Afsnit 5: Mimoser

Mimoser er fra 1886, og romanen har fået sin titel fra de sarte planter, der trækker sig sammen, når man rører ved dem. I bogen er det først og fremmest kvinderne, der er mimoser. Når de bliver svigtet, vender de sig væk fra verden og ind i sig selv. Men heller ikke mændene er stærke og standhaftige. Godt nok er de handlekraftige og udfarende, men deres integritet er porøs. Mimoser kan ses som et indlæg i den såkaldte sædelighedsfejde – en vigtig debat, der handlede om sex, ægteskab og frihed. Netop sædelighedsfejden er dagens emne.

Nøgleord
Kvinder og mænd
Ægteskab
Utroskab
Frihed
Sædelighedsfejden

Citater

"Selvom det ikke er svært at identificere sædelighed som bogens tema, så er det straks sværere at finde ud af, hvad der egentlig er dens budskab"

"I følge den dominerende, borgerlige moral hørte sex til i ægteskabet"

______________________________

Peter Læser Pontoppidan

Facebook: https://www.facebook.com/groups/1642166633497919/

Instagram: http://www.instagram.com/peter_laeser_pontoppidan

Web: https://www.peterlauritsen.dk/peter-laeser-pontoppidan/

Én bog ad gangen - fra den første til den sidste

Transcript

Afsnit 5: Mimoser

Peter Læser Pontoppidan en podcast om Henrik Pontoppidans bøger

[kending]

Intro

Velkommen til Peter Læser Pontoppidan. Det er her, vi tålmodigt gennemgår hele forfatterskabet en bog ad gangen fra den første til den sidste. Og det er også her, vi prøvende overvejer, hvad de gamle tekster har at fortælle os, der lever i dag, mere end hundrede år senere. 

Det er mig, der er Peter, og det er mig, der læser. Jeg er professor, men jeg er ikke professor i litteratur. Til gengæld har jeg i de seneste mange år læst Pontoppidans bøger. For mig er det en underholdende måde at bruge min tid på. Og samtidig lærer jeg noget om mig selv, noget om mennesker og noget om de fællesskaber, vi på godt og ondt er en del af. Og så tror jeg i øvrigt på, at i en tid, hvor alting fragmenteres og splintres, så er det godt, at vi har noget, at samles om. Og hvad kan være bedre til netop det end Henrik Pontoppidans bøger?

Afsnit 5: Mimoser

[pling]

Anton begyndte i usammenhængende Sætninger at forklare hende Anledningen til sit Komme; men endnu før han var færdig, vendte hun sig imod ham og spurgte:

"Skal De rejse?"

Han løftede Hovedet; og da de saa paa hinanden, var det ham, som om i dette Blik deres nøgne Sjæle stirrede hinanden i Møde.

"Ja," sagde han.

Hun saa ned og glattede med Haanden over Muffen i sit Skjød, mens hun bed sig i Læben.

Pludselig rejste hun sig og rakte ham Haanden, idet hun saa til den modsatte Side.

"Saa Farvel," sagde hun kort.

Anton greb Haanden, kyssede lidenskabeligt paa Handsken og op under Ærmet, men hun rev sig hæftigt løs og ilede ind i Kabinettet, hvor han hørte hende kaste sig ned paa en Sofa.

Selv sank han tilbage i Stolen; og med Hænderne presset mod Tindingerne sad han længe og stirrede stivt ud over Gulvet. Fra Kabinettet hørtes ingen Lyd. En Lirekasse spillede i en Gaard i Nærheden, og nede paa Gaden skreg en Kone med Fisk.

[pling]

Dagens bog: Mimoser

Titlen på dagens bog er Mimoser. Det er måske en lidt speciel titel, men mimoser er en planteart, der er kendetegnet ved at være sart og nærtagende. Og så har den åbenbart den egenskab, at den lukker sig ind i sig selv, når man rører ved dens blade. Og netop derfor er Mimoser en passende titel til dagens bog.

Mimoser er Pontoppidans femte bog. Den udkom i 1886, og det er en af de ret få bøger, som Pontoppidan ikke senere skrev om til en anden udgave.

Dagens emne: Sædelighedsfejden

En interessant ting ved Mimoser er, at den landede midt i det, man kalder for sædelighedsfejden. Nogle mener, at den er et direkte indlæg i denne debat, mens andre siger, at Pontoppidan ville have skrevet bogen, uanset om der var en fejde eller ej. Men hvad end situationen nu har været, så er det uomtvisteligt, at Henrik Pontoppidan udgav en bog om ægteskab, utroskab og sex samtidig med, at der foregik en intens offentlig debat om netop disse emner. Og derfor bliver de to ting – bogen og debatten – selvfølgelig kædet sammen.

Når der nu er denne kobling, synes jeg, at det ville være passende at dagens emne netop var sædelighedsfejden, som er en af de væsentligste offentlige diskussioner, der nogensinde har været i Danmark. Som nævnt handlede den om noget så fundamentalt som forholdet mellem mænd og kvinder. Om deres erotiske liv i og uden for ægteskabet og derfor også om deres frihed og forpligtelser. 

Man kan tidsfæste sædelighedsfejden til perioden fra 1883 til 1887, men den har rødder længere tilbage, og på nogle måder rækker den helt frem til i dag, hvor vi jo stadig diskuterer forholdet mellem kønnene. Og selvom vi i vores tid nok er blevet mere frisindede, og debatten selvfølgelig har fået flere nuancer, så er det vel stadig sådan, at vi ikke altid ser helt ens på mænds og kvinders seksuelle liv. Mænd, der har mange partnere, er nogle seje fyre. Kvinder derimod skal helst ikke have for mange seksuelle erfaringer. Det i hvert fald det indtryk, man stadigvæk kan få. 

Sædelighedsfejden var en udløber af det moderne gennembrud, hvor intet længere var helligt eller uden for debat. Hvis Danmark skulle være moderne, så skulle kvinderne have ligestilling også på det erotiske område. Og sådan var situationen langt fra. 

I følge den dominerende, borgerlige moral hørte sex til i ægteskabet. Det var her – og ingen andre steder – at man kunne give sig i kast med den slags. Men i praksis var det anderledes. For det blev i vid udstrækning tolereret, at mændene gjorde sig deres erfaringer, før de blev gift. For kvinderne var tingene ikke så frie. De skulle så absolut holde sig på dydens smalle sti.

Bag dette lå en forståelse af, at mænd og kvinder er grundlæggende forskellige. Mænd har naturlige drifter, og det var bedst for alle parter, hvis disse drifter blev tilfredsstillede. At kvinder også havde seksuelle lyster, havde moralens vogtere meget svært ved at forestille sig, og de frarådede alle aktiviteter, der kunne fremkalde dem. Ridning for eksempel skulle ske med største forsigtighed og kun i damesaddel.

Sædelighedsfejden handlede præcis om denne ulighed mellem de frivole mænd og de dydige kvinder. Men hvad skulle man gøre ved det? Skærer man ind til benet, var to synspunkter i krig med hinanden.

På den ene side stod den såkaldte handskemoral. Den kalder man sådan, fordi den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnsson i 1883 udgav stykket En Handske. Her argumenterede han for, at der måtte gælde samme regler for mænd og kvinder. 

Men denne regel var så den lidt kedelige, at mændene måtte lære at styre sig og slå ind på den samme dydige sti, som kvinderne. Mændene skulle altså ikke knalde rundt uden for ægteskabet, men vente på, at de fandt den eneste ene.

På den anden side stod så en mere frisindet flok, som blandt andre havde Georg Brandes som bannerfører, der mente det omvendte. Altså, at ligheden ikke skulle skabes gennem mændenes fangenskab, men gennem kvindernes frigørelse. Både kvinder og mænd skulle have lov til at gå til makronerne. 

Hvem der vandt denne fejde, kommer lidt an på, hvordan man ser på det. For på den korte bane medførte debatten ikke den store forandring på seksualitetens område. Der var stadig ulighed, efter at bølgerne havde lagt sig, og det tog årtier, inden der for alvor skete noget. 

Og så alligevel. Sædelighedsfejden handlede jo om sex og lyst og drift, hvilket ikke tidligere havde været noget, man kunne diskutere offentligt. Og der var selvfølgelig stadig dem, der mente, at det var højest upassende overhovedet at bevæge sig ind på det område. Men det gjorde man alligevel og fik på den måde flyttet hegnspælene for, hvilke problemer det var muligt at sætte under debat. Alene det var en vigtig sejr for det frisind, der senere skulle udvikle sig til at blive et af de førende danske varemærker.

[pling]

Hvad handler bogen om?

Og så nåede vi frem til selve bogen. Jeg vil starte med at fortælle, hvad den handler om. Så altså. Kancelliråd Byberg har solgt sit apotek og frasagt sig alle sine offentlige titler for at flytte på landet med sine to døtre. I storbyen er der simpelthen for farligt at være for de to piger. De kunne jo blive forført, og det gik selvfølgelig ikke, for det gjaldt jo om, at - som der står i bogen - holde deres ”rene hjerter ubesmittede”. Byens atmosfære var simpelthen for ophidsende. 

Så for bedre at kunne beskytte de to kvinder flytter Byberg dem (og sig selv) ud i et fint hus langt fra byen. Her holder de sig for det meste for sig selv. De unge kvinder laver ingenting, mens kancelliråden vimser omkring i haven, som han holder fin og frodig.

Men selv på landet er der mænd, og i det nye miljø er der to ungkarle, som begge er velstillede. Den ene ejer klosterborgen, den anden den lokale herregård.

Ham, der ejer klosterborgen, kaster sine øjne på den ældste datter, Kamma. Kancelliråden er lykkelig over at få sin datter så godt afsat – det er jo det, han har tilrettelagt hendes liv efter. Men knap er de gift, før katastrofen indtræffer. Kammas ægtemand knalder en malkepige, hvilket får konsekvenser. For Kamma vil ikke finde sig i den slags. Hun flytter hjem til sin far, fuldstændig knust over mandens utroskab. Hun klæder sig i sort, bliver forstenet og nærmest drukner i sorg og skuffelse. 

Det gør hendes mand sådan set også. Da det går op for ham, at han er gået over grænsen, prøver han at få Kamma tilbage. Men nej. Hun vil ikke have noget med ham at gøre. Hun har trukket sig helt sammen om sig selv, ligesom en mimose.

Så er turen kommet til den anden datter. Betty hedder hun. Hun bliver gift med Anton Drehling, der ejer herregården. Og her er der virkelig tale om kærlighed. Faktisk elsker de hinanden så højt, at de nærmest burer sig inde. De to elskende er lykkelige i deres eget lille paradis, og de får en søn, som de begge forguder.

Men som bekendt kan det også gå galt i Paradis - og det gør det selvfølgelig også her. Anton er medlem af Landstinget, og derfor må han til København. Han kan næsten ikke løsrive sig, men til sidst kommer han ud ad døren.

I hovedstaden genser Anton sin mor, som ikke er glad for hans ægteskab, og som ikke tøver med at lade ham det vide. Men det kommer til et opgør, for Anton elsker sin kone, og det må moderen acceptere. Han er med andre ord en god ægtemand, der forsvarer sin kone – også overfor sin egen mor.

Men Anton begynder hurtigt at vakle. På sin daglige gåtur ser han en smuk kvinde. Han noterer sig hendes skønhed, men afviser de syndige tanker, der opstår hos ham. Han er jo en mand, der er sin kone tro. Derfor lægger han sine gåture om, så han ikke længere møder hende. Men ak, kvinden kommer også i hans moders hjem, og hun er tydeligvis tiltrukket af ham. Hun lever i et utilfredsstillende ægteskab, og hun har lidt femme fatale over sig. 

Og så starter ellers en beskrivelse af, hvordan Antons forsvarsværker bryder sammen. Han vil sin kone, men samtidig har han set en mulighed hos den nye kvinde. Og den mulighed kan han ikke afvise. Det er ikke, fordi kvinden gør noget særligt – hun forfører ham ikke – forførelsen kommer nærmere fra Anton selv. Vægelsindet vokser. Han vil ikke, han vil gerne – og så kaster han sig ud i en affære.

Betty – hans kone – får besked om Antons utroskab. Og så forlader hun ham. Hjem til sin far og sin søster. Og så er det slut med det ægteskab.

I starten bliver Anton oprevet, men i et brev, han senere sender til sin mor, kan vi læse, at han nu danner par med sin elskerinde, at han ikke får sin kone tilbage, og at han - sådan nogenlunde – har det godt.

Hvilke temaer er der på spil?

Jeg sagde tidligere, at Mimoser er blevet læst som et indlæg i sædelighedsfejden. Og man kan godt forstå det, for den handler jo om mænd, der udlever deres seksualitet og ser stort på deres hustruer. Og det er faktisk også sådan, at romanens karakterer direkte diskuterer sædelighed. Det sker for eksempel i Antons mors lejlighed, hvor nogle tørre damer søger at vinde støtte til deres forening til fremme af sædeligheden. Antons mor vil dog ikke være med. Hun synes, det er fint, at mændene er lidt om sig og ikke lader sig spærre inde i et ægteskab. Om denne holdning så er moderens ærlige og principielle synspunkt, er det lidt svært at afgøre. For det kunne jo også godt forholde sig sådan, at hun egentlig mest tænker på sin søn, altså Anton, som hun ikke synes skal spærre sig selv inde i sit ægteskab.

Selvom det ikke er svært at identificere sædelighed som bogens tema, så er det straks sværere at finde ud af, hvad der egentlig er dens budskab. Godt nok beskriver bogen ægtemænds utroskab, men Pontoppidan fordømmer ikke sine mandlige hovedpersoner, i hvert fald ikke Anton. Vi kan godt sige, at han er en vatnisse, og at han mangler standhaftighed, for ansvaret er jo hans. Men Pontoppidan nøjes med at beskrive den proces, der fører til sidespringet. Han kritiserer det ikke – men han undskylder det heller ikke. Og så er der den nuance, at Antons elskerinde jo faktisk også er sin ægtemand utro. Hun er gift, og hun bliver skilt, og man tager hendes barn fra hende. Så på den måde er usædelighed ikke kun et mandligt kendetegn.

Men hvad så med bogens titel, Mimoser? Er der ikke et budskab her? Og jo, det er der muligvis. I hvert fald er det nærliggende at tro, at det er de to kvinder, Kamma og Betty, der har givet bogen dens titel. Det er dem, der er mimoserne – altså de sarte planter, der lukker sig sammen, når man irriterer deres blade. Kvinderne er blevet opdraget til at være sådanne mimoser. De er blevet afskåret fra verden og har levet i deres lukkede miljø, og er derfor slet ikke forberedt på den modstand, som de render ind i i deres respektive ægteskaber. Så derfor reagerer de for eksempel ikke ved at være udadfarende, gribe friheden og tage sig en bunke elskere. Nej, tværtimod afskyr de ægtemændenes syndighed og trækker sig sammen og væk fra livet.

Og heri kunne der selvfølgelig godt ligge et budskab, som så ville være noget i retning af, at der ingen grund er til, at de to kvinder sætter deres liv på stop, fordi tilværelsen har skuffet dem. Var de opdraget til at være mere robuste, var de sikkert kommet sig over affæren – og kommet videre med deres liv.

Men altså. Hvis man ser samlet på det, er det ikke sådan, at Pontoppidan stopper et simpelt budskab ned i halsen på læseren. Tværtimod lægger han et problem – eller rettere en række problemer - frem for os: Utroskab findes, mennesker falder ind i mellem for fristelser, ægteskaber kan være lykkelige og alligevel gå i opløsning, kvinder opdrages som mimoser, og hver gang kærligheden ophører, vil der være tabere. 

Løsninger på disse udfordringer får vi ikke, men efter at have læst Mimoser kan vi i det mindste ikke lade, som om problemerne ikke findes. Forholdet mellem mand og kvinde er ikke simpelt – heller ikke i ægteskabet. Og den besked er jo også en slags bidrag.

[pling]

Hvad stod der i anmeldelserne?

Vi skal se på datidens anmeldelser. Altså, hvad kunne Pontoppidan læse i bladene, efter han havde udgivet sin bog? Og ja, lad os sige det sådan, at han også denne gang kunne læse lidt af hvert. 

En ting, der i hvert fald overraskede mig, var, at hans egen bror, Morten, omtaler bogen i bladet Tidens Strøm. Jeg tænker ikke, at det var gået i dag, sådan at anmelde sin lillebrors bog, men det gjorde det åbenbart dengang. Men til Mortens forsvar skal det siges, at omtalen er kort, og han siger da heller ikke meget om, hvad han synes om bogen. Til gengæld er han ikke bleg for at fortælle, hvad der er dens budskab – dens ”tendens” som han kalder det. Morten skriver sådan her: Bogen er en ”henstilling til konerne om ikke alt for rask at bryde staven over deres mænd … når de er faldne for en fristelse og kommer kønt og beder om forladelse.” Så det er altså, hvad Morten har fået ud af bogen: Tag nu ikke sådan på vej over et sidespring, kære kvinder. Det er jo, hvad der sker. Lev med det og kom videre.

Der er andre anmeldere, der når frem til noget lignende. En af dem skriver: ”Hvad betyder så navnet Mimoser? Hvad kan det i denne sammenhæng betyde andet, end at de to hustruer gør alt for meget væsen af deres mænds utroskab ved at afbryde forbindelsen med dem?” Og sådan var der jo mange, der så på det: Mændene har fra naturens side deres drifter, og de udlever deres frihed, og der er altså ingen grund til at blive skuffet over det.

Tilsyneladende opfatter nogle anmeldere bogen som et tegn på, at Pontoppidan har forladt Brandes’ frisindede position og i stedet sluttet sig til dem, der vil vogte om kvindernes dyd og om ægteskabet. 

Måske er det også derfor, at Edvard Brandes og hans væbner, Erik Skram, er noget lunkne overfor bogen, og man fornemmer en vis skuffelse over, at Pontoppidan åbenbart ikke støtter deres frigørelsesprojekt sådan fuldt og helt. Nu havde man jo ligesom forstået, at Henrik Pontoppidan var en af det moderne gennembruds mænd, der ville friheden for alle mennesker, og som skrev en ny form for litteratur. Og nu står man så med en bog, der ikke lige passer ind i skabelonen.

Erik Skram har således stor kvababbelse med passager i bogen, som han genkender fra den romantiske litteratur, han læste som dreng. Men han finder dog også moderne spor. Skram skriver sådan her om Anton Drehlings utroskab: ”I gamle dage ville slubberten uden tvivl have fået tilgivelse, og det nye er, at … Kamma og Betty absolut ikke vil være gift med mænd, der bedrager dem.” Det moderne i bogen er altså, at kvinderne nu har friheden og styrken til at sætte mændene på porten. Men alligevel slutter Skram med at sige, at det er med ”forundring og beklagelse, at man læser Mimoser,” som han i øvrigt mener, er en ”tom” bog.

Hos Brandes er det ikke meget bedre. Han ser bogen – og nu citerer jeg – som ”et opgør med de nye ægteskabsteorier.” Med det mener Brandes nok, at han i bogen finder én kritik af handskemoralen og det synspunkt, at seksualiteten skal spærres inde i ægteskabet. Brandes’ argument for dette er sikkert, at Anton Drehling og hans elskerinde jo netop udlever deres erotiske fristelse, men også betaler en høj pris, fordi de jo mister både ægteskab og børn. Men Brandes har stadig svært ved at forstå de to apotekerdøtres, Kamma og Bettys reaktion. Til slut beslutter han sig dog til, at der i bogen ligger en kritik af kvindernes forhold, som man fejlagtigt opdrager til at være sarte og svage. Brandes skriver sådan her: Pontoppidan ”tvivler på, om det er nyttigt at gøre kvinderne til yderst følsomme mimoser, så længe mændene er så hårdhændede, eller rettere når naturen har skabt mændene af så skrøbeligt stof.” 

Jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstår, hvad det er, Brandes prøver at sige. Og jeg er heller ikke sikker på, at han selv forstår det. Men hans iagttagelse om, at også mændene er skrøbelige, synes jeg, er relevant. For bogens hovedperson, Anton Drehling, er jo ikke stærk – han er tværtimod svag. 

Han er glad for sit ægteskab, og han vil gerne være sin kone tro. Men da muligheden byder sig, smuldrer alle hans forsvarsværker. Anton Drehling er med andre ord også bygget af et porøst materiale.

Peters anmeldelse

Det var anmeldelserne fra 1886. Nu skal vi til min læsning – hvad fik jeg ud af at læse Mimoser? 

Jeg tænker, at det første, jeg vil gøre, er at knytte an til datidens anmeldelser. For ligesom dem var jeg på jagt efter bogens budskab. Jeg ville jo så gerne, at jeg kunne beskrive Pontoppidan som en fremsynet forfatter, der allerede for mere end et hundrede og fyrre år siden fremstillede et klart, frisindet synspunkt, som flugter med mit eget. Men – og det synes jeg er vigtigt – hvis man læser Pontoppidan for at få styrket sin egen ideologiske og politiske position, så vil man næsten altid blive skuffet. Hans noveller og romaner er netop ikke politiske debatindlæg, og han kan sagtens håndtere flere synspunkter og perspektiver i den samme tekst. Og det uden at han nødvendigvis behøver at tilslutte sig nogen af dem. 

Så situationen er altså den, at Pontoppidan sender en bog midt ind i århundredets mest ophedede debat – men hvad han mener, hvis side han er på, står uklart. Jeg er med på, at han beskriver de to kvinder som mimoser, der lukker sig sammen, da de oplever deres ægtemænds utroskab. Men jeg læser det som en beskrivelse, en form for konstatering. Det samme med mændenes utroskab. Det sker. På forskellig måde, og i forskellige processer. Men det sker. Og den virkelighed må vi forholde os til. Pontoppidan fortæller os, hvordan virkeligheden er – ikke hvordan den bør være.

Men hvad synes jeg om teksten? Jo, jeg kan godt lide den. Jeg kan godt lide, når teksten skifter mellem humor og alvor, og det er spændende at følge Antons proces fra tro ægtemand til utro tølper. Så på den måde: Læs endelig Mimoser og brug den til at tænke over forholdet mellem kønnene. Det var relevant dengang, og det er relevant i dag.

Og så lige en sidste bemærkning: Alle de anmeldelser, jeg har læst af Mimoser, er skrevet af mænd. Det samme er de analyser og beskrivelser, som er udkommet helt op til vores egen tid. Det er mænd, der udlægger budskabet i en tvetydig bog om forholdet mellem mænd og kvinder. Og i det lys er det måske ikke så underligt, at så mange mener, at mændene i bogen jo i virkeligheden ikke gør noget forkert. At de dyrker deres eget ego og svigter deres familier er en bagatel, som kvinderne burde afskrive uden alt det postyr og ballade. Så altså: Velkommen til mændenes syn på sædelighed. Bogen, anmeldelserne, analyserne og denne podcast er lavet af mænd – hvilket selvfølgelig kan være godt nok, det er bare ikke et det fulde perspektiv.  

Afslutning

Med disse ord, skal vi til at slutte. Tak fordi I ville lytte med. Der kommer flere afsnit, og næste gang kommer det til at handle om den bog, der hedder Fra Hytterne. Det er en ægte klassiker, så hvis ikke I har fået den læst endnu, var det måske på tide at få det gjort.

Og så vil jeg nævne, at jeg har læst Cecilie Bønnelyckes bog ”Sædelighedsfejden”, som er udkommet som en del af serien 100 Danmarkshistorier. Både bogen og serien kan jeg varmt anbefale.

Vi er superglade for, at der er folk, der lytter til os. Tak for det. Men hvis I vil gøre os en tjeneste, så gør gerne lidt reklame for podcasten de steder, hvor I kan slippe afsted med det. På den måde kan vi måske få flere til at læse Pontoppidan – og det ville være så dejligt. Jeg vil også nævne, at Peter Læser Pontoppidan findes på både Instagram og Facebook. Man skal bare søge på, ja, ”Peter læser Pontoppidan” og så finder man derind. Alle er velkomne, og man må helt selv bestemme, om man bare lurer eller liker eller måske skriver en kommentar.

Musikken, som I hører i baggrunden, er komponeret af Bastian Lind Lauritsen, og han har også indspillet den sammen med Jakob Lind Lauritsen. Det har de gjort i Skibby Kirke, som ligger i Horns Herred. Det var her, Pontoppidan boede i de første år som forfatter, og netop Horns Herred spiller en helt central rolle i hans forfatterskab.

Jeg hedder Peter Lauritsen – det er mig, der læser bøgerne. Maj-Britt Brinkmann læser citaterne, og det er Kasper Ostrowski der producerer.

Tak for nu.