FILOSOFI MED GØRTZ
"Filosofi med Gørtz" er en podcast, der inviterer lytteren ind i et eftertænksomt rum, hvor filosofi ikke blot forklares – men levendegøres. Gennem oplæsninger fra sine bøger, ledsaget af sin egen musik som stemningsfuld underlægning, opstår en særlig form for tænkning: langsom, sanselig og insisterende.
Indholdet bevæger sig mellem filosofi, litteratur og eksistentielle undersøgelser. Her foldes ideer ud om mening, frihed, værdighed, skyld, håb og menneskelig skrøbelighed – ofte i fortællende former, hvor refleksion og poesi går hånd i hånd. Podcasten rummer både stille fordybelse og skarp tænkning, ironi og alvor, nærvær og intellektuel kant.
Formålet er ikke at levere hurtige svar, men at vække dømmekraft, eftertanke og selv-refleksion. "Filosofi med Gørtz" er et frirum fra tempo og støj – et sted hvor lytteren kan standse op og tage sit eget liv, sine valg og sine værdier alvorligt.
Udbyttet er en sjælden kombination af ro og klarhed: inspiration til at tænke dybere, føle mere præcist og leve mere bevidst. Podcasten henvender sig til den nysgerrige lytter, der længes efter filosofi med klangbund – og efter ord, der ikke blot informerer, men forandrer.
FILOSOFI MED GØRTZ
Episode 41: Philo-sophus II. Den filosofiske rejse. Kapitel 8: Kabbala
Use Left/Right to seek, Home/End to jump to start or end. Hold shift to jump forward or backward.
Skriv en hilsen med dine tanker om episoderne …
I denne episode af: ”Filosofi med Gørtz” åbner vi endnu et kapitel i: ”Philo-sophus II. Den filosofiske rejse”. Vi træder ind i kapitel 8: "Kabbala" – et rum, hvor det synlige og det skjulte ikke længere står i modsætning, men væver sig ind i hinanden som tegn, der både afslører og tilslører deres egen betydning.
Her møder vi Albert. En skikkelse præget af en stille uro. Noget er forsvundet fra hans verden – ikke blot en papegøje ved navn Rudolf, men måske også en bestemt måde at være i verden på. Rudolf er ikke kun en fugl; han er en stemme, en gentagelse, en resonans af noget, der engang var nærværende og nu kun kan spores gennem fraværets spor.
Alberts venner træder til. De søger ikke blot at finde Rudolf, men at forstå, hvad det vil sige at lede. For hvad vil det egentlig sige at miste noget? Og endnu vigtigere: hvad vil det sige at finde det igen? Er gen-findelsen en tilbagevenden – eller en forvandling?
I dette kapitel bliver søgningen et billede på en dybere erkendelsesproces. Kabbalaens tanke om, at verden er struktureret som et net af betydninger, træder frem: at intet er tilfældigt, at selv det mest hverdagslige tab kan åbne for en næsten uendelig fortolkningshorisont. Rudolf bliver et tegn i en større tekst – og Albert en læser, der endnu ikke helt kender sit eget alfabet.
Midt i denne søgen brydes stilheden af et opkald. En stemme fra en anden tid: Cicero. Hans indtræden er ikke blot dramatisk, men også tankevækkende. For hvad gør den klassiske retoriker i denne fortælling om tab og tegn? Måske minder han os om, at sproget altid allerede er en bro mellem det tabte og det genfundne – mellem det, vi forsøger at sige, og det, der undslipper os.
Musikken i episoden er: "Phronesis" fra albummet: "Philosophical Meditations". Et stykke, der kredser om den praktiske visdom – den dømmekraft, der ikke blot tænker, men vælger, handler og fortolker i en verden, hvor intet står helt klart. Som Alberts søgen efter Rudolf, er phronesis ikke en lige vej, men en bevægelse gennem tvivl, tegn og fornemmelser.
Lyt med, når fortællingen folder sig ud – og måske, blot måske, vil du opdage, at det, der synes forsvundet, allerede er begyndt at vise sig igen. Ikke som det samme, men som noget nyt.
Alt vågnede, som om han var væk af en idé han ikke selv havde tænkt. Det var stadig tidligt, lyset måde kun lige at trække en mat stræ her guld i hans lille kvistlejlighed i roms centrum. Byen så som et fjernt hav under tænke. Men noget var galt. Meget galt. Kæppe øjnen Rodolf, hans trofaste, højt robene, og ofte alt for intelligent og følge svand var forsvundet. Alt sat så i sengen kæd sig i øjnene og følte den særlige røsthed, som kun møder akemiske sker tiskere, når virkelig pludseler sig på den fodder. Brøfede og forsvære. Ikke u sige, ikke uden at komme med en såkastisk kommentar om mere. Jeg har tør ikke. Han kontakte sine venner Leg og Ansk. To mænd ved skarphed og megafisk må blev berømt i små filosofiske kreise over hele Europa. Lus havde et blik for kategoriale forskninger, som om man kunne se selvogenens masker. Jeg må lokaler begrebske i samme brud med næsten kirisk presion. Der dukker op i løbet af kvarter, og gennemgik legligende systematisk, så var det på vej ind i en skulastisk disputation. Snere end en fug. Rodolf er ikke blot væk sagde, mens han løfte en nedfald fjerde. Han har udløst måde. Jus ikke alvorligt. Der er sket en forskning. En chance for en grundlæggende forandring. Situationen er usekret. Alkede en kul i kroppen. Ikke frygt med den særlige røstelse der opstår det trer med at blive et kanotisk. En tilstand hvor ingen kategori længere står, og hvor betydningen driver som stør i soles. Vi må hende det hjælp så. Der er kun en, der kan stabilisere det. Jang Ming Taro jeg. Navnet var som en løselse af sløjet. Chang Ming Taro. Mester i kinesisk filosofi. En legend blandt akademiker, kendt for sin uer trofende evne til at vælge og beslutte og handle i situationer, hvor både kristendomens moralskorts storiske system. Og så klitensk orden vilden. De fandt som i et klostlig studium i rundt gamle skideger. Han så alleret klar som om man havde vist i vild komme. Og så altid talte han med den bren, der får jeg selv. Rod har ikke bra. Han har blot afslømet den som allerede var der. Men få præise bevægelser, som om han omaranger verden møster, viste han den vejen. Og ganske rigtigt. I en lille støtet går, så Rodolf på en såj. Stolt og forbestet så en par på grøje. Der netop blevet indet og forstå konkvensen. Rodolf rote alt. Når på grøjen vente så langt og sagde med sin mest overleg kone. Koralitet af overværet. Kudolf indaget tryg på alt skulder, ster mænd og mere tror til kvistar. Netop som det må dør på det på. Hand stet og forvirret. Det er stilet år. Standen var klar. Mygt som om en tkant vætet ind fra den verden. Jeg vil godt sige, det foret det stille år, at den filosofiske litrator i Frankrig også siden højjer. Og så det må. Jeg var nu stående med telefonen i hold, forbløfet mord. Han gik kand til det vild, trykket sig op ramen, og så ned mod den voldsomme trafik, der fodede som en moderne timer gennem gaderne. Menop der bland bilerne i skrem og skuternes van, så han måde mærkeligt. En grupp nærmers, fire mennesker og en hund. Han kendte dem ikke endnu. Men universet i gamle. Og træklig for den her.
