Afsnit 2: Sandinge Menighed

Sandinge Menighed udkom i 1883 og er Pontoppidans første (korte) roman. Vi følger den unge Boel og hendes forsøg på at blive en del af den grundtvigianske bevægelse. Forsøget mislykkes, og i det hele taget er bogen en harsk kritik af den åndelige vækkelse (eller oprustning), som rullede ud over landet sidst i 1800-tallet. Udover analyser og anmeldelser af selve bogen tager vi i dette afsnit fat i et markant kendetegn ved Pontoppidan som forfatter: Han ændrede væsentligt i sine tekster mellem de forskellige udgaver. For Sandinge Menigheds vedkommende betyder det blandt andet, at bogen slutter på én måde i førsteudgaven og på en anden måde i andenudgaven.

Nøgleord
Grundtvigianisme
Åndelig vækkelse og åndelig oprustning
Selvfedme
Forstillelse
Pontoppidan - en hensynsløs bearbejder

Citater

"I dag ville vi vist kalde det, de gode borgere i Sandinge er i færd med, for åndelig oprustning"

"Grundtvigianismen tror på den åndelige vækkelse, og de kan se værdi i alle mennesker. Men i virkeligheden udøver de mere omsorg for sig selv end for andre"

Kilder

Flemming Behrendt: Henrik Pontoppidan. Genetisk-tekstkritiske studier i forfatterskabet, især 1890-1908”. Universitetsspeciale, 1964. 

www.henrikpontoppidan.dk

______________________________

Peter Læser Pontoppidan

Facebook: https://www.facebook.com/groups/1642166633497919/

Instagram: http://www.instagram.com/peter_laeser_pontoppidan

Web: https://www.peterlauritsen.dk/peter-laeser-pontoppidan/

Én bog ad gangen - fra den første til den sidste

Transcript

Afsnit 2: Sandinge Menighed

Peter Læser Pontoppidan en podcast om Henrik Pontoppidans

[kending]

Intro

Velkommen til Peter Læser Pontoppidan en podcast om Henrik Pontoppidans bøger. Det er her, vi tålmodigt gennemgår hele forfatterskabet en bog ad gangen fra den første til den sidste. Og det er også her, vi prøvende overvejer, hvad de gamle tekster har at fortælle os, der lever i dag, mere end et hundrede år senere. 

Det er mig, der er Peter, og det er mig, der læser. Jeg er professor, men jeg er ikke professor i litteratur. Til gengæld har jeg i de sidste mange år læst Pontoppidans forfatterskab, og jeg har næsten altid en af hans bøger inden for rækkevidde. 

For mig er det en underholdende måde at bruge min tid på. Og samtidig lærer jeg noget om mig selv, noget om mennesker og noget om de fællesskaber, vi på godt og ondt er en del af. Og så tror jeg i øvrigt på, at i en tid, hvor alting fragmenteres og splintres, så er det godt, at vi har noget, at samles om. Og hvad kan være bedre til det end netop Henrik Pontoppidans bøger? 

Afsnit 2: Sandinge Menighed

[pling]

Ude fra Havstokken skar en bred Eng sig ind i Landet mellem tørre, nøgne Bakker. Flad som et Vandspejl laa den mellem Skraaningerne og skinnede med sit saftige Græs. Naar Vinden om Sommeren strøg ned gennem Dalen, førte den med sig langt ud over Havet en Duft af Hø og nyslaaede Enge.

Et Stykke inde paa Engen laa en Landsby med store, rige Gaarde og glade, trivelige Bønder. Det var Sandinge. 

[pling]

Dagens bog: Sandinge Menighed

Det er sådan her i podcasten, at hver episode roterer omkring en af Pontoppidans bøger. Derfor handlede den første episode om hans første bog, Stækkede Vinger fra 1881. I denne episode handler det så om hans anden bog - den der hedder Sandinge Menighed. Det en roman, men den er ret kort og slet ikke så lang som for eksempel Lykke-Per eller De Dødes Rige, som er nogle ordentlige krabater.

Sandinge Menighed udkom første gang i 1883 altså to år efter Pontoppidans debut. Men den version, jeg sidder med i hånden, er andenudgaven fra 1903. Det er selvfølgelig den samme bog, men de to udgaver er ret forskellige. Og når man tænker over det, er det interessant, at Pontoppidan efter en pause på tyve år, får lyst til ikke bare at genudgive bogen, men også til at ændre markant i den. Men altså, man må jo tro, at den har ligget og rumlet i hans sind i alle de år. Og ja, så er der faktisk også en tredje udgave fra 1922. Den er dog ikke så forskellig fra andenudgaven. Men alligevel… Der er fyrre år imellem første- og  tredjeudgaven. Det er immervæk et godt stykke tid.

Jeg kan bedst lide bogens anden udgave, og det er derfor den, jeg kommer til at bruge mest idag. Men jeg kommer også til at referere til førsteudgaven – og jeg skal nok prøve at holde tungen lige i munden, mens jeg cykler rundt mellem de forskellige udgaver.

Dagens emne: En hensynsløs bearbejder

Hvis jeg skal være ærlig, synes jeg, at det ofte virker overflødigt og måske en smule pedantisk at gå op i, hvilken udgave af en given bog det er, man læser. Og i de fleste situationer, tror jeg heller ikke, at det har den store betydning. Men lige når det gælder Pontoppidan, skal man passe på. For her er det netop ikke ligegyldigt. Det er nemlig sådan, at Pontoppidan er kendt for at rette en hel del i sine tekster mellem de forskellige udgivelser. Faktisk kaldte Georg Brandes ham for en ”hensynsløs bearbejder,” og han syntes vist, at det var for meget med disse omskrivninger.

Måske skyldes alle Pontoppidans rettelser, at han arbejdede hurtigere, end han selv kunne være med til. Altså, at han blev presset til hurtig udgivelse blandt andet af økonomiske grunde. Og så blev førsteudgaven ikke helt, som han egentlig gerne ville have den. Han sendte med andre ord en ufærdig tekst i trykken, og måtte så færdiggøre den senere.

At det kunne forholde sig sådan understøttes af et brev, Pontoppidan sender til Edvard Brandes i 1898. Her skriver han: ”Når man, som jeg, bestandig har måttet skrive med en venskabelig knyttet Forlæggernæve for Ansigtet, løber der En så meget ud af Pennen, som man senere bitterligen fortryder.” Så altså, han har ikke haft ro og tid til at skrive, fordi hans forlæggere har presset ham, og så er der løbet ting ud af pennen, som han senere måtte rette.

Så noget er der sikkert om, at Pontoppidan skrev hurtigere, end han egentlig kunne være med til. I hvert fald havde han hele tiden brug for penge, og han fik utallige forskud af sine forlæggere, der jo så til gengæld gerne ville have nogle tekster, som de kunne udgive. 

Men det kan selvfølgelig også være, at Pontoppidan blot havde et mere processuelt syn på tekster end så mange andre. Altså at han så en tekst som noget organisk og ikke færdigstøbt, blot fordi den var blevet trykt. En udgivelse, som for eksempel en bog, er i dette perspektiv et stoppested på vejen i en langstrakt proces, der går ud på at få styr på tanke og tekst. Så når Pontoppidan – måske efter mange år - igen tog et manuskript i hænderne, og nu så det i et nyt lys, ja, så kunne han ikke dy sig for at vælge et andet ord eller fjerne en metafor eller måske ændre synsvinkel. Eller – som det skal vise sig i dag – helt at skifte én slutning ud med en anden. Alt sammen i bestræbelsen på at gøre gøre værket bedre, beskrivelserne lidt mere præcise eller bruge et lidt bedre sprog. 

Et oplagt spørgsmål er så, om teksterne blev bedre af rettelserne. Svaret er selvfølgelig et spørgsmål om smag og behag. Min holdning er, at, ja, det lykkedes. I hvert fald nogle gange. Og andre gange blev bøgerne desværre dårligere. Jeg synes for eksempel ikke, at hans sidste bog, der hedder Undervejs til mig selv, er særlig god. Bogen er en slags kondensat af flere bind erindringer, som han tidligere havde udgivet, og som han så forsøgte at omskrive i kort form. Det skulle han efter min mening ikke have gjort. 

Andre fremhæver, at den bog, der er emnet i dag, Sandinge Menighed, er en mislykket omarbejdning. Det er jeg ikke enig i, men jeg vil godt strække mig så langt som til at sige, at de problemer, der helt tydeligt er i den første udgave, ikke bliver løst i den anden. Og det heller ikke selvom Pontoppidan faktisk virkelig har haft den røde pen fremme. Men som sagt, det er i sidste ende et spørgsmål om smag og behag.

[pling]

I forfatterens liv

Inden jeg går i gang med selve teksten, skal vi lige runde Pontoppidans liv – altså hvor han er henne i tilværelsen i tiden omkring udgivelsen af Sandinge Menighed. Jeg fortalte sidste gang, at Henrik Pontoppidan er opvokset i Randers, og at han som stor dreng flyttede til København for at læse til ingeniør. Det studie droppede han igen, og i stedet begyndte han at skrive.

Her ved udgivelsen af Sandinge Menighed i 1883 er Pontoppidan flyttet væk fra København igen. Det gjorde han faktisk allerede i 1880, hvor han blev lærer på sin broders højskole i Freerslev, som ligger tæt på Hillerød. Samme år brugte han nogle måneder på at aftjene sin værnepligt, og efter det blev han igen lærer ved højskolen, som i mellemtiden var flyttet til Hjørlunde.

Mens han er tilknyttet højskolen, møder han en ung pige, der hedder Mette Marie. De bliver forlovede og senere gift. Ægteskabet og kærligheden er selvfølgelig vigtig for Henrik Pontoppidan, men for hans litteratur - for hans bøger - er det mindst lige så vigtigt, at ægteskabet knytter ham til Horns Herred, fordi det er her Mette Marie kommer fra. Og netop Horns Herred vender vi tilbage til i kommende episoder, for både de mennesker og den natur, han møder der, får stor betydning for hans forfatterskab og hans skildringer af livet på landet. 

[pling]

Hvad handler bogen om?

Vi skal til selve bogen. Den starter med en fin beskrivelse af det landskab, som den lille by Sandinge ligger i. Vi får at vide, hvordan byen ser ud, og at kirken ”knejser som en rødkammet hane midt i flokken af stråtækte huse.” Der er beskrivelser af mennesker og dyr og i det hele taget kan man se hele sceneriet for sig. Læseren skulle have beskrivelser af miljø og personer. Og det leverede Pontoppidan som en mester. 

Sandinge ligger altså der i landskabet, og det lyder dejligt og idyllisk. Men… Noget truer idyllen. Der er en jernbane på vej til byen. Arbejdsmændene slider og slæber for at bringe fremtiden og fremskridtet til den lille by, der nu skal forbindes til resten af verden. 

Men, det er ikke alle, der synes, at det er et fremskridt. I den ”folkelige friskole” samler man folk for at få oprettet en højskole, som kan danne modvægt til al den tumult, som jernbanen vil medføre. I dag ville vi vist kalde det, de gode borgere i Sandinge er i færd med, for åndelig oprustning. 

En vigtig spiller i denne oprustning er Fru Gylling, som er en velhavende enke fra København. Ligesom flere borgere i Sandinge er hun grundtvigianer. Og deres mål er en folkelig vækkelse, som indebærer, at landbefolkningen får større bevidsthed om nationalitet og historie, og kan træde ind i samfundet som ligeværdige borgere. Det er i lyset af dette sympatiske projekt, at ønsket om en højskole også skal ses. 

Nu mangler vi bare hovedpersonen. Og det er pigen Boel. Boel er en stor pige, i hvert fald i alder, og hun bor i et fattigt hjem. Efter en del kampe med sin vrangvillige mor bliver Boel en del af den grundtvigianske bevægelse. Det sker på den måde, at hun bliver en mellemting mellem stuepige og adoptivdatter i Fru Gyllings hjem i København.

Dette markante miljøskifte er det bedste, der aer sket for Boel. Hun nyder det frisindede hjem, som det er lykkedes Fru Gylling at få skabt. Her kommer mennesker af alle slags – også folk fra landet - og de diskuterer alle mulige ting. Så langt så godt.

Men der er slanger i paradis. Fru Gylling har en søn, og denne søn bliver forelsket i Boel. Godt nok mest på sådan en kødelige måde. Omvendt bliver Boel også forelsket i sønnen, blot på en mere åndelig måde. Det kunne have været så godt, men det er det ikke. For der er åbenbart grænser for Fru Gyllings frisind. Det kan godt være, at hun erklærer alle mulige principper om landbobefolkningens værdi og ligestilling, men hendes egen søn skal under ingen omstændigheder giftes med en fattig pige fra den lille flække, Sandinge. Han er bestemt til noget større.

Så Fru Gylling vil forstøde Boel, og da sønnen er en vatnisse, der ikke gør modstand, så stikker Boel af. Og på et splitsekund har hun mistet sit hjem, sin kærlighed og sin fremtid. Og hvad sker der så? Jo, det er blandt andet her det med de forskellige udgaver kommer ind i billedet. I den oprindelige udgave fra 1883, kommer Boel hjem til Sandinge igen, hvor hun forenes med sin moder, som hun ellers har været i konflikt med. I 1903-udgaven flakker hun rundt, men det lykkes hende at finde en slagtersvend, som hun – tro det eller ej – bliver lykkelig gift med. Det er en positiv slutning, og den skal man lægge mærke til, for der er ikke ret mange af den slags hos Pontoppidan. 

Jeg tror nok, at jeg er en af de få læsere, der bedst kan lide slutningen med slagteren. Men selvom der er store forskelle, er det måske også vigtigt at få sagt, at slutningen trods alt ikke ændrer det, der er bogens pointe eller budskab.

Inden vi kommer til det, er der imidlertid et spørgsmål, der trænger sig på: Hvorfor er Sandinge Menighed ikke bare en frygtelig, melodramatisk bog. Den har jo alle ingredienserne til det: Smuk, ung pige flytter til byen, hvor hun forføres af husets søn. Hun tror, hun skal giftes med ham, men den trælse mor sender hende væk. Heldigvis finder hun hjem – enten til moderen eller slagtersvenden - og så ender det ok. 

Svaret på dette spørgsmål er ikke mindst Pontoppidans humor, som han ofte bruger i sine beskrivelser af personer og situationer. Det gør ikke kun teksten underholdende, men det skaber også en afstand, som betyder, at man som læser bedre kan se, hvad eller hvem, der er på spil.

En anden redningsplanke er figuren Kasper Kapper, som er en temmelig mærkelig personage. I udgaven fra 1883 fylder Kasper Kapper ikke så meget, men i 1903 er han vokset, og vi lærer ham bedre at kende. Så det er den udgave, vi følger nu.

Det er ikke for meget at sige, at Kasper Kapper faktisk er lidt klam. Han tænker egentlig gode tanker om sig selv. Men andre mennesker, synes ikke, at han er pæn, og så lugter han virkelig dårligt. Og så har han i øvrigt en lidt mærkelig opførsel. For eksempel kan han godt lide forsamlinger, fordi han der kan komme så tæt på kvinderne, at han kan gnubbe sig op ad dem. 

Kasper Kapper bor – selvfølgelig - alene på et lille kammer – eller det vil sige: Han holder forskellige dyr som en dompap, en irisk, to kanariefugle og to hvide mus med røde øjne, så helt alene er han selvfølgelig ikke. 

Og her kommer jeg lige med et indskud: I førsteudgaven ejer Kasper Kapper kun 1 mus, i andenudgaven er der 2 mus. Jeg ved ikke, hvad Pontoppidan har tænkt, da han rettede det tal. Jeg synes ikke, det gør nogen mærkbar forskel for tekstens kvalitet, om der er en en eller to gnavere i Kasper Kappers værelse, men Pontoppidan har sikkert haft en tanke med rettelsen.

Nå, men Kasper Kapper er urmager, og han trækker ure op hos folk. Og det er sådan, at han møder Boel. Fordi han skal trække Fru Gyllings ur op. Han bliver tiltrukket af hende, og da han opdager, at hun har en affære med sønnen i huset, sætter han sig for at ødelægge forholdet. Så han skriver anonyme breve til Fru Gylling, hvor han fortæller hende, hvordan det står til med hendes søn og Boel. Med andre ord: Kasper Kapper er på alle måder det, man kalder, en frastødende person.

Men altså. Det går hverken værre eller bedre end, at Kasper Kapper bliver syg. Han kommer på hospitalet, og så dør han. Det er lidt uheldigt for ham, for da Boel forlader Fru Gyllings hjem, aner hun ikke, hvad hun skal stille op. Hun kender jo ingen i København – altså bortset fra Kasper Kapper. Så hun opsøger ham – blot for at finde ud af, at han har forladt denne verden.

Når man læser Sandinge Menighed kan man ikke lade være med at studse over Kasper Kappers tilstedeværelse. Og jeg er sikkert ikke den eneste, der har tænkt over, hvad han egentlig laver i historien. Den kunne jo fint forløbe uden ham. Så egentlig tror jeg, at Henrik Pontoppidan har forelsket sig lidt i sin egen figur og så sat ham ind i historien. Og netop fordi figuren har kant – og måske endda noget lidt absurd over sig - gør det faktisk historien bedre. 

[pling]

Hvilke temaer er på spil?

Jeg vil gerne sige lidt om de temaer, der er på spil i Sandinge Menighed. Hovedtemaet er en kritik af grundtvigianismen, som Pontoppidan skildrer som skinhellig og med en ordentlig portion selvfedme. Hør for eksempel denne beskrivelse af skolelæreren i Sandinge:

Den fromme Mand laa med Haanden under Kinden inde paa Sofaen i sin Stue med sin sædvanlige 2 Alen lange Pibe i Munden og indhyllet i en Sky af Tobak, paa hvilken han syntes at svæve ligesom Englene paa gamle Alterbilleder. Han var fordybet i Læsningen af det sidst udkomne Nummer af "Kristeligt Søndagsblad for Oplysning, Nyhed, Ædruelighed og Hønseavl", et meget udbredt folkeligt Organ, ved hvilket han selv var pædagogisk Medarbejder. Han havde netop en længere Artikel deri om "Børneskolen og dens fremtidige Udvikling", og det var særligt denne, der havde fængslet hans Opmærksomhed, og som stadig paany maatte gennemlæses, idet han hver Gang opdagede nye og mærkværdige Sandheder i den, virkelige Guldkorn, sande profetiske Fremtidssyner, som han under Udarbejdelsen i Grunden ikke havde overvejet nærmere, og som altsaa maatte være gledet ham af Pennen under en Art guddommelig Inspiration. Men saadan gik det ham saa ofte.

I beskrivelsen af skolelæreren er det – som jeg var inde på lige før – humoren, der er det foretrukne våben. I Pontoppidans hænder kommer den gode, grundtvigianske skolelærer til at se både selvfed og latterlig ud. Men ellers er det jo i selve handlingen, at kritikken viser sig. Fru Gylling har hjertet på rette sted og arbejder hårdt for den åndelige vækkelse, og hun åbner sit hjem for degne og bønder og alle slags folk. Men frisindet og respekten rækker ikke ret langt. For når det gælder forlovelse og giftermål mellem Boel og hendes egen søn, slår hun bak. Det kan ikke komme på tale. 

Dermed er hykleriet udstillet. Grundtvigianismen tror på den åndelige vækkelse, og de kan se værdi i alle mennesker. Men i virkeligheden udøver de mere omsorg for sig selv end for andre. Og dertil kommer så, at de i deres interesse for det åndelige fuldstændig overser den materielle forarmelse, som findes lige for næsen af dem. Det kan godt være, at det er dejligt at synge en sang sammen med andre – men det bliver ens børn altså hverken mere mætte eller mere raske af.

Så er der Kasper Kapper, som jeg kort vil vende tilbage til. Hvis denne mandsling har en funktion, så tror jeg mest man skal se ham som et satirisk indskud. I bogen præsenteres han ikke som grundtvigianer, men han lærer os måske alligevel noget om grundtvigianernes måde at agere på. Forklaringen er, at Kasper Kapper lider af allestedsnærværende  impotens. Han kan godt lide kvinder, men han har svært ved at komme helt ind på livet af dem. Han prøver også at ødelægge forholdet mellem Boel og Fru Gyllings søn, men faktisk er han ikke hovedårsagen til, at forholdet går skævt. I det hele taget er Kasper Kapper sådan en, der prøver, men han får faktisk ikke udrettet ret meget. Han færdes i verdens periferi, men gør ikke rigtig nogen forskel.

Læst på den måde kan man se Kasper Kapper som en form for satire på de selvgode grundtvigianere. Han har nogle af de samme træk som dem blot sat på spidsen og forstørret. Også de gnubber sig op ad folket for deres egen tilfredsstillelses skyld, og de får aldrig taget fat om de relle udfordringer. Og derfor kommer de ikke til at gøre nogen større, positiv forskel i folks liv. 

[Pling]

Som selvstændig isme og åndskraft er der vist ikke meget liv i grundtvigianismen i dag, og det er vist mest, når vi skal være højtidelige eller imponere andre med vores dannelse, at vi nævner Grundtvig. Så på den måde er Pontoppidans kritik måske ikke så relevant i dag som den var dengang. Men lidt bredere set, synes jeg, at den rammer plet. I hvert fald vil nogle sige, at grundtvigianismen stadig trives, fordi den gamle mands tanker ligger til grund for meget af det, vi siger og gør. Vi har bare svært ved at se det. Og i hvert fald er det sådan, at når vi taler om åndelig oprustning, så sker det også i vores tid med en lidt klistret undertone, hvor kristendommen spændes for et projekt, der ikke handler så meget om at gøre noget godt for andre, men mere om at gøre noget godt for sig selv. 

Mere generelt så tror jeg, at hvis Henrik Pontoppidan havde levet i dag, så ville han med sikkerhed have været på vagt overfor ethvert forsøg på anmassende folkelighed. Og det uanset om det så sker i Grundtvigs navn eller ej. At kalde sig folkelig, at agere folkeligt, at være et folkeparti og på den måde omklamre befolkningen ikke for deres skyld, men for ens egen skyld var ikke hans kop the. Væk med forlorenheden, forstillelsen og splittelsen. Og ind med den ægte og ærlige respekt for, at andre livsformer end ens egen, kan være nøjagtig lige så gode. 

Det er, hvad jeg tager med mig fra læsningen af Sandinge Menighed.

[pling]

Hvad stod der i anmeldelserne?

Og nu skal vi ellers til noget andet. For vi skal se på, hvordan Sandinge Menighed blev modtaget, da den udkom. Som vi ved, er dette Pontoppidans anden bog. Så det er den svære to’er, der jo kom efter Stækkede Vinger, der fik ok anmeldelser. Der var kritik, men flere anmeldere kunne også se, at her var der tale om en mand med talent. Med Sandinge Menighed er det lidt det samme. Dog er kritikken mere kras. I hvert fald kan nogle af anmelderne virkelig ikke lide bogen, selvom der stadig er en anerkendelse af forfatterens talent. 

Da Sandinge Menighed udkom første gang, fanger anmelderne bogens kritik af grundtvigianismen, men nogle af dem er også forvirrede. De synes ikke, der er ordentlig sammenhæng mellem bogens scener, og de undrer sig over, hvad der sker med Boel efter hun har forladt Fru Gyllings hjem. Men kritikken er ikke bare overfladisk – for nogle anmeldere er den mere grundlæggende. For eksempel mener en, at bogen skildrer det ”stinkende” og ”smudsige” i en sådan grad, at han anbefaler, at man har et ”forfriskelsesmiddel” parat. 

Heldigvis er der små, positive sætninger rundt omkring i anmeldelserne, men det ændrer ikke det samlede billede af en bog, der får en ordentlig gang stryg. Hvilket også var det Pontoppidan hæftede sig ved. I et brev skrev han: ”Det nytter ikke at nægte det: [Bogen] synes at være faldet totalt til jorden – og begravet med det samme. Jeg synes egentlig, den har fortjent lidt bedre.”

I 1903 udkommer bogen igen, og der kommer i den forbindelse nogle korte anmeldelser. Og de er mest positive. Edvard Brandes skriver endda: ”Sandinge Menighed har sin berettigede plads i Pontoppidans produktion og derfor i dansk litteratur.” At Sandinge Menighed nu pludselig er blevet en god bog, kan selvfølgelig skyldes, at Pontoppidan skrev den kraftigt om. Eller også skyldes det, at han nu tyve år senere er blevet en anerkendt og feteret forfatter – og så læste man hans tekster i det lys.

Peters anmeldelse

Det var anmelderne. Nu skal jeg komme med en helt subjektiv vurdering, som jo er foretaget i dag mange år efter Pontoppidan skrev bogen. 

Vi starter med det positive. Først og fremmest er Sandinge Menighed den bog, hvor man begynder at kunne se, hvor godt Pontoppidan kan skrive. Beskrivelserne af personer og de miljøer, de færdes i, er gode og ofte fulde af humor. Men altså – det bliver endnu bedre efterhånden som forfatterskabet udfolder sig. Men sprogligt er Sandinge Menighed en fornøjelse.

Og så er der bogens kritik af det forlorne og af forstillelsen. Det kan godt være, at grundtvigianismen måske ikke er det mest aktuelle tema, men overordnet set, er der alligevel en genkendelighed, som faktisk er påfaldende. Også i dag kan man støde på personer – det kunne for eksempel være nogle politikere - der under dække af at ville gøre noget godt for andre, til syvende og sidst vil gøre noget godt for sig selv. For eksempel beholde magten.

Og så er der endelig Kasper Kapper. Jeg kan godt lide, at dette urolige element får plads i bogen, men jeg indrømmer også, at bogen har en svaghed her. Lidt senere i forfatterskabet – og især i de store romaner – kan man se, hvor enestående dygtig Henrik Pontoppidan er til at komponere sine romaner. Historierne fortælles med et overskud, som ikke findes ret mange andre steder. Men dette håndværksmæssige, ja, lad os bare kalde det geni, er ikke er helt på plads i Sandinge Menighed. Kasper Kapper kommer ligesom dumpende ind i historien som en tilsyneladende vigtig aktør, men bliver aldrig rigtigt integreret. 

Og så er der bogens slutning. Hvad sker der med Boel efter at hun har forladt Fru Gylling? Ja, i den ene udgave kommer hun hjem. I den anden bliver hun gift med en slagtersvend. Men uanset hvilken slutning, man vælger, bliver læseren sat af. Pludselig står hun hjemme og forenes med moderen. Eller alternativt: Pludselig er hun gift med en slagter tilsyneladende glad og ude af fattigdom. Men hvordan kunne det nu ske? Vi får det ikke at vide og må gætte os frem.

Så altså, sammenfattende: Ja tak til Sandinge Menighed. Det er en god og læseværdig bog – selvom den ikke hører til helt i toppen af alt det, som Pontoppidan har skrevet.

[kending]

Afslutning

Med disse ord, skal vi til at slutte. Tak fordi I ville lytte med. Der kommer flere afsnit, og næste gang kommer det til at handle om den bog, der hedder Landsbybilleder. Så hvis ikke I har fået læst den endnu, var det måske en anledning til at få det gjort.

Og så vil jeg nævne, at jeg i dag har jeg brugt Flemming Behrendts speciale fra 1964 med den lidt svære titel ”Henrik Pontoppidan. Genetisk-tekstkritiske studier i forfatterskabet, især 1890-1908”. Og så er der som sædvanlig den hjemmeside, der hedder henrikpontoppidan.dk.

Musikken, som I hører i baggrunden, er komponeret af Bastian Lind Lauritsen, og han har også indspillet den sammen med Jakob Lind Lauritsen. Det har de gjort i Skibby Kirke, som ligger i Horns Herred. Og netop Horns Herred spiller en central rolle især i første del af Pontoppidans forfatterskab.

Jeg hedder Peter Lauritsen – det er mig, der læser. Maj-Britt Brinkmann læser citaterne, og det er Kasper Ostrowski, der producerer.

Tak for nu.