Episode 48: NY BOG: Værdighedens filosofi: Kærligheden i det indestængte ansvar

I denne episode læser jeg et afsnit op fra introduktionen til min bog: Værdighedens filosofi – desperat, indestængt – bandlyst – i en traumatisk krigstid. Afsnittet bærer titlen: "Kærligheden i det indestængte ansvar".

Vi lever i en tid, hvor ansvar ofte reduceres til pligt, funktion eller effektivitet. Men bag ethvert sandt ansvar findes der måske noget mere oprindeligt: en kærlighed til verden, til den anden og til det fælles liv, som vi deler. En kærlighed, der ikke nødvendigvis viser sig som følelse eller sentimentalitet, men som en vedholdende villighed til at bære, beskytte og tage vare på det, der er større end os selv.

Når kærligheden mister sit sprog, når relationer forarmes, og når mennesket presses ind i systemer, der fremmer hastighed frem for eftertanke, risikerer ansvaret at blive indestængt. Det forsvinder ikke, men det mister sine udtryksformer. Tilbage står en uro, en længsel og en tavs fornemmelse af, at noget væsentligt kalder på os.

I dette afsnit undersøges forbindelsen mellem kærlighed, ansvar og værdighed. For måske er menneskelig værdighed ikke blot et spørgsmål om rettigheder eller anerkendelse, men om vores evne til at svare på den appel, som livet, den anden og verden retter mod os.

Musikken, der ledsager oplæsningen, er fra mit album: Philosophical Meditations. Stykket hedder: Choose – et musikalsk landskab, der kredser om valget, forpligtelsen og den stille beslutning om at træde ind i ansvaret frem for at vende sig bort fra det.

Tak fordi du lytter med.

God fornøjelse.

Køb bogen her:  Få Værdighedens filosofi - i en traumatisk krigstid af Kim Gørtz som Hardback bog på dansk - 9788743072713

Transcript

SPEAKER_00 0:32

Hvis dørmekraften angår i vores evne til at orientere os i det fælles grub angår kærlighed den måde, hvorpå vi overhovedet forholder os til det, der kræver noget af os. Jeg kærlighed er i den forsand ikke blot en følelse, men en relationel grundstruktur, hvor i ansvaret kan opstå som andet og mere end en ydre forpligtelse. At tænke kærligheden i sammenhæng med det indstænkende ansvar, indbær derfor en bevægelse fra det afektive til detiske, og tilbage igen. Iologisk åbner kærligesbegrebet så i en flertyhed som den filosofiske tradition aldrig helt har kunne samle. I den græske verden skændes der mellem Iros, filer og jeg gave. Iros betegner begæret den slæben bevægelse mod den, man manler. File angiver, vildskabet og gensidighedens bøj, og at jabe perer mod en mere ubetænket, ofte asymmetisk hengivelse, hvor den anden ikke elskes for noget, men i kraft af sin blotte vær. I den latinske tradition samles de nuancer delvis i karitas, som forbinder kærlighed med omsorg og om hjærligheden. Allerede her tegner der sig en afgørende spænding. Er kærlighed en bevægelse ud fra mangel, en gendig relation eller en entidig fordring. Denne spænding radikaliseres, når kærligheden forbindes med ansvar. Hos Hans Jonas i verket ansvarets princip udkast til en etik for den teknologiske civilisation. Formules en etik, der netop tager udgangspunkt i en asymmetration. Den mellem den handlende og det sårbare. Jonas afgørende indsigt er, at den teknologiske civilisation har udviklet menneskets handlus på en sådan måde, at ansvaret ikke længere kan begrænses til det nære og samtidigt. An svar bliver her en forpligtelse over for det, der endnu ikke er. Fremtidige generationer det størlige liv. Det som ikke selv kan gøre krav gænde. Denne udvidelse af ansvaret forudsætter i midt tiden en bestemt form for kærlighed. Ikke som sentimentalitet, men som en grundlæggende følsomet over det sårbar. Jones pærer på, at det spæder barnet blåt til stedværders allerede fremkalder et du skalt. En tvs fordring, der ikke udbringer af kontrakt eller gæstighed, men af den andet udsæthed. Her nærmer vi også en form for at gabe, hvor kærligheden ikke er en bevægelse mod det jøskværdige, men en respons på det, der er afhængigt af os. Men hvad sker der med denne kærlighed, når den bliver indeste. Det eneste ansvar er ikke fraværet ansvar, men det tilbageholder sig. Nået affar som forderne, man kan ikke komme til udtryk eller omsætte i handling. Denne indstænkning kan have mange former. Institutionelle strukturer der neutriser ansvar ved at distribuere det. Teknologiske systemer, der skaber afstand med handling og konsekvens, eller effektiv tilstande, hvor overbelastning og afmagt gør det ummuligt at handle på det, man erkender. I denne situation gennemgår kærligheden en forskning. Den ophører ikke nødvendigvis, men indre karakter. Jeg også kan blive til en ræs søge efter aflad eller distraktion. Files til lukkede fællskaber, hvor ansvar kun cirkulerer internt, og at jabe kan forstå mig som en tavside om noget, der burde gøre, men ikke bliver det. Kærligheden bliver ikke ophævet, men ind i slutet, fanget i en spænding mellem akendelse og handling. Det netop her Jonas politik viser sin dobbelt karakter. På den ene side insisterer den på, at ansvaret man udvides i takt med vores magt. På den anden side afsører den, hvor værligt det ansvar er at realisere i praksis. Og hvordan kan man elske, i betydningen til ansvar for det, der endnu ikke er til stede, og som ikke kan svar. Og hvad sker der, når denne fordring ikke kan finde en form, hvor i den kan leves? Det stængt ansvar bliver der med en særlig figur for uværdighedens Særmier. Ikke fordi kærligheden forsvinder, men fordi den mærer sin retning. Den sværmer som en uforløst impuls en vedrende råd, da hverken kan finde vilje i handling eller forsvend i klemstet. I stedet kan den slå om i ambians. En blanding af omsorg og reserationer, engagement og tilbage trækning. Alligevel rummer det indstængt også en mulighed. For det der indest er ikke dødt det er tilbage og holdt. Den tags fordring som Jonas beskriver, kan ikke fuldstændig bræmes til tavligt. Den virker som en vedvarende spænding i subjektet, en påmænkelse om, at kærligheden ikke blot vi føler, men noget deros. At tænke kærlighed i det indstængt ansvar, og derfor ikke blot en diagnose, men også en øjning. Det peger på, at værdighedens filosof højde for de former, hvor kærlighed og ansvar ikke kan udfolde sig fritt men alligevel indester. Og må det netop i den, at kærlighedens mest radikal. Ik som en harmonisk forging, men voldet og spæring mod det, der endnu ikke har foret sin plad i.