Afsnit 3: Landsbybilleder

Landsbybilleder udkom i 1883, og den indeholder fem noveller. I dette afsnit koncentrerer vi os om en enkelt, nemlig den der hedder En Kjærlighedshistorie: To veninder bliver gift - den ene af ren kærlighed, den anden i noget der ligner et tvangsægteskab. Overraskende nok er det den sidste, der får det lykkeligste ægteskab. Vi diskuterer, vurderer og anmelder novellen, ligesom vi ser på datidens modtagelse af bogen. Dagens emne er det moderne gennembrud, som Henrik Pontoppidan var en af de fremmeste eksponenter for.

Nøgleord
Sværmerisk vs. praktisk kærlighed
Frihed og lykke
Livet på landet
Det moderne gennembrud
Georg Brandes

Citater

"En ung mand, kun 29 år gammel, går op på auditoriets talerstol. Og så starter han en revolution. Hans fokus er på litteraturen, men i virkeligheden handler det om at modernisere Danmark"

"Kan det passe? Altså, kan det virkelig passe, at Pontoppidan – en af de mest markante forfattere i det moderne gennembrud - i virkeligheden er en konservativ dødbider?"

Kilder

Martin Zerlang: Det moderne gennembrud: https://lex.dk/det_moderne_gennembrud

www.henrikpontoppidan.dk

______________________________

Peter Læser Pontoppidan

Facebook: https://www.facebook.com/groups/1642166633497919/

Instagram: http://www.instagram.com/peter_laeser_pontoppidan

Web: https://www.peterlauritsen.dk/peter-laeser-pontoppidan/

Én bog ad gangen - fra den første til den sidste

Transcript

Afsnit 3: Landsbybilleder

Peter Læser Pontoppidan en podcast om Henrik Pontoppidans

[kending]

Intro

Velkommen til Peter Læser Pontoppidan en podcast om Henrik Pontoppidans bøger. Det er her, vi tålmodigt gennemgår hele forfatterskabet en bog ad gangen fra den første til den sidste. Og det er også her, vi prøvende overvejer, hvad de gamle tekster har at fortælle os, der lever i dag, mere end hundrede år senere. 

Det er mig, der er Peter, og det er mig, der læser. Jeg er professor, men jeg er ikke professor i litteratur. Til gengæld har jeg i de sidste mange år læst Pontoppidans forfatterskab, og jeg har næsten altid en af hans bøger inden for rækkevidde. 

For mig er det en underholdende måde at bruge min tid på. Og samtidig lærer jeg noget om mig selv, noget om mennesker og noget om de fællesskaber, vi på godt og ondt er en del af. Og så tror jeg i øvrigt på, at i en tid, hvor alting fragmenteres og splintres, så er det godt, at vi har noget at samles om. Og hvad kan være bedre til det end netop Henrik Pontoppidans bøger? 

Afsnit 3: Landsbybilleder 

[pling]

Pastor Rude var slumret hen inde i sin store Lænestol imod nord, med Brillerne paa Panden og Hovedet lidt til Siden. Et mildt, fredeligt Smil laa om hans Mund, en stor Avis over hans Knæ; og ud og ind gjennem det aabne Vindue svirrede muntre Fluer, der ugenert satte sig paa hans Skaldepande og killede ham under Næsen.

Men nede i den store, skyggefulde Have, under en fin, duftende Lind, sad hans unge, smukke Datter og læste tankefuldt i en Bog. Nu og da, naar det suste svagt i Løvet over hendes Hoved, saa' hun op og tænkte. 

Hun var hvid og fin, med et mørkt, blødt Haar bundet op i en dobbelt Knude med et Baand.

Men alt som hun tænkte, skjød en svag Rødme op i hendes Kinder, Øjnene duggedes let, og om Munden skinnede der frem et lille drømmerigt Smil, der lagde sig som en stærk Tro i det noget forknytte Ansigt.

Saa bøjede hun atter – langsomt – sit Hoved ned mod Haanden, og læste videre. Det var Digte – om Kjærlighed.

[kending]

Dagens bog: Landsbybilleder

Vi er nået til den tredje episode i denne lille podcast. Den første episode handlede om Pontoppidans første bog, Stækkede Vinger fra 1881. Den anden handlede om hans anden bog, Sandinge Menighed, fra 1883. Og i dag er vi så kommet til den tredje bog – en novellesamling med titlen Landsbybilleder, der også udkom i 1883. 

Bogen er en samling af fem noveller, og det er for mange til, at jeg kan nå igennem dem alle. Så derfor kommer jeg kun til at sige en lille smule om fire af teksterne for så at gå mere i dybden med en enkelt. Og jeg har naturligvis valgt den bedste og mest interessante fra samlingen - nemlig den novelle, der hedder En Kærlighedshistorie. Det citat, som indledte episoden, stammer fra netop den tekst. Og jeg vil gerne sige det med det samme: En Kærlighedshistorie er en fin, politisk og tankevækkende novelle.

Dagens emne: Det moderne gennembrud

Når vi nu kun er ved den tredje episode, så ved jeg ikke, om man kan sige, at vi plejer at gøre noget. Men hvis man kan, vil jeg sige, at jeg plejer at tage fat i et emne, der har forbindelse til dagens bog eller i hvert fald forbindelse til Pontoppidans forfatterskab. Og i dag har jeg tænkt mig, at dette emne skal være det moderne gennembrud. Det er nemlig sådan, at Henrik Pontoppidan, i hvert fald i begyndelsen af sit forfatterskab, skrev sig direkte ind i denne bevægelse.

Når man skal tale om det moderne gennembrud, begynder man næsten altid med de forelæsninger, Georg Brandes holder om litteratur på Københavns Universitet i 1871. Det er simpelthen der, det starter. En ung mand, kun 29 år gammel, går op på auditoriets talerstol. Og så starter han en revolution. Hans fokus er på litteraturen, men i virkeligheden handler det om at modernisere Danmark. Væk med forældede dogmer og forstokkede religiøse levesætninger og ind med videnskab og fornuft, så vi kan få friheden til at vokse. Og så går Brandes ellers i gang med at sparke støvet af den danske selvforståelse, hvilket var lige så tiltrængt dengang, som det er i dag.

Og ja. Brandes har selvtillid, og nogle gange måske lidt for meget. Men på den anden side har han noget at have den i, og lige i denne situation nytter det ikke at være en undskyldning for sig selv. For Brandes har et budskab, som skal råbes ud over byen. Og det gør han så. 

Brandes’ synspunkt er, at dansk litteratur er årtier bagefter den europæiske, fordi den stadig hænger fast i romantikken. Kort sagt: Man laver skønmalerier af den barske virkelighed. Litteraturen og kunsten romantiserer kvindernes vilkår og overser undertrykkelsen. Og på samme måde med livet på landet. Man idylliserer i stedet for at fremstille det, som det er: fattigt og fornedrende.

Ved på den måde at dække over realiteterne, kommer litteraturen til at stå i vejen for nødvendige samfundsforandringer, hvor den i virkeligheden burde gå forrest. Og derfor vil Brandes forandre litteraturen. Forfatterne skulle til at skrive på en ny måde. 

Først og fremmest, siger Brandes, så skal litteraturen ”sætte problemer under debat” – altså trække urimeligheder frem i lyset. Litteraturen skal hjælpe os med at se problemerne og finde ud af, hvad vi skal gøre ved dem. Og netop det bliver et væsentligt mantra for det moderne gennembrud. Så man skal ikke romantisere landbobefolkningens vilkår. I stedet må man beskrive deres fattigdom. Og man skal ikke romantisere kvinden – opgaven er i stedet realistisk at beskrive den situation, som kvinder rent faktisk befinder sig i. 

Viggo Hørup, som på mange måder var Brandes’ våbenbroder og åndsfælle, og som også var den, der førte det moderne gennembrud ind i politik, skrev i 1892, altså tyve år efter Brandes’ forelæsninger, en artikel, hvori han reflekterede over forfatternes nye rolle i forhold til noget så alvorligt som krig. I artiklen skriver han sådan her:

Mere end de parlamentariske Fredskongresser og mere end Fredsforeningernes brogede Selskab af ærlige Fredsvenner, blandede med formummede Forsvarsbrødre, har det at betyde for Freden, at navnkundige Forfattere [er] hørt op [med] at besynge Krigens Heltegærninger og [har] vendt deres Opmærksomhed mod Stanken fra Valpladsene og den smudsige Pest i Lasaretterne.

Altså, mener politikeren og debattøren Hørup: Det er værdifuldt for freden, at forfatterne lader være med at beskrive krig som noget ærefuldt, mandigt og heltemodigt. For krig er død og ødelæggelse og stank fra de døde kroppe. Netop det kan litteraturen hjælpe os med at forstå, hvis den lader være med at pynte på virkeligheden, men beskriver den realistisk. Og med en sådan forståelse kan vi bedre indgå i en nøgtern og ædruelig diskussion af, hvordan vi skal forholde os til væbnede konflikter eller til andre vigtige samfundsemner.

Pontoppidan præsenteres ofte som en af det moderne gennembruds mest markante forfattere. Godt nok skrev han ikke om krig, men han satte andre problemer under debat. Det gælder for eksempel den økonomiske og sociale ulighed mellem rig og fattig. Eller det ulige forhold mellem mænd og kvinder. Eller grundtvigianismens forstillelse. Eller ægteskabets komplicerede forhold. Eller som et sidste eksempel vores forhold til præster og kristendom. Alle disse emner beskrev han realistisk uden det romantiserende filter. Og dermed gjorde han, som det moderne gennembrud fordrede. 

Så der er ingen tvivl om, at koblingen mellem Pontoppidan og det moderne gennembrud er valid. Især i de tidlige år har hans bøger derfor en politisk funktion, som han heller ikke selv lægger skjul på. I hvert fald siger han i sine erindringer: ”Jeg gjorde en Række Aar min Skyldighed som menig Soldat i Menneskeaandens evige Frigørelseskamp.” Så på den måde læste han også selv sit arbejde ind i et større politisk projekt.

Men når det er sagt, er det vigtigt at tage nogle forbehold. Først og fremmest var Pontoppidan jo ikke politiker, men en forfatter, der ville fortælle historier. Og når han gjorde det, kunne han hverken lade sig binde af bestemte synspunkter eller bestemte krav til, hvordan man skulle skrive. Derfor ser man også i hans tekster, at han ind i mellem gør oprør mod realismen, ligesom der sagtens kan være flere og modsatrettede synspunkter til stede i hans tekster. Han kunne både argumentere for det ene og det andet og for den sags skyld også det tredje. Han havde et tvesyn, er der nogen, der siger. Selvom det nok ville være mere korrekt at sige, at han kunne se en sag fra mange forskellige sider og derfor havde et ’mangesyn’. Det gør hans bøger nuancerede, og det er en af grundene til, at de er så gode. 

[pling]

Hvad handler bogen om?

Vi skal til selve bogen. Som nævnt indeholder Landsbybilleder fem noveller. Og når jeg nu ikke kan nå at diskutere dem alle, siger jeg blot to sætninger om fire af dem, og så går jeg i dybden med en enkelt. Så hold godt fast. 

Den novelle, der hedder En Fiskerrede handler om et lokalsamfund, hvor myndigheder og bjærgningsfirma afpresser kaptajnen på et skib, der er gået på grund tæt på kysten. Hvis han vil trækkes fri fra den sandrevle, hans skib sidder uhjælpeligt fast på, ja, så må han betale - og det er dyrt! Dermed viderefører de en tradition, der også fandtes på stedet for flere hundrede år siden, hvor det blot var de lokale fiskere, der fik glæde af skibets værdier. Dengang var man dog mere barbarisk og lokkede skibene til at gå på grund ved at tænde fakler i klitterne. Skibene gik på grund, og fiskerne sørgede for, at ingen overlevede. Men selvom metoderne er blevet mere humane og civiliserede med tiden, så handler det stadig om at udnytte en nødstedt persons ulykke til egen vinding.

Så er der novellen Bondeidyl, som følger livet i en landsby, der faktisk slet ikke er idyllerisk. Kort fortalt: Den fattige malkepige, Ane, må finde sig i at blive begramset af mændene og især af Olav, der er søn af gårdejeren. Ane kan ikke lide det, men ved novellens slutning lykkes det alligevel Olav at få sin vilje med hende – som man vist sagde engang. Og mens det sker, må Anes kæreste blot vente, til Olav har fået, hvad han vil og derefter taber interessen for hende. For Anes kæreste er nederst i det sociale og økonomiske hierarki, og den position kan han ikke ændre på. De andre har førsteret – også til Ane.

Dernæst en kort tekst, Et Vinterbillede, hvori en gammel præst får kontrolbesøg af biskoppen. Det går godt, og præsten tror, at han er sluppet igennem tilsynet. Lige ind til en tilfældighed får biskoppen til at mene, at han skal sættes fra bestillingen. Det, at vi møder præster og biskopper, skal vi i øvrigt vænne os til. De er overalt i Pontoppidans forfatterskab, hvor de spiller vigtige roller. Ofte af en mere selvhøjtidelig eller komisk karakter.

Og endelig er der en ret fantastisk novelle, der hedder Arv. Om den store indflydelsesrige mand, der på sine sidste dage er blevet tosset. Han dør, og hans enke bliver anklaget for at fusket med testamentet. En del af novellen er et retssagsdrama, der indimellem tager sig ud som ren komedie.

Jeg stopper her og spørger ud i luften: Er I stadig med? For jeg ved godt, at det var en hurtig tour de force gennem de fire noveller. Men jeg håber, at jeg alligevel har givet et lille indtryk af, hvad de handler om. Og skulle nogen have fået lyst til at læse dem, så lover jeg, at det ikke er spild af tid.

Den tekst, som jeg til gengæld vil bruge noget plads på, hedder som nævnt En Kjærlighedshistorie. Så nu er det altså den, vi fokuserer på.

Novellen handler om de to veninder Grethe, der er datter af en hegnsmand og altså kommer fra et fattigt hjem, og så Ellen-Lisbeth, der er præstens datter, og som derfor tilhører og færdes i et noget mere velstående og dannet miljø. Men de to piger bliver veninder, og de vokser op sammen.

Og nu starter dramatikken. Grethes forældre vil have hende gift med Morten Pers. Morten er forelsket i Grethe, men Grethe er ikke forelsket i Morten. Hun vil ikke, hun græder og trygler og modsætter sig, så godt hun kan. Men forældrene holder fast, og på den måde kommer Grethe ind i noget, der vist bedst kan kaldes for et arrangeret ægteskab.

Denne traditionelle måde at blive gift på vækker stor opstandelse i præstegården, hvor man hylder de moderne idealer om frihed og kærlighed, og Ellen-Lisbeth er ulykkelig over det, der er hændt hendes veninde. 

Umiddelbart efter brylluppet flytter Ellen-Lisbeth, altså præstedatteren, fra sognet, og der går fem år, inden hun kommer på besøg igen. I mellemtiden er hun er blevet gift, og hedder nu fru Lunding. Man har dog ikke indtryk af, at hendes ægteskab går over stok og sten. Tværtimod. Den kærlighed, som hun tidligere har følt, ser ud til at være dampet af.

Tilbage i sognet får Ellen-Lisbeth lyst til at se, hvordan det er gået med hendes barndomsveninde, Grethe, og hun besøger hende. Og her bliver hun noget overrasket over, at hun bogstavelig talt træder lige ind i en dejlig familie med far og mor og børn og bedsteforældre, der sidder og hygger sig ved bordet.

På et tidspunkt har de to kvinder en fortrolig stund. Og her udspiller sig følgende lille scene, hvor Ellen-Lisbeth starter med at spørge:

”Og nu er du virkelig lykkelig, Grethe?"

"Ja," sagde denne aabent og lo.

"Men–n" – hun trak det ud – "nu din Mand?"

"Morten?"

"Ja – jeg mener – elsker du ham nu?"

Nu var det Grethe, der bøjede sig frem og saa' mod Gulvet. Men da hun mærkede, at den andens Øjne hvilede paa hende, svarede hun sagte og med noget dyb Stemme:

"Jeg tror, vi gjorde for meget ud af det – den Gang – med dette Kjærlighedsvæsen.

Så altså. Grethe, der var så ulykkelig over at blive gift med en mand, hun ikke elskede, mener nu, at de gjorde for meget ud af alt det kærlighedsvæsen. Der var ingen grund til at gøre så meget modstand. Da Ellen-Lisbeth hører dette, bliver hun tavs, men hvis man ikke har forstået pointen, kommer bedstemoderen nu ind fra køkkenet og henvendt til Grethe leverer novellens afslutningsreplik. Den lyder sådan her:

Ser De, gode Frue!" sagde hun langsomt og med et lille sejrssikkert Smil. "Der var en Gang, De var vred paa mig – jeg véd det nok; men da var De saa ung og kjendte ingen Ting. Men nu har De jo set lidt af Verden, og vel ogsaa prøvet Deres, kan jeg forstaa; – og se: vi gammeldags Bønder, vi har det nu saadan paa en anden Manér; for naar den ene er Karl og den anden er Pige, og de ellers er skikkelige og ordenlige og vil være gode ved hinanden, saa er der jo dog, hvad dér skal til; og senere kommer jo Børnene, og saa saadan et Liv sammen i Arbejde og Beskjæftigelse; tro De mig – lille Frue! – det er noget andet end denne her Forfjamskelse, som de kalder Kjærlighed! 

Så slutter teksten. Og læseren har (så sandeligt) fået noget at tænke over.

[pling]

Hvilke temaer er på spil?

Som de fleste andre mennesker, tror jeg på kærligheden som udgangspunktet og grundlaget for samlivet mellem to mennesker. Kærligheden først og så kommer alt andet bagefter. Og når man nu synes sådan, kan man ikke undgå at forundres over novellens budskab. 

Her står vi midt i det moderne gennembrud og en stærk samling af forfattere og intellektuelle, som ville skabe et retfærdigt samfund befolket af frie mennesker. Og så fortæller Pontoppidan os, at en kvinde, der ikke har truffet et frit valg, alligevel bliver lykkelig. Det er hende, der grædende bliver tvangsgift, der får det bedste ægteskab.

Kan det passe? Altså, kan det virkelig passe, at Pontoppidan – en af de mest markante forfattere i det moderne gennembrud - i virkeligheden er en konservativ dødbider, der helst vil have tingene, som de altid har været? Alting på sin plads, inklusive kvinderne. 

Til det vil jeg først sige sådan her: Der er ikke nødvendigvis noget lighedstegn mellem Pontoppidans egne synspunkter, og de synspunkter, der fremsættes af forskellige figurer i hans tekster. Det er jo lige præcis her, vi skal huske, at der sagtens kan være flere ting på spil, og hvor Pontoppidan står, ved vi ikke, og måske er det heller ikke så vigtigt. Så vi behøver med andre ord ikke at se En Kærlighedshistorie som et udtryk for Pontoppidans egen holdning eller som en opfordring til alle os andre om, hvordan vi skal leve vores liv. 

I stedet læser jeg novellen som en analyse af kærlighed. Pontoppidan stiller to perspektiver op over for hinanden: Det sværmeriske overfor det praktiske. I novellen kritiseres  de sværmeriske idealer, men det er jo ikke det samme, som at de ikke kan realiseres i andre situationer. Det fungerer bare ikke for Ellen-Lisbeth, men i andre situationer kan det selvfølgelig sagtens gå bedre. Det er Pontoppidan i øvrigt selv et eksempel på. I hvert fald blev han som gift mand udsat for lidt sværmerisk kærlighed på en tur til Nordjylland. Det medførte, at han blev skilt fra sin første kone, så han kunne forfølge denne nye kærlighed, som så holdt resten af livet. 

Så. Jeg forstår det ikke sådan, at Pontoppidan argumenterer for, at kærlighed skal være på en bestemt måde, eller at han synes, at man skal afvise løssluppen forelskelse som grundlag for ægteskab. Derimod gør han i En Kærlighedshistorie opmærksom på, at kærlighed kan være forskellige ting. Sværmerisk forelskelse med røde kinder, sommerfugle i maven og søvnløse nætter er en ting, men der kan også være noget smukt og varmt i det praktiske liv med op- og nedture i fællesskab. Der kan være masser af varme og kærlighed i et sådant liv, hvor man sammen med et andet skikkeligt menneske bygger sig en lykkelig tilværelse.

Dette er, synes jeg, en stærk besked til Brandes og Hørup og til alle de andre, der som led i det moderne gennembrud argumenterede for frihed på alle parametre. For hvis de troede, at deres forståelse af frihed uden videre ville blive modtaget med kyshånd af alle folk på landet, ja, så måtte de nok tro om igen. På landet kan man udmærket have andre forestillinger om det gode liv i kærlighed, end man har blandt byens intellektuelle elite.

[pling]

Hvad stod der i anmeldelserne?

Nu er vi kommet til det punkt, der handler om, hvordan Landsbybilleder blev modtaget af anmelderne. Pontoppidans tidligere bøger har fået – skal vi sige – blandede anmeldelser. Groft sagt har man anerkendt hans talent, men endnu ikke set forventningerne indfriet. 

Når det kommer til Landsbybilleder er stemningen mere positiv, selvom der selvfølgelig stadig er kritik. En anmelder gennemgår for eksempel novellerne, og han bryder sig ikke rigtig om nogen af dem. Men han synes alligevel at mange af ”detaljerne er virkelig fortrinligt gjorte.” Et andet forbehold er, at man synes, at Pontoppidan har det med at være noget negativ i sine beskrivelser af livet på landet. Han skriver i mol, siger en. Og et andet står, at det er ”gråt i gråt.” For disse anmeldere overser Pontoppidan, at der faktisk er mere hygge og glæde blandt landbobefolkningen, end man skulle tro, når man læser Landsbybilleder. Og så vil jeg lige nævne Herman Bang, der finder mange gode ting i bogen, men alligevel sender et ordentligt svirp: ”Henrik Pontoppidan er ikke nogen særlig dyb eller stærkt levende personlighed”, skriver han. Og så er det jo sat på plads.

Men når man læser på tværs af anmeldelserne er der alligevel mange roser til bogen. ”Han ser sikkert og beskriver træffende,” skriver en af dem, mens der et andet sted står, at ”Landsbybilleder er den første bog, i hvilken den unge forfatters talent er brudt fuldt igennem.” Det kan Pontoppidan så lune sig ved. Samtidig med at han må finde sig i, at Landsbybilleder bliver sammenlignet med hans foregående bog, Sandinge Menighed. Og det falder ikke så heldigt ud for sidtnævnte. En anmelder mener for eksempel, at Landsbybilleder rager godt op over den ”temmelig mislykkede fortælling, Sandinge Menighed,” der også bekrives som ”planløs” og en gang ”fortvivlet snakken sort.” 

Så altså. Det kan godt være, at anmelderne ikke er helt oppe at ringe over Landsbybilleder, men i forhold til det sjask, Pontoppidan tidligere har leveret, er der tale om et betydeligt fremskridt. 

Peters anmeldelse

Det var anmelderne. Nu skal vi til min mening - en helt subjektiv vurdering, som jo er foretaget i dag af mig. 

Og altså. Der er både positive og negative ting at sige. Men det er klart det positive, der fylder mest. Og lad mig starte med det. Novellerne er helt elementært gode historier. Man engageres i dem – og det uanset om det handler om et arrangeret ægteskab, om strandhugst, om en arvestrid efter en død mand eller noget helt fjerde.

Dertil kommer, at der er en eller anden form for crazyness i flere af fortællingerne, som jeg godt kan lide. Det gælder måske ikke så meget i En Kærlighedshistorie, som jeg har fortalt om i dag, men i de andre noveller møder vi fiskere, der stikker med kniv og drikker sig i hegnet. Og vi møder en storbonde, der er blevet rablende tosset, og som en djævel kører gennem landsbyen for at komme ind på kroen. Pontoppidan er god til de her lidt skæve og skøre karakterer, og de tilføjer hans tekster noget kvalitet.

Men ingen roser uden torne. Og tornene kommer her: Først og fremmest synes jeg stadig, der er mangler i den måde, han fortæller på. Han er virkelig dygtig til at beskrive personer og situationer. Men der er alligevel noget, der ikke helt spiller. Måske er det bare mig, men jeg synes, at man relativt ofte mangler noget, der gør, at man som læser kan følge med, og historien bliver troværdig. Denne svaghed er ikke ny, men findes også i de tidligere bøger, hvor det ind i mellem er svært at finde ud af, hvordan personerne kommer fra a til b. I EnKjærlighedshistorie ender en kvinde i et arrangeret ægteskab, hvilket hun, forståeligt nok, er ulykkelig over. Men fem år senere er hun noget mere tilfreds. Så et eller andet må være sket. Var det manden, der viste sig at være en drømmefyr? Indså hun, at hendes liv slet ikke tillader hende at have romantiske forventninger. Eller var det noget helt tredje. Selvom man får smuler serverende, så er jeg i hvert fald ikke kvik nok til at følge helt med.

Min kritik knytter sig selvfølgelig til genren. Man kan ikke forklare alting i en novelle, og man skal heller ikke. Men når jeg læser En Kærlighedhistorie bliver jeg nysgerrig. Jeg vil så gerne vide mere, men novellen er slut, og jeg må gætte mig til resten.

Afslutning

Med disse ord, skal vi til at slutte. Tak fordi I ville lytte med. Der kommer flere afsnit, og næste gang kommer det til at handle om den bog, der hedder Ung Elskov. Så hvis ikke I har fået læst den endnu, var det måske en anledning til at få det gjort.

Man kan læse Henrik Pontoppidans tekster på henrikpontoppidan.dk, hvor man også finder datidens anmeldelser og meget andet. Hvis man har lyst til at læse mere om Det Moderne Gennembrud eller om Georg Brandes, er der masser af hjemmesidetekster og bøger. Læs alt det du kan og tænk over, om det ikke netop er sådan et gennembrud, vi har brug for igen i dag.

Musikken, som I hører i baggrunden, er komponeret af Bastian Lind Lauritsen, og han har også indspillet den sammen med Jakob Lind Lauritsen. Det har de gjort i Skibby Kirke, som ligger i Horns Herred. Og netop Horns Herred spiller en helt central rolle i første del af Pontoppidans forfatterskab.

Jeg hedder Peter Lauritsen – det er mig, der læser bøgerne. Maj-Britt Brinkmann læser citaterne, og det er Kasper Ostrowski der producerer.

Tak for nu.