Episode 47: NY BOG: Værdighedens filosofi: Dømmekraften i massens desperation

Velkommen til episode 47 af Filosofi med Gørtz.

I denne episode læser jeg op fra introduktionen til min nyligt udgivne bog: "Værdighedens filosofi – desperat – indestængt – bandlyst – i en traumatisk krigstid". Nærmere bestemt læser jeg afsnittet: "Dømmekraften i massens desperation".

Vi lever i en tid præget af uro, hastværk, polarisering og konflikt. En tid, hvor følelser ofte overhaler eftertanken, og hvor menneskers trang til sikkerhed, tilhørsforhold og entydige svar kan gøre dømmekraften sårbar. Når frygten vokser, og usikkerheden breder sig, opstår der en risiko for, at individet opløses i massens stemning, og at den personlige ansvarlighed viger for kollektive impulser.

I dette afsnit undersøger jeg, hvad der sker med menneskets dømmekraft, når desperation bliver en dominerende samfundskraft. Hvordan bevarer vi evnen til at tænke selvstændigt? Hvordan fastholder vi værdigheden midt i tidens råb, krav og forenklinger? Og hvordan kan vi værne om det frie og ansvarlige menneske i en verden, der ofte belønner hurtige domme frem for eftertænksom refleksion?

Musikken, som ledsager oplæsningen, er fra mit album: "Philosophical Meditations", og stykket hedder: "Appeal" – en musikalsk meditation over menneskets appel til dømmekraft, ansvar og værdighed.

Tak fordi du lytter med.

God fornøjelse.

Køb bogen her:  Få Værdighedens filosofi - i en traumatisk krigstid af Kim Gørtz som Hardback bog på dansk - 9788743072713

Transcript

SPEAKER_00 0:32

Dørekten har i den filosofiske tradition været tænkt som det, der gør mennesket i stand til at orientere sig i det konkrete, hvor regler enten ikke er givet, eller hvor de viser sig udstrækkelige. Hos er stor den evne i begrebet foris. Den praktiske klogskab, som ikke kan reduceres til tekniskt kunden eller teoretisk viden. Fiscis er en dømde sans for det ret i det sjulære. En situeret fornuft, der altid allerede er indjet i fællesskabet og dets normer. Men denne indlejing er ikke u en risiko, for hvis fællesskabets normer forbrænges, vil også dømekraftens orenteringspunkt forskydes. Hos igen jo klantar dømmekraften en anden mere reflektiv form. I kritik der udtaldes kræft, bliver dømmekraf det mindremlet, der forbinder det almene og det partikulære, uden at dene fuldstændigt opsurer det andet. Særligt i den reflexive dømmekraft, hvor det almene ikke er givet på forhånd, mor subjektet selv søge en form for gyldighed, der ikke kan garanteres af faste regler. Her opstår forestillingen om en Census Kumisk. En fælles sans, som ikke er en empirisk maske, men en normativ idé om, at vores dømek bør kunne deles. Dømek er sådan ikke blot individuel, men oreret mod et tænkt fællesskab af andre døme væner. Denne idé radikaliseres hos hander. For hvem dømekraf bliver afgørende i en politisk og historisk kontekst, hvor de etableret normer er brugt samme. Ogen insisterer på, at dømekraft ikke kan erstes af regler eller ideologier. Den kræver en evne til at tænke repræsentativt at sætte sig i andres sted u at ophæve sin egen døbende position. I en verden hvor ondskaben kan fremtræde som banal, netop fordi tænkningen er ophørt, bliver dømmekraften en etisk nødvendighed. En måde at modstå det, der ellers vilde ubemærket ind i normalitetens form. Men netop her træder problemet om massen frem med en ny intensitet. Hos Elias Kanet i hverket masser og magt beskrives massen ikke som en simpel ophåning af individer, men som en særlig tilstand, hvor individets grænser opløses. I massen ophæves afstande, forskelle udviskes. En følelse af lighed og umidbarhed træder i stedet. Denne tilstand er ikke blot sociald, men effektiv. Masken er drevet af inteniteter, frygt, begejst og raser, som cirkulerer og forstærkes i dens indre. Det afgørende er, at massen ikke nødvendigvis er irrationelt klassisk forstand. Snare opererer den efter en anden logik, hvor dømekrafens refleksiv moment svækkes eller helt suspenderes. Og dømmekraf kræver afstand kræver massen nærhed. Og dømekraften forudser forskel søger massen lighed. Når dømmekraften orienterer sig mod tænkt fællesskab realiserer massen en umiddelbart kropslig fælleshed, som ikke tog af reflektionens forsinkelse. Når denne masse dynamik kobles med dispiration, og står en særlig farlig konstellation. Disperationen forstået som håbets samråd eller det radikale indskænkning skaber en situation, hvor dømekra den åben søge efter gyldighed af stærk af en træng til umiddelbart afklaring. I disperationens greb bliver det ikke blot vanskeligt at dømme. Det bliver næsten ubærligt at forblive i det ure og gjort. Massen tilbyder her en forløsning. En hurtig intens og delt sikkerhed, hvor tvivl ophæves gennem fælles af. I denne forstand kan man tale om en irusion af dømmekraften, hvor det der hos Aristotl var en situeret klogskab, hos kant en reflektiv formidlingskraft, og hos Arent en politisk nødvendighed gradvist for trængt af massen umiddelbarhed. Det er ikke fordi, dømmekraften forsvinder fuldstændigt, men fordi dens betængelser undergraves. Tiden til reflektion, rumet for forskel og forestilling om et fælles, men ikke identisk perspektiv. Her viser uværdighedens sværmer sig som en særlig figur. Og når dømmer svækker i massen dispiration opstår der ikke blot fejlbedøvelser, men en tendens til at sværme. Jeg ladser med at bevægelser, der ikke længere søvn sandhed eller retfærdighed, men intensit og tilhørsforjen. Uværdigheden bliver ikke nødvendigvis erkendt som sådan, den kan tvær imod fremtræet som nødvendighed, som selv forsvar eller som retfærdig indignation. Det er i dette spændingsfælde at spørgsmål om værdighedens filosof må genoptage. Ikke som en abstrakt morn, men som en undersøgelse af, hvordan dømekra kan opretholdes eller genopvendes, under masperation trose den. Og dømek er mærligheden ikke blot troet, den bliver usklig.