Episode 49: NY BOG: Værdighedens filosofi: Uværdigheden i den bandlyste sværm

Velkommen til episode 49 af Filosofi med Gørtz.

I denne episode læser jeg det sidste afsnit af introduktionen til min nye bog: Værdighedens filosofi i en traumatisk krigstid. Afsnittet bærer titlen "Uværdigheden i den bandlyste sværm".

Mennesket lever ikke alene. Vi formes af fællesskaber, relationer, fortællinger og sociale bånd. Men historien viser også, hvordan fællesskaber kan forvandles til sværme; til massestrukturer, hvor dømmekraften svækkes, ansvaret opløses, og den enkelte mister modet til at stå ved sin egen erfaring. Når frygt, had eller foragt får lov til at definere fællesskabets grænser, opstår den bandlyste sværm – et socialt rum, hvor mennesker udstødes, mistænkeliggøres eller fratages deres værdighed.

I dette afsluttende afsnit undersøger jeg, hvordan uværdighed ikke blot opstår gennem voldelige handlinger eller åbenlys undertrykkelse, men også gennem tavshed, konformitet og kollektiv ligegyldighed. Når mennesker reduceres til kategorier, fjendebilleder eller politiske symboler, forsvinder blikket for det konkrete menneske.

Værdighedens filosofi insisterer på det modsatte. Den minder os om, at ethvert menneske er mere end sin funktion, sin identitet, sine fejl eller de fortællinger, andre fortæller om det. Midt i traumatiske tider bliver spørgsmålet derfor ikke blot, hvordan vi beskytter os selv, men hvordan vi bevarer evnen til at møde den anden som et menneske.

Musikken, der ledsager oplæsningen, er: "Distant embers" fra mit album: Philosophical Meditations. Et musikalsk landskab af eftertanke, erindring og stille gløder, der fortsætter med at lyse, længe efter at flammerne synes slukket.

Tak fordi du lytter med.

God fornøjelse.

Køb bogen her:  Få Værdighedens filosofi - i en traumatisk krigstid af Kim Gørtz som Hardback bog på dansk - 9788743072713

Transcript

SPEAKER_00 0:28

Og massen på, der opløser forskellige i intensitens navn, plejer sværen på en anden form for kollektivitet. En bevægelse u en centrum u en tiglig repræsentation. Og u en fast identitet. Iologisk kyter sværm så til det on nordiske. Søren. En bevæg mængde ofte forbundet med en sægters koordineret men ikke dergeret adfærd. I sværmen er der ingen suveræn instans, ingen stabil form. Der er kun relationer, forskninger og midlertidige samme forjænger. Sværgen er ikke en, men mange. Og den er mange på en måde, der ikke laver sig reduceret til en enhed. Host Michael Hart og Anton Nikrig i Multitude fremtræder denne figur som et alternativ til både folket og massen. Og folk forudsætter en enhed, der kan repræsenteres og massen en opløsning i effektiv liv, besnerit en pluralitet af singulariteter. Der handler vi fællesskab uden at ophæve deres forsker. Moltituden er ikke en homogen krop, men et netværk af relationer, hvor det fælles ikke er givet på forhold, men produceres i og gennem handling. Denne svær er i midlertid ikke usky, den er indledet i en verden bræret af krig. Ikke blot som et militær konflikt, men som en vedvarende tilstand, hvor grænser og livsformer og værdger konstant af under pres. Hos har der bliver krigen i aller sted særende strukt, der både fragmenterer og mobiliserer. Moltuden opstår ikke uden for den tilstand, men midt i den, som en mulighed for demokrati, der ikke væler på solverænitet, men på samarbejde modstand og fælles produktion af det sociale. Men netop her opstår spørgsmålet om det bandlyst. For selv om Moltingen robmer et emancipatorisk potentiale, at den ikke fritet for de mekanismer, der ekskluderer og usynligt gør. At være bandløst er som tidligere antført ikke blot at være marginaliseret, men at være placeret uden for den orden, hvor anerkendelse kan finde sted. Den bandløse sværm er der for en sværm, hvis bevægelser ikke blot af uordnede, men også illegitime. En kollektivitet, der ikke får lov til at fremtræde som politisk subjekt. I denne forstand opstår en særlig form for uværdighed. Ikke som en individuel mangel, men som en strukturel effekt af udelukkelsen. Når sværmen singulariteter ikke kan trædes frem som bære af hærdighed, risikerer deres handling at blive opfatet som støt som trusel eller som renkotation. Det fælles reduceres til det farlige. Det mangfold i det uforstående. Uværdigheden bliver således ikke blot påført ud fra, men kan også internaliseres som en erfaring af ikke at høre til, ikke at kunne tale, ikke at kun blive anerkendt. Alligevel er det netop i denne bandyste svær af en anden mulighed for værdigheden kanes. For hvis multen som har det ikke foreslår er en pluralitet af handlede skolariteter, så indebær det, at værdighed ikke nødvendigvis må tænke som noget, der tildeles gennem institutionel anerkendelse, men kan også opstå i selve sammenhæng. I de måder hvorpå liv leves og deles, selv under betingelser af eksklusion. Værdigheden bliver her ikke et skab, men en praksis. Det er dette spændingsfælde af denne bogs videre bevægelse tager sin begyndelse. De følgende fire dele udfordrer hver deres modalitet af det værdige, ikke som fast kategorier, men som forskyddelige figurer, der både kan bære og forvidde værdigheden. Første del tilværdighedens sikkerhed, kaldskab og straf, så afsættigt selv for undersøger, hvordan det, der gør synligt samtidig underlighet kontrol. Seværdigheden er ikke blot det, der kan ses, men det, der må ses på bestemte måder, og hvor afvirelsen risikerer at blive patologiseret og straffet. 2. Ønskværdighedens begære glæde og singularitet bevæger sig med selv til løs ind i begærets produktive dimensioner. Her bliver ønskværdighed knygt til evnen til at skabe, forbinde og differentiere. Ikke som mangel, men som overfløde. Tred del. Bemærkelsesværdighedens økologi, skædofani og underbevidsthed udfoldes i dialog med Felix Kanser og undersøger de kompleks sammenhæng mellem sygle, miljø og sociale systemer. Det er bemærkelsesværdigt er her ikke blot det ekstra ordinære, men det, der træder frem i en økologisk sammenhæng, hvor alt aller er forbundet. Fjerd. Efterstræfsesværdighedens nøghed, hellighed og livsform samler tråden i en undersøgelse inspireret af Georgio Arm og Peter Sletk. Her bliver efterstrægsesværdighed knygt til livsformer, der ikke blot følger normer men eksponer liv selv. I dets nøghed, det sårbarhed og dets mulighed for at blive levet anderledes. Båden afsluttes med en aftrå prisværdighed skridstid, dømme kraft og tragiske kanisse, hvor spørgsmålet om prisværdighedens mulighed genoptages i lyset af krigen og travnet skemgriben erfaring. Hvis værdighederne i begyndelsen fremstå som desparet, indestængt og bandløst, vil det her vise sig om, og hvordan den kanopstå ikke som en tilbagevendet til det tablet, men som en ny form, der har været ud. Uværdighedens spærer peger således ikke blot på en opløsning, men på en begæse en svær i sin bansk, bærer på muligheden for at tænke og leve mærdigheden anderlig.