FILOSOFI MED GØRTZ
"Filosofi med Gørtz" er en podcast, der inviterer lytteren ind i et eftertænksomt rum, hvor filosofi ikke blot forklares – men levendegøres. Gennem oplæsninger fra sine bøger, ledsaget af sin egen musik som stemningsfuld underlægning, opstår en særlig form for tænkning: langsom, sanselig og insisterende.
Indholdet bevæger sig mellem filosofi, litteratur og eksistentielle undersøgelser. Her foldes ideer ud om mening, frihed, værdighed, skyld, håb og menneskelig skrøbelighed – ofte i fortællende former, hvor refleksion og poesi går hånd i hånd. Podcasten rummer både stille fordybelse og skarp tænkning, ironi og alvor, nærvær og intellektuel kant.
Formålet er ikke at levere hurtige svar, men at vække dømmekraft, eftertanke og selv-refleksion. "Filosofi med Gørtz" er et frirum fra tempo og støj – et sted hvor lytteren kan standse op og tage sit eget liv, sine valg og sine værdier alvorligt.
Udbyttet er en sjælden kombination af ro og klarhed: inspiration til at tænke dybere, føle mere præcist og leve mere bevidst. Podcasten henvender sig til den nysgerrige lytter, der længes efter filosofi med klangbund – og efter ord, der ikke blot informerer, men forandrer.
FILOSOFI MED GØRTZ
Episode 44: NY BOG: Finurlige filosofiske fossiler
Use Left/Right to seek, Home/End to jump to start or end. Hold shift to jump forward or backward.
Skriv en hilsen med dine tanker om episoderne …
Denne gang læser jeg forordet op til min nye bog: "Finurlige filosofiske fossiler. Parafrasiens fænomenologi".
Forordet bærer titlen: "Parafrasiens hjerteskærende pusterum" — og kredser om tænkningens skrøbelige mellemrum, hvor sproget ikke blot forklarer verden, men forsøger at redde dens efterklang.
Om parafrasen som en stille kunst: en nænsom gentagelse, der aldrig blot gentager, men forvandler.
Episoden ledsages af musik fra mit album: "Philosophical Meditations" — herunder stykket: "Wisdom (Sophia)".
Mellem ord og toner opstår et rum for eftertanke.
Et filosofisk åndedrag midt i samtidens støj.
Velkommen til "Filosofi med Gørtz" — episode 44.
Denne bog er skrevet i en menneskilstande, den bevæger sig ikke i den renne systematik og eller i den rene degreation, men i en viblende overgang mellem genfording og begrebig nydannelse. Dens anliggende er paraprasen, ikke som pædagogisk teknik eller som sekundær gengivelse, men som en fænologisk gestus. En måde hvorborgningen tager verden i besiddelse ved at lade den tale igen. Oret paraprase stammer fra det græske parer ved siden af langs med frasis udtryk og tale. Paraprasen er således ikke en kopi, men en bevægelse ved siden af, en tale der følge skaberne leds af en anden tale. Den er hverken identitet eller forskel, men et resonant felt mellem dem. I denne bog forstås paraprasen som en eksistentiel og er kendteoretisk handling. En måde at lade det sagten genopstå i en anden stemme, i en anden rygme, i en anden ontologisk temperatur. At parapraser er at give verden et hjertestærde busterum. Hjertenskærde ford en hver parfase implicerer tab. Den oprindelig ytring mister sin kontekst, sin stemme, sit første åd. Men netop i den forskydning åbnes et buserum, et intervalum, hvor betydningen kan cirkulere på nyt. Parefisen er der for en sovens og en håd form, så over det udenkallige og hol om det endnu ikke sagten. K denne bog taler om finnulighed er det ikke betydningen luden og fundighed eller dekorativ krylle spor er det oldordiske finde, den køndige, den omvindsom og det danske fine, det subtile, det fint følende. Fnulighed betegner her den tænkens mikroskopiske sensibilitet, der registrerer de mindste forskydd i begrebets liv. Fnulighed er ikke overfladesk leg, det er en præcis nemlighed en opmærksomhed på det marginaler, hvor verdens væsen under tiden skjoller sig. Den furlige tinger ved det som den systematiske rationalitet ofte overser. Sprækken, parentesen det lille semantiske misforhold. Den er beslæget med den fænomenologiske reduktion, men mindre af sketisk. Den insisterer ikke blot på at sætte verden i parentes, men på at lade parentesen tale. Her i bogens tredje nøgler for siller. Et forcilet af et aftryk af liv bevaret i sten. I omologisk dommer fra latin foris. Det opgravede aflevet af furder af grav. Det filosofiske forcilde derfor ikke blot en metafor for det forgange, men for det opgravede i ting. Begreb og billeder og tanke figurer, der engang var levende bevægelser, men som nu fremstår for stet i traditionens sentimenter. Denne bog ikke musikalisere de faciler. Men hvis undersøge, hvordan parfasens vild kan genaktivere dem. Når et begreb parfaseres, løs det fra sin sedimenteret form og bræves ind i nyt kredsløb af betydning. Det bliver ikke yngre, men det får ikke en plus. Parforisens fænomenologi er således en undersøgelse af, hvordan verden kan gribes i det, der her kaldes et delæums vilbe bevægelser. Dilærum fra latin det liaret af pløje ud af furden, der tegner af en bevægelse bort fra den rørte linje. Det er ikke nødvendigvis patologisk, det kan også være kende så den mod i afvillelse. At tænke i delæk med at forlade det etableret begrebs i fuger, for at opdag et nye kontor i det reelle. Verden sven viser sig ikke altid i den lige plot fur. Bådes fire dele vil derfor arbejde med paraprasen som metoder, finligheden som sensibilitet og forsivet som genstand. Sammen gør de et forsøg på at tænke det allerede tænkte på. Ikke som repitation, men som forventning. I denne bevægelse bliver parfasigen en form for ontologisk memor. En postor, hvor verden midlertid fritages fra sin fastfrostede selvfølgelighed og gives tilbage til sin egen mulighed. At skrive om parfasigen er i sidste instans at skrive om tingningens ansvar. For den, der parfaser, påtrer sig et dobbelt ansvar. At bevarer og al forandre. Denne dobbelt gestus af hjerteskærer, fordi den aldrig kan fuld begrestes u ret. Men netop den rest, i det der unddår os på original og gengivelse, opstår filosofens forghed. Spro af liv, som kun kan erkendes, hvis vi bruger et grav. Og denne borg er et sådan udgrav, og mor dens liv ikke blot for styr, men også.
