådan i telefoner.

SPEAKER_02 43:16

Og i den forbindelse, så bliver jeg selvfølgelig nødt til at spørge. Det er optet spørgsmål. Hvorfor hedder Bluetooth Bluetooth?

SPEAKER_00 43:23

Hold blåt sand.

SPEAKER_02 43:24

Jeg har blot sand. Forbinder de nordiske landet.

SPEAKER_00 43:30

A det her format. Det er det. Jeg prøved ikke klædt så kloge. Altså folk, der lytter.

SPEAKER_02 43:36

Det er ingen over skrevet. Det er noget, at jeg gan har læst på internet.

SPEAKER_00 43:40

Terapi er ikke noget, man gør alene. Det gør man sammen med sin terapeut. Terapeuten er her med en aktiv deltager i forløbet med et indre liv og en næveception, som er lige så vigtig som klientens. Som terapeut kan man løben spørge sig selv. Hvad har jeg brug for for at kunne regulere? Hvad har givet? Med fokus på de ting, tilbyder man ressourcer til rumet. Hvor er det godt, og hvor er det her fundamentalt for det terapeutiske møde, altså arbejdet som terapeut. Og både at hun skriver det her, og vi har også på min traveluddannelse, at det var noget af det første, vi talte om at kunne regulere sig selv, fordi virkelig tilbyder man sit nævnesystem til klienten.

SPEAKER_05 44:29

Ja.

SPEAKER_00 44:30

Altså, og det er jo bare førder sådan, terapeutiske teknikker og sådan, så det der, den starter med. Man kan mærke sig selv, og man kan reguler sig selv i det måde, det er.

SPEAKER_01 44:43

Ja. Og en anden måde at reguler sig selv på, har jeg også fundet ud af. Det er for mig i hvert fald, er egentlig bare, uden at det går alt for vidt, men hvis man kan, og har en relation til klienten, hvis den er kommet igennem noget tid kan sige, hvordan man egentlig har det. Det er for meget rigtig god som terapeut. Som terapeut, og jeg havde nogle to lidt hæftige klienter på Brisforden, så kom den tredje, og jeg kunne godt mærke, at jeg var lidt. Jeg var sådan lidt. Ugranet, hvis man kan kalde det. Men jeg kan alligevel mig selv. Ford jeg var sådan, jeg skal prøve at lige at rygte en time. Eller skal jeg lige. Hvad gør jeg her? Fei jeg kunne mærke, at jeg var ikke sådan helt balance. Men jeg kender, der kom. Og jeg sagde sådan, der han kom ind. Jeg hører. Jeg skal lige ryste det her af mig. Jeg har lige haft et par på brexen, jeg har ikke lige holt nogen pause, så hvis jeg lige. Jeg kan mærke en lille smule diffus. Og bare det at give sig selv lov til at lige at sige det til et andet menneske, menneske til mennesker, ikke et eller andet med, at jeg ved mere end dig, eller jeg er bedre end dig, fordi jeg en eller anden terap her på. Bare sådan sige, hey morten. Jeg er lidt tæk. Og han har ofte så møder folk jo sådan i jorden, vi tager sådan, der kommer, og vi tager det stille år fint nok. Så er man ligesom i synk.

SPEAKER_00 46:24

Og det godt, og tænker det meget ind i det der med at fjerne sig selv for den derapeutiske autoritetsk kongestol og går ned i øjede, og man ved i guldhøjde. Og virkelig skabe udgangspunktet for den der samme regulering, for det er ikke noget af det at høre dig i den situation, gør at du går ind på din telefon, og så sætter du den i over på Bluetooth, og det giver en meget bedre udgangspunkt, for I kan konnægte jeres to telefoner eller infrarød, da morgen har telefonerne helt tæt på hinanden. Det er med så. Fus affold kan jeg også den. Hvad hedder det.

SPEAKER_02 47:06

Og ved du, hvor indfrød kommer fra det udtryk. Nej, det gør jeg ikke.

SPEAKER_00 47:10

Nej. Det er næsten. Værligheden, altså, at vi kunne tale om det her i dag. Det fæde i Miling.

SPEAKER_02 47:25

Det er næste gange vi laver podcast. Der er da om kapet .

SPEAKER_00 47:30

Det er ju klædne det her. Det bliver bærede. Det er jo sådan. Det lå vi åbner værg.

SPEAKER_02 47:34

Det er en gigan, Evaluan, der bliver sæt.

SPEAKER_00 47:38

Så jeg synes i virkeligheden, skal vi ikke grønne af her, og så bare sige. Altså, nu kan jeg huske, hvor meget i sager i sidste afsnit, men vi er jo helt toset med den her bog. Og inde vi begyndte at optage, og tale vi om, hvor begejnstet, vi var for det, og hvordan vi kan mærke, og jeg kan mærke i hvert fald i mig selv med små musos skridt, og få en dyber forståelse af det her tapdiske arbejde og det her travelarbejde, og hvor fedt det er. Og vi laver de her afsnit i udgangspunktet for os selv. Forst på den måde. Vi har lyst til at læse den her bog, vi har lyst til at nørde den, vi har lyst til at gøre det sammen. Vi har lyst til at gøre det til en fælles proces, og så har vi lyst til at tage dem med på rejsen. Altså jeg der lytter, som har lyst. Og det er det jo på ikke måde perfekt. Altså, vi har læst kapitlerne eller kapitlet inden vi kommer.

SPEAKER_01 48:25

En masse gange.

SPEAKER_00 48:26

En masse afgen. Og så taler vi om det. Så nogle gange går det lidt øst og vest og frem og tilbage. Og det kan også være, at der er noget et eller andet. Vi nogle gange klemmer eller springer over, fordi det ikke er struktureret på den måde. Og det håber vi lidt kan være sjærmen ved det. Det i hvert fald. Det er vores måde. At gøre det på. Og vi er tak nemlig for, at i lytter med.

SPEAKER_01 48:52

Vi er så tak nemlig for alle, der lytter, det er vigtigt at sige. Og hvis du have nogle spørgsmål, eller bare har lyst til at tale lidt om lige nu handler det om Iv Lover spog her. Så ræk ud. Vi så opsatte på din spark. Og det hele. Det hele.

SPEAKER_00 49:16

Så jeg tror det her, vi runder den af og siger tak fordi jeg lytte med. Husk at del podcasten med velregulering. Gemet følger. Skriv gerne en anmeldelse af der, hvor du lytter til podcasten. Og tak til Eva og lover. Læse et spå, hvis du ikke har læst den eller købt den nu, så hedder den Traummer, og den er skrevet af Eva Loverskov. Og det er bare ordene her fra krop til talt.