FILOSOFI MED GØRTZ
"Filosofi med Gørtz" er en podcast, der inviterer lytteren ind i et eftertænksomt rum, hvor filosofi ikke blot forklares – men levendegøres. Gennem oplæsninger fra sine bøger, ledsaget af sin egen musik som stemningsfuld underlægning, opstår en særlig form for tænkning: langsom, sanselig og insisterende.
Indholdet bevæger sig mellem filosofi, litteratur og eksistentielle undersøgelser. Her foldes ideer ud om mening, frihed, værdighed, skyld, håb og menneskelig skrøbelighed – ofte i fortællende former, hvor refleksion og poesi går hånd i hånd. Podcasten rummer både stille fordybelse og skarp tænkning, ironi og alvor, nærvær og intellektuel kant.
Formålet er ikke at levere hurtige svar, men at vække dømmekraft, eftertanke og selv-refleksion. "Filosofi med Gørtz" er et frirum fra tempo og støj – et sted hvor lytteren kan standse op og tage sit eget liv, sine valg og sine værdier alvorligt.
Udbyttet er en sjælden kombination af ro og klarhed: inspiration til at tænke dybere, føle mere præcist og leve mere bevidst. Podcasten henvender sig til den nysgerrige lytter, der længes efter filosofi med klangbund – og efter ord, der ikke blot informerer, men forandrer.
FILOSOFI MED GØRTZ
Episode 43: Philo-sophus II. Den filosofiske rejse. Kapitel 10: Kosmologisk
Use Left/Right to seek, Home/End to jump to start or end. Hold shift to jump forward or backward.
Skriv en hilsen med dine tanker om episoderne …
Her læser jeg kapitel 10 op fra: ”Philo-sophus II. Den filosofiske rejse” — kapitlet med titlen: "Kosmologisk", hvor bogens første del fuldbyrdes i et intenst og skæbnetungt rum: på en kirkegård i Rom. Her samles trådene i dramaet mellem Nicola, Francis, hunden Charlie og den gådefulde Bonaventura — og det, der før syntes som spredte bevægelser i sjælen, træder frem som en større kosmologisk sammenhæng.
"Kosmologisk" er ikke blot et kapitel om verden — men om menneskets placering i den. Om hvordan det enkelte liv pludselig kan erfare sig selv som indfældet i noget langt større, hvor kærlighed, skyld, erkendelse og skæbne væver sig ind i hinanden. Kirkegården bliver ikke kun et sted for død, men for klarhed: et sted hvor illusioner falder, og hvor dømmekraften prøves.
Oplæsningen ledsages af musik fra albummet: Philosophical meditations, og stykket: "Phronesis" danner en eftertænksom klangbund under fortællingen. Her får den praktiske visdom — evnen til at handle ret i det konkrete øjeblik — en sanselig form, som spejler kapitlets afgørende bevægelser.
Lyt med, hvis du vil træde ind i et rum, hvor filosofi ikke blot tænkes, men leves — og hvor spørgsmålet ikke længere er, hvad verden er, men hvordan vi selv står i den.
Sop der. Lød stemmen. Toget skarp og rolle som en viderlig kirkklokke. Bore stod for anden af stilserne omgivet af skygger som en teologisk dommer. I en natlig retsser. Hvis jeg absolut vilgte, rågte han, så går mig i det mindste den tjeneste at præciser jeres kosmologiske argumenter for Guds eksistens. Ikke flere antydninger, ikke flere poletiske undvidser. Frem af fundamentet. Francis røgte på hovedet. Bon en tur. Det er hverken tiden eller stedet. Jeg oplede han. Kosmus har altid tid, det er der ikke har. Kom så jeres grundlæggende årskede. Der må slog han ud med armen, som om han fremvende hele universets begyndelse på steder. Nada tror jeg frem først. Bliket var fast stemmen klar. Hvis vi taler kosmologi, så må vi begynde med kolem. Grek's siger, at alt der begynder at eksisterer har en års. Og universet begyndte at eksister. Jeg har universet en årsag. En transcendent årsag. En uden for tiden. Krik. Føgende. En mand, der tror jeg kan begvise Gud som om det var en derg. Francis tog over rolig med fast som et åndedrag der blev til tanke. Så lad os træet endnu læng tilbage. Lad. Hvis verden er i konstant forandring. Hvis alt strømer, så kan der ikke gives en stabil begyndelse uden en form for oprængig identitet. Ark. Et princip, der ikke selv fyder, men som alt flyder ud af. Deriske påstanden glæder dig Francis på en vanturer. Og stemningen blev sjoved og elektrisk. Så løftede Charles den hale. Langsomt ceremonielt. Og udstøtte en kort bestemt lud, som om hundet pludselig talte et jordsprog for føretet. Det var ikke bare et gø. Det var en markering. En hundelig udgave af skabelsens religiøse doktrine. Hans øjne blev smærk. Så det er sådan vi gør, så jeg trække en lidt bog frem for ind. I stiller jeg på afektionen så tegnet side, så tilder i mig og præsenterer mit skriteren. Jeg slåen op årne brænder som et demolisk svær i mørk. Den kritiske realisme. I det øjeblik, altte sig, det måtte. Det var som om hele verden mistet til en overfladen. Lydet for bland døde. Vanden i sværelse for svandt. Ingen døft, ingen varme, ingen tid. Hele selvationen. Kunst, historie, teknik, teknologi, sprog opløst som selv. Der blæste svæk i et eneste koskisk skuk. Alt der var tilbage i rungne størhed. Som om virkeligheden var blevet fejret ren for mennesker vaner. Al hører. Hiskede nikul. Købken varen det netværk. Hæk sagde Francis. Tærligt sat sig. For første gang helt uden drømt, uden analyse, uden tekologi. Og ud af stilheden ud af det hvide tombrum, der lige havde været en kirke går. Tråd det skilligt så frem. Ikke dramatisk, ikke tråk. Men med en selvfølgelig, så var han nødt til samtidig med selv med væren. En mand stille med hænderne flot og et blik der rummet hele Europa'in dyster. Jeg er morgente så jeg melet. Tykisk følge og ekspert i kollapede kolmologier. Jeg ind så i jeg brug for mig. Jeg kunne hold værk. Francis blinket langsomt. Charlie morer. Og jeg har begyndt her. Jeg langsomt. Jeg har ikke værd.
