Afsnit 4: Ung Elskov

Romanen Ung Elskov (med undertitlen ”Idyl”) handler om pigen Martha og hendes møde med både den lyse og den mørke erotik. Det er den sidste, der vinder, og da Martha må erkende, at hendes liv er dømt til at blive defineret af mænd, indtræffer katastrofen. Ung Elskov er en rigtig god bog, men den starter med en tung og meget lang naturbeskrivelse – og netop Pontoppidans beskrivelser af natur er det emne, som vi tager op i dette afsnit.

Nøgleord
Pigeliv
Erotik
Overgreb
Patriarkatet
Naturbeskrivelser

Citater

"Nej, Ung Elskov er en bog, der beskriver et patriarkalsk samfunds overgreb på en ung kvinde"

"Naturen er dag og nat, lokkende og frastødende, hyggelig og uhyggelig, hemmelighedsfuld og åbenbar, ligesom den er fyldt af både erotik og død"

______________________________

Peter Læser Pontoppidan

Facebook: https://www.facebook.com/groups/1642166633497919/

Instagram: http://www.instagram.com/peter_laeser_pontoppidan

Web: https://www.peterlauritsen.dk/peter-laeser-pontoppidan/

Én bog ad gangen - fra den første til den sidste

Transcript

Afsnit 4: Ung Elskov

Peter Læser Pontoppidan en podcast om Henrik Pontoppidans bøger

[kending]

Intro

Velkommen til Peter Læser Pontoppidan en podcast om Henrik Pontoppidans bøger. Det er her, vi tålmodigt gennemgår hele forfatterskabet en bog ad gangen fra den første til den sidste. Og det er også her, vi prøvende overvejer, hvad de gamle tekster har at fortælle os, der lever i dag, mere end hundrede år senere. 

Det er mig, der er Peter, og det er mig, der læser. Jeg er professor, men jeg er ikke professor i litteratur. Til gengæld har jeg i de seneste mange år læst Pontoppidans bøger. For mig er det en underholdende måde at bruge min tid på. Og samtidig lærer jeg noget om mig selv, noget om mennesker og noget om de fællesskaber, vi på godt og ondt er en del af. Og så tror jeg i øvrigt på, at i en tid, hvor alting fragmenteres og splintres, så er det godt, at vi har noget, at samles om. Og hvad kan være bedre til netop det end Henrik Pontoppidans bøger?

Afsnit 4: Ung elskov

[pling]

Da Martha ud paa Natten kom ind i sit Kammer og allerede halvt var afklædt, faldt hendes Øjne over Bordet paa en lille Pakke, som hun hidtil ikke havde bemærket. Forsigtig, næsten ængstelig besaa' hun den først paa alle Sider, og viklede den derpaa langsomt op – Lag efter Lag af Papir, indtil et lille Etui kom frem for Lyset. Hun aabnede hastigt. Der laa et Sølvcylinderur. Og til dette var hæftet en Seddel, hvorpaa der med en plump Haand stod skrevet: "til minne, fra Jesper Andersen Dueboel."

En langsom Rødme steg op i hendes Kinder, mens hun varsomt drejede Uret i sin Haand. […] Tilsidst satte hun sig stille ned paa Stolen og sank hen i dybe Tanker.

Hun var endnu ikke fuldt femten Aar.

Dagens bog: Ung Elskov

Den bog, jeg har læst til i dag, hedder Ung Elskov – og den har undertitlen Idyl. Det er en lovende titel, men det er også lige ved at være falsk varebetegnelse. I hvert fald kan jeg allerede nu afsløre, at bogen hverken rummer megen elskov eller meget idyl. Nej, Ung Elskov er en bog, der beskriver et patriarkalsk samfunds overgreb på en ung kvinde. 

Så jeg betragter romanens titel som ironisk. Det, der kunne være ung elskov, og det, der ved første øjekast ser så idyllerisk ud, er det i virkeligheden ikke. Det er råt, og det er brutalt. 

Ung Elskov blev oprindeligt bragt som en føljeton i bladet Ude og Hjemme i 1884. Pontoppidan skrev den under kunstnernavnet Rusticus, som han brugte i de år, når han optrådte som skribent. Rusticus betegner noget, der kommer fra landet. Senere brugte han signaturen Urbanus, som jo betyder fra byen. Så på den måde er der to forskellige perspektiver i disse pseudonymer. Det ene ser fra landet, det andet fra byen – hvilket, er en gennemgående tendens i Pontoppidans bøger. I Ung Elskov er vi imidlertid på landet.

Bogen udkom første gang i 1885. Og det er den, jeg har læst til i dag. I 1906 udkom den anden udgave af bogen. Og som i så mange andre tilfælde i Pontoppidans forfatterskab, er der nogle ret store forskelle mellem de to udgaver. Ikke mindst har han indført en fortæller i andenudgaven. En ældre mand ser tilbage på de hændelser, bogen handler om. Jeg synes ikke det er helt heldigt, og jeg er glad for, at det ikke er sådan i førsteudgaven. Her er vi midt i handlingen og oplever tingene mere direkte. 

[pling]

Dagens emne: Naturbeskrivelser

Jeg tænkte, at det emne, jeg ville tage fat i i dag, er Pontoppidans naturbeskrivelser. For noget af det, man lægger mærke til, når man læser Pontoppidans bøger, er de detaljerede og smukke beskrivelser af den natur, som historierne udspiller sig i. Især i hans tidlige bøger. Inden en historie kommer i gang, bliver vi introduceret til skove, træer og blade. Vi får beskrivelser af sol og regn og bølgende marker. Og herregårde, huse og rønner.  Særlig vigtig er naturen. Den er rammen, og det er åbenlyst vigtigt, at vi kender den. Det gælder også i Ung Elskov, der starter på denne måde:

Ikke langt østen for Balderød By ligger en stor og mærkelig Sø, som ved Siden af sit almindelig borgerlige Navn "Balderød Sø" ogsaa nu og da af romantiske Gemytter (og især af Præsten, der gjør Vers) med en egen hemmelighedsfuld Stemmeklang benævnes "Nymfesøen" eller "Nymfernes Badekammer"

Naar man trods dens temmelig betydelige Udstrækning ikke kan se den, før man er den ganske nær, kommer det af, at den ligger lavt nede mellem høje Bakker og midt i store Skove, der til alle Sider omslutter den. Som virkelig skinsyge Elskere staar de tætte Træer og skjuler den omhyggeligt for ethvert Blik, mens man nærmer sig. Og mangen fremmed Vandringsmand, der ikke anede dens Tilværelse, har faaet som et elektrisk Stød igjennem sig, naar han ved Skovstiens pludselige Drejning paa Toppen af "Kongebakken" med ét har staaet Ansigt til Ansigt med dens udstrakte, solbeskinnede Flade, der ligger dernede mellem de mørke, stille susende Skovmasser og ser op paa ham som et stort, hemmelighedsfuldt blinkende Øje.

Og sådan bliver det ved. I Ung Elskov strækker naturbeskrivelsen sig over mange sider. Og jeg må indrømme, at jeg allerede halvvejs nåede at tænke, om ikke snart vi kunne møde nogle mennesker og få lidt handling. Men nej, læseren skal have en ordentlig dosis natur, inden vi sådan rigtigt kommer i gang. 

Man kan selvfølgelig helt banalt pege på, at beskrivelserne er et udtryk for, at Pontoppidan kunne lide at færdes i naturen. I hvert fald elskede han at vandre rundt i den, så på den måde var han selv et naturmenneske. Men en lidt bedre forklaring er, at naturbeskrivelserne passer ind i den naturalistiske konvention, som fulgte i kølvandet på det moderne gennembrud. Mange af os kender naturalismen fra gymnasiet, hvor vi skulle læse J.P. Jacobsens novelle, Mogens, der jo starter med en linje, som jeg tror, mange kan huske: ”Sommer var det; midt på dagen; i et hjørne af hegnet.” Og så fortsætter det ellers derudad med en fornem og detaljerig beskrivelse af den natur, som Mogens befinder sig i. Naturen har her en funktion, fordi den spejler menneskene. Det skal ikke bare forstås sådan, at mennesket er i naturen, men mere radikalt, at mennesket er natur. Natur og menneske hører sammen, og man kan ikke forstå det sidste uden også at forstå det første.

Som nævnt har naturen også sin plads i Pontoppidans tekster, men det er alligevel som om, at han ikke vil fanges ind af den naturalistiske konvention. Når jeg læser hans naturbeskrivelser, får jeg en følelse af, at de nogle gange er skrevet lidt på rutinen. De er smukke, men når man læser hans detaljerede beskrivelser af marker, enge, blade, regndråber, solskin, dis og tåge, får man på fornemmelsen, at han måske gør det mere af pligt end ud fra en overbevisning om, at det faktisk er nødvendigt. 

Pontoppidan siger det næsten selv. I en af hans senere bøger starter han for eksempel et kapitel uden en naturbeskrivelse, hvorefter han afbryder sig selv og så går han ellers i gang. Det lyder sådan her: I Morges ganske tidlig, før Andre var staaet op … nej stop lidt! I vore Dage begynder man anstændigvis med en Naturbeskrivelse, et malerisk Croquis. Altsaa: Solen var nylig dukket op af den glødende Horisont; Stranden, Skrænterne, Landevejens Træer, Alt laa endnu indhyllet i en lysviolet Dis.

Ved – nærmest i en ironisk tone - at lade fortælleren afbryde sig selv udstiller Pontoppidan en begrænsende konvention. Der er – i hvert fald i dette tilfælde – ingen nødvendighed over beskrivelsen. Den kommer kun med, fordi tiden kræver det – ikke fordi forfatteren synes, det er nødvendigt. 

Men også i den tekst, der er omdrejningspunktet i dag, altså Ung Elskov, er naturbeskrivelsen ikke helt, som den burde være i en naturalistisk tradition. I beskrivelsen er der således mere på spil end blot natur. Det er som om, den er levende og overnaturlig. Naturen er besjælet. Prøv at lytte til det her lidt længere uddrag, hvor man godt kan fornemme, hvad jeg mener:

Ude fra Søen har man hørt svage, klagende Jomfrustemmer, baaret ind paa Ryggen af smaabitte nyfødte Bølger … Røster (saa siger man her) fra de gamle begravne Aarhundreder, da Stimænd og fredløse Folk holdt sig til i disse Skove og byggede sig Huler mellem Egene; da stolte Herrer med skinnende Hattefjer og skjønne Damer paa mælkehvide Hopper i pragtfulde Optog jagede Vildbassen mellem disse Stammer; og da de rødmalede Landsbyers smukke Døtre i mørke Nætter sneg sig ned gjennem Kløften til dette Vand, for i dets kjølige Dyb for evigt at tvætte sig efter Herremændenes Kjærtegn.

Men naar ved Skt. Hansdags Tider Fuldmaanen sejler over Søen og lægger sit Sølv over Skoven – da lér det saa besynderligt derinde under Træerne.

En Gren bøjes til Side ud mod Vandet, et Hoved titter ud, og frem i Maanelyset skrider med forsigtige Trin en ung og dejlig Kvinde … nøgen (saa siger Præsten) med en Sankt Hansorm i sit dunkle Haar.

Der er tydeligvis noget uvirkeligt til stede. Naturen er dag og nat, lokkende og frastødende, hyggelig og uhyggelig, hemmelighedsfuld og åbenbar, ligesom den er fyldt af både erotik og død. Bogens hovedperson, en ung pige ved navn Martha, er en del af denne natur. Og netop i den periode, hvor hun går fra barn til voksen, oplever hun også, hvordan livet kan være både lokkende og frastødende, hvordan erotik kan være både lys og mørk og hvordan elskov eller måske nærmere manglen på elskov kan føre til død.

Og så er der klagestemmer, nyfødte bølger, og der er en besynderlig latter mellem træerne. En interessant ting ved denne ikke-naturalistiske beskrivelse er, at Pontoppidan tilsyneladende ikke helt vil stå ved den. I hvert fald får han et par gange indskudt et ”sådan siger præsten”. Så hvem er det egentlig, der ser naturen som besjælet. Er det forfatteren eller det den indskudte præst? Måske er det faktisk dem begge to. 

[pling]

Hvad handler bogen om?

Men lad os komme til bogen. Som jeg var inde på før, er det første læseren møder, en virkelig lang beskrivelse af natur. Side op og side ned. Så på den måde kan man selvfølgelig sige, at Ung Elskov handler om natur. Men heldigvis kommer vi videre. Dog ikke til selve kernen i handlingen. Inden vi kommer så langt, skal vi lige have lidt forhistorie. Kort sagt består den i, at Jøden Jakob kommer på besøg i en kro, hvor kroparrets datter, Ellen, er til stede. Og nu er det sådan med Jakob, at han har taget på kvinder. Har får gerne sin vilje med dem – og Jakobs vilje er at komme i bukserne på dem. Og sådan sker det også med Ellen. Jakob får sin vilje. Derefter rejser han væk, og han bliver endda slået ihjel, og på den måde er han effektivt skrevet ud af historien. Tilbage er så Ellen. Og hun er gravid og får en datter, som får navnet Martha. Og så er vi ellers ved at være klar til at komme i gang.

Mens Ellen forsumper i alkohol, vokser Martha op på kroen. Hjemmet er fattigt og fyldt med druk. Men Martha skal ikke blot håndtere fattigdom og et alkoholisk miljø, hun skal også – allerede fra konfirmationsalderen - håndtere, at mændene bliver nærgående. Det gælder især Jesper, en ungkarl fra landsbyen, som absolut ikke er nogen tiltalende fyr. Men han har kastet sine øjne på Martha, og hun har bare at føje ham.

Det gør Martha også. Sådan da. Hun synes ikke, at Jesper er tiltrækkende, men hun er ikke i en position, hvor hun kan afvise ham. Det er, som om hun ikke har kræfterne til det. Og ovenikøbet bliver hun presset af det miljø, hun er en del af. Tag Jesper, siger de, for han vil have dig. 

Dette er selvfølgelig trist for Martha, der ude i skoven har udspioneret et forelsket par, og på den måde fået et glimt af lidenskabelig elskov og lys kærlighed. Sådan er det ikke med Jesper. Han er en brovten, grov fyr – han er den mørke side af erotikken. 

Midt i dette dukker, der en ung student op. Pludselig er han ude i skoven. Og Martha forelsker sig i ham. De får et forhold, som vistnok også er erotisk, men på den lokkende, lyse måde. Desværre bliver affæren kort, for studenten er et skvat og rejser hjem med det resultat, at Martha nu er efterladt i sit gamle miljø med en stadig mere nærgående Jesper.

Martha ved godt, at hun bør affinde sig med situationen, at hun ikke har lov til at møde den lyse erotik – og hun prøver faktisk, på trods af alt. Men det bliver for meget for hende. Ja, faktisk braser det hele sammen for hende, og hun stikker af. Og så står der sådan her i bogen:

I to Døgn ledte de efter hende i Skoven og undersøgte Aaens og Søens Bund med store Skrabere, men uden Resultat. Da rygtedes det, at man ved en By et Par Mil derfra havde antruffen en ung, bleg Pige, der havde siddet paa Hug bag Vejgrøften, med langt, udslaaet Haar og Hænderne foldede omkring Knæene. Hver Gang et Mandfolk var gaaet der forbi, havde hun rejst sig og med en besynderlig forstyrret Mine opmærksomt kigget ham ind i Ansigtet, saa flere ganske rædde var flygtet for hende, og hen imod Aften var hun gaaet ind til Byens Smed og med en dyb, undselig Nejen spurgt: hvor langt der endnu var til Himmerige? Paa alle hans Spørgsmaal havde hun kun givet et og samme Svar: at hun var ude for at møde sin Kjæreste, som havde skrevet hende til, at han vilde komme ad denne Vej. Han var Student, og til Mikkelsdag skulde de have Bryllup.

Smeden og hans Kone, der var godhjærtede Folk, ynkedes over det stakkels Barn og havde foreløbigt taget sig af hende. Men om Natten var hun sprunget ud gjennem Vinduet, og den næste Morgen fandt man hendes Lig i en Mølledam i Nærheden.

Og sådan gik det altså med Martha. Hun opdagede, at elskoven fandtes, men kunne ikke overkomme hverken de ydre eller de indre barrierer. Det rev hende i stykker. Og derfor så hun ingen anden udvej end at stikke af og drukne sig i en dam.

Hvilke temaer er der på spil?

Så hvad er det, vi får ud af at læse denne fortælling om pigen Marthas ulykkelige skæbne? Ja, det er jo en historie om, hvordan livet kunne være på landet i 1884. Budskabet til alle dem, der gik rundt med forestillinger om det glade, hyggelige liv i stråtækte huse og hyggelige gadekær, er ret klart: I tager fejl. Livet på landet handler ikke om glade, velnærede mennesker, der passer køer og grise med krølle på halen. Det er tværtimod et liv, som virkelig ikke er særlig romantisk. For i stedet for hygge og glæde, så er det i Ung Elskov fattigdom, fornedrelse og masser af alkohol.

Så fattigdom er ét tydeligt tema. Men der er selvfølgelig også et andet, som er mere, ja, feministisk. For situationen er også den, at en ung pige ikke engang når at blive til kvinde, før hun bliver bytte for mændenes erotiske fantasier og handlinger. Eller lad os bare kalde det, hvad det er: overgreb. Mænd kan uden videre lægge deres tunge vilje ned over den spinkle pige, der ikke har friheden eller styrken til at sige fra. Hun må finde sig i det. Martha når lige at drømme – hun har set og oplevet glimt af noget andet. Men hun må også erkende, at det ikke er for hende. Hun er ikke bare fattig, men også kvinde. Og derfor er det mændenes længsler, der skal realiseres, ikke hendes.

[pling]

Hvad stod der i anmeldelserne?

Ung Elskov blev selvfølgelig anmeldt. Men lad mig bare sige det, som det er: Det er ikke de mest ophidsende anmeldelser, der er skrevet. De er hverken specielt negative eller specielt positive – mest af alt er de bare referater pakket ind i nogle venlige bemærkninger.

En anmelder mener, at bogen er ”smuk, men ikke en af Pontoppidans bedste”. En anden synes, at han skal igennem grumme mange tomme kalorier, inden Pontoppidan når ”op i højde med sig selv.” En tredje synes, at bogen er lidt ”mat og langtrukken af og til.” En fjerde roser naturskildringerne, men synes først og fremmest, at det er Pontoppidans humor, der redder bogen. Og så er der en femte, der ligesom mig, måtte hakke sig igennem den indledende og ret omstændelige naturbeskrivelse, inden svesken kom på disken. Anmelderen, der er anonym, skriver sådan her:

Pontoppidan ofrer Bogens første ni Sider paa en smuk, om end alt for omstændelig Skildring af en Skovsø, der skal besidde en egen koglende, erotisk vækkende Magt, men i den efterfølgende Fortælling glemmer han at gjøre Anvendelse af dette Motiv. Søen kommer egentlig slet ikke til at spille den tilsigtede Rolle i den stakkels Marthas sørgelige Historie.

Der er en sidste anmeldelse, som måske er mere interessant end de lidt flade skriblerier, jeg lige har nævnt. Ikke fordi den ikke er også er flad, men fordi den er skrevet af über-anmelderen Edvard Brandes, der tilsyneladende prøver at finde ud af, om det er en naturalistisk eller en romantisk bog. Og det ser ud til, at den gode Brandes er lidt forvirret, for det er som om, bogen er både-og. Der er ”rå virkeliglighed”, som Brandes kalder det, når det gælder kromiljøet og fattigdommen. Det er godt, for dermed beskriver bogen jo realistisk, hvordan verden er, og den sætter problemer under debat. Nøjagtig som Edvards storebror Georg havde krævet det. Men så er der naturen, der jo i bogen er befolket af overnaturlige væsener og hændelser. Og dette romantiske islæt er Brandes ikke så glad for. Eller som han siger: Pontoppidan ”føler trang til at fremstille [naturen] hemmelighedsfuldere end den er.” 

Men altså. Brandes mener trods alt, Ung Elskov er en ”frisk og usnerpet bog”.

Peters anmeldelse

Det var anmelderne. Så er spørgsmålet, hvad jeg synes. Det er trods alt mig, der læser Pontoppidan her i vores nutid. I får min konklusion først, og så uddyber jeg den bagefter: Ung Elskov har absolut sine fejl og mangler, men den kan alligevel noget. Det er faktisk en rigtig god bog.

Lad os starte med det, der trækker ned. Her har jeg primært én ting: Der går utrolig lang tid, inden vi kommer i gang med selve historien. Først skal vi igennem de mange siders beskrivelse af en sø og en skov. Og jeg er faktisk enig med den anmelder, der skrev, at det ikke rigtig bliver brugt til noget. Hvis man skal være ærlig, så er naturbeskrivelsen en krans, der bliver kastet ud og så blot får lov til at ligge og flyde. Man venter på, at den bliver brugt, men det sker desværre ikke. 

Så er der Marthas mors historie, som vi også skal igennem, inden vi kommer i gang. Vi hører om Jøden Jakobs forførelse, og vi får at vide, at Ellen giver efter. Herefter forsvinder Jakob. Eller rettere: En eller anden smadrer hjerneskallen på ham, og så er det slut med ham. Igen må man sige, at jo, beskrivelsen er fin, men funktionen er beskeden. Budskabet til læseren er selvfølgelig, at også Marthas mor blev offer for det patriarkalske samfund. Hun tog sig friheden til en kort omgang elskov, men prisen var, at hun gik i hundene. Men det virker lidt påklistret. Hvorfor skal vi lære Jøden Jakob at kende? Hvorfor skal han dø umiddelbart efter? Og hvorfor skal han være jøde? Som læser kunne man have en berettiget forventning om, karakteren Jakob blev udfoldet noget mere og faktisk blev brugt til noget. For han ægger læserens nysgerrighed denne mand, der drager omkring og vækker noget i bønderkonerne, som de ikke helt kan styre. Men i bogen bliver det til for lidt. Faktisk er der kun et spændende anslag, og så er han væk igen.

Men så er der det positive. Jeg blev helt elementært fanget af historien. Lykkes det Martha at undslippe sin skæbne, eller ender det skidt? Det er spændende, og man kan ikke lade være med at læse videre. Og så er der Pontoppidans fremragende evne til at beskrive personer. Især den gruppe af mænd, der har det meste af deres liv på kroen, er, midt i al fornedrelsen, beskrevet med stort overskud. Og til sidst vil jeg nævne sproget i al almindelighed. For eksempel kommer man kun igennem den lange naturbeskrivelse, fordi den er så fornemt beskrevet. 

[kending]

Afslutning

Og med disse ord, skal vi til at slutte. Tak fordi I ville lytte med. Der kommer flere afsnit, og jeg håber, I vil hænge på. I næste episode handler det om den bog, der hedder Mimoser – og hvis I endnu ikke har fået læst den, var der måske her en anledning til at få det gjort. 

Og så vil jeg minde om den kæmpestore materialesamling, der findes på henrikpontoppidan.dk. Her finder man Pontoppidans bøger, man finder analyser, anmeldelser og meget andet.

Musikken, som I hører i baggrunden, er komponeret af Bastian Lind Lauritsen, og han har også indspillet den sammen med Jakob Lind Lauritsen. Det har de gjort i Skibby Kirke, som ligger i Horns Herred. Det var her, Pontoppidan boede i de første år som forfatter, og netop Horns Herred spiller en helt central rolle i første del af hans forfatterskab.

Jeg hedder Peter Lauritsen – det er mig, der læser. Maj-Britt Brinkmann læser citaterne, og det er Kasper Ostrowski der producerer.

Tak for nu.