Episode 45: Tankens åbenhed

I denne episode læser jeg op fra min debutbog: "Tankens åbenhed" (2003) — en bog om den sene Martin Heideggers tænkning, om sprogets væsen, tankens eftertænksomhed og menneskets mulighed for at opholde sig mere åbent i tilværelsen.

Det er en rejse ind i spørgsmålet om, hvad tænkning egentlig er, når den ikke blot reduceres til beregning, kontrol og effektivitet — men bliver en lytten til det, som kalder på os fra væren selv.

Oplæsningen ledsages af musik fra mit album: "Philosophical meditations" — herunder stykket: "Wisdom (Sophia)" — som forsøger at skabe et meditativt og poetisk rum omkring ordene, stilheden og eftertanken.

"Filosofi med Gørtz" er en podcast om filosofi, eksistens, tænkning, poesi og åndelig fordybelse — hvor jeg løbende læser op fra mit forfatterskab akkompagneret af musik, jeg selv har komponeret gennem tiden.

Lyt med dér hvor du finder dine podcasts.

Transcript

SPEAKER_01 0:25

Mark Hejer er en sådan kompliceret tænker, hvis tænkning fra før 2. verdenskrig har været genstand for meget opmærksomhed. Hvor imod hans senere skrifter, fra specielt 1950'er og 960'erne, langt fra er blevet begyst til strækkeligt. Hejer er ikke blot interessant i dag, fordi han er forgangsmand for den omfatten bosmoderisme, men især fordi han i sine senere værker udvikler en filosofisk åbenhed, der har inspireret mange senere tænkere og forskere. Hejkeres filosofisk respekt for det fremmede og det andet, der unddrager så rationel kalkulation og videnskab, har givet inspiration til en teorisk selvelse og dermed mere specifikt åbne vejen for nye måder at forstå og tænke på. Denne bog er det første samlet bidrag på dansk grund til en forståelse af hvilket centrale tema er på spil i Harækers arbejde efter 2. verdenskrig. Hejækkers primære interesse efter krigen er et vedvarende forsøg på nærmer at undersøge og bestemme hvad tænken egentlig. Afdelingen af, hvad tænk er inden for Hidækers senere arbejde indeholder samtidig retnings for filosofens opgave og afstand fra koporation psykologin, neurobiologiens og naturvidenskabens konception af tingning. Så snart tænkningen lokaliserer i hjæreren og beskrives i neurobiologiske termer, og vi bevæget os lang væk fra Hejdækkers opfattelse af, hvad ting er. For nærmere at kunne klare Hejdækkes interesse i tænkens væsen, har jeg valgt at præcisere bogens temat på baggrund af en række centrale tekster fra Margin Hejdækes år. Nælig af stærk af farven des denkens, varsdænken, der slats på grundt, underviske, deret af filosofie om de afgabe des denkens, og så saker des denkens. Ford de alle på hver deres måde handler om frihed. Når jeg alligevel ikke vælger at fokusere på friheden som det centrale tema i denne bog, et tema der øver at måes at være det centrale emne gennem den moderne filosofi historie, er det fordi heiddækkers begreb om tingningens væsen, ligesom friheden, udtrykker en åbenhed over for en aktivitet, der underkaster menneskets brogets nødvendighed. Men tvængens væsen viser sig samtidigt at afspejle den aktivitet, der form at åbne mennesket på en sådan måde, at sandheden frigives, således at den kommer til os. Når denne aktivitet grundlæggende ikke udbringer fra et selvberende subjekt og langt fra lokaliseret bagneskærden, er det snare en aktivitet, der må karakteriseres som tilhørende et detcentreret subjekt. Denne form for ting er interessant at fokusere på, ikke bare fordi den åbner for Hidækkers begreb om det ikke, men også fordi den implicit får fremtoget et billede af, hvordan hejker forstår menneskets grønvilkår. For det viser sig, at hvor så vidt det lykkes at åbne de gæld, det vil sige friheds egne åbnes samtidigt det sted, hvor tingningen virkelig hører hjæmen. En åbning, der samtidig udtrykker, at vi har at gøre med en forståelse af mennesket, der gennem en særlig form for ting at forvandles af noget andet end sig selv. En transformation, der ikke blot udelukker en hver gentagelse, men samtidig tematiserer et særligt sted, som både er afgrænset og uendelig ufærligt. Og den er her, at hvis mennesket form at tage lidt spring til tanken hjemme. Så vil ikke bare tænkningen, men også spret og verden åbnes på en anden og ny måde. Når vi herved fokuserer på tankens udbring, det er det tydeligt, hvor problematisk det er, at blot at operer med en traditionel grænse mellem indre og ydre, fordi den her, hvor tingningen sker, hverken af inde i eller i for sig uden for mennesket. Denne hjemme, der altså udtrykker tænkningens væsener, når Hejdækker det, som de gik nemt. Med andre ord et sted, hvor tingningen sendes som den reg, der sker med os. Ofte hører man Heidig at udfordre forhold at dig og det at tænke, fordi den skabende boid i følge Heiddeker udtrykker en tak nemet over for det, der taler i dem. Ford poeten eller tænkeren aldrig gennem sene vilje i stand til at poetisere eller tænke en tanke, bestemmer Heidækker grundlæggende den aktivitet som en taksen. Denne fascination af taxilens aktivitet er allerede til sted i Hejdækkers efter år fra 1943 til sin tiltræsesforlsning fra 1929. Det er for væsentligt at fremhæver af denne bogs kapitler fokuserer på de egne, der alle forbestemt af verrenstænkningens grundlæggende fascination og ambition. Nemlig afdækken af muligheden for verens lysning og sandhed gennem sproget. Og sproget og altså ikke blot tænkningen har en afgørende funktion i Hejdækes moder og friggende ting. Men når det bliver klart, at det er i mødes med det fuldstændig andet. Det vil sige med det om menneskelige, det er rationale, det ikke tekniske, kort sagt utænktigt i det tænkt, at muligheden for, at menneskets væsenområde først ikke bliver tilgemt den slags udmargens tænk, så er det samtidig hervid indikeret, at hejdækkes primære interesse faktisk går i retning af mennesket. Men i så ret forstand, at det konstant måske gennem spørgsmålet om verdenskand.