Afsnit 1: Stækkede Vinger

Stækkede Vinger er Henrik Pontoppidans første bog. Den udkom i 1881. Fire fine noveller, der måske ikke er blandt det bedste, han har skrevet, men som alligevel er både læseværdige og interessante. Selvom det kun er skitser, peger de frem i forfatterskabet, hvor netop mennesker med stækkede vinger er et centralt tema. De burde være frie og handlekraftige, men alt for ofte har de svært ved at realisere friheden.

Nøgleord

Stækkede Vinger
Kærlighed og penge
Frihed
Barndom og voksenliv
Værdier
Henrik Pontoppidans liv 

Citater

"Det er netop det problem, Pontoppidans personer må forholde sig til: De har vinger, men de har svært ved at flyve"

"Kan man sådan uden videre kappe båndene til det gamle samfund eller til sin barndom? Skal man overhovedet gøre det? Og hvad sker der, hvis man gør forsøget?"

______________________________

Peter Læser Pontoppidan

Facebook: https://www.facebook.com/groups/1642166633497919/

Instagram: http://www.instagram.com/peter_laeser_pontoppidan

Web: https://www.peterlauritsen.dk/peter-laeser-pontoppidan/

Én bog ad gangen - fra den første til den sidste

Transcript

Afsnit 1: Stækkede Vinger

Peter Læser Pontoppidan en podcast om Henrik Pontoppidans bøger

[kending]

Intro

Velkommen til Peter Læser Pontoppidan en podcast om Henrik Pontoppidans bøger. Det er her, vi tålmodigt gennemgår hele forfatterskabet en bog ad gangen fra den første til den sidste. Og det er også her, vi prøvende overvejer, hvad de gamle tekster har at fortælle os, der lever i dag, mere end hundrede år senere. 

Det er mig, der er Peter, og det er mig, der læser. Jeg er professor, men ikke i litteratur. Til gengæld har jeg i de seneste mange år læst Pontoppidans bøger. For mig er det en underholdende måde at bruge min tid på. Og samtidig lærer jeg noget om mig selv, noget om mennesker og noget om de fællesskaber, vi på godt og ondt er en del af. Og så tror jeg i øvrigt på, at i en tid, hvor alting fragmenteres og splintres, så er det godt, at vi har noget, at samles om. Og hvad kan være bedre til netop det end Henrik Pontoppidans bøger?

Afsnit 1: Stækkede Vinger

[pling]

Hr. Redaktør!

Skønt jeg ved, De er overlæsset med manuskript, tillader jeg mig dog at sende Dem medfølgende lille fortælling, og anmoder Dem om den ulejlighed at svare mig, om den efter en let omarbejdelse […] kan finde plads i deres ugeblad. Jeg må tilføje, at det er en fortælling taget ud af en samling, der vil udkomme så snart min militære løbebane er afsluttet eller giver mig tid tilovers. Den samme militære stilling tvinger mig også [til] foreløbigt at optræde anonymt.

Jeg beder Dem, Hr. Redaktør, gøre mig den tjeneste at svare mig personligt, ikke i bladets "brevkasse".

ærb.
Henrik Pontoppidan

stud. polyt

[pling]

Dagens bog: Stækkede Vinger

Den bog, vi skal tale om her i podcastens første episode, hedder Stækkede Vinger. Den udkom i 1881, og det er Henrik Pontoppidans bogdebut. Kort tid inden er det lykkedes ham at få en novelle ud i Ude og Hjemme, som dengang var et lidt andet blad, end det er i dag. Det brev, som vi indledte med, er stilet til bladets redaktør, og det er netop et forsøg på at få en novelle ud i verden. Efter lidt bøvl lykkedes det. Men Stækkede Vinger er Pontoppidans første bog. 

Selve titlen er måske lidt fortænkt. Men der, hvor jeg voksede op, stækkede man hønsenes vinger ved at klippe det yderste af dem. På den måde kunne man være sikker på, at hønsene ikke kunne flyve ud af hønsegården. Og det er netop det problem, Pontoppidans personer må forholde sig til: De har vinger, men de har svært ved at flyve. Så i bogen møder vi manden, der hænger fast i både barndom og borgerskab. Vi møder kvinden, der er fanget i ægteskabet. Og vi møder den fattige bonde, der forbliver fattig, uanset hvad han gør. 

Så på den måde er titlen selvfølgelig sigende. Og samtidig er den næsten profetisk for det, Pontoppidan skriver om de næste mange år. Det handler rigtig tit om mennesker, der har svært ved at udfolde sig, og af den ene eller anden grund bøvler med at udnytte den frihed, som de, her sidst i 1800-tallet, har fået – eller i hvert fald burde have fået – med demokratiske forfatninger, opgør med religiøse dogmer og andre frihedsskabende tiltag.

Dagens emne: I forfatterens liv

Men inden jeg kommer til selve teksten, tænkte jeg, at det var nærliggende at sige lidt om Pontoppidans liv frem til udgivelsen af Stækkede Vinger. Jeg skal nok i senere episoder tjekke op på, hvordan han har det, og hvad der sker i hans liv, men her første gang er vi nødt til lige at få et glimt af ham.

Så altså, Henrik Pontoppidan bliver født i Fredericia i 1857. Hans far er præst, og i det hele taget er Pontoppidan en stor og vidtforgrenet præsteslægt. Det forhindrer imidlertid ikke Pontoppidans forældre i at få mange børn. Rigtig mange endda. Og da formeringen er slut befinder Henrik sig i midten af en søskendeflok på seksten. Ikke alle nåede at blive voksne, og de boede ikke hjemme samtidig, men seksten børn er alligevel noget af en flok.

Ret hurtigt efter Henriks fødsel flytter familien til Randers, og det er her, Pontoppidan vokser op. Han går i skole, på et tidspunkt bliver piger interessante, og han laver en forholdsvis studentikos loge, hvor de læser bøger og holder foredrag for hinanden. I 1873, da Henrik er seksten år gammel, flytter han til København, for at læse til ingeniør. Det studie færdiggør han aldrig, for undervejs beslutter han sig for at blive forfatter.

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvorfor han sådan skifter livsbane, og der er sikkert flere grunde til, at sådan noget sker. Men her kommer en sandsynlig forklaring. På opfordring fra en af hans lærere på Polyteknisk Læreanstalt søgte Pontoppidan en stilling som medhjælper på en ekspedition til Grønland. Desværre blev han vraget som den sidste, hvilket var en kæmpe skuffelse, som jo i hvert fald ikke har gjort ham mere begejstret for studiet. 

Når nu han ikke kunne komme med på ekspedition, arrangerer han sin egen rejse. Blot ikke til Grønland, men til Schweitz. Og mens han er afsted, møder han en virkelig dejlig schweitzerpige, som sætter gang i hele hans følelsesliv. Og nu er vi ved at være der. For i forsøget på at bearbejde alle disse følelser, skriver han et skuespil. Det bliver godt nok ikke antaget, og Pontoppidan ender med at brænde det. Men der har alligevel været noget i processen, som har gjort, at han har valgt at fortsætte med skriveriet. Dette noget beskriver han selv som et hamskifte. Pontoppidan udtrykker det sådan her: ”Jeg kunde til Tider have en mærkelig Fornemmelse af, at et fremmed Jeg var i Færd med at vokse frem i mig som et Foster. En pinagtig Fornemmelse, der fyldte mig med Lede og mørk Uro, – saadan som velsagtens et Dyr maa føle det umiddelbart foran et Hamskifte.” 

Et hamskifte. Det er en flot, men også lidt voldsom metafor, og man forstår, at det ikke har været let. Men processen lykkes, og da skiftet er overstået, er Pontoppidan blevet forfatter.

Så enkelt, som jeg lige har fortalt historien, kunne den være. Og måske er det ikke mere kompliceret end det. Men der knytter sig en gåde til Pontoppidans hamskifte. For i sine erindringer fortæller Pontoppidan om en person, som spillede en vigtig rolle i hans ungdom. Schaff hedder denne mand, og det er tydeligt, at han har givet Pontoppidan væsentlige filosofiske og politiske impulser. Og dermed skubbet Pontoppidan over i en anden løbebane end den tekniske. 

Men det pudsige er, at Schaff nok aldrig har eksisteret – andet end i Pontoppidans fantasi. Så måske er Schaff blot en betegnelse for den anden side af Pontoppidan, altså den side som voksede frem i ham og gjorde et hamskifte uomgængeligt. Måske. I hvert fald tyder det på, at der er mere i udviklingen til forfatter end blot en relativ banal kærlighedshistorie i Schweiz.

Gåden om Schaff er spændende, men generelt har jeg det sådan, at når jeg læser om Pontoppidans liv - og især om hans barne- og ungdomsår - er det slående, hvor ordinært det er. Han bliver født, går i skole, begynder en uddannelse og bliver så forfatter. Undervejs er der venskaber og kærlighed. Der er en syg moder og en bror, der dør. Men sådan rigtig spændende bliver det aldrig. Måske skyldes det, at dem, der har skrevet om Pontoppidans liv – og det er inklusive ham selv – bare aldrig er lykkedes med at gøre ham til en person af kød og blod. Men der er selvfølgelig også en anden mulighed. For måske levede Pontoppidan bare et helt almindeligt kedeligt liv, ligesom alle os andre. Uanset hvad grunden nu er, så synes jeg stadig, at han er lidt en papfigur. Der er ikke meget puls i hans liv – i hvert fald er der ikke mere puls end hos så mange andre mennesker.

Men. Det betyder ikke, at Pontoppidans slægt og formende år ikke er vigtige for hans forfatterskab. Tværtimod trækker han konstant på sin og familiens historie, når han skriver. Det ser man i de navne, som han udstyrer mennesker, sogne og byer med. Og man ser det i handlingen. Men alt det vender vi tilbage til en anden gang. Lige nu skal jeg bare have placeret den pointe, at Pontoppidan nok blev berømt, men ophidsende er det ikke at læse om hans liv. 

[pling]

Hvad handler bogen om?

Og så til bogen. Stækkede Vinger er en novellesamling. Og der er fire noveller med titlerne Efter Ballet, Tete a Tete, Et endeligt og Kirkeskuden. De to første foregår i byen. De to sidste på landet. Og sådan fortsætter det faktisk hele vejen op gennem Pontoppidans forfatterskab. Han er en fremragende formidler af det hårde liv på landet   , men han er en lige så fremragende skildrer af det hektiske liv i byen.

Jeg kommer til at introducere to af novellerne lidt nærmere. Dem, jeg springer over, er dem, der foregår på landet, altså Et endeligt og Kirkeskuden. Det er et valg, man sagtens kan have forskellige meninger om. Men min begrundelse er den simple, at jeg synes, at de to noveller, der foregår i byen, er de bedste. Og så er der også lige det, at vi får masser af bønder og land og fattigdom i de kommende bøger, så der går ikke noget tabt ved at starte med at snakke om mennesker i byen.

Åbningsnovellen hedder som sagt Efter Ballet. Vi møder her Karsten Lund, en ung mand, der er en form for kæreste med den yndige – og velhavende – Klara Hedemann. Karsten Lund kommer fra fattige kår, og hans mor, der sidder som enke tilbage i barndomshjemmet, spinker og sparer og laver håndarbejde for at kunne sende Karsten lidt støtte til det, som moderen tror, er hans studier. Men Karsten studerer ikke. En rig enke har taget ham under vingerne – vist mest for at kunne vise omverdenen, hvor godgørende hun er. Og på dette noget usikre økonomiske grundlag har Karsten Lund udviklet sig til en ren dandy, der er med til byens baller, og som promenerer op og ned ad Strøget, hvor han sender flirtende øjekast til de kvinder, han møder. Og nogle gange bliver det også til en del mere end blot øjekast.

Så der er gang i Karsten Lund, men der er også problemer. Først og fremmest er han kommet i konflikt med de værdier, som hans moder står for. Gennem nøjsomhed og flid prøver hun at understøtte hans uddannelse. Men i København lever Karsten Lund et liv, der er præget af alt andet end nøjsomhed og flid. Her er der i stedet overflod, slendrian, flirt, overflade og masser af fester.

Det andet problem er, at Karsten Lund er kommet i gæld. Hans livsstil er simpelthen for dyr for ham, og den rige plejemor, eller velgører, vil ikke længere hjælpe ham. Hun har det med at skifte de unge mænd ud efter et års tid, og nu er det altså blevet Karstens tur. Kreditorerne bliver pågående, og de truer med at skrive hjem – og altså på den måde afsløre Karstens livsstil og overforbrug.

Den uholdbare situation, som Karsten befinder sig i, får ham til at overveje at forlade København. Han vil rejse væk for på den måde at undslippe byens og borgerskabets overfladiske værdier. Altså, vi ved det ikke med sikkerhed, men måske vil han endda gøre et forsøg på at vende tilbage til de sunde værdier, han kommer fra. 

Men det er alligevel ikke, sådan novellen ender. I stedet slutter den med, at Karsten Lund får endnu et brev fra moderen, hvilket gør, at han får akut medfølelse med den gamle kvinde, der slider sig gennem tilværelsen, og som han svigter så groft. Og derefter så forlover han sig med Klara Hedemann og får adgang til den formue, hun vil bringe med ind i et ægteskab.

Som læser kan man godt blive lidt forvirret over, at Karsten Lund netop vælger ægteskabet som løsning. Det sker ret pludseligt, og jeg måtte lige læse afslutningen igen for at se, om jeg havde sprunget noget over. Men det havde jeg vist ikke. 

Umiddelbart giver det selvfølgelig mening. Karsten er faktisk glad for Klara, og hun er glad for ham. Og det er selvfølgelig et godt udgangspunkt for et ægteskab. Dertil kommer, at Klara Hedemanns familieformue løser hans økonomiske problemer. Og netop fordi kreditorerne bliver tilfredsstillede, ja så beskytter han både moderen og sig selv, fordi han jo så slipper for at blive gjort til grin og udskammet som en ødeland, der har levet for lånte penge. 

Men – for der er et men: Med ægteskabet ligger han jo afstand til et liv rundet af nøjsomhed og slid. Karsten gifter sig til en sikker tilværelse, men samtidig køber han ind på nogle helt andre værdier, end dem han kommer fra. Så. Med ægteskabet er Karsten blevet til noget – en form for succes – men prisen er, at han sælger sin sjæl – eller hvad der nu er tilbage af den – til Djævlen.

Den anden novelle i Stækkede Vinger er en fin lille sag med den kokette titel Tete a Tete, som jo egentlig betyder hoved mod hoved og bruges om et fortroligt, privat møde og ofte med en erotisk undertone. En pudsighed ved denne novelle er, at den tager en tråd op, som næsten en passant nævnes i Efter Ballet, som vi lige har afrundet. For her møder vi Karsten Lunds gode ven Fuldmægtigen og på et tidspunkt får vi at vide, at denne fuldmægtig har et stævnemøde på Langelinie næste dag klokken 11. Og det er optakten til dette stævnemøde, vi nu får mere at vide om.

Helt kort: Vi møder den relativt nygifte og smukke Fru Ringberg, der for et halvt år siden er blevet gift med en rig grosserer. Han er et godt parti – han har mange penge, men dog også en ordentlig og ikke særlig   appetitlig mave. Og med ham kan fru Ringberg nu se frem til livets afslutning. Eller som Pontoppidan skriver: ”Men hun havde sin dåbsattest. Og da hun deri så, at hun var fyldt 25 år, vidste hun, at livet nu egentligt var forbi, og at det blot gjaldt om at finde en hæderlig begravelse.” Så triste er altså fremtidsudsigterne for en nygift kvinde.

Nå! Fru Ringberg sidder i en sofa til en fest, da Fuldmægtigen kommer hen til hende. Han prøver at få en flirt eller en intim samtale i gang, men det går ikke helt godt. Og dog. Da Fru Ringbergs mand viser sig for at få hende med hjem, siger hun til ham: ”Hvad siger du til at spadsere på Langelinie i morgen klokken 11?” Manden svarer, at det kan han ikke, for han har forretninger at passe. Men som den opmærksomme læser nemt gætter, så var spørgsmålet jo slet ikke stillet til ham. Det var en skjult invitation til Fuldmægtigen om et stævnemøde. Hvilket manden ikke forstår, men Fuldmægtigen godt forstår. Og med dette håb om lidt kærlighed og måske lidt erotik slutter novellen.

Hvilke temaer er på spil?

Så altså. I de to noveller er der i hvert fald to vigtige temaer på spil. 

Det ene handler om forholdet mellem traditionelle dyder og moderne værdier. Og spørgsmålet er, hvilke muligheder man har for at gå fra det ene til det andet. Både som individ og som samfund. Kan man sådan uden videre kappe båndene til det gamle samfund eller til sin barndom? Skal man overhovedet gøre det? Og hvad sker der, hvis man gør forsøget? Dette tema, som Pontoppidan jo altså behandler i den første novelle i sin første bog, løber igennem det meste af hans forfatterskab.

Det andet tema handler om kvindernes rolle. De blomstrer og ombejles som unge. Men allerede når de er midt i tyverne, fanges de i ægteskab og er, om man så må sige, for nedadgående. Det er i hvert fald sådan, de bliver betragtet i det patriarkalske samfund. Heldigvis tilføjer Pontoppidan et håb, eller måske endda en opfordring, om spræl og erotik – også selvom det sker uden for ægteskabet.

[pling]

Hvad stod der i anmeldelserne?

Hvad mente samtiden så om denne lille bog? Ja, billedet er ikke entydigt. Et sted kan man i et læserbrev se teksterne betegnet som ”liderlige” og ”svinske” og ”højst usunde at læse for uhærdede gemytter.” Mere positiv er tonen i de officielle anmeldelser. Der er bred enighed om, at forfatteren har talent, men det fremhæves også, at der er tale om ”skitser”, der har noget ufærdigt over sig. For eksempel nævnes det, at karaktererne ikke træder tydeligt frem, og ofte må læseren derfor gætte lidt rigeligt på, hvorfor de handler som de gør.

Denne her dobbelthed i modtagelsen, illustreres meget godt af forfatteren og skribenten og Amalie Skrams mand, Erik Skram, der anmelder i Morgenbladet:

Bogen er mislykket, for saa vidt den langt fra naar, hvad den tilsigter; men der er ingen Tvivl om, at man her har med et Arbejde at gjøre, der er kommen over Linien. Sagen er: denne Forfatter har Stil. Det vil i Kunsten sige det samme som i det daglige Liv, at denne eller hin Mand har Karakter. Han vil og han kan noget. Om han faar Held med sig og bliver til noget, er et andet Spørgsmaal, men foreløbig har man ikke Grund til at frygte; der er i "Stækkede Vinger" det Stof, hvoraf en Forfatter dannes.

Når Skram siger, at bogen er ”over linjen” betyder det, at den har ”litterær betydning”, som han udtrykker det. Den ligger over den linje, der adskiller det almindelige og det særlige. Og i Stækkede Vinger findes der noget af det sidste. Men altså, Skram synes også, at bogen er noget rod, selvom han kan se noget, der tegner godt, nemlig en mand, der virkelig kan skrive.

Peters anmeldelse

Nu nærmer vi os slutningen, men inden da skal vi have lavet en nutidig anmeldelse af Stækkede Vinger – eller i hvert fald vurdere den. Jeg vil ikke give bogen hjerter, for jeg synes uddelingen af karakterer er blevet en anmeldersyge, der reducerer enhver nuanceret diskussion til et spørgsmål om antal af hjerter eller stjerner eller hvad man nu har på lager. I stedet går jeg mere kvalitativt og subjektivt til værks. Hvad synes jeg om bogen? Her i 2026. Er den overhovedet værd at læse? Svaret kommer her.

Lad mig starte med at sige det, som det er. Hvis en af mine venner skulle slå en feriedag ihjel og bad mig om en anbefaling til en bog, så blev det nok ikke Stækkede Vinger, jeg foreslog ham. I hvert fald ikke hvis denne ven ikke havde nogen interesse i Pontoppidan eller i den tid, han skrev sig ind i. Når jeg har det sådan skyldes det først og fremmest, at teksterne er lidt for forankret i deres tid. De er ret 1800-tals-agtige – for nu at sige det på den måde. Det betyder ikke, at de er umulige at læse, for det er de ikke. Men de passer ind i deres tid, og man får ikke meget ud af læse dem, hvis ikke man villigt lader sig transportere næsten 150 år tilbage i tiden.

Men jeg har også en anden indvending. Pontoppidan kalder selv de tre korteste tekster i Stækkede Vinger for skitser. Og jeg er enig med både ham og datidens anmeldere i, at det er en god betegnelse. Men desværre synes også jeg, at det er blevet for meget af det gode, og teksterne er blevet for, ja, skitseagtige. Beskrivelserne er ofte for korte, og novellerne ender abrupt, hvilket giver en sær utilfredsstillende oplevelse, fordi man lige er nået at blive nysgerrig på, hvad der egentlig skete, men bum så slutter de. Eller også mangler man ganske simpelt den nødvendige kontekst i forhold til at forstå, hvem personerne er, og hvorfor de handler, som de gør.

Selvfølgelig er min kritik delvis urimelig. Noveller er jo netop ikke romaner, og der er grænser for, hvor meget man kan udfolde personerne, og hvor meget kontekst man kan give. Samtidig kommer min kritik fra en nutid, der jo ikke er Pontoppidans. Men på den anden side. Henrik Pontoppidan har skrevet mange bøger, som er superrelevante for vores samtid. Ja, som endda overgår langt det meste af det, der er skrevet siden. Så derfor synes jeg godt, man må være lidt hård ved ham. Han kan tåle det, og jeg skal nok komme til at rose ham rigtig meget. Det bliver bare på et senere tidspunkt.

Men at der er noget, der trækker ned, er ikke det samme som at der ikke er positive elementer også. For selvfølgelig er der også noget, der trækker op. 

Som jeg allerede har fortalt, er der nogle vigtige temaer på spil i bogen. Kvinder der sygner hen efter ægteskab, men stadig har en erotisk gnist, der kan tændes med lidt behændighed. Og så er der forholdet mellem barndom og voksenliv, eller mellem landet og byen, eller mellem traditionelle og moderne værdier og spørgsmålet om hvor stor afstand, der kan være mellem de to. 

Disse temaer bliver i høj grad definerende for Pontoppidans forfatterskab. Og det er allerede i Stækkede Vinger, at de bliver slået an. Så med andre ord: De temaer, som måske ikke udfoldes tilstrækkeligt i debutbogen, og derfor kan gøre oplevelsen lidt uforløst, er et anslag til en længere og langt grundigere behandling i det samlede forfatterskab. Og læst netop som et anslag til et langt og rigt forfatterskab er Stækkede Vinger i det mindste en interessant bog.

[kending]

Afslutning

Det var første episode af Peter Læser Pontoppidan. Der kommer flere afsnit, og jeg håber, I vil hænge på. Næste gang handler det om den bog, der hedder, Sandinge Menighed, og hvis I ikke allerede har læst den, var det måske en anledning til at få det gjort.

Og så vil jeg sige, at jeg trækker på en række kilder, når jeg forbereder episoderne til Peter Læser Pontoppidan, men der er to, som jeg kunne nævne næsten hver gang. Den ene er den hjemmeside, der hedder henrikpontoppidan.dk, der er en helt vild imponerende samling af materiale. Man kan læse Pontoppidans bøger og breve, ligesom man kan læse anmeldelser og analyser. Det er en guldgrube. Intet mindre.

Flemming Behrendt, der står bag henrikpontoppidan.dk, har også skrevet en meget, meget grundig biografi om Pontoppidan. Den hedder Livsrusen eller Livsrusen, og den er tilsyneladende skrevet efter princippet: Alt skal med. Det gør den lidt tung både i vægt og i sætningerne. Det er en kæmpe bog. Men den er virkelig god at blive klog af. Så gå ind på hjemmesiden og læs i bogen og blive klogere på Henrik Pontoppidan.

Musikken, som I hører i baggrunden, er komponeret af Bastian Lind Lauritsen, og det er også ham og Jakob Lind Lauritsen, der hat indspillet den. Det har de gjort i Skibby Kirke, som ligger i Horns Herred. Det var her, Pontoppidan boede i de første år som forfatter, og netop Horns Herred spiller en helt central rolle i hans forfatterskab.

Jeg hedder Peter Lauritsen – det er mig, der læser, Maj-Britt Brinkmann læser citaterne og det er Kasper Ostrowski der producerer.

Tak for i dag.